PRO MUSICA - 4 X BEETHOVEN
9. APR 2024 19.30 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS
Ludwig van Beethoven: Drei Equale für vier Posaunen (1770 - 1827)
Equale No. 1 in D minor, Andante
Equale No. 2 in D major, Poco Adagio
Equale No. 3 in B flat major, Poco sostenuto
Varighed: ca. 5 min.
Medvirkende: Robert Holmsted, altbasun; Lukas Winther Andersen, basun; Andreas Ferrold Clemmensen, tenorbasun; Alf Vestergaard Nielsen, basbasun
Strygekvartet nr. 4 i c-mol, op. 18
I Allegro ma non tanto
II Scherzo: Andante scherzoso quasi allegretto
III Menuetto: Allegretto - Trio
IV Allegro - Prestissimo
Varighed: ca. 23 min.
Medvirkende: Stefan Burchardt, violin; Jovana Vukušić, violin; Sanna Ripatti, bratsch; Jonathan Slaatto, cello
Variationer over Mozart’s La ci darem la mano”, C-Dur, WoO 28
Varighed: ca.9 min.
Medvirkende: Henrik Skotte, obo; Albrecht Krauß, obo; Pina Mohs, engelskhorn
P A U S E - ca. 20 min
Septet i Es-dur, op. 20
I Adagio - Allegro con brio
II Adagio cantabile
III Tempo di menuetto
IV Tema con variazioni
V Scherzo. Allegro molto e vivace
VI Andante con moto alla marcia
Varighed: ca.40 min.
Medvirkende: René Højlund Rasmussen, klarinet; Morten Østergård, fagot; Tone Sundgård Anker, horn; Signe Madsen, violin; Esther Mielewczyk, bratsch; Michaela Fukačová, cello; Peter Prehn, bas
Det oprindelige planlagte værk: Trio for to oboer og engelskhorn i C-dur, op. 87 er blevet udskiftet med ovenstående.
Det er altid en fornøjelse at kunne fordybe sig i én bestemt komponist i en koncert, og fornøjelsen bliver ikke mindre af, at det er Beethoven, der er tale om.
Aftenens program rummer fuldblods wienerklassik, temperamentsfuld romantik og en lille, sjældent hørt klassiker.
Allerede som relativt ung lyste Beethoven op på det musikalske firmament, men samtidig var han til tider et både ensomt og plaget menneske, der ofte var på kant med dem omkring sig, og som følte sig hævet over adelens og det bedre borgerskabs spilleregler.
Ser man hans musik gennem dén prisme, får dens voldsomhed og kontraster en ny mening ud over det rent kunstneriske.
Ludwig van Beethoven blev døbt d. 17. december 1770. Familien stammede fra Mechelen i det, der i dag er Belgien (som ikke var opfundet dengang), men Beethovens farfar var rejst til Bonn for at arbejde som kapelmester ved kurfyrstens hof dér.
Detaljerne om Beethovens barndom er få, men man ved, at fik sin første musikundervisning af sin far samt af forskellige andre undervisere, der enten arbejdede ved hoffet eller var venner af familien. Faren tjente nemlig også sit udkomme ved hoffet som tenor, men ifølge overleveringerne havde det musikalske talent sprunget en generation over. På den tid var det almindeligt, at børn gik ud af skolen efter de små klasser. Derfor, og fordi al hans tid uden for skolen sandsynligvis var beslaglagt af musik, gjorde, havde Beethoven hele livet svært ved almindelig retstavning og kunne dårligt den lille tabel. Da Beethovens mor døde, begyndte faren at drikke. Heldigvis var 18-årige Ludwig allerede en anerkendt pianist og komponist og var ansat ved kurfyrstens hof. Han bad derfor simpelthen kurfyrsten om at få farens lønsum overført til sig selv, så han kunne forsørge sine to brødre. Kurfyrsten gik med til det, og faren blev fritstillet.
VEJEN TIL WIEN
I 1792 fik den 21-årige Beethoven lov til at rejse til Wien, der dengang var Europas kulturelle epicenter. Her fik han undervisning af Haydn og Salieri, og i løbet af kort tid fik han et godt netværk og flere venner blandt den kulturelle elite.
Adelen og det bedre borgerskab så kammermusik som et statussymbol. Musikalitet var en del af den almene dannelse, især for kvinder, og kejserhoffet og andre større hushold-
ninger havde musikere ansat. Efterspørgslen på ny musik var stor, og dét var godt nyt for unge Beethoven.
Trioen for oboer og engelskhorn er for eksempel skrevet i 1794. Værket er mere wienerklassisk end romantisk – det er en ung, eleganterende Beethoven, vi hører – og det er uden tvivl skrevet med tanke på, at det skulle spilles af dygtige amatører.
Men hvis værket er skrevet kort efter ankomsten til Wien, hvorfor har det så det højeste opusnummer i programmet? Det korte svar er, at Beethovens værker fik opustal efter, hvornår de blev udgivet, og trioen udkom først i 1806.
Nogle værker fik slet ikke opusnummer, fordi de aldrig blev udgivet (WoO står for Werke ohne Opuszahl, altså ”værk uden opustal” på tysk). Det er tilfældet med Drei Equale für vier Posaunen. Det var en bestillingsopgave fra kirkens kapelmester i Linz, der gerne ville have nogle koraler for messingblæsere, der kunne spilles fra kirketårnet efter gudstjenesten til Allehelgen i 1812.
Ordet Equale i titlen henviser til, at her er tale om fire lige stemmer.
”SVÆRE OG UPOPULÆRE”
Trioer til de fine saloner var en ting, men var man wienerklassisk komponist, og ude efter at slå sit navn fast med syvtommersøm, skulle man have de tre kongediscipliner på CV’et: Strygekvartetten, klaverkoncerten og symfonien.
I 1798 havde Beethoven allerede fået udgivet en del kammermusik, men han manglede at vise, at han mestrede strygekvartettens komplekse formkrav.
At Mozarts og Haydns sko var store og svære for Beethoven – hans succes til trods – at fylde ud, vidner hans mange musikalske skitsebøger om. Han gemte ikke kun skitser til de kvartetter, der til sammen udgør op. 18, men han kopierede og analyserede også kvartetter af Haydn og Mozart fra ende til anden.
C-mol-kvartetten er, som resten af op. 18-kvartetterne, fuld af vildskab; næsten som om Beethoven ville ruske sig fri af Mozart og Haydns ved at skrue helt op for både tempo og kontraster.
Førstesatsen er en energisk, elegant og fuldstændig klassisk sonateform med to temaer, der bliver præsenteret for publikum efter tur, og derefter bliver gennemarbejdet, før satsen ender i en coda.
Det går stærkt, og der er ikke noget tilløb, så lyt ekstra opmærksomt til de første ti-tolv takter, hvor første tema bliver præsenteret. Første gang andenviolinen har en egentlig melodi, er det andet tema, De hører, så spids ører dér også. Heldigvis bliver begge temaer gentaget, og ekspositionen, som det hedder, når komponisten præsenterer temaerne i en sonateform, bliver også gentaget i sin helhed.
Andensatsen begynder med en let og elegant kanon, der til fulde lever op til Beethovens scherzoso-betegnelse, som betyder legende.
Tredjesatsen er skrevet som en menuet, altså en danseform i A-B-A-struktur med en triodel i midten. Eftertrykket på sekstendedelen før taktstregen, overbindingerne og accenterne på treslaget forlener dog satsen en følelse af noget, der ikke er i balance – hvad end det så siger om Beethovens evner som danser. Det let vaklende indtryk står i kontrast til den elegante trio-del i midten af satsen.
Kvartetten slutter med en hæsblæsende finale, hvor begyndelsen næsten peger fremad mod vildskaben i Brahms’ ungarske danse, der først blev udgivet halvfjerds år senere.
Desværre nød komponist-Beethoven ikke samme popularitet, som pianist-Beethoven gjorde. En samtidig vurdering af kvartetterne i op. 18 var, at de var ”svære at spille og overhovedet ikke populære”.
SÅ TI DOG STILLE!
Anderledes gik det med op. 20, septetten, der blev uropført d. 2. april 1800, samtidig med Beethovens første symfoni. Mens symfonien blev kritiseret for at bruge blæserne for meget, blev septetten stort set med det samme et af Beethovens mest populære værker. Når man hører den drømmende, transparente, næsten Mozart-agtige andensats, forstår man godt hvorfor.
Lyt også efter tredjesatsen. Den er nemlig også i menuetform, altså A-B-A, med et menuet-tema, en trio-del i midten og en gentagelse af menuet-temaet. Denne gang er det bare en langt mere afdæmpet, gennemsigtig Beethoven, vi hører.
Gennem årene har mange Beethovenkendere spekuleret i, om hans vedvarende irritation over septettens popularitet ikke skyldtes, at publikum valgte den ”nemme” musik, der holdt sig til konventionerne og malede inden for stregerne, mens hans forsøg på et nybrud og ekspressivitet i f.eks. c-mol-kvartetten fik så lunken en modtagelse.
På sin vis er kontrasten mellem de mest uregerlige passager i c-molkvartetten og den blide, venlige stemning i septettens anden- og tredjesats også sigende for Beethovens eget liv.
Musikere og komponister var på den tid ekstremt afhængige af mæcener blandt adelen og det bedre borgerskab – lidt ligesom et godt netværk i dag kan give én en fordel i erhvervslivet – og Beethoven havde både forbindelser og musikaliteten i orden.
Til gengæld forventedes det, at musikerne var klar til at underholde, når de var på besøg, og husets overhoved spurgte, om ikke de gav et nummer. Der findes adskillige beskrivelser af at Beethoven ikke bare nægtede, men også forlod selskabet, hvis han blev spurgt om at underholde.
Han kunne heller ikke udstå, hvis folk snakkede, mens han spillede, selvom det – meget modsat i dag – var almindeligt, at tilhørerne talte sammen under en optræden.
STILHEDEN KOM SNIGENDE
På trods af at hans mangel på (ud)dannelse spændte ben for ham i mange af hans relationer, havde Beethoven mange og længestående venskaber. Det var disse venner, han betroede sig til per brev. Nogle gange var det om forelskelser, for selvom Beethoven aldrig blev gift, oplevede han dyb forelskelse flere gange i løbet af livet. Han havde dog en faible for kvinder over sin stand, og derfor kom ægteskab aldrig på tale.
I juni 1801 var det dog noget andet, og langt mere alvorligt, den 31-årige Beethoven havde på hjerte, da han skrev til ungdomsvennen Franz Gerhard Wegeler:
Jeg må tilstå, at jeg fører et helt igennem trist liv. I næsten to år har jeg holdt mig helt væk fra sociale sammenhænge, udelukkende fordi jeg finder det umuligt at sige til folk: Jeg er døv. Havde jeg et hvert andet erhverv, ville det være nemmere. Men i mit erhverv er det en frygtelig hindring. Og hvad angår mine fjender, som jeg har nogle stykker af, hvad ville de sige?
Det efterfølgende år tilbragte Beethoven i dyb krise. Han opgav tanken om at hans hørelse kunne blive bedre, og i sommeren 1802 skrev han endda et testamente, hvori han tog afsked med sine to brødre.
Beethoven hev dog sig selv op ved håret på samme måde, som han altid havde gjort, nemlig ved hårdt arbejde. I 1802 var der stadig operaer, symfonier og anden musik at skrive, selvom stilheden konstant sneg sig ind på Beethoven.
Da hørelsen endelig svigtede ham, omkring 1818, klarede han sig igennem dagligdagen ved hjælp af ”samtalebøger”, som der er bevaret over 140 af. Hans samtalepartnere skrev simpelthen det, de ville sige, ned i en lille notesbog, og Beethoven svarede ved at tale.
Beethoven blev ved med at arbejde til det sidste. I slutningen af 1826 lagde han sidste hånd på to strygekvartetter, mens han var på besøg på sin brors landejendom med sin nevø. Da han kom tilbage til Wien, stod det dog klart, at lægerne intet kunne gøre noget, og d. 23. marts 1827 underskrev han sit testamente ”luwig van Beethoven”. Tre dage senere døde han.
Over 10.000 mennesker gik med i ligtoget, og blandt musikken, der ledsagede ham til det hinsides var den smukke Equale, som vi skal høre i aften.
Programnote af Malena Rønnow
Materialet til noten er samlet fra New Grove Dictionary of Music and Musicians samt fra William Kindermans bog Beethoven (Oxford University Press). Oversættelsen af brevet til Wegeler er min egen, og står i New Grove Dictionary of Music and Musicians. Eventuelle fejl i årstal er forfatterens.
Odense Teater og
Odense Symfoniorkester
Medvirkende: Katrine Gislinge, pianist; Lars Simonsen, skuespiller
L.v. Beethoven: Symfoni nr. 5 og Klaverkoncert nr. 4 ODENSESYMFONI.DK
Morten Østergård, fagot Tone Sundgård Anker, horn Signe Madsen, violin René Højlund Rasmussen, klarinet Esther Mielewczyk, bratsch Michaela Fukačová, cello Peter Prehn, bas
