Historisk plan: Slut på den kolde krig
Murens fald 1989 ( = opløsning af det ”traditionelle” fjendebillede)
Sultkatastrofer i Afrika
(bl.a. reklamekampagne fra Folkekirkens Nødhjælp hvor sultent barn banker på TV-skærmen med sin tomme spiseske)
Verdens katastrofer/krige sendt direkte og betragtet fra sofaen Internettet og informationssamfundet, mobiltelefoner
alle er online hele tiden
Multietnisk samfund Miljøproblemer Personligt plan: Identitet og alder flydende
du bestemmer selv, hvem du er, og hvor gammel du er
Mange føler, de har mistet overblikket Der er alt for mange muligheder Frihed fra arbejde
familiebundne og religiøse traditioner, tid/arbejdstid, fast sted (i og liv)
Normer og opdragelse
”Hvad er klokken?” ”Hvad synes du selv?” (60ér og 70´er forældre)
Zappergenerationen = ingen fastholdelse af roller og/el interesser Tingsliggørelse
mangel på menneskelig varme og nærhed
Fremmedgørelse over for egen krop og identitet Digtningen i 90érne: De korte genrer
=kortprosa og noveller
Emnerne ofte voldsomme Drejer sig ofte om kroppen og eksistensen Personerne røber ikke deres følelser
Pers. ofte ensomme
fungerer tilsyneladende fint på overfladen, --men der mangler noget
Ofte jeg-fortæller Ingen udtalt morale Ofte en blanding af det fantastiske og det realistiske Novelle:
(fra fransk, nouvelle = kort nyhed)
Kortere episk tekst, der fortæller en historie. Enstrenget forløb. Novellen har et begrænset persongalleri og få miljøer, den har gerne én hovedperson og udspiller sig i samme lokalitet. Dens personer er typiske, vi får ikke alt at vide om dem, kun de træk, der er nødvendige for handlingen. Tidsforløbet ofte begrænset til få timer eller dage, og fokus er rettet mod det fatale determinationspunkt, hvor historiens konflikt ikke kan kaldes tilbage, og et kulminationspunkt, hvor historiens indsigt, morale eller konsekvens lader sig bestemme. Kort sagt udgør novellen et hele med en begyndelse, en midte og en afslutning. Begyndelsen kan evt. suspenderes med en in medias res-begyndelse, og afslutningen kan for så vidt godt (og er det ofte) være åben. Kortprosa: Kortprosa betegner som navnet angiver kortere prosatekster. I modsætning til novellen udfolder kortprosatekster ikke et eksemplarisk trefaset forløb med en begyndelse, en midte og en slutning. Kortprosateksten er mere skitseagtig, ofte får man kun ansatser til et handlingsforløb, måske skæres slutningen bort, eller også får man historien fortalt i så koncentreret form, at der ikke bliver plads til beskrivelser af miljøer, personer eller psykologi. Den afgørende begivenhed, der kendetegner novellen, indtræffer måske ikke, i stedet møder man måske en stemme, der gennem sin tale røber mere, end han/hun aner. Teksterne er virkelig små, oftest fra ½-3 sider.
Nogle af periodens forfattere: Jan Sonnergaard Naja Marie Aidt
Mads Brenøe Helle Helle
Kim Fupz Aakeson
Kirsten Hammann
1990erne Forfatterne forsøger nu at vinde tilværelsen og virkeligheden tilbage i hele dens bredde med basis i naturen og inklusive metafysik, myter og hele det store irrationelle (= det ufornuftige). Prosaen er en blanding af modernisme og realisme. Den kan for en dels vedkommende betegnes som fabulerende realisme, ofte med provinsen som baggrundsmiljø og evt. med en social bevidsthed. Teknologien og naturvidenskaben har invaderet litteraturen. Kroppen og matematikken er de nye postmoderne vilkår. Der stjæles lystigt fra den litterære tradition, som indgår i nye sammenhænge med 90’ernes virkelighed. Det selvbiografiske spiller en væsentlig rolle. Familiemønstrets opløsning gør, at forholdet imellem generationerne ændrer sig. De traditionelle psykologiske forklaringer skrottes, idet virkeligheden erkendes som mere kompleks. Livssyn: Det er et vilkår, at alt er lige gyldigt. Altså må enhver søge sit eget ståsted og til stadighed sortere og revidere. Der findes ingen endegyldige svar eller løsninger. Ofte er romanen en søgeproces med mange illusionsbrud og stor spænding mellem fortælletid og fortalt tid. Der ses også en tendens til en minimalistisk, fragmenteret prosa. F.eks. romaner på 50 sider med lige så mange kapitler, der snarere ligner prosadigte. Den slags kaldes punkt- eller hybridromaner, er uden traditionelt handlingsforløb og uden beskrivelse af miljø/personer. De minimalistiske noveller beboes oftest af ensomme, destruktive, følelsesforkrampede eller traumatiserede personer, hvor dét at kommunikere er et åbenlyst problem for dem. Det handler om at karakterisere moderne menneskers livsvilkår og de eksistentielle blindgyder, som personerne befinder sig i. Sproget som kommunikationsmiddel fungerer ikke som det skal, og samtaler brister eller udebliver, og det er bl.a. dette forhold, mange af forfatterne igen og igen tematiserer i deres tekster. På eminent vis opsøger forfatterne i deres tekster – skrevet i et enkelt og realistisk sprog - ofte tilværelsens banale sider og viser hvor tæt på katastrofen eller sammenbruddet er. De opsøger med forkærlighed afgrundene, rig på fine antydninger, men fattig på ydre beskrivelse. Kun det mest nødvendige står tilbage, alt andet er under skriveprocessen reduceret bort. Helle Helles store fortællemæssige styrke er netop den måde, hvorpå hun i teksterne lader konfliktstoffet - resterne mellem personerne - leve som små uudtalte og næsten usynlige vibrationer. De fremstiller personer, der ustandselig gemmer sig og bliver væk for hinanden, og de beskriver fremmedhed og menneskelig isolation som en totalt lammende, altomfattende tilstand. Igen ligger årsagen til personernes fravær af indsigt i sig selv og udsigt mod andre mennesker i deres måde at kommunikere på. Den centrale begivenhed installerer et før og et efter. Ofte meget underspillet i minimalistiske tekster.