9 minute read
Formand for BUPL: Vi skal insistere på pædagogikken
Formand for BUPL: Vi skal insistere på pædagogikken
53-årige Elisa Rimpler, formand for BUPL, har altid brændt for retfærdighed. Vi har talt med Elisa om at turde stå frem, kæmpe for retfærdighed, pædagogik og om at give stemme til de, der ikke altid kan tale for sig selv.
Hun sidder i vinden, der blæser hendes hår op imod en virkelig blå himmel. Den farve som himlen kun har, når den spejles fra havet. En smuk aprildag får vi en snak om alt det, hun virkelig brænder for. Om pædagoguddannelsen, om at have sine meningers mod, om fagpolitik, om at være noget for andre, om at turde bruge sin egen stemme – og om pædagogik og retfærdighed.
Elisa Rimpler er vokset op i Esbjerg og uddannet pædagog fra seminariet i Esbjerg i år 2000. Hun har arbejdet som pædagog i flere år, har været aktiv i BUPL i rigtig mange år, og er nu formand for pædagogernes fagforening.
’Jeg er sådan en 2. generations pædagog. Min mor er pædagog, flere i min familie er pædagoger, og mange af min mors venner er også pædagoger. Så der er altid blevet talt max pædagogik hjemme hos os,’ siger Elisa Rimpler.
Efter gymnasiet blev hun pædagogmedhjælper på et fritidshjem i Esbjerg. Et fantastisk sted, hvor hun havde mange gode kollegaer. Hun oplevede et fagligt dygtigt personale, der både var tændt af pædagogikken og af store drømme om samarbejde med lokalsamfundet.
’Det var virkelig en god arbejdsplads, og jeg lærte meget i den tid. Og som så mange andre unge pædagogmedhjælpere oplevede jeg også, at jeg mange gange kom til kort i min argumentation for det, jeg gjorde.
Jeg havde ikke rigtig noget at have mine pædagogiske handlinger i – andet end i synsninger. Der fik jeg det sådan, at arggg – det her har jeg brug for at vide noget mere om. Og så syntes jeg selvfølgelig også pædagogikken og det pædagogiske arbejde var megaspændende, fordi jeg selv er flasket op med pædagogik og pædagogiske diskussioner,’ siger Elisa Rimpler.
Pædagogerne på fritidshjemmet opfordrede hende til at søge ind på seminariet – og det gjorde hun så. Og det har hun aldrig fortrudt.
Pædagogisk arbejde er meget komplekst
Og præcis de samme manglende argumenter for handlingerne i det pædagogiske arbejde, hører Elisa Rimpler i dag fra sin datter, der er vikar i en vuggestue. Når hun kommer hjem, vender de dagens mange oplevelser –hvorfor reagerer børnene som de gør? Hvorfor er det vigtigt ikke at hæve stemmen? Hvordan hjælper jeg de her børn ud af en konflikt? Alle de spørgsmål, der rejser sig, når man beskæftiger sig med pædagogik – og med andre mennesker.
’Så nu diskuterer vi igen pædagogik i mit hjem. Det er så skønt.
Og så er det faktisk meget interessant, at min datter kommer hjem og fortæller, at pædagogisk arbejde er så komplekst og udfordrende på alle måder. Hun er meget glad for sit arbejde, men hun siger også, at hun ikke skal være pædagog. Det er simpelthen for svært. Tænk engang – hun siger faktisk, at er for svært!
Hun har fået øjnene op for, hvor mange ting der er i spil, når man er sammen med børn og skal skabe de gode betingelser for deres udvikling,’ siger Elisa Rimpler.
En fagpolitisk karriere tager form
Når snakken falder på pædagogfaget, taler vi også om, at faget ikke har den status, som det burde. Ifølge Elisa Rimpler har det ikke altid været sådan. For da hun blev pædagog, var der ikke tale om manglende eller lav status. Den gang spejlede de sig i noget andet.
’På nær min mor, der er pædagog, så var jeg den første i min familie, der har taget en studentereksamen. Den gang var det helt almindeligt, at kom du fra arbejderklassen, så valgte du en håndværks-, en erhvervsrettet eller en professionsuddannelse. Der var ikke noget med, at du ikke var god nok. Det handlede ikke om prestige og karriere, men om at finde sin plads og være glad for den,’ siger Elisa Rimpler.
Status og løn
Hun fortæller, at hun har arbejdet som pædagog på to forskellige skoler. Og her oplevede hun, at der er mere status i lærerfaget, og at den forskel også afspejles i lønnen.
’Det er jo fuldstændig misforstået. Vi står der to mennesker ved siden af hinanden. Begge med en professionsuddannelse, men med to vidt forskellige lønninger. Pædagogens arbejde er mindst lige så vigtig som lærerens. Læreren er fuldstændig afhængig af den måde pædagogen arbejder med børnene på, så de bliver parate til at lære det faglige. Nysgerrige børn med tro på sig selv og hinanden, med gåpåmod og lyst til at prøve alle de nye ting, de bliver præsenteret for. Være med til at sikre, at børnene har en grundlæggende tryghed i sig selv. Og det er der desværre rigtig mange børn, der ikke har i dag,’ siger Elisa Rimpler. Hun fortæller videre, at der altid har været børn, der ikke har det godt – men i dag er det ikke alene de børn, der har nogle sociale udfordringer eller har noget med i bagagen. Nu er det også børn fra ressourcestærke familier.
Vores kultur modarbejder os
Hun uddyber og siger, at de tofagområder også har haft helt forskellige betingelser. Mens lærerfaget har en lang historik i overenskomstsystemet, så fik BUPL først forhandlingsretten i 1976. Og klubpædagogerne, hvor der var flest mænd, kom på et højere løntrin end børne- og vuggestuepædagoger.
Pædagogerne blev indplaceret på baggrund af tjenestemandsreformen i 1969, hvor kvinders lønniveau blot skulle være et supplement til mandens hovedindkomst. Så det havde stor betydning, da de selv fik forhandlingsretten i 1976.
’Vi er en faggruppe, der let kommer til at modarbejde os selv. Vi skal på den ene side være plastiske, bøje os efter, hvad der er nødvendigt. Det er du nødt til, når du står med et andet menneskes liv i hænderne. Og det gør vi jo bogstavelig talt. Så handler det om at møde mennesket først, møde dets ressourcer, behov, og så videre. Og på den baggrund arbejde med, hvor det menneske gerne vil hen,’ siger Elisa Rimpler, og siger videre, at pædagoger er dygtige til at gå den ekstra mil, der skal til, tage det ekstra slæb, så tingene kan fungere.
’Og det er jo smukt. Men det betyder samtidig, at vi kan have sværere ved at stå fast på vores krav. Man kan sige, at vores kultur modarbejder os, fordi rigtig meget af det, vi står for, er feminiseret til at være svagt eller noget med følelser. De bløde værdier. Mens mændenes domæner er de maskuline, noget med penge, magt, bygninger. Ting, der på en anden måde er mere hardcore og har højere status i vores kultur,’ siger Elisa Rimpler, og tilføjer, at det skal der laves om på. Vi skal lære politikerne og meningsdannerne, hvad pædagogisk arbejde er, hvilken betydning det har for vores børn og unge og for det samfund, de skal overtage en dag.
Vi står på en brændende platform – der skal ske noget NU Hun er bekymret for vores børn og unge, og siger, at det er vigtigt, at vi tager affære med det samme. ’Lige nu står vi på en brændende platform. Både fordi vi mangler pædagoger, og fordi de fleste godt kan se, at vi ikke kan behandle os ud af trivselskrisen. Der er så mange børn og unge, der ikke trives. Og der kommer stadig mere opmærksomhed på, at det ikke er det enkelte menneske, der er noget galt med. Det her er et samfundsproblem,’ siger Elisa Rimpler.
Hun forklarer, at når vi ser, hvordan mennesker mistrives, kalder det på pædagogikken. Det kalder ikke på sundhedsevidens. Ifølge hende er der brug for filosofien, sociologien, pædagogikken og psykologien. Sidstnævnte som et spørgsmål om at forstå det andet menneske, mere end det handler om at fixe det.
’Det er nu, vi skal stå op for de værdier, der gør os til et helt unikt samfund. Vi skal vise, at pædagoger og pædagogik kan forandre verden. Men det kræver, at politikerne og andre også ser det. Og så skal vi have flere unge til at vælge pædagoguddannelsen, så vi kan løfte opgaven,’ siger Elisa Rimpler.
Det pædagogiske sprog
For hende handler det også om den måde, vi taler om det pædagogiske arbejde på. Vi skal insistere på pædagogikken – på det pædagogiske sprog. Hun fortæller, hvordan de ved en strejke i 2008 sad foran rådhuset i Esbjerg og spiste madpakker og sang børnesange.
’Vi brugte vores pædagogiske sprog. Vi talte i øjenhøjde med andre mennesker. Det bliver der ofte set ned på. Der er også pædagoger, der siger, at vi ikke er gode nok, når vi taler og reagerer med vores pædagogiske sprog. De siger: ’Du skal tage et jakkesæt på, når du går ind og taler med DJØF’erne. Du skal tale deres sprog’. Men det er jeg ikke enig i! Vi skal indtage vores plads i samfundet. Vi skal ikke ligne andre. Vi skal være pædagoger. Vi er der for vores børn og unge. Give dem plads til at udvikle sig som mennesker. Vi skal gøre plads til fællesskaber. Det er det, vi har brug for i vores samfund. Vi er blevet, og har selv, trængt os op i krog,’ siger Elisa Rimpler, der fremhæver, at det er vigtigt, at vi ikke bliver ofre, men derimod insisterer på, at vi skal en anden vej.
’Og det skal vi være mange, der gør. Både studerende, pædagoger og underviserne på pædagoguddannelserne. Og sammen skal vi overbevise dem, der bestemmer, om, at det er den rigtige vej at gå,’ siger Elisa Rimpler på en anelse højere frekvens end før. Det er tydeligt, at hun insisterer og virkelig brænder her. Med den måske allervigtigste pointe, siger vi farvel og tak for i dag. Og jeg tænker, at hvis nogen kan stå i front og etablere et fagligt fællesskab, der kan råbe verden op, så er det Elisa.
Hør podcast
Elisa Rimpler: Vi har en omsorgskrise, og det koster på trivslen #17. Podcasten handler om, hvordan børn og pædagoger egentligt har det i institutionerne. Men også om, hvordan de kan få det bedre.
Om BUPL
BUPL har rødder tilbage til 1973, da tre landsdækkende foreninger: Dansk Barneplejeråd, Dansk Børnehaveråd og Foreningen af fritidspædagoger, blev slået sammen til et forbund.
Denne artikel er skrevet af journalist Hanne Duus.
