Karakterdannelse - giver børn livsduelighed; Per Schulz Jørgensen

Karakterdannelse – giver børn livsduelighed

Af Professor dr. PHil. Per scHultz Jørgensen

Hvad skal børn have med sig i bagagen for at få et godt liv? Hvad skal daginstitutionen bidrage med? Og skolen? Hvad skal vi som samfund udvikle hos børn, så de bliver i stand til selv at få et godt liv – og at bidrage til det samfund, de er en del af? Svaret på de spørgsmål peger i dag i flere retninger – afhængig af, hvem man spørger.

Der lægges i dag vægt på, at børn skal have nyttige kundskaber, at de skal være livsduelige og at skolen skal styrke børns alsidige udvikling. Det er her ofte politikerne, der svarer. Spørger vi forældre, vil mange - med henvisning til deres egne mål for opdragelsen - svare i retning af selvstændighed og sociale evner. Børn skal kunne stå på egne ben, og de skal kunne kommunikere og skabe netværk. Det er alle sammen mål, som de fleste i en vis udstrækning vil kunne være enige om. Dygtighed og selvstændighed er mål, der står tydelige i horisonten. Men det vigtige er, hvad vi dybest set mener med ordene, og hvordan vi præciserer opgaven i et socialt og kulturelt opbrud som vores. Jeg tror, vi bliver nødt til i langt højere grad at fokusere på den menneskelige udvikling. Det vil bl.a. sige selvstændighed og livsduelighed. Men hvis de ord skal have reelt indhold, skal vi hen i retning af et begreb som karakterdannelse – og det er ikke bare noget, der kommer af sig selv. Det gjorde det mere eller mindre i det gamle og traditionsbestemte samfund. I dag skal vi selv forholde os til opgaven. Det skal vi både som forældre, pædagoger og lærere i skolen. Og i dag mere end nogensinde.

opbruddet

Vi står midt i et enormt socialt og kulturelt opbrud. Det handler både om teknologi, globalisering, frisættelse og individualisering. Engang definerede traditioner og faste sociale rammer retningen for udvikling og dannelse. I dag skal den enkelte selv kunne definere retning og indhold i sit liv. Det er her den virkelig store udfordring ligger. For hvor får man et indhold fra? Engang var det givet i traditionen, udlagt af familiebaggrund og social klasse, i dag er der udstrakt frihed til selv at finde ud af det – eller være henvist til ingen mening at finde overhovedet. Eller til at miste orienteringen og livsmodet. Derfor stiller opbruddet vores familie og opdragelse over for kæmpeudfordringer, ikke mindst forbundet med forældre, der i dag er dybt involveret på arbejdsmarkedet og i deres egen karriere. Men det stiller også vores samfundsinstitutioner – daginstitutioner og skole - over for den opgave, der hedder at nydefinere indhold og opgave. Det handler ikke blot om mere kundskab og endnu mere undervisning og læring – opgaven går dybere, nemlig til at hjælpe børn og unge til selv at kunne styre deres liv. Det er her spørgsmålet om karakterdannelse bliver særdeles påtrængende.

Hvad er karakterdannelse?

Karakter handler om egenart, at være sig selv – og have mod til at være sig selv. Dermed omfatter det også at kunne styre sit eget liv, om at tage et ansvar og forsøge at leve op til det. Velvidende, at der kan være en risiko for at det ikke lykkes – og det er lige netop denne risiko, der kræver den enkeltes investering af energi, opmærksomhed og kontrol. Begrebet ’karakter’ er i slægt med begrebet ’personlighed’. Det sidste stammer fra latin og drejer sig mest om ’udvikling’ – sådan bruges det i dag og er hovedsagelig anvendt i USA. Det første – begrebet karakter – er græsk i sin oprindelse, det er mest brugt i Europa, og det henviser til noget værdiladet. Det kan have en vis moralsk dimension, men også noget viljesmæssigt og dermed netop noget, der har en forbindelse til begrebet ’dyd’ eller ’karakterstyrke’. Derfor er begrebet også lidt kompliceret, det henter sit indhold fra den tidsperiode, det anvendes i - og dermed de værdier, der er opprioriterede i den periode. En svaghed måske, men også netop derfor en styrke: dermed kan karakter pege på de væsentlige kvaliteter, der skal til for at få et godt liv i den pågældende periode. Når begrebet er så vigtigt i vores opbrudstid er det, fordi karakterbegrebet kan udfylde et helt åbenbart tomrum i masser af børns liv – og i vores moderne barndom. Her giver vi børn så meget, men noget har vi svært ved at give dem: perspektiv, livsmod, gå-på-mod, vedholdenhed og modstandskraft. Og ser vi på, hvad der betyder noget for at børn får et godt liv, så er det i langt mindre grad begavelse og gode karakterer i skolen, end det er sociale kvaliteter og børns egen evne til at tage ansvar.

Hvad kan vi gøre i praksis?

I manifestet til undervisningsministerens projekt Ny Nordisk Skole er der en intention om at få hele barnets udvikling i spil. Derfor er der også et bredere sigte, når der tales om fællesskab, trivsel og inddragelse – og om at styrke elevernes ’livsduelighed’. Projektet bygger på et manifest i 10 punkter, der bl.a. rummer ord som respekt for den enkelte og fællesskabet, at skabe livsduelige børn og unge, sikre at den enkelte tages alvorligt, udfordres og støttes. Det er gode ord, der følges op af

DeT gODe LIV På eFTeRSKOLen

inddragelse af både lærere, ledelse, forældre og børn og unge selv. Jeg tror, den enkelte institution eller skole selv kan tage et initiativ og sætte børns karakterdannelse på dagsordenen. Ikke nødvendigvis som temaer, der undervises i, men som sider ved børns arbejde med undervisning og læring. Det indebærer at blive enige om de værdier og egenskaber, der skal tages op og være en ramme om institutionen. Nogle er sikkert helt uproblematiske som fx venskab, hjælpsomhed og vedholdenhed. Andre skal måske overvejes – som fx selvkontrol. Det vigtige er at udvikle træk hos børn, der giver dem en ballast med sig, ikke bare færdigheder, ikke blot dygtighed og duelighed – men noget, der rækker dybere og længere og handler om deres egen evne til at takle livet. Det er livskvaliteter, der ikke mere er en del af den samlede kultur- og traditionsoverlevering, de må i dag skabes af os som ansvarlige voksne. De må gives videre til børn som en vigtig del af fortællingen om dem selv og vores fællesskab. Og jeg tror, vi i den enkelte institution og skole kan nå meget længere, end vi selv tror med hensyn til at give børn et livsgrundlag med sig ind i den åbne og på mange måder uforudsigelige verden, de vokser op i.