Calliope

Kunstnerisk inspiration kan være mange ting. Nogle kunstnere sværger til at sætte sig ned og møjsommeligt arbejde det nye og ukendte frem, som man ville gøre ved ethvert andet job, hvor noget skal fra hånden. Andre forlader sig på dén slags inspiration, der kommer ud af det blå på de mest uventede tidspunkter, mens andre igen har brug for en form for benspænd, et miljøskifte eller måske et udefrakommende indspark for at tænde den kreative gnist. Der er nok næsten lige så mange måder at blive inspireret på, som der er kunstnere, men i antikkens Grækenland havde man kropsliggjort inspirationen i de 9 muser, der alle var en slags fødselshjælpere inden for alle de kendte kunstarter. I dagens førsteopførelse af Fredrik Högbergs nye violinkoncert får de liv i både toner, billeder og krop, og komponisten stiller med undertitlen ”A Hunt for the Eluded Muses” spørgsmålet: hvem er nutidens muser? Benjamin Britten skrev sit kæmpehit, The Young Person’s Guide to the Orchestra, under noget mere jordnære forhold: han blev simpelthen bedt om at skrive et stk. pædagogisk musik til en undervisningsdokumentar til skolebrug og kom så til at lave et mesterværk. Edward Elgar brugte derimod sin helt egen fysiske muse, konen Alice, der med en henslængt kommentar inspirerede ham til at skrive et værk, der beskrev alle deres bedste venner i toner. Velkommen til en forhåbentligt inspirerende koncert!

BRITTEN SOM GENIAL FOLKESKOLELÆRER

Det er ikke så ofte, at mesterværker bliver født ud af en pædagogisk tænkning. Det er sket ganske få gange i musikhistorien, eksempelvis med Prokofievs Peter og Ulven og Ravels Ma Mère l’Oye - og så med aftenens værk, The Young Person’s Guide to the Orchestra. Grunden til, at det nok ikke er den mest oplagte måde at skabe et mesterværk på, er jo nok, at når det forklarende element skal være i fokus, så ender det hurtigt med at skubbe andre kunstneriske idéer og visioner ud.

Men da Britten kort efter 2. verdenskrig fik til opgave at lave musik til en dokumentarfilm om symfoniorkestrets forskellige instrumenter, fik han den brillante idé at bruge et i forvejen velkendt tema af meget høj musikalsk kvalitet, nemlig landsmanden Henry Purcells iørefaldende tema fra Abdelazersuiten, der indeholder alt det, en komponist gerne vil arbejde med, når han skal lave et variationsværk: rytmisk prægnans, en musikalsk grundcelle, der kommer flere gange, og som er nem at genkende og endelig en akkordrundgang, der er som taget lige ud fra lærebøgerne. Og herfra er det så, at Brittens genialitet kommer i spil: det lille benspænd, der lå i at udforme et musikalsk værk, der præsenterer hele orkestret og alle dets instrumenter, frisatte en kreativ flodbølge af sjove, vilde og interessant idéer fra den ofte lidt alvorlige komponist, og det viste sig hurtigt efter premieren i 1946, at stykket holdt vand, ikke bare som didaktisk værk, men også i høj grad som