3 minute read
– krystalkuglen uden bund
AF THOMAS KREBS · DIREKTØR · SKAD
Når der opgøres en skade i FORSI, så sker beregningen af lakeringen på baggrund af AZT-modulet i det af F&P fremstillede indkøbsprogram.
Advertisement
n AZT – Allianz Zentrum für Technik – der ligger i München og ejes af Europas muligvis største forsikringsselskab Allianz, har i mange år udviklet et beregningsmodul til lakering af biler. Systemet er dybt forældet og tager udgangspunkt i biler, der blev lakeret med 2-lags lakering, og systemet tager ikke særlig meget hensyn til moderne laktyper og lakeringsmetoder.
AZT’s fornemste opgave er også at spare penge ved skadesreparation. Her arbejder man tæt sammen med både bilproducenter og forsikringsselskaber. Formålet er at sænke prisen for en gennemsnitsskade på en bilmodel, så forsikringspræmien bliver lavere, og dermed kan en bilproducent sælge flere biler. Forsikringsselskaberne, der har fingrene dybt ned i beregningsprogrammer til skadesopgørelse, har absolut den største interesse, nemlig, at holde prisen på reparation nede.
Når der beregnes omkostninger til lakering, så består denne af to komponenter – timeprisen til lak og lakmaterialeindekset.
INDEKS ET SÆRLIGT PROBLEM
Netop lakmaterialeindekset er et problem for SKAD, da den bygger på AZT Index100 modellen, der er beskrevet i AZT Systembeskrivelsen. SKAD har allerede tilbage i 2019 udsendt en dansk oversættelse af systembeskrivelsen samt fremstillet et værktøj til beregning af Index100.
Metoden, som dette indeks fremstilles på, er at samle prislister fra fire udvalgte lakleverandører i et land for herefter at ”blande” deres produkter ind i indekset. Man kan forstå det som en malerbøtte, hvori der løbende blandes forskellige farver, så det til sidst bliver en grå masse.
SKAD har arbejdet hårdt for at forklare lakleverandørerne i Danmark, hvordan princippet fungerer, og her har man måttet erkende, at man ikke var klar over situationen. SKAD fortsætter arbejdet med lakleverandørerne, så der forhåbentligt kommer mere fokus på sagen, da det koster lakleverandørernes kunder en del penge.
Som ordet indeks beskriver, så er det et gennemsnit, som bygges på mange gennemsnit gennem mange år. Dermed er indekset efter SKAD’s mening ikke repræsentativt. Det kan for eksempel dokumenteres ved, at SKAD i maj 2022 foranledigede, at der kom en prisopdatering i juni 2022. Denne AZT-opdatering var på 6,5 procent. Markedsprisforhøjelsen lå dog i omegnen af 8,5 procent, altså godt 2 procent højere. Det samme skete, da SKAD igen pressede AZT i marts 2023 til at levere en prisopdatering. Her var det kun 5,5 procent, hvor markedsprisforhøjelsen lå i omegnen af 7,5 procent.
AZT har en forretningsmodel, hvor det holdes hemmeligt, hvilke produkter der ”blandes” i ma- lerbøtten; det, de kalder for Warenkorb eller varekurv. Oversat betyder det, at man faktuelt ikke ved, hvilke varer der ligger i kurven, og når man spørger, så får man en kold skulder. AZT beslutter selv, hvilke varer der lægges ned i kurven, og her har AZT et særlig fokus på at lægge de mest brugte varer i kurven, men de vil ikke fortælle hvilke. Det betyder ligeledes, at særlige varer, så som moderne speciallakker, nye produktrækker, matlakker med videre, ikke bliver lagt i kurven, for, som AZT oplyser, så bliver deres indeks ødelagt. Man mener, at hvis der kommer varer i kurven, som stikker udenfor, hvad pris angår, så er de ikke egnede til at blive medtaget i deres hemmelige indeksberegning. AZT mener ydermere, som blev meddelt SKAD, at man ikke ønsker en debat om deres indeks, fordi det så genererer unødig støj.
FIKTIVT INDEKS
Problemet er, at en autolakerer får udstukket et fiktivt indeks af forsikringsselskabet, som på ingen måde er repræsentativt, hvilket forklares ved, at AZT oveni kræver, at enhver autolakerer tilpasser og beregner sit eget indeks for, at AZT lakmaterialeprincippet virker. Her findes der også en formel i AZT Systembeskrivelsen, som AZT flittigt henviser til. Udfordringen er dog, at forsikringsselskaberne ser stort på AZT-Systembeskrivelsen og dermed også på et tilpasset, individuelt indeks, som gælder for den enkelte autolakerer. Autolakereren har dog fortsat den opfattelse, at man får fuld betaling for de anvendte materialer. Det sætter SKAD et stort spørgsmålstegn ved, da et typisk indeks på 134 på ingen måde giver en fortjeneste på 34 %, som mange går rundt og tror.
I SKAD bruger vi enorme ressourcer på autoskadebranchen, herunder dårlige kopi-karrosseridele, forkerte eller manglende oplysninger i FORSI, lakeringsberegning, teknisk viden, uddannelse, udvikling af informationsmateriale og meget andet. Det er absolut vigtigt for os, at vores medlemmer står i front i branchen med en ægte fordel i forhold til andre branchevirksomheder. SKAD tør hvor andre tier. n
Det eksisterende lakmaterialeindeks er forældet, både hvad angår teknik og metode – og så er det konstrueret til at presse godtgørelsen for materialer længst muligt ned, skriver SKAD.
Billedet: AZT-hovedkvarteret i München.