Clio

Britten præsenterer først hele orkestret i al sin pragt med Purcells flotte tema. Dernæst alle instrumentgrupperne med det samme tema i rækkefølgen: træblæsere, messingblæsere, strygere og til sidst de ikke mindre end 6 slagtøjsspillere. Herefter får hele orkestret lov igen, inden han starter på en yderst opfindsom og til tider meget humoristisk, men også utroligt smuk og velkomponeret gennemgang af samtlige instrumenter i orkestret, startende hver gang med de højeste instrumenter i en gruppe og sluttende med de dybeste. Og dét, han lykkes så eminent med, er at fange hver enkelt instruments særkende på kun nogle ganske få takter; alle får lov til at yde dér, hvor de er bedst, og der er både kærlighed og vid i karakteristikkerne undervejs. Når han således har pillet hele orkestret fra hinanden, skal det hele selvfølgelig samles igen, og det gør han med en forrygende fuga, hvor instrumenter kommer ind igen efter tur, nu i et voldsomt opskruet tempo, og det hele slutter med en fantastisk genkomst af det store Purcell-tema, der lægger sig majestætisk i en vild modrytme oven på det hele og slutter dette mesterværk af med en overlegen musikalsk gestus.

JAGTEN PÅ DE UNDSLUPNE MUSER

Svenske Fredrik Högberg er en fremadstormende komponist, der med sine ofte meget humoristiske og samtidigt eksplicit filosoferende værker er ved at slå sig fast som én af sin generations helt store stemmer. Og når der står Högberg på programmet, kan man være sikker på, at der både er gode melodier til øregangene, rigeligt guf til de små grå, vid, bid og humor – og en udsøgt behandling af både orkester og solister. I aften skal vi høre hans bud på den nok allersværeste genre at skabe nyt i: violinkoncerten.

Jeg spurgte ham ad, hvordan han var gået til opgaven – en lang rejse, der tog sin begyndelse for 13 år siden:

”I 2009 var jeg i Sydafrika for at hente min søn. Kort forinden havde jeg stiftet bekendtskab med Isabelle (van Keulen, red.), da hendes debut som dirigent var min koncert for kontrabas og strygere. Et år senere tog jeg mod til mig og spurgte, om hun ville have en violinkoncert ... og hun sagde ja!”

Herefter tog det et par år at få samlet de 4 orkestre, der kunne og ville bestille værket - det blev symfoniorkestrene i Düsseldorf, Malmö, Norrköping og Odense. Og han fortsætter:

“Det er svært at skrive for violinen, for i starten føles det som om, at alt allerede er skrevet. Jeg startede med at studere stort set alle de violinkoncerter, der findes, nye som gamle, for at finde ud af, hvor min musik passer ind. Og så åbnede det nye, spændende muligheder for mig, at Isabelle så også gerne ville have sin bratsch med i koncerten. Man vil jo gerne tilføre noget nyt til det i forvejen fantastisk store repertoire.” ”Isabelle blev sådan en inspirationskilde for mig undervejs, at