2 minute read
Designvirksomhed Morsø
Ellen Philipsen Dahl Head of Marketing
Hvordan har I oplevet udviklingen af danskernes brug af haven i de seneste år? Haven og det private udendørsareal har med eksponentiel hastighed bevæget sig fra at være et repræsentativt udeområde, eventuelt med pryd- og nyttehave, til at blive en direkte udvidelse af selve boligarealet. Haven og terrassen er, ud over ’den grønne tilbygning’, nu også blevet det udvendige kulinariske være- og værksted. En udvikling, der især har taget fart gennem de seneste 10 år og dermed ændret danskernes brug af det nære udeliv helt kolossalt. For Morsø har denne udvikling matchet 100 procent ind i den designstrategi og -filosofi, som vi introducerede i 2008, hvor vi hos Morsø genoptog produktionen af grill- og udeprodukter med design, funktion og kvalitet i højsædet. Når terrassen og haven bliver en udvendig forlængelse af hjemmets indendørsareal, stiller det store krav til indretning og design. Danskerne ønsker at indrette terrassen som et rum, hvor det skal være rart og smukt at opholde sig, uanset hvad anledningen er. Morsø har i den forbindelse oplevet en stor efterspørgsel på sortimentet af udeprodukter, som netop har det enkle og stilrene design som vartegn. Især i Danmark, det øvrige Skandinavien og England har efterspørgslen på vores brændefyrede ovne og vores gas- og elgrill været meget tilfredsstillende.
Advertisement
Hvad tror I, det skyldes?
Der er flere årsager til den livsstilsændring, der er sket gennem de seneste 10 år. For det første er der helt overordnet kommet en meget større interesse for og krav om kvalitet. Måltidet på terrassen skal være lige så lækkert, sundt og spændende, som det der indtages omkring spisebordet indendørs. Den gastronomiske ekspertise udfordres, der eksperimenteres, og nye madoplevelser finder vej til udekøkkenet og på tallerkenen. Det gælder også kvalitetstid. ’Samlivet’ og hyggen må gerne tage tid. Når der inviteres udenfor, starter sammenkomsten ofte med madlavningen, og fællesskabet heromkring giver samværet en ekstra dimension, hvor alle bidrager til ’festen’. Og så gælder det selvfølgelig også kvaliteten i det æstetiske samt miljø og bæredygtighed. For alle nye eller kommende Morsø-produkter forudsættes det, at design, kvalitet og funktion indgår i en treenighed – selvfølgelig med tanke på miljøet. En anden vigtig årsag var corona, som vendte op og ned på vores liv. Pludselig blev vores hver- dag totalt forandret. Men det vi i første omgang opfattede som et snærende fængsel, ændrede karakter og blev – for de fleste – også et givende univers, hvor kvantitet blev vekslet til kvalitet. Vi havde nu endnu mere brug for hyggen og det sociale samvær med de allernærmeste.
Er der noget, der har overrasket jer?
Ja og nej. Da pandemien brød ud, blev vi som virksomhed og medarbejdere – ligesom alle andre – frygtelig bekymrede for, hvad den ville medføre. Ville det ramme os både helbredsmæssigt og økonomisk – og i hvor lang tid? Ville vi være afskåret fra at se vores nærmeste – og hvor længe? Men vi blev vist alle overraskede, da vi så oplevede, hvordan danskerne hver for sig og i fællesskab tog ejerskab til det nye livsvilkår. Vi rykkede sammen i de tilgængelige fællesskaber og dyrkede samværet optimalt. Men da vi havde vænnet os til ’den nye dagligdag’, var vi faktisk ikke synderligt overraskede over, at det netop blev en Morsø-grill, at så mange danskere valgte at nyde hyggen og hinandens selskab omkring.
Hvad forventer I af de næste tre til fem år?
I kølvandet på pandemien kom Putin med energikrise, inflation og rentestigning, og pludselig blev alt atter vendt rundt. Igen en ubehagelig usikkerhed på fremtiden. Men som historien har vist, så kommer vi danskere hurtigt op til overfladen efter en dukkert. Vi tror fuldt og fast på, at vi hos Morsø – efter en lille stagnation i salget i 2022 og 2023 – igen vil se et stigende salg af vores grill- og livsstilsprodukter, når vi kommer et stykke ind i 2024 og årene derefter. Vi tror også, at Morsø-brandet, med en løbende udvidelse af sortimentet, fortsætter sin færd videre ud i verden. #