Pædagogisk superpower i skyggen

Ildsjæle som Sofie Rifbjerg og Erna Drachmann stod for en pædagogik præget af kærlighed, handlemod og opfindsomhed. Alligevel er det som om nutidige beskrivelser af pædagogisk professionalisme udelader netop sådanne egenskaber.

Dengang jeg startede med at undervise på pædagoguddannelsen, var det ikke på mode at være drevet af et pædagogisk kald. Nogle undervisere på pædagoguddannelsen mente sågar, at det kunne være direkte skadeligt. Studerende, der ankom til uddannelsen med et ønske om at hjælpe andre, blev anset som håbløse romantikere med overdrevne forestillinger om egen rolle. Eller som sårbare sjæle, der ville frelse verden for den dårlige barndom, de selv var blevet tildelt. Under alle omstændigheder blev det anset som uprofessionelt.

Da jeg havde været underviser et par år, udgav Esther NørregårdNielsen bogen ’Pædagoger i skyggen’. Bogen handlede om, at pædagoger fremstår alt for ufaglige. I bogen sammenlignes pædagoger med læger, der som bekendt har særligt tøj på, anvender et specialiseret fagsprog og kan betjene mærkelige maskiner. Heroverfor fremstår