PRO MUSICA - ON WENLOCK EDGE
7. FEB 2023 19.30 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS
Antonín Dvořák: Terzetto i C-dur, op. 74 (1841 - 1904)
I Introduzione, Allegro ma non troppo
II Larghetto
III Scherzo, Vivace
IV Tema con Variazioni
Varighed: ca. 21 min.
Medvirkende: Jovana Vukušić, violin; Veronika Krauß Mojzešová, violin; Christian Bønnelykke, bratsch
Ludwig Thuille: Sekstet for blæserkvintet og klaver i B-dur, op. 6 (1861 - 1907)
I Allegro moderato
II Larghetto
III Gavotte. Andante quasi allegretto
IV Finale. Vivace
Varighed: ca. 28 min.
Medvirkende: Ragnhildur Josefsdottir, fløjte; Pina Mohs, obo; René Højlund Rasmussen, klarinet; Xanthe Arthurs, fagot; Niels Aamand Güntelberg, horn; Charlotte Thaning, klaver
P A U S E
Ralph Vaughan-Williams: ”On Wenlock Edge” (1872 - 1968)
I On Wenlock Edge the wood’s in trouble
II From far, from eve and morning
III Is my team ploughing?
IV Oh, when I was in love with you
V Bredon Hill
VI Clun
Varighed: ca. 21 min.
Medvirkende: David Danholt, tenor; Esther Mielewczyk, violin; Stinus Christensen, violin; Gertrud Ludwig, bratsch; Mette Spang-Hanssen, cello; Britt Krogh Grønnebæk, klaver
Det er sjældent, at et koncertprogram kan samle tre så venlige værker, som de tre, der er på programmet ved aftenens Pro Musica-koncert. Det er ikke hvert minut, der er smilende og fuld af overskud, for der er også mørke undervejs, særligt i aftenens titelværk On Wenlock Edge. Men der er smil og venlighed i alle værkerne, og det er, som tidligere skrevet, ikke så ofte, at det er disse kvaliteter, der samler et program. De tre værker er alle komponeret mellem 1880 og 1910, en periode på blot 30 år, og en periode, hvor der skete meget i musikhistorien. Men det kan man nu ikke høre så meget af i de tre værker. De er alle romantiske i deres udtryk, selvom Vaughan Williams’ sange, der er de senest komponerede, har en klart nyere klangverden, så er de stadigt buldrende udtryksfulde og melodiske. Det er ikke let og overfladisk musik i aften, men imødekommende og dyb, behagelig og indsigtsfuld.
Programmet er valgt og bliver spillet af Odense Symfoniorkesters musikere med gæster.
TERZETTO
Den tjekkiske komponist Antonín Dvořák havde spillet og komponeret siden sin barndom, men internationalt slog han forholdsvist sent igennem som komponist (ligesom Vaughan Williams, der også er på programmet i aften). Terzettoen er dog fra en periode, nemlig 1880’erne, hvor hans navn var velkendt, og han rejste rundt og dirigerede sine værker i Europa, deriblandt også i Storbritannien og Rusland. Dvořák er kendt for sin inspiration fra folkemusikken, og hans værker får ofte folkemusikalske toner ind i koncertsalene. Det gjaldt i særlig grad den tjekkiske folkemusik, han kendte fra sit hjemland, men for
ham var det også en del af hans kompositoriske filosofi at finde de musikalske, folkelige rødder. Da han rejste til USA i 1890’erne, var det ham magtpåliggende at lære de indfødte amerikaneres og det afrikansk-amerikanske folks musik at kende og på den måde lære den ”ægte” amerikanske musik at kende. Uden den kunne man ifølge Dvořák ikke finde og dyrke en amerikansk musikkultur.
Terzettoen er komponeret, inden Dvořák rejste til USA, og lige netop denne lille kammermusik-perle er ikke et af de værker, hvor man tydeligst hører inspirationen fra folkemusikken (men den er der nu lidt undervejs!). Værket blev skrevet til to af Dvořáks venner, og meningen var, at de skulle spille hver deres violinstemme, og han skulle så selv spille bratschstemmen. Det blev aldrig til noget, men stemningen af, at værket er komponeret til tre venner, der står i en spisestue og spiller sammen, kan man godt høre.
Som når kammermusik er allerbedst, så er denne terzetto (det betyder trio) en samtale mellem tre ligeværdige parter. Tanker fødes og dør, idéer bliver uddybet, og der bliver nikket samtykkende, når en af de tre siger noget særligt klogt. I løbet af samtalen kommer de tre samtalepartnere gennem mange stemninger, og efter den korte indledningssats kommer en Larghetto, der er fin og indfølende. Stemningen er sart, men med en vis portion energi også. Musikken flyder, selvom det er stille og næsten forsigtigt. Denne del af den kammermusikalske samtale bliver båret af ømhed og intimitet. En af de tempo- og stemningsbetegnelser, der står i noderne, er Dolce; sødt, blidt. Den tredje sats er en Scherzo, en hurtig sats med lidt skæve rytmer, som man allerede kan høre fra begyndelsen af satsen (her stikker folkemusikken diskret sit hoved frem). Selvom rytmen er dansant, er følelsen i satsen ikke nødvendigvis fuld af glæde, for den står i mol det meste af vejen og har en alvorlig og mere mørk tone end den langsomme sats før. Sidste sats er bygget op som tema med variationer (det er også titlen på satsen: Tema med variationer). Her bliver der diskuteret et emne, og det bliver belyst fra alle vinkler. Variationssatsen, som den Dvořák skriver her, var en af hans velynder og ven Johannes Brahms’ yndlingsformer, og den er at finde i mange af Brahms’ store værker. I Dvořáks Terzetto gemmer han de hurtige og kraftfulde variationer til sidst, og værket afsluttes således med manér.
SEKSTET AF LUDWIG THUILLE
I popmusikkens verden findes begrebet ”one-hit-wonders”; musikere, der slår stort igennem med en enkelt sang, men som ellers ikke markerer sig på den musikalske stjernehimmel overhovedet. Det er lidt synd at beskrive Ludwig Thuille som et ”one-hit-wonder”, for i hans levetid blev en række af hans værker opført og elsket, bl.a. nogle af hans operaer. Men her i eftertiden er kun et værk fra hans hånd blevet hængende, og det er den charmerende Sekstet, der er på programmet ved denne koncert. Når man hører den, kan man godt undre sig over, at der ikke er flere værker fra hans hånd, som vi hører i dag, for den er virkelig fin. Men han var en konservativ i en tid, hvor der skete mange ting i musikken, og når man er bedste ven med Richard Strauss, som Thuille var, og der i samtiden findes blandt mange andre Zemlinsky, Schönberg og den ældre Johannes Brahms, ja, så er det måske ikke så sært, at Thuilles smukke, men som sagt lidt konservative musik, ikke har fundet sin plads på koncertprogrammerne i eftertiden.
Sekstetten for blæserkvintet og klaver er komponeret i 1888, og det var vennen Richard Strauss, der var med til at sørge for, at værket blev uropført. Der er fire satser i Sekstetten, og de har alle en imødekommende og optimistisk grundtone.
Det er som en solrig eftermiddag i midten af Europa; et sted, efter et bedre måltid, med et godt glas i hånden og i gode – og elegante – venners lag.
Første sats, Allegro moderato, er lang og vokser ud fra en rolig hornsolo, der bevæger sig over til klarinetten – og så inddrages resten af ensemblet. Anden sats er en smuk Larghetto. Den begynder også i hornet, men får hurtigere resten af ensemblet med i en sats, der er lidt mørkere end de omkringliggende. Så kommer der mere fest og farver i tredjesatsen, hvor klaveret får lov at lede dansen, og oboen og fagotten også har hovedroller undervejs. Det er underfundig, smilende og charmerende musik, der næsten minder om Tjajkovskijs Nøddeknækker-musik undervejs. Den fjerde sats holder fast i det høje tempo, det er en Vivace, der betyder noget a la Livlig, og dét lever den helt op til. Der er mere samlet kraft og muskler end i tredjesatsen, men udtrykket af overskud og fest fortsætter også i denne sats.
ON WENLOCK EDGE
Man skal passe på med at putte nationale karakteristika på kunst, for det er altid nemt at finde eksempler, der modbeviser ens påstand om nationale typer. Men jeg vil påstå, at en række engelske digtere, malere og komponister kan integrere naturen i kunsten, så man føler, at ens kinder bliver våde af regn, ens øjne mildnes af en diset solnedgang, og ens hår bliver rusket af den storm, der raser i ens ører. Naturen er en kraft, der helt uden om menneskers gøren og laden lever i os - også før og efter, at vi egentlig går vores tid her på jorden. En af de kunstnere er Ralph Vaughan Williams.
Denne særlige form for naturnærhed i kunsten ses også f.eks. hos maleren Turner og forfatteren Virginia Woolf. Og den findes også hos digteren A. E. Housman, der har skrevet de digte, Ralph Vaughan Williams valgte til sin sangcyklus On Wenlock Edge. Digtene findes i samlingen A Shropshire Lad, der var umådelig populær i begyndelsen af det 20. århundrede. Forholdet til naturen omkring os og vores ubetydelige rolle i det store og hele ses i (næsten) alle teksterne, men der er også humoristiske digte og en kredsen om længsel efter hjemlige landskaber og de venner, der døde unge.
Vaughan Williams valgte seks digte fra samlingen, der tillader ham at bruge hele sin mu-
sikalske udtrykskraft. For eksempel i den første sang, hvor musikken er et hørbart blæsevejr som akkompagnement til tekstens smukke beskrivelse af en mand, der ser på træerne på Wenlock Edge, der ruskes af vinden, og som tænker på, at den samme vind ruskede en anden skov på samme sted for mange hundrede år siden, og at en romer kunne have stået på samme sted og oplevet det samme: ”Then, ’twas before my time, the Roman/ At yonder heaving hill would stare”. Komponisten har skrevet værket for tenor, klaver og strygekvartet. Det giver ham en mulighed for at få en bredde i de klange, der følger sangstemmen, fra de helt sarte strygertoner i begyndelsen af Is My Team Ploughing (som er en samtale mellem en ung, død mand og hans levende ven) til det drilske klaver i den folkesangsinspirerede Oh,
When I Was in Love With You
Vaughan Williams havde studeret i Frankrig hos Maurice Ravel, kort tid før han komponerede denne sangcyklus i 1909, og der er mange, der mener, at man kan høre den franske mesters elegance og klang-kemi i akkompagnementet til sangene i On Wenlock Edge. Det er i hvert fald meget sikkert komponeret af Vaughan Williams, og sammenkædning af tekst og musikalsk udtryk er forbilledlig, og måske er netop denne sangcyklus et godt eksempel på, hvordan Vaughan Williams interesse i musikken fra Tudor-tidens England (Henrik d. 8 og Elisabeth d. 1. f.eks.) og hans studier hos Ravel har sat ham i stand til at lave seks sange, der har dybde, humor og inderlighed på en måde, der klinger af både britisk folkemusik, fransk elegance og sort saksisk muld.
Jovana Vukušić, violin Veronika Krauß Mojzešová, violin
Christian Bønnelykke, bratsch Ragnhildur Josefsdottir, fløjte
Pina Mohs, obo
René Højlund Rasmussen, klarinet
Xanthe Arthurs, fagot
Niels Aamand Pedersen, horn
Charlotte Thaning, klaver
David Danholt, tenor
Esther Mielewczyk, violin Stinus Christensen, violin
Gertrud Ludwig, bratsch
Mette SpangHanssen, cello
Britt Krogh Grønnebæk, klaver
