Økologisk Høstmarked Inspirationskatalog

Page 1


ØKOLOGISK HØSTMARKED

ØKOLOGISK LANDSFORENING

INSPIRATION & IDÉER

TIL DET GODE

ARRANGEMENT

DE BESØGENDE TIL ØKOLOGISK HØSTMARKED SYNES, AT DU ER HELT SPECIEL

Du får ting til at gro, du har fingrene i jorden og repræsenterer økologien og det økologiske håndværk, hvor du planter, sår og høster i balance med naturen.

Når du inviterer gæster på besøg, er du med til at give dem oplevelser og viden om økologien med hjem. Samtidig er det en mulighed for at gøre opmærksom på dit sted og skabe loyale kunder, som kan sprede ordet i lokalområdet.

IDEER OG INSPIRATION TIL ØKOLOGISK HØSTMARKED

Vi ved, at mange af jer er vant til at have gæster på jeres sted og til at give jeres gæster gode oplevelser. I dette katalog har vi samlet ideer og inspiration til, hvordan du kan præsentere dit sted og dine produkter. Kataloget giver dig konkrete ideer til, hvordan du skaber oplevelser, der er værd at gå efter.

RIGTIG GOD FORNØJELSE

Teamet bag Økologisk Høstmarked i Økologisk Landsforening

ØKOLOGIEN ER VIGTIG

- DU ER VIGTIG!

FORPERSON I ØKOLOGISK LANDSFORENING

KÆRE VÆRT

Du har sikkert for travlt til at læse den her tekst. Men jeg håber alligevel, at du kan bruge to minutter på at høre, hvorfor det er vigtigere end nogensinde, at du åbner dørene og viser, hvad økologien kan.

De politiske vinde blæser stærkt med en CO2-afgift, krav til mere biodiversitet og stort fokus på teknologiske løsninger. Men jeg synes, at økologien står stærkt. Den måde vi har et landbrug på, er nemlig et af midlerne til at skabe et mere levedygtigt landbrug. Det skal vi vise politikerne, men det skal vi i høj grad også vise forbrugerne. Dét er du med til, når du åbner dørene og viser det gode dyreliv, den frugtbare jord og hvordan sunde måltider bliver til. Det er vigtigt - du og dit landbrug er vigtig.

Når du er vært for Økologisk Høstmarked er du en del af et fællesskab for dem, der vil spise og lave mad på en bedre måde, end vi gør i dag. For dem, der drømmer om at gøre økologien til normen.

Jeg håber, at I alle får en dejlig weekend fyldt med gode snakke om fremtidens landbrug.

Mvh. Michael Kjerkegaard

MARKEDSFØRING AF

DIT STED OG DIT ØKOLOGISK HØSTMARKED

Mange danskere bruger de sociale medier til at orientere sig om oplevelser, inspiration til arrangementer, madlavning, opskrifter osv. Derfor er det en god idé at være aktiv på fx

Facebook og Instagram både ift. Økologisk Høstmarked men også løbende ift. at inspirere folk til at besøge dit sted.

Vi har samlet en lang række grafik og skabeloner du frit kan bruge i din markedsføring. shorturl.at/PXVdn

Beslut dig evt. for hvor ofte, du vil lave et opslag og brug lidt tid i hverdagen på at tage billeder, der kan bruges. Du behøver ikke tænke i omfangsrige opslag med flere billeder og meget tekst. Du har kun ganske få sekunder til at fange folks opmærksomhed, så gå efter ”kort med godt” tankegangen.

Tænk gerne over, hvordan tonen og stemningen skal være i dine opslag og tænk ikke kun salg. Formålet er at få gæster interesserede i dit sted, at få dem til at besøge dig og selvfølgelig købe dine produkter.

SØRG FOR AT DIN HJEMMESIDE ER OPDATERET Hvis der er uaktuelle informationer, kan det være med til at forvirre gæsterne.

IDÉER TIL HVAD DU KAN DELE PÅ DINE SOCIALE MEDIER:

• Økologi – hvad betyder økologi for dig, hvorfor er du økologisk?

• Solopgang – hvilke opgaver byder dagen på for dig?

• Afgrøder – såning, luning, høst osv.

• Dyrene – hvordan lever de, kommer der nye til, osv.

• Aktiviteter – fx- Økologisk Høstmarked og andre events, du afholder

Der er masser af inspiration at hente på de sociale medier. Følg eventuelt nogen, der beskæftiger sig med det samme som dig for at få nye input.

BESLUT, HVAD DU VIL BRUGE DINE

FACEBOOK-KONTO TIL

Vil du lave annoncering, vil du bruge det til at engagere dig med dine følgere, vil du slå jævnlige tilbud op? Beslut dig for, hvad du primært vil bruge din Facebook til. Det er afgørende for, at du kan lave godt content og lægge en plan.

DEFINER DIN MÅLGRUPPE

Find ud af, hvem du ønsker at snakke til på din Facebook – mænd, kvinder, alder, specielle interesser, dine nuværende kunder eller nye kunder? Med en klart defineret målgruppe bliver det meget nemmere at lave indhold, der interesserer målgruppen. Din målgruppe på Facebook er højst sandsynligvis meget lig din målgruppe i din forretning, men du kan jo også bruge Facebook til at snakke med nye kunder.

BLIV INSPIRERET AF DINE KONKURRENTER

Hvad gør dine konkurrenter, som ser ud til at virke? Man må selvfølgelig ikke stjæle, men man må jo godt lade sig inspirere af andre.

LAV SPÆNDENDE INDHOLD

“Hej, jeg har fået ny shampoo i butikken, den er god. Køb den i dag til 129 kr.” – ville du synes det var interessant? Nej, vel, det tænkte vi nok. Udarbejd indhold, som du tænker vil interessere din målgruppe. En god idé er altid at give tips og tricks ud, som din målgruppe kan bruge til noget.

POST REGELMÆSSIGT

En post i ugen er fint – to, tre, fire og fem post er også fint

– så længe du er regelmæssig i, hvor ofte du poster. Det nytter ikke noget, at du poster 5 opslag i én uge, og så lader du din side ligge stille i halvanden måned. Både Facebooks algoritmer og din målgruppe kan bedst lide, når du poster regelmæssigt.

LAV EN KALENDER OVER DET INDHOLD, DU SKAL LAVE PÅ SOCIALE MEDIER

du kan med fordel lave en kalender over dit indhold på sociale medier – og udarbejde dit indhold i god tid. Du kan også oprette planlagte opslag på Facebook, så de bliver lagt op automatisk på den dato, du definerer. Det gør, at det ikke bliver en klods om benet på dig i dagligdagen – for på denne måde kan du sætte en dag af til at lave indhold én gang i måneden, og så kører det automatisk.

SVAR, NÅR DER ENGAGERES MED DINE OPSLAG

Kommenterer dine kunder på dine opslag til dig, eller skriver de til dig, så husk at svare dem. Den bedste markedsføring, som du kan få, er mund til mund – og det kommer af, at man har et godt produkt og yder god kundeservice. Så husk altid at være engageret i dine kunder, når de er engagerede i dig og dit indhold.

LAV EN BUSINESS-MANAGER-KONTO PÅ

FACEBOOK TIL ANNONCER

Vil du gerne bredere ud end blot dem, der følger dig på Facebook? Så er en annoncekonto svaret. Der har du mange muligheder for at lave annoncer, der rammer forskellige mennesker. Til Høstmarked kan du evt. oprette din egen begivenhed fra din gårdbutiks profil. Tid, sted, hvad man kan købe, opleve, møde, se osv.

TIPS TIL INSTAGRAM

PROFILBILLEDE

Vis hvem du er - skift ikke for ofte.

NAVN

Fortæl hvem du er/hvad du laver.

BIOGRAFI

Er det tydeligt for følgere hvad du tilbyder? til hvem?

LINK

Til hjemmeside, booking etc.

HØJDEPUNKTER

Kan nye følgere hurtigt få et overblik over, hvad de kan forvente på din profil. Hvad de kan købe hos dig?

Giver du mulighed for at blive vild med dig og din virksomhed ved at se højdepunkterne igennem?

FEED

Er der en visuel sammenhæng? Er der et billede af dig selv blandt de sidste 9-12 billeder? Er det tydeligt, hvad du laver?

OPSLAG

Én pointe pr. opslag - spændende ’overskrift’ (de første par linjer), afrund med at opfordre læseren til at gøre noget: kommentere, like, dele osv.

STORY

Vær aktiv. Vis hvem du er, hvad du laver, din passion. Vis dit ansigt. Tekst på! Brug Instagrams features: fx. gifs og meningsmålinger. Vær opmærksom på, at dine stories kan være vigtigere end dine opslag.

INTERAKTION

Svar altid på kommentarer, reaktioner og beskeder.

I INDBAKKEN

Brug ”markér” og ”ulæst” til at holde styr på hvem du mangler at svare/hvem du skal følge op på.

SVARTID

Svar når du har tid, overskud og lyst. Folk kan godt vente 24-48 eller flere timer på et svar. Det vigtigste er, at du er nærværende, når du svarer.

HOS ANDRE

Vær interesseret, kommenter, send reaktioner på story.

DELINGER

Del værdifuldt indhold fra andre - eller del dine yndlingsprofiler indimellem - og lav delevenligt indhold, så andre får lyst til at dele dig med deres følgere.

VÆRTS-TEAMET

SKAL STÅ PÅ TÆER FOR STORE OG SMÅ

GÅRDENS TEAM

Skal gårdens værts-team være let genkendeligt ved hjælp af fx navneskilte eller ens t-shirts eller forklæder?

EN GOD SNAK

Motivér medarbejderne til dialog med gæsterne.

EN ”DET LØSER VI NATURLIGVIS”-HOLDNING

Hvis du får en forespørgsel, som måske er lidt ud over det sædvanlige – hvad så?

Er der elastik i dine handlemåder og regler?

DE YNGSTE GÆSTER

Kan du gøre noget særligt for de yngste, der besøger din gård?

Når børnene elsker at være der, gør forældrene også.

ERFARINGER

Kan du gøre noget for at blive bedre til næste Høstmarked? Læg fx en gæstebog i caféen og invitér til dialog.

LAV PARTNERSKABER

Det er hårdt arbejde at holde et arrangement alene – så ræk ud!

Du er med til at skabe fællesskaber, og ved at række ud efter lokale i området får du også gode ambassadører for økologien.

FORENINGSLIV

Det kan være de lokale spejdere, skolen eller sportsforening. Tilbyd dem evt. at sælge deres egne hjemmebagte kager på dagen, så de kan tjene lidt til deres egen kasse. Gæsterne er vilde med at købe kaffe og kage, og du har fået én ting mindre at tænke på. Husk, at det skal være økologisk.

LOKALOMRÅDET

Hvis du mangler borde, bænke eller stole, er der måske et forsamlingshus eller lignende tæt på dig som vil lade dig låne.

Find brugte og billige ting og sager som fx duge, bestik, service, osv. på DBA, Facebook Marketplace, genbrugsforretninger, loppemarked etc.

POP-UP RESTAURANTER

Få kokke, restauranter, tekniske skoler m.m. til at lave pop-up restauranter, hvor gæsterne har mulighed for at købe et måltid økologisk mad. Det giver synlighed for dig og dem.

Du kan aftale med dem, at de bruger gårdens økologiske råvarer. Her kan du sagtens bede gæsterne om at tilmelde sig og betale på forhånd.

INVOLVER DINE KOLLEGAER

Kontakt din økologiske nabokollega og hør, om personen ikke vil have en bod på gården. Det kan skabe en hyggelig stemning og er med til at styrke naboskabet og kendskabet til økologien.

GIV VIDEN

Lav en lille scene, hvor du kan invitere spændende mennesker til at fortælle om specifikke områder fx gamle kornsorter, hvordan du får bønner til at smage ekstra godt, biodiversitet, husdyrracer etc.

Værtskab er også at gøre det let for gæsterne at købe dine økologiske varer samt at nyde mad og drikke, mens de er på gården.

SKAB DEN RETTE STEMNING

Gæsternes første indtryk af gården, når de besøger dig til Økologisk Høstmarked har stor betydning for, om de har lyst til at komme på besøg igen. Nedenfor er derfor listet en række tiltag, du kan gøre brug af for at sikre, at gården og produkterne præsenteres bedst muligt.

BYG ENKELT OP

Autentiske materialer passer godt til miljøet på gården, brug det I allerede har: fx pallerammer, kurve, trækasser, mælkejunger, cykler, gamle borde, stole og skabe, halmballer, tønder, bukke, stiger, dørslag, glas, kander mv. Genbrug ligger fint i tråd med den økologiske tankegang.

EKSEMPEL:

• Et par bukke med en bordplade eller en gammel dør skaber ekstra bordplads.

• En wienerstige med planker lagt på trinnene kan give en fin reol, som kan ses 360 grader rundt.

• Paller stablet til et bord bliver til en nem og effektiv udstillingsplads.

• Pallerammer kan blive til effektive udstillingsøer eller borde. 6 europaller med en voksdug oven på, og du har et fint køkkenbord til at servere kaffe eller smagsprøver fra.

• Halmballer kan bruges til borde.

• Kabelruller (nye som gamle) kan blive til fine borde. Sæt evt. flere oven på hinanden.

BYG OP I HØJDEN

Byg altid op i højden. Når der er mange mennesker, ser ingen det, som står ved jorden. Løft råvarerne op i øjenhøjde, udstil overdådigt i mindre kasser/kurve fremfor i store, halvtomme kasser, derved bliver udstillingen mere indbydende.

SKILTNING

God skiltning hjælper din gæst målrettet på vej og giver et godt indtryk af værtskab. Det kan være en god idé at lave skilte, som kan genbruges år efter år. Tavler med kridt er et godt valg, fordi de kan genbruges. For at skabe variation kan du både bruge almindelig hvidt kridt og farvet kridt.

6 GODE RÅD

Udvælg lækre og friske råvarer. Anvend enkle naturmaterialer.

Sæt flere sanser i spil. Byg udstillinger op i højden.

Giv kunden inspiration. Husk skiltning på varen.

IDÉER TIL AKTIVITETER

Det behøver ikke koste en bondegård at lave spændende aktiviteter. Her er inspiration til sjove lege med og for børn og inspiration til, hvordan du kan skaffe billige remedier.

FORHINDRINGSBANE

Brug remedier fra gården til at lave en forhindringsbane. Fx en gammel træstamme, traktordæk eller store sten.

TRILLEBØR-RÆS

Stil et par trillebøre frem og lav en bane med to stykker tov med 5-7 meter mellem hinanden.

SANDKASSE

Bestil en bunke sand og find legesager og andet frem - supplér evt. med indkøb i den lokale genbrugsforretning. De mindste børn er straks i gang og kan bruge timer her. Sandet kan fint bruges på bedriften efter markedet.

TOVTRÆKNING

Find et tov i laden og lad familier og venner dyste mod hinanden.

SANSEBORDE

Opstil et langbord med produkter fra gården. Det kan være korntyper, foder til dyrene, vand, urter fra græsmarken, grøntsager fra marken eller blomster, som du sælger til restauranter. Her kan folk røre og dufte, og husk at lave skilte, så folk kan se, hvad de forskellige ting er.

HALM-HOPPEBORG

En halm-hoppeborg er en enkel og god aktivitet for børn. Det eneste den kræver er, at der slæbes og stables en række halmballer. Neden for halm ballerne bør der ligge en masse løs halm, som børnene kan hoppe ned i.

Sørg altid for at mennesker i børnestørrelse kan komme op og ned uden problemer, samt at ballerne står fuldstændigt stabilt. Det vil være en god idé med en fast bemanding ved hoppeborgen.

RUNDVISNING

Saml gæsterne i grupper og giv rundvisninger. Fortæl dem også om alle de gode ting, du gør for, at vi alle kan få mad uden rester af syntetiske sprøjtegifte, bedre dyrevelfærd, plads til natur og omtanke for miljøet. Husk også at gøre opmærksom på rundvisninger og andre aktiviteter på jeres sociale medier, så gæsterne kan planlægge deres besøg.

Du kan selv gennemføre rundvisningerne, men det kan også være en fordel at få frivillige hjælpere med viden om gården – og ikke mindst økologien – til at stå for rundvisninger.

Rundvisningerne behøver ikke være mere end 10-15 minutter lange.

Et måltid styrker fællesskabet. Du kan på forhånd sælge brunch eller frokostanretninger, der kan nydes ved fællesspisninger i utraditionelle omgivelser f.eks. på marken, i æblelunden eller andre hyggelige steder. Du kan også invitere til høstfest lørdag aften med musik og dans.

ALLE MÅLTIDER SKAL NATURLIGVIS VÆRE ØKOLOGISKE!

SKAB OASER

Dine gæster får måske brug for et lille hvil imellem aktiviteterne på din gård eller et sted at spise deres mad. Skab derfor siddepladser på en græsplæne eller ved borde/bænke.

GODT GREJ OG HESTEKRÆFTER

VIS MASKINPARKEN FREM

Både børn og voksne elsker at se på landbrugsmaskiner. Er vejret til det, så kør maskinerne udenfor, så de er nemmere at se og gå rundt om. Lav gerne beskrivelser af, hvad de bruges til.

HOP I BIL- ELLER TRAKTORDÆK

Har du gamle dæk liggende på gården, så læg dem frem og lad børnene hoppe rundt i dem.

TRAKTORPRØVNING

Kør gårdens traktorer og minilæssere frem, så de besøgende kan prøve at sidde i dem. Husk at fjerne nøglen.

TRAKTORTUR

Flere gårde har god erfaring med at sætte en vogn bag på en traktor og tilbyde gæsterne en tur i vognen, mens traktoren kører en tur ud på marken. Sørg gerne for, at en fra værts-teamet undervejs fortæller om livet på en økologisk gård og den økologiske produktionsmetode.

OBS!

Det er dog meget vigtigt, at du sikrer, at vognen har sider på, så især børnene ikke kan falde ud. Husk det er dit ansvar. Så tillad aldrig at børn tager med uden en voksen. Ifølge politiet skal vognens sider minimum være 90 cm høje hele vejen rundt, og kørsel må ikke foregå på offentlig vej – brug evt. en kreaturvogn.

Tjek gældende regler hos politiet.

Vær opmærksom på sikkerheden på din gård. Vi samlet nogle retningslinjer på www.okologi.dk/sikkerhed

SKAB BÅLHYGGE

Brug bålet til at sætte fokus på råvaren og måltidet. Bål inviterer til fællesskab, ro og nærvær og giver gode oplevelser sammen.

Tænk over hvordan du bedst sætter gårdens egne produkter på menuen. At arbejde med gårdens egne råvarer giver god anledning til at tale om den daglige produktion, hvad det vil sige, at råvarerne er dyrket økologisk, variationer i smag og sæson, imens I står og snitter, eller når I sammen ved bålet venter på, at maden bliver færdig. Den lette udgave er at tilbyde snobrød, pandekager eller popcorn ved bålet.

Sæt et mål for, hvor mange du kan have med pr. time, og hold dig til det. På den måde løber du ikke tør for f.eks. dej halvvejs, men kan tage det stille og roligt. Står gæsterne i kø, kan du fx lave en tavle, hvor de kan skrive sig op på et hold, som begynder en gang i timen, og dermed synliggøres, hvor mange der er plads til og hvornår.

En mulighed kunne også være at alliere sig med de lokale spejdere og spørge, om de har lyst til at være ansvarlige for bålhyggen.

VIGTIGT OM BÅL

• Hav altid mindst én voksen til at holde øje med bålet og én til at vejlede i madværkstedet.

• Hav rigeligt med brænde i nærheden samt aviser til optænding.

• Hav vand i nærheden til at slukke, hvis det bliver nødvendigt.

• Sørg for et par gode grillhandsker.

• Af hygiejnemæssige årsager må der IKKE stå noget på jorden, ikke engang en kurv med fx grydelapper. Alt skal være hævet. Brug brød- /mælkekasser, IFCO-kasser, paller o.l. til at hæve grejet.

TJEKLISTE

FØR BESØGET

□ Er det nemt at finde dit sted?

□ Sørg for at dine hjemmeside og sociale medier er opdaterede, og at du løbende opdaterer om Økologisk Høstmarked

□ Er det nemt og sikkert at bevæge sig rundt på gården?

□ Kan gæsterne komme omkring? Også gæsten der evt. har en barnevogn med?

□ Er der steder på gården, hvor gæsterne kommer forbi, der trænger til en kærlig hånd inden besøget?

□ Er dine medarbejdere klædt på til opgaven? Kender de historien og produktet godt nok til at være ambassadører for din virksomhed?

□ Er der tænkt salg ind hele vejen rundt? Er der forberedt smagsprøver?

□ Føler du dig forberedt? Er du klar til at give det bedste til gæster, kolleger og samarbejdspartnere?

□ Sørg for at din gårdbeskrivelse er retvisende. Har du ændret åbningstider eller fundet på nye aktiviteter, så giv Marie besked på mbo@okologi.dk, så hjælper hun med at få opdateret hjemmesiden.

UNDER BESØGET

□ Når gæsterne ankommer, har de så mulighed for at parkere?

□ Kan gæsterne hurtigt få et overblik over, hvilke aktiviteter du tilbyder, og hvornår de afholdes?

Fx med dagens program på en tavle med mødested og tidspunkt?

□ Skal du organisere en gårdvært, der byder gæsterne velkommen allerede på parkeringspladsen?

□ Når gæsterne nemt frem til butikken eller caféen med mulighed for at handle?

□ Har gæsten mulighed for at købe et måltid?

□ Hvordan er stemningen og atmosfæren i butikken? Indretning med friske blomster, hyggelig belysning m.m.

□ Er der toiletfaciliteter, og er de til at finde for gæsterne?

EFTER BESØGET

□ Bruger du de sociale medier til at forlænge oplevelsen? Her kan være highlights fra dagen, og et “tak til alle, der gjorde dagen god”, samt lidt om hvad der sker hos dig i nærmeste fremtid.

□ Har du et nyhedsbrev, så skriv til gæsterne og sig tak, fordi de kom. En lille opfølgning på mail, som holder ”gryden i kog” - det kan være salg af produkter m.m.

□ Evaluér og tal med medarbejderne om, hvordan dagen gik.

Vi håber, at dette katalog har sat tanker i gang om, hvordan dit arrangement skal være. Ring endelig til os, hvis du har spørgsmål.

MALENE JENSEN

PROJEKTLEDER

TLF. 4063 3515

E-MAIL: MJE@OKOLOGI.DK

PROJEKTKOORDINATOR

TLF. 2542 9328

E-MAIL: MBO@OKOLOGI.DK

Se kortet over alle årets værter og se din gårdbeskrivelse her: shorturl.at/YjlR7

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.