Omraam Mikhael Aivanhov
Lyset er en levende 책nd
Izvorserien PROSVETA
NORDEN
Oversat fra fransk efter: LA LUMIÈRE, ESPRIT VIVANT
© Copyright 1997 Stiftelsen Prosveta Norden for alle lande. Fotografisk, mekanisk eller anden form for gengivelse eller mangfoldiggørelse af denne bog eller bearbejdelse af den må kun finde sted med udgiverens tilladelse. Der kan heller ikke tages private kopier eller laves gengivelser af audiovisuel eller anden art uden tilladelse fra udgiver (revideret lov af 11. marts 1957). Udgiver Prosveta Norden ‒ Postboks 318 ‒ N-1502 Moss ISBN 82-91281-04-1 Originaludgave: ISBN 2-85566-235-4
Omraam Mikhael Aivanhov
Lyset, er en levende 책nd
Izvorserien Nr. 212 PROSVETA
NORDEN
Læseren vil bedre kunne forstå visse særlige træk ved de tekster af mester Omraam Mikhael Aivanhov der findes i dette bind, hvis han til stadighed holder sig for øje, at det drejer sig om en rent mundtlig formidlet lære.
INDHOLD
I II III IV V VI VII VIII IX
Lyset, skabelsens essens .......................... Solens stråler: deres natur og aktivitet . ... Guld – kondenseret sollys ....................... Lyset som gør det muligt at se og blive set ...................................... Arbejdet med lyset .................................. Prismen, et billede på mennesket ............ Renheden åbner døren for lyset ............... At leve lysets intense liv . ........................ Den åndelige laser ...................................
11 25 35 47 55 71 83 99 113
i
LYSET, SKABELSENS ESSENS
Det siges, at Gud er en altopslugende ild, og i de fleste mytologier er ildens gud den mægtigste. Naturligvis drejer det sig ikke om den ild vi kender: den fysiske ild som blot er ét aspekt af den universelle ild. I virkeligheden findes der mange forskellige slags ild: den der brænder i menneskets hjerte, den der hviler ved roden af rygsøjlen, solens ild, helvedes ild, den skjulte ild i sten, metaller og så videre. Men har I lagt mærke til, at ilden kun er synlig, hvis den brænder med lys? Ja, lyset er det stof, gennem hvilket ilden manifesterer sig. Dette billede hjælper os til at forstå, at det netop var lyset, som Gud, den oprindelige Ild, udstrålede ved verdens begyndelse, da Han sagde: «Der blive lys...» (1. Mos. 1,3) Dette lys er det samme som Ordet, der bliver nævnt i hegyndelsen af Johannes Evangeliet: «I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud... Alt er blevet til ved det» (Joh. I. 1-3) Lyset er
14
Lyset er en levende ånd
Ordet, som Skaberen udtalte, og med hvilket Han skabte verden. Den fysiske verden, som vi kender den, er ikke andet end en fortætning af det oprindelige lys. Gud, det aktive princip, udstrålede lyset, og Han bearbejdede dette lys som et materiale og skabte universet deraf. Her begynder man at kunne fornemme manifestationen af de to principper, det maskuline og det feminine, som danner grundlaget for skabelsen. Gud – ilden, det maskuline princip – trak det feminine princip, lyset, ud af sig selv og udstrålede det, for lyset var det stof, Han skulle bruge til at skabe. Det siges, at Gud skabte verden ud af intet, hvilket er sandt for så vidt, at Han ikke skabte ud af noget udenfor sig selv. Det er svært at forstå for os, fordi vi kun kan bygge og konstruere med materialer og værktøj, som er udenfor os selv. I virkeligheden kan man intet skabe af intet, men denne ide om en skabelse ud af intet betyder blot, at Gud trak stoffet til skabelsen ud af sig selv. Universet er intet andet end denne indre substans brugt udenfor Ham, men den er altid en del af Ham. Med hvad væver silkeormen sin pubbe og edderkoppen sit spind? Med hvad fabrikerer sneglen sit sneglehus? Med en substans, som de trækker ud af deres indre. Hvis man forstår at iagttage naturen, kan man få opklaret mange af de fænomener, som de store tænkere betragter som de mest uigenneskue-
15
Lyset, skabelsens essens
lige mysterier! Selv videnskaben vil en skønne dag opdage, at lyset er det oprindelige materiale, ud fra hvilket universet er skabt; og hvis mennesket nogensinde lærer fremgangsmåden, kan det selv blive en skaber som Gud. Ifølge skabelsesberetningen var den første begivenhed i verden altså skabelsen af lyset. Gud sagde: «Der komme lys...» Men hvilket lys drejer det sig om? På bulgarsk har vi to ord for lys: svetlina og videlina. Ordet svetlina betegner det fysiske lys og har rødder i verbet «at skinne». Ordet videlina betegner det spirituelle lys og har rødder i det verbum, som betyder «at se». Videlina er det lys, som gør det muligt at se den åndelige verden, den usynlige verden; det er videlina, som ved at materialisere sig har givet os svetlina, det fysiske lys. I forstår sikkert denne tanke bedre, hvis I tænker på Crookes forsøg med røret: i hver ende af et Crookes forsøg Rør
– Katode
+ Anode
16
Lyset er en levende ånd
lufttomt rør placerer man to elektroder forbundet til en strømkilde; når man tænder for strømmen udsender katoden en strøm af elektroner i retning mod anoden. Herefter lyser det op omkring anoden, mens katoden selv forbliver i mørke. Det sollys, vi modtager, er ikke det samme som den første dags lys i skabelsesberetningen. Ovenover den synlige sol er der en usynlig, mørk sol, den sorte sol, som ustandseligt sender energier til den synlige sol. Den synlige sol omformer disse energier og sender dem videre som lys. Det lys vi ser, er ikke det lys, Gud skabte i begyndelsen, da han sagde: «Der komme lys...» Det er først kommet til senere. Den første sol udsendte det oprindelige lys, videlina, som den synlige sol omformer og sender videre som stråler (svetlina). Videlina, det sande lys, afslører kun de ting, som det rammer. Hvis det ikke møder noget under sin passage, forbliver det usynligt. Det er kun de forhindringer, det møder, der kan afsløre det sande lys. I begyndelsen var videlina, det vil sige den første bevægelse, som manifesterede sig i Guds ånd i form af sprudlen, i form af stråling udad, det vil sige mod alt, hvad der lå uden for Ham. Før Han begyndte at skabe, frembragte Gud en lysende cirkel omkring sig, som man kunne kalde Hans aura. Ud fra denne cirkel af lys fastsatte han universets grænser, og da det var gjort, lod han billeder udstråle fra sin aura,
Lyset, skabelsens essens
17
videlina billeder som materialiserede sig og krystalliserede sig. Det er altså videlina, som har dannet stof til skabelsen. Og når evangelisten Johannes i begyndelsen af sit evangelium siger: «I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud», ja så betyder det, at «Ordet var med Gud», at intet er blevet til uden videlinas, Guds auras, medvirken. Lyset er det guddommelige Ord. Denne skabelsesproces finder vi bekræftet hos de store indviede. De er også i besiddelse af en lysende aura, som ikke blot omgiver og beskytter deres kroppe, men som også giver stof til det, de skaber. Når en indviet vil skabe gennem tanken, bruger han de samme midler som Gud, da Han skabte universet: Han udstråler et billede eller udtaler et ord, som skal igennem hans aura. Denne aura, som omgiver ham, tjener som stof for manifestationen. Det udstrålede billede eller det udtalte ord svøber sig i auraens stof. Et menneske som vil realisere en idé, men som ikke besidder auraens subtile stof, kan intet skabe. I har sikkert bemærket, at I nogle dage taler, uden at det har den mindste virkning på andre, som forbliver kolde og ligeglade. Andre dage, derimod, gør I et enormt indtryk med selv det mindste ord. Det skyldes ganske enkelt, at dette ord er levende: de ord I bruger, har forinden befundet sig i jeres aura, hvorved de er blevet oplivet og gjort stærke; og således styrket har de kunnet trænge igennem til de andres sjæle og få dem til at vibrere. De dage, hvor
18
Lyset er en levende ånd
jeres aura er svag. har jeres ord intet i sig. De er tomme og ubetydelige. I taler, men opnår ikke noget resultat. Ordene er ikke imprægnerede med det element som auraen frembringer: videlina. De indviedes kraft skyldes, at de forstår at imprægnere deres ord med det stof, som findel i deres aura. og som er frodigt, intenst og rent. Ordene er blot en ydre form, der kun har effekt for så vidt, at den er imprægneret med det skabende element, videlina. Den, som ikke forstår at udtale de magiske ord, kan råbe og skrige så tosset, han vil; det vil aldrig lykkes ham at blive hørt af de højere ånder og dermed tiltrække dem. Men en indviet, som udtaler de samme ord uden at råbe eller gøre store armbevægelser, vil opnå store resultater alene gennem den indre kraft, der kommer fra hans aura. Det er ikke det talte ord, der har skabt verden, det har Ordet, det vil sige lyset. Ordet er det første element Gud har sat i værk, og Ordet benytter sig af talen for at udføre sit skabelsesarbejde. Da den oprindelige kraft udgik fra Gud, var den ånd. Det var, da den vendte tilbage til Gud, at den blev lys. Den sorte sol sender videlina, ånden, til den lysende sol, og den lysende sol sender det synlige lys, svetlina tilbage til den mørke sol. Det er på tilbagevejen, at ånden forandrer sig og bliver til lys. Da Gud gjorde den første bevægelse, trådte hans Ånd, Ordet, i aktion, og da Ånden kom tilbage til Gud, var den blevet til lys. Alt, hvad centrum sender mod periferien, ven-
Lyset, skabelsens essens
19
der tilbage til sentrum, fordi cirklen har en grænse, og således skabes der en uafbrudt cirkulation fra sentrum til periferien og fra periferien til sentrum. Strømmen af kræfter besidder nye kvaliteter, når den vender tilbage til sentrum, og den fremkalder nye reaktioner på sin vej tilbage. Strømmens natur er ikke den samme på henvejen som på tilbagevejen. I begyndelsen var Ordet: den guddommelige ånds første handling, som skabte cirklen, universet. På samme måde må magikeren, inden han påbegynder en magisk ceremoni, lave en cirkel omkring sig. Dette ritual er meget gammelt og stammer fra en usædvanlig viden om den menneskelige aura. Når man siger, at magikeren skal træde ind i cirklen, betyder det ikke kun, at han skal tegne en materiel cirkel omkring sig, men også at han skal skabe den som en levende cirkel ud af auraen og placere sig i dens midte. Det vil sige, at hans ånd skal være aktiv og agtpågivende, ellers risikerer han at blive offer for usynlige ånder. Måske opnår magikeren, hvad han ønsker, selv om han nøjes med at tegne en materiel cirkel omkring sig uden forudgående – gennem sin levemåde – at have arbejdet med sin aura for at rense den og gøre den lysende og kraftfuld. Men når han træder ud af den magiske sirkel, vil de væsener, som adlød ham, mens han var inde i cirklen (fordi de usynligevæsener respekterer såvel cirklen som symbol, som de udtalt e magiske ord), give sig til at forfølge ham...
Den franske filosof og pædagog Omraam Mikhael Aivanhov (1900-1986) blev født i Bulgarien. I 1937 kom han til Frankrig, hvor han hovedsagelig levede og lærte. Det man straks fra første fœrd bliver slået af i mesterens vœrk, er den mangfoldighed af aspekter, hvorunder han fremstiller én og samme sag: Mennesket og dets vej mod fuldkommenhed. Hvilket emne der end er på tale, behandles det ufravigeligt med henblik på, at det skal kunne bruges i praksis af den der gerne vil forstå sig selv bedre og leve sit liv på en bedre måde.
L yset er den levende substans fra universet
med hvilken Gud ifølge traditionen skabte verden. Det har også gennem mange år vist sine muligheder og resultater ved den endelige udvikling af laserstrålen. Lyset tilbyder os uendelige muligheder som Omraam Mikhael Aivanhov her inviterer os til at opdage: lyset som beskyttelse, som ernæring, som redskab til viden om mennesket, naturen og Gud. Men frem for alt viser han os hvordan lyset alene er det allerbedste vi kan bruge til at forvandle os selv og hele verden. www.prosveta.no www.prosveta.com e-mail: info@prosveta.no e-mail: international@prosveta.com ISBN 82-91281-04-1