Gør en forskel
VIA Pædagoguddannelsen
Nr. 22
VIA University College
Gør en forskel
VIA Pædagoguddannelsen
Nr. 22
VIA University College
TEMA: Faglige strømme og drømme
INDHOLD
Tankebobler
22 Den faste streg: SFO Sofie
23 Patricia er født i et fængsel
26 Ånden fra JYDSK, bind 2
Hvor skal vi hen, du?
28 Da udelivspædagogikken ikke var til diskussion
32 Studerende henter inspiration på Island
37 Rejs ud – du vil aldrig fortryde det!
38 Lad os falde noget mere
Drømme om frihed og musik
41 Min verden, mine regler, eller hvad?
44 Musik som meningsfuldt samvær
48 Rapmusikken giver muligheder Spids pen
51 Pædagogisk superpower i skyggen
Redaktionsansvarlig
Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk
Layout Lene Schaarup lens@via.dk
Illustration Freja Oldrup frejaoldrup@gmail.com
instagram: @frejaoldrup
Emei Olivia Burell oburell@gmail.com emeiburell.tumblr.com
Journalist Hanne Duus hd@via.dk
Produktion VIA kommunikation, studieliv og Internationalisering – 2023
ISSN:2246-7920
5
Når man er optaget af pædagogisk arbejde og pædagogisk udvikling, skal der være mange faglige drømme – og der skal være et fokus på de faglige strømme – nationalt og internationalt.
Drømme om fremtiden
Det er min drøm, at både uddannelsen og professionen kan blive styrket på måder, så pædagogernes betydning for nutidens mennesker og fremtidens samfund står endnu tydeligere for endnu flere.
Jeg drømmer om nyuddannede pædagoger, der står med en solid viden, værdier og handlekompetence, når de træder ind i deres første job.
Jeg drømmer om uddannede pædagoger, der har lyst og tid til at udvikle deres kompetencer både i de fællesskaber, de indgår i og i de stadig mere komplekse opgaver, de løser.
Jeg drømmer om en generel forståelse for, at vi har brug for at styrke det pædagogiske felt med udvikling, anvendt forskning, innovation og grundforskning – og med blik for alle målgrupper og alle professionsområder.
En stærkere profession
De faglige strømme står ikke i direkte modsætning til de faglige drømme. Men der var ingen grund til store faglige drømme, hvis alle faglige strømme var som brusende elve, der løb igennem landskabet.
Jeg savner en solid faglig strømning, der kan understøtte udviklingen af en fremtidssikret pædagoguddannelse.
Jeg håber på, at nye faglige strømme kan give professionen et stærkere udtryk – så alle børn, unge og voksne i særligt udsatte positioner oplever at blive set, hørt og kan deltage i meningsfulde fællesskaber.
Et videnkredsløb af faglige strømme
Det er mit håb, at Partnerskab for børneforskning, der lige nu skal forestå en langsigtet styrkelse af pædagogisk forskning rettet mod vores mindste børn, kan resultere i en stærk faglig strøm – og at arbejdet i partnerskabet også kan blive til et forbillede for styrkelse af pædagogisk forskning rettet mod andre af pædagoguddannelsens målgrupper.
Danmarks største profession – den pædagogiske – har brug for faglige strømme, der ikke løber ud i sandet, tørrer ud i ørkesløse kampe mellem faglige (ens)retninger eller løber bagud til tider og traditioner, som ingen nutidige eller fremtidige mennesker kan se sig i.
De faglige strømme skal bruse i et videnkredsløb, hvor profession, uddannelse og forskning interagerer og gensidigt forpligtiger sig på fælles forsknings- og udviklingssamarbejder.
Det giver dette nummer af Pædagogisk Extrakt nogle fine eksempler på.
God
læselyst Af Susanne Tellerup sute@via.dkUddannelsesdekan for VIA Pædagoguddannelsen
Dette nummer af Pædagogisk Extrakt afsluttes med Mikkel
Snorre Wilms Boysens ord om pædagogisk superpower. Jeg vil starte på samme note. For pædagogisk superpower er en kraftfuld understrøm, der løber i vores samfund. Som en flod, der forgrener sig og skaber livsgrundlag, frodighed og sammenhæng mellem forskellige dele af landskabet. Den løber i mit liv. I dit. I vores venners liv. Og i vores børns liv. Den har stor betydning, men alligevel er den ofte upåagtet. I hvert fald så længe floden flyder.
Pædagogerne i vores liv får sjældent stor opmærksomhed eller æren for ret meget. Men de er en del af fundamentet. Til tider
er de endda livliner og redningskranse. De arbejder der, hvor livet udspiller sig. I hverdagen. Det er også der, de udøver deres superpower.
pædagog, der heppede på mig, når jeg kravlede lidt højere op i træet, eller når jeg lærte at flyve lidt længere, fordi jeg fik timet afsættet fra gyngen helt rigtigt.
med. At de forvandlede ulmende konflikter til fællesskaber. At de lærte os at kæmpe sammen i stedet for mod hinanden.
faglighed en plads i solen. Vi folder den ud og viser den frem.
I dag ved jeg, at pædagogerne i mit liv ofte var afgørende for, at jeg og mine venner kom med eller videre på en god måde.
Når jeg faldt i børnehaven, og mine knæ blødte, var det en pædagog, der samlede mig op, børstede gruset af mig, rensede såret og satte plaster på. Men det var også en pædagog, der sendte mig tilbage til legepladsens vilde leg. En pædagog, der lærte mig alt fra at fløjte med et græsstrå til at læse rummet og tage hensyn til andre. Det var en
Pædagogerne var der, da jeg blev større, og nogle ting blev sværere. De var sikkerhedsnettet, som fangede et bristet teenagehjerte i frit fald. De var mæglere og diplomater, når bølgerne gik så højt, at jeg og mine kammerater havde mistet grebet, og konflikterne virkede uløselige. Nogle gange stillede pædagogerne sig i frontlinjen, og så kunne vi rette vores vrede mod dem. Vi opdagede ikke, når pædagogerne på den måde umærkeligt omdannede umuligheder til udfordringer, som vi turde tage livtag
Pædagogikken gør sjældent væsen af sig – alligevel er den kraftfuld og helt afgørende for den enkeltes muligheder og samfundets sammenhængskraft. Den er kendetegnet ved at være til for den andens skyld – men også for os allesammen. Den er fundamentet for et demokratisk samfund. Den pædagogiske faglighed er kompleks, kan aldrig være sikker – men sætter rammer og giver plads – ikke mindst til tvivl og forskellighed.
I dette nummer af Pædagogisk Extrakt giver vi pædagogers
Vi synes måske, at lidt for mange har taget den for givet lidt for længe. Og måske er det ved at være samfundets tur til at stikke pædagogerne en redningskrans og skabe muligheder for den pædagogiske superpower.
Præcist som pædagogerne i mange år har gjort for os allesammen.
Erika Zimmer Brandt ezb@via.dkLektor ved VIA Pædagoguddannelsen og redaktør af Pædagogisk Extrakt Følg os også på Facebook og Instagram og kom med idéer til temaer, vi skal tage op. Har du selv en vigtig historie at fortælle, så tøv ikke med at kontakte os!
Glæd dig også til det kommende temanummer
Efterår 2023: Pædagogik for hvem? Om forskellighed og fællesskaber
Lyt også til vores podcast her
– eller hvorfor god pædagogik handler mere om at stille spørgsmål end om at være sikker.
I mange fag og professioner består faglig dygtighed i, at den, der udøver sit fag, er effektiv og præcis. Når vi fx går til mekanikeren med vores bil, så kan vedkommende identificere, at det er tandremmen, den er gal med – at det er dét, der er problemet eller tilfældet. Og fordi mekanikeren er i stand til at finde ud af, at det lige præcis er dét, der er sagens kerne, så kan han også præcist pege på, hvad vi kan gøre ved det. En god mekaniker er en effektiv mekaniker.
Kan man forestille sig en effektiv pædagog? En der helt præcist kan fortælle, hvad tilfældet er? Og som lige så præcist kan
angive, hvad vi gør ved det? Jo, det kan man nok godt. Måske har du mødt én, der helt skråsikkert altid gør det, der efter hendes eller hans mening skal til. Måske er du stødt på et bestemt koncept eller en metode, som er stærkt handlingsanvisende. Idealet om den effektive pædagog lever i bedste velgående.
Sikkerhed er et forfejlet ideal Vi er uenige. Vi påstår, at det er et forfejlet ideal. Vi vil gå så langt, at vi siger, at skråsikkerhed, hvad enten den baserer sig på erfaring eller på koncepter og metoder, ikke hører hjemme i pædagogik.
Vi ved af erfaring, at der altid er en begyndelse på udvikling af faglighed. At man bliver indviet i, hvordan man skal være som pædagog, når man kommer som ny på en institution. Man skal jo lige finde ud af, hvad det går ud på, hvordan man gør, og lytte til de gode grunde som de erfarne og vidende pædagoger har. Vi ved også af egen erfaring, at begreber og viden kan være et godt grundlag for at opbygge en forståelse af, hvad der er tilfældet, og af hvad vi kan gøre ved det.
Både erfaring og viden er gode at have – men de to alene gør det ikke. Jean Jacques Rousseau formulerer i bogen Èmile. Eller om opdragelsen, der udkom i 1762, den moderne pædagogiks vilkår. Han skrev: ’Man kender ikke barndommen. Jo længere man kører videre med de forkerte forestillinger, man har, des mere farer man vild ...’
Det, der skal tilsættes, er tvivlen og en åbenhed for, at der kunne være noget, man må afsøge og blive klogere på. Kunne det forstås anderledes? Hvad er det egentlig, vi vil opnå? Hvem er du? Er det her god pædagogik?
Hvad er god pædagogik? Spørgsmålet om god pædagogik er ikke til at komme udenom. Ved at bruge ordet god indsætter vi en værdi. Vi vælger ikke værdien effektivitet, der handler om, hvordan vi kommer fra A til B. Vi spørger efter, hvad der pædagogisk set er godt. Hvad er – eller kunne være – betydningsfuldt, vigtigt og meningsfuldt fra et pædagogisk perspektiv.
Har pædagogik da et perspektiv, spørger du måske. Ja, siger vi, pædagogik udgør et perspektiv. Når vi handler pædagogisk, er alt ikke lige godt. Pædagogik vil noget med nogen. Og dette noget kan hverken være tilfældigt eller udtryk for, hvad vi nu
Jan Jaap Rothuizen jjr@via.dk
Ph.d. og docent ved VIA Pædagoguddannelsen.
Jan Jaap Rothuizen er forskningsleder ved program for Etik og dannelse, VIA Pædagogik og Dannelse.
Line Togsverd ltog@ucsyd.dk
Ph.d. og docent ved UC Syd.
Line Togsverd er forskningsleder ved program for pædagogik og pædagogisk arbejde, UC Syd.
Vi vil gå så langt, at vi siger, at skråsikkerhed, hvad enten den baserer sig på erfaring eller på koncepter og metoder, ikke hører hjemme i pædagogik.
lige synes på en solskinsdag. Man forpligter sig på et fag og en tradition, der rummer nogle værdier, som man skal tage vare på, hvis man vil kalde sin praksis pædagogisk.
Som pædagog deltager vi i et projekt – vi kalder det det pædagogiske projekt – som tager udgangspunkt i to principper. Det ene princip siger, at barnet – den anden – har muligheder. Når man er pædagog, må man tro på, at den anden kan og vil udvikle sig. Men også forholde sig til, at vi ikke på forhånd kan vide til hvem eller, hvordan vedkommende vil udvikle sig. Det er et åbent spørgsmål, som den anden
selv skal være med til at besvare. Det andet princip siger netop, at den anden selv skal på banen, og derfor må pædagogikken være en opfordring til selvvirksomhed. Man kan sige, at pædagogik er pædagogisk, når den sigter på den andens selvbestemmelse.
God pædagogik får altså den anden til selv at komme på banen. Men det sker altid i omstændigheder og under vilkår, som den anden ikke selv er herre over. Tag bare Magnus, der lige er startet i vuggestue. Han har ikke selv valgt sine forældre, Danmark som sit fødeland, 2020 som det år han blev født i, dansk som modersmål, Mariehønen
som vuggestue og dig som pædagog. Han har heller ikke selv valgt, at der er fiskefrikadeller på menuen i dag eller, at han skal være på samme stue som Asta og Selma. Alt det, som Magnus ikke selv har valgt, er med til at forme ham til at åbne verden for ham. En verden han skal finde sin egen plads i, men også være med til at forme.
At sætte rammer og give plads Pædagogen står derfor i et spændingsfelt. Pædagogen er med til at forme Magnus, og skal gøre det på en sådan måde, at han fortsat har muligheder og selv kan komme på banen, også på måder, der kan komme bag på
Om projektet Pædagogisk Extrakt podcast har udgivet to episoder, hvor Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen uddyber deres tanker om pædagogik. Dem finder du her Læs også
Rothuizen, J. J og Togsverd L. (2023) Det pædagogfaglige miljø. Et uenighedsfællesskab. Hans Reitzels Forlag.
Rothuizen, J. J og Togsverd L. (2020) Det pædagogiske projekt. Om at udøve, undersøge og udvikle pædagogisk praksis. Hans Reitzels Forlag.
Man forpligter sig på et fag og en tradition, der rummer nogle værdier, som man skal tage vare på, hvis man vil kalde sin praksis pædagogisk.
hans forældre eller pædagogen selv. Det er ikke ligetil at balan cere spændingsfeltet mellem at forme og sætte rammer og give plads, og det er ikke gjort én gang for alle. Faktisk melder spændingsfeltet sig mange gange i løbet af en dag.
Når Magnus kommer om morgenen og har brug for sutten og en pædagogs skød for at komme sig over, at far er gået, men også – på et passende tidspunkt og på en god måde – skal aflægge sig skød og sut for at komme videre og ind i dagen. Når Jens, der skal i sproggruppe liiige leger så godt med sin nye ven. Når Benjamin ikke vil have, at der skal tages hensyn til ham bare fordi, han har ADHD. Når Marie ikke kan overskue at komme ud ad døren, selvom pædagogen ved, at hun vokser og får mere tillid til sig selv og verden, når hun kommer afsted. Eller når Ellen, der har demens, er sur og vred over at hendes afdøde mand ikke kom
mer i dag. Pædagogerne skal sætte rammerne, så den anden kan komme på banen, overraske og vise sig at være, kunne og ville andet, end vi havde tænkt. Som pædagog har du et pædagogisk ansvar. Du må tage dig af den andens muligheder, for at forbinde sig med verden. Det er det pædagogiske projekt. For at kunne stå i det, fordrer det, at du kender til det. At du kan stå inde for værdierne og gøre projektet til dit eget. At du sætter en ære i at spørge: Hvad er god pædagogik i forhold til Magnus i dag? I forhold til Jens, Benjamin, Marie og Ellen og alle de andre mennesker vi får mulighed for at støtte og slå følge med på deres vej.
Spørgsmål og tvivlens nådegave Når faglighed ikke er givet i form af en sikker viden om, hvad der er tilfældet og hvad vi så gør ved det, må vi være gode til at spørge: Kunne det tænkes, at min umiddelbare forståelse af, hvad der er tilfældet og hvad vi
skal gøre ved det, ikke er den eneste mulige? Kunne vi også forstå Magnus, Jens, Benjamin, Marie og Ellen på en anden måde? Kunne man gøre noget andet i forhold til dem, end det vi gør nu?
Man kan komme et stykke ad den vej selv, især når man har erfaring og viden, som man bruger i tvivlens tjeneste. Alligevel er der grænser for, hvor langt man kan komme med det, for du kan ikke vide alt. I sidste ende er du bundet af dit eget perspektiv, din egen erfaring, din viden. Din kollega har måske et andet perspektiv, en anden erfaring, en anden viden. Når vi er to, har vi mulighed for at være uenige og se noget forskelligt, og i et fagligt fællesskab er det en anledning til at undersøge sagen nærmere. Bare det, at vi udveksler oplevelser, erfaringer, fortolkninger og handlinger med hinanden bidrager til, at vi får undersøgt sagen nærmere. Kan
dét være på spil? Eller måske dét? Eller begge dele på én gang? Forskellige perspektiver bidrager til, at vi bliver klogere. Sammen kan vi komme frem til en indkredsning af, hvad der kunne være tilfældet, og hvad, vi kunne gøre ved det for at der kan være tale om god pædagogik. Så må det afprøves, og vi må vurdere, om det, der så sker nu, også er et udtryk for god pædagogik. Vi prøver os frem, undersøger og udvikler pædagogikken, mens vi går.
Børn, unge, voksne med behov for pædagogisk støtte er ikke bilmotorer, og kan ikke sammenlignes med dem. De har muligheder, de skal selv på banen. Derfor må pædagogisk faglighed udøves, undersøges og udvikles i uenighedsfællesskaber.
53-årige Elisa Rimpler, formand for BUPL, har altid brændt for retfærdighed. Vi har talt med Elisa om at turde stå frem, kæmpe for retfærdighed, pædagogik og om at give stemme til de, der ikke altid kan tale for sig selv.
Hun sidder i vinden, der blæser hendes hår op imod en virkelig blå himmel. Den farve som himlen kun har, når den spejles fra havet. En smuk aprildag får vi en snak om alt det, hun virkelig brænder for. Om pædagoguddannelsen, om at have sine meningers mod, om fagpolitik, om at være noget for andre, om at turde bruge sin egen stemme – og om pædagogik og retfærdighed.
Elisa Rimpler er vokset op i Esbjerg og uddannet pædagog fra seminariet i Esbjerg i år 2000. Hun har arbejdet som pædagog i flere år, har været aktiv i BUPL i rigtig mange år, og er nu formand for pædagogernes fagforening.
’Jeg er sådan en 2. generations pædagog. Min mor er pædagog,
flere i min familie er pædagoger, og mange af min mors venner er også pædagoger. Så der er altid blevet talt max pædagogik hjemme hos os,’ siger Elisa Rimpler.
Efter gymnasiet blev hun pædagogmedhjælper på et fritidshjem i Esbjerg. Et fantastisk sted, hvor hun havde mange gode kollegaer. Hun oplevede et fagligt dygtigt personale, der både var tændt af pædagogikken og af store drømme om samarbejde med lokalsamfundet.
’Det var virkelig en god arbejdsplads, og jeg lærte meget i den tid. Og som så mange andre unge pædagogmedhjælpere oplevede jeg også, at jeg mange gange kom til kort i min argumentation for det, jeg gjorde.
Jeg havde ikke rigtig noget at have mine pædagogiske handlinger i – andet end i synsninger. Der fik jeg det sådan, at arggg – det her har jeg brug for at vide noget mere om. Og så syntes jeg selvfølgelig også pædagogikken og det pædagogiske arbejde var megaspændende, fordi jeg selv er flasket op med pædagogik og pædagogiske diskussioner,’ siger Elisa Rimpler.
Pædagogerne på fritidshjemmet opfordrede hende til at søge ind på seminariet – og det gjorde hun så. Og det har hun aldrig fortrudt.
Pædagogisk arbejde er meget komplekst Og præcis de samme manglende argumenter for handlingerne i det pædagogiske arbejde, hører Elisa Rimpler i dag fra sin dat-
ter, der er vikar i en vuggestue. Når hun kommer hjem, vender de dagens mange oplevelser –hvorfor reagerer børnene som de gør? Hvorfor er det vigtigt ikke at hæve stemmen? Hvordan hjælper jeg de her børn ud af en konflikt? Alle de spørgsmål, der rejser sig, når man beskæftiger sig med pædagogik – og med andre mennesker.
’Så nu diskuterer vi igen pædagogik i mit hjem. Det er så skønt.
Og så er det faktisk meget interessant, at min datter kommer hjem og fortæller, at pædagogisk arbejde er så komplekst og udfordrende på alle måder. Hun er meget glad for sit arbejde, men hun siger også, at hun ikke skal være pædagog. Det er simpelthen for svært. Tænk engang – hun siger faktisk, at er for svært!
Det er nu, vi skal stå op for de værdier, der gør os til et helt unikt samfund. Vi skal vise, at pædagoger og pædagogik kan forandre verden. Men det kræver, at politikerne og andre også ser det.
Hun har fået øjnene op for, hvor mange ting der er i spil, når man er sammen med børn og skal skabe de gode betingelser for deres udvikling,’ siger Elisa Rimpler.
En fagpolitisk karriere tager form
Når snakken falder på pædagogfaget, taler vi også om, at faget ikke har den status, som det burde. Ifølge Elisa Rimpler har det ikke altid været sådan. For da hun blev pædagog, var der ikke tale om manglende eller lav status. Den gang spejlede de sig i noget andet.
’På nær min mor, der er pædagog, så var jeg den første i min familie, der har taget en studen -
tereksamen. Den gang var det helt almindeligt, at kom du fra arbejderklassen, så valgte du en håndværks-, en erhvervsrettet eller en professionsuddannelse. Der var ikke noget med, at du ikke var god nok. Det handlede ikke om prestige og karriere, men om at finde sin plads og være glad for den,’ siger Elisa Rimpler,
Status og løn
Hun fortæller, at hun har arbejdet som pædagog på to forskellige skoler. Og her oplevede hun, at der er mere status i lærerfaget, og at den forskel også afspejles i lønnen.
’Det er jo fuldstændig misforstået. Vi står der to mennesker
Om Elisa Rimpler eml@bupl.dkElisa er pædagog. Siden 2014 formand for BUPL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund – Forbundet for pædagoger og klubfolk.
ved siden af hinanden. Begge med en professionsuddannelse, men med to vidt forskellige lønninger. Pædagogens arbejde er mindst lige så vigtig som lærerens. Læreren er fuldstændig afhængig af den måde pædagogen arbejder med børnene på, så de bliver parate til at lære det faglige. Nysgerrige børn med tro på sig selv og hinanden, med gåpåmod og lyst til at prøve alle de nye ting, de bliver præsenteret for. Være med til at sikre, at børnene har en grundlæggende tryghed i sig selv. Og det er der desværre rigtig mange børn, der ikke har i dag,’ siger Elisa Rimpler. Hun fortæller videre, at der altid har været børn, der ikke har det godt – men i dag er det ikke alene de børn, der har nogle sociale udfordringer eller har noget med i bagagen. Nu er det også børn fra ressourcestærke familier.
Vores kultur modarbejder os Hun uddyber og siger, at de to
Vi skal ikke ligne andre. Vi skal være pædagoger. Vi er der for vores børn og unge. Give dem plads til at udvikle sig som mennesker. Vi skal gøre plads til fællesskaber. Det er det, vi har brug for i vores samfund.
LIVE PODCAST
fagområder også har haft helt forskellige betingelser. Mens lærerfaget har en lang historik i overenskomstsystemet, så fik BUPL først forhandlingsretten i 1976. Og klubpædagogerne, hvor der var flest mænd, kom på et højere løntrin end børne- og vuggestuepædagoger.
Pædagogerne blev indplaceret på baggrund af tjenestemandsreformen i 1969, hvor kvinders lønniveau blot skulle være et supplement til mandens hovedindkomst. Så det havde stor betydning, da de selv fik forhandlingsretten i 1976.
’Vi er en faggruppe, der let kommer til at modarbejde os selv. Vi skal på den ene side være plastiske, bøje os efter, hvad der er nødvendigt. Det er du nødt til, når du står med et andet menneskes liv i hænderne. Og det gør vi jo bogstavelig talt. Så handler det om at møde menne -
sket først, møde dets ressourcer, behov, og så videre. Og på den baggrund arbejde med, hvor det menneske gerne vil hen,’ siger Elisa Rimpler, og siger videre, at pædagoger er dygtige til at gå den ekstra mil, der skal til, tage det ekstra slæb, så tingene kan fungere.
’Og det er jo smukt. Men det betyder samtidig, at vi kan have sværere ved at stå fast på vores krav. Man kan sige, at vores kultur modarbejder os, fordi rigtig meget af det, vi står for, er feminiseret til at være svagt eller noget med følelser. De bløde værdier. Mens mændenes domæner er de maskuline, noget med penge, magt, bygninger. Ting, der på en anden måde er mere hardcore og har højere status i vores kultur,’ siger Elisa Rimpler, og tilføjer, at det skal der laves om på. Vi skal lære politikerne og meningsdannerne, hvad pædagogisk arbejde er, hvilken betydning det har for vores børn og unge og for det samfund, de skal overtage en dag.
Vi står på en brændende platform – der skal ske noget NU Hun er bekymret for vores børn og unge, og siger, at det er vigtigt, at vi tager affære med det samme. ’Lige nu står vi på en brændende platform. Både fordi
vi mangler pædagoger, og fordi de fleste godt kan se, at vi ikke kan behandle os ud af trivselskrisen. Der er så mange børn og unge, der ikke trives. Og der kommer stadig mere opmærksomhed på, at det ikke er det enkelte menneske, der er noget galt med. Det her er et samfundsproblem,’ siger Elisa Rimpler.
Hun forklarer, at når vi ser, hvordan mennesker mistrives, kalder det på pædagogikken. Det kalder ikke på sundhedsevidens. Ifølge hende er der brug for filosofien, sociologien, pædagogikken og psykologien. Sidstnævnte som et spørgsmål om at forstå det andet menneske, mere end det handler om at fixe det.
’Det er nu, vi skal stå op for de værdier, der gør os til et helt unikt samfund. Vi skal vise, at pædagoger og pædagogik kan forandre verden. Men det kræver, at politikerne og andre også ser det. Og så skal vi have flere unge
til at vælge pædagoguddannelsen, så vi kan løfte opgaven,’ siger Elisa Rimpler.
Det pædagogiske sprog
For hende handler det også om den måde, vi taler om det pædagogiske arbejde på. Vi skal insistere på pædagogikken – på det pædagogiske sprog. Hun fortæller, hvordan de ved en strejke i 2008 sad foran rådhuset i Esbjerg og spiste madpakker og sang børnesange.
’Vi brugte vores pædagogiske sprog. Vi talte i øjenhøjde med andre mennesker. Det bliver der ofte set ned på. Der er også pædagoger, der siger, at vi ikke er gode nok, når vi taler og reagerer med vores pædagogiske sprog. De siger: ’Du skal tage et jakkesæt på, når du går ind og taler med DJØF’erne. Du skal tale deres sprog’. Men det er jeg ikke enig i! Vi skal indtage vores plads i samfundet. Vi skal ikke ligne andre. Vi skal være pæda -
goger. Vi er der for vores børn og unge. Give dem plads til at udvikle sig som mennesker. Vi skal gøre plads til fællesskaber. Det er det, vi har brug for i vores samfund. Vi er blevet, og har selv, trængt os op i krog,’ siger Elisa Rimpler, der fremhæver, at det er vigtigt, at vi ikke bliver ofre, men derimod insisterer på, at vi skal en anden vej.
’Og det skal vi være mange, der gør. Både studerende, pædagoger og underviserne på pædagoguddannelserne. Og sammen skal vi overbevise dem, der bestemmer, om, at det er den rigtige vej at gå,’ siger Elisa Rimpler på en anelse højere frekvens end før. Det er tydeligt, at hun insisterer og virkelig brænder her. Med den måske allervigtigste pointe, siger vi farvel og tak for i dag. Og jeg tænker, at hvis nogen kan stå i front og etablere et fagligt fællesskab, der kan råbe verden op, så er det Elisa.
Elisa Rimpler: Vi har en omsorgskrise, og det koster på trivslen #17 Podcasten handler om, hvordan børn og pædagoger egentligt har det i institutionerne. Men også om, hvordan de kan få det bedre.
BUPL har rødder tilbage til 1973, da tre landsdækkende foreninger: Dansk Barneplejeråd, Dansk Børnehaveråd og Foreningen af fritidspædagoger, blev slået sammen til et forbund.
Læs mere om BUPL: bupl.dk
Elisa Rimpler er formand for pædagogernes fagforening BUPL. Det har ikke altid stået i kortene, at hun skulle gå den fagpolitiske vej. På den anden side har pædagogik og retfærdighed altid fyldt meget i hendes liv – allerede fra hun var barn.
Som næsten nyuddannet pædagog fik Elisa Rimpler arbejde på en skole i Tjæreborg ved Esbjerg. Hun blev ret hurtig tillidsmand for pædagogerne på skolen, og da Esbjerg Kommune på et tidspunkt ønskede at oprette helhedsskoler og ville nedlægge 100 pædagogstillinger, blev hun opfordret til at træde ind i BUPL og blive stemmen fra gulvet.
’Den gang havde vi nogle fantastiske SFH’er (I Esbjerg insisterede de på at kalde SFO’er for SFH’er – skole-fritidshjem, fordi de ville holde fast i, at det var fritidsHJEM, red.) og vi var
rasende, fordi vi havde virkelig en stærk fritidspædagogik, som vi var mega stolte af. Så jeg trådte ind i BUPL’s bestyrelse for at kæmpe vores faglige kamp,’ siger Elisa Rimpler. Siden blev hun faglig sekretær i BUPL, og i 2010 blev hun formand for BUPL i Sydjylland. Det var hun indtil 2014, hvor hun blev valgt til formand for hele BUPL.
Nogen skal træde frem
’Det er ikke fordi, jeg har drømt om en karriere inden for fagpolitik, men fordi jeg simpelthen brænder så meget for både børn og unges vilkår og for pædagogers vilkår. Og så tror jeg på, at den måde vi kan ændre vores samfund på er, at nogen af os stiller os forrest og tager kampene. Og gør det med en stærk
pædagogfaglig stemme,’ siger Elisa Rimpler, og fortsætter, at selvom det ikke lå i kortene, så kommer hun ud af en politisk og engageret familie. Så når folk spørger hende, om ikke det er nok bare at være den gode pædagog og gøre en forskel, der hvor hun er, så ligger svaret lige for.
’Nogen bliver nødt til at træde frem, ellers får vi aldrig ændret på tingene. Så det er det, jeg bruger rigtig mange af mine vågne timer på. Altid at sætte professionen og pædagogerne forrest. Det er det BUPL skal gøre. Vi er en kæmpe stor spiller og vigtig stemme. Jeg sidder i forhandlingsudvalget, og er formand for en af de fem valggrupper i forhandlingsfællesskabet, der for-
handler løn og vilkår for 51 organisationer på det kommunale og regionale område. Tidligere havde lærerne den post, men nu har vi overtaget den i kraft af vores medlemstal. Det viser, at det giver mere indflydelse, når der er rigtig mange, der melder sig ind i en fagforening. Det er her, vi har den største stemme og dermed mulighed for at skabe størst betydning. Sammen,’ siger Elisa Rimpler.
Ifølge hende står vi i dag på tærsklen til et andet værdigrundlag. Vi står midt i et samfund, hvor der er for stort fokus på det
enkelte individ og en stigende mistrivsel blandt børn og unge, der i mange tilfælde har mistet troen på sig selv.
’Vi er præget af New Publicmanagement og Konkurrencestaten, der trængte sig mere og mere på op igennem 80’erne. Retninger, hvor det i høj grad handlede om at vækste mest muligt. Men i dag står vi et andet sted, hvor bæredygtighed igen er blevet vigtigt – i alle henseender. Både hvad angår jorden, klimaet, og ikke mindst den måde vi er sammen på. Tid er nærmest et guldæg, alle vil have mere af,’ siger Elisa Rimpler og fortsætter:
’Et eller andet sted har vi efterladt vores børn og unge med nogle værdier, hvor de både er dygtige, høflige og passer på hinanden. Men de er også bare rigtig hårde ved sig selv. De vender alting ind ad. Det modvirker vi kun ved at (gen)lære dem om fællesskaberne. Lære dem at flytte blikket væk fra sig selv og ind mod fællesskaberne, og her finde mening. Vi skal være sammen med hinanden og skabe meningsfuldhed’.
I BUPL har de udviklet en #stoltpædagog-strategi, med fokus på at skabe en stærk pædagog -
profession, der udøver en stærk faglighed og dømmekraft i det pædagogiske arbejde. Det handler om at udbrede kendskabet til pædagogfaget og styrke stoltheden hos alle pædagoger. Og dermed åbne øjnene hos resten af befolkningen.
’Jo mere stolte vi selv er af vores fag, jo mere prestige vil det få. Og jo mere vi står op for vores vilkår og de betingelser, vi bliver budt, jo mere smitter det af på, hvilken type samfund vi vil byde vores børn og unge,’ siger Elisa Rimpler.
Hvordan får vi flere til at læse til pædagog?
Men for at styrke pædagogfaget, er det også nødvendigt at styrke pædagoguddannelsen. Pædagoger skal være dygtige til at skabe relationer. De skal forstå sig selv i en kontekst, der handler om at være sammen med andre.
’Vi skal forstå, hvordan vi møder et menneske og ikke bare stiller en diagnose eller ser vedkommende som et tilfælde. Vi skal se et menneske fuld af ressourcer, for alle har ressourcer – de er bare ikke ens, og de skal hjælpes frem på forskellige måder,’ siger Elisa Rimpler.
Mere fokus på pædagogik og kreativitet
Ifølge hende kræver det, at pædagoguddannelsen bliver mere sammenhængende og, at der er dygtige undervisere, der hele tiden er nysgerrige og udfordrende. Undervisere, der kan tænde lys i de studerendes øjne.
’Det kan de ikke ved at lave store studiekredse eller blive samlet i store auditorier, hvor de er over 30 studerende samlet. Der er brug for, at vi kommer tættere på, fordi vores uddannelse er en dannelsesrejse. Som færdiguddannet pædagog, skal du
Det er ikke fordi, jeg har drømt om en karriere inden for fagpolitik, men fordi jeg simpelthen brænder så meget for både børn og unges vilkår og for pædagogers vilkår.
stå sikkert, så du kan guide og understøtte andre mennesker,’ siger hun.
Hun er godt klar over, at en reform af uddannelsen koster både masser af penge og ressourcer. Hun mener ikke, at alle elementerne af den nuværende uddannelse skal smides ud, men der skal mere pædagogik og mere af det kreative og det musiske ind i uddannelsen – igen.
Mere forskning i praksis
– sammen med pædagogerne ’Fordi det er de fag, der skaber en god dannelsesarena og fordi det er de fag, der lærer de studerende at skabe et fælles tredje – et genstandsfelt for pædagogikken. For man kan jo godt have en masse teorier om, hvad der kan være af udfordringer for det enkelte barn, om ens børnesyn og alt muligt andet. Men som pædagog skal du vide, hvordan du kan hjælpe barnet med
at komme fra A-B,’ siger Elisa Rimpler og fortsætter:
’Og så er det altså en rigtig god idé, at underviserne på uddannelsen kommer ud i praksis og deltager i en hverdag. At de får forskningstid sammen med børn og pædagoger i institutionerne og, at de bruger både børn og pædagoger som medforskere. Det skal vi have mere af,’ slutter Elisa Rimpler.
Nogen bliver nødt til at træde frem, ellers får vi aldrig ændret på tingene. Så det er det, jeg bruger rigtig mange af mine vågne timer på. Altid at sætte professionen og pædagogerne forrest.
Ingen vælger at starte på pædagoguddannelsen på grund af udsigten til en høj løn eller gode arbejdsvilkår. Derimod vælger de fleste faget til, fordi de synes, det pædagogiske arbejde er meningsfuldt: Fordi omsorgen, opdragelsen, udviklingen og dannelsen af mennesker har værdi i sig selv. Derfor bør vi værne om det meningsfulde i en ny pædagoguddannelse.
Pædagoguddannelsen er i krise. Færre og færre unge mennesker vælger den, og flere og flere studerende falder fra undervejs. Nogle af grundene skal findes i rammerne for det pædagogiske arbejde; lønnen er lav, normeringerne er det samme, ligesom omverdenens fortælling ofte lyder, at man da altid kan blive pædagog, hvis ikke man kan blive andet. Derudover får uddannelsen kritik for at være
for akademisk, for at have for få undervisningstimer, og for i for lille grad at klæde de studerende på til at træde kompetente ud i praksis.
fortælling om, hvor vigtigt og interessant det pædagogiske arbejde er? Med andre ord: Hvordan kan vi gøre det mere meningsfuldt at læse til pædagog?
Men hvad skal der til, for at gøre det mere tillokkende for unge mennesker at vælge at uddanne sig som pædagoger? Hvad kan vi gøre, for at ægge og fastholde de studerendes engagement, og for at bidrage til en ny og stærkere
Hvorfor blive pædagog?
Én ting er sikkert: Ingen bliver pædagog uden at ville det. Når de studerende møder ind på uddannelsen første dag, møder de ind for at blive pædagoger. Nogle er meget optagede af den
praktiske del af pædagogikken, og de har en idé om kun at skulle have papir på dét, de allerede kan. Andre er interesserede i psykologi eller filosofi, og for dem er det uddannelsens teoretiske dele, der trækker, mens de er spændte på – og måske næsten nervøse for – at skulle møde den pædagogiske praksis. Men fælles for dem alle er, at de vil være pædagoger.
Så hvor kommer denne vilje til at vil være pædagog fra? Har de ikke hørt hvor dårlige normeringerne og lønningerne er rundt omkring? Har de aldrig hørt nogen sige, at alle jo kan blive pædagoger? Jo, selvfølgelig har de det. Men hvorfor vil de så være pædagoger? Har de mistet forstanden?
På en måde kan man svare ja til det sidste spørgsmål. Man kan i hvert fald sige, at de studerende næppe vælger pædagoguddannelsen med forstanden. De væl -
ger den derimod med fornuften, og det er noget ganske andet.
At leve af eller for pædagogik Den tyske filosof Hannah Arendt skelnede i sit hovedværk ’Åndens Liv’ mellem forstanden og fornuften. Hendes pointe var, at vi bruger forstanden, når vi skal løse et problem: Når vi skal sikre os mad på bordet, når vi skal beskytte os mod farer, og når vi skal regne ud, hvad der kan betale sig.
Og vi kan lige så godt se det i øjnene: Det kan ikke betale sig at blive pædagog. Ikke økonomisk, i hvert fald, og heller ikke når det kommer til at sikre sig gode arbejdsforhold og anseelse i resten af samfundet.
Til gengæld giver det mening at arbejde som pædagog. Og det er her fornuften, ifølge Hannah Arendt, kommer i spil: Fornuften bruger vi nemlig, når vi søger efter mening. Når vi bruger fornuften, er vi ikke koldt bereg -
nende; vi spørger ikke, hvad vi skal leve af, men hvad vi skal leve for. Hvad er meningen med mit liv? Hvad skal jeg bruge det på? Og hvorfor?
For de helt nye pædagogstuderende er meningsspørgsmålene det bærende, og svarene på, hvad meningen er, ligger for dem i mødet og arbejdet med andre mennesker: I omsorgen, opdragelsen, udviklingen og dannelsen af mennesker. Hvilken gave at modtage et nyt hold af studerende med den motivation.
Desværre lader vi fornuften forvitre i den nuværende uddannelse. Spørgsmålene om mening bliver kun stedmoderligt behandlet, og i stedet flasker vi de studerende op til konstant at overveje, hvad der kan betale sig: Hvad er de mest effektive pædagogiske metoder, hvis børnene skal lære science-kompetencer? Hvilke tekster er det vigtigst at læse, hvis du vil klare dig godt til
eksamen? Hvilke kompetence,videns- og færdighedsmål skal du opfylde for at få 12, og så videre. Efter få moduler oplever jeg, at de fleste studerende har glemt, hvilken mening de gik ind på uddannelsen med. De fortaber sig i stedet i studieordningens krav og i aftagerfeltets forventninger.
Meningstabet er så indbygget i uddannelsens opbygning, at det nærmest er umuligt at slå sig ud af for både studerende og undervisere. Ethvert tilløb til grundlagsdiskussioner sander til i tidspres og relevanskrav på grund af de korte moduler og de mange foruddefinerede kompetencemål. Og i stedet for at tale om meningen med det hele, repeterer vi i stedet SMTTE-modellen én gang til: Den passer lige ind i kompetencemålet, og kompetencemålet passer lige ind i uddannelsens formål: ’… at den studerende erhverver sig professionsrelevante kompetencer …’.
Niels Jakob Pasgaard njpa@via.dkLektor ved VIA pædagoguddannelsen.
Niels Jakob Pasgaard er forfatter til flere bøger og artikler om pædagogik og dannelse, senest med bidrag til antologien ’Sidste chance – nye perspektiver på dannelse’.
Tænk om vi, med afsæt i et sådant værdibærende formål, lod de studerendes meninger flytte med ind i uddannelsen, i en polyfoni af forskellige stemmer og holdninger, interesser og kundskaber. Mon ikke det ville få flere til at se og fastholde meningen med at læse til pædagog?
Formålet som trosbekendelse Men, og her ligger måske en mulighed for en kommende, ny pædagoguddannelse: Når man slår begrebet ’formål’ op i ordbøgerne, kan man læse, at der er to grundlæggende forståelser af ordet:
Den mest udbredte forståelse definerer et formål som et ideal eller et sigtepunkt, som en virksomhed sigter mod at indfri. Den forståelse af formålsbegrebet ses ganske tydeligt i den nuværende pædagoguddannelses formålsbeskrivelse: Vi sigter mod professionsrelevante kompetencer. Alt, hvad vi gør, skal kunne betale sig i forhold til dette udbytte.
Den anden, og noget ældre, forståelse af formålsbegrebet, betragter derimod formålet som et udgangspunkt; ’… begyndelsen af det sted, man skal gøre noget fra.’ (Ordbog over det danske Sprog). Her er formålet ikke et slutmål, men en grund, man arbejder ud fra. Den forståelse af formålet kan man i højere grad få øje på i folkeskolens formålsbeskrivelse, hvor værdier som ligeværd, åndsfrihed og demokrati beskriver, hvad skolens virke skal være præget af. Her er ikke noget klart og målbart udbytte, men derimod et sæt af fælles værdier, som folkeskolens virke bygger på. Tidligere undervisningsminister Knud Heinesen
sagde i øvrigt ganske klogt, at man kunne betragte folkeskolens formål som samfundets trosbekendelse: Her formuleres de værdier, som vi håber fremtidens samfund vil bygge på.
Tænk om man gav pædagoguddannelsen et lignende formål: En trosbekendelse til en række grundlæggende værdier, som vi håber fremtidens pædagogiske praksis vil bygge på. Heri kunne undervisere, studerende og garvede pædagoger finde og tale om den mening, der bør være bærende i pædagoguddannelsen og i det pædagogiske arbejde. Der ville være masser at diskutere og mange forskellige veje at
gå, men også altid et fælles fundament at tale sig til en fælles forståelse og mening ud fra.
Tænk, om vi, med afsæt i et sådant værdibærende formål, lod de studerendes meninger flytte med ind i uddannelsen i en polyfoni af forskellige stemmer og holdninger, interesser og kundskaber. Mon ikke det ville få flere til at se og fastholde meningen med at læse til pædagog?
For man bliver som bekendt ikke pædagog, fordi det kan betale sig – men fordi det giver mening.
Af Niels Nørrind Hansen, adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen
I ’Det pædagogfaglige miljø – Et uenighedsfællesskab’ beskæftiger Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen sig med pædagogikkens grundvilkår og kerneopgaver i en nutidig kontekst.
Bogen tilbyder et relevant modspil til de krav om dokumentation, målstyring og evidensbaserede metoder i det pædagogiske felt, der, ifølge Togsverd og Jaap, ikke kan stå alene.
Én bog – tre spor Bogen har tre spor. I første del præsenteres vi for det pædagogiske og filosofiske ståsted Togsverd og Jaap tager udgangs-
punkt i. Hovedbudskabet er, at der ikke er svar givet på forhånd. Pædagogen har ikke og kan ikke have præcise anvisninger til det rigtige og det gode alene ud fra metoder eller teorier. Enhver situation kalder på sin egen handling.
Bogens anden del er ni indslag fra praksis, der eksemplificerer pædagogikkens udfordringer og dilemmaer. De ni kapitler har ni forskellige forfattere og dækker bredt det pædagogiske felt.
I bogens tredje del udfoldes bud på veje til at løse de udfordringer, den enkelte pædagog står i. Bogen indeholder forslag
til, hvordan det kan håndteres konstruktivt gennem et styrket fagfællesskab. Uenighed, fællesskab, åbenhed og balance er nøgleord.
Denne tredeling af bogen er logisk og fungerer godt. Dels fordi praksiseksemplerne bliver rammet ind af først et fælles teoretisk afsæt og til sidst praksisanvisninger. Dels fordi det giver læseren mulighed for at bruge bogen på flere måder, uden nødvendigvis at læse den fra ende til anden.
Velunderbygget læsning for alle med interesse i pædagogik Der er tale om velunderbygget læsning og grundig gennemgang, der henvender sig til alle i det pædagogiske felt.
For personalegruppen og ledelsen vil det være en god debatbog, der kan give et fælles udgangspunkt for udvikling af den fælles faglighed.
For den studerende er det ikke en grundbog i gængs forstand, men så alligevel et værk, der vil kunne samle trådene fra de forskellige teorier om fx socialisering, dannelse, etik og inklusion. Dilemmaer, paradokser og balance er et fællestræk.
Det kan anbefales for alle at læse hele bogen. Hvis man er godt inde i grundlæggende pædagogisk tænkning, og har købt ind på frihed, autonomi, demokrati som pejlemærker for udvikling af pædagogisk praksis, kan man hoppe til tredje del. Derudover kan man plukke fra kapitlerne i anden del med eksempler fra praksis, hvor det er relevant.
Samlet set et velkomment bidrag til litteraturen og debatten om det pædagogfaglige fællesskab og dets betydning.
Bogfakta
Titel: Det pædagogfaglige miljø – Et uenighedsfællesskab
Forfattere: Jan Jaap Rothuizen og Line Togsverd
Sideantal: 150 sider
Forlag: Akademisk Forlag
Anmeldt af Niels Nørrind Hansen, adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen
Bogen giver en introduktion til pædagogik som et fag og en praksis og til, hvordan et pædagogfagligt miljø kan blive til og udvikle sig.
Bogen henvender sig til studerende, pædagoger og ledere, der ønsker at (videre)udvikle pædagogfaglige miljøer.
Bogen tilbyder et relevant modspil til de krav om dokumentation, målstyring og evidensbaserede metoder i det pædagogiske felt .
SFO Sofie er pædagog i skolereformens malstrøm. Hun tager afsked med fritidspædagogikken og får nye arbejdsopgaver, nye kollegaer og ny ledelse.
Med sig i malstrømmen har SFO Sofie blandt andet børnene, forældrene, kollegaerne (både pædagoger og lærere), skoleledelsen og kommunen.
Følg SFO Sofies arbejdsliv på bloggen , på Twitter og på Facebook
Patricia Thomeline Villadsen er født i et fængsel, fordi hendes mor og far var indsatte. Barndommen var præget af forældrenes turbulente livsførelse. Alligevel lyser Patricias øjne i dag. Blikket er varmt, og smilet smitter. Selv siger hun, at hun fandt sit shine på pædagoguddannelsen.
’Jeg har ikke mange billeder fra min barndom’, fortæller Patricia. Dette foto af Patricia og hendes mor er et af de få.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik klarer børn af udsatte forældre sig markant dårligere end deres jævnaldrende. Det lå derfor ikke i kortene, at det skulle gå Patricia Thomeline Villadsen godt i livet. Hendes forældre har gennem hendes barndom haft misbrug, og de er begge straffede.
Men Patricia Thomeline Villadsen har brudt mønsteret. Hun følger hverken statistikken eller den slagne vej. Hun er uddannet pædagog, hun bruger sine erfaringer fra sin opvækst og sin viden fra sin uddannelse til at holde foredrag og støtte andre i at træffe modige valg og til at finde deres vej i livet.
Jeg var sådan et barn, der sov under billardbordet på værtshuset
I dag har Patricia Thomeline Villadsen et godt forhold til både sin mor og far. ’Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg var elsket. Der var bare rigtigt meget, de ikke formåede’, fortæller hun. At forældrene var fængslet under graviditeten, og da Patricia var helt lille, ser hun som sit held. ’Jeg tænker, at det er heldigt, at min mor får mig i et fængsel, hvor hun jo ikke kan drikke alkohol eller tage euforiserende stoffer. For det gjorde hun jo ellers.’
Patricia Thomeline Villadsen fortæller med liv i stemmen. Hendes øjne er nærværende og opmærksomme. Hun taler med alvor om det svære, men også med en energi, der fylder rummet og smitter. Der er vendepunkter i hendes historie. Fx dengang i skolen, da hun og hendes søskende fortalte om vold, druk og utryghed i hjemmet. De blev lyttet til og efterfølgende tvangsfjernet og kom på børnehjem i en periode. Eller dengang hun, efter at være droppet ud af gymnasiet, fik ansættelse som pædagogmedhjælper og langsomt fik opbygget sin selvtillid.
Pædagoguddannelsen blev også et vendepunkt.
Pædagoger må sætte sig selv i spil ’Det var, da jeg arbejdede som pædagog i en vuggestue, at jeg for alvor fandt den måde, jeg ville være pædagog på’, fortæller hun. ’Jeg kunne mærke, at jeg
Hun arbejder som pædagog i en vuggestue, er spirituel coach og holder foredrag. På Facebook har hun startet gruppen ’De modiges klub’, hvor hun inspirerer andre til at finde deres mod.
Jeg tænker, at det er heldigt, at min mor får mig i et fængsel, hvor hun jo ikke kan drikke alkohol eller tage euforiserende stoffer. For det gjorde hun jo ellers.
lever sit liv på , men også den måde hun er pædagog på.
skulle turde springe ud i mine skøre, tossede ideer. Jeg opdagede, at det faldt mig naturligt at samle børnene. Jeg begyndte at digte. Og det fangede børnene. De kunne mærke, at jeg syntes, det var fedt!’ Patricia fortæller, at det er en af de vigtigste ting, pædagoger skal huske: ’Man skal bringe sig selv og det, man elsker, i spil. Og så skal man arbejde med sig selv,
altså se indad, for at kunne være der rigtigt for børnene.’
’Og ja’, siger hun, ’nogle gange kræver det mod, for det betyder måske også, at man skal sige nej til noget, som andre synes, at man skal lave.’
At følge modet og drømmen
Modet kendetegner den måde, Patricia Thomeline Villadsen
lever sit liv på, men også den
måde hun er pædagog på. Drømmen er, at arbejdet som selvstændig coach og vejleder langsomt kommer til at fylde mere.
’Jeg vil gerne hjælpe andre til også at finde deres mod og vej i livet!’
Den første udgave af ’Bogen om Jydsk’ udkom i 2020. Nu udkommer anden og sidste del af det store jydske pædagogseminariums historie fra dets oprettelse i 1933 til fusionen ind i VIA University College i 2007. Jydsk var i en periode landets største seminarium – før professionshøjskolerne.
Bogen om Jydsk er et stykke uddannelseshistorie fortalt af og om dem, der var med en stor del af vejen. De to forfattere er henholdsvis tidligere rektor Søren K. Lauridsen og tidligere uddannelses- og souschef Leif Vestergaard, der sammen udgjorde ledelsen på Jydsk igennem de sidste 16 år af seminariets historie.
Bogens indhold er inddelt i tre spor. Et spor, der forfølger seminariets institutionshistorie, et andet, der omhandler seminariets bygningshistorie og et tredje
spor, der tegner et billede af de forskellige pædagoguddannelsers historie, som de foregik på Jydsk frem til 2007.
De sidste 16 år på Jydsk
Første bind af serien omhandlede de første 60 år af seminariets historie. Det var skrevet primært ud fra historiske kilder, dokumentation, artikler, interviews med tidligere medarbejdere og den ene forfatters egne kilder. I det andet bind har forfatterne derimod i høj grad gjort brug af egne private arkiver, da det kun i meget begrænset
omfang har været muligt at få adgang til seminariets tidligere arkiver og til Rigsarkivet. Det er dog stadig et stykke historisk dokumentation og ikke en erindringsbog.
guldalder
Andet bind af bogen om JYDSK starter med sammenlægningen af JBS (Jydsk BørnehaveSeminarium) og JFS (Jydsk Fritidspædagog-Seminarium) til én fælles pædagoguddannelse. Men det handler også om et overflødighedshorn af nye til -
tag på Skejbyvej og udvidelser i Grenaa, Mariager og Randers. I 2005 blev JYDSK lagt sammen med Peter Sabroe-Seminariet og andre uddannelsesinstitutioner i CVU alpha, for i 2007 at fusionere ind i Professionshøjskolen VIA University College.
Ekspansioner og nytænkning I bogen kan du også læse om forskellige udfordringer ved sammenlægning af de to pædagoguddannelsesretninger, nye tiltag på Skejbyvej med svømmehal (1982), auditorium, idrætshal, administration og klatrevæg.
Om specialretninger inden for idræt og sundhed, om et særligt fokus på internationale samarbejder og om Jydsk Pædagogisk Center – seminariets flagskib for efter- og videreuddannelse. Du kan også læse om udvidelsen af seminariet i henholdsvis Grenaa og Randers. Randers-afdelingen, der blev indviet i 1996 som et resultat af satellittanker – et slags eksperimentarium – og Grenaa, der startede som et lille anneks i 1999. Begge steder ud fra både lokale, kommunale drømme om at få uddannelser til de lokale byer, og et ønske om
at få uddannelser bredt ud i hele det daværende Århus Amt.
I bogen er der ligeledes et fokus på Forsknings- og Udviklingsafdelingen, der blev etableret i 1997. Blandt andet med Center for Ældrepædagogik – det første specialiserede videncenter inden for det pædagogiske område. Og sidst, men ikke mindst, er der fortællinger om både Kunst- og personale foreningen samt om den fortsat aktive Seniorklub på Jydsk Pædagog-Seminarium.
Andet bind af historien om Jydsk henvender sig primært til alle med en historie på eller en relation til seminariet, til pædagoguddannelsen og til læsere med interesse for uddannelseshistorie. Ud over en detaljeret indholdsfortegnelse med tilhørende indhold, fodnoter og litteraturhenvisninger er der også en fuldstændig personaleoversigt fra 1933 til 2007.
Læs med og få en historisk flyvetur på JYDSK!
Titel: JYDSK – børnehaveseminarium, fritidspædagogseminarium, pædagogseminarium. Et stykke uddannelseshistorie. Bind 2 – fra 1993-2007
Forfattere: Søren K. Lauridsen og Leif Vestergaard
Sideantal: 256 sider
Forlag: Jydsk PædagogSeminariums Forlag
Bogen kan købes ved henvendelse til Jydsk PædagogSeminariums Forlag på mail: lfvestergaard48@gmail.com eller på tlf. 40 45 75 24
Udgivelsen er støttet af Jydsk Pædagog-Seminariums Fond
Du kan også læse om udvidelsen af seminariet i henholdsvis
Grenaa og Randers. Randers-afdelingen, der blev indviet i
1996 som et resultat af satellittanker – et slags eksperimentarium – og Grenaa, der startede som et lille anneks i 1999.
28
Den 16. marts 2020 blev de danske dagtilbud lukket ned som led i regeringens samlede plan for at reducere smitte med coronavirus i Danmark. Efter godt en måned, medio april 2020, begyndte en gradvis genåbning. Under genåbningen fastsatte de sundhedsfaglige myndigheder retningslinjer for, hvordan det pædagogiske personale og børnene skulle omgås for at begrænse smitten. Det betød blandt andet et øget fokus på hygiejne, men også mere udeliv og mindre børnegrupper.
udenfor under genåbningen.
Danmarks Evaluerings Instituts (EVA) interviewundersøgelse af daginstitutionspersonale pegede på, at læringsmiljøet på legepladsen kunne rumme mange af de aktiviteter, der før Corona foregik indendørs.
Vi har undersøgt, om det tvungne udeliv under genåbningen har haft betydning for praksis efter-
følgende. Det har vi gjort ved at interviewe pædagoger i fem dagtilbud under genåbningen og samlet erfaringerne i en vignet, der danner grundlag for interview med de samme pædagoger igen et år efter.
Blomstrer udelivet?
ken i de forskellige dagtilbud, som indgik i vores undersøgelse. I en institution fyldte udeliv i forvejen meget, og sundhedsmyndighedernes retningslinjer medførte kun små justeringer i den efterfølgende hverdag. I en anden institution fortæller en pædagog: ’Vi er kommet frygtelig hurtigt tilbage, i hvert fald til det med, hvornår vi er indenfor og hvornår vi er udenfor’. Her indikerer pædagogen, at det er gået lige rigeligt stærkt med at vende tilbage til den gamle praksis fra før nedlukningen. Måske er der ting, som institutionen kunne have bibeholdt fra erfaringerne under genåbningen, men det er ikke sket.
En anden pædagog fortæller modsat at: ’Vi har en fælles oplevelse af, at det fungerer rigtig godt at være ude. I vores nuværende praksis er vi meget mere ude’ . I dette dagtilbud har de altså opretholdt den ændrede hverdagsstruktur. De
er fortsat mere ude, nogle dage allerede fra kl. 7:30.
I nogle af institutionerne er de interviewede pædagoger tilfredse med, at de er tilbage i den normale hverdag, hvor de ofte er på legepladsen efter madpakkerne. I andre institutioner fortæller interviewpersonen, at de er uenige i personalegruppen om, hvor meget de skal være ude.
Man begyndte at tænke lidt mere ud af boksen Pædagogerne fortæller samstemmende i vores interviews, at de fik mange nye idéer til at anvende uderummet til pædagogiske aktiviteter under genåbningen. Der blev afprøvet mange forskellige tiltag:
´Vi blev faktisk rigtig gode til at lave ting med børnene udenfor
… Blandt andet faste båldage
… Vi begyndte også at tage noget legetøj med ud. Vi havde
Ph.d. og docent
Karen underviser på VIA læreruddannelsen og er forskningsleder og docent i program for outdoorpædagogik, VIA Pædagogik og dannelse. Karens forskningsfelt er læreres og pædagogers oplevelse af at arbejde ude med børn.
Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen
Karen interesserer sig især for outdoor pædagogik og bæredygtig udvikling, og så er hun videnmedarbejder ved Program for outdoorpædagogik, VIA Pædagogik og dannelse.
Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og videnmedarbejder ved Program for outdoorpædagogik, VIA Pædagogik og dannelse
Vi har en fælles oplevelse af, at det fungerer rigtig godt at være ude. I vores nuværende praksis er vi meget mere ude.
malergrej med ud. Det havde vi nok ikke gjort så meget inden. Vi begyndte at tænke lidt mere ud af boksen … Man kan faktisk lave rigtig mange gode ting udenfor. Det handler bare lige om at tænke lidt kreativt og få tingene med ud.’
Nye strukturer blev til faste rutiner fx at spise madpakker udendørs eller, at legetøj, maleaktiviteter og spil kunne foregå på legepladsen. I nogle af institutionerne tog de oftere på tur og fik et større kendskab til lokalområdets skov og muligheder. ’Det var på en måde fedt den -
gang under Corona, for argumenterne blev ligesom vendt rundt, og det var ikke til diskussion. Vi skulle bare være ude mest muligt.’
Interviewene peger på, at nogle pædagoger oplever, at de internt skal argumentere for at arbejde udendørs med børnene. Og at de kan komme til kort overfor kollegaer. Med andre ord blev sundhedsmyndighedernes retningslinjer betragtet som en kærkommen pause fra, at udelivspædagogikken var til diskussion.
Så siger det bare svup, og så kommer børnene – ligesom magneter Nogle af pædagogerne udtrykker, at der var mere tid til fordybelse under genåbningen. Metodisk vurdering og dokumentation var sat på pause, og de oplevede, at der var mere tid til det, de selv kalder for – kerneopgaven – samværet med børnene.
Når pædagogerne igangsatte aktiviteter ude, var børnene straks klar til at deltage.
’Det er ikke kun fri leg hele tiden … Men, at man også sætter nogle små ting i gang for dem, der ikke lige har nogen at lege med, eller
ikke lige ved, hvad de skal, så kommer de jo hurtigt.’
Konflikter fyldte mindre Pædagogerne peger samlet set på, at der var markant færre konflikter børnene imellem. Måske fordi der var flere voksne. Men måske også fordi, der var bedre plads, og børnene derfor havde lettere ved at trække sig.
’Det er ikke på samme måde udenfor, fordi der bare er højere til loftet og der er knap så meget støj. Der er måske lidt mere rummeligt, også børnene overfor hinanden.’
HVOR SKAL VI HEN, DU
Med andre ord blev sundhedsmyndighedernes retningslinjer betragtet som en kærkommen pause fra, at udelivspædagogikken var til diskussion.
EVA’s interviewundersøgelse af dagtilbudspersonale viser dog, at konflikter udspillede sig mindre synligt udenfor. Det gjorde, at pædagogerne i højere grad måtte være opsøgende over for børnene. Nogle børn udtrykte
behov for mere afgrænsede miljøer, end det var muligt under
gik, har været strukturelle, ressourcemæssige og personlige forhindringer for at blive ved med at arbejde meget ude.
Under genåbningen efter pandemien fik mange pædagoger erfaringer med at arbejde udenfor. Det førte til flere former for pædagogiske tilrettelagte aktiviteter ude og mangfoldige læringsmiljøer. Undersøgelsen viser, at disse erfaringer har bidraget til et mere varieret og mere bevidst brug af uderummet. Men undersøgelsen peger også på, at nogle pædagoger mangler overbevisende argumenter i praksis. Og at der på trods af lyst til udelivspædago -
Her et år efter genåbningen er uderummet blevet en større og mere integreret i institutionerne nogle steder, hvor andre har bibeholdt tidligere praksis med størstedelen af aktiviteter inde. Børnene kommer ligesom magneter, når pædagogerne igangsætter aktiviteter ude. Og derfor kan nye idéer, kendskab til aktiviteter, prioritering af tid og pædagogernes lyst til at arbejde ude være medvirkende til et styrket udeliv på tværs af læreplanstemaer.
Marie er pædagog i daginstitutionen Sollyset og har arbejdet her i 7 år. Hun beskriver, at før Corona var den pædagogiske hverdag ofte struktureret så de om formiddagen ofte arbejdede med små planlagte og spontane aktiviteter, hvilket de fleste dage foregik inden døre. Efter madpakker gik de på legepladsen, her var ofte fri leg med cykler, rutsjebaner, gynger og små boldspil, og alt efter vejret gik de ind igen omkring kl. 15.
Under Covid-19 restriktionerne i 2020-2021 var alle ude – hele dagen også i regnvejr og rusk! Pædagogerne skabte nye udendørs læringsmiljøer, herunder blandt andet et nyt madpakketelt og en ny måltidskultur. Der blev lavet små kreative værksteder, hvor de
blandt andet malede, ligeledes udendørs højtlæsning, morgengymnastik og fælles sang. Generelt igangsatte de nogle anderledes lege og læringsmiljøer udendørs.
Pædagogen Marie beskriver, at hun oplevede, hvordan børnene trivedes ved at være udenfor.
Det kom blandt andet til udtryk ved, at der var færre konflikter, og børnene hurtigt fandt nye legekammerater. Marie fortæller, at hun selv var lidt forbavset over, at det gik så problemfrit i hverdagen med at være så meget uden for. I personalegruppen skal de netop til at tale om, hvilke erfaringer, de tager med sig fra arbejdet i uderummet, og hvilke potentialer, der er, hvilke udfordringer, der er, og hvordan hverdagen skal organiseres.
Cecilie, Lærke og Louise har været en tur på Island i forbindelse med deres bachelorprojekt på pædagoguddannelsen. Det blev til spændende og faglig inspiration til deres bachelorprojekt. Og en dannelsesrejse til den vulkanske ø i det nordlige Atlanterhav.
Som en del af bachelorprojektet på pædagoguddannelsen, skal de studerende samarbejde med en pædagogisk institution. Det gjaldt også for Lærke Rau Mindedal, Cecilie Hersted Nygaard
Svensson og Louise Siri Holm, der alle tre har læst til pædagog på VIA. De tre valgte bare, at deres samarbejde med den pædagogiske praksis skulle foregå både i Danmark og Island.
I 11 dage rejste de rundt og besøgte ni forskellige bosteder på Island, hvor de lærte en masse om islandsk specialpædagogik. Det blev til et bachelorprojekt, hvor de sammenlignede specialpædagogikken i Danmark og Island og så på, hvordan begge lande kan lære af hinanden. Vi har talt med de tre nyuddannede pædagoger om deres bachelorprojekt. Og om, hvorfor det er så vigtigt, at pædagogstuderende rejser ud i verden i løbet af deres uddannelse og udveksler viden med pædagoger i andre lande.
Undersøgelser af bosteder på Island og i Danmark
’Vi valgte at tage til Island af flere grunde. Dels ville vi gerne besøge en kultur, der minder om vores egen, og undersøge, hvad vi kan lære af hinanden. Dels havde vi en islandsk kontakt, der kunne hjælpe os med kontakter på Island,’ siger Lærke, og fortsætter:
’Og så er det da ikke nogen hemmelighed, at vi også rigtig gerne ville besøge Island. En spændende ø med så meget fantastisk natur’.
Cecilie, Lærke og Louise har skrevet bachelorprojekt om bosteder for udviklingshæmmede i Danmark og på Island. De har undersøgt, hvordan pædagoger kan forbedre livskvaliteten for voksne udviklingshæmmede. De besøgte et par bosteder i Danmark og siden ni bosteder på Island. De understreger, at deres konklusioner ikke er dæk-
kende for alle bosteder, men kun gælder for de bosteder, de har besøgt.
Centralinstitutioner eller integration i samfundet ’Det var noget af et kulturchok. Pædagogikken på Island er meget forskellig fra den, vi har mødt i Danmark. I Danmark er det pædagogiske område for udviklingshæmmede og bosteder i høj grad præget af besparelser, mens det på Island er højt prioriteret,’ siger Louise.
Ifølge hende skal vi passe på, at vi i Danmark ikke vender tilbage til centralinstitutionerne, som vi gjorde op med i 50’erne. I dag bliver institutionerne i mange tilfælde igen lagt uden for byerne, tæt på de aktivitetscentre, hvor mange af beboerne har deres daglige arbejde. Det kan resultere i, at mange udviklingshæmmede stille og roligt isoleres fra resten af samfundet.
Pædagog i Landsbyen Sølund
Pædagogfaget er så spændende. Du kan vælge så mange forskellige retninger og få så mange forskellige jobs. Boenhed, hjemløse, aktivitetscentre, børn og unge. Den eneste ulempe er, at det er svært at vælge.
Cecilie Hersted Nygaard Svensson sesam.svensson@gmail.comPædagog
Vil helst arbejde med at udvikle mennesker inden for social/specialområdet. Jeg vil gerne være et sted, hvor jeg kan være med til at tænke kreativt i at få borgere til at trives.
Lærke Rau Mindedal laerke.rau@live.dk
Pædagog
Vil gerne arbejde med voksne og være med til at skabe et værdigt liv for og med dem. Have opmærksomhed på at se mennesket bag – ikke bare se deres handicap eller hvad de måtte have af udfordringer.
’Det er jo ganske effektivt og økonomisk fornuftigt. Men det skaber en oplevelse af isolation og besparelser. På Island, derimod, har de valgt en anden vej. Her tager de afstand fra centralinstitutionerne og skaber bosteder, hvor der max må bo fem beboere hvert sted,’ siger Cecilie. Hun forklarer videre, at på Island ligger bostederne ofte inde i byerne, tæt på andre mennesker og langt fra aktivitetscentrene.
’Fordi beboerne skal integreres og være en del af samfundet.
Og ligesom andre borgere, skal de også opleve, at de tager på arbejde væk fra deres bolig. Og dermed har en rejse hver dag til og fra arbejde’.
Hun fortæller, at de besøgte to aktivitetscentre, der lå tæt på hinanden, bare med en byggegrund imellem sig. Et forslag om at bygge et bosted imellem de to centre, blev pænt afvist af pædagogerne, selvom de faktisk manglede et bosted. Netop fordi de prioriterer, at beboerne skal være en del af samfundet. Og ikke skal isoleres.
Nemt område at spare på Fordi området er prioriteret på Island, har pædagogikken andre muligheder end i Danmark. Fx har pædagogerne for det meste kun ansvar for max to beboere, og i mange aktiviteter koncentrerer pædagogerne sig bare om én beboer.
’Det giver pædagogen mulighed for at tage udgangspunkt i den enkelte og styrke vedkommendes udvikling. Hvor vi i Danmark ofte har travlt og løber så stærkt, at vi knap nok kan nå de helt basale behov,’ siger Lærke.
Hun uddyber og siger, at netop specialområdet inden for udviklingshæmning er et nemt område at spare på, for dem det drejer sig om, har ikke en ligeværdig stemme i samfundet. De er afhængige af, at andre taler deres sag.
En af pointerne fra bachelorprojektet er, at på Island er der et udpræget fokus på individet, mens det i Danmark i høj grad ligger på fællesskabet. Det giver forskellige muligheder og begrænsninger, som de studerende har kigget på.
bosteder i høj grad præget af besparelser, mens det på Island er højt prioriteret.
Netop specialpædagogikken er et nemt område at spare på, fordi det handler om mennesker, der ofte er afhængige af, at andre taler deres sag.
Det var noget af et kulturchok. Pædagogikken på Island er meget forskellig fra den, vi har mødt i Danmark. I Danmark er det pædagogiske område for udviklingshæmmede og
De studerende har lært meget om socialpædagogik ved at sammenligne de to landes forskellige metoder.
’Netop fordi der er så stort fokus på individet, er husene også indrettet, så de tager hensyn til den enkelte. Det betyder blandt andet, at der i flere af de bosteder, vi besøgte, manglede fællesrum med deraf manglende fokus på fællesskabet,’ siger Louise.
Flere steder boede der fem beboere i det samme hus, men i hver sin lejlighed. Det betyder, at beboerne ikke har så gode muligheder for at spise og hygge sig sammen. For netop opmærksomheden på den enkelte beboer gør, at beboerne ofte er alene sammen med deres pædagog og ikke med hinanden.
’Hvis der fx er en beboer, der gerne vil danse ballet, så gør vedkommende det alene sammen med en pædagog. Flere borgere udtrykte faktisk, at de gerne ville være mere sammen med de andre, fx spise sammen. Men det var der ikke altid plads til, fordi hensynet til enkeltes
behov vejer over hensynet til fællesskabet,’ siger Cecilie.
Hun fortæller videre, at de fleste bosteder har personbiler og ikke busser, som er mest almindeligt i Danmark.
’Det er fordi, de bare skal kunne transportere den enkelte beboer og én pædagog. Så der var heller ikke så gode muligheder for at tage på fællesture, fordi de ikke har busser’.
Nye måder at tænke pædagogik på I Danmark derimod er arbejdet med fællesskaber en stærk pædagogisk retning, og derfor er bostederne indrettet med fællesrum, fællesspisning og til fællesarrangementer.
’Her er det bare vigtigt at bemærke, at tanken om fællesskaberne ikke kun er skabt på grund af pædagogikken, men mindst lige så meget af prak-
tiske og økonomiske hensyn,’ siger Lærke.
Så et væsentligt opmærksomhedspunkt, de tre har lært af deres projekt, er at, hvor fokus på fællesskabet har den største værdi i Danmark, er individet i højsædet på Island. Og de er alle tre enige om, at besøget på de islandske bosteder har været med til at åbne deres øjne for nye måder at tænke socialpædagogik på.
Der er mange flere facetter i forskellen på de to socialpædagogiske retninger, som Cecilie, Lærke og Louise har skrevet om i deres bachelorspeciale. Fx noget om ubalance i magtforholdet, når det kun er én beboer og én pædagog, der sammensætter dagsordenen. Eller, hvordan sikrer pædagogen, at alle får den opmærksomhed, de har behov for, når fællesskabet også defineres ud fra mangel på ressourcer og besparelser?
Hvis du gerne vil vide mere om bachelorprojektet, er du meget velkommen til at kontakte Cecilie, Louise og Lærke.
De vil også gerne være hjælpe med at skaffe kontakt til Ás Styrktarfélag, som er den organisation, der hjalp med at arrangere besøget på de islandske institutioner. De var meget behjælpelige med at strikke programmet sammen og vise deres arbejde, og lade de bachelorstuderende hilse på beboerne. De sørgede også for, at de tre deltog i et møde med den islandske socialminister Guðmundur Ingi Guðbrandsson.
En af pointerne fra bachelorprojektet er, at på Island er der et udpræget fokus på individet, mens det i Danmark i høj grad ligger på fællesskabet. Det giver forskellige muligheder og begrænsninger, som de studerende har kigget på.
På pædagoguddannelsen har de studerende mulighed for at tage en del af deres uddannelse i udlandet. Og der er mange muligheder – både kortere og længere ophold. Det kan være en af de to lange praktikker, et
udvekslingsophold på en anden uddannelsesinstitution eller, som Louise Siri Holm, Cecilie Hersted Nygaard Svensson og Lærke Rau
Mindedal har gjort, at tage et udlandsophold i forbindelse med bachelorprojektet.
Cecilie, Lærke og Louise rejste til Island som en del af deres bachelorprojekt, hvor de sammenlignede bosteder for udviklingshæmmede i Danmark og på Island.
’Vi ville gerne blive inspireret af socialpædagogikken på bosteder i et andet land. Og sammenligne det med danske bosteder. Vi valgte, at det skulle være en kultur, der ligner vores egen, og så måtte det ikke være alt for besværligt,’ siger Cecilie.
Kan det lade sig gøre?
Da de først fik idéen, syntes de, det virkede helt uoverskueligt. Kunne det lade sig gøre lige midt i et bachelorprojekt? Der skulle søges fonde, arrangeres rejse, ophold – og så skulle hele det faglige forløb på Island også lige klares.
’Puha. Vi havde mange overvejelser, men da vi først kom i gang, var det slet ikke besværligt. Vi fik stor hjælp af vores internationale vejleder på VIA, og vi kendte også en islænding, der kunne hjælpe os med kontakterne. Og da vi først var kommet i gang, kørte det bare. Vi søgte og fik midler, der dækkede både hotelophold og flybilletter,’ siger Louise, der slet ikke er i tvivl om, at et udlandsophold er med til at åbne for nye faglige vinkler.
Tag afsted for pokker!
’Vi kan udveksle tanker med andre kulturer og inspirere hinanden, når vi mødes på tværs af grænser. Vi kan kun anbefale alle at gøre det samme. Det er det hele værd. Og det er altså ikke særligt besværligt – bare
kast dig ud i det. Der er så meget at lære ude i verden,’ siger Lærke.
De fortæller samstemmende, at de flere gange i løbet af uddannelsen har hørt om international praktik. Men det var ofte noget med Afrika eller Australien. Det kunne også være spændende, men det virkede for uoverskueligt.
’Så da det pludselig gik op for os, at det sagtens kunne være Island, var det pludselig ikke længere så uoverskueligt. Og det var heller ikke flere måneder, vi skulle af sted. Det var bare 11 dage. Det kan man godt klare, også selvom man har en familie at tage hensyn til,’ siger Cecilie,
der synes, alle studerende bør rejse ud i verden i løbet af deres uddannelse. Og hun ville ønske, at hun selv havde taget en af de lange praktikker i et andet land.
’Det var virkelig godt og værdifuldt for vores bachelorprojekt. Men der var også tid til at lege turister. Vi var ude at ride på islandske heste, besøgte Nordens største vandfald, så den berømte gejser, der sender brandvarmt vand højt op i luften cirka fem gange i timen. Og så badede vi selvfølgelig også i nogle varme kilder. Det var virkelig en stor oplevelse. Både fagligt og personligt,’ siger Louise.
Læs mere om de internationale muligheder på pædagoguddannelsen her.
Vores kroppe er forbundet med både muligheder og begrænsninger. Man må falde, før man kan gå. Men hvordan finder pædagogen balancen mellem opmuntring og omsorg, når små børn uundgåeligt falder igen og igen?
Faldet som kropslig eksistentiel erfaring
Vi har alle prøvet at falde og slå os. Vi husker det – godt gemt i kroppens hukommelse. Det er en del af vores kropsbevidsthed. Vi er kropsligt i verden som subjekter, der erfarer både fysisk som socialt gennem kroppen. Samtidig har vi vores krop, der som objekt kan formes, kontrolleres, og som også har sine begrænsninger. Det lille barn
forsøger at få styr på kroppen hver dag, og erfarer her sine kropslige muligheder og begrænsninger i forsøget på at lære at holde balancen, hoppe, klatre, danse, og så videre. Men hvad sker der, når kroppen ikke kan som ønsket eller, omverdenen overrasker? Så vil et barn ofte falde. Børn reagerer forskelligt på erfaringen med et fald – nogle bliver kede af det eller mere forsigtige, og andre fortsæt-
ter ufortrødent deres leg. Alle børn i bevægelse kan falde, og derfor hævder vi, at det er en eksistentiel præmis og et menneskeligt grundvilkår at have oplevet faldet. Og denne erfaring grundlægges i den tidlige barndom.
Vuggestuebørn i bevægelse bliver fald-eksperter
I vores feltarbejde i vuggestuerne har vi observeret, at børns
fald kan afbryde dem i deres aktiviteter, men ofte ser det ikke ud til at afskrække eller irritere barnet – i hvert fald ikke i længere tid ad gangen. Verden er for spændende at gå på opdagelse i. Igennem deltagelse i hverdagens bevægelsesaktiviteter øver barnet samtidigt sit fald. Intet fald er ens, når et barn forsøger at balancere, danse, hoppe, tumle, og så videre. De falder og rejser sig igen og igen, og netop denne gentagelse har potentiale til, at børn erfarer nye små forskelle. Hver gang postrual kontrol, barnets evne til at holde
sig oprejst med en god holdning (red.), tabes, sker der en ny selvindsigt i kroppens muligheder og begrænsninger. I vores feltarbejde så vi, at vuggestuebørn, der bliver ved med (og får lov til) at øve sig i mestringen af deres kroppe, udvikler faldteknikker, som bliver flydende og beskyttende. Børn kan ikke undgå at falde, men de kan undgå den smertefulde påvirkning ved at lade arme og ben afbryde faldet, imens hovedet holdes oppe fra jorden. Vuggestuebørn i bevægelse bliver på denne måde små fald-eksperter.
Mail: gsa@via.dk
Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og medarbejder i VIA Efterog videreuddannelse inden for pædagogisk idræt, leg, bevægelse og sundhed
Grethe er en af ophavsfolkene til de certificerede idrætsinstitutioner inden for både dagtilbud, SFO/ Klub og Social-specialområdet.
Hun er desuden med til at videreuddanne personale til de certificerede institutioner i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund.
Mail: almi@via.dk
Lektor ved VIA
Pædagoguddannelsen
Anette har i sin adjunktperiode været tilknyttet forskningsprogrammet Krop, idræt og bevægelse, VIA Pædagogik og dannelse. Anette er herforuden tilknyttet VIA Efter- og videreuddannelse indenfor pædagogisk idræt.
Mail: mib@via.dk
Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og videnmedarbejder ved forskningsprogrammet Krop, idræt og bevægelse, VIA Pædagogik og dannelse
Selvom faldet fylder meget i børns liv, fylder det ikke ret meget i bevægelsesforskningen, og vi mener, at det er et overset emne indenfor bevægelsespædagogikken.
Vuggestuebørns leg med faldet Vuggestuebørn leger også med faldet, fordi de kan. Når de tumler, løber og kaster sig ned, eller hopper ned og lader sig falde på forskellig vis, koordinerer de deres fald. Eller inspirerer andre til at lege med faldet, og former det til en sjov bevægelsesaktivitet, hvor de bevidst leger med faldet. De kopierer også voksnes omsorg omkring faldet, og leger med at tabe kropskontrol, både for at få opmærksomhed, og fordi det er sjovt. Vi har observeret, hvordan børn forstår hinanden igennem faldet.
Vi har observeret, hvordan pædagoger understøtter børns leg med faldet, og hvordan de ind i mellem leger med eller lader sig selv falde med.
Lad os falde noget mere … Selvom faldet fylder meget i børns liv, fylder det ikke ret meget i bevægelsesforskningen, og vi mener, at det er et overset emne indenfor bevægelsespædagogik-
ken. Faldet må ses dels som en eksistentiel erfaring for barnet, dels som en motorisk færdighed, der kan øves. Begge er i relation til at arbejde med lærerplanstemaets krop og bevægelse i vuggestuen – som netop anerkender både den eksistentielle og den fysiske dimension af kroppen.
I den pædagogiske hverdag må personalet have fokus på bevægelsesmiljøer, som giver barnet mulighed for at falde på forskellige måder. Her må der findes balance imellem omsorg og opmuntring, så børn forliger sig med kroppens begrænsninger såvel som muligheder. På baggrund af vores forskningsprojekt anbefaler vi, at pædagogisk personale med fordel kan iscenesætte faldlege og gribe børns leg med faldet, så flere børn kan øve sig i at falde, fordi det skaber kropsbevidsthed og retter deres opmærksomhed mod verden.
Artiklen baserer sig på fund og erkendelser fra et korttids etnografisk feltstudie i to danske idrætscertificerede vuggestuer med fokus på planlagte bevægelsesaktiviteter.
Lommefilm med mobiltelefonen blev anvendt som feltnoter, for at observere den komplekse praksis, og give mulighed for at nærstudere korte filmklip.
Herudover blev der eksperimenteret med GoPro kamera på børn, hvilket har givet indblik i det kropslige børneperspektiv. Samt interview med fire pædagoger.
Læs mere om forskningsprojektet og referencer her
The greatest glory in living lies not in never falling, but in rising every time we fall.
(Mandela)
DRØMME OM FRIHED OG MUSIK
Af Flemming Oehlenschlæger Nørgaard, lektor ved VIA Pædagoguddannelsen
– om frihed som værdi i fritidspædagogikken
Frihed og SFO er to ord, der tydeligt hører sammen. Men hvad er børnene frie til i SFO`en? Et nyt
forskningsprojekt har blandt andet undersøgt, hvordan pædagoger forstår frihed i fritidspædagogikken.
En dag i SFO'en havde en pædagog startet en aktivitet sammen med børnene. De skulle lave papirsflyvere og konkurrere om, hvem der kunne lave det fly, som kunne flyve længst. Det længst flyvende fly ville komme i SFO`ens rekordbog.
SFO’ens rekordbog er fyldt med mange forskellige rekorder, børnene har lavet de sidste par år. Rekordbogen er dekoreret og har plads på en hylde. Den kommer kun ned til samlinger. Det er en ære at komme i rekordbogen, og børnene taler om, hvem der kan jonglere længst tid med tre bolde, og hvem der har hoppet flest gange på et ben.
Efter børnene havde bygget og foldet deres flyvere, startede
konkurrencen. Alle børnene kastede deres flyvere så højt og langt, de kunne. Men da turen kom til Gustav, var hans flyver stadig i hans hånd. Pædagogen forsøgte at sige til Gustav, at han skulle kaste sin flyver, men til pædagogens overraskelse, trak Gustav sin hånd tilbage og kastede sig selv ud i luften i stedet. De andre børn og pædagogen grinede højt, mens Gustav landede blødt på græsset og
rejste sig op med et stort smil på læben.
Friheden i fritidspædagogikken I forbindelse med forskningsprojektet; ’Frihed i fritidspædagogik
– en undersøgelse af og refleksioner over frihed i fritidspædagogik’, der er udført i tre SFO’er, har jeg interviewet pædagogen, som
fortalte mig om den flyvende Gustav. Vi talte om, hvad er der på spil for børnene i det frie rum. Og om, hvordan det står til med friheden i SFO’en i dag. Vi talte om, hvorfor frihed er så vigtigt i fritidspædagogikken.
Ja, hvorfor er frihed vigtigt i SFO’en? Et svar kan være, at der dybt i fritidspædagogikken ligger et ideal om frihed. Og at det ideal indeholder et ønske om, at SFO’en er et sted, hvor barnet har tid og plads til bare at være. Men dét, at der er tid og plads til at være, betyder ikke, at barnets frihed ikke er udsat for tvang eller ydre påvirkninger. Selvfølgelig. Når man indgår i sociale sammenhænge, er den enkeltes frihed aldrig ubegrænset. Og at have et ideal om frihed er ikke det samme som at have et ideal om, at alle kan gøre hvad som helst til alle tider. Så der er selvfølgelig tvang og påvirkninger i SFO’en. Men tvangen og påvirkningerne er måske færre
og umiddelbart sværere at få øje på her, end andre steder barnet færdes. Som en af pædagogerne
sagde:
’Jeg havde en helt vidunderlig gruppe børn. De var blandet i alder, og de kunne med hinanden. De var bare gode. De gav mig overskud, og jeg tænkte, at nu skulle det være, at jeg prøvede et lille kunstforløb med ungerne. Så jeg laver et kunstforløb og finder materialer, så børnene kan lave deres egne kunstværker. Vi er alle i gang med forklæder og maling på fingrene og borde. Der er rod i hele rummet, for jeg er helt væk i deres billeder og roser dem: ’Du kan jo godt. Gode farver. Prøv
disse farver. Tag den her pensel i stedet. Det er nogle flotte blomster.’ Da børnene er gået hjem
eller blevet hentet, kigger jeg på malerierne og tænker: Tog jeg rummet for meget? Stod jeg i virkelighed i vejen for børnenes mulighed for at udtrykke sig?
Bremsede jeg deres kreative proces ved hele tiden at kommentere eller uopfordret komme med instruktioner til, hvad de skulle lave?’
Plads til at føle sig fri Pædagogen reflekterer over, hvordan hun rammesætter en aktivitet samtidig med, at hun giver børnene muligheder for deres udfoldelse. Hun har måske
eller måske ikke forhindret barnet i at føle sig frit og kreativt. Vi talte om, i hvilket omfang pædagogen kunne eller skulle have ladet børnene have mere frihed til at udforske materialerne og motiverne. Pædagogen fortæller, at det er vigtigt at lade barnet have tid og plads til at udfolde sin egen kreativitet og føle sig fri til at eksperimentere og udforske.
Eksemplet viser, at pædagogens refleksioner kredser om hendes muligheder for at give børnene et frit rum. Det er et pædagogisk paradoks, at man ønsker at hjælpe den anden til mere frihed, men at hjælpen i sagens natur er en indskrænkelse af den andens
frihed. Paradokset opstår, da målet er, at barnet skal blive et selvstændigt handlende individ, men dette sker gennem en tvang eller ydre påvirkning. Det fritidspædagogiske element i paradokset er, at barnet qua alder og selvstændighed på mange måder kan handle på sin frihed i SFO`en. Barnet er i stand til at lave sit maleri uden indblanding fra pædagogen.
Frihed som en eksistentiel oplevelse
Frihed har altid været en central værdi i fritidspædagogikken, men hvad betyder det egentlig i dag? Det er en vigtig diskussion at tage, fordi samfundet og
børns behov ændrer sig over tid. En moderne forståelse af frihed i fritidspædagogik handler måske om at give børn mulighed for at udforske deres interesser og skabe deres egne oplevelser i samarbejde med andre børn og voksne. Det handler også om at skabe et miljø, hvor børn føler sig trygge til at udtrykke deres meninger og træffe deres egne valg. Og så er frihed en eksistentiel oplevelse, som kan være med til at udvikle barnets evne til at tage selvstændige beslutninger. Når børnene har mulighed for at træffe egne valg og handle uafhængigt, kan de udvikle en fornemmelse af egne værdier og ønsker.
Flemming Oehlensclæger Nørgaard flno@via.dk
Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen
Flemming er videnmedarbejder ved Program for hverdagsliv og fritidspædagogik, VIA Pædagogik og dannelse.
Frihed har altid været en central værdi i fritidspædagogikken, men hvad betyder det egentlig i dag? Det er en vigtig diskussion at tage, fordi samfundet og børns behov ændrer sig over tid.
Nyt projekt klæder pædagoger på til at bruge musik i det daglige arbejde med mennesker, der har fået en hjerneskade.
Musik har en særlig evne til at udvikle og forandre borgere –både fysisk og mentalt. Når et menneske får en hjerneskade, kan musikalsk samvær være en vej til at indgå i socialt samvær, (gen)finde sproglige og kropslige færdigheder, støtte hukommelse, tage initiativ til aktivitet og virke beroligende.
De fleste mennesker påvirkes af og reagerer, når de hører musik. Det kan være, at de genkender instrumenters klang, at de lytter efter teksten i en sang, det kan være et minde om en begivenhed eller det kan være, at musikken er en impuls til at synge eller nynne med, bevæge
sig eller slappe af. Iagttagelserne er foretaget af pædagoger i forbindelse med genoptræningsforløb og på aktivitetscentre for mennesker med hjerneskade. Iagttagelserne ligger meget godt i forlængelse af, hvad forskning indenfor musikterapi undersøger og dokumenterer.
At lære at være sammen om musik
Når pædagoger bruger musik sammen med mennesker med hjerneskade, så handler det musikalske samvær ikke om at ’lære om musik’, men i stedet om, at de to parter ’lærer at være sammen om musik’. Den tilgang er et af de resultater, jeg fandt i mit forskningsprojekt, som jeg gennemførte i 2016-2020. Noget af det centrale er, at pædagoger får indsigt og forståelse for den musik, som borgeren bryder sig om, er tryg ved og dermed kan genkende. Det genkendelige kan være genren (pop, jazz, salmer, folkemusik, med videre),
Tove Stenderup tst@via.dk
Ph.d. og lektor ved VIA Pædagoguddannelsen
Tove er musikpædagog, cand.pæd i didaktik og ph.d. Hun forsker i musikalsk samvær i den socialpædagogiske indsats med mennesker med hjerneskade.
Når pædagoger bruger musik sammen med mennesker med hjerneskade, så handler det musikalske samvær ikke om at ’lære om musik’, men i stedet om, at de to parter ’lærer at være sammen om musik’.
disciplinen (sang, spil, dans eller andet) eller samværsformen (få eller mange, hjemme eller andre steder) i det musikalske fællesskab. Jeg kalder det for borgerens hverdagsmusik og hverdagsmusikalitet. Når indsigten i borgerens hverdagsmusik er opnået, handler det derefter om, at pædagogen tør være sammen med borgeren i musikkens fællesskab.
Pædagoger skal klædes på til at bruge musik i arbejdet Borgerens hverdagsmusik og hverdagsmusikalitet er måske ikke en genre, disciplin eller samværsform, som pædagogen kender. Så når det handler om at turde være sammen med borgeren i et musikalsk fællesskab, der er ukendt, har det vist sig, at det kan være svært og en praktisk udfordring for ikke musikuddannede. Pædagoguddannelsen er en af de uddannelser, der uddanner til at arbejde med mennesker med senhjerneskade. På den
nuværende pædagoguddannelse er musik ikke længere et obligatorisk fag. Derfor er nyuddannede pædagoger ikke nødvendigvis uddannet til at anvende musikalske teknikker, fx sang, instrumenter eller lignende. Det giver et dilemma, da musikalsk udfoldelse netop trækker på mod til at synge, spille og danse sammen med andre, at opleve tryghed i og kendskab til handlemønstre indenfor musikalske discipliner. Sidst, men ikke mindst, har pædagoger brug for viden om dels, at musikken og dels, hvordan musikken kan have indvirkning på, at svære daglige udfordringer bliver nemmere at løse for borgeren.
Vi er nu i gang med et kompetenceudviklingsforløb, der skal give pædagoger og andre faggrupper, der er tilknyttet Specialområde Hjerneskade, Region Midtjylland indsigt i at bruge musik. Hvordan de kan få mod til at møde borge -
’Musik som meningsfuldt samvær’ er overskriften på et kompetenceudviklingsforløb, som Helsefonden, Specialområde Hjerneskade, Region Midtjylland og Pædagoguddannelsen VIA er gået sammen om at virkeliggøre. Gennem en 2-årig periode deltager medarbejdere fra tre lokationer i Region Midt og et antal studerende fra pædagoguddannelsen i Ikast i et projekt, der handler om at bruge musikken som et fælles tredje.
Undervisere i projektet er musikterapeut og ph.d. Søren Hald, socialpædagog Marianne Fog samt lektor og ph.d. Tove Stenderup. Indholdet i kompetenceudviklingsforløbet er planlagt i tværfagligt samarbejde mellem universitet, praksisfelt og professionshøjskole i en kollaborativ aktionsforskningsforståelse.
Dette forstærkes af, at udvikling af ny praksis og viden sker med udgangspunkt i deltagernes konkrete handlekompetencer.
ren gennem borgerens hverdagsmusik. Hvordan de kan optimere egne kompetencer indenfor musik. Og hvordan de aktivt kan bruge digital understøttelse i musikaktiviteter.
Forløbet skal sikre, at flere mennesker med erhvervet hjerneskade får gavn af viden fra forskning med fokus på at bruge
musik til at højne trivsel i hverdagens gøremål. Helsefonden har muliggjort projektet med økonomisk støtte.
Samarbejde med Specialområde Hjerneskade i Region Midtjylland Region Midtjylland lavede en video af projektet i den indledende fase. På baggrund heraf har 15 deltagere tilmeldt sig.
Undervisningen skal inspirere deltagerne til at prøve musikaktiviteter i praksis. Musikaktiviteterne skal indgå som et delmål i handleplanen, hvor musikken skal søge at støtte borgeren til at få kontakt til egne tidligere erfaringer med musik. Og hermed arbejde med forandring af kompetencer, eksempelvis kommunikation, hukommelse, arousal, oplevelse af fællesskab, sprog og motorik. Dette kan ske ved at lytte, nynne, synge eller gøre noget andet til sin favorit musik.
Formålet er at højne borgerens potentialer, livskvalitet og mestring både i selve aktiviteten og efterfølgende.
Refleksioner
I den korte periode, projektet har været i gang, har vi mærket, at små musikalske fællesskaber giver positive følelser. Det kan være i form af lethed i kroppen og en følelse af at være inklude -
ret i et fællesskab. Vi har oplevet, at der gennem musikken skabes relationer, der er med til at nedbryde tidligere grupperinger og øge forståelsen for andres kultur og væremåder. Vi mærker engagement, da vi i fællesskabet gerne vil yde noget, vil levere noget, og vi mærker fælles rytme, når vi spiller sammen. De mange forskellige måder at agere på (spil, sang, med videre) er dele, der tilsammen giver en helhed og øger lysten til at deltage. Det musikalske samvær gav en oplevelse af, at vi tilsammen mestrer et musikalsk udtryk.
En af deltagerne på kurset valgte at medbringe lyttemusik i forbindelse med udførelse af daglig hygiejnepleje hos en borger. Det var med den humoristiske tekst ’Blip-blop og gud, hvor går det godt’, som var genkendelig for borgeren. De sang med på sangen undervejs. Allerede første gang, hvor musikken var
med, observerede medarbejderen mindre vrede, frustration og utryghed hos borgeren. Og uopfordret omtalte pårørende, at de oplevede, borgeren var mere rolig og afslappet.
Lise arbejder som rap-pædagog i et fritidscenter og underviser på pædagoguddannelsen på UCN. Hun bruger rap-musikken som pædagogisk redskab, der skaber rum til at snakke om følelser og identitet med de unge. Og så har de unge i klubben inspireret hende til at deltage i X-faktor.
38-årige Lise Mangalika
Tuborgh Bugge Møller, med kunstnernavnet Lise Ranks, deltog i X-faktor 2023. Hun kalder sig selv rap-pædagog, og det var hendes rap-musik, der banede vejen til det store show. Til daglig arbejder hun både i fritidscenteret Fri-stedet og underviser på pædagoguddannelsen på UCN.
’Det var de unge fra klubben, der inspirerede mig til at deltage i X-faktor. ’Og hvis du kommer igennem, vil vi med’. Jeg tænkte – hvad kan jeg miste? Hvad der end sker, skal jeg jo stadig lave musik. Og det kan jo ligefrem gå hen og blive sjovt,’ siger Lise Ranks, der fortæller, at hun også så det som en god pædagogisk indgang til de unge. Det kunne jo være med til at give dem mod til selv at turde træde frem med deres egen stemme, med deres egen musik.
Skabe en ny historie om Aalborg SØ Hun fortæller, at fritidscenteret ligger i Aalborg SØ – et kvarter, der til tider har et dårligt ry. ’Der er så mange dårlige historier herude fra. Jeg tænkte, hvordan kan jeg via min optræden i X-faktor være med til at skabe et positivt syn på SØ? Og vise det Aalborg SØ, som vi elsker, er stolte af og hvor vi føler os hjemme,’ siger Lise Ranks. Så da TV2 spurgte, hvem der skulle være med til hendes audition, svarede hun, at det skulle de unge. Og hun forklarede, at det virkelig var vigtigt, at det her blev en god historie.
’De skulle omtale de unge som ressourcestærke, reflekterende og dejlige unge mennesker, som de er. Fortælle, at det var dem, der havde presset på for, at jeg skulle stille op. At vi var et fællesskab, der var sammen om det her. Det er så meget dem, der har inspireret mig til at deltage,’
siger Lise Ranks, der forklarer, at det her skulle være starten på at ændre historien om et dårligt kvarter i Aalborg SØ.
’Ord har så meget kraft, så hvis vi nu kan fortælle om en anden side af kvarteret, skulle det være starten på at ændre det billede,’ siger Lise Ranks.
Rapmusikken har egne regler
Hun har selv gået i fritidscenteret Fri-stedet i mange år, fra hun var 10 til 18 år. Det var her, hun kastede sig over rappen. Som andre unge mennesker brugte hun de unge år på at finde sig selv og sin rolle i verden.
’Jeg har altid mest været en drengepige, og det var ikke altid let. Som teenager identificerede jeg mig med streetkultur – hip-hop og breakdance – i min søgen efter at finde ud af, hvem jeg selv er. Musikken blev min bedste ven og gav mig mulighed for at forandre ting,’ siger Lise Ranks, der fortæller, at her er
Lise Mangalika Tuborgh Bugge
Møller alias Lise Ranks ltb@ucn.dk
Lise er pædagog og cand. mag. i Lærings- og forandringsprocesser.
Hun er adjunkt på pædagoguddannelsen i UCN og rap-pædagog i fritidscenteret Fri-stedet.
rapmusikken særlig anvendelig, fordi den har sine egne regler.
’Der gælder andre normer for rapmusikken. Sproget skal ikke være fint, og man kan tillade sig at sige noget, der ikke er altid er passende. Og i arbejdet med at finde frem til tekster og musik, er der plads til, at vi kan tale om alt – det, der gør ondt, skole, kærlighed, alt det, der fylder. Og så er det en meget umiddelbar genre, hvor vi kan arbejde med sproget og følelserne uden, at det bliver pinligt,’ siger Lise Ranks.
Arbejde og uddannelse
på samme tid
Da hun fyldte 18 år kunne hun ikke længere gå i fritidscenteret. Men så stoppede den daværende rap-pædagog, John Heftig, og klubben manglede pludselig en pædagog. Da Lise Ranks både mestrede det tekniske og det musikalske, tilbød pædagogerne hende en ansættelse i klubben.
’Det var helt fantastisk – at få lov til at sidde i studiet, arbejde med tekster og musik sammen med en flok skønne unge mennesker – og få løn oveni. Det var min vej! Og da pædagogerne syntes, at jeg havde flair for pædagogisk arbejde, foreslog de, at jeg tog en pædagoguddannelse ved siden af arbejdet i fritidscenteret,’ siger Lise Ranks, der også har taget en kandidatuddannelse i Lærings- og forandringsprocesser.
Rappen skaber ligeværd og fællesskab
I dag arbejder hun halv tid som underviser på pædagoguddannelsen i Aalborg og halv tid i fritidscenteret Fri-stedet.
’Jeg er vild med den kombination.
Jeg får både lov til at arbejde med hovedet og med praksis. Og jeg bruger rap-musikken begge steder. Sammen med de unge taler vi om og komponerer tekster om ungelivsting, om skole, venskaber, kærestesorger og
meget andet, der fylder hos dem. Vi snakker meget sammen og jo mere vi er sammen i studiet, jo mere vinder jeg deres tillid. Flere af dem har været i klubben i mange år og kender mig godt. Det skaber selvfølgelig et tillidsbaseret samvær,’ siger Lise Ranks, der fortsætter:
’Vores samarbejde, hvor både de og jeg spiller ind med gode idéer, skaber et ligeværd i rummet. Vi har et ægte praksisfællesskab, hvor vi arbejder med identitet og dannelse – på deres præmisser, men med mig som medspiller,’ siger Lise Ranks, der slutter af og siger, at noget af det bedste ved hendes arbejde i fritidscenteret er, at hun altid glæder sig til at komme på arbejde. Til at være sammen med de unge og skabe noget sammen med dem. Noget, der har stor betydning for dem.
Og så får hun en enorm erfaring at bringe i spil på pædagoguddannelsen.
Der gælder andre normer for rapmusikken. Sproget skal ikke være fint, og man kan tillade sig at sige noget, der ikke er altid er passende. Og i arbejdet med at finde frem til tekster og musik, er der plads til, at vi kan tale om alt –det, der gør ondt, skole, kærlighed – alt det, der fylder.
SPIDS
Ildsjæle som Sofie Rifbjerg og Erna Drachmann stod for en pædagogik præget af kærlighed, handlemod og opfindsomhed. Alligevel er det som om nutidige beskrivelser af pædagogisk professionalisme udelader netop sådanne egenskaber.
Dengang jeg startede med at undervise på pædagoguddannelsen, var det ikke på mode at være drevet af et pædagogisk kald. Nogle undervisere på pædagoguddannelsen mente sågar, at det kunne være direkte skadeligt. Studerende, der ankom til uddannelsen med et ønske om at hjælpe andre, blev anset som håbløse romantikere med overdrevne forestillinger om egen rolle. Eller som sårbare sjæle, der ville frelse verden for den dårlige barndom, de selv
var blevet tildelt. Under alle omstændigheder blev det anset som uprofessionelt.
Da jeg havde været underviser et par år, udgav Esther NørregårdNielsen bogen ’Pædagoger i skyggen’. Bogen handlede om, at pædagoger fremstår alt for ufaglige. I bogen sammenlignes pædagoger med læger, der som bekendt har særligt tøj på, anvender et specialiseret fagsprog og kan betjene mærkelige maskiner. Heroverfor fremstår
pædagogers hverdagstøj, kaffe i sofaen, syværksteder og bollebagning mere hjemligt og ufagligt. Bogen kickstartede en lavine af pædagoger, der ønskede at tale i et mere teoretisk sprog, så omverdenen kunne indse omfanget af deres pædagogiske professionalitet. At tale i et almindeligt sprog blev anset som uprofessionelt
Så kom perioden med skolereformen. Jeg klappede i mine hænder dengang, mens jeg forestillede mig alle de fede ting pædagoger nu kunne bidrage med i skolens understøttende undervisning. Rollespil, musik, billedkunst, skrammellegepladser, cykelværksteder, træklatring, sæbekassebiler, gaming. Men hvad skete der? For at kvalitetssikre pædagogernes arbejde, besluttede man at opgradere dem i didaktisk teori. De skulle på efteruddannelse og læse bøger af Hattie om synlig læring og bøger af Biesta om
verdensdestruktion. Jeg underviste selv på et sådant modul. Jeg kan huske en gruppe pædagoger, der til eksamen havde pyntet rummet op med billeder fra et fantastisk projekt, de havde lavet med børnene. Censor vente tommelfingeren nedad. Der var ikke nok teori. Det var for uprofessionelt
Nu er der jo ikke noget galt med teorier og metoder. Men det er som om forestillinger om professionalisme er renset for alt det, som virkelig har værdi. Vi skal huske på, at dansk pædagogik er vokset ud af visionære ildsjæles initiativer og håbefulde ønske om at hjælpe andre: Erna Drachmann, der startede landets første børnehave og kæmpede for kvinders rettigheder. Sofie Rifbjerg, som lavede sommerkolonier og udflytterbørnehaver for børn i udsatte positioner. John Bertelsen, der etablerede verdens første skrammellegeplads.
Sidste år udgav jeg bogen ’Pædagogisk Entreprenørskab’. Mit ønske var at sætte fokus på den pædagogiske superpower, som giver professionen så meget værdi, men som sjældent beskrives i pædagogfaglige bøger. Verden er nemlig fyldt med pædagoger, der i stor og lille skala skaber værdi for børn, voksne og gamle. Pædagoger, der går på opdagelse i dinosaurernes verden med børnene i børnehaven. Pædagoger, der laver madklub på bostedet. Pædagoger, der laver musikfestivaler med de unge i klubben. For mig er det indbegrebet af professionalisme. Og vi burde anerkende det langt mere, end vi gør i dag.
Mikkel Snorre Wilms Boysen msb@pha.dk
Mikkel Snorre Wilms Boysen er docent og leder af forskningsmiljøet ’Bevægelse, kreativitet og æstetik i pædagogisk arbejde’ ved UC Absalon.
Mikkel er aktiv debattør og forfatter til en række bøger og artikel med kreativiteten som omdrejningspunkt.
Find en lille læseprøve fra ’Pædagogisk Entreprenørskab’ her
Nu er der jo ikke noget galt med teorier og metoder. Men det er som om forestillinger om professionalisme er renset for alt det, som virkelig har værdi. Vi
skal huske på, at dansk pædagogik er vokset ud af visionære ildsjæles initiativer og håbefulde ønske om at hjælpe andre