Redaktørens klumme: Lad os få pædagogikkens superpower frem i lyset

Lad os få pædagogikkens superpower frem i lyset

Dette nummer af Pædagogisk Extrakt afsluttes med Mikkel Snorre Wilms Boysens ord om pædagogisk superpower. Jeg vil starte på samme note. For pædagogisk superpower er en kraftfuld understrøm, der løber i vores samfund. Som en flod, der forgrener sig og skaber livsgrundlag, frodighed og sammenhæng mellem forskellige dele af landskabet. Den løber i mit liv. I dit. I vores venners liv. Og i vores børns liv. Den har stor betydning, men alligevel er den ofte upåagtet. I hvert fald så længe floden flyder.

Pædagogerne i vores liv får sjældent stor opmærksomhed eller æren for ret meget. Men de er en del af fundamentet. Til tider er de endda livliner og redningskranse. De arbejder der, hvor livet udspiller sig. I hverdagen. Det er også der, de udøver deres superpower.

Pædagogerne er afgørende

I dag ved jeg, at pædagogerne i mit liv ofte var afgørende for, at jeg og mine venner kom med eller videre på en god måde.

Når jeg faldt i børnehaven, og mine knæ blødte, var det en pædagog, der samlede mig op, børstede gruset af mig, rensede såret og satte plaster på. Men det var også en pædagog, der sendte mig tilbage til legepladsens vilde leg. En pædagog, der lærte mig alt fra at fløjte med et græsstrå til at læse rummet og tage hensyn til andre. Det var en pædagog, der heppede på mig, når jeg kravlede lidt højere op i træet, eller når jeg lærte at flyve lidt længere, fordi jeg fik timet afsættet fra gyngen helt rigtigt.

Pædagogerne var der, da jeg blev større, og nogle ting blev sværere. De var sikkerhedsnettet, som fangede et bristet teenagehjerte i frit fald. De var mæglere og diplomater, når bølgerne gik så højt, at jeg og mine kammerater havde mistet grebet, og konflikterne virkede uløselige. Nogle gange stillede pædagogerne sig i frontlinjen, og så kunne vi rette vores vrede mod dem. Vi opdagede ikke, når pædagogerne på den måde umærkeligt omdannede umuligheder til udfordringer, som vi turde tage livtag med. At de forvandlede ulmende konflikter til fællesskaber. At de lærte os at kæmpe sammen stedet for mod hinanden.

Pædagogikken er fundamentet

Pædagogikken gør sjældent væsen af sig – alligevel er den kraftfuld og helt afgørende for den enkeltes muligheder og samfundets sammenhængskraft. Den er kendetegnet ved at være til for den andens skyld – men også for os allesammen. Den er fundamentet for et demokratisk samfund. Den pædagogiske faglighed er kompleks, kan aldrig være sikker – men sætter rammer og giver plads – ikke mindst til tvivl og forskellighed.

I dette nummer af Pædagogisk Extrakt giver vi pædagogers faglighed en plads i solen. Vi folder den ud og viser den frem.

Vi synes måske, at lidt for mange har taget den for givet lidt for længe. Og måske er det ved at være samfundets tur til at stikke pædagogerne en redningskrans og skabe muligheder for den pædagogiske superpower.

Præcist som pædagogerne i mange år har gjort for os allesammen.

Denne klumme er skrevet af

Erika Zimmer Brandt, ezb@via.dk

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og redaktør af Pædagogisk Extrakt