7. Perspektivering

Den danske professor ved institut for psykologi i Aarhus Jan Tønnesvangs Vitaliseringsmodel kan ses som bagvedliggende teori for denne håndgribelige tilgang til at sætte kursisternes erfaring i spil. Det handler med Tønnesvangs ord om rettetheder, for det første at møde den lærende, hvor denne er eller med Tønnesvangs ord: ”se mig som den jeg er”, At blive set, anerkendt, forstået og spejlet på vores selvfremstilling og selvhævdelse. Her er et behov for autonomi. I anden rettethed, at ”vis mig hvad/hvem jeg kan blive”, Behovet for en meningsgivende retning. Meningsfulde strukturer og organiseringer via forbilleder åbner eller organiserer vores tilværelse. I tredje rettethed handler det om ”at lade mig høre til ligesom dig”, Behovet for at indgå i nære sociale relationer og være en del af identitetsfællesskaber. Behov for at høre til. Og endelig i den fjerde rettethed at ”Giv mig passende udfordringer”. Medspillende modspil – at udfordre uden at knægte. Behovet for at mestre. (Tønnesvang og Hedegaard, 2012, s.6). Når vi kun kigger på enkelte elementer ad gangen og bærer dem ind i en helhed, så er det med udgangspunkt i en hermeneutisk tilgang. For hver gang man som forsker bevæger sig fra del til helhed må man dog kunne tillade sig, at konkludere, at forståelsen er ændret og i bedste fald forbedret. Således har jeg også med denne opgave kommet til nye indsigter, fået en dybere forståelse og ikke mindst øje på nye perspektiver.

Je g v i l i d e n n e a f s l u t t e n d e p e r s p e k t i v e r i n g t i l l a d e m i g , a t k o m m e med b u d p å , h v i l k e d i s k u r s e r d e r e r i s p i l . S a m t h v o r f o r d e t e r i n t e r e s s a n t o g f o r h v e m o p g a v e n f u n d e r i n t e r e s s a n t .

Jeg mener, opgaven kaster et nyt spørgsmål af sig i retningen af, hvordan vi kommer tættere på, at forstå kursisterne referenceramme for læring og kompetence. Set i perspektivet af Maturanas domæneteori, (der metaforer for tre forskellige grundtyper af kontekster), så ligger der fremadrettet en opgave i, at tale i samme domæne, eller at være bevidste om, at man taler i forskellige domæner. Kursister er måske i overvejende grad i det personlige domæne, hvor de er optagede af deres egne subjektive vikler i form af holdning, overbevisninger, værdier, præference mv. Arbejdsgiveren (i dette tilfælde kommunen) holder til i produktions domæne. Her taler man formelt sammen om kompetence og ansvarsfordeling som noget organisatorisk der hjælper til at forstå, hvem der gør hvad, og hvorfor. I takt med at kompleksiteten i en organisation stiger, så laves der flere regler og regulativer stilles op. Vi står som kursusudviklere og undervisere i refleksionens domæne i en

23

metaposition, hvor der ikke findes vedtagne sandheder, men hvor kommunikationen er kendetegnet ved lydhørhed og feedback (Molly & Olsen, 2007). Det kan se ud som, at der ikke er overensstemmelse mellem den politiske diskurs, der støtter op om opgaveglidningen fra region til kommune, den pædagogiske diskurs der gerne vil fokusere på livslang læring og transfer og så endelig den relationelle diskurs, om at give plads til det enkelte individ. Det ligger udenfor denne opgaves omfang, at uddybe dette yderligere på skrift, men jeg mener det følgende bør åbne op for en fremtidig diskussion af handlemuligheder. Af Uddannelses- og forskningsministeriets kvalifikationsramme fremgår det at Social- og sundhedshjælperuddannelsen svarer til niveau 2 ud af 8. Læser man ind i, hvad det vil sige, så beskrives der under dette niveau, at personen skal have kompetencer svarende til: ”Skal kunne tage personlig stilling og handle i simple og overskuelige situationer” og ”Skal kunne tage et vist ansvar for udviklingen af arbejdsformer og indgå i ukomplicerede gruppeprocesser”(Web1 2016). Det må kunne diskuteres om de kompetencer arbejdsgiveren forventer svarer til kvalifikationsrammen. Idet mindste bør vi som uddannelsesinstitution gøre os overvejelser i retning af, om vi stiller os i en rimelig situation, når vi indgår på bestillerens vilkår om at løfte kompetenceniveauet hos medarbejderne i løbet af få dages kursus? Bottrup, Jørgensen og Roepstroff beskriver i et hæfte nogle af de dilemmaer der er i praksisnær kompetenceudvikling. De kommer blandt andet ind på, at undervisere står overfor en opgave der er mindre entydig end tidligere. Således skal underviseren ikke ”blot” levere god undervisning, de skal også kunne mestre den indledende dialog med virksomheden om behovet for efteruddannelse og også, hvordan der følges op på den gennemførte undervisning (Bottrup, Jørgensen og Roepstorff, 2008) Som underviser kan man komme til at stå i et krydspres mellem arbejdsgiverens ønske om, at medarbejderen tilegner sig kompetencer, som gør at de kan overføre viden og færdigheder fra en situation til en anden mens medarbejdere som kursusudbytte ønsker sig meget konkrete og håndgribelige færdigheder der umiddelbart kan overføres til deres praksis (Bottrup, Jørgensen og Roepstorff, 2008). Jeg mener, at denne opgave i al beskedenhed giver enkelte svar men stiller en del flere nye spørgsmål. Personligt bekræftes jeg i min dialektiske hermeneutiske tilgang, hvor jeg ved at kigge på en lille del har fået endnu større forståelse for helhed og at dette igen afføder nye interessante perspektiver for mine kolleger og min arbejdsgiver på kompetencebegrebet og livslang læring. Sidst men ikke mindst er opgavens perspektiv interessant for mig, da den har givet mig en større

24

bevidsthed om min egen tranformative læring og herunder min forpligtigelse til at dele min nye viden med andre.

25