8 minute read
Faglighed er også uenighed
Faglighed er også uenighed
– eller hvorfor god pædagogik handler mere om at stille spørgsmål end om at være sikker.
I mange fag og professioner består faglig dygtighed i, at den, der udøver sit fag, er effektiv og præcis. Når vi fx går til mekanikeren med vores bil, så kan vedkommende identificere, at det er tandremmen, den er gal med – at det er dét, der er problemet eller tilfældet. Og fordi mekanikeren er i stand til at finde ud af, at det lige præcis er dét, der er sagens kerne, så kan han også præcist pege på, hvad vi kan gøre ved det. En god mekaniker er en effektiv mekaniker.
Kan man forestille sig en effektiv pædagog? En der helt præcist kan fortælle, hvad tilfældet er? Og som lige så præcist kan angive, hvad vi gør ved det? Jo, det kan man nok godt. Måske har du mødt én, der helt skråsikkert altid gør det, der efter hendes eller hans mening skal til. Måske er du stødt på et bestemt koncept eller en metode, som er stærkt handlingsanvisende. Idealet om den effektive pædagog lever i bedste velgående.
Sikkerhed er et forfejlet ideal
Vi er uenige. Vi påstår, at det er et forfejlet ideal. Vi vil gå så langt, at vi siger, at skråsikkerhed, hvad enten den baserer sig på erfaring eller på koncepter og metoder, ikke hører hjemme i pædagogik.
Vi ved af erfaring, at der altid er en begyndelse på udvikling af faglighed. At man bliver indviet i, hvordan man skal være som pædagog, når man kommer som ny på en institution. Man skal jo lige finde ud af, hvad det går ud på, hvordan man gør, og lytte til de gode grunde som de erfarne og vidende pædagoger har. Vi ved også af egen erfaring, at begreber og viden kan være et godt grundlag for at opbygge en forståelse af, hvad der er tilfældet, og af hvad vi kan gøre ved det.
Både erfaring og viden er gode at have – men de to alene gør det ikke. Jean Jacques Rousseau formulerer i bogen Èmile. Eller om opdragelsen, der udkom i 1762, den moderne pædagogiks vilkår. Han skrev: ’Man kender ikke barndommen. Jo længere man kører videre med de forkerte forestillinger, man har, des mere farer man vild ...’
Det, der skal tilsættes, er tvivlen og en åbenhed for, at der kunne være noget, man må afsøge og blive klogere på. Kunne det forstås anderledes? Hvad er det egentlig, vi vil opnå? Hvem er du? Er det her god pædagogik?
Hvad er god pædagogik?
Spørgsmålet om god pædagogik er ikke til at komme udenom. Ved at bruge ordet god indsætter vi en værdi. Vi vælger ikke værdien effektivitet, der handler om, hvordan vi kommer fra A til B. Vi spørger efter, hvad der pædagogisk set er godt. Hvad er – eller kunne være – betydningsfuldt, vigtigt og meningsfuldt fra et pædagogisk perspektiv.
Har pædagogik da et perspektiv, spørger du måske. Ja, siger vi, pædagogik udgør et perspektiv. Når vi handler pædagogisk, er alt ikke lige godt. Pædagogik vil noget med nogen. Og dette noget kan hverken være tilfældigt eller udtryk for, hvad vi nu lige synes på en solskinsdag. Man forpligter sig på et fag og en tradition, der rummer nogle værdier, som man skal tage vare på, hvis man vil kalde sin praksis pædagogisk.
Som pædagog deltager vi i et projekt – vi kalder det det pædagogiske projekt – som tager udgangspunkt i to principper. Det ene princip siger, at barnet – den anden – har muligheder. Når man er pædagog, må man tro på, at den anden kan og vil udvikle sig. Men også forholde sig til, at vi ikke på forhånd kan vide til hvem eller, hvordan vedkommende vil udvikle sig. Det er et åbent spørgsmål, som den anden selv skal være med til at besvare. Det andet princip siger netop, at den anden selv skal på banen, og derfor må pædagogikken være en opfordring til selvvirksomhed. Man kan sige, at pædagogik er pædagogisk, når den sigter på den andens selvbestemmelse.
God pædagogik får altså den anden til selv at komme på banen. Men det sker altid i omstændigheder og under vilkår, som den anden ikke selv er herre over. Tag bare Magnus, der lige er startet i vuggestue. Han har ikke selv valgt sine forældre, Danmark som sit fødeland, 2020 som det år han blev født i, dansk som modersmål, Mariehønen som vuggestue og dig som pædagog. Han har heller ikke selv valgt, at der er fiskefrikadeller på menuen i dag eller, at han skal være på samme stue som Asta og Selma. Alt det, som Magnus ikke selv har valgt, er med til at forme ham til at åbne verden for ham. En verden han skal finde sin egen plads i, men også være med til at forme.
At sætte rammer og give plads
Pædagogen står derfor i et spændingsfelt. Pædagogen er med til at forme Magnus, og skal gøre det på en sådan måde, at han fortsat har muligheder og selv kan komme på banen, også på måder, der kan komme bag på hans forældre eller pædagogen selv. Det er ikke ligetil at balan cere spændingsfeltet mellem at forme og sætte rammer og give plads, og det er ikke gjort én gang for alle. Faktisk melder spændingsfeltet sig mange gange i løbet af en dag.
Når Magnus kommer om morgenen og har brug for sutten og en pædagogs skød for at komme sig over, at far er gået, men også – på et passende tidspunkt og på en god måde – skal aflægge sig skød og sut for at komme videre og ind i dagen. Når Jens, der skal i sproggruppe liiige leger så godt med sin nye ven. Når Benjamin ikke vil have, at der skal tages hensyn til ham bare fordi, han har ADHD. Når Marie ikke kan overskue at komme ud ad døren, selvom pædagogen ved, at hun vokser og får mere tillid til sig selv og verden, når hun kommer afsted. Eller når Ellen, der har demens, er sur og vred over at hendes afdøde mand ikke kommer i dag.
Pædagogerne skal sætte rammerne, så den anden kan komme på banen, overraske og vise sig at være, kunne og ville andet, end vi havde tænkt. Som pædagog har du et pædagogisk ansvar. Du må tage dig af den andens muligheder, for at forbinde sig med verden. Det er det pædagogiske projekt. For at kunne stå i det, fordrer det, at du kender til det. At du kan stå inde for værdierne og gøre projektet til dit eget. At du sætter en ære i at spørge: Hvad er god pædagogik i forhold til Magnus i dag? I forhold til Jens, Benjamin, Marie og Ellen og alle de andre mennesker vi får mulighed for at støtte og slå følge med på deres vej.
Spørgsmål og tvivlens nådegave
Når faglighed ikke er givet i form af en sikker viden om, hvad der er tilfældet og hvad vi så gør ved det, må vi være gode til at spørge: Kunne det tænkes, at min umiddelbare forståelse af, hvad der er tilfældet og hvad vi skal gøre ved det, ikke er den eneste mulige? Kunne vi også forstå Magnus, Jens, Benjamin, Marie og Ellen på en anden måde? Kunne man gøre noget andet i forhold til dem, end det vi gør nu?
Man kan komme et stykke ad den vej selv, især når man har erfaring og viden, som man bruger i tvivlens tjeneste. Alligevel er der grænser for, hvor langt man kan komme med det, for du kan ikke vide alt. I sidste ende er du bundet af dit eget perspektiv, din egen erfaring, din viden. Din kollega har måske et andet perspektiv, en anden erfaring, en anden viden. Når vi er to, har vi mulighed for at være uenige og se noget forskelligt, og i et fagligt fællesskab er det en anledning til at undersøge sagen nærmere. Bare det, at vi udveksler oplevelser, erfaringer, fortolkninger og handlinger med hinanden bidrager til, at vi får undersøgt sagen nærmere. Kan dét være på spil? Eller måske dét? Eller begge dele på én gang? Forskellige perspektiver bidrager til, at vi bliver klogere. Sammen kan vi komme frem til en indkredsning af, hvad der kunne være tilfældet, og hvad, vi kunne gøre ved det for at der kan være tale om god pædagogik. Så må det afprøves, og vi må vurdere, om det, der så sker nu, også er et udtryk for god pædagogik. Vi prøver os frem, undersøger og udvikler pædagogikken, mens vi går.
Børn, unge, voksne med behov for pædagogisk støtte er ikke bilmotorer, og kan ikke sammenlignes med dem. De har muligheder, de skal selv på banen. Derfor må pædagogisk faglighed udøves, undersøges og udvikles i uenighedsfællesskaber.
Denne artikel er skrevet af:
Om projektet
Pædagogisk Extrakt podcast har udgivet to episoder, hvor Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen uddyber deres tanker om pædagogik. Dem finder du her.
Læs også:
Rothuizen, J. J og Togsverd L. (2023) Det pædagogfaglige miljø. Et uenighedsfællesskab. Hans Reitzels Forlag.
Rothuizen, J. J og Togsverd L. (2020) Det pædagogiske projekt. Om at udøve, undersøge og udvikle pædagogisk praksis. Hans Reitzels Forlag.
