Leder

Pædagogik for hvem? – om diversitet og fællesskab

Pædagogik for hvem? Det svar vi helst giver, er, at pædagogikken er for alle! Men vi ved godt, at sådan er virkeligheden ikke altid. Selv om vi i det pædagogiske arbejde konstant forsøger at skabe inkluderende fællesskaber, så sker det igen og igen, at mennesker ikke føler sig set og forstået. At fællesskaber sætter mennesker udenfor døren. Balancepunktet mellem diversitet og fællesskab er en af de store og tilbagevendende opgaver i pædagogisk arbejde.

At forstå den andens perspektiv

Vi har i de seneste år fokuseret en del på børneperspektiv og -inddragelse. Det er både vigtigt og centralt. Alle, der arbejder med pædagogik, har selv erfaring med at være barn. Vi har som børn – på vores egen krop – oplevet betydningen af at blive set og hørt. Derfor kan vi tro, at det giver sig selv, at vi inddrager børns perspektiver. Men sådan er det ikke uden videre.

Som pædagoger arbejder vi i høj grad med mennesker, hvis perspektiver vi ikke kender fra vores eget liv. Det betyder, at vi møder mennesker i vores pædagogiske arbejde, hvis sko vi ikke selv har gået i. Mennesker med svære psykiske og fysiske udfordringer. Mennesker uden sociale netværk og mennesker, der er på kanten af både små og store fællesskaber. Her skal vi øve os endnu mere i at være og handle empatisk.

Empati og poesi

Vi kan øve os på mange måder. En måde er at lytte til mennesker, der kender til og kan udtrykke oplevelsen som fx nogle af poesiens stærkeste stemmer. Casper Eric kalder sin digtsamling ”Nye Balancer” for Handicapdigte. Mens Almina Elmi, som dansk-somalisk digter, i sin debut ”Babar” giver stemme til et andet balancepunkt mellem mangfoldighed og fællesskaber.

Begge giver de udtryk for noget af det mest centrale i det pædagogiske arbejde: nemlig hvordan diversitet i identitets- og dannelsesprocesser kan balancere med fællesskabets styrke og udviklingspotentiale. I relationerne bliver vi til – men vi er også allerede en personlighed, når vi går ind i de nye fællesskaber, som det pædagogiske arbejde tilbyder – uanset alder, krop, social baggrund, køn, etnicitet, fortid og fremtidsdrømme. Hos begge disse unge poeter udtrykkes gentagende gange, at oplevelsen af at være forskellige og den måde denne forskellighed bliver set på af andre, kan vanskeliggøre deltagelsen i fællesskabet.

Inspiration til refleksion

En anden måde at øve sig på kan vi finde hos den norske sociolog Nils Christie. Han skriver i sin bog Hinsides institution og ensomhed – om landsbyer for usædvanlige mennesker, om socialfilosofi og pædagogik at han ofte stillede det samme spørgsmål til sine studerende. Han spurgte, hvad de gør, når de står på bussen: ”Kun to sæder er ledige, helt fremme. Det ene er ved siden af en, som ser ud som de fleste folk. Det andet er ved siden af en, som helt tydeligt ikke er som de fleste. I daglig tale vil han blive kaldt tilbagestående eller måske sindssyg. Hvilket sæde vælger du – eller vi?”

Det spørgsmål kan alle pædagoger med fordel stille sig selv og bruge som igangsætter af en dialog med kolleger.

Endelig kan man lade sig inspirere af alle de mange gode vinkler i dette nummer af Pædagogisk Extrakt – og lade dem være afsæt for egen refleksion og kollegial samtale.

God læselyst

Af Susanne Tellerup sute@via.dk

Uddannelsesdekan for VIA Pædagoguddannelsen

OM

Denne artikel er udgivet som en del af:

Pædagogisk Extrakt, 23. December 2023

Pædagogik for hvem? Om diversitet og fællesskab.

Læs hele magasinet her.