2 minute read
Billigblomst
Hvordan har I oplevet udviklingen i danskernes brug af haven i de seneste år?
I de seneste 10 år er interessen for haven eksploderet. Under pandemien var haveinteressen på sit allerhøjeste. I 2022 var der en opbremsning i efteråret, hvor forbrugerne helt generelt holdt igen med at bruge penge for at være sikre på, at der var penge til mad, el, vand og varme. Samtidig blev det sværere for os at skaffe produkterne hjem, og fragtpriserne steg. Vi var meget i tvivl om, hvordan 2023 ville blive. Vi køber fra mange internationale gartnerier, der bruger lys og varme til produktion, så det var utroligt vigtigt, at priserne ikke stak helt af. Men det tog heldigvis en drejning igen, og vi har ikke kunnet mærke, at foråret 2023 skulle være udfordret af hverken stigende produktionsomkostninger eller tilbageholdende kunder. Til dato i år har vi haft det bedste år nogensinde. Vi har fået flere plantecentre, som selvfølgelig spiller ind. Men da foråret og varmen endelig kom, og kulden aftog, gik det amok. Krukkerne og drivhusene skulle fyldes. Generelt oplever vi afsindig stor efterspørgsel på krukker, og det øges år for år – og vi kan faktisk næsten ikke følge med. Vi oplever, at alt skal plantes i krukker, og efterspørgslen på haveplanter daler, da det rykkes op i krukkerne. Jeg vil tro, at cirka 80 procent af de planteforespørgsler, vi får, er: ”Kan den plantes i en krukke?” I princippet kan alt jo plantes i krukker med den rette pasning.
Advertisement
Der er sket en stor ændring i udviklingen, hvor det i dag ikke længere kun er havenørder, der besøger plantecentrene. Nu er det alle – hvad end de har have eller ej.
Hvad tror I, det skyldes?
Jeg er sikker på, at Instagram er den primære årsag. Vi oplever, at danskerne i højere grad er mindre interesserede i deres egne grønne fingre – det skal bare se godt ud. Det er den visuelle effekt, de går efter. De håber og forventer, at det ser godt ud i lang tid, men det er ikke altid tilfældet. Før i tiden var kunderne ligeglade med, hvordan en plante så ud over jorden. I dag kan du ikke sælge en rose, hvis der ikke er fylde og blomster på. Du kan ikke sælge nedklippede stauder som førhen. Kunderne vil have stauder, der allerede er klar. Det betyder også nye produktionsmåder. Det er impulsvarer og impulsplanter. Det skal se ud af noget og være hurtig og nem ekspedering.
Er der noget, der har overrasket jer?
Det er kommet snigende over et stykke tid, så vi har været forberedt på udviklingen. Vi er også allerede i gang med at klargøre næste år, hvor vi regner med, at tendenserne bare tager til. Det overrasker os dog, at inflationen ikke påvirkede os i så høj grad, som vi måske havde regnet med.
Hvad forventer I af de næste tre til fem år?
Vi formoder, at udviklingen forsætter. Flere vil plante tættere på huset, og så er der stigende fokus på dyrkning af egen have med insektvenlige planter, der trives i det danske miljø. Vi forventer stigende efterspørgsel på vildfrø og hjemmehørende frøtyper til forskellige jordbunde – mindre græs og mere vildskab.