Der er gode erfaringer med afstemt pædagogik - men vi må ikke glemme at stille de kritiske spørgsmål

Flere skoler og dagtilbud arbejder med afstemt pædagogikogså kaldet low arousal. Generelt er erfaringerne gode, men der er også nogle spørgsmål, som vi skal huske at stille, fortæller dagtilbudsforsker Line Togsverd.

Storebæltskolen i Korsør er en af de skoler, hvor de gennem en årrække har arbejdet med den pædagogiske tilgang low arousal. Skolens pædagogiske personale har sammen med ledelsen modtaget undervisning i tilgangen. Low arousal - også kaldet afstemt pædagogik - gør blandt andet op med konsekvenspædagogikken og fokuserer i stedet på at finde løsninger, der nedbringer stressniveauet hos børn og unge.

Og det er i den grad blevet taget til sig på Storebæltsskolen i Korsør, der er en specialskole for børn med indlæringsvanskeligheder.

“Vi har taget tilgangen til os for elevernes skyld. Men det viser sig, at tilgangen også har haft en positiv afsmittende virkning på samarbejdet i personalegruppen på tværs af fagligheder,” fortæller pædagog Nina O’Neill.

Low arousal i praksis

“Vi havde en dreng, der havde det rigtigt svært. Han ville ikke i skole, og når han kom i skole, ville han ikke med op i klassen. Tidligere ville vi måske have hævet stemmen og sagt: ”Du skal gå op i klassen”. I stedet er vi nu blevet bedre til at sætte os i elevens sted. Så vi taler stille og med rolig stemme. Også selv om han er i affekt, og måske ikke hører, hvad der bliver sagt. I dette tilfælde var han vred og råbte: Hold din kæft!”, fortæller Nina O’Neill.

Med low arousal er både pædagoger og lærere blevet mere opmærksomme på ikke at tage elevernes frustration personligt, men fx at tilbyde tid og ro til, at børnene kan komme tilbage til sig selv, når det er svært, fortæller Nina O’Neill videre. I ovenstående eksempel spurgte hun drengen efter noget tid, om han var klar til at komme med op i klassen, men det var han ikke helt endnu.

“Lidt senere kom en kollega ned for at høre, om hun kunne hjælpe. Eleven sagde: ”Skrid!”. Den voksne trak sig. Men efter noget tid kom den voksne ned igen, og nu var eleven klar til at komme med op i klassen. Senere på dagen var drengen klar til at tale om, hvorfor det havde været så svær en morgen”, forklarer Nina O’Neill. Hun fortsætter:

”Vi er opmærksomme på, at barnet gør det, der giver bedst mening i situationen. Vi skælder ikke ud, for børn lærer ikke noget af at mislykkes. Alle, der kan opføre sig ordentligt, gør det.”

Vi er blevet mere åbne og ærlige overfor hinanden

“Det er afgørende, at vi som personale har overskud til vores elever. Vi er med tilgangen blevet mere bevidste om vores egen rolle. Og det har også skabt rum for en åbenhed, der gør, at vi fx kan sige til hinanden: “Jeg har ikke lige de ekstra ressourcer i dag” . Det er rigtig vigtigt, når vi arbejder med low arousal. For børnene læser os med det samme. Og reagerer også på os – om vi er bevidste om det eller ej”, forklarer Nina O’Neill.

Hun mener, at det har været af betydning, at hele huset - både pædagoger og lærere - blev uddannet inden for tilgangen. Hun understreger, at det gode samarbejde mellem personalet på skolen på tværs af faggrupper, er alfa og omega for, at tilgangen fungerer i praksis.

“Der er blevet husets tilgang. Ikke pædagogernes. Eller lærernes. Det tænker jeg virkelig, andre kan lære af.”

Spørgsmål, vi bør stille

På Storebæltsskolen er der altså gode erfaringer med den afstemte pædagogik, men er der alligevel noget, man bør være opmærksom på? Det har vi spurgt dagtilbudsforsker og docent fra UC SYD, Line Togsverd om. Line Togsverd understreger, at hun som forsker interesserer sig bredt for pædagogikken og pædagogers arbejde, men at hun ikke har dykket specifikt ned i low arousal.

"Jeg ser generelt en optagethed af neuropædagogiske tilgange og i den forbindelse også af det, jeg vil kalde emotionsregulerende pædagogikker”, fortæller Line Togsverd og forklarer, at low arousal er en af den type af pædagogiske tilgange.

“Jeg vil starte med at sige, at jeg er sikker på, at den type af tilgange altid bliver bragt i spil i den bedste mening, og at de også har noget rigtigt meningsfuldt i sig. Fx er det jo fornuftigt for pædagoger at vide, at der er noget, der hedder spejlneuroner. Og at når voksne er urolige og ikke følelsesmæssigt afstemte, så spejler børnene det. På den måde er det jo godt at vide, at det er en central pædagogisk opgave at adskille sin egen oplevelsesverden fra børns”, forklarer Line Togsverd.

“Men når noget vinder stor udbredelse i vores institutioner, så er der også nogle spørgsmål, der trænger sig på,” fortsætter Line Togsverd.

Hvordan bliver tilgangen sat i spil i praksis?

“Det første spørgsmål, jeg bliver nysgerrig på er, hvordan den her tilgang bliver sat i spil i praksis. Altså, hvordan er tilgangen brugt i praksis? Mig bekendt er der ikke nogen, der har forsket i, hvordan low arousal-pædagogikken bliver udøvet i en dansk praksis. Jeg er sikker på, at den altid bliver sat i spil i den bedste mening. Men jeg er også helt sikker på, at det sker på helt forskellige måder,” siger Line Togsverd.

Hun forklarer, at hun har set, at man i nogle daginstitutioner indfører en slags træning, hvor børnene skal lære at regulere sig selv:

“Det har jeg set nogle forskellige eksempler på. At pædagoger bruger emotionsregulerende pædagogikker i forskellige typer af aktiviteter, hvor børnene skal øve sig i fx at have stille stemmer, skrue helt op eller skrue helt ned. Bag de aktiviteter ligger den forståelse, at børn kan træne sig til selvregulering, og også, at det giver mening at træne det udenfor den kontekst, som problemet viser sig i. Og det ved vi ikke om er tilfældet”, fortæller Line Togsverd.

Hvilket børneideal ligger bag?

“Det næste spørgsmål er, hvad det er for en grundlæggende problemforståelse og hvilket børneideal, der ligger bag tilgangen? Altså - og nu udtaler jeg mig jo på baggrund af de måder, jeg har set tilgangen sat i spil i dagtilbud. Men for mig at se er der sådan et ideal om barnet, som et, der kan regulere sig selv i forhold til de krav, der bliver stillet til det”, siger Line Togsverd.

Hun forklarer, at når blikket på barnet er, at det bør kunne regulere sig selv, så bliver de børn, der ikke kan det, forstået som nogle, der mangler en kompetence. Og så kan fokus meget hurtigt forskubbe sig til, at de børn skal trænes i den kompetence.

“Så har vi pludseligt - og uden at ville det - placeret problemet ved barnet. Og det betyder, at vi måske kommer til at glemme at kigge på, om der er noget i det pædagogiske miljø, eller i de relationer, barnet indgår i, som gør, at det bliver frustreret? Måske er frustration en rimelig reaktion på det, som barnet oplever? Og skulle vi mon sætte ind der i stedet?”

Line Togsverd forklarer videre, at på den måde kan pædagogers fokus på barnets affekt, potentielt og utilsigtet sløre for, hvad det er barnet reagerer på i det pædagogiske miljø. Og i stedet komme til at se barnets reaktion på miljøet som problemet.

Vi skal også turde kaste et kritisk lys på os selv

Nina O’Neill på Storebæltsskolen har oplevet, at tilgangen har gjort det nemmere at være ærlig om sine egne fejl. “Når jeg som pædagog har stillet for store krav til en elev, så det udløser en nedsmeltning, er det vigtigt, at jeg tør sige det højt. Øv, du må undskylde, at jeg fik presset dig. Og at jeg tør sige højt til mine kollegaer, at der var noget, jeg kunne have gjort anderledes. “ Nina slutter af: “Jeg oplever, at vi i personalegruppen er blevet bedre til at bede om hjælp og give hinanden konstruktiv feedback.”

OM

Skrevet af fagjournaliststuderende Mette Kruse, fagjournaliststuderende Lotte Orr Evron og lektor Erika Zimmer Brandt, VIA Pædagoguddannelsen

Denne artikel er udgivet som en del af:

Pædagogisk Extrakt, 23. December 2023

Pædagogik for hvem? Om diversitet og fællesskab.

Læs hele magasinet her.