15 minute read
Podcast: Ud af fjeldet
from MAGASINET OUTSITE 21
by Outsite.dk
Podcast
sikkerhed. ud før tid
Hvad gør du, hvis din fjeldtur pludselig skal afbrydes? Hvis der er sket noget, så du bliver nødt til at tage hjem? Og hvad med dem, der bliver i fjeldet? I dette afsnit får du gode råd om, hvordan du i din planlægning kan indtænke den slags, og hvordan du holder hovedet koldt, når du rent faktisk er nødt til at aktivere Plan B.
SIKKER PLANLÆGNING HJEMMEFRA
I sommeren 2020 var vi fra Outsite på fjeldturvandretur i Dovre Nationalpark i Norge. Vi var fra start plaget af uheld, men selv med vores gode planlægning var uheldet til at forudse. Eller næsten.
CORONA - ÆNDRING AF PLANER - TO GANGE
Vi skulle oprindeligt have været i Lapland. Corona fik dog sat en stopper for det, da Sverige var lukket land for os. Den planlagte rute måtte derfor skrottes, og togbilletterne skulle vi have refunderet af SJ. Det gik heldigvis uden de store problemer.
Så skulle der laves en ny rute. Dette tager normalt ca. 14 dage, men 14 dage før afgang måtte vi sande, at denne heller tur ikke kunne udføres. Der lå simpelthen stadig 1,5 m sne, hvor vi skulle hen, og det var trods alt højsommer
Vi måtte derfor igen planlægge ny rute... med flere deltagere, er der 1000 ting, der skal styr på - et administrativt helvede - for at få alle praktiske ender til at hænge sammen. Også deltagerne skal være omstillingsparate. Når det på den måde skal gå hurtigt, kan der være en risiko for, at ikke alle aspekter af sikkerheden er helt gennemtænkt - især når vi er ude i Plan B og måske C. Det kan få betydning, hvis vi bliver nødt til at aktivere Plan B.
Det gjorde det heldigvis ikke for os. Vi er erfarne turledere og har før været udsat for Plan B, C og D-løsninger. Sikkerhed i planlægningen var derfor et ultimativt krav for os, som det altid er - ligegyldigt situation.
PLANLÆGNINGEN
En del af vores planlægning og inspiration til din turplanlægning er, at du skal have nogle udgangspunkter på din tur.
Det gælder weekendture i Danmark, men også på lange fjeldvandreture.
Det er f.eks: eller hvor kan du få det
Hvor ligger der et hus, der måske har en telefon
Hvor ligger der en fjeldhytte, hvor du kan tilkalde hjælp
Hvor ligger der veje, hvor der kommer/kan komme biler ind. Dette også med tanke på ambulance
Hvordan kommer vi ud og væk, hvis vi må afbryde turen. Dette kan være grundet ekstremt vejr, personskade (måske ikke alvorligt nok til helikopter eller ambulance), grej, der er gået i stykker osv. osv.
kommunikation med dem derhjemme før under og efter fjeldturen
Udgangspunkter eller steder, hvor vi kunne komme ud, havde vi plottet ind langs ruten. Vi taler måske ikke altid punkter, der bare ligger en time væk. Det kan være flere dage væk.
Disse punkter kan være mange eller ganske få, men du skal
kende dem. Du skal vide, hvor de ligger langs ruten, så du hurtigt kan omstille dig og komme ud.
Hvorfor ikke prøve det selv med en vandrerute, du kender. Tag kortet frem, og kig på ruten. I Danmark kan dine udgangspunkter ligge lige ved siden af ruten langt hen ad vejen, men selv i Danmark kan der være steder, hvor punkterne ligger langt væk.
Hvis vi taler Sydsverige, kan der allerede på de kanter være adskillige timers vandring, før du er ude.
EN RIGTIG UDGANG AF FJELDET
På sommerturen i 2020 fik vi besked hjemmefra om, at en af deltagernes familiemedlemmer er kommet på hospitalet og skulle opereres. Da vedkommende i forvejen var alvorligt syg, og denne operation kunne være afgørende, påvirkede det
deltageren i en sådan grad, at der kun var ét at gøre, nemlig at tage hjem for at støtte og være der for familien.
Da beskeden kom, gik jeg som turleder så småt i gang med at kigge på vores fjeldkort for at iværksætte Plan B. Jeg talte med Brian, der er med-turleder og en erfaren vandrer, og han havde også kigget kort. Faktisk lidt mere, end hvad jeg selv havde nået, så han var allerede klar med et ruteforslag - virkelig fedt!
Tankerne gik nu, for vi var kun nået halvvejs på vores fjeldrute, og der var stadig en dags vandring til en fjeldstation, hvor vi kunne komme videre ud. Dvs 24 timer til vi ville stå ved bilerne - sådan cirka.
ER KOMMET HERTIL I RETTELSER
Jeg skulle ikke kun overveje, om jeg skulle afbryde turen, men det ville nok gå. Det var også et spørgsmål om at fordele grej med dem, jeg delte udstyr med.
Her overvejede jeg også, hvordan jeg kunne komme tilbage til gruppen, hvis det overhovedet ville være muligt. Jeg har før stået i denne situation som turleder. Dengang havde jeg to dagsvandringer på min vej tilbage til gruppen, og det var solovandring. Det var på Kungsleden, den mest befærdede vandrerute i Laplands fjelde. Det var derfor ikke farligt at gå alene, og jeg havde da også andre vandrere rundt om mig hele tiden.
I den nuværende situation i Norge kunne jeg ikke forvente at møde andre, hvis jeg vælger at gå tilbage mod gruppen.
Som jeg står der, midt i situationen, drejer det sig om at få deltageren ud og hjem, og så må jeg se, hvad der er muligt, når den mission er klaret. Tiden. Det er ved at være sent på eftermiddagen.
Vi har en opstigning på 300 m gennem blokmark foran os. Dette gennem 3 kilometer. Herefter 100 m ned og 100 meter op igen.
En teltplads er teoretisk. Det er ikke sikkert, at den er der i praksis. Der er meget blokmark og kuperet terræn, men på kortet ser det umiddelbart ud som om, at der kan være en. Og der er nærmest kun den ene på vores rute ud.
Der kan komme flere punkter undervejs, og det skal vise sig, at en af dem er yderst kritisk.
Heldigvis melder en af deltagerne Poul sig til at hjælpe med at bære personens grej op på de første 300 meters stigning. Vi regner med, at det vil tage ca. 2,5 timer. Herefter vil Poul gå tilbage til lejren og gruppen, men han skal nå det, inden det bliver mørkt.
Vi pakker vores ting og påbegynder turen. Vi går fra søen Åmotsvatnet mod fjeldhytten Åmotdalshytta. Turen er fin og nærmest flad. Der er 1,6 km, hvilket ikke tager lang tid. Vi går i et meget hurtigt tempo, så ved hytten holder vi lige 10 minutters pause. Fra Åmotdalshytta udgår der mange vandreruter, og vi skal ramme den, der hedder “Til Snøheim via Østsida av Snøhetta”. Snøhetta er i øvrigt områdets højeste fjeld på 2286 m.o.h. og med en gletcher. Optegnelser af ruterne på kortet er sjældent, som man kan møde dem på jorden. Det ville være rart, når nu der går 3 nærmest parallelle ruter fra hytten. Vi skal have den midterste, men det er jo ikke sådan, at stierne skilles ved et kryds. De krydser hinanden her
og der, så det er med at have tungen lige i munden. Især i en presset situation hvor det at gå forkert virkelig koster kræfter og moral.
Der er gode skilte, men der er mange af dem. Nogle gange må vi lige tage en pause for at vælge den rigtige rute. Kompasset kommer også frem for at bekræfte kursen. Da vi er korrekt ude af virvaret, kommer næste udfordring: opstigning og vand.
Opstigningen er stejl. Ikke på kortet, da højdekurverne ikke gengiver terrænet (da de ligger for meget forskudt, til at kunne se det ordentligt). Vi møder hylder med opstigning til næste hylde, der er stejl. Dette landskab er også hårdt for psyken. Hele tiden tænker vi, at nu når vi toppen, men det gør vi bare ikke. For bag hver hylde er der en ny - i en uendelighed.
Jeg tager det med ro, mens de andre er foran på hele opstigningen. Deltageren, som vi skal have ud af fjeldet, har ikke rygsæk på. Den bærer Poul. Han skal ikke lige så langt som os, så han behøver som sådan ikke spare på kræfterne. Det ved jeg, at jeg skal. Jeg skal tage vigtige beslutninger og få deltageren sikkert ud af fjeldet.
Vi kommer til en fos, der må være den sidste indtegnet på kortet. Det er dermed også det sidste sted, vi med sikkerhed ved, at vi kan få vand fra. Vi skal have vand til aftensmad, kaffe og morgenmad. Vi fylder vanddepoterne og vores drikkedunke helt, men det betyder også ekstra vægt i rygsækken.
Heldigvis kommer der masser af vandløb på turen, så vi indser hurtigt, at vand ikke bliver et problem.
Efter nogle timer er vi oppe. En stor varde markerer toppunktet på vores rute, og vi er ved et delmål. Vi sætter rygsækkene
og kigger rundt. Det er fantastisk. Herfra kan vi se Snøhetta (som vi også befinder os på) og mange af de fjelde, der befinder sig i Dovre Nationalpark, men også Rondane og Trollheimen. Vejret er utroligt klart, og vi har solskin. Solen er dog på vej ned og fortæller os om vores næste udfordring: Nå frem inden det bliver mørkt. Det er simpelthen for farligt at vandre på blokmark, når mørket kommer. Det er sådan set farligt nok i forvejen, når lyset er her. Rullesten, glatte sten, et hop der fejlbedømmes.
Mod sydøst kan vi se et underligt naturfænomen. Store skygger i lige linje fra fjeldtoppene. Det ser ud til, at solen på den side ikke er stået helt op, men dog rammer toppene. Mod nordvest kan vi se solen forsvinde bag fjeldene. Det ser utroligt ud, og denne “minitop” er alle kræfterne værd. Hvis du skulle befinde dig i området, så tag eventuelt denne rute, eller gå herop som en dagtur.
Vi tager afsked med Poul, der vender om og går ned mod gruppen ved Åmotsvatnet. Brian min med-turleder har en InReach (satellitmodtager), og det samme har jeg. Vi har aftalt at give lyd fra os, når Poul er kommet tilbage til den, og vi har fundet en lejr.
Vi kan se den lille dal, vi skal igennem. 100 meter ned og 100 meter op igen. I bunden er en fos, som vi skal over.
Vi begynder nedstigningen, og nu er tempoet sat meget ned. Det er hårdt at gå nedad. Faktisk hårdere end det er gå opad. Stødene fra din krop og rygsækken sætter en stor belastning på dine knæ og benmuskler, og det er ikke muskler, som vi er vant til at bruge i hverdagen. Heldigvis har vi vækket disse muskler på de første 6 dage i fjeldet.
Vi er nu i skyggen, så lyset er begrænset. Nedstigningen er svær og med mange rullesten. Det handler om at vælge den gode rute gennem blokmarken til næste engområde. Vi når bunden og kan se de 100 meter opad. Hold op, hvor der er stejlt. Lidt efter toppen ligger vores tænkte lejrplads, og jeg er ikke sikker på, at vi kan nå det i dagslys. Hvis bare vi kan nå op ad 100 meter stigningen i dagslys.
Vi kommer ned i bunden og kan nu se fossen. Det er et fantastisk syn!
Vejret har i Norge været drilsk denne sommer. Vi har mødt sne og har haft kulde mange steder, og sneen ovenpå fossen her er ikke helt smeltet. Der ligger nok 1 meter sne og med store huller i den. Sneen ser meget porøs ud, og vi hører buldren fra vandet nedenunder.
Hvis det bare var sne, var det ikke noget problem - snarere tværtimod. Så ville vi tørskoet kunne vandre over fossen på sneen. Var det rigtig sommer, og sneen var smeltet, kunne vi tage et vad eller hoppe fra sten til sten. Nu er vi på den, for falder vi i gennem sneen, kan det have fatale følger (brækket ben/fod f.eks.).
Vi taler om situationen. Skal/skal ikke? Jeg er som turleder den, der skal træffe beslutningen. Jeg tager en time out, for jeg ved, at det er i disse situationer, at man tager den forkerte beslutning. Presset af tiden. Presset af situationen.
Jeg tager kortet frem og kigger nøje på det. 50 meter bag os er der en lille side-rute, der går ned til fjeldhytten Reinheim. Vi har mistet 100 meter af vores 300 meters opstigning, og det er ikke fornuftigt at tabe for meget højde. På den anden side af fossen har vi 100 meter op igen.
Jeg studerer vores muligheder, og pludselig er den der!
Hvis vi tager side-ruten mod Reinheim, vil vi tabe yderligere 100 meter nedad, men vi skal kun 100 meter opad næste dag. Det er jo det samme som i dag. Fra Reinheim går der nemlig en anden rute mod Snøheimhytten, og den er lidt lavere end, den vi er på nu. Vi vil tabe ca. 3 km. men det ser ud til, at tiden vil være den samme, da side-ruten ser lettere ud, end den vi er på.
Vi kigger en sidste gang på fossen og vender så om. Vi starter nedstigningen med det samme, og den er ikke så slem. Stenene er mindre og ruten er som antaget lettere at vandre. Lyset forsvinder hurtigt nu, og vi skal finde en lejrplads. Vi kommer ud i nogle “rismarker”, der er som sumpområder med græs. Her kan vi ikke telte, selv om her er fladt. Her er simpelthen for vådt. På den eneste flade og tørre plet ser vi et andet telt. Der er helt stille. Mørket har overtaget lyset. Der er underlige fodspor på de snefelter, vi møder. Det ligner jærv. Det ligner to jærv. Vildt. Området føles underligt, og det stille telt ligeså. Er her nogen?
Side-ruten er meget dårligt markeret. De kendte røde “T”-’er på stenene, som Den norske Turistforening så venligt maler, er nemlig forsvundet flere steder. Nogle gange må vi derfor stoppe op og spejde efter en markering. Nogle gange aner vi en markering på bagsiden af en sten, andre gange er T’erne nærmest udvisket. Det gør ikke turen lettere. Vi går videre og rammer hovedruten mod Reinheimhytten. Her bliver markeringen igen god, og kort efter rammer vi en lejrplads. Jeg får hurtigt slået teltet op, og vi får pustet liggeunderlagene op og gjort klar til natten. Jeg skal lige have en kop kaffe at sunde mig på, før jeg lægger mig til at sove. Indtryk og beslutninger skal lige synke ind.
Næste morgen studerer jeg kortet igen, og kigger på vores nye rute. Jeg kan se at beslutningen i går, var den rigtige. Vi har kort hen til Reinheim hytten, og derfra en opstigning på 100 meter. Herefter er det forholdsvis fladt (fjeld-flat - altså ikke fladt…).
Vi får pakket teltet ned og vandrer derudaf. Ved Reinheim holder vi et kort holdt, og herefter går det opad. Det er på snefelt hele vejen op, og oppe er der gode stier. Der er masser af smeltevand fra Snøhetta, men ikke mere end man skal hoppe her og der.
Snøhetta tager sig godt ud i det gode vejr, men det er som om, at vi ikke helt må - eller kan - nyde det. Vi er her jo ikke for sjov. Turen videre er let vandret, og vi når Snøheimfjeldhytten meget hurtigt. Klokken er nu 12:30, og vi har 1,5 time før bussen går til Hjerkinn togstation, hvorfra vi kan komme videre.
Snøheim er en meget stor fjeldstation med værelser, restaurant, bar o.s.v. Vi nyder en øl og hygger lidt, inden bussen kommer. På vejen mod stationen er vi så heldige at se vilde moskusokser. Der er advarsler på fjeldstationerne mod at komme for tæt på. Vi er heldigvis længere væk end de anbefalede meter, men jeg bander over, at mit zoom-objektiv ligger i rygsækken, men jeg får stadig nogle flotte billeder af dem.
Det har været en smuk, krævende og hård tur, men vi står begge med stor erfaring og har taget de rigtige beslutninger. Nu kan deltageren komme videre hjem mod Danmark.
Af Christian Milbo
Helko Werk har produceret traditionelle håndlavede økser siden 1844, og sætter en ære i at levere en høj kvalitet. Når smeden er tilfreds med sit arbejde, hamres Helko-krone logoet i hovedet. Intet supplerende arbejde udføres, hverken slibning, polering eller maling, så hvert blad stolt kan vise sine smedemærker. Ikke to økser er nøjagtigt ens, hvilket gør hvert værktøj virkelig unikt. Skaftet er af fineste amerikansk Hickory, lufttørret og lakeret med linolie. Handmade. With passion.
UDSTYR TIL ETHVERT EVENTYR
Med et imponerende udvalg af udstyr til bl.a. overnatning, madlavning og vandtæt opbevaring, gør Sea to Summit det nemt, at blive klar til nye eventyr.
Unikt design skal findes i detaljerne, og det er hvad Sea to Summit er kendt for. I mere end 30 år har vi formået at tænke nyt og udvikle nye idéer - helt fra bunden. Vi kender miljøet og ved, hvad der skal til for at skabe et unikt produkt. Uanset om du er en erfaren globetrotter, eller du skal afsted på din første tur ud i det fri, er det vigtigt med det rette udstyr.
SPARK SpII - Ultralet sovepose med RDS 850+ gåsedun. Aeros Down Pillow - Oppustelig pude med lækkert dunfyld. Etherlight XT - Lækkert underlag med THERMOLITE® isolering. Dry Sacks - Vandtætte poser til opbevaring. Flere modeller. Delta V Seat - Oppustelig siddepude med isolerende skumfyld. XL Bowl - Smart sammenklappelig skål i silikone. Flere str.
SPARK SPII DRY SACKS
XL BOWL
DELTA V SEAT
seatosummit.com