Drømmen om ’Det der virker’

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

Anne Mette Buus ph.d., lektor pædagoguddannelsen VIA

Drømmen om ’Det der virker’ og pædagogikkens ustyrlighed

Pædagogiske metoder lover effektivitet og resultater. Det lyder forjættende. Men hverdagslivet i danske dagtilbud er sammensat og uforudsigeligt. Derfor virker metoderne ofte på andre og måske helt modsatrettede måder end det, der blev lovet.

I en børnehave sidder en gruppe børn rundt om et bord. De snakker og griner. På bordet ligger brikker fra et billedlotteri. Børnene sætter brikkerne sammen, mens de digter en historie. Et efter et bliver billederne på brikkerne del af historien. ”Så kører han på sin traktor! Han har en dukke med! Så kommer der en giraf!” Der er stor begejstring hver gang en ny brik tilføjes.

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

Jeg har set, at metoden får betydning for personalets praksis og for den måde, personale og børn er sammen på. Ofte har jeg også set, at metoden virker på en helt anden måde, end der står, at den vil gøre i manualen.

En pædagog stiller sig ved bordet. Hun holder pladerne til billedlotteriet op og fortæller, at alle skal være med til en sjov leg. Hun peger på billederne på pladerne. På skift skal børnene sige, hvad billederne forestiller og finde de rigtige brikker. Når et barn løser opgaven korrekt, sætter pædagogen et klistermærke ud for barnets navn på en planche, som hænger på væggen. Pædagogen peger på en elefant, og tre børn svarer i munden på hinanden og prøver at få fat i den samme brik. Et fjerde barn tager brikken og holder den triumferende op. Alle fire børn vil have et klistermærke ud for deres navn på planchen. ”Det var mig, der sagde det rigtige. Nej! Giv mig et klistermærke! Jeg vil også have et klistermærke, du har flere end mig”. Der er uro og utilfredshed blandt børnene, der alle er optagede af, hvor mange klistermærker de får eller ikke får i forhold til hinanden.

En politisk drøm om ’det der virker’

Fortællingen er skrevet med afsæt i observationer fra en børnehave, hvor alle ansatte skal arbejde med en bestemt metode. Metoden anviser blandt andet, hvordan voksne skal belønne børn med små gaver som klistermærker, for at fremme bestemte former for adfærd. I metodens manual står, at der er mange positive effekter af, at voksne systematisk belønner børn. Der henvises til videnskabelige undersøgelser, der viser, at effekten af belønninger er mere samarbejde, bedre skolefærdigheder og nedgang i adfærdsproblemer hos børn.

Det er en kommunal beslutning, at børnehaven skal arbejde med metoden. Kommunen ønsker, at deres dagtilbud er baseret på viden om, hvad der virker. Firmaet bag metoden lover, at den virker, og det er derfor, kommunen har investeret penge og arbejdstid i metoden. Metoden er udviklet i USA til brug af forældre med adfærdsvanskelige børn. Metoden lover dog, at dens anvisninger vil give samme resul-

OM

Anne Mette Buus amb@via.dk

Anne Mette er ph.d. og lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og i VIA Pædagogik og dannelse, Forskningsprogrammer for Børns trivsel i og på tværs af dagtilbud, skole og hjem (B-Trit) og Dannelse og Etik.

Hun forsker primært på dagtilbudsområdet.

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

tater uanset hvor i verden, og af hvem den bruges.

Et sådant løfte bygger på en antagelse om, at mennesker reagerer ens, og man derfor kan flytte viden om, hvad der virker fra én sammenhæng til en helt anden. At man på forhånd kan vide, hvilke resultater bestemte handlinger giver og dermed anvise pædagoger at gøre ’det der virker’. Sådanne antagelser giver næring til drømme om, at man kan styre pædagogikken, så man med stor sikkerhed opnår bestemte resultater.

Hverdagslivet er noget andet end manualen

Som forsker har jeg over længere tid været i børnehaver, som bruger metoden. Jeg har undersøgt, hvad der sker, når metode og hverdagsliv mødes og påvirker hinanden. Jeg har set, at metoden får betydning for personalets praksis og for den måde, personale og børn er sammen på. Ofte har jeg også set, at metoden virker på en helt anden måde, end der står, at den vil gøre i manualen.

Det skyldes, at hverdagslivet i et dagtilbud er sammensat og uforudsigeligt. Der sker mange ting på samme tid og på samme sted. Personalet har en lang række pædagogiske målsætninger og skal samtidig sikre, at hverdagen med mange små børn og få voksne fungerer i praksis. Børnene har alle noget, de er optagede af og gerne vil. De forskellige målsætninger, optagetheder og praktiske behov kan pege i samme retning, men de kan også trække i ganske forskellige retninger. De virker både med og mod hinanden.

Hverdagslivets sammensathed og uforudsigelighed betyder, at det aldrig er til at vide præcist, hvordan en metode vil virke i en pædagogisk praksis.

Pædagogikken må have blik for det uventede og give plads til det ustyrlige og uforudsigelige, hvis den skal ramme plet.

Om projektet

Indholdet i artiklen er baseret på indsigter fra ph.d.-projektet ’Viden der virker’. En etnografisk undersøgelse af forbindelser mellem småbørnspædagogik og evidensbaseret metode, Aarhus Universitet og VIA University College.

Læs ph.d.-afhandlingen her.

Ph.d. projektets pointer er formidlet i en række artikler og bøger. Du kan blandt andet læse mere her:

Optimisme og handlekraft

Det er jo en pause, ikke en straf – skammekrogen som en del af en aktuel pædagogik

Hør også Pædagogisk Extrakts podcast om evidensbaserede metoder her.

PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED

Pædagogisk nysgerrighed

I den indledende fortælling er resultatet af pædagogens brug af belønninger ikke lig den, der beskrives i metodens manual. Faktisk sker der det stik modsatte. Børnene modarbejder hinanden, en leg, der udvikler børns sprog, afbrydes, og børnene opfører sig på måder, som pædagogen ikke ønsker.

Det ser pædagogen heldigvis. Hun læner sig ikke alene op ad metoden, men er nysgerrig på, hvordan børnene oplever situationen og overvejer, hvilke erfaringer de tager med sig. Efter situationen siger pædagogen, at hun følte sig som en dyrepasser, der smed godbidder til vilde dyr. ”Det tror jeg ikke, børnene lærer noget af og det er ikke sådan, jeg vil være pædagog”.

Pædagogens udsagn understreger, hvorfor metoder, der lover bestemte resultater, aldrig alene kan anvise pædagogikken. Handlinger, der virker på én måde i én sammenhæng, kan have overraskende eller uønskede resultater i en anden sammenhæng. Pædagogisk praksis har altid et element af ustyrlighed i sig, fordi pædagoger arbejder med mennesker og sammenhænge, som er unikke.

Det gør pædagogik til en bøvlet og besværlig praksis nogle gange. Det kunne være nemt, hvis pædagogen med en generel metode fik opskriften på ’det der virker’ og ved at følge manualen kunne nå et forudsigeligt resultat. Men pædagogisk praksis må løbende kunne justeres og forandres i mødet med de konkrete mennesker og sammenhænge, den er rettet mod. Pædagogikken må have blik for det uventede og give plads til det ustyrlige og uforudsigelige, hvis den skal ramme plet. Pædagogens udsagn understreger, hvorfor metoder, der lover bestemte resultater, aldrig alene kan anvise pædagogikken. Handlinger, der virker på én måde i én sammenhæng, kan have overraskende eller uønskede resultater i en anden sammenhæng.