Erato

hvor han portrætterede alle sine bedste venner indefra – altså ikke deres udseende, men deres karakter, og henvise gådefuldt til dem med forkortelser af deres kælenavne. Det startede lidt som en spøg for den midaldrende komponist, men da han mærkede kvaliteten i kompositionen, fortsatte han særdeles seriøst med arbejdet og endte da også op med sit måske allermest helstøbte værk.

Titlen, Enigma-variationer, har gennem årene affødt utallige spekulationer – ikke mindst ansporet af komponisten selv, der var en mester i selviscenesættelse. Han hævdede, at der, foruden temaet, vi hører allerførst, gemmer sig et enigmatisk tema, som lurer over vandene gennem alle variationerne, og som folk, og ikke mindst hans venner, burde kunne gætte. Det er aldrig lykkedes nogen kloge hoveder at afdække, hvad det skulle være for et tema, og de fleste hælder til, at det nok slet ikke er der – og det er jo i sig selv gådefuldt. Men det ændrer ikke ved, at vi har at gøre med ét af de mest velorkestrerede, veltilrettelagte variationsværker i musikhistorien, der, som sådan ét skal, kommer rundt i alle følelses- og udtryksregistre.

Mens han arbejdede på variationerne, skrev han i 1898 til sin gode ven, August Jaeger, der arbejdede hos Elgars udgiver:

”Siden jeg kom tilbage, har jeg skitseret en række variationer (for orkester) over et originalt tema; jeg har moret mig kosteligt over disse variationer, for jeg har forsynet dem med kælenavne for mine bedste venner – du er Nimrod. Det skal forstås sådan, at jeg har skrevet hver variation til at repræsentere den enkeltes ”stemning” og har således skrevet, hvad jeg tror, de ville have skrevet, hvis de ellers kunne komponere. Det er en spøjs idé & resultatet er underholdende for jer indviede og vil ikke påvirke lytteren, der intet ved.”

Der er kutyme for at opremse alle navnene på vennerne i programnoten, men fordi vi jo dels må siges at tilhøre ”dem, der intet ved”, og også fordi, nogle af satserne er samkomponerede og derfor kan være svære at skelne, så afføder det ofte større frustration end glæde for tilhøreren, så blot vil jeg her anføre, at den allerførste variation, C.A.E., er en kærlighedserklæring til komponistens kone, Alice, den berømte 9. variation, Nimrod, til netop vennen August Jaeger (Nimrod er en berømt jæger i 1. Mosebog), og at den sidste, pompøse variation, E.D.U., skal ”forestille” Edward Elgar selv. Men lad alle disse spekulationer ligge, når du åbner hjertet og ørerne, for musikken taler for sig selv i et sprog fyldt med kærlighed til de venner, der betød så meget for den uventet følsomme komponist. Måske gåden i værket er kærlighedens gåde. Måske vennerne og kærligheden til dem for Elgar gjorde det ud for muserne. Og måske er kærligheden dén muse, vi fortsat skal sætte vores lid til, når vi søger svar på de store spørgsmål i en tid, hvor muserne kan synes lidt langt væk.

Programnote af: Ole Bartholin Kiilerich