Pædagogisk Extrakt nr. 20 by paedagogiskextrakt

Nr. 20 juni 2022

PÆDAGOGISK EXTRAKT TEMA: Et elskeligt rod

VIA University College

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

INDHOLD

38 02 Indhold 03 Leder Et elskeligt rod – om pædagogikkens ustyrlighed 04 Redaktørens klumme Pædagogikkens milde, vilde væsen Pædagogikkens ustyrlighed 05 Tæmningens og frihedens pædagogik 08 Livet er en virkelighed, der skal opleves 11 Drømmen om ’Det der virker’ og pædagogikkens ustyrlighed 15 Teater gør en forskel Anmeldelse 19 Mod i pædagogikken

Portræt af en pædagog 21 Hej din gamle kælling

Redaktionsansvarlig Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk

Tankebobler 24 Den faste streg: SFO Sofie

Layout Lene Schaarup lens@via.dk

Et elskeligt rod 25 Man skal turde at gøre noget gakket 29 Min børnehave er et sted i verden, må jeg se din børnehave? 33 Kunsten at lade det ustyrlige være ustyrligt Anmeldelse 36 Mennesket er motiveret 38 41 45 48

Forsidefoto Erika Zimmer Brandt Illustration Dora Grents dora.grents@gmail.com instagram: @dora.grents

Thomas Vium thomasvium@gmail.com

På opdagelse i det usikre Frygt for sjov – om rekreativ frygt og det sunde gys 2.000 km hjemmefra Du forstår da heller ingenting! Det går ikke som planlagt, og det er lige, som det skal være

Journalist Hanne Duus hd@via.dk Produktion VIA kommunikation, studieliv og Internationalisering – 2022

Spids pen 51 Når man finder guld midt i rodet

ISSN:2246-7920

Pædagogikken må have blik for det uventede og give plads til det ustyrlige og uforudsigelige, hvis den skal ramme plet.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

LEDER

Et elskeligt rod – om pædagogikkens ustyrlighed Siden slutningen af 60’erne har den bedste danske litteratur til børn været kendetegnet ved et elskeligt rod – og pædagogikkens ustyrlighed. I generationer har børn lyttet til fantastiske figurer som Cykelmyggen Egon, Snøvsen, Lille Virgil og Lille Frø. De har givet, og de giver fortsat, børn oplevelserne af, hvordan man kan begive sig ud på små og store livsrejser. Det hele fortalt gennem figurer, man kan identificere sig med, og som man, både som barn og voksen, kun kan knuselske. Nysgerrighed og mod Flemming Quist Møller skabte blandt andet Cykelmyggen Egon, Snuden og Jungledyret Hugo. Alle begiver de sig ud i det ukendte. Møder det fremmede med nysgerrighed og stort mod - og overvinder farer. Både de velkendte små, som en punkteret cykel. Og de voldsomme og usædvanlige som indespærring i bunden af et fragtskib. Også Benny Andersens Snøvsen har i generationer givet børn adgang til store og små følelser, og ikke mindst til at være sig selv på sin helt egen rejse – også hvis den skal gennemføres af en, som

kun har en tå, ikke kan gå – og pr. definition er lidt frygtsom.

Nu må jeg prøve med lim og tape At ordne det hele igen

Rod og reparationer Alle Ole Lund Kirkegaards figurer er elskeligt rodede og fortæller os væsentlige historier om pædagogikkens ustyrlighed. Det gælder for Lille Virgil, Topper, Frode – ja, og for alle de andre rødder. De har været med til at skabe en stor dansk tradition, som blandt andet Jakob Martin Strid fører videre i sine værker – om blandt andet Mumbo Jumbo, Monstrenes Ø og livet i Solby. I Min Mormors Gebis fortæller Strid med ultrakorte rim, hvordan rodet kan trækkes til det yderste, men han fortæller også, at selv det største og værste rod kan og skal man forsøge at reparere igen – i venskabets og kærlighedens navn:

Pædagogikken skaber plads til livsudfoldelse Den er elskeligt rodet, ustyrligt og viser veje til, at børn kan blive sig selv. Også selv om de, som Cykelmyggen Egon, er anderledes og elsker en hård spurt. Og derfor har de andre myg svært ved at forstå, at Egon ikke foretrækker at ’svæve gennem luften, slå kolbøtter, flyve på ryggen, styrtdykke og lave lækre landinger’ – ligesom alle de andre. Egon bliver cirkusartist – og han insisterer på, han ikke bare er en myg, men en cykelmyg. Denne fantastiske dannelsesrejse fortæller i sin korthed om ’det elskelige rod – og pædagogikkens ustyrlighed’. Det samme gør dette nummer af Pædagogisk Extrakt. Her handler det om forskellige perspektiver på balancerne i pædagogisk arbejde, hvordan pædagogiske rammer og tilgange skal kunne rumme børn, unge og voksnes livsudfoldelse – så de kan blive til sig selv – i samspil med andre og verden.

Jeg gik amok i forgårs Jeg smadrede alt med en mukkert Jeg faldt først til ro efter 12 kopper the en ostemad og en dukkert Selv Luffes hus fik jeg splittet ad Og han er min bedste ven

God læselyst

OM Af Susanne Tellerup sute@via.dk Uddannelseschef for VIA Pædagoguddannelsen

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

KLUMME

Pædagogikkens milde, vilde væsen Vi er tæt på midsommer. Men noget er anderledes i år. Der er mindre summen i luften, færre insekter på bilruden og længere mellem sommerfuglene. Naturen viser os, at det har konsekvenser, når vi trimmer og ordner. Der bliver mindre liv, mindre diversitet. I vores iver efter at ordne, styre og gøre pænt, har vi gjort skade. Dette nummer af Pædagogisk Extrakt handler om, hvad der sker med pædagogikken, når vi forsøger at styre den. Når vi ensretter og effektiviserer. For ligesom det har konsekvenser for naturen, når vi slår grøftekanterne og fjerner uønsket bevoksning, så har det konsekvenser, når pædagogikken sættes under

kontrol. Pædagogikkens milde, vilde væsen kan ikke rummes i et regneark. Virkeligheden er besværlig og ustyrlig – heldigvis I nogle kommuner har man truffet beslutning om, at der skal arbejdes med bestemte metoder i dagtilbud. Det skriver ph.d. og lektor Anne Mette Buus om i ’Drømmen om det der virker’. Med god vilje forstår man godt den politiske intention. Hvor ville det være nemt, hvis man kunne lave en Marie Kondo på det pædagogiske område. Ud med det, der ikke ’sparks joy’, ud med bøvl og kaos, og resten flot organiseret på lige linje. Men sådan fungerer virkeligheden ikke. Den er besværlig,

uforudsigelig og ustyrlig. Og pædagogikken må være responsiv og bøjelig for at kunne møde mennesker med lige dele mildhed og mod. Pædagogikken kan altså ikke detaljestyres. Den mister sin mening med snævre mål. Heldigvis. For det gør den også levende. Den tyske sociolog Hartmut Rosa skrev i ’Det ukontrollerbare’: ’En verden, der er fuldstændig kendt, planlagt og styret, ville være en død verden. Det er ikke en metafysisk indsigt, men en hverdagserfaring.’ Et elskeligt rod I dette nummer af Pædagogisk Extrakt finder du derfor ingen kvikfixes eller nemme svar. Du

finder intet forsvar for målstyring eller simple årsagssammenhænge. Til gengæld finder du et elskeligt rod af forskelligartede artikler, der på hver sin måde er helt deres egne. Du kan læse om frihedens pædagogik, om hvor vigtigt det er, at pædagoger tør gøre noget gakket, om kunsten at lade det ustyrlige være ustyrligt og om rekreativ frygt og det sunde gys. Du kan også læse et portræt af pædagog, debattør og forfatter Rikke Smedegaard Hansen, der insisterer på at tage sine følelser med på arbejde. Altid. Bøvl, der får hjertet til at smile Vi har i sammensætningen af artikler givet forskelligheden

plads. Vi har slækket på plejer og skruet op for farverne. The Mad Hatter siger til Alice i Eventyrland: ‘The secret, dear Alice, is to surround yourself with people who make your heart smile.’ Vi håber, at dette nummer får dit pædagog-hjerte til at smile. Og måske – hvis vi er heldige – får dig til at omfavne hverdag´ens rod med endnu mere faglig stolthed. Som Rikke Smedegaard Hansen skrev til mig i forbindelse med portrættet af hende: ’Du skal ikke undskylde bøvlet. Livet er bøvlet – og hver gang jeg bliver bedt om at sætte ord på mine tanker, bliver jeg selv lidt skarpere på, hvad jeg mener.’

OM Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk Lektor på VIA Pædagoguddannelsen og redaktør af Pædagogisk Extrakt

Følg os også på Facebook og Instagram og kom med idéer til temaer, vi skal tage op. Har du selv en vigtig historie at fortælle, så tøv ikke med at kontakte os! Glæd dig også til det kommende temanummer Efterår 2022: Flere, der trives mere … Lyt også til vores podcast her

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED Af Niels Jakob Pasgaard, lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

Tæmningens og frihedens pædagogik I denne artikel argumenteres der for, at pædagogik ikke handler om at gøre børn parate til en allerede kendt fremtid, men om at indvie dem i en verden, der stadig forandrer sig, og som børn kan bidrage til at forny.

Tæmningens pædagogik Indenfor de seneste årtier har pædagogikken været stærkt påvirket af nye dagsordener, der sigter mod at effektivisere de pædagogiske indsatser. Pædagogik og undervisning er ikke billig – og argumentet er, at vi som samfund må sikre os, at vi får nok for skattepengene. De politiske intentioner om effektivisering viser sig blandt andet i øgede krav om dokumentation og evaluering. De viser sig også i den pædagogiske forsknings øgede fokus på at skabe viden om, hvad der virker.

Og endelig viser de sig i stadig tydeligere krav om, hvad børn – særligt skoleelever – skal kunne på forskellige stadier i deres liv: Vi må have tydelige læringsmål, effektive metoder og målbare resultater. Som Robert Mager, en amerikansk behaviourist, hvis tanker kan ses som en slags forløber til den hjemlige læringsmålstyring, skrev i begyndelsen af 1960’erne: ”Vel, men hvis De underviser i færdigheder eller kundskabsstof, som ikke kan måles, så er De i den akavede situation ikke at være i stand til at bevise, at De overhovedet lærer noget fra Dem”.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

Pædagogik bør derfor ikke handle om at gøre barnet parat til noget på forhånd bestemt, men om at indvie det i en verden, der stadig forandrer sig, og som barnet kan bidrage til at forny.

Dokumentation og målbare resultater Måske kender man det som pædagog. Man afkræves svar på, hvad børnene får ud af det, man gør: Hvordan bidrager en bestemt leg til børnenes sprogudvikling? Hvordan understøtter en tur i skoven børnenes science-kompetencer? Der må være et tydeligt mål, og der må være grundige overvejelser over, hvordan en aktivitet bidrager til målets opfyldelse, og så må der naturligvis dokumenteres og evalueres, og der skal helst være målbare resultater. Ellers er det bare tilfældigt, hvad der foregår. Hele denne bevægelse, der sigter mod at effektivisere pædagogikken gennem tydelige mål, effektive metoder og dokumentation af målbare resultater, er udtryk for en ganske bestemt forståelse af, hvad pædagogik er: Den hviler på en idé om, at pædagogik handler om at forberede barnet på en fremtid, vi allerede ken-

der. Jeg kalder det ’tæmningens pædagogik’. Formålet bliver at tæmme barnet, så det kan klare sig i en verden, der også er gjort tam. Barnet må gøres fremtidsparat: Læringsparat, skoleparat, uddannelsesparat og arbejdsmarkedsparat. Det klinger i statens kasseapparat.

noget om, hvad vi selv har haft gavn af at vide og kunne, men vi ved ikke alt. Pædagogik bør derfor ikke handle om at gøre barnet parat til noget på forhånd bestemt, men om at indvie det i en verden, der stadig forandrer sig, og som barnet kan bidrage til at forny.

Frihedens pædagogik Men hvem er vi til at sige, hvordan fremtiden ser ud? Eller til at sige, hvad den kræver af barnet? Jo, vi ved ganske vist noget om den verden, vi er i, og vi ved

At begynde med spørgsmålet Hvis man vil forfølge den forståelse af pædagogikken, må man lægge ambitionen om de klare mål, de effektive metoder og de målbare resultater til side. I ste-

OM Niels Jakob Pasgaard njpa@via.dk Lektor på pædagoguddannelsen Niels Jakob Pasgaard er forfatter til flere bøger og artikler om pædagogik og dannelse, senest med bidrag til antologien ’Sidste chance – nye perspektiver på dannelse’.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

det må man insistere på pædagogikken som et frihedens rum, der giver plads til både barnets og verdens frie tilblivelse. Den belgiske filosof Jan Masschelein har skrevet om skolen som ’suspension’. Suspensionen er en slags pause fra omverdens krav og forventninger. De fakta og den viden, der trækkes ind i skolens rum bliver til et stof, der kan vendes, drejes og undersøges fra utallige perspektiver: London er ikke blot hovedstad i England, men tusind andre ting, der viser sig, når man begynder at spørge; hvorfor er London Englands hovedstad? Hvem bor der? Hvordan lever de? Hvordan ser der ud i London? På samme måde bliver de børn, der træder ind i skolen, til elever, der skal løftes (eleveres) ind i deres plads i verden: Hvem er jeg i denne verden? Hvem er jeg med mine kammerater? Hvem er jeg i min familie? I mit land? På fodboldbanen og i SFO’en? Hvem vil jeg være?

Frihedens pædagogik begynder således ikke med et tydeligt mål. Den begynder derimod med et spørgsmål. Hvad er verden, og hvem er jeg?

Frihedens pædagogik begynder således ikke med et tydeligt mål. Den begynder derimod med et spørgsmål. Hvad er verden, og hvem er jeg? Hvad vil jeg gerne have verden til at være – og hvem vil jeg gerne selv være? Et åbent og spørgende forhold til verden Pædagogens opgave er at hjælpe børnene med at finde svar på disse eksistentielle spørgsmål, men også, og ikke mindst, at hjælpe dem med at holde spørgsmålene åbne. Det er pædagogikkens grundlæggende formål at lære barnet at stå i et åbent og spørgende forhold til verden og til sig selv. Derfra kan det gå alle veje; hvem ved, hvilke svar barnet finder frem til, og hvem ved, hvilke nye spørgsmål der rejser sig. Hvem ved, hvilke mennesker de bliver til, eller hvilken fremtid, de skaber sammen. Det er ikke sikkert, at en frihedens pædagogik kan betale sig

på den korte bane. Men derfor kan den godt vise sig at være det hele værd.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED Af Sebastian Nemeth, adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen

Livet er en virkelighed, der skal opleves Når det normative køn udfordres. Om pædagogiske strategier for at arbejde normkreativt med køn og kropslighed for at øge transkønnede børn og unges muligheder.

Virkeligheden i normativitetens tegn Overskriften til denne artikel er formuleret ud fra den danske teolog og filosof Søren Kirkegårds klassiske citat: “Livet er ikke et problem, der skal løses, men en virkelighed der skal opleves.” Citatet er centralt, fordi det sætter virkeligheden, livet, i direkte forbindelse med det menneske, der oplever det. Det,

jeg oplever, er altså min virkelighed. Mit liv. Det danske samfund bygger på tanker om frihed, mulighed og fællesskab. Vi er langt hen ad vejen enige om, at der skal være plads til alle. Alligevel findes der en minoritetsgruppe af børn, hvis virkelighed udfordres af hverdagens kønsnormative kultur.

Kønsforståelsens basis Børn er ikke født med en viden om, hvad det betyder at være dreng eller pige. Man kan diskutere, hvor meget af den biologiske krop, der er kønnet fra fødslen. Men en stor del af betydningen for drengethed og pigethed er konstrueret igennem kulturelle og diskursive samfundsstrukturer. Filosof og queer-forsker Judith Butler argu-

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

Problemet er ikke, at disse aktiviteter eksisterer, men at der er langt imellem variablerne. De transkønnede børn møder derfor ikke fortællinger, de kan spejle sig i.

menterer for, at denne kulturelle konstruktion af køn starter, så snart en jordemoder erklærer barnets køn til scanningen baseret på observerede kønsorganer på fostret. Allerede i denne erklæring begynder verden omkring det lille foster at etablere sig for barnet. Kønnede kasser Det er i de kønnede kasser som børnene tilbydes, at børn med en flydende kønsidentitet kan opleve, at de ikke passer ind. Eller endda oplever deres virkelighed voldet af de artefakter, lege, regler og strukturer som den pædagogiske dagligdag indeholder. Hvad gør det 5-årige barn, der har en oplevelse af ikke at passe ind, når der er blå og røde børnerum i garderoben? Hvem går de til, og hvordan kan de udtrykke denne form for oplevelse? Hvilken oplevelse af kropslighed og dysfori giver hverdagen det 13-årige barn, der identificerer sig som

dreng, men har en piget krop, når pædagogen eller læreren begynder at tale om pubertet og kropslighed? Hvad stiller en 14-årig non-binær ung op, når vedkommende konsekvent bliver opfattet som ’én af drengene’? Disse børn og unge oplever gang på gang deres virkelighed overskredet i lege, aktiviteter, sprog, regler og strukturer i hverdagens institutionsliv. Fortællinger man kan spejle sig i Legetøjsproducenter tillægger traditionelt en kønnethed i legetøj. Alt fra Barbiedukker til blå brandbiler markedsføres kønnet. Men i pædagogisk praksis eksisterer denne form for tillagt kønnethed også. Vi fortæller fx historien om Askepot og synger børnesange, der er tydeligt kønnede. Problemet er ikke, at disse aktiviteter eksisterer, men at der er langt imellem variablerne. De transkønnede børn møder derfor ikke fortællinger, de kan spejle sig i.

Tal om transkønnethed LGBT Danmark estimerer, at 50.000-100.000 borgere lever kønnet på en anden måde end det klassisk normative cismand og cis-kvinde. Det tal inkluderer ikke børn, men der var i 2019 registreret 168 børn til udredning ved sexologisk klinik. Psykiatriafdelingen i Region Hovedstaden estimerer, at omkring 75% af de børn, der oplever kønsubehag i barndommen, finder deres egen måde at overleve i denne uoverensstemmelse mellem kropsligt udtryk i det tildelte køn og egen oplevelse af køn. Vi ved derfor ikke præcist, hvor mange børn og unge, der er tale om. Men vi ved, at et ikke ubetydeligt antal børn og unge kæmper med mulighed eller sprog for at udtrykke deres kønsidentitet. Konsekvenserne af dette er kendte og nedslående. Projekt Sexus har vist, at 66% af alle transkvinder og 78% af trans-

Foto: Jakob Bjerre

OM Sebastian Nemeth sne@via.dk Sebastian Nemeth er adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen. Sebastian er videnmedarbejder i programmet Samfund og mangfoldighed i Forskningscenter for Ledelse, organisation og samfund. Udover arbejdet i VIA var Sebastian i 2019 tildelt årets ildsjæl ved Landsforeningen for kreativ udvikling af børn og unge, for sit arbejde med tryghed og deltagelse for unge i det danske bræt- og rollespilsmiljø.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

Det er i de kønnede kasser som børnene tilbydes, at børn med en flydende kønsidentitet kan opleve, at de ikke passer ind. mænd har haft selvmordstanker, og knap 25% har forsøgt at begå selvmord. Fem anbefalinger DIF udformede i januar 2022 syv anbefalinger til arbejdet med transkønnede børn i sporten. Ønsket var at skabe lige deltagelsesmuligheder i dansk idræt uanset kønsidentitet. Inspireret af dette projekt har jeg lavet fem råd til den almene pædagog. Første råd: Hav klare retningslinjer for, hvordan I arbejder med køn og kønnethed i institutionen. Kommunikér det tydeligt til forældre og børn. Andet råd: Hav opmærksomhed på, hvornår I opdeler børnene

kønnet i fx pige- og drengegrupper. Hvornår er alle børn i fællesskab med hinanden, og hvornår kan det være klogt at adskille? Reflektér over om jeres beslutninger baserer sig på jeres egne kønsnormer eller på børnenes oplevede virkelighed.

Fjerde råd: Det er ikke en pædagogisk opgave at udrede børns køns- eller kropsdysfori. Derfor må det inkluderende fællesskab gøres åbent for alle børn – også de, der måske ikke passer ind i pædagogens normative perspektiv.

Tredje råd: Undersøg, hvordan I bruger sproget og tiltal børnene med deres navne og som børn, i stedet for at lade tydeligt kønnede kategorier dominere. Læg mærke til ord som skat, smukke, prinsesse, supermand, stærke og seje. Det er problematisk, hvis nogle tillægsord kun bruges eller fremhæves for pigerne, mens andre kun bruges om drengene.

Femte råd: Overvej, hvordan I kan sikre, at der er alsidige rollemodeller i institutionen. I kan arbejde med bevidst at bryde med vante roller og være opmærksomme på, at aktiviteter, der tilgodeser klassiske kønsstereotyper, er tilgængelige for alle.

Modelfoto: Erika Zimmer Brandt

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED Anne Mette Buus ph.d., lektor pædagoguddannelsen VIA

Drømmen om ’Det der virker’ og pædagogikkens ustyrlighed Pædagogiske metoder lover effektivitet og resultater. Det lyder forjættende. Men hverdagslivet i danske dagtilbud er sammensat og uforudsigeligt. Derfor virker metoderne ofte på andre og måske helt modsatrettede måder end det, der blev lovet. I en børnehave sidder en gruppe børn rundt om et bord. De snakker og griner. På bordet ligger brikker fra et billedlotteri. Børnene sætter brikkerne sammen, mens de digter en historie. Et efter et bliver billederne på brikkerne del af historien. ”Så kører han på sin traktor! Han har en dukke med! Så kommer der en giraf!” Der er stor begejstring hver gang en ny brik tilføjes.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

Jeg har set, at metoden får betydning for personalets praksis og for den måde, personale og børn er sammen på. Ofte har jeg også set, at metoden virker på en helt anden måde, end der står, at den vil gøre i manualen.

En pædagog stiller sig ved bordet. Hun holder pladerne til billedlotteriet op og fortæller, at alle skal være med til en sjov leg. Hun peger på billederne på pladerne. På skift skal børnene sige, hvad billederne forestiller og finde de rigtige brikker. Når et barn løser opgaven korrekt, sætter pædagogen et klistermærke ud for barnets navn på en planche, som hænger på væggen. Pædagogen peger på en elefant, og tre børn svarer i munden på hinanden og prøver at få fat i den samme brik. Et fjerde barn tager brikken og holder den triumferende op. Alle fire børn vil have et klistermærke ud for deres navn på planchen. ”Det var mig, der sagde det rigtige. Nej! Giv mig et klistermærke! Jeg vil også have et klistermærke, du har flere end mig”. Der er uro og utilfredshed blandt børnene, der alle er optagede af, hvor mange klistermærker de får eller ikke får i forhold til hinanden.

En politisk drøm om ’det der virker’ Fortællingen er skrevet med afsæt i observationer fra en børnehave, hvor alle ansatte skal arbejde med en bestemt metode. Metoden anviser blandt andet, hvordan voksne skal belønne børn med små gaver som klistermærker, for at fremme bestemte former for adfærd. I metodens manual står, at der er mange positive effekter af, at voksne systematisk belønner børn. Der henvises til videnskabelige undersøgelser, der viser, at effekten af belønninger

er mere samarbejde, bedre skolefærdigheder og nedgang i adfærdsproblemer hos børn. Det er en kommunal beslutning, at børnehaven skal arbejde med metoden. Kommunen ønsker, at deres dagtilbud er baseret på viden om, hvad der virker. Firmaet bag metoden lover, at den virker, og det er derfor, kommunen har investeret penge og arbejdstid i metoden. Metoden er udviklet i USA til brug af forældre med adfærdsvanskelige børn. Metoden lover dog, at dens anvisninger vil give samme resul-

OM Anne Mette Buus amb@via.dk Anne Mette er ph.d. og lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og i VIA Pædagogik og dannelse, Forskningsprogrammer for Børns trivsel i og på tværs af dagtilbud, skole og hjem (B-Trit) og Dannelse og Etik. Hun forsker primært på dagtilbudsområdet.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

tater uanset hvor i verden, og af hvem den bruges. Et sådant løfte bygger på en antagelse om, at mennesker reagerer ens, og man derfor kan flytte viden om, hvad der virker fra én sammenhæng til en helt anden. At man på forhånd kan vide, hvilke resultater bestemte handlinger giver og dermed anvise pædagoger at gøre ’det der virker’. Sådanne antagelser giver næring til drømme om, at man kan styre pædagogikken, så man med stor sikkerhed opnår bestemte resultater. Hverdagslivet er noget andet end manualen Som forsker har jeg over længere tid været i børnehaver, som bruger metoden. Jeg har undersøgt, hvad der sker, når metode og hverdagsliv mødes og påvirker hinanden. Jeg har set, at metoden får betydning for personalets praksis og for den måde, personale og børn er

sammen på. Ofte har jeg også set, at metoden virker på en helt anden måde, end der står, at den vil gøre i manualen. Det skyldes, at hverdagslivet i et dagtilbud er sammensat og uforudsigeligt. Der sker mange ting på samme tid og på samme sted. Personalet har en lang række pædagogiske målsætninger og skal samtidig sikre, at hverdagen med mange små børn og få voksne fungerer i praksis. Børnene har alle noget, de er optagede af og gerne vil. De forskellige målsætninger, optagetheder og praktiske behov kan pege i samme retning, men de kan også trække i ganske forskellige retninger. De virker både med og mod hinanden. Hverdagslivets sammensathed og uforudsigelighed betyder, at det aldrig er til at vide præcist, hvordan en metode vil virke i en pædagogisk praksis.

Pædagogikken må have blik for det uventede og give plads til det ustyrlige og uforudsigelige, hvis den skal ramme plet.

Om projektet Indholdet i artiklen er baseret på indsigter fra ph.d.-projektet ’Viden der virker’. En etnografisk undersøgelse af forbindelser mellem småbørnspædagogik og evidensbaseret metode, Aarhus Universitet og VIA University College. Læs ph.d.-afhandlingen her. Ph.d. projektets pointer er formidlet i en række artikler og bøger. Du kan blandt andet læse mere her: Optimisme og handlekraft Det er jo en pause, ikke en straf – skammekrogen som en del af en aktuel pædagogik Hør også Pædagogisk Extrakts podcast om evidensbaserede metoder her.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

Pædagogisk nysgerrighed I den indledende fortælling er resultatet af pædagogens brug af belønninger ikke lig den, der beskrives i metodens manual. Faktisk sker der det stik modsatte. Børnene modarbejder hinanden, en leg, der udvikler børns sprog, afbrydes, og børnene opfører sig på måder, som pædagogen ikke ønsker. Det ser pædagogen heldigvis. Hun læner sig ikke alene op ad metoden, men er nysgerrig på, hvordan børnene oplever situationen og overvejer, hvilke erfaringer de tager med sig. Efter situationen siger pædagogen, at hun følte sig som en dyrepasser, der smed godbidder til vilde dyr. ”Det tror jeg ikke, børnene lærer noget af og det er ikke sådan, jeg vil være pædagog”. Pædagogens udsagn understreger, hvorfor metoder, der lover bestemte resultater, aldrig alene kan anvise pædagogikken.

Handlinger, der virker på én måde i én sammenhæng, kan have overraskende eller uønskede resultater i en anden sammenhæng. Pædagogisk praksis har altid et element af ustyrlighed i sig, fordi pædagoger arbejder med mennesker og sammenhænge, som er unikke. Det gør pædagogik til en bøvlet og besværlig praksis nogle gange. Det kunne være nemt, hvis pædagogen med en generel metode fik opskriften på ’det der virker’ og ved at følge manualen kunne nå et forudsigeligt resultat. Men pædagogisk praksis må løbende kunne justeres og forandres i mødet med de konkrete mennesker og sammenhænge, den er rettet mod. Pædagogikken må have blik for det uventede og give plads til det ustyrlige og uforudsigelige, hvis den skal ramme plet.

Pædagogens udsagn understreger, hvorfor metoder, der lover bestemte resultater, aldrig alene kan anvise pædagogikken. Handlinger, der virker på én måde i én sammenhæng, kan have overraskende eller uønskede resultater i en anden sammenhæng.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED Af journalist Hanne Duus, VIA University College, hd@via.dk

Teater gør en forskel Lotte Wagner er ansat som dramapædagogisk medarbejder i Opgang2 Turnéteater. Sammen med tre kollegaer turnerer hun med teater og workshops rundt på skoler, for igennem kunsten at udfordre og udvide unge menneskers forståelse for både deres egen tilværelse og den omverden, de er en del af.

Foto: Danner

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

Med drama og teater bearbejder vi forskellige udfordringer og giver tankerne et andet sprog.

”Vi arbejder med at give unge mennesker en større forståelse for, hvordan teater kan være med til at skabe større forståelse for og i verden”. Sådan siger Lotte Wagner, der er dramapædagogisk medarbejder i Turnéteateret Opgang2. Sammen med en anden dramapædagog og de, der

optræder i forestillingen, rejser hun landet tyndt med et teaterog dramakoncept ’Andre horisonter #2’. En samlet pakke, der skal være med til at udfordre og udvide unge menneskers verdensforståelse – for sig selv, for deres kammerater og for omverden i det hele taget. Andre hori-

sonter #2 består af forskellige teaterforestillinger kombineret med workshops. Og baseret på årelangt udviklingsarbejde i samarbejde mellem Opgang2 og en række uddannelsesinstitutioner ”Teateret kan være med til at skærpe de unges evne til at

TEATRET SKÆRPER OPMÆRKSOMHEDEN De unge afprøver nyt og får pludselig et rum, hvor de kan mærke forskellige følelser og handlinger på egen krop.

observere og få en større forståelse for, hvad der sker. Og forstå, at vi opfatter ting forskelligt,” siger Lotte Wagner, der uddyber og forklarer, at workshoppene og teaterforestillingen hører sammen. I den første workshop arbejder de med dramaøvelser, der relaterer sig til teaterstykket, som de ser og efterfølgende bearbejder og analyserer. Giver tankerne et andet sprog ”Det er altid et arbejde med replikker fra den forestilling, de skal se lige om lidt. Hver person får en replik som de skal sige. Bagefter skal gruppen sammen udfylde hullerne imellem replikkerne, så de i fællesskab laver en fortælling. Når de har vist deres historie for hinanden, snakker vi om, hvad det er, vi ser og forstår. Hvordan kan vi gøre det mere tydeligt eller anderledes?” siger Lotte Wagner. Hun giver et eksempel, hvor en gruppe spiller en scene med en ung pige, der snakker med sin socialråd-

OM Lotte Wagner lottewag@gmail.com Lotte er uddannet skolelærer og arbejder som dramapædagog på Turnéteateret Opgang2. Lotte er desuden uddannet skuespiller inden for den alternative skuespilverden. Lige nu arbejder hun med ’Andre horisonter #2’, et teaterog dramakoncept, baseret på årelangt udviklingsarbejde i samarbejde mellem Opgang2 og en række uddannelsesinstitutioner. Læs mere om Andre Horisonter#2

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

Vi har en fantasimuskel, og den skal motioneres og masseres for at udvikle sig. Den er jo netop med til, at vi får nye idéer, videreudvikler dem og skærper nysgerrigheden.

giver sammen med en bisidder. Sammen taler de om, hvor pigen skal bo – enten hos mor eller far. Scenen er lavet i en efterworkshop på baggrund af et indtryk fra forestillingen, som eleverne digter videre på og giver deres eget udtryk. ”I det her tilfælde handlede det om en ung pige, der var klemt i en skilsmisse. Måske var det en reel situation, gruppen havde

valgt, og som de så bearbejdede sammen. Måske var det noget, de havde fundet på. Det er også ligegyldigt. Det vigtige er, at de får større forståelse for omverden, når de bruger deres krop, og mærker, hvordan det føles at skulle forholde sig til fx, hvor man skal bo. Med drama og teater bearbejder vi forskellige udfordringer, og giver tankerne et andet sprog ,” siger Lotte Wagner.

Hun fortæller videre, hvordan det handler om at gå fra indtryk til udtryk og på at finde ud af, hvad handler det om for mig og for fællesskabet. Hvordan oplever vi hver især det, der sker omkring os? Vi skaber en flerstemmighed i rummet, hvor vi deler de mange forskellige indtryk og oplevelser med hinanden. Så vi får en fælles oplevelse af, hvad det er, vi har set og mærket. Og samtidig får vi en forståelse af, hvordan vi oplever ting forskelligt.

Teateret styrker vores abstraktionsevne Opgang2 Turnéteater arbejder sammen med forsker Anne Mette Winneche Nielsen, Aalborg Universitet. Sammen med Niels Ulrik Sørensen har hun blandt andet skrevet bogen ’Når kunst gør en forskel’, hvor hun undersøger, hvordan arbejdet med kunst og kultur kan være med til at åbne for nye muligheder for unge på kanten af samfundet. Ifølge hende træner kunsten og teateret vores abstraktionsniveau. ”Vi benytter os af teater og kunst til at arbejde med at udvide og nuancere forskellige grupper af unges forståelse for deres eget liv, for omverden og for fællesskabet. Vi har en fantasimuskel, og den skal motioneres og masseres for at udvikle sig. Den er jo netop med til, at vi får nye idéer, videreudvikler dem og skærper nysgerrigheden,” siger Lotte Wagner, og fortæller

TANKERNE FÅR ET ANDET SPROG Med drama og teater bearbejder de unge forskellige udfordringer og giver tankerne et andet sprog.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

videre, hvordan de også bruger teater og æstetik til at lære de unge, at det er ok at fejle. ”De lærer at sætte sig selv i spil. I løbet af øvelserne møder de forskellige udfordringer, fx når de skal vise deres små optrin for hinanden. Her er de i et trygt rum, hvor de lærer, at det er ok at fejle. Og så lærer de – på længere sigt – at det kan man også godt i det offentlige rum, uden det er en katastrofe,” siger Lotte Wagner. DET ER OK AT FEJLE Eleverne lærer at sætte sig selv i spil, når de laver forskellige optrin for hinanden. I et trygt rum.

Inspiration til pædagoger og lærere Som en fast del af ’Andre horisonter #2’-konceptet er et intro- og evalueringsmøde med de involverede pædagoger og lærere. Her afstemmer de forventninger, hører om målgruppen og planlægger forløbet. I evalueringen er der desuden videnopsamling og metodeudvikling, fordi en væsentlig del af arbejdet med Turnéteater Opgang2 også

handler om at samle ny viden og udvikle metoderne. ”Mange har givet udtryk for, at det overraskede dem, hvor meget eleverne faktisk tør overskride deres egne grænser. De har opdaget ukendte kompetencer hos de unge, fordi der kommer andre og nye ting i spil. Og fordi kunsten åbner for nye måder at betragte verden på. Det bliver synligt for dem, at eleverne, som de kender i forvejen, pludselig kan noget andet, end de plejer at kunne. De giver udtryk for, hvor dejligt det er at iagttage dem på en ny udebane,” siger Lotte Wagner, og fortsætter: ”De unge afprøver nyt, og får pludselig et rum, hvor de kan mærke forskellige følelser og handlinger på egen krop. De får plads til at reflektere over det, over sig selv, og over det de oplever i fællesskabet. Og selvom de er i deres normale fællesskab,

så åbner arbejdet med teater og kunst for nye måder at være sammen på. Nye måder at se sig selv og hinanden på,” siger Lotte Wagner, der fortæller videre, at hun har talt med flere lærere og pædagoger om at bruge teaterarbejdet som analyseredskab som supplement til de traditionelle analysemetoder. Måden de mærker valgene på egen krop, er mindst lige så stærk,” siger Lotte Wagner, der lige nu turnerer med ’Andre Horisonter #2’, der ruller ud i Danmark fra 2021-2024

Om Opgang2 Opgang2 består af en række forskellige afdelinger, der i fællesskab og hver for sig arbejder med en blanding af professionelle kunstnere, kunst, æstetik og med unge mennesker. Opgang2 består af en række afdelinger: Opgang2 Turnéteater, Opgang2 film og Opgang2 Ungdomsspor. Derudover er der de årlige Jalla-festivaller, der afholdes på Aarhus Teater og på Gellerup Scenen. I år har Opgang2 50 års jubilæum. Læs mere om Opgang2 her.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ANMELDELSE Af Majken Svane Hansen, lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

Mod i pædagogikken – et vilkår og en livskraft i det pædagogiske arbejde Mod i pædagogikken lægger op til selvrefleksion. Vi er alle handlende mennesker, der i forskellige livssituationer må gøre noget, der kræver mod. Mod i pædagogikken tager livtag med, hvad det betyder for pædagoger og pædagogisk arbejde.

’Mod i pædagogikken’ er en ny antologi, der er redigeret af Stig Brostrøm og Karsten Mellon. Bogen indeholder i alt seks tankevækkende kapitler, der fra forskellige perspektiver beskriver, hvorfor mod er centralt i pædagogisk arbejde. Bogen viser, gennem både teoretiske og praksisnære eksempler, hvordan mod og at være modig er centralt i alt pædagogisk arbejde. Mod som menneskelig livskraft Mod handler, ifølge bogen, om at kunne sætte sig selv og sine

værdier i spil, udforske verden, gøre en forskel, skabe relationer og udvikle sig som et helt menneske. Mod opfattes som en særlig menneskelig livskraft, der befinder sig i spændingsfeltet mellem at gøre og at være. Vi kender alle det fysiske mod. Det bruger vi, hvis vi skal springe ned fra en stor sten og er lidt i tvivl, om vi kan. Eller når vi smager på fremmed mad. Men det særligt interessante ved bogen er, at den også beskæftiger sig med begrebet mod ud fra en

moralsk, etisk, eksistentiel og endda en sjæls-og åndsoptik. Bogens perspektiver udfordrer på den måde de strukturelle og normative tænke- og handlemåder i pædagogikken. Pædagogens mod har betydning for fx at kunne forholde sig kritisk til egen praksis. Det kræver mod at bringe egne værdier op til debat. Det kræver mod at lytte åbent til kollegers og forældres holdninger, selv når de er kritiske og stiller spørgsmålstegn ved noget, man har gjort. Det kræ-

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ANMELDELSE

Men det særligt interessante ved bogen er, at den også beskæftiger sig med begrebet mod ud fra en moralsk, etisk, eksistentiel og endda en sjæls-og åndsoptik.

ver mod at gøre sig fri af faglige og daglige mål, hvis situationen kalder på noget andet end det planlagte. Vi kan dyrke (vove)modet Bogen omtaler flere gange børns mod som vovemod. Forfatterne henviser til at turde vove pelsen, fx når man gerne vil være med i en leg og frygter afvisningen. Men der er også risiko forbundet med ikke at handle, hvilket gør det at være modig til en balanceakt i livet, en tilværelseskompetence. Selv i de helt små daglige aktiviteter og hverdagsoplevelser handler det om at udvise mod, hvilket illustreres nærværende og praksisnært i bogens mange beskrivelser og fortællinger. Et modigt læringsmiljø Børns mod hænger sammen med pædagogers mod. Et eksempel beskriver nogle børn og en pædagog, der er udenfor i våd og sjappet grødis. Et barn

siger, at det er meget koldt. Pædagogen foreslår at de skal undersøge det nærmere, og pædagogen tager hurtigt sko og strømper af og begynder at soppe, og en del børn følger hans eksempel. Bogen betoner, at man må se børn som subjekter i pædagogisk praksis, da alle kan have forskellige opfattelser af, hvad der er farligt, og hvor man har brug for mod. Men bogen fremhæver især, at pædagogen må tage ansvar ved at udfordre ’den truende tryghed’ gennem eksperimenter med indbyggede små kontroltab, for netop at understøtte børns udvikling som modige mennesker. I den forbindelse kan jeg dog savne, at bogen også kastede et organisatorisk og uddannelsesmæssigt blik på, hvordan vi kan dyrke modet i fællesskab og arbejde os frem mod en mere modig kultur.

Jeg fik mod! I mit virke som lektor opfordrer jeg studerende til at være modige. Men ved at læse bogen, oplevede jeg også noget mere personligt og sjæleligt. Jeg begyndte at reflektere over en svær beslutning i mit eget liv. Gennem bogens perspektiver og mødet med alle de modige pædagoger og børn i praksiseksemplerne, fik jeg mod til handle på det, jeg frygter. Bogen gav mig lyst til at udfordre min egen frygt for det nye. Jeg blev opmærksom på, at jeg vil være modig. Jeg fik mod!

Bogfakta

Titel: Mod i pædagogikken Forfatter: Stig Brostrøm og Karsten Mellon Sideantal: 183 Forlag: Akademisk Forlag Anmeldt af: Majken Svane Hansen, mash@via.dk Majken er lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og videnmedarbejder i VIAs Forskningscenter for innovation og entreprenørskab under programmet for Transformativ entreprenørskabsdidaktik. Majken er uddannet i Medievidenskab og som coach. Hun interesserer sig særligt for mediepædagogik, kreativitet og playful learning.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PORTRÆT AF EN PÆDAGOG Af Hanne Duus, journalist, VIA University College, hd@via.dk

Hej din gamle kælling Rikke Smedegaard er pædagog, men hun er også skarp debattør, efterspurgt foredragsholder og succesfuld forfatter. Hun argumenterer for, at pædagogikken ikke kan sættes på formel – ja måske ikke engang til fulde forstås. Og så insisterer hun på at tage sine følelser med på arbejde. Altid.

”I en periode blev jeg hver morgen mødt af et barn, der hilste mig med ’Hej din gamle kælling’. Mine kollegaer påpegede det uhensigtsmæssige i kommentaren, men der var noget, der stak mig. For selvom det ikke er den fedeste måde at blive mødt på, så var der noget, der virkede rigtigt”. Sådan siger Rikke Smedegaard, der er uddannet socialpædagog og forfatter. ’Hej din gamle kælling’ og andre oplevelser med de mange børn og unge, Rikke Smedegaard har mødt i sit arbejdsliv, blev start-

skuddet til Ida er pisseprovokerende, der er hendes første bog, udsprunget af hendes arbejde som pædagog. Hun havde i flere år gået og bakset med begrebet professionel distance. Et meget brugt begreb i den pædagogiske verden. Er det professionelt at holde distance? ”Jeg oplevede, at det kunne være svært at holde en professionel distance. Der var børn, der slog mig, råbte ad mig. Nogen gad ikke være sammen med mig, andre ville være for

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PORTRÆT AF EN PÆDAGOG

Hun fortæller, at hun flere gange følte sig klemt mellem systemets logik og det, som hendes faglighed bød hende at gøre. Nemlig at være nærværende og forsøge at forstå.

meget sammen med mig. Flere kollegaer hævede den professionelle distance-finger. ’Vær nu opmærksom på den professionelle distance’. Men hvad betyder det? Og skal man det? Skal man holde en professionel distance, når man arbejder med mennesker? Det er jo de nære relationer til andre mennesker, der rykker ved noget,” siger Rikke Smedegaard. Hun fortæller, at hun flere gange følte sig klemt mellem system-

ets logik og det, som hendes faglighed bød hende at gøre. Nemlig at være nærværende og forsøge at forstå. Derfor skrev hun blandt andet debatindlæggene ’Nærvær kan ikke effektiviseres’ og ’Professionel kærlighed i praksis’, der er udgivet i henholdsvis Information og Tidsskriftet Specialpædagogik. ”Hvis man holder en distance til andre mennesker og sine følelser, kan man jo ikke forholde sig til dem. Jeg kunne mærke, at der

var noget her, der ikke bare var så lige til. Vi er nødt til at forholde os til følelser og det andre gør ved os”. Det kan være et råb om hjælp Hun forklarer videre, hvorfor det er vigtigt at blive følelsesmæssigt engageret, også – eller ikke mindst – i et pædagogisk arbejde. Det er gennem følelserne, vi mærker os selv og andre, og når vi forholder os til vores følelser, kan det være lettere at forstå os selv og andre.

”Selvom du har svært ved at skabe relationer, betyder det ikke nødvendigvis, at du ikke ønsker at være sammen med andre. Vi vil jo alle sammen gerne være betydningsfulde på en eller anden måde. Og her skal vi lære, hvordan relationer virker,” siger Rikke Smedegaard. Hun uddyber og siger, at der findes mange mærkelige måder at skabe kontakt på. Og har man ikke lært, hvad der er hensigtsmæssigt, kan det blive rigtig svært. ”Der er børn, der råber for at komme i kontakt. Men børn, der råber, kan meget hurtigt blive afvist, for det er irriterende. Men det kan jo faktisk være deres måde at forsøge at komme i kontakt med andre på,” siger Rikke Smedegaard, og fortæller videre om drengen, der hilste hende velkommen hver morgen med et ’Hej din gamle kælling.’ Jeg holdt fast ”Det er jo ikke flatterende at

blive kaldt ’gamle kælling’, men det var hans måde at nærme sig mig på. Jeg kendte ham, og forstod, at det ikke var hans mening at være uforskammet. Så i stedet for at irettesætte ham, tog jeg imod, for at få kontakten. Som jeg så kunne bruge til at komme tæt på ham, og arbejde med hans måde at tage kontakt på,” siger Rikke Smedegaard og fortsætter: ”Mine kollegaer kommenterede og sagde, at det skal du ikke finde dig i. Men det var vigtigt for mig at holde fast, for jeg så bag om hans adfærd. Og var opmærksom på, at det var hans måde at få kontakt til mig. Der kan jo være mange forklaringer på råb, og det er meget komplekst, hvad der ligger bag,” siger Rikke Smedegaard. Følelserne blev en del af mit pædagogiske værktøj I sin bog Ida er pisseprovokerende har Rikke Smedegaard

OM Rikke Smedegaard r.smedegaard@outlook.dk Rikke er uddannet socialpædagog i 1996. Har arbejdet som pædagog hele sit arbejdsliv. Hun har arbejdet på et behandlingshjem, med børn og unge med autismespektrum forstyrrelser og i et netværk for unge og voksne med forskellige diagnoser. Hun har arbejdet i skoler med AKT (Adfærd, Kontakt og Trivsel) og inklusion, i SFO og i børnehave.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PORTRÆT AF EN PÆDAGOG

skrevet om forskellige oplevelser, hun har haft igennem sit pædagogiske arbejde. Hun fortæller blandt andet om et barn Karla, (navnene på personerne i bogen er selvfølgelig anonyme) som en kollega syntes, hun kom for tæt på. ”Jeg kunne ikke forklare min kollega, hvorfor jeg gjorde, det jeg gjorde, for at komme tæt på Karla. Og heller ikke, hvorfor det var så vigtigt for mig at komme helt tæt på hende. For på det tidspunkt havde jeg ikke sproget og argumenterne for, hvad det var jeg gjorde,” siger Rikke Smedegaard, der videre forklarer, at Karla var et barn, der havde det svært, og et barn man nemt kunne blive træt af.

”Vi voksne kom ubevidst til at tage afstand fra hende, og det var ubehageligt. Det blev mere og mere tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, at vi som professionelle forholder os til vores følelser. Og at vi opbygger nære relationer til børnene,” siger Rikke Smedegaard, der forklarer, at hun var nødt til at skrive en bog for at finde de faglige argumenter i teorier og forskning. Så det blev tydeligt, at der lå bevidste pædagogiske overvejelser bag hendes handlinger,” siger Rikke Smedegaard. Lille bog med stor effekt Samtidig med at hun arbejdede som pædagog, voksede bogen sig frem, og alle de mange interessante oplevelser hun har

Det er gennem følelserne, vi mærker os selv og andre. Og når vi forholder os til vores følelser, kan det være lettere at forstå os selv og andre.

haft med børn og unge i årenes løb åbnede sig for hende. Der begyndte at danne sig et nuanceret billede af pædagogisk arbejde med følelser. Om hvor vigtigt det er at have sig selv med i pædagogisk arbejde, hvis du skal møde andre mennesker. Skabe gode relationer, der kan være med til at hjælpe dem med at finde sig tilpas i deres liv. Rikke Smedegaard skrev altså Ida er pisseprovokerende for selv at forstå. For at undersøge sammenhængen mellem praksis og forskning. Og for at få et sprog at kunne forklare sig på. Hvad hun ikke vidste, da bogen blev udgivet, var at den ville vække genklang i en hel profession. At så mange flere pædagoger end hende selv havde savnet præcist det samme. Rikke Smedegaard er derfor nu så efterspurgt en foredragsholder, at hun kæmper for at finde tiden til at skrive efterfølgeren. Hun skal nemlig også have tid til at være pædagog.

Læs mere Forlaget har lagt en læseprøve på ’Ida er pisseprovokerende’ ud, så du kan læse forord, anslag og første kapitel af bogen her. Læs en anmeldelse af ’Ida er pisseprovokerende’ – på Pædagogen.dk Læs kronikken ’Nærvær kan ikke effektiviseres’ i Information her.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

TANKEBOBLER – SFO-SOFIE

Ustyrlighed Om SFO-Sofie SFO Sofie er pædagog i skolereformens malstrøm. Hun tager afsked med fritidspædagogikken og får nye arbejdsopgaver, nye kollegaer og ny ledelse. Med sig i malstrømmen har SFO Sofie blandt andet børnene, forældrene, kollegaerne (både pædagoger og lærere), skoleledelsen og kommunen. Følg SFO Sofies arbejdsliv på bloggen, på Twitter og på Facebook

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ET ELSKELIGT ROD Af Marie Halkjær Nør, Rasmus Friis Henningsen og Sille Søndergaard Vinther, studerende ved VIA Pædagoguddannelsen

Man skal turde at gøre noget gakket I bogen ’A Sociology of Fun’ beskriver Ben Fincham, hvordan sjov er et socialt fænomen, som alle ved, hvad er. Det er individuelt, hvad vi hver især synes er sjovt, men ikke desto mindre er der nogle elementer, som går igen. Fincham peger på, at sjov er kulturelt og socialt forankret. Dernæst pointerer han, at sjov er et nøglebegreb i dagtilbud, men at det ofte bliver brugt ureflekteret. Af samme grund vil vi med denne artikel sætte fokus på vigtigheden af at bruge sjov bevidst ind i den pædagogiske praksis. Vi vil i artiklen bruge sjov som et pædagogisk begreb, der adskiller sig fra, men ikke udelukker, at lave sjov.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ET ELSKELIGT ROD

I bogen ’A Sociology of Fun’ beskriver Ben Fincham, hvordan sjov er et socialt fænomen, som alle ved, hvad er. Det er individuelt, hvad vi hver især synes er sjovt, men ikke desto mindre er der nogle elementer, som går igen. Fincham peger på, at sjov er kulturelt og socialt forankret. Dernæst pointerer han, at sjov er et nøglebegreb i dagtilbud, men at det ofte bliver brugt ureflekteret. Af samme grund vil vi med denne artikel sætte fokus på vigtigheden af at bruge sjov bevidst ind i den pædagogiske praksis. Vi vil i artiklen bruge sjov som et pædagogisk begreb, der adskiller sig fra, men ikke udelukker, at lave sjov.

Plads til den larmende sjov Til frokost leger Thor og Anna slåskamp, og laver fagter med arme og ben uden at ramme hinanden. Andrea fortæller om noget, hun har set i TV, hvor der er en, der falder på numsen. Hun hopper ned på gulvet og viser hvordan. Børnene ved bordet griner højt. Thor og Anna laver ansigter til hinanden. De bliver mere og mere opkørte og griner højlydt sammen. Andrea kravler op på bordet for at snuppe et stykke peber, og Mark spiser som en kat. Den voksne afbryder med “I trænger vist til at komme ud”. Praksisfortællingen ovenfor beskriver en situation, som mange, der arbejder med børn i dagtilbud, nok kan genkende. Måltidets rammer kan ikke længere rumme børnenes initiativ til sjov, og derfor sender den voksne børnene ud på legepladsen, hvor der er højt til loftet og plads til den larmende sjov.

Marie Halkjær Nør 284830@via.dk

Rasmus Friis Henningsen 284629@via.dk

Sille Søndergaard Vinther 284802@via.dk

Marie, Rasmus og Sille er alle studerende på 7. semester på VIA Pædagoguddannelsen og har siden januar 2021 været tilknyttet forskningsprojektet Sjov i Børnehaven som talentstuderende.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ET ELSKELIGT ROD

Sjov i børnehøjde Vi har selv erfaret, at man i arbejdet med børn, kan bruge sjov bevidst til at opbygge gode relationer. Vores fokusgruppeinterviews viste os, at gennem brugen af sjov mødes og fordyber både børn og voksne sig på en helt speciel måde. At grine og lave sjov sammen gør, at vi glemmer tid og sted, hvilket er med til at skabe et rum, hvor relationen kan vokse. Når vi griner sammen med børnene, får vi en fælles oplevelse, hvor vi møder hinanden ligeværdigt. Det bekræftes af Fincham, som beskriver at sjov kan være med til at nedbryde magthierarkier. Regelbrydende og uventet sjov Sjov for børn i 0-6 års-alderen, handler ofte om at bryde reglerne, når noget er forkert eller når nogen gør noget uventet, inkongruent. Det understøttes af både Ben Fincham og Frode Søbstad, men også af pædagogerne i vores fokusgruppe-

interviews. Eksempelvis, når vi voksne peger på et lille legehus og siger “se lige det kæmpe hus”, eller peger på et billede af en ko og udbryder “øf”, hvorefter børnene skriger af grin. Et andet eksempel er brugen af regelbrydende og uventet sjov, hvor en af pædagogerne, vi har interviewet, fortæller: ”Børnene fik lov til at kaste bananskræller efter mig en dag – der var de flade af grin”. Overskud giver sjov – sjov giver overskud Gennem samtalerne med det pædagogiske personale, blev vi opmærksomme på, at overskud ofte blev nævnt i sammenhæng med sjov. Hvis man ikke har noget overskud, kan det være svært at bruge sjov som et pædagogisk værktøj, og kunne rumme, at andre laver sjov. Samtidig pointerede flere, at når hverdagen var fuld af sjove situationer, voksede overskuddet ved

Vores undersøgelse peger altså på, at hvis man ønsker flere sjove øjeblikke, har det betydning, at pædagoger giver hinanden plads til at være gakkede, fjollede og sjove. Ja, måske bør de endda støtte hinanden i det.

både børn og voksne. Ligesom med hønen og ægget, er overskud og sjov afhængige af hinanden, og vi kan ikke blive enige om, hvad der kommer først. Man skal turde at gøre noget gakket Gennem vores interviews kunne vi også se, at pædagogerne generelt var enige om, at institutionskulturen og personalegruppen spiller en stor rolle for, hvordan man laver sjov med børn. ”Man skal give sig selv mulighed for at være tosset. Vi havde en eftermiddag, hvor jeg rendte rundt i skørter og alle synes, det var det hylende morsomt. Der lagde jeg mærke til, at de andre pædagoger gav udtryk for, at jeg da bare var tosset. Jaja, tænkte jeg, det kan godt være, jeg er skør, men hold kæft børnene syntes, det var sjovt.” fortæller en mandlig pædagog. Pædagogen giver i citatet udtryk for, at han lægger mærke til, at

Om projektet Vi har i det forløbne år været tilknyttet et VIA forskningsprojekt om sjov i børnehaven. I den forbindelse har vi i vores tredje praktik interesseret os for fænomenet sjov blandt børn og pædagoger. Vi har blandt andet lavet deltagerobservationer og gennemført to fokusgruppeinterviews med pædagoger om netop sjov i pædagogisk praksis. Forskningsprojektet ’Sjov i Børnehaven’ er ledet af docent Anette Boye Koch, der interesserer sig for at studere sjov som fænomen i små børns liv – både set ud fra børns og pædagogers perspektiver, men også som en pædagogisk tilgang i arbejdet med børns trivsel. Projektet er forankret i Program for børns trivsel i og på tværs af dagtilbud, skole og hjem (B-trit), som er en del af VIA Pædagogik og dannelse.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ET ELSKELIGT ROD

Derfor foreslår vi på baggrund af vores undersøgelse, at sjov som pædagogfagligt begreb bringes frem i lyset og inddrages i den daglige dialog. de andre pædagoger udtrykker sig negativt om hans gakkethed. Han vælger dog alligevel at fortsætte, da børnene har det sjovt. Han er altså sjov på trods. Vores undersøgelse peger altså på, at hvis man ønsker flere sjove øjeblikke, har det betydning, at pædagoger giver hinanden plads til at være gakkede, fjollede og sjove. Ja, måske bør de endda støtte hinanden i det. Dette kræver, at at arbejde med sjov i børnehøjde legitimeres som en naturlig og uundværlig del af den pædagogiske opgave. I gør det skide godt allerede! Det er ikke nyt at anvende sjov

i den pædagogiske praksis. Men flere af de pædagoger, vi har interviewet, har givet udtryk for, at de aldrig har tænkt over sjov som et pædagogisk redskab eller fagligt begreb. Derfor foreslår vi på baggrund af vores undersøgelse, at sjov som pædagogfagligt begreb bringes frem i lyset og inddrages i den daglige dialog. Vi er igennem vores arbejde med projektet, blevet mere opmærksomme på vores egen måde at bruge sjov på samt, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at rumme det i en hverdag, der kan været præget af travlhed og manglende overskud. At arbejde professionelt med sjov er relevant og meningsfuldt,

og kan gøre en kæmpe forskel. Det kræver dog også mod i en kultur, hvor det at fjolle ikke anses som professionelt.

Det siger pædagogerne

I de to fokusgruppeinterviews med pædagogisk personale blev følgende pointer fremhævet: - Alle børn har krav på at grine og have det sjovt hver dag. - Det er individuelt, hvad man synes er sjovt – det er pædagogens opgave at finde ud af, hvad de enkelte børn finder sjovt. - Sjov kan bruges som et redskab til konflikthåndtering. - Sjov handler ofte om at bryde regler og normer. - Vi kan bruge sjov til at fremme social inklusion og trivsel hos børnene. - God tid og overskud giver sjovere voksne. Men sjov giver også voksne mere overskud. - Sjov kan bruges som en pædagogisk metode til at få børnene igennem de ting, de skal. - Sjov hænger sammen med nærvær. - Når voksne har det sjovt, smitter det af på børnene. - Sjov gør, at man glemmer tid og sted. Man fordyber sig på en anden måde end man plejer.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ET ELSKELIGT ROD Af lektor Erika Zimmer Brandt og ph.d. og docent Anette Boye Koch, VIA Pædagoguddannelsen

Min børnehave er et sted i verden,

må jeg se din børnehave? Hvordan er det at gå i børnehave i Danmark? Hvordan er det at gå i børnehave i Tanzania? Kan vi gennem børns hverdagsfortællinger gå på besøg i hinandens hverdag? Og hvad sker der mon så? Hvordan forstår børnene det?

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ET ELSKELIGT ROD

Verdens venner Vi har sammen med børn i Danmark og Tanzania lavet billedbøger om deres hverdag i børnehave/førskole. Vores ambition er at lære af børnenes fortællinger og forstå mere af mindre børns oplevede institutionsliv forskellige steder i verden. Den dag vi besøgte Vega i hendes børnehave i Danmark, skulle de på tur med gå-klubben og tælle skridt. Der var is på søen, og det var koldt. Den dag vi besøgte Samiah i hendes skole i Tanzania var der varmt og støvet. Samiah øvede sig i at læse

og skrive sammen med resten af sin klasse. Hun havde sin skoleuniform på og en hue, hun havde fået af sin mor. Samiah og Vega er 5 år gamle, og de har begge en hverdag i en institution. På nogle punkter ligner deres liv hinanden. De elsker nogle af de samme lege, de har begge søskende, og de er glade for deres venner. På andre punkter er deres hverdagsliv ret forskelligt. Vega går i børnehave. Samiah går i førskole. I Vegas børnehave kender alle hinanden. I Samiahs førskole er de så mange børn, at det ikke er

muligt. Men fælles for både Vega og Samiah er, at det er spændende at fortælle om sit eget liv og også spændende at høre om andre børn. Børnesensitiv etnografi Metodisk er vi inspirerede af Tobin, Wu og Davidsons etnografiske undersøgelser fra 80’erne i børnehaver i Japan, Kina og USA. I projektet ’Preschool in Three Cultures’ filmede de hverdagslivet i institutionerne og gik efterfølgende sammen med pædagogerne i dialog med materialet.

I vores projekt ønsker vi en tilsvarende dialogisk tilgang. Men til forskel fra Tobin, Wu og Davidson lægger vi vægt på børnenes fortællinger, og den efterfølgende dialog er også centreret om børnene. Vi har valgt billedbogen som form, da den er forståelig og tilgængelig for målgruppen. Den kan danne grundlag for samtaler om børnehavelivet. I børnenes fodspor I første del af projektet har vi besøgt børnene. Vi har fulgt dem i deres hverdag, og vi har taget billeder.

Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk

Anette Boye Koch abk@via.dk

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

Ph.d. og docent ved VIA Pædagoguddannelsen

Erika er videnmedarbejder ved program for Social innovation, VIA Forskningscenter for innovation og entreprenørskab.

Anette er forskningsleder ved program for børns trivsel i og på tværs af dagtilbud, skole og hjem, VIA Pædagogik og dannelse.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ET ELSKELIGT ROD

HVAD ER DET VI HAR FUNDET? Børnene og pædagogen diskuterer, hvad det er de har fundet. De troede, at det var en død and, men heldigvis var det bare en kasket.

Vi har været nysgerrige på, hvilke fortællinger børnene lægger vægt på, hvad børnene ønsker at vise frem, og hvad de inviterer os med til, når vi som udenforstående ønsker at lære om og forstå deres virkelighed. Med andre ord har vi forsøgt at følge børnene, når de fortalte, viste frem og inviterede til leg eller andre former for samspil.

fortællinger rigtigt, og hvis ikke retter vi til ud fra et ideal om, at fortællingerne er børnenes.

Det materiale har vi lavet til børnebøger, som vi tager tilbage til børnene og læser op. Det er vigtigt for os, at børnene validerer vores materiale. Vi spørger dem derfor, om vi har forstået deres

At de gennem fortællingerne både kan få et andet blik på sig selv, men også opleve glimt af børneliv helt andre steder på kloden, hvor vilkårene for at være og lære på nogle punkter

På besøg i andre børns hverdag I anden del af projektet ser børnene også hinandens bøger. Vores idé er, at de på denne måde får mulighed for “at tage på besøg og invitere ind i hinandens hverdagsliv”.

At de gennem fortællingerne både kan få et andet blik på sig selv, og også opleve glimt af børneliv helt andre steder på kloden.

er meget anderledes fra det, de kender i det nære. På den måde håber vi, at bøgerne kan være et vindue til verden. Et vindue til noget fremmed og ukendt, der samtidig forbinder sig til det hjemlige og kendte – nemlig børnehavelivet.

Voksenblikket – pædagogik og vilkår Den tredje del af projektet handler om voksenblikket. Hvad kan vi lære af børnenes fortællinger? Fortællingerne har mange lag og fortæller implicit om store forskelle i vilkår, pædagogik og

VI VENTER PÅ RÆKKE Samiah venter sammen med sine klassekammerater uden for skolen. De har haft samling, og alle har vasket hænder. Om lidt går de på række ind til time.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ET ELSKELIGT ROD

kultur. Samiah går på en privat katolsk skole i et land, hvor religion spiller en større rolle end i Danmark. Hun er muslim. Den katolske skole er struktureret sådan, så der er plads til flere religioner. Fx kommer Samiah hver fredag i moské som en del af hendes skolegang. Vega går i en kommunal børnehave i Danmark. I Vegas børnehave er der langt flere voksne pr. barn, end der er i Samiahs. Vega bliver spurgt om mange ting i løbet af sin hverdag, som Samiah ikke bliver spurgt om. Fx hvad har du lyst til at lege? Når de er på tur, spørger pædagogen mange gange børnene om, hvad de ser, og pædagogen deltager i at udforske omgivelserne sammen med børnene.

JEG ØVER MIG Samiah skriver omhyggeligt ned i hæftet, hvad læreren skriver på tavlen

Barnets stemme og kvalitet i uddannelse Ét af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling handler om kvalitet i uddannelse. Et andet om

deltagelsesmuligheder for alle. Vi interesserer os for, hvad kvalitet i uddannelse er på førskole-området, og hvilke muligheder børn har for at få deres stemmer hørt. Hvordan kan børnenes fortællinger kvalificere pædagogikken i institutionerne? Hvordan kan de nuancere de professionelles forståelse og bruges på pædagoguddannelsen og i praksis? Vi vil i den kommende tid derfor forske i, hvad der sker, når børnebøgerne bruges i institutionerne. Hvad siger børnene? Hvilke tanker får de? Hvilke samtaler springer ud af brugen af materialet? Men vi vil også tage det ind på pædagoguddannelsen i Danmark og Tanzania for at høre studerendes og underviseres refleksioner om pædagogik, kultur og vilkår. Opfatter børnene vores pædagogik på den måde, som vi tror? Hvis ikke, hvordan kan det mon så være? Og hvad kan vi lære af det?

PÅ LEGEPLADSEN Vega fortæller: Vi hører tit musik, når vi er på legepladsen. Jeg øver mig i forskellige måder at danse på og leger, at jeg er med i MGP.

HVORFOR HAR DE IKKE SKOLEUNIFORMER PÅ? Samiah og Giovanni præsenteres for bogen om de danske børnehavebørn. De undrer sig over, at de danske børn ikke har uniformer på.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ET ELSKELIGT ROD Af Niels Nørrind Hansen, adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen

Kunsten at lade det ustyrlige være ustyrligt Indimellem er den vigtigste pædagogiske opgave at lade være med at blande sig i det, børnene har gang i. At sidde på hænderne selv om den professionelles impuls er at skabe orden i kaos.

Den ustyrlige virkelighed Jeg sidder i sofaen i en helt almindelig dansk børnehave. Der er højt aktivitetsniveau og mange børn. Jeg kender dem alle sammen. Maja og Sofie på 4 år sidder i sofaen ved siden af mig. Jonas på 3 kommer forbi. Vi får øjenkontakt, og han løber videre. Der er mere gang i den end i nogen fest, jeg har været til. Interaktioner. Drama. Fysisk udfoldelse. Kaos. Jeg sidder midt i det hele og smiler. Der er noget vigtigt her, der er lykkedes. Det

er lykkedes så godt, at jeg ser ud til at være overflødig. Det, der er lykkedes i ovenstående fortælling, er at skabe et rum og en ramme, hvor børnene udfolder sig og socialiserer, danner relationer og afprøver roller, udfordrer egne og andres grænser eller fordyber sig i deres eget. Et børnefællesskab der fungerer uden umiddelbar indblanding eller styring fra voksne. På trods af udfordringer og konflikter håndterer børnene det selv på en måde, der lige nu ikke kræver, at jeg blander mig.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ET ELSKELIGT ROD

Der er mere gang i den end i nogen fest, jeg har været til. Interaktioner. Drama. Fysisk udfoldelse. Kaos. Jeg sidder midt i det hele og smiler. Der er noget vigtigt her, der er lykkedes.

Det er kulminationen af hverdagspædagogikken, hvor kerneopgaverne er at give børnene muligheder for udvikling, læring, deltagelse og dannelse. Men det kræver, at vi får øje på det, når det sker og undlader at bremse eller begrænse det, der foregår. Det kan ikke ske hele tiden eller alle steder. Det handler om at skabe plads og mulighed for, at det kan være sådan indimellem. Når jeg sidder i sofaen og nyder det velfungerende og udbytterige kaos omkring mig og bliver glad ved at have overflødiggjort mig selv, så ligger der også i det, at et andet væsentligt succeskriterie er blevet opfyldt: At børnene opnår selvstændighed. Hvorfor er det svært ikke at blande sig? Der kan være flere grunde til, at pædagoger intervenerer i børnefællesskaber, selv om de måske burde lade være. Jeg vil fremhæve fire årsager.

For det første er det ofte netop det, vi skal. Intervenere. Blande os. Støtte og guide, og nogle gange også stoppe de konflikter, der opstår imellem børnene. Det gør vi for, at den enkelte får mulighed for deltagelse uden at lide overlast. Og for at kvalificere og styrke fællesskabet. At vi blander os er en selvfølgelig og central del af pædagogisk praksis. For det andet kan der være en bekymring hos pædagogen for, hvordan situationen ser ud udefra. Vi kan forestille os pædagogen, der sidder i sofaen, midt i det, der ligner kaos. Pædagogen ser ud til ikke at lave noget, og der er samtidigt to børn, der har en tiltagende konflikt om, hvem der leger med den røde bil. I det scenarie kommer en forælder ind ad døren, og ser øjebliksbilledet: Der er kaos og konflikter, men pædagogen sidder i sofaen og ligner en, der ikke laver noget.

For det tredje kan det være, at det ikke er afstemt i personalegruppen, at der arbejdes med det ustyrede i det hele taget. I scenariet ovenfor kan man nemt forestille sig, at der træder en kollega ind fra legepladsen, der straks går over og løser konflikten mellem de to børn. Kollegaen kommer dermed til at overtage, selvom der er en pædagog tilstede i situationen, som har vurderet, at det er bedst at vente med at blande sig. For det fjerde kan det være svært for den enkelte pædagog at holde ustyrligheden ud. At være i kaos, uden at miste overblikket og sin indre ro. At legitimere og give opmærksomhed Hvad kan vi så gøre, for at skabe mere rum og større mulighed for, at børnefælleskabet udfolder sig i sin kaosagtige kompleksitet? Jeg vil her fremhæve følgende opmærksomhedspunkter:

OM Niels Nørrind Hansen ninh@via.dk Cand.pæd. i filosofi og adjunkt på VIA pædagoguddannelsen. Niels er pædagog og har erfaring fra dagtilbudsområdet og som specialpædagog.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ET ELSKELIGT ROD

1. At den enkelte pædagog er bevidst om de kvaliteter det ustyrede, komplekse og kaotiske har i arbejdet med de pædagogiske kerneopgaver. 2. At man er tydelig i kommunikationen til forældrene om, hvorfor man arbejder som man gør i institutionen. Så de ikke tror, at tilsyneladende ustyrlige situationer er udtryk for ugidelighed eller manglende faglighed.

3. At man som faggruppe er afstemt, så man fx spørger kollegaen i sofaen, inden man griber til handling. 4. At man i personalegruppen arbejder med at kunne udholde ustyrlighed og fornemmelsen af kaos: at turde stå i et usikkert felt og modstå impulsen til at tæmme og ordne.

Dannelse til det utæmmede Mange situationer i dagtilbuddenes hverdag kan se kaotiske ud. De har også et element af ustyrlighed, men måske ligger det fine netop heri? Niels Jakob Pasgaard skriver i ’Sidste chance’, at dannelsen foregår i det utæmmede. Det vi ikke kan kontrollere eller manipulere, men lader være frit. Det tilsyneladende kaotiske, fremstår ikke nødvendigvis

Det tilsyneladende kaotiske, fremstår ikke nødvendigvis kaotisk for den pædagog, der har et indgående kendskab til de enkelte børn, børnegruppen og de dynamikker, der er i den.

kaotisk for den pædagog, der har et indgående kendskab til de enkelte børn, børnegruppen og de dynamikker, der er i den. Eller med andre ord; det, der skal til, for at kunne navigere i kaos, er måske at have den opmærksomhed og viden, der skal til for at se, at det ikke er kaos, men i stedet en kompleks og ustyrlig virkelighed, der udfolder sig.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ANMELDELSE Af Torkil Østerbye, ph.d og lektor ved VIA Efter- og videreuddannelse

Mennesket er motiveret – derfor er vores arbejde så meget mere end styring I en ny tankevækkende og nuanceret bog tager Dorthe Birkmose livtag med essensen i den professionelle hjælpekunst. Bogen udfordrer vante måder at tænke på. Den inviterer til at kaste et kritisk blik på egen praksis og værne om empatien i hjælpearbejdet.

’Mennesket er motiveret’ er en opfølgning på ’Når gode mennesker handler ondt’ af samme forfatter. Hvor sidstnævnte handlede om begrebet forråelse, handler denne bog om, hvordan vi som professionelle ikke kan have prøvet alt i vores forsøg på at hjælpe andre mennesker. Bogen bygger på en grundtanke om, at mennesket ER motiveret, og at det er den professionelles opgave at finde

denne motivation. Det skaber håb. Håb om, at der er mere at gøre, selv for de borgere, der har det sværest. Motivation Bogen består af tre dele. Den første del danner grundlag for resten af bogen og omhandler emner som motivation, hjælpekunst og blikket for andres vanskeligheder. Motivation er parathed til handling og derfor

vigtig, men motivation alene er ikke nok, der kan være andre og måske usynlige barrierer. Den professionelle har derfor brug for at skærpe sit blik for den enkeltes mestringsstrategier og barrierer. Perspektivskifte som metode Anden del, som er den centrale og største del af bogen, handler om, at vi som professionelle ikke kan have prøvet alt, når der

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

ANMELDELSE

findes så mange metoder at vælge imellem. Anden del byder således på en gennemgang af henholdsvis det styrende, det følgende og det vejledende paradigme og viser, hvordan vi som professionelle har mulighed for at vælge og vrage mellem teorier og metoder. Der er i denne del af bogen fokus på, hvor de enkelte paradigmer har risiko for at kippe over i forråelse. Centralt står her beskrivelsen af de fem skridt væk fra forråelsen. Dorthe Birkmose behandler samtidig perspektivskifte som metode – en metode som kan anvendes, når vi oplever, at andre har en uforståelig eller problemskabende adfærd. Hvordan kan vi træde et skridt tilbage og se på situationen med et nyt perspektiv? Hvordan kan vi se på personen med et indefra-perspektiv og få øje på, hvad andre har brug for, at du gør?

Styring som mega-trend Bogens tredje del handler om styring som mega-trend. Her diskuteres faglige metoder og evidens, og hvordan indførelse af metoder kan føre til målfiksering eller tunnelsyn og gøre én blind for egne handlemuligheder. Målstyring kan på den måde blive en barriere for professionel hjælpekunst. Afsnittet afrundes med en diskussion af brugen af indefra-perspektiv, også fra ledelsens side, og indefra-perspektiv som mulig ny trend. Brugbar viden og inspiration ’Mennesket er motiveret’ giver inspiration ved at folde en bred horisont af psykologiske teorier ud og illustrere disse med letforståelige praksiseksempler fra mange forskellige dele af velfærdsområdet. Bogen udvider på den måde de professionelles handlemuligheder og giver nye perspektiver på den professionelle hjælpekunst.

Bogen henvender sig til professionelle, som er ansat til at hjælpe andre mennesker, herunder pædagoger inden for alle områder. Sekundært henvender bogen sig til dem, som har brug for eller har modtaget hjælp fra andre. ’Mennesket er motiveret’ er en letlæst og letforståelig bog, som giver en fornem indføring i udfordringer, teorier og ikke mindst muligheder, som den professionelle, der hjælper andre, står overfor.

Bogfakta

Titel: Mennesket er motiveret – derfor er vores arbejde så meget mere end styring Forfatter: Dorthe Birkmose Sideantal: 348 Forlag: Syddansk Universitetsforlag Anmeldt af: Torkil Østerbye, tork@via.dk Torkil Østerbye er ph.d. og lektor ved VIA Efterog videreuddannelse og videnmedarbejder i forskningscenter for Pædagogik og dannelse i programmet Sprog og literacy. Torkil er vært på Pædagogisk Extrakts podcast, hvor han blandt meget andet har interviewet Dorthe Birkmose om hendes bøger. Find alle Pædagogisk Extrakts podcasts her

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE Af Mathias Clasen, ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet

Frygt for sjov – om rekreativ frygt og det sunde gys Der er gys og gru alle vegne, og nyere forskning tyder på, at det faktisk kan være sundt at opsøge den leg med frygt, som gyset tilbyder – også for børn.

For nylig var jeg i Netto på vej hjem fra arbejde. På vej ud af butikken blev jeg antastet af en ældre mand, der spurgte mig, hvad ”rekreativ frygt” er for noget. (Jeg havde min arbejdsjakke på – på ryggen står der ”Recreational Fear Lab”, som er navnet på min forskningsenhed ved Aarhus Universitet.) Jeg forklarede ham, at det er når folk synes, frygt er sjovt. ”Synes folk virkelig det?” spurgte han skeptisk. ”Ja, fx når små børn leger fangeleg, eller når teenagere ser gyserfilm, eller når folk tager

en tur i rutsjebanen i Djurs Sommerland, eller når man kører alt for hurtigt ned ad bakke på sin cykel”. Det gav tilsyneladende mening for manden, der takkede mig og gik videre. Jeg har oplevet det mange gange både før og siden, når jeg fortæller om min forskning: Først synes folk det lyder mærkeligt, at mennesker finder nydelse i frygt. Men når de tænker efter, kan de godt se, at fænomenet er alle vegne. Det er der gode grunde til – det ligger i vores natur at finde nydelse i at lege med frygt – men den rekreative frygt er stadig forbavsende

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE

Gys og horror

Gyset er en ældgammel genre. Mange af de ældste overleverede fortællinger indeholder gyserelementer, såsom trolde, hekse og spøgelser. Religiøse fortællinger er ligeledes ofte aldeles skrækindjagende. Nogle af de første film, der blev lavet i slutningen af 1800-tallet, havde gyserelementer, og i løbet af 1900-tallet blev filmen det dominante medie for genren. Særligt i løbet af 1970erne, hvor en række blockbuster-gysere som Dødens gab og Eksorcisten tiltrak tusindvis af mennesker. I dag findes der gyserlitteratur, gyserfilm, gysercomputerspil, skuespil med gyserelementer, gyserinspireret musik, Haunted Houses og meget andet.

Når vi opsøger gyset, leger vi med frygt.

videnskabeligt underbelyst. Det er en skam, ikke mindst fordi det tilsyneladende kan være sundt at opsøge den rekreative frygt. Leg med frygt Rekreativ frygt findes i mange aftapninger. Den mest destillerede form er nok gys eller horror, altså film om blodtørstige motorsavsmordere og onde dæmoner, romaner om dræberklovne og hjemsøgte hoteller, computerspil med hjernegnaskende zombier og så videre. Tidligere troede man, at gys primært tiltalte unge mænd, og måske især utilpassede unge mænd. Men det er helt forkert. Dels er gys ikke et nichefænomen. Det er faktisk de fleste

mennesker, der siger, at de godt kan lide gys – og det gælder mænd såvel som kvinder. Det er rigtigt nok, at appetitten på gys stiger i løbet af barndommen og topper i de sene teenageår. Men for de fleste af os forsvinder appetitten aldrig helt, selvom den kan dale i løbet af voksenlivet. Rigtig mange voksne holder af underholdning med skræmmende elementer, om det så er Motorsavsmassakren, true crime-podcasts eller dystre krimiserier om bestialske mord. Når vi opsøger gyset, leger vi med frygt . Vi ved godt, at der ikke er fare på færde, når motorsavspsykopaten vælter ud af et skab og spæner mod den skrigende teenager på skærmen. Og vi ved godt, at Stephen Kings uhyrlige påfund bare er fiktion. Men når vi lever os ind i den slags skræmmende fiktive universer, kan vi føle frygt og angst og rædsel, men med den psykologiske distance, der opstår,

når vi godt ved, at det er for sjov. Det gælder ikke kun unge og voksne. Selv de alleryngste kan finde stor nydelse i at blive skræmt for sjov. Gys og børn De fleste forældre udsætter helt intuitivt deres børn for skræk og rædsel. Når ungerne er helt små, leger vi titte-bøh, hvilket er en slags jump-scare for babyer, og når de bliver lidt større, begynder vi at kaste dem op i luften og gribe dem igen. Det er en sikker vinder. Så følger fange- og gemmeleg. De lidt ældre børn er draget mod spøgelseshistorier og fortællinger om farlige monstre. Alt sammen handler om at finde nydelse i frygt, ængstelse og spænding. Selv i vuggestuen er der gys og gru. I forbindelse med en kortlægning af rekreativ frygt i danske daginstitutioner, fandt vi ud af, at pædagoger i danske vuggestuer og børnehaver i stor

Foto: Mads Andreas Frost/Jyllands-Posten

OM Mathias Clasen mc@cc.au.dk Mathias er ph.d. og lektor i litteratur og medier ved Afdeling for Engelsk, Aarhus Universitet. Han er også leder af Recreational Fear Lab. Mathias har udgivet en række artikler og bøger om gys, gru og rekreativ frygt, senest bøgerne Why Horror Seduces (2017) og A Very Nervous Person’s Guide to Horror Movies (2021).

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE

Se videoen. Lessons from a Terrified Horror Researcher stil udsætter ungerne for rekreativ frygt. Altså aktiviteter hvor børnene finder nydelse i at blive skræmt. Det er eksempelvis uhyggelige historier (’De tre bukkebruse’), sanglege med skræmmende indhold (’Bjørnen sover’), mørkeleg, besøg af påskeharen og meget andet. Når rekreativ frygt er så udbredt i danske daginstituti-

oner, er det ikke fordi pædagogerne er sadister, der nyder at få ungerne til at græde i rædsel. Det er fordi pædagogerne har en formodning om, at det kan være sundt for børnene at lege med frygt, fordi de på den måde lærer noget om frygtens natur – hvordan den føles, hvad den gør ved én, hvor meget man kan klare, og hvordan man kan håndtere den.

Det sunde gys Pædagogerne har formentlig fat i den lange ende. Nyere forskning peger nemlig på, at den rekreative frygt – fx i form af risikofyldt leg – måske kan fungere som et værn mod udviklingen af angstlidelser. Det lyder måske underligt, at man skulle modvirke psykiske problemer ved at lade børn og unge lege med frygt, men det er lidt ligesom at give en frygtvaccine. Hvis man får mulighed for at lege med de negative følelser i kontrollerede doser, kan man formentlig blive bedre til at håndtere dem.

Mine kolleger og jeg undersøgte netop denne idé gennem et studie, vi gennemførte under første corona-nedlukning. Vi satte os for at undersøge om folk, der ser mange gyserfilm, havde bedre psykisk modstandskraft under nedlukningen end de folk, der holder sig helt fra gys. Det viste sig at være tilfældet. Gyserfans havde fx færre problemer med at koncentrere sig og færre søvnproblemer. Vi tror, det handler om, at gyserfans har rig mulighed for at øve sig på at holde frygt, angst og andre negative følelser i skak.

Selvom mange gennem historien har været bekymrede for, at gyset kunne have skadelige psykologiske og moralske effekter, kan der altså være gode grunde til at opsøge skræk og rædsel for sjov. Vi kan lære om os selv, og de dystre aspekter af vores følelsesliv, gennem leg med frygt, og vi kan blive bedre rustet til at håndtere de situationer, hvor verden pludselig viser tænder.

Pædagogerne har formentlig fat i den lange ende. Nyere forskning peger nemlig på, at den rekreative frygt – fx i form af risikofyldt leg – måske kan fungere som et værn mod udviklingen af angstlidelser.

Om forskningsenheden Recreational Fear Lab (RFL) er en forskningsenhed ved Aarhus Universitet, som aktuelt finansieres af to eksterne bevillinger (fra henholdsvis Det Frie Forskningsråd og Innovationsfonden). Fokus er på at kortlægge og forklare den rekreative frygt, blandt andet gennem empiriske studier af gysets psykologiske og fysiologiske aspekter. RFL har siden 2016 foretaget undersøgelser ved Dystopia Haunted House (dystopia.dk), som hvert år i oktober måned åbner dørene for tusindvis af gyserglade gæster. Desuden er RFL ved at kortlægge rekreativ frygt blandt børn og unge. Samt at afsøge det kommercielle potentiale for en VR-horroroplevelse, der indretter sig efter spillerens frygtniveauer via fysiologiske målinger og maskinlæring. Se mere her

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE Af journalist Hanne Duus, VIA University College, hd@via.dk

2.000 km hjemmefra Grib verden – pædagogstuderende i international praktik Mange pædagogstuderende vælger at tage en eller to af deres praktikperioder i udlandet. På VIA er der et omfattende internationalt samarbejde med forskellige pædagogiske institutioner over hele verden, som de studerende kan få gavn af. Vi vil gerne sætte fokus på nogle af de internationale muligheder, hvor pædagogstuderende møder andre kulturer, og sammen med dem udveksler pædagogik på tværs af hele verden.

Denne gang har vi talt med Kenneth Carlsen, der læser til pædagog på VIA i Viborg. Han har været et halvt år i praktik på en specialskole i det nordnorske. Mød Kenneth og hør om praktikken og hans oplevelser.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE

32-årige Kenneth Carlsen har været i praktik på en specialskole i Nordnorge. Her har han både fået praktisk erfaring inden for sin specialisering i social- og specialpædagogik, lært noget om den norske kultur, og så har han set det mest magiske nordlys.

I starten af december 2021 tog 32-årige Kenneth Carlsen et fly fra Danmark til det nordlige Norge. En rejse på godt 2.000 km. Til daglig læser Kenneth til pædagog på VIA i Viborg. Den tredje praktik har han været på en specialskole i Hardstad ved Tromsø. ”Jeg ankom i december måned. Det var jo mørkt hele tiden. Et ganske andet klima og noget helt andet end herhjemme,” siger Kenneth, der drømte om at komme i praktik i Japan eller på New Zealand, men det satte coronaen en stopper for. Og som mange andre studerende måtte Kenneth skyde en hvid pind efter en drøm om international praktik på den anden side af jorden.

”Jeg er vild med Japan og de japanske traditioner, men på grund af corona var det udelukket. Den eneste reelle mulighed var de skandinaviske lande. Så jeg valgte Norge, der jo er meget lig Danmark, hvad mentaliteten angår. Og det gav god mening, for dels kunne jeg komme på en specialskole, dels har jeg valgfag i Natur og udeliv, og det er der jo masser af i Nordnorge,” siger Kenneth, og tilføjer: ”Jeg var i Nordnorge i et koldt fjeldområde med dådyr, rener og elge. Der er masser af fantastisk natur, hvor vi kan vandre, stå på ski – og se nordlys”. I det hele taget er Kenneth rigtig godt tilfreds med de lange praktikker på pædagoguddannelsen.

Godt med lange praktikker ”Jeg synes det er optimalt, at der er to gange et halvt års praktik på pædagoguddannelsen. Det giver virkelig mulighed for at fordybe sig i det pædagogiske arbejde. Og hvis man vil i international praktik, er et halvt år bestemt ikke for lang tid. Der skal jo både være tid til at vænne sig til det nye land, den nye kultur, og til at lære den pædagogiske praksis at kende,” siger Kenneth. Han har været et halvt år på Stangenæsskolen i Hardstad, der er en specialskole med plads til 64 elever med blandede diagnoser. Der er børn og unge med autisme, ADHD, stærkt ordblinde, social angst, depres-

PRAKTIK I NORDNORGE Stangnes skolen ligger midt i den norske vildmark med adgang til fjelde og hav. Sammen med eleverne har Kenneth stået på langrendsski, roet i kano og sovet under åben himmel.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE

Hvis man vil i international praktik, er et halvt år bestemt ikke for lang tid. Der skal jo både være tid til at vænne sig til det nye land, den nye kultur, og til at lære den pædagogiske praksis at kende.

sion og så er der mange, der er meget skoletrætte. Både naturfag og samarbejde ”Der er rigtig meget praktisk læring, og ikke så meget røvtil-sæde-undervisning. Vi er en del væk fra det firkantede klassemiljø og tager i stedet forskellige steder hen. Det har været

mega spændende at være der i praktikken, for de har virkelig givet mig frie hænder,” siger Kenneth, der forklarer, at eleverne ikke har brug for at være i klassen fra 8-14 hver dag. Derfor er dagene inddelt forskelligt, så eleverne kommer forskellige steder hen alt efter, hvad der passer bedst til den enkelte.

”Tirsdag er der fx stationsdage, hvor vi tager ud på en bondegård og laver praktisk arbejde. Her hjælper eleverne med reelt arbejde, og på et tidspunkt vurderer bonden processen. Har de været gode til det, de skulle lave? Og kunne de finde ud af at samarbejde? Det hjælper dem til at blive meget mere selvstændige,” siger Kenneth, og forklarer, at flere af eleverne har udfordringer med at samarbejde. ”I starten kommer de til os voksne, når der er noget, de ikke kan finde ud af. Så foreslår vi, at de spørger en af deres kammerater, og stille og roligt bliver de mere og mere selvstændige. De lærer at tage vare på sig selv og at henvende sig til andre mennesker. Det er en lige så vigtig læring som at fodre heste og lære om naturfag,” siger Kenneth. I VILDMARKEN På flere ture ud i vildmarken overnattede pædagogerne i iglooer uden tag med udsigt til himlen, mens eleverne sov i lavoer (samiske tipier) ved siden af.

Studerende i praktikken Han har været rigtig glad for sit

praktikforløb, og han har lært rigtig meget. Noget af det han virkelig har taget til sig, er den modtagelse han fik i Norge, hvor der var plads til, at han kunne falde rigtig til. ”Den første måned skulle jeg bare observere. Undersøge, hvilke metoder de brugte, og hvordan de formidlede deres budskaber. Jeg talte ikke med i normeringen. Det er virkelig godt. Her så de på mig som studerende,” siger Kenneth, der fortæller, at selvom Norge og Danmark ligner hinanden rigtig meget, så er der udfordringer. Fx med sproget. Sproglig barriere I følge Kenneth, er sproget den største barriere, for det kan virkelig være svært at forstå hinanden, selvom norsk og dansk er meget lig hinanden. ”Hvis jeg nu havde været i Spanien eller i Rumænien, ville vi

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE

Vi stod på langrendsski med pulk, roede i kano, var ude i høj sol og minusgrader. Vi har bygget en halv igloo, gravet os lidt ned, og så lå vi der i vores soveposer under åben himmel og så nordlys.

have snakket engelsk sammen. Men her snakker vi sammen på vores egne sprog, og det har sine udfordringer. For nordnorsk kan virkelig være svært at forstå. Og de har svært ved at forstå dansk. Så jeg skandinaviserede mit sprog; så gik det lidt bedre,” siger Kenneth, der har skrevet om deltagelsesbarriere i sin afsluttende praktikopgave. Netop om forståelsen mellem ham og eleverne.

NATUR OG UDELIV Som en del af praktikken arbejdede Kenneth også med sit valgfag i Natur og udeliv. ”Det gav bare så god mening at lave noget sammen udenfor”..

”I januar stod jeg og snakkede i næsten 40 minutter foran en hel klasse. Indtil min vejleder kom forbi og fortalte, at de overhovedet intet forstod,” fortæller Kenneth med et grin.

Sov under åben himmel Som en del af praktikken har Kenneth også inddraget sit valgfag i Natur og udeliv. På de særlige stationsdage, hvor de var ude af huset, tog de ind imellem også ud i fjeldene eller andre steder i naturen. ”Det giver god mening for mange af vores elever, at det vi skal lære er anvendeligt. Pludselig giver det mening, fordi vi er ude i naturen. Vi stod på langrendsski med pulk, roede i kano, var ude i høj sol og minusgrader. Vi har bygget en halv igloo, gravet os lidt ned, og så lå vi der i vores soveposer under

åben himmel og så nordlys. Jeg har set nordlys mange gange. Både meget svagt, fordi det ikke har været koldt nok og så helt magisk, hvor det bare har spillet max. Fed oplevelse. Og ved siden af var eleverne inde i lavoen (et samisk telt), hvor de hørte højt musik. En fed blanding af en vild naturoplevelse og så elevernes dakkedakfest – helt ude i vildmarken,” siger Kenneth, der bestemt vil anbefale at tage mindst et halvt år til et andet land. ”Man lærer meget om både det andet land, dets kultur – og også om sit eget land. Og så er det

sundt at blive sat i en ny situation, som man ikke helt har styr på. Så kan du mærke på egen krop, hvordan fx udsatte mennesker har det, når de bliver flyttet ind i nye rammer,” siger Kenneth, og tilføjer: ”Og så får du en oplevelse for livet”.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE Af Mette Engberg-Sønderskov, adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen

Du forstår da heller ingenting! Kommunikativ difference som grundvilkår i pædagogisk praksis Stemningen bliver anspændt mellem Camilla og pædagogen, da Camilla henter Noah fra børnehaven. Hun har spurgt pædagogen, om der ikke snart kommer et ordentligt referat fra PLC-mødet. Pædagogen gentager, at det, der er skriftliggjort, allerede ligger på AULA, og at Camilla må snakke med lederen, hvis hun ikke finder referatet fyldestgørende.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE

I denne artikel vil jeg give et bud på, hvad der spænder ben for Camilla og pædagogen i ovenstående eksempel. Jeg vil også komme ind på, hvad vi kan gøre for at mindske misforståelser i kommunikation.

Den ene

Vi kommunikerer om noget Benedicte Madsen præsenterede i 2002 kommunikationstrekanten, som visualiserer fænomenet kommunikation. Den ene (a) snakker med den anden (b) om noget (c).

Sagen, emnet, indholdet

A C A

Den ene Kommunikation er altså kommunikation om noget. Og det noget er det, vi skal være nysgerrige på.

Det fælles tredje

C B

Den anden

Det tredje

Den anden

Madsen, Benedicte (2002): Kommunikationstrekanten – indhold, forhold og kontekst. I Løw og Svejgaard (red.) Psykologiske grundtemaer.

I fortællingen ovenfor genkender Camilla ikke Noah i referatet fra mødet. Hun spørger derfor pædagogen om et ordentligt referat. Pædagogen fortæller Camilla, at det Camilla efterspørger, allerede ligger på AULA. Hverken Camilla eller pædagogen er i situationen klar over, at de taler forbi hinanden.

Her opstår diskrepans mellem det noget, som den ene part (a) og den anden part (b) snakker om, så det såkaldte fælles tredje bliver splittet op i ca og cb. Camilla og pædagogen taler altså ikke om det samme, men det tror de, at de gør. Denne diskrepans er det, jeg kalder for kommunikativ difference.

Misforståelser og goddagmand-økseskaft Madsen skriver, at der kan opstå situationer, hvor man taler forbi hinanden, hvilket hun illustrerer i sin goddag-mands-økseskaftmodel.

Jeg vil argumentere for, at kommunikativ difference er et grundvilkår i al kommunikation.

Hverken Camilla eller pædagogen er klar over, at kernen i den voksende konflikt imellem dem handler om, at de ikke forstår hinanden. De taler forbi hinanden, selvom de tror, at de taler sammen.

Hvad er bænken? Vi er alle hver især præget af den viden og de erfaringer, som vi har gjort os hidtil. Dette er med

OM Mette Engberg-Sønderskov skov@via.dk Adjunkt, VIA Pædagoguddannelsen Mette er lærer og cand.pæd. i didaktik. Hun er videnmedarbejder i VIA Pædagogik og dannelse, forskningsprogram for Læring og it. Mette interesserer sig særligt for kommunikation, ungekultur, sociale medier og ikke mindst demokratisk og digital dannelse.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE

Og hvis vi ønsker at forstå den anden, må vi være optagede af at reducere forskellene og forsøge at finde ud af, hvad den anden i virkeligheden mener

til at påvirke vores forståelse af verden, og sproget er broen til vores omverden. Forskellige professioner forbinder eksempelvis ting, begreber eller fænomener med noget forskelligt. Fx vil pædagogen, designeren og fodboldspilleren sandsynligvis forbinde noget vidt forskelligt med ordet bænken. Pædagogen vil måske forestille sig et klassisk bord og bænkesæt i træ, der findes på diverse legepladser. Designeren vil måske tænke på form, materialer, funktion og udtryk. Mens fodboldspilleren måske forbinder ordet med noget negativt, hvor man ikke får mulighed for at spille med i kampen. På samme måde forstår pædagogen og Camilla noget forskelligt ved de ord, de bruger. Reduktion af den kommunikative difference Når vi kommunikerer med andre, skal vi derfor være bevid-

ste om den kommunikative difference. Og hvis vi ønsker at forstå den anden, må vi være optagede af at reducere forskellene og forsøge at finde ud af, hvad den anden i virkeligheden mener, for at vi kan nærme os hinanden. I fortællingen har Camilla længe oplevet, at Noah er udfordret på struktur og opmærksomhed, og derfor ønsker hun ham udredt. Pædagogerne i børnehaven ople-

ver faktisk de samme udfordringer hos Noah, men Camilla føler sig ikke mødt i sin frustration og bekymring. Herudover forstår hun ikke de fagtermer, der er brugt i referatet til PLC-mødet. Tilsammen giver det Camilla en følelse af, at pædagogerne ikke forstår hverken hende eller hendes søn. Pædagogen på sin side føler sig angrebet på sin faglighed. Hun ønsker at hjælpe Camilla,

men føler sig bebrejdet og misforstået. Hun er irriteret over, at Camilla igen og igen spørger efter et referat, der er skrevet og lagt på AULA. Hverken Camilla eller pædagogen er klar over, at kernen i den voksende konflikt imellem dem handler om, at de ikke forstår hinanden. De taler forbi hinanden, selvom de tror, at de taler sammen. Der er behov for at reducere den kommunikative difference, førend samarbejdet kan være konstruktivt. Accept og nysgerrighed For at reducere den kommunikative difference, må vi have en accept af, at vi aldrig kan finde frem til én objektiv virkelighed, fordi vi hver især oplever verden subjektivt. Vores oplevelse af verden, virkeligheden og sandheden er påvirket af, hvem vi er, og hvad vi har oplevet indtil nu. Vi har så at sige subjektive briller på, når vi spadserer ud i den store vide verden.

I accepten af den frustrerede præmis, at vi aldrig vil være i stand til at have præcis samme oplevelse som andre, kan vi blive i stand til at være åbne for og nysgerrige på andre menneskers virkeligheder. Og det er den øvelse, der er grundlæggende i den professionelles kommunikation. Vi må simpelthen øve os i at få øje på de forskelle, der er i vores virkelighedsopfattelser, samt i vores tolkninger af ord og fænomener, for at kunne øge forståelsen mellem os.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE Af lektor Mine Rasmussen, lektor Thomas Linde-Bech, lektor Peter H. Frostholm ved VIA Pædagoguddannelsen og stud.pæd.psyk. Anne Cecilie Gam Jessen

Det går ikke som planlagt,

og det er lige, som det skal være Projekt ’Pædagogik med hjertet forrest’ har vist, hvordan der er meget at vinde, hvis vi tør slippe en del af styringen. Når vi giver slip – også i projektledelsen – kan vi være mere lydhøre overfor det, der rører sig i både praksis og forskning. Det giver måske mere rod og besvær, men det giver også projekter, der arbejder med det, der lokalt og aktuelt forekommer mest vedkommende. Pædagogik med hjertet forrest Projektet ’Pædagogik med hjertet forrest’ har en ambition om at udvikle kvaliteten i relationen mellem pædagogen og barnet i kommunens dagtilbud. Foruden denne grundambition udviklede et af projektets to involverede dagtilbud et fokus på at udvikle de overgange, der findes i hverdagens rutinesituationer. Det andet dagtilbud ønskede at undersøge pædagogens rolle i

børnenes selvinitierede leg. Det betyder, at der kan opstå stor forskellighed i et aktionsforskningsprojekt som vores. Derfor skal man kunne rumme uforudsigeligheden og også det potentielle rod i et sådant projekt. Aktionsforskning At anvende aktionsforskning som undersøgelsesmetode er meget populært for tiden. Her bedrives forskningen så tæt på

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE

den udøvede praksis, at praktikerne fungerer som medforskere. Der tages udgangspunkt i eksisterende praksis, der på baggrund af teoretisk begrebssætning, forandres og udvikles. Aktionsforskningen indeholder et demokratisk element, da det i høj grad er praksis, der på baggrund af en fælles rammesætning, definerer det konkrete fokus. Samtidig er et aktionsforskningsprojekt altid lokalt forankret, så der arbejdes med det, der er mest meningsfuldt for det enkelte dagtilbud. Alt dette udgør gode argumenter for at anvende aktionsforskning, og disse bærende principper i metoden tiltaler os helt umiddelbart og intuitivt. Undervejs er det blevet tydeligt for os, hvilke styrker der er forbundet med metoden, og samtidig hvilke særlige komplikationer vi også kan møde. Aktionsforskningen fordrer medforskere, der læner sig ind i projektet og som bliver givet

tid til deltagelse. Sådan er virkeligheden dog ikke altid. I mødet med den konkrete virkelighed er det nemlig indimellem som om den idealistiske soufflé falder lidt sammen, og der kommer rod i køkkenet. Vi vil med denne artikel kort beskrive det elskelige rod, som har været en følgesvend i vores aktionsforskningsprojekt. En rodet start Forud for projektet havde projektgruppen et opstartsmøde med de to ledelsesteams fra de to involverede dagtilbud. Bagefter ville vi også gerne mødes med pædagogerne. Efter mødet med ledelserne syntes vi, at vi havde kommunikeret dette budskab tydeligt. Vi blev derfor overraskede, da det ene af de to ledelsesteam heller ikke til næste møde havde taget repræsentanter fra personalet med. Vi måtte stille os spørgsmål som: Havde vi ikke været klare nok i vores afstemning i forhold til

Anne Cecilie Gam Jessen ukeac@outlook.dk

Mine Rasmussen msr@via.dk

Peter Hornbæk Frostholm phf@via.dk

Thomas Linde-Bech thbl@via.dk

Pædagog og kandidatstuderende ved Pædagogisk Psykologi på DPU, Aarhus Universitet.

Lektor og studievejleder ved VIA Pædagoguddannelsen.

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og blandt andet optaget af forskningsmetode og -etik.

Optaget af børns leg, fællesskaber, læreplanstemaernes udfoldelse i praksis, relation mellem barn og voksen, institutionslogikker, samt ledelse og organisering af pædagogisk praksis.

Mine er særligt optaget af dagtilbudspædagogik og af læreprocesser i praksissituationer.

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og blandt andet optaget af legen, børns perspektiver og dagtilbuds-indretning i forhold til dette.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÅ OPDAGELSE I DET USIKRE

vores forventninger? Eller havde de ikke haft tid? Havde de glemt det? Spørgsmålene hobede sig op på vores side af bordet, og forvirringen var givetvis ikke mindre på den anden. Det skulle dog vise sig, at misforståelserne kun lige var begyndt. Mere rod – og en værdifuld gevinst Da vi ankom for at lave observationer i institutionen, var stuepædagogen ikke til stede. Vi blev også forundrede over, at der i det aftalte tidsrum var planlagt en del aktiviteter for børnene.

Dette, mente vi, var i modstrid med grundlaget for vores observationer, der skulle have fokus på pædagogernes fordeling af tid mellem børn i deres selvinitierede leg. Igen måtte vi spørge os selv, hvor præcise vi havde været i kommunikationen. Hvordan kunne vi have så forskellige opfattelser af, hvad der skulle ske? Misforståelserne gjorde, at vi måtte gå et skridt tilbage og prøve at finde kilden til dem. Vi blev sammen nysgerrige på, hvordan pædagogerne i

institutionen skelner mellem aktiviteter og leg. Det blev en spændende dialog, hvor både forskere og praktikere fik lejlighed til at drøfte vilkårene for den selvinitierede leg i praksis. Diskussionen ledte til, at pædagogerne i institutionen ville eksperimentere med at engagere sig i de lege, som børnene selv satte i gang. På den måde førte rod og misforståelser til faglige samtaler, der igen endte med at sætte en retning på aktionsforskningsprojektet. Rodet gav gevinst!

Forforståelser og virkelighed Det dagtilbud, der ønskede at fokusere på overgange og rutinepædagogik, havde først en forventning om, at vi som forskere skulle lave observationer på situationen i overgangen fra leg til håndvask og efterfølgende middagsmåltid. De havde erfaringer med, at situationen kunne være vanskelig. Da vi gennem noget tid havde haft fokus på denne overgang, stod det dog klart, at vi ikke kunne få øje på de forventede vanskeligheder. Dette skabte frustrationer både ved pædagogerne og forskerne, for vi

Eksemplet viser, hvordan et aktionsforskningsprojekt hele tiden må være lydhør overfor det, der rører sig i praksis, og dermed være parat til at ændre strategi, så projektet hele tiden arbejder med det, der lokalt og aktuelt forekommer mest vedkommende.

mistede for en stund meningen med det fælles projekt. I samspil med personalegruppen valgte vi at ændre fokus til en anden overgangssituation. Nemlig det, der foregår efter måltidet, hvor børnene går i garderoben, tager overtøj på og går på legepladsen. Eksemplet viser, hvordan et aktionsforskningsprojekt hele tiden må være lydhør overfor det, der rører sig i praksis, og dermed være parat til at ændre strategi, så projektet hele tiden arbejder med det, der lokalt og aktuelt forekommer mest vedkom-

mende. De særlige arbejdsbetingelser betyder, at projektet hele tiden er levende og i bevægelse, og kræver en konstant afstemning og dialog mellem praksis og forskere. Det betyder også, at et aktionsforskningsprojekt i sin natur er ustyrligt, uforudsigeligt og kaotisk – med andre ord: Et elskeligt rod! Processen medfører stik- og omveje, som fører projektet i andre retninger, end vi troede. Og det er måske endda selve projektets DNA. Derfor omfavner vi dette rod som en helt særligt undersøgelses- og uddannelsespraksis.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

SPIDS PEN Af: Lene Tanggaard, ph.d., rektor for Designskolen Kolding og professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet, Institut for Kommunikation og Psykologi

Når man finder guld midt i rodet Vi bliver nødt til at tage vores rod alvorligt – ja, måske elske det, siger Lene Tanggård. Og så mener hun i øvrigt, at vi skal lave vores kreativitetsmodeller om. Det må begynde i en rodet virkelighed.

For nogle år siden skrev jeg et kapitel om kreativitet med titlen Rod. Eller det vil sige, kapitlet hed Mess, og det figurerer i bogen Creativity – A New Vocabulary. Kapitlet, der er skrevet med Tue Juelsbo, er inspireret af blandt andre lektor Ulla Ræbild, der i sin Ph.d.afhandling beskriver, hvordan modedesignere arbejder på andre måder, end mange designmetoder foreskriver. De arbejder ikke nødvendigvis lineært med idégenerering, prototyper og

giver os et hint om, hvordan landskabet kan se ud, men enhver, der har prøvet at følge et kort eller en GPS ved, at man kan blive overrasket. Måske er kortet ikke opdateret. Måske har landskabet forandret sig. Måske har kortet ikke afsløret alt det, der er værd at fornøje sig med undervejs og heldigvis for det. En komplet kortlægning af verdens kringelkroge lyder kedsommeligt og skræmmende.

implementering, som designtænkningsmodellerne lærer os. Men snarere langt mere rodet. Deres arbejdsprocesser er med andre ord mere mudrede, end mange metodekort og modeller giver indtryk af. Kortet er ikke landskabet Rodet er virkeligheden så at sige. Det handler ikke om, at modedesignere ikke har styr på deres arbejdsprocesser, men det viser, at kortet ikke er landskabet. Modeller og metodeforskrifter

Foto: Agnete Schlichtkrull

Et kreativt forsøg på at få hold på virkeligheden Noget helt andet er, at tænkning og menneskelig handlen ikke kan beskrives fyldestgørende med lineære modeller. Vi er nemlig ikke maskiner, og vores tænkning fungerer ikke primært ud

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

SPIDS PEN

Måske har kortet ikke afsløret alt det, der er værd at fornøje sig med undervejs og heldigvis for det. En komplet kortlægning af verdens kringelkroge lyder kedsommeligt og skræmmende.

fra en mål-middel rationalitet, som den amerikanske pragmatist John Dewey har betonet det. Nok lægger vi planer og får idéer, men ofte støder vi ind i virkelighedens konkrete udfordringer, ressourcer og begrænsninger. Derfor er vores tænkning bedst forstået som et kreativt forsøg på at få hold på denne virkelighed, så det bliver muligt at handle adækvat. At tage rodet alvorligt Vi er altså nødt til at tage rodet alvorligt – vi skal måske ligefrem lære at elske det. Modedesignere laver skitser. De undersøger materialer. De spørger brugerne. De skal tænke i forretningsmodeller. De søger inspiration. De taler med kollegaer, og de skal være omkostningsbevidste og tænke i genanvendelse og materialets belastning på miljøet. Faktisk tyder noget på, at vores design- og kreativitetsmodeller skal skrives om. De bygger nemlig i stor udstrækning på en

ret kognitiv idé om, at kreativitet begynder med brillante ideer, der så blot skal testes og implementeres. Hvilket dels ikke yder tænkningens konkrete praksis megen retfærdighed, dels ser vi en helt anden virkelighed vokse frem i øjeblikket. Eksperimenter og muligheder Når jeg taler med designerne på Designskolen Kolding, fortæller de, at den kreative proces i dag sjældent begynder med idéer eller problemløsning. Men snarere i en afsøgning af materialets muligheder. Det skyldes især hensyn til bæredygtighed, hvor materialebegrænsninger og materialets muligheder bliver afsættet snarere end luftige idéer født i et fatamorgana. Så mens jeg på et mere teoretisk plan har arbejdet på en sociomateriel model til forståelse af kreativitet, hvor materialets modstand ses som en helt afgørende og en integreret del af den kreative proces, så tyder noget

nu på, at det er materialets muligheder, der bliver afsættet for designprocessen. Vi må finde guldet i den rodede virkelighed Vi må gøre noget med det, vi har, og vi er nødt til at lære at elske materialer, der ikke belaster klimaet. Det har og skal selvsagt have betydning for modellerne, teorierne og for pædagogikken. I stedet for hele tiden at opfinde noget nyt, så skal vi lære at stå i rodet og finde guldet der. Vi skal også lære at tænke og handle anderledes. Det må begynde i en rodet virkelighed.

Foto: Peter Leth-Larsen

OM Lene Tanggaard Hun er ph.d., rektor for Designskolen Kolding og professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet, Institut for Kommunikation og Psykologi. Lene er blandt meget andet aktuel med ’Sidste chance – nye perspektiver på dannelse’, som hun har redigeret sammen med Svend Brinkmann og Thomas Astrup Rømer. Hun har også sammen med Noomi Matthiessen bidraget med et kapitel i ’Mod i pædagogikken’.

Pædagogisk Extrakt nr. 20

Articles inside

Når man finder guld midt i rodet

Min børnehave er et sted i verden må jeg se din børnehave?

Man skal turde at gøre noget gakket

2.000 km hjemmefra

Det går ikke som planlagt, og det er lige, som det skal være

Mennesket er motiveret

Frygt for sjov – om rekreativ frygt og det sunde gys

Kunsten at lade det ustyrlige være ustyrligt

Den faste streg: SFO Sofie

Tæmningens og frihedens pædagogik

Redaktørens klumme

Hej din gamle kælling

Mod i pædagogikken

Drømmen om ’Det der virker’

Livet er en virkelighed, der skal opleves

Teater gør en forskel

Leder