Pædagogisk Extrakt
33
VIA University College
SÆT ORD PÅ FAGLIGHEDEN Af: Hanne Hede Jørgensen, VIA Pædagoguddannelsen Aarhus og Michal Pilgaard, VIA Pædagoguddannelsen Horsens.
Fagsprog på to ben Et klart og deskriptivt fagsprog er nødvendigt, når pædagoger udvikler og diskuterer pædagogisk praksis. Men er fagbegreber og teoretiske perspektiver tilstrækkelig, når kernen i pædagogers komplekse arbejde skal indfanges? Det undersøger forskningsprojektet ”Foreskrifter for god pædagogik”.
”Sådan har vi altid gjort!”, svarer pædagogerne, når vi spørger til, hvordan de forstår forskrifter som fx anerkendelse, selvforvaltning, inklusion, læreplaner, trivsel og leg i forhold til deres praksis. Pædagogerne nævner bl.a., at de altid har arbejdet med anerkendelse eller med at inkludere børn og andre borgere. For det ”ligger i vores fag”. Men samtidig siger pædagogerne, at ”vi skal blive bedre til at italesætte det vi gør”. Og når vi interviewer dem, giver de udtryk for, at de oplever et formidlingsmæssigt pres. Det kommer til udtryk, når de møder andre, forældre eller i samarbejdet med forvaltningen.
Det fagsproglige paradoks Pædagogerne oplever tilsyneladende noget, vi kan kalde et fagsprogligt paradoks. På den ene side udtrykker de et behov for et opkvalificeret og deskriptivt fagsprog, der kan definere, analysere og formidle pædagogiske problemstillinger. På den anden side fortæller de, at et sådan deskriptivt fagsprog er utilstrækkeligt til at indkredse den egentlige kerne i pædagogisk praksis. Kernen i pædagogisk praksis Stor set alle de pædagoger, der blev interviewet i projektet, har den samme metaforiske definition af kernen i deres pædagogisk arbejde. Det er spørgs-
Forskrifter kan træde frem i flere former. Som en værdi fx selvforvaltning og anerkendelse. Som en metode fx pædagogiske læreplaner. Som en retningslinje fx inklusion. Forskrifter for pædagogers praksis ændrer sig hele tiden. De kan være i fokus, helt fremme i debatten – og de kan være mere underforståede og alligevel grundlæggende som fx trivsel.
