Tæmningens og frihedens pædagogik

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

Af Niels Jakob Pasgaard, lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

I denne artikel argumenteres der for, at pædagogik ikke handler om at gøre børn parate til en allerede kendt fremtid, men om at indvie dem i en verden, der stadig forandrer sig, og som børn kan bidrage til at forny.

Tæmningens pædagogik

Indenfor de seneste årtier har pædagogikken været stærkt påvirket af nye dagsordener, der sigter mod at effektivisere de pædagogiske indsatser. Pædagogik og undervisning er ikke billig – og argumentet er, at vi som samfund må sikre os, at vi får nok for skattepengene.

De politiske intentioner om effektivisering viser sig blandt andet i øgede krav om dokumentation og evaluering. De viser sig også i den pædagogiske forsknings øgede fokus på at skabe viden om, hvad der virker. Og endelig viser de sig i stadig tydeligere krav om, hvad børn – særligt skoleelever – skal kunne på forskellige stadier i deres liv: Vi må have tydelige læringsmål, effektive metoder og målbare resultater. Som Robert Mager, en amerikansk behaviourist, hvis tanker kan ses som en slags forløber til den hjemlige læringsmålstyring, skrev i begyndelsen af 1960’erne: ”Vel, men hvis De underviser i færdigheder eller kundskabsstof, som ikke kan måles, så er De i den akavede situation ikke at være i stand til at bevise, at De overhovedet lærer noget fra Dem”.

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

Pædagogik bør derfor ikke handle om at gøre barnet parat til noget på forhånd bestemt, men om at indvie det i en verden, der stadig forandrer sig, og som barnet kan bidrage til at forny.

Dokumentation og målbare resultater

Måske kender man det som pædagog. Man afkræves svar på, hvad børnene får ud af det, man gør: Hvordan bidrager en bestemt leg til børnenes sprogudvikling? Hvordan understøtter en tur i skoven børnenes science-kompetencer? Der må være et tydeligt mål, og der må være grundige overvejelser over, hvordan en aktivitet bidrager til målets opfyldelse, og så må der naturligvis dokumenteres og evalueres, og der skal helst være målbare resultater. Ellers er det bare tilfældigt, hvad der foregår.

Hele denne bevægelse, der sigter mod at effektivisere pædagogikken gennem tydelige mål, effektive metoder og dokumentation af målbare resultater, er udtryk for en ganske bestemt forståelse af, hvad pædagogik er: Den hviler på en idé om, at pædagogik handler om at forberede barnet på en fremtid, vi allerede kennoget om, hvad vi selv har haft gavn af at vide og kunne, men vi ved ikke alt. Pædagogik bør derfor ikke handle om at gøre barnet parat til noget på forhånd bestemt, men om at indvie det i en verden, der stadig forandrer sig, og som barnet kan bidrage til at forny.

At begynde med spørgsmålet

Hvis man vil forfølge den forståelse af pædagogikken, må man lægge ambitionen om de klare mål, de effektive metoder og de målbare resultater til side. I ste-

der. Jeg kalder det ’tæmningens pædagogik’. Formålet bliver at tæmme barnet, så det kan klare sig i en verden, der også er gjort tam. Barnet må gøres fremtidsparat: Læringsparat, skoleparat, uddannelsesparat og arbejdsmarkedsparat. Det klinger i statens kasseapparat.

Frihedens pædagogik

Men hvem er vi til at sige, hvordan fremtiden ser ud? Eller til at sige, hvad den kræver af barnet? Jo, vi ved ganske vist noget om den verden, vi er i, og vi ved

OM

Niels Jakob Pasgaard njpa@via.dk

Lektor på pædagoguddannelsen Niels Jakob Pasgaard er forfatter til flere bøger og artikler om pædagogik og dannelse, senest med bidrag til antologien ’Sidste chance – nye perspektiver på dannelse’.

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

det må man insistere på pædagogikken som et frihedens rum, der giver plads til både barnets og verdens frie tilblivelse. Den belgiske filosof Jan Masschelein har skrevet om skolen som ’suspension’. Suspensionen er en slags pause fra omverdens krav og forventninger. De fakta og den viden, der trækkes ind i skolens rum bliver til et stof, der kan vendes, drejes og undersøges fra utallige perspektiver: London er ikke blot hovedstad i England, men tusind andre ting, der viser sig, når man begynder at spørge; hvorfor er London Englands hovedstad? Hvem bor der? Hvordan lever de? Hvordan ser der ud i London? På samme måde bliver de børn, der træder ind i skolen, til elever, der skal løftes (eleveres) ind i deres plads i verden: Hvem er jeg i denne verden? Hvem er jeg med mine kammerater? Hvem er jeg i min familie? I mit land? På fodboldbanen og i SFO’en? Hvem vil jeg være? Frihedens pædagogik begynder således ikke med et tydeligt mål. Den begynder derimod med et spørgsmål. Hvad er verden, og hvem er jeg? Hvad vil jeg gerne have verden til at være – og hvem vil jeg gerne selv være?

Et åbent og spørgende forhold til verden

Pædagogens opgave er at hjælpe børnene med at finde svar på disse eksistentielle spørgsmål, men også, og ikke mindst, at hjælpe dem med at holde spørgsmålene åbne. Det er pædagogikkens grundlæggende formål at lære barnet at stå i et åbent og spørgende forhold til verden og til sig selv. Derfra kan det gå alle veje; hvem ved, hvilke svar barnet finder frem til, og hvem ved, hvilke nye spørgsmål der rejser sig. Hvem ved, hvilke mennesker de bliver til, eller hvilken fremtid, de skaber sammen.

Det er ikke sikkert, at en frihedens pædagogik kan betale sig på den korte bane. Men derfor kan den godt vise sig at være det hele værd.

Frihedens pædagogik begynder således ikke med et tydeligt mål. Den begynder derimod med et spørgsmål. Hvad er verden, og hvem er jeg?