arsskrifteksempler2010

2010

Ă…rsskrift 2010

udvalge opslag

Foto: Ole Haupt

4

BAGGRUND OG FORMÅL

Baggrund og formål Civilingeniør Villum Kann Rasmussen, dr. techn. h.c. (1909-1993) stiftede i 1971 VILLUM FONDEN ved at overdrage alle sine B-aktier til den nystiftede fond. Ti år senere stiftede han VELUX FONDEN gennem en kontant donation.

VKR Gruppen, som Villum Kann Rasmussen grundlagde i 1941, udvikler, fremstiller og markedsfører VELUX ovenlysvinduer og andre bygningskomponenter, der bringer dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. VKR Gruppen har ca. 15.000 medarbejdere i mere end 40 lande og havde i 2009 en nettoomsætning på kr. 15,5 mia. Moderselskab for VKR Gruppen er VKR Holding A/S, hvis hovedaktionær fortsat er VILLUM FONDEN. Fra indtægter i form af aktieudbytte fra VKR Gruppen og afkast af fondenes grundkapital uddeles beløb til en række samfunds- og almennyttige formål.

Begge fonde har et bredt almennyttigt sigte og støtter videnskabelige, kunstneriske, kulturelle, miljømæssige og sociale formål. Desuden kan fondene uddele hædersgaver til personer, der har gjort en særlig indsats til forståelse af dagslysets værdi og betydning eller en tilsvarende indsats vedrørende industrielt fremstillede bygningskomponenter.

VELUX FONDEN har desuden som sit særlige formål at yde støtte til ældres aktivitet samt forskning inden for gerontologi, geriatri og oftalmologi.

VILLUM FONDEN har endvidere som særligt formål at uddele et årslegat til teknisk og naturvidenskabelig forskning. Årslegatet bærer stifterens navn og gives til en forsker som en anerkendelse af dennes særligt værdifulde indsats inden for disse områder.

Flere oplysninger findes på www.veluxfondene.dk

BAGGRUND OG FORMÅL

5

James Carpenter Dagslys over Manhattan:

AF BRIAN W OOD WARD

Brian Woodward (f. 1973) tog en kandidateksamen i journalistik fra Columbia University i 2000. Han har skrevet til aviser og blade i USA, men bor i dag i Danmark, hvor han er medstifter af Støvring+Woodward Communication. I foråret 2010 talte han med James Carpenter om arkitektur, dagslys og naturens verden.

Dagslys- og Bygningskomponentprisen fra VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN uddeles en gang om året til en person eller gruppe personer, som gennem kunstnerisk, videnskabeligt eller praktisk arbejde har bidraget væsentligt til forståelsen af værdien og betydningen af dagslys. Prisen er på 100.000 euro. I 2010 gik prisen til den amerikanske arkitekt James Carpenter. Han er chef for James Carpenter Design Associates i New York City, som for nylig bl.a. har designet World Trade Center nr. 7, den første bygning, der blev opført på stedet efter den 11. september 2001.

22

D A G S L Y S O V E R M A N H AT TA N

James Carpenter ved prisoverrækkelsen den 2. marts 2010. Foto: Carsten Andersen

Et blik opad fra foden af WTC nr. 7, som viser James Carpenters ydre podiumvĂŚg. Foto: Andreas Keller

VILLUM FONDEN OG VELUX FONDEN

23

26

Der er anvendt jernfattigt glas for at gøre bygningen så transparent som mulig. Det gjorde det lettere for Carpenter at give bymiljøet et element af natur. Foto: David Sundberg

Her ses nogle af komponenterne i Dayton-vinduet i nærbillede. Vinduet virker som et periskop, der forvandler udsigten til hegnet overfor til et virtuelt billede af himlen over bygningen. Foto: JCDA

vandle et almindeligt facadevindue på et hus til et ’periskop’, der fører lyset fra himlen ind i et værelse gennem væggen – noget, der er særlig nyttigt på steder, hvor der er begrænset udsyn eller begrænset adgang til dagslys.

Et andet af hans projekter, Solar Light Pipe, er en slags overdimensioneret lysekrone, der er udviklet til en mørk, huleagtig forhal i en bygning i Washington D.C. Den kanaliserer naturligt lys fra himlen ind i bygningen og forstærker det, så alle etager ned gennem bygningen lyses op. Ved hjælp af et tagmonteret spejl, der følger solens bue hen over himlen, og en række prismer i røret føres lyset nedad gennem røret, så der i forhallen skabes en stemning, der afspejler lysets naturlige skiften i løbet af dagen og året.

Carpenters evne til at bringe elementer af naturen ind i bygninger ved hjælp af lyset har fået nogle

af verdens førende arkitekter til at inddrage ham i deres projekter for at kaste lidt ekstra glans over dem – det gælder fx Norman Foster, David Childs og Richard Meier. Han er endda blevet udnævnt til førende arkitekt på projekter, fx det ombyggede Israel Museum i Jerusalem, et stort projekt, der efter planen åbner i sommeren 2010. ”Jamie er blevet en del af branchen nu, men han har altid bidraget med et kunstnerisk perspektiv,” siger T.J. Gottesdiener, der er administrerende partner på WTC nr. 7-projektet for Skidmore, Owings and Merrill. Netop derfor kontaktede SOM ham i slutningen af 2001.

D A G S L Y S O V E R M A N H AT TA N

Et naturelskende bymenneske Forventningerne til World Trade Center nr. 7 var forholdsvis beskedne. Carpenter beskriver bygningen som et ”udviklerprojekt”, byggebranchens

Dayton-vinduet blev bestilt til et boligbyggeri. Her er det vist udefra med vandrette spejle, isoleret glas og støbte glaslinser, der gør, at vinduet fungerer som et periskop. Foto: Don F. Wong

Linserne projekterer spejlbillederne af himlen og træerne over på den syreætsede glasskærm, så der fremkommer videoagtige billeder af trætoppene og himlen ovenover. Foto: JCDA

jargon for ”stramt budget, stram tidsfrist”. Bygningen stod færdig i 2006, og det eneste bemærkelsesværdige var, at ejeren, Larry Silverstein, var den eneste, der rykkede ind, da det 52 etager høje tårn åbnede.

Der gik dog ikke længe, før New Yorks beboere fik øje for, at bygningen var noget særligt. I en artikel i New Yorks Metropolis Magazine i maj 2006 stod der: ”WTC nr. 7 er ikke en slavisk efterligning af New Yorks mest ikoniske modernistiske kontortårne: Det er en genopdagelse af glassets ekstraordinære sensualitet, en fornyelse af vores romance med elementerne.”

Ordet ”ekstraordinære” afspejler Carpenters andet bidrag til bygningen. Efter at have klaret udfordringen med transformerstationen (den såkaldte podiumvæg) ved at give bygningens nederste del en beklædning i to lag, som fanger lyset og sender

det videre til fodgængere på gadeplan, var Carpenter også med til at designe den ydre beklædning øverst på bygningen.

Ved hjælp af en teknik, han kalder ’Linear Lap’, er glasset, som indkapsler World Trade Center nr. 7, i stand til at opfange lysets skiften omkring Lower Manhattan og afspejle ændringerne på en måde, som giver bygningen et særegent gennemsigtigt præg, samtidig med at den oplyser omgivelserne.

Carpenter kalder det ”volumetrisk lys”, og det er et kendetegn ved mange af hans projekter. ”Volumetrisk lys har en fysisk tilstedeværelse, en helt enestående fænomenologi. Det er det, vi ser i naturen: Lysmængden i en sky, eller den tyngde, lyset har, når vi betragter havet, eller måden, lyset opfattes på gennem bladene på et træ. Det skyldes, at lyset reflekteres fra mange overflader på én gang.

Dermed giver det noget tilbage til omgivelserne.”

VILLUM FONDEN OG VELUX FONDEN

27

Postkort

fra støttede projekter Fondene støtter mange flere projekter, end der er plads til at omtale i årsskriftet. For at give et indtryk af bredden i aktiviteterne har vi bedt et lille udsnit af de igangværende projekter om at sende postkort med øjebliksbilleder fra projekternes verden.

28

POSTKORT

Teknisk forskning møder humaniora Et kuglerundt apparat, der udsender korte lys­ glimt i regnbuens farver, er ikke hverdagskost på Den Arnamagnæanske Håndskriftssamling, hvor Københavns Universitets uvurderlige samling af islandske og øvrige nordiske håndskrifter befinder sig. Det giver et ryk i forsamlingen ved projekt­ præsentationen i april 2010, mens kuglen i et ryk bevæger sig ned over et af manuskripterne.

Heldigvis standser kuglen lige over pergamentet på den opslåede side, og snart toner håndskriftet frem på storskærmen. Billederne viser ting, man aldrig har kunnet se før, og forsamlingens bekym­ ring afløses af anerkendende mumlen. Apparatet, som ligner en rekvisit fra Star Trek­filmene, er en multispektral­billedskanner af typen Videometer­

Lab 2. Kuglen er udviklet til brug i fødevare­ og medicinalindustrien af forskere fra DTU i Hørs­ holm­firmaet Videometer A/S, men apparatet kan altså også bruges til at læse næsten udvisket, bortskrabet eller overstreget tekst i de gamle håndskrifter. Fordelen ved VideometerLab 2 er, at apparatet kan betjenes umiddelbart på læsesalen og i samarbejde med forskeren. Fremtiden må nu vise, om det kan fungere, og hvilke hemmelighe­ der der venter på at blive afsløret.

Lektor, ph.d. Michael Lerche Nielsen, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet. ”Apparatur til multispektral billedanalyse af middelalderhåndskrifter” blev i 2010 bevilget med 299.875 kr. af VELUX FONDEN.

Den nye multispektral-billedskanner i funktion på læsesalen ved Nordisk Forskningsinstitut.

VILLUM FONDEN OG VELUX FONDEN

29

Dinoflagellater, som de tager sig ud ved lysmikroskopi (farvetavle), og – for cellerne i A og B – som de tager sig ud i yderligere forstørrelse ved elektronmikroskopi. Billeder fra projektet.

38

POSTKORT

Ældgamle alger Dinoflagellater hører til aristokraterne blandt de encellede planktonalger. Omkring 2.000 arter er beskrevet, de fleste marine, hvorimod deres konkurrenter i plankton, kiselalgerne, er anslået til at omfatte over 100.000 arter. Dinoflagellaterne er enestående: De har en meget lang udviklingshistorie, som begynder i palaeozoikum for flere hundrede millioner år siden, og i modsætning til andre planktonalger har deres celler hos forskellige arter optaget forskellige symbionter. Disse fungerer som kloroplaster og omdanner solenergi til kemisk energi, som dinoflagellaterne herefter udnytter. I enkelte tilfælde er symbionterne endda blevet skiftet ud, alt formentlig for millioner af år siden. Dinoflagellaterne er svære at klassificere, da mange arter kan opføre sig dels som planter, dels som dyr. De er beslægtede med sporozoer (bl.a. malaria og coccidiose parasitterne), og deres afstamning samt diversitet undersøges i disse år i detaljer på Biologisk Institut ved at kombinere elektronmikroskopi (op til omkring 100.000 ganges forstørrelse) og undersøgelser af udvalgte gener.

Professor, dr.scient. Øjvind Moestrup, Biologisk Institut, Københavns Universitet. ”Dinoflagellaternes biodiversitet og fylogeni” blev i 2005 bevilget med 1.456.083 kr. af VILLUM FONDEN.

Ph.d.-studerende Vibeke Andersen skifter lamper i den fotokemiske reaktor.

Nyt fra atmosfære-laboratoriet Både natur og mennesker slipper kemiske forbindelser ud i atmosfæren. Begge dele giver anledning til bekymringer, for stoffer som freoner, kuldioxid, metan og lattergas kan have skadelige effekter ved at nedbryde den stratosfæriske ozon, ændre det globale klima og danne luftforurening.

Forskningen ved Copenhagen Center for Atmospheric Research (CCAR) undersøger, hvordan både gasser og partikler nedbrydes og omdannes i atmosfæren. Takket være støtten fra VILLUM FONDEN har gruppen opbygget tre enestående eksperimentelle faciliteter: Med en temperatur-

reguleret fotokemisk reaktor kan vi studere fotokemisk nedbrydning af gasser. Et aerosol smogkammer gør det muligt at undersøge processer på partikler. I den elektrodynamiske celle kan en enkelt partikel med ladning holdes svævende, mens den påvirkes af kemiske forbindelser og varierende luftfugtighed, samtidig med at den studeres ved hjælp af forskellige spektroskopiske metoder.

Professor, ph.d. Ole John Nielsen, Kemisk Institut, Københavns Universitet: ”Opbygning af smogkammer-faciliteter” blev i 2005 bevilget med 2.815.977 kr. af VILLUM FONDEN.

VILLUM FONDEN OG VELUX FONDEN

39

Quaternary Dating Laboratory – et nyt vindue til fortiden AF M ICHAEL STOREY

Michael Storey (f. 1953), ph.d. fra Bedford College ved London University, lektor i geologi på Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring ved Roskilde Universitet og leder af Quaternary Dating Laboratory.

En kunstners rekonstruktion af vores nyopdagede, fortidige ’miniature-fætter’ Homo floresiensis – med kælenavnet ’hobbitten’ – som har ført til ny viden om menneskets udviklingshistorie. Illustration: Peter Schouten

44

Q U AT E R N A R Y D AT I N G L A B O R AT O R Y

Quaternary Dating Laboratory blev etableret gennem en bevilling i 2005 fra VILLUM FONDEN på 12.000.000 kr. Laboratoriet er udstyret med et revolutionerende nyt og mere analysefølsomt massespektrometer (Noblesse) til aldersbestemmelser ved hjælp af kaliumargon metoden. Det giver os et helt nyt og mere klart vindue til fortiden. De nye analytiske muligheder har skabt grundlag for forskningsaktiviteter, der kan belyse nogle af det 21. århundredes centrale problemer, såsom global opvarmning og naturkatastrofer. Desuden har de ført til ny viden om menneskets udvikling og oprindelse.

Kalium-argon datering Kalium findes i mange mineraler og udgør mere end 2 % af Jordens skorpe. Kalium er også yderst vigtigt for liv. I 1935 fandt fysikeren Alfred Nier ud af, at kalium har en isotop, kalium-40, der kun udgør 0,01 % af det naturligt forekommende kalium; et voksent menneske indeholder ca. 1,5 mg kalium-40. Kalium-40 er radioaktivt med en

T E K N I K O G N AT U RV I D E N S K A B

Aldersbestemmelse og radioaktivitet Ved radioaktivt henfald omdannes en ustabil atomkerne til en stabil ’datter-isotop’. I denne proces frigives alfa- eller beta-partikler, eller gamma-stråling. For en given radioaktiv isotop sker denne proces med en konstant frekvens. Man taler om isotopens ’halveringstid’, dvs. den tid, det tager for halvdelen af ’moder-isotop’-mængden at henfalde til dens ’datter-isotop’. Fx omdannes den radioaktive kulstof-14 isotop til den stabile nitrogen-14 isotop med en halveringstid på 5.730 år.

Videnskabsfolk fandt hurtigt ud af, at naturligt forekommende radioaktive isotoper, der havde passende lange halveringstider, kunne fungere som naturens eget ’stopur’. Dermed kunne man bestemme alderen på geologiske formationer og i sidste ende selve Jordens alder. For at aldersbestemme en bjergart eller et mineral skal man blot bestemme forholdet mellem den radioaktive ’moder-isotop’ og dens stabile ’datter-isotop’.

Den mest almindelige instrumenttype til disse isotop-målinger er et massespektrometer. Et typisk massespektrometer benytter en kraftig magnet til at adskille ladede isotoper med forskellige masser.

Processen minder om den måde, et prisme bryder det hvide lys op i regnbuens farver. Når isotoperne er adskilt fra hinanden, kan man måle de relative mængder af de forskellige isotoper.

Det nye og mere præcise massespektrometer Noblesse, som anvendes til kalium-argon dateringerne. Foto: Michael Storey

Radioaktivt henfald. Figuren viser moder-isotopens henfald og datter-isotopens vækst i forhold til halveringstiden. Grafik: Ritta Juel Bitsch

VILLUM FONDEN

45

A

B

A. Feldspatkrystaller. Ved at måle den mængde argon-40, der er blevet ophobet i dem gennem tiden, kan de fungere som naturens ’stopure’. B. Feldspatkrystallerne monteres i en laserskive, som analyseres på Noblesse-instrumentet. Foto: Michael Storey

halveringstid på 1.250 millioner år, og et af henfaldsprodukterne er ’datter-isotopen’ argon-40.

Denne opdagelse forklarede, hvorfor ca. 1 % af Jordens atmosfære består af argon. Dette argon er opsamlet gennem geologisk tid og stammer fra henfald af det kalium-40, der findes i Jordens skorpe. Niers opdagelser dannede grundlaget for kalium-argon dateringsmetoden. Den er i dag den mest udbredte dateringsmetode inden for geologi og er grundlaget for den forskning, der udføres ved Quaternary Dating Laboratory.

Argon-40 er gennem tiden blevet akkumuleret i kalium-holdige silikat-mineraler fra henfald af mineralernes kalium-40. Disse mineraler fungerer som små ’stopure’, der kan fortælle om bjergartens alder. I et moderne laboratorium benytter man typisk en kraftig laserkanon til at opvarme og smelte silikat-mineralerne i et vakuum-kammer ved temperaturer, der nærmer sig 2.000 °C. Dette frigør den argon, der sad fanget inde i krystallen, og den isotopiske sammensætning af argon-gassen bliver målt på et massespektrometer til analyse af ædelgasser. Alderen på krystallen kan beregnes

46

Q U AT E R N A R Y D AT I N G L A B O R AT O R Y

ud fra mængderne af argon-40 og kalium-40 i krystallen.

Quaternary Dating Laboratory er anderledes Når jeg viser en gruppe af gæster rundt på Quaternary Dating Laboratory, bliver jeg typisk stillet spørgsmålet: ”Hvad er den ældste bjergart, som du kan analysere?”. ”Så gammel som den ældste bjergart i vores solsystem”, svarer jeg. Hvor kalium-argon dateringsmetodens udfordringer ligger, er i den unge ende af den geologiske tidsskala – omkring den seneste million år af Jordens 4.540 millioner års historie. Udfordringen består i, at ’ungt’ geologisk materiale kun indeholder ganske lidt argon-40, fordi kalium-40 som sagt har en halveringstid på hele 1.250 millioner år.

For at illustrere, hvad vi kæmper med, når vi prøver at datere en ca. 20.000 år gammel og en millimeter stor kalium-holdig feldspat-krystal, så indeholder den typisk en tusindedel af en milliontedel af en milliontedel af et gram (10-15 g) argon-40.

De fleste kalium-argon laboratorier er ganske enkelt ude af stand til at måle så små mængder

T E K N I K O G N AT U RV I D E N S K A B

argon med nogen som helst præcision. Men Quaternary Dating Laboratory kan gøre det, fordi det er udstyret med en revolutionerende ny type massespektrometer, Noblesse. Laboratoriet var så heldig at være blandt de allerførste i verden til at anskaffe sådan et instrument til kalium-argon baseret forskning, og i dag er vi stadig det eneste laboratorium i Norden, der har det.

Det har skabt mulighed for at benytte kaliumargon dateringsmetoden på den yngste del af den geologiske tidstabel, som kaldes kvartærtiden.

Man kan endda datere prøver, der i alder overlapper med prøver, der kan dateres med kulstof-14 metoden (<50.000 år); det blev engang betragtet som uopnåeligt blandt specialister inden for kalium-argon datering.

Kvartærtiden dækker de sidste to millioner år af Jordens historie og forbinder således den geologiske fortid med vores nutid. Kvartærtiden var en tid med dramatiske variationer i Jordens klima, fra istider til varmere perioder mellem istiderne.

Det var også den tid, hvor det moderne menneske blev udviklet og spredte sig ud over kloden fra det afrikanske kontinent. Kvartærtiden giver os således en to millioner år lang ’basislinje’, hvorudfra vi kan sammenligne vore dages forandringer i miljøet. Iskernerne har aldrig vist højere indhold end 290 ppm (milliontedele) kuldioxid (CO2) i atmosfæren i de 400.000 år frem til den industrielle revolution. I dag er den atmosfæriske CO2 tæt på 390 ppm. Hyppigheden af islandske vulkanudbrud, der udsender skadelige askeskyer, eller af ødelæggende tsunamier i det Indiske Ocean kan man bestemme ved at undersøge fortiden, og derfor er fortiden en vigtig målestok til at bedømme potentialet for fremtidige naturkatastrofer.

Laboratoriet udfører et spektrum af multi-disciplinær forskning med partnere i Danmark, Euro-

Laseropstillingen og det tilhørende laservindue. Foto: Michael Storey

VILLUM FONDEN

47

pa, Massachusetts Institute of Technology (MIT), universitetet i Wollongong i Australien og andre steder på kloden. Vi beskæftiger os med tidligere tiders klima, naturkatastrofer – herunder vulkanudbrud og tsunamier – menneskets udvikling samt en forbedret kalibrering af den geologiske tidsskala – et storstilet internationalt forskningsprojekt (EARTHTIME), som både USA’s forskningsråd (NSF) og EU yder støtte til.

Kraniet fra Homo floresiensis (prøve LB1). Foto: Peter Brown

Feltarbejde i det sydlige Island – Eyjafjallajökull kan ses i den fjerne baggrund, og det var herfra, vulkansk aske stoppede flytrafikken i det nordlige Europa. Foto: Jakob Kløve Jakobsen

48

Q U AT E R N A R Y D AT I N G L A B O R AT O R Y

På sporet af familiemedlemmer Man mener, at menneskeslægten Homo har udviklet sig i Afrika som en sidegren til vores fælles forfædre, som vi delte med chimpanserne for mellem fem og syv millioner år siden. Efterhånden som mere avancerede arter af Homo-slægten dukkede op, blev deres hjerner generelt større, og deres stenredskaber blev mere forfinede.

For kun lidt over to millioner år siden dukkede arten Homo erectus op. Det var den første af menneskets forfædre, der med sikkerhed var opretgående. Fossiler findes ikke kun i Afrika, men spredt over Europa og Asien. Tolkningen af fossilerne peger på, at Homo erectus var udstyret med en større hjerne, og at de var nogenlunde lig nutidige mennesker i størrelse og legemsproportioner.

Desuden har man ment, at de var de første mennesker, der var i stand til at rejse uden for det afrikanske kontinent og sprede sig over store dele af Europa og Asien; vor egen menneskeslægt, Homo sapiens, foretog det samme udbredelsesmønster for mindre end 200.000 år siden.

I 2003 fandt man imidlertid i Liang Bua-hulen på den indonesiske ø Flores nogle efterladenskaber fra små – ca. 1 meter høje – mennesker, som fik kælenavnet ‘hobitter’. I forhold til de generelt anerkendte ideer inden for palæo-antropologi virkede denne opdagelse, ligesom når man slipper en

T E K N I K O G N AT U RV I D E N S K A B

kat ind til en flok duer. H. floresiensis, der levede på Flores så sent som for 17.000 år siden, ser ud til at repræsentere en direkte forbindelse til mere primitive menneskearter, præ Homo erectus, der eksisterede for mere end to millioner år siden. På en eller anden måde lykkedes det disse primitive mennesker at finde hele vejen fra Afrika til den indonesiske ø Flores.

Denne opdagelse påbegyndte en storstilet jagt på nye spor, der kunne forklare oprindelsen af vores miniature-fætre, og et af de helt centrale spørgsmål er: Hvor tidligt ankom ’hobitten’ til Flores?

I samarbejde med forskere fra universitetet i Wollongong (Australien) og Indonesiens Geologiske Undersøgelse har vi nærmet os et svar: Vi har dateret en lokalitet, hvor man for nylig har fundet stenredskaber på øen Flores. Disse redskaber blev fundet under et vulkansk askelag, og vores undersøgelser viser, at de er mindst en million år gamle!

Det betyder, at mennesket ankom til Flores meget tidligere, end man hidtil har troet, hvilket kan støtte den kontroversielle teori om, at Homo floresiensis har en primitiv oprindelse.

Denne nye opdagelse åbner op for, at man en dag kan finde spor af de primitive forfædre til Homo floresiensis på denne ø. Nye udgravninger, der begyndte i juni 2010, har til formål at søge efter forfædre til ’hobitten’, og som en del af dette arbejde vil Quaternary Dating Laboratory udføre kaliumargon dateringerne.

Dette er blot et enkelt eksempel på dateringsmetodens mange anvendelsesmuligheder. Der udføres en bred vifte af forskningsaktiviteter ved laboratoriet, som giver væsentlige afkast i forhold til nogle af de vitale problemer, vi vil møde i det 21. århundrede som fx global opvarmning og effekten af naturkatastrofer.

Wolo Sege, Flores. De vulkanske akselag (hvide) ligger oven over sedimenter med stenredskaber. De vulkanske askelag blev dateret ved Quaternary Dating Laboratory og viste, at stenredskaberne må være mindst en million år gamle. Resultaterne blev offentliggjort i NATURE i april 2010. Foto: Gitte M. Jensen

Askeaflejring fra det største eksplosive vulkanudbrud i Island i mere end en million år bliver her udtaget til datering med høj præcision ved Quaternary Dating Laboratory. Foto: Jakob Kløve Jakobsen

VILLUM FONDEN

49

respektere Kan man

man er

den,

uenig med?

AF K LE M EN S KA P P E L

Klemens Kappel (f. 1964) er uddannet i filosofi ved Københavns Universitet, hvorfra han også er cand.med. Siden 1997 forskellige forskningsansættelser og siden 2002 lektor i filosofi. Hovedforskningsområderne er social epistemologi, men han har især tidligere beskæftiget sig med etik og politisk filosofi.

56

KAN MAN RESPEKTERE DEN, MAN ER UENIG MED?

Foto: Martin Rosenauer

HUMANVIDENSKAB

VELUX FONDEN tog i 2007 initiativ til en særlig humanvidenskabelig satsning med bevillinger til kollektive kernegruppeprojekter. Blandt bevillingerne i 2008 blev 3.042.832 kr. doneret til forskningsprojektet ”Det liberale demokratis epistemologiske dimension”. Friheden til at ytre sig, danne meninger, tvivle på, undersøge og udveksle information om stort set hvad som helst er afgørende for liberale demokratier af etiske (politiske og filosofiske) grunde. Projektet undersøger filosofisk, hvilke betingelser denne ytrings-, menings- og undersøgelsesfrihed kræver for at kunne nå frem til viden, og hvilke konsekvenser den har i forhold til den uenighed om faktuelle spørgsmål, der i praksis følger. Foruden Klemens Kappel, der leder projektet, består gruppen af to postdoc-stipendiater, Kristoffer Ahlström og Nikolaj Jang Lee Linding Pedersen.

Rimelig uenighed Kan man respektere den, man er rivende uenig med – og stadig være uenig vel at mærke? Det manglede da bare, kunne man sige, for respekten for forskellighed er afgørende for civiliseret samtale.

Faktisk er forestillingen om den rimelige uenighed central i de politisk-filosofiske overvejelser om liberale demokratiske samfund, dvs. samfund, som er baseret på, at mennesker ikke skal underkastes ideologisk, religiøs eller kulturel tvang og skal afgøre fælles anliggender ved demokratiske processer.

Forestillingen om rimelig uenighed er forestillingen om mennesker, der er tilhængere af forskellige politiske, religiøse eller etiske opfattelser, men som alligevel respekterer hinanden og hinandens synspunkter og derfor helt og fuldt indrømmer hinanden plads.

Det er ideen om, at et menneske kan mene noget andet end en selv om et vigtigt spørgsmål, uden at man dermed synes tvunget til konkludere, at han eller hun er dum, vildledt eller ond. Det er naturligvis ikke et hvilket som helst synspunkt, man kan have en rimelig uenighed om: Vi behøver ikke at mene, at folk, der har rabiate racistiske holdninger, har rimelige synspunkter. Men et meget bredt spektrum af synspunkter bør vi kunne respektere som fornuftige og anstændige, selvom vi er uenige.

I japansk kampsport bukker man altid for sin modstander før kampen for at vise ham respekt. Foto: iStockphoto

VELUX FONDEN

57

John Stuart Mill skrev det berømte kapitel II i ”On Liberty”, som er et forsvar for ytringsfrihed med henvisning til, at det er en sandhedsfremmende institution.

Illustration: Library of Congress, Neg. Co.

Et eksempel Men rimelig uenighed er en kompliceret størrelse.

Og begrebet indeholder en central kerne, hvis indre sammenhæng er alt andet end indlysende. Tag et eksempel, der er helt ligefremt, omend i visse henseender særpræget: Jeg står på mit kontor på universitetet og ser ud ad vinduet. I gårdhaven nedenfor ser jeg dekanen komme gående. Min kollega, som står lige ved siden af mig, ser også ud ad vinduet. Jeg siger: ”Nå, der går dekanen”. Til min enorme forbløffelse benægter min kollega, at dekanen på nogen måde befinder sig i gårdhaven.

Hvis det skete i praksis, ville den mest nærliggende reaktion for mig være at mistænke, at min kollega led af en alvorlig sygdom, der havde påvirket hans kognitive apparat: Der må være noget galt med hans visuelle perception, eller hans evne til at

58

forarbejde visuelle indtryk.

Men ret beset begynder jeg jo så at mistænke, at min kollega alligevel ikke er min ligemand i dette spørgsmål. Jeg kan ikke både fastholde, at jeg ved, at dekanen faktisk befinder sig i gårdhaven, og samtidig mene, at min kollega er ved sine fulde fem. Rimelig uenighed er, i denne forstand, ikke en mulighed.

Men antag nu, at der ikke er nogen som helst andre tegn på, at min kollega er blevet syg eller på anden måde ude af stand til at bruge sit sanseapparat. Så er der jo en anden mulighed, nemlig at det er mig selv, der er offer for en illusion. Bør jeg i virkeligheden suspendere min tiltro til, at dekanen befinder sig i gårdhaven, med mindre jeg har uafhængige grunde til at tro, at det er min kollega snarere end mig selv, der er galt afmarcheret?

KAN MAN RESPEKTERE DEN, MAN ER UENIG MED?

HUMANVIDENSKAB

Flertallet har ikke altid ret. Men Condorcet (1743-1794) viste, at en flertalsafgørelse i visse situationer kan være langt bedre end den bedste ekspertafgørelse. Et spørgsmål er dog, hvor ofte det gælder politiske beslutninger som dem, der træffes i Folketinget. Foto: Folketinget, Christiansborg

To muligheder Modellen synes uden videre at kunne generaliseres. Du har overvejet en sag og mener, at du har vurderet alle tilgængelige argumenter og den samlede evidens på en sober og fornuftig måde.

Du har omhyggeligt afvejet pro et contra på en afbalanceret måde. Det får dig til at være overbevist om en bestemt holdning. Men du finder nu ud af, at din modpart, som du anser for ligeså dygtig og omhyggelig som dig selv, når til en helt anden holdning, selvom han har studeret nøjagtig samme argumenter og evidens og med samme grundighed. Det er ikke, fordi der er kommet ny evidens eller nye argumenter på banen; sagen er blot, at I vurderer den tilgængelige evidens og de kendte argumenter afgørende forskelligt.

Der er nu to rationelle muligheder åbne for dig.

Enten dropper du din antagelse om, at den anden faktisk er din intellektuelle ligemand. Eller også reducerer du tiltroen til dit eget synspunkt og lader åbent, om det er dig eller din modpart, der har ret. Konklusionen er, at du ikke kan fastholde dit synspunkt og samtidig mene, at din modpart er din intellektuelle ligemand. Du må vælge mellem at reducere tiltroen til dit eget synspunkt eller at reducere respekten for din opponent.

Forskningsprojektet I forskningsprojektet undersøger vi blandt meget andet spørgsmål om rationel reaktion på uenighed. Baggrunden er en anden vigtig social og politisk institution, nemlig ytrings- og meningsfrihed. Ytrings- og meningsfrihed fører i praksis til store uenigheder, ikke kun om religiøse, politiske

VELUX FONDEN

59

og etiske spørgsmål, men også om mange andre forhold, fx videnskabelige anliggender. Dermed rejses spørgsmålet: Kan jeg holde fast på mit synspunkt, når jeg indser, at andre, som ikke er mindre intelligente og omhyggelige end jeg, mener noget helt andet?

Tag nogle af de meget fundamentale uenigheder, som spiller en stor rolle i disse års nationale og globale debatter. Findes Gud, eller er det gudløse naturvidenskabelige verdensbillede det korrekte?

Er udviklingen af mennesker og dyr sket ved naturlig selektion, eller har en intelligent designer spillet ind? Finder der menneskeskabt global opvarmning sted, eller er dette blot en teori, som klimaforskere har fået sat i omløb af ideologiske og egeninteresserede grunde?

Hvordan skal vi reagere på disse uenigheder? Ofte vil det være sådan, at begge parter i uenighederne kan mønstre intelligente, seriøse mennesker, der grundigt har sat sig ind i den tilgængelige evidens og alle argumenterne. Men de er alligevel uenige, og uenighederne går tilbage til meget fundamentale og omfattende forskelle i generelle antagelser om verden. Det er derfor, at parterne ikke bliver enige, selvom de for så vidt kender den samme evidens og overvejer de samme argumenter.

Bør parterne nedjustere deres tiltro til deres egne synspunkter, når de ser, at andre, som i det mindste i en vis forstand er deres intellektuelle ligemænd, er uenige? Har parterne uafhængige grunde til at mene, at det er de andre snarere end dem selv, der tager fejl?

To delmål Blandt projektets delmål skal her nævnes to.

1) Formulering af en teori om rationel uenighed.

I litteraturen diskuteres rationel uenighed intenst i disse år, men der forsvares forskellige teorier. In-

60

gen af de foreslåede teorier er efter vores opfattelse helt tilfredsstillende (og måske er det derfor, at der er så stor teoretisk uenighed på feltet). En ambition i projektet er at analysere denne teoretiske diskussion og derigennem formulere en bedre teori om rationel uenighed, gerne en teori, der indfanger plausible dele af de gængse teoridannelser. Teorien bør i det mindste belyse det, der var artiklens indledende påstand, nemlig at vi kan respektere dem, vi er uenige med, men alligevel fastholde vores eget synspunkt.

Teorien skal også give et teoretisk understøttet svar på mere generaliserede former for uenighed.

Det kan fx være uenighed mellem et eller nogle få individer på den ene side og mange individer på den anden side. Det, der kaldes ’Condorcet’s Jury Theorem’, viser, at sandsynligheden for, at flertallet i en gruppe mennesker har ret i nogle situationer, vil være meget høj, nemlig hvis alle har dannet deres formodninger uafhængigt af hinanden, og hvis alle i gruppen hver for sig har en sandsynlighed på mere end 50 % for at have ret.

Det kan altså være, at det er rationelt at bøje sig for et flertal, også selvom de består af individer, der hver for sig ikke er ens ligemand. En-til-en uenigheder kan have en lidt anden dynamik end en-til-mange uenigheder.

2) Formulering af en teori om neutralitet i faktuelle spørgsmål. Et af de centrale elementer i teorier om liberale demokratiske samfund er, at staten forholder sig neutral i en række værdispørgsmål og religiøse spørgsmål. Staten skal ikke foreskrive, hvilken religiøs opfattelse vi skal have, ligesom den skal forholde sig indifferent i en række etiske spørgsmål. Dette kaldes liberal neutralitet.

Det interessante er nu, at en række teoretikere motiverer liberal neutralitet ved at pege på, at rationelle individer jo er uenige om de relevante re-

KAN MAN RESPEKTERE DEN, MAN ER UENIG MED?

HUMANVIDENSKAB

ligiøse og etiske spørgsmål. Liberal neutralitet kan altså ses som et ideal om at respektere begge parter i en rationel uenighed. Men dette rationale for liberal neutralitet rejser et nyt spørgsmål: Hvad så med uenigheder om klimaudviklingen? Eller om intelligent design? Skal staten også forholde sig neutral i disse uenigheder, dvs. uenigheder i faktuelle ikke-religiøse spørgsmål? Eller kan vi sige, at her er den ene part så langt fra at være rationel, at deres synspunkter ikke længere har et krav om at respekteres? Eller gælder idealet om liberal neutralitet af en eller anden grund kun værdispørgsmål og ikke faktuelle spørgsmål, og i givet fald hvorfor så?

Et af målene i projektet er således at udrede spørgsmålet om liberal neutralitet i forhold til faktuelle spørgsmål, herunder kontroverser mellem videnskabelige og ikke-videnskabelige perspektiver på virkeligheden. Relevansen i forhold til fx spørgsmål om klimaudvikling, intelligent design eller brugen af alternativ behandling er oplagt, men trods det er spørgsmålet kun i meget begrænset omfang blevet diskuteret. Det håber vi at kunne råde bod på i forskningsprojektet.

Den britiske statistiker Francis Galton viste, at en folkemængde kan besidde en form for kollektiv visdom, ‘wisdom of the crowds’ som det senere er blevet kaldt.

Ved West of England Fat Stock and Poultry Exhibition i Plymuth i 1907 kunne tilskuerne byde på vægten af en særlig prægtig okse. De, der gættede rigtigt, fik en præmie. Galton indsamlede billetterne med buddene og viste, at medianen af buddene var forbløffende tæt på oksens faktiske vægt, og tættere på det rigtige svar, end nogen slagtermester kunne have præsteret. Foto: Stock.xchng

VELUX FONDEN

61

Modets Lejr – terapeutisk rekreation på et magisk sted A F ZS ÓFIA HORVÁTH

Zsófia Horváth (f. 1981) har en kandidateksamen i økonomi fra Corvinus University i Budapest og studerer for tiden pædagogik på University of West Hungary. Hun arbejder som projektkoordinator hos Bátor Tábor Foundation.

I 2009 bevilgede VILLUM FONDEN 6.932.584 kr. til Bátor Tábor Foundation (’Modets Lejr’), en lejr, hvor alvorligt syge børn kan få et terapeutisk rekreationsophold. Pengene skal gå til at udvikle lejrens infrastruktur, forbedre kvaliteten af de udbudte programmer og udvide kapaciteten, så der bliver plads til flere syge børn fra Ungarn og Central- og Østeuropa. Projekt ’lev med en alvorlig sygdom’ blev lanceret i november 2009 og løber indtil august 2011.

Den nye indkvartering står klar til at modtage de frivillige hjælpere. Hver bygning har plads til 22 personer og har værelser og faciliteter med kørestolsadgang i stueetagen. Foto: Bátor Tábor Foundation

94

MODETS LEJR

S O C I A L E O P G AV E R

Veluddannede frivillige lejrhjælpere gør det muligt for børnene at udvide deres grænser og klare det umulige. Foto: Bátor Tábor Foundation

I alle familier er børnene i centrum. Når et barn får konstateret en alvorlig sygdom, vender det op og ned på barnets og familiens hverdag. Fortvivlelse, ængstelse og smerte sætter dagsordenen.

Bátor Tábor Foundation arrangerer sommerlejre for børn, hvis liv er blevet påvirket af en alvorlig sygdom. I Bátor Tábor kan børnene lægge bekymringerne til side og bare være børn igen.

Den livsbekræftende lejroplevelse er helt gratis og hjælper børnene med at finde sig selv, genopdage glæden ved livet og føle, at alle døre står åbne – også for dem.

Bátor Tábor handler ikke om sygdom, begrænsninger, smerte eller manglende evner, men i langt højere grad om liv, muligheder, latter og solidaritet.

Gæsterne i Bátor Tábor har mulighed for at deltage i aktiviteter, som de ellers ikke rigtig kan være med i på grund af deres sygdom. Det kan fx være roning, ridning, bueskydning, kunst og håndværk, dans, musik, sport, skuespil eller rebklatring. Det

gælder om hele tiden at udfordre børnene og give dem succesoplevelser under usynlig, men konstant lægelig overvågning og i fuldstændig trygge rammer.

Terapeutisk rekreation Bátor Tábor-programmerne handler om at give børnene terapeutisk rekreation. Metoden går grundlæggende ud på, at alle aktiviteter skal give børnene en succesoplevelse, som øger deres selvværd.

Sådan foregår det i praksis: • Hver aktivitet rummer en form for udfordring, ofte ved at deltagerne sættes i en uvant situation og opfordres til at overskride faktiske eller imaginære grænser og afprøve sig selv i nye situationer.

• Overvindelse af udfordringerne fører altid til succes og anerkendelse – denne proces fremmes gennem opmuntring, støtte og opmærksomhed fra frivillige lejrhjælpere.

VILLUM FONDEN

95

Rebbanen med klatretårn er lejrens mest populære aktivitet. Foto: Bátor Tábor Foundation

• Børnene opnår færdigheder inden for nye og hidtil ukendte områder og aktiviteter. De opdager måske skjulte evner hos sig selv eller genopdager gamle færdigheder, som de troede, de havde mistet på grund af sygdommen.

• Det hele foregår i fysisk og følelsesmæssigt trygge rammer for børnene.

• Ingen må udelukkes fra at deltage i programmet på grund af fysiske begrænsninger (fx mobilitet). Alle workshops er tilpasset de særlige behov hos målgruppen.

• Det er et vigtigt mål at løfte børnene ud af deres fysiske begrænsninger, at frigøre dem for deres psykologiske frygt og at give dem nye muligheder. Der tages naturligvis hele tiden hensyn til barnets til-

96

MODETS LEJR

stand; ingen sættes i en umulig situation.

At ændre børnenes liv Den terapeutiske rekreation er yderst effektiv.

Programmet stiller børnene over for udfordringer og opgaver og giver dem på én gang sjov og oplevelser, så de kaster sig ud i de forskellige aktiviteter med stor glæde og entusiasme. Det er dette engagement, der øger børnenes tillid og selvrespekt. Deres selvopfattelse gennemgår en positiv forandring, og de bliver mere empatiske og forstående over for deres kammerater, samtidig med at de bliver i stand til at overvinde forhindringer i livet. Metoden fører til en varig og ofte positiv ændring i børnenes liv.

Metoden kan kun gennemføres, hvis barnet får

S O C I A L E O P G AV E R

Børnene elsker timerne i kunst og håndværk, hvor de kan udfolde deres kreativitet. Foto: Bátor Tábor Foundation

Kærlig omsorg fra de frivillige hjælpere opvejer savnet af forældrene i en uge. Foto: Bátor Tábor Foundation

Velkommen til Modets Lejr! Foto: Bátor Tábor Foundation

På en smuk solskinsdag blev den nye indkvartering til frivillige hjælpere indviet den 8. juni 2010. Flere end 100 gæster fra Ungarn, Irland og Danmark deltog. Foto: Bátor Tábor Foundation

et personligt forhold til en lejrhjælper, og der er maksimalt fokus på dets individuelle behov. Derfor er der hvert år brug for 400 fuldt uddannede frivillige.

Lejren, hvor de små mirakler udvirkes, er et moderne kompleks omgivet af eng og skov. Alle bygninger og faciliteter er designet med henblik på børn med alvorlige sygdomme.

Siden 2001 har flere end 500 børn med kræft, diabetes, hæmofili eller Stills sygdom hvert år deltaget i Bátor Tábors sommerlejre og de tilknyttede familie- og søskendelejre. Bátor Tábor drives som et terapeutisk rekreationscenter for alvorligt

syge børn, ikke blot fra Ungarn, men fra hele Centraleuropa.

På de internationale lejre deltager 100-140 kræftramte børn fra Tjekkiet, Polen og Slovakiet hvert år i de terapeutiske aktiviteter.

Donationen fra VILLUM FONDEN giver Bátor Tábor mulighed for yderligere at forbedre kvaliteten af lejrene og familieaktiviteterne og at øge kapaciteten, så flere børn kan deltage. Takket være donationen var det muligt at opføre den længe ønskede nye indkvartering til de frivillige hjælpere, så den stod færdig inden sommerlejrene i 2010.

VILLUM FONDEN

97

Rungstedlunds nye tag Rungstedlund ligger tæt ved Øresundskysten i Nordsjælland. Karen Blixen Museet er her indrettet i forfatterens fødehjem, som igen blev hendes hjem, da hun i 1931 vendte tilbage til Danmark efter 17 år som farmer i Afrika. Her boede hun til sin død i 1962, og her skrev hun alle sine verdensberømte fortællinger.

Foto: Kurt Rodahl Hoppe

AF M AR I AN N E WI RE N F E L D T A S MU S SEN (1. D EL ) OG CATHERINE L EFEBVRE (2. DEL)

Marianne Wirenfeldt Asmussen (f. 1945), mag.art. i kunsthistorie.

Har været ansat ved Københavns Universitet, Ny Carlsberg Glyptotek, ICOM i Paris, Ordrupgaardsamlingen og J.F. Willumsens Museum. Grundlægger af og direktør for Karen Blixen Museet fra 1990 til 2009.

104

R U N G S T E D L U N D S N Y E TA G

Catherine Lefebvre (f. 1962), mag. art. et cand.mag. i idéhistorie og filosofi. Tidligere dansk lektor ved Universitetet i Caen, Frankrig, kurator ved Center for Dansk Billedkunst og specialkonsulent i Kunststyrelsen. Ekstern lektor ved Københavns Universitet. Tiltrådte i 2009 som direktør for Karen Blixen Museet.

KULTUR

Ewalds stue – Karen Blixens arbejdsværelse. Ud over det private hjem byder museet på dokumentarudstilling om Karen Blixens liv og værk, galleri med Karen Blixens tegninger og malerier, film og skiftende særudstillinger og arrangementer. Foto: Kurt Rodahl Hoppe

VELUX FONDEN har i 2007 og 2008 doneret i alt 4.907.428 kr. til udskiftning af Rungstedlunds tag. Stedet var en vigtig ramme for Karen Blixens liv og litterære virke og har siden 1991 huset Karen Blixen Museet.

I. Fra barndomshjem til museum ”Huset selv har vist aldrig været planlagt eller tegnet af nogen arkitekt, det er på en måde vokset op på egen hånd og er blevet forskønnet ifølge skiftende generationers skiftende smag. Det falder uafladeligt ned i hovedet på mig, og jeg stiver det uafladeligt af.”

Ordene er Karen Blixens, og huset er hendes barndomshjem, Rungstedlund. I ”Rungstedlund. En radiotale” fra 1958 levendegør hun sit hjem med smukke historier fra sin egen tid og fra de mange generationer, der har beboet huset før hende.

Efter Blixens død i 1962 har nye generationers skiftende smag sat deres præg, og i 1991 åbnede stedet som Karen Blixen Museet. Det var arkitekten Vilhelm Wohlert, der satte det afgørende præg på museets indretning.

Vi har fortsat opgaven med at stive bygningen af, og intet falder længere ned i hovedet på hverken os eller husets gæster. De senere år har museet samarbejdet med næste generation på tegnestuen Wohlert Arkitekter.

Næsten en million gæster fra hele verden har besøgt museet, siden museet åbnede. De har tilegnet sig atmosfæren og måske reflekteret over, hvilken rolle de fysiske rammer kan have for et forfatterskabs tilblivelse. Nogle har

VELUX FONDEN

105

Det nye tag. Foto: Henrik Hildebrandt

106

måske følt som den amerikanske gæst, Blixen selv viste rundt efter Anden Verdenskrig. Han skrev sidenhen til hende: ”Da De viste mig Deres hus og have, gav De mig nøglen til Danmark.”

Men uanset hvor megen omsorg, man har for huset, dets indhold af møbler og billeder, så er alt dette intet værd, hvis ikke taget er tæt. Længe havde nordfløjens tag været under observation. Utætheder var løbende eftergået, stormskader udbedret, skotrendernes huller tætnede, og teglene lå ikke lige fast alle steder. Flagermusene var rykket indenfor under taget, og de tre skorstene på nordfløjen var ikke længere så stabile.

En ansøgning til VELUX FONDEN resulterede i tilsagn om økonomisk støtte til et helt nyt tag på nordfløjen og den lave del af vestfløjen. Fra 2. januar 2008 blev stillads opsat i det barskeste vintervejr, og hele huset blev indpakket i plastik. Flagermusene måtte midlertidigt fortrække. I løbet af denne renoveringsproces, som blev punktligt varetaget af entreprenørfirmaet Arpe & Kjeldsholm A/S, fik vi lejlighed til at studere taget på den høje del af vestfløjen over magasinbygningen på nært hold. Også denne del af taget trængte til renovering. Igen viste VELUX FONDEN stor imø-

R U N G S T E D L U N D S N Y E TA G

KULTUR

dekommenhed, og ved årsskiftet 2008/09 blev stillads igen opstillet. I maj 2009 stod hele det gamle hus med et nyt, smukt tag.

Det var en stor glæde for mig at kunne afslutte min periode som direktør og museets første 19 år med ombygninger, afstivninger, nyindretninger og restaureringer med en viden om, at jeg kunne videregive hele denne herlighed under et tæt tag til min efterfølger Catherine Lefebvre. Det er et ansvar at skulle tage vare på Rungstedlunds lyksaligheder, og det har været et privilegium at have fået lov til det. Der er nu lagt op til nye generationers skiftende smag under det smukke tag.

Den grønne stue. Foto: Kurt Rodahl Hoppe

II. Rungstedlund som kunstværk Rungsteds lyksaligheder er mange, og selvom generationers skiftende smag vil og skal præge huset, er der nok ingen tvivl om, at netop Rungstedlund indeholder de kvaliteter, som rækker ud over samme generationers skiftende smag; visse steder, visse værker kan tilpasse sig det universelle og sige alle noget til enhver tid.

Sådan er det med Karen Blixens forfatterskab, og sådan er det med huset

VELUX FONDEN

107

Vinter på Rungstedlund. Foto: Kurt Rodahl Hoppe

Rungstedlund. Det er i sandhed et privilegium at have så smuk en arbejdsplads – og det flotte tag er det første, man ser, når man ankommer til Rungstedlund. Når taget er i orden, kan man udfolde sig under det – og dét er en god fornemmelse.

Egentlig har jeg altid anskuet Rungstedlund som et Gesamtkunstwerk – et sted, som i alle forhold forbinder kunstformerne, og som i sig selv er kunst på mange planer. I 1800-tallet arbejdede komponisten Richard Wagner med tanken om det universelle kunstværk, og som forudgående idé havde Fr. Schlegel i den tidlige romantik søgt at

108

R U N G S T E D L U N D S N Y E TA G

definere romanen som genre ud fra en teori om, at den må være sammensat af et episk, et lyrisk og et dramatisk element. Sådan er Rungstedlund – alle elementerne er repræsenteret her: Det episke er repræsenteret i fortællingen om stedet, fortællingen om huset, fortællingen om mennesket Karen Blixen og fortællingen om hendes litterære værk. Stedets historie fortælles gennem årtusinder, bl.a. gennem en helleristning, som på Karen Blixens tid blev fundet i haven. Historier er der altid blevet fortalt på Rungstedlund.

Det lyriske ligger i stedets poesi – det er svært at

KULTUR

Et kig gennem verandadøren. Foto: Kurt Rodahl Hoppe

forestille sig et mere poetisk sted end Rungstedlund. Omgivelserne har da også inspireret andre end Karen Blixen til at digte, bl.a. Johannes Ewald.

Stedets lyrik består nok også i den inspiration, som ligger iboende, latent, ventende. I sin tid åbnede Karen Blixen huset for forfatterkolleger, som nød godt af stedets ånd. Et sandt litterært ’residency’ allerede i 1940’erne. Lyrikken ligger i væggene.

Det dramatiske element befinder sig i husets og Blixens historie. Dramaet udspiller sig for Blixen gennem livet som barn på Rungstedlund, da hun mister sin far, som ung kvinde i Afrika, og da hun

er tilbage på Rungstedlund efter at have forladt Afrika. Dramaet er nærværende og bidrager til den fascination, som Karen Blixen er genstand for. Vi kender det fra vore egne liv og spejler os i hendes – Karen Blixen er blevet en rollemodel.

I dette felt indskriver det nye tag sig; det indgår som en værdig del af det helhedskunstværk, som Rungstedlund omfatter: Her er noget for alle sanser – og altså ikke mindst en tiltrækkende bygning med et smukt tag. Fælles for det hele er en standard af den højeste kvalitet, en gave ud over det sædvanlige.

VELUX FONDEN

109

Carl Th. Dreyer

– nu på nettet

AF D AN N I S S E N

Dan Nissen (f. 1944), cand.mag. i nordisk filologi og filmvidenskab.

Områdedirektør ved Det Danske Filminstitut / Museum & Cinematek i København.

110

CARL TH. DREYER

VELUX FONDEN donerede i 2008 2.000.000 kr. til katalogisering og webformidling af Carl Th. Dreyers arkiv. Carl Th. Dreyer (1889-1968) er uden sammenligning den betydeligste danske filminstruktør. Der er fortsat stor international interesse omkring ham, og hans film vises stadig verden over.

Fra 1918 til 1965 instruerede han fjorten spillefilm og otte kortfilm i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Frankrig.

Fra 1952 til sin død var han endvidere direktør for Dagmar biografen. ”Jeanne d’Arcs Lidelse og Død” (1928) er et af hans hovedværker, og filmen figurerer til stadighed på lister over verdens bedste film. Dreyers eget arkiv blev ved hans død overdraget til Det Danske Filmmuseum. Viden om Dreyer og hans liv og værk er nu blevet tilgængelig for enhver med adgang til internettet. Det nye website, www.carlthdreyer.dk, der blev lanceret ved et arrangement på Det Danske Filminstitut den 25. maj 2010, er underbygget med dokumenter, fotos, tegninger, plakater og klip fra filmene samt interviews med personer, som Dreyer har arbejdet sammen med.

KULTUR

Hvad er det, der gør en filminstruktør til et verdensnavn, selv 40 år efter hans død? Skal man være ganske nøgtern, er det ikke mange inden for den metier, der vil blive stående som et kunstnerisk fyrtårn. Blandt danske filminstruktører er Lars von Trier formentlig den eneste, der vil kunne opnå samme position som Dreyer og afføde en fortsat strøm af artikler, bøger, diskussioner og tolkninger. Mere end 60 bøger er der internationalt skrevet om forskellige aspekter af Dreyers værk; de seneste otte – heraf tre udgivelser af manuskripter til hans film – er blevet udsendt inden for de sidste fem år, i henholdsvis Frankrig, England, USA, Spanien og Danmark.

Carl Th. Dreyer sammen med sin fotograf Rudolph Maté under indspilningerne af ”Jeanne d’Arcs Lidelse og Død” (1928). Foto: DFI

VELUX FONDEN

111

Fremstillingen af Jeanne d’Arc i Dreyers mes­ terværk adskiller sig markant fra det billede af hende som national krigerheltinde i skinnen­ de rustning, der fandtes i alle franske skolebø­ ger. Maria Falconetti spillede Jeanne d’Arc, her i en af filmenes frapperende billedkompositi­ oner. Foto: DFI

112

CARL TH. DREYER

Websitet Dreyers eget arkiv har været ganske flittigt benyttet af forskere, men det har for hver enkelt været et gravearbejde i sig selv at finde frem til de dele, der var relevante for den pågældende. En central del af projektet har derfor været at katalogisere og systematisere samlingen; det har også omfattet en ompakning til langtidsopbevaring af skrøbelige papirmaterialer, fotos osv. Gennem www.carlthdreyer.dk kan man nu gå ind i Dreyers arkiv og søge på de mere end 2.200 poster med beskrivelser af materiale og indhold.

Dette katalog er baggrunden for websitet. En række dokumenter, samtlige manuskripter i samlingen, fotos, plakater og en række andre materialer er scannet og linket og kan nu med et museklik ses direkte på skærmen. Samti-

KULTUR

dig rummer sitet en række nyskrevne artikler om Dreyer, om hans film og om diverse temaer i hans værk, om hans forlæg og om modtagelsen af filmene i den danske dagspresse. Her kan man også med et klik læse de faktiske anmeldelser.

En helt central ressource, der i høj grad også gør det til et oplevelsessite, er de levende billeder. Der er citater fra alle hans spillefilm, og for kortfilmenes vedkommende er hele værket lagt ud på sitet. Dertil kommer interviews med Dreyer selv og ikke mindst med personer, som han har arbejdet sammen med, og som her fortæller om samarbejdet.

Sitet har som undertitel ”Liv og værk”. Ud over de nævnte indgange til de enkelte værker er der artikler om in-

”Vredens Dag” (1943) foregår i Danmark i 1620’erne, da hekseforfølgelserne var på de­ res højeste, inspireret af Christian IV’s ortodok­ se protestantisme. En aldrende præst, Absa­ lon, har giftet sig med Anne, en meget yng­ re kvinde – hun er endda yngre end Martin, Absalons søn af første ægteskab. Ved premi­ eren blev filmen modtaget med skuffelse, og først senere er den blevet anerkendt som et af dansk og international filmkunsts uomgænge­ lige mesterværker. Foto: DFI

VELUX FONDEN

113

struktøren, journalisten, debattøren og biografdirektøren Dreyer. Omfattende artikler gennemgår hans liv og karriere, mens de nævnte interviewklip giver direkte bud på, hvem han var som person, som samarbejdspartner, som chef på en filmoptagelse m.m.

Et site som dette har i høj grad karakter af en encyklopædi, et opslagsværk, hvor man kan søge informationer om denne ene person og hans liv og værk. Men til forskel fra en encyklopædi kan det også vise levende billeder og lyd og lade ham selv og hans medarbejdere komme til orde.

Dreyer lagde stor vægt på dekorationerne. Han har formentlig håndplukket filmarkitekten Hermann Warm til at skabe de unikke dekorationer til ”Jeanne d’Arcs Lidelse og Død”. Selvom de var store og kostbare, er de stærkt stiliserede og virker næsten abstrakte i deres nøgenhed. Som forlæg for de rigtige kulisser skabte Warm modeller, som Dreyer her betragter. Foto: DFI

114

CARL TH. DREYER

Mildhed, jernvilje og passion Hvem var han så, denne Carl Th. Dreyer? Den unge, danske filminstruktør Christoffer Boe har kaldt ham på én gang sindssygt gammeldags og vanvittigt moderne. Måske er dette en måde at være tidløs på: at stå uden for sin tid, ikke forholde sig til politiske eller kulturelle strømninger og bevægelser, men følge sit indre kompas. Det er måske et af de træk, som går igen både i de mundtlige fortællinger om ham, som man kan finde på sitet, og i en række af de dokumenter, som belyser hans liv og karriere.

Lisbeth Movin, som spillede hovedrollen i ”Vredens Dag” (1943), fortæller, at hun blev meget forundret, da hun som skuespillerelev troppede op til en samtale. Hun så ikke en mand, der svarede til hendes billede af en filminstruktør, men nærmest en lille, stilig, beskeden, venlig og meget høflig kontormand. Dog var det den mand, der ringede hende op om aftenen og sagde: ”De skal spille hovedrollen i min film ”Vredens Dag”, og jeg vil gøre dem berømt.”

Beskeden var han måske i fremtræden og på egne vegne, men ikke på sin kunsts vegne. Hun taler også om Dreyers jernvilje, tro, ja fanatisme. Axel

KULTUR

Strøbye, der har en rolle i Dreyers sidste film ”Gertrud” (1964), fortæller om en stædighed pakket ind i mildhed, en fortættet energi bag sagtmodigheden.

Gennem arkivets dokumenter tegner sig noget af det samme billede.

Gammeldags og moderne, mild og beskeden, men med en jernvilje og en passion. Lars von Trier skrev i forbindelse med Dreyers 100-års dag i 1989, at han besad den passioneredes hjertets renhed. Filmkunsten var hans eneste passion, har han selv sagt. Det er måske denne passion, parret med en vilje til at skrælle hver enkelt film ind til sin reneste og enkleste kerne, og ikke stoppe, før han fik det, som han ville have det, der er hans hemmelighed. Det blev kun til ret få film, men når han kom til at lave film, blev de præcis, som han ville have dem.

Nu har enhver mulighed for selv at lære Dreyer at kende. Sitet findes både på dansk og engelsk – dog er dokumenter m.m. ikke oversat.

Lis Fribert tegnede forlæg for dekorationerne til ”Vredens Dag”. Her er tegningen af præstegårdens stue, som efterfølgende blev bygget op på filmstudiet. Foto: DFI

VELUX FONDEN

115

Ideen,

der forandrede verden

– en ny udstilling om Darwin

AF H A N N E S T RA GE R

I 2009 modtog Statens Naturhistoriske Museum en bevilling på 4.350.000 kr. fra VILLUM FONDEN til en ny permanent udstilling om evolution. 2009 var et særligt år. Det markerede både 200-året for Darwins fødsel og 150året for udgivelsen af hans banebrydende værk ”Arternes oprindelse”, der introducerede evolutionslæren og dens altafgørende mekanisme,

116

naturlig selektion. I udstillingen præsenteres naturens rigdom og mylder af liv, som Charles Darwin selv oplevede det på sin jordomrejse med Beagle. Efter hjemkomsten til England anlagde Darwin ved sit hus ’the Sandwalk’ – en tænkesti, som han hver dag tog flere runder på, mens han spekulerede over arterne og deres udvikling. Tænkestien er den røde tråd i evolutionsudstillingen på Statens Naturhistoriske Museum. I udstillingen snor den sig forbi de forskellige emner og observationer, der hver for sig udgjorde vigtige elementer i Darwins erkendelse. Her kan publikum følge i Darwins fodspor og trin for trin komme forbi de erkendelser, der tilsammen fik Darwin til at konkludere, at livet på Jorden ikke er statisk, men i evig forandring.

IDEEN, DER FORANDREDE VERDEN – EN NY UDSTILLING OM DARWIN

Charles Darwin portrætteret af John Collier i 1881

Hanne Strager (f. 1961), cand.scient. i biologi og formidlingschef ved Statens Naturhistoriske Museum, der omfatter Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Have og Museum. Har været tilrettelægger af den nye evolutionsudstilling og er desuden forfatter til bogen ”Som at tilstå et mord”, der fortæller om Darwins liv, udviklingen af evolutionsteorien og moderne evolutionsforskning.

KULTUR

”Du gider kun gå på jagt, passe hunde og fange rotter, og du bliver til skam og skændsel for dig selv og hele din familie.” Sjældent har en far taget så grundigt fejl. Drengen, der blev irettesat, var Charles Darwin. Ingen anden enkeltperson har haft så omfattende en betydning for vores forståelse af livet på Jorden. For Darwin kom den afgørende ændring i hans liv ikke, da hans far skældte ham ud, men da han tilbragte næsten fem år på skibet Beagle som naturhistoriker. Undervejs slugte han alt det læsestof, der var på skibets bibliotek og bestemte sig for, at han ville være videnskabsmand og ikke som oprindelig planlagt præst.

Rejsen med Beagle blev et vendepunkt i Darwins liv. Under hele rejsen var han en myreflittig indsamler og iagttager. Spørgsmålene hobede sig op i hans notesbøger: Hvorfor levede der to nært beslægtede arter af den lille strudseart nanduen i Sydamerika? Hvorfor uddøde de store dyr? Hvorfor lå der forstenede østers- og muslingeskaller højt oppe i bjergene? Hvordan kunne det være, at uddøde dyr blev efterfulgt af arter, der på mange måder lignede dem? Hvordan opstod nye arter?

Der skulle gå årtier, før Darwin var færdig med sin analyse af disse spørgsmål.

På udstillingen kan publikum gå ind i en nøjagtig rekonstruktion af kahytten på Beagle, hvor Darwin tilbragte næsten fem år af sit liv. Under rejsen indsamlede Darwin store mængder af naturhistorisk materiale; det blev grundlaget for hans tanker om livets udvikling på Jorden. Foto: Jacob Reinhold

Fossilerne og den industrielle revolution Da han mange år senere, i 1859, udgav bogen ”Arternes Oprindelse”, var det egentlig ikke ideen om, at arter kan udvikle sig, der var det kontroversielle. I 1859 var dette stort set accepteret i al fald inden for videnskabelige kredse. Og en af forudsætningerne for denne erkendelse var den industrielle revolution, der rullede ind over Europa. Overalt skød jernbaner og veje sig frem, der blev anlagt grusgrave og miner, gravet kanaler og anlagt akvadukter. Og overalt, hvor man gravede og borede, dukkede der fossiler op. Nogle

VILLUM FONDEN

117

Spørgsmålet om menneskets placering i dyreriget var det mest kontroversielle ved evolutionsteorien. Darwins evolutionsteori gjorde det klart, at mennesket ikke indtog en særlig position, men blot var et dyr som alle andre. Podiet på udstillingen med menneskets nære slægtninge, både de nulevende som gorilla og chimpanse, og de uddøde menneskearter, bliver flittigt studeret af museets besøgende. Foto: Jacob Reinhold

gange letgenkendelige, andre gange fra mystiske, forhistoriske dyr. Det var i denne periode, man fandt de første mammutter og dinosaurer, og det var i denne periode, man erkendte, at arter kunne uddø. Sjovt nok var dette det første skridt i retning af en erkendelse af, at de kunne udvikle sig.

For det betød, at livet på Jorden ikke var statisk, men at det forandrede sig.

Takket være en ung dansk videnskabsmand, Niels Steensen, var der i 1800-tallet en forståelse af, at Jordens forskellige lag ikke var tilfældigt fordelt, men repræsenterede forskellige aldre. Yngre lag lå oven på ældre lag, og jo længere ned man gravede, desto ældre blev lagene. Med den viden blev det hurtigt klart, at livet på Jorden havde ændret sig betydeligt igennem tiderne. I de yngste lag, tæt ved Jordens overflade fandt datidens naturhistorikere rester af dyr og planter, de kendte, fx pattedyr og fugle, men lidt længere nede forsvandt disse for at blive erstattet af fx dinosaurer og andre forhistoriske krybdyr. Endnu længere nede forsvandt også disse og alle andre landdyr, og i stedet var der fyldt med fossiler af mærkelige fisk, nogle med store benplader og pansre, andre med drabelige tænder. Men også disse forsvandt igen, og i de ældste lag fandtes kun dyr uden rygrad, blæksprutter, muslinger, krebsdyr og trilobitter, der slet ikke ligner noget dyr, der eksisterer længere.

Darwins bidrag Så selv om datidens videnskabsmænd (og det var mænd) ikke kunne forklare, hvordan disse ændringer skete, så kunne de se, at livet på Jorden bestandigt havde forandret sig. Darwins store bidrag til dette var, at han fandt mekanismen, der fik det til at ske. Han kaldte mekanismen natural selection, eller naturlig selektion, og det var denne

118

IDEEN, DER FORANDREDE VERDEN – EN NY UDSTILLING OM DARWIN

KULTUR

opdagelse, der var, og for mange stadig er, det rystende ved evolutionsteorien. ”Udvikling behøver ikke nogen kraft udefra”, forklarede Darwin, ”der er ikke behov for mirakler eller undere, alt hvad der behøves er, at naturen skånselsløst lader nogle dø og andre leve. Naturen udvikler sig helt af sig selv”. Tanken om, at der ikke er nogen hensigt bag, hvad der udvikler sig til en kænguru, en solsikke eller et menneske, og at drivkraften bag skabelsen af alle de forskellige organismer på Jorden er en blanding af tilfældigheder og naturlig udvælgelse – var for mange chokerende og uhyggelig.

Darwins andet store bidrag var en naturlig konsekvens af hans forståelse af udviklingshistorien og var ikke mindre chokerende for samtiden. Det betød, at alle organismer på Jorden har en fælles afstamning, og at vi alle kan følge vores slægt tilbage til de første levende organismer på Jorden. Betydningen af dette er, at selv mennesker, trods alt, kun er dyr. Ikke alene nedstammer vi fra aberne, vi er aber. Og ikke alene er vi aber, vi deler slægtskab med alle andre levende organismer, med næsehorn og kaniner, med kolibrier og egetræer, selv med de mest uanselige bakterier og amøber. Dette var, og fortsætter for mange med at være, en chokerende erkendelse. Hvad skete der med vores position øverst i livets træ?

Modstand mod evolutionsteorien Samtidig med at videnskaben de seneste 150 år har tilføjet det ene fund efter det andet, der støtter evolutionsteorien, har der paradoksalt nok udviklet sig en stærkere og stærkere modstand fra forskellige religiøse sider. Især i USA har stærke kristne kræfter arbejdet på enten at få fjernet undervisning i evolutionsteorien fra skolerne eller få det sidestillet med en bibelsk fremstilling.

Men også i Europa dukker modstanden op med

En af forudsætningerne for Darwins succes var hans alsidighed. Han var en meget dygtig geolog, en fortrinlig botaniker og en endnu bedre zoolog. Derudover arbejdede han med husdyravl og planteavl, var en glimrende skytte, udstoppede fugle og konserverede dyr i sprit.

Udstillingen vrimler med de dyr, planter, forsteninger og bjergarter, som Darwin arbejdede med og beskrev – fra de mindste hvepse, regnorme og rurer til orkideer, tamduer, skildpadder, forstenede østers og de berømte finker fra Galapagos. Foto: Birgitte Rubæk

VILLUM FONDEN

119

jævne mellemrum i form af kreationisme og intelligent design. I flere lande, bl.a. Italien, Serbien og Holland har undervisningsministrene forsøgt at få fjernet evolutionsteorien fra undervisningen eller i det mindste at få den suppleret med ideen om intelligent design. I Danmark har en undersøgelse for nylig vist, at biologiundervisningen på 37 kristne friskoler suppleres med undervisning i intelligent design og kreationisme.

Den mest massive propaganda findes dog ikke på trykt form, men på internettet, hvor det anslås, at op mod halvdelen af alle google-søgninger på fx ’Darwin’ eller ’evolution’ fører brugeren til en hjemmeside, der er funderet i kreationismen. For almindelige borgere uden særlige forudsætninger, fx gymnasieelever, kan det være vanskeligt eller umuligt at gennemskue, at de mange hjemmesider, der alle er iklædt en pseudovidenskabelig jargon, ikke giver saglig og videnskabelig oplysning. Derfor er behovet for en samlet fremstilling af evolutionshistorien på et videnskabeligt grundlag stadig stort. Med udstillingen på Statens Naturhistoriske Museum får publikum på en spændende og pædagogisk måde mulighed for at erhverve sig en viden om livets udvikling fra dets spæde begyndelse til i dag.

Begrebet ’Livets træ’ indgår i mange mytolo­ giske og religiøse forestillinger og med man­ ge forskellige betydninger. På en berømt side i sin notesbog fra midten af 1837 udtænker Darwin naturhistoriens udgave af Livets træ.

Siden indledes med ordene: ”I think”, og der­ efter følger hans første kendte skitse af en træ­ struktur, der viser, hvordan nye arter ’forgre­ ner’ sig ud fra eksisterende arter. Livets træ er ofte gengivet som et stort egetræ, hvor men­ nesket troner i toppen med udsigt til alle de andre arter på grenene under sig. I evolutions­ udstillingen har museet udviklet en ny model af livets træ, hvor livets oprindelse befinder sig i midten af en kugle, og alt liv forgrener sig herfra. Foto: Rene Riis

120

Udstillingens highlights Udstillingen er tilrettelagt som en slentretur langs tænkestien, hvor man undervejs får lejlighed til at sætte sig ind i nogle af de fænomener, der bragte Darwin på sporet af evolutionsteorien: Det er fænomener som arters uddøen, variation inden for en art, biogeografi, artsdannelse og Jordens alder. Udstillingen rummer bl.a.: • En rekonstruktion af Darwins kahyt på Beagle.

• Et diorama fra Punta Alta i Argentina, hvor Darwin udgravede fossile knogler af store uddøde dyr. Her er museets samling af kæmpedovendyr, skjolddyr og andre uddøde dyr fra Sydamerikas megafauna udstillet permanent for første gang siden flytningen af museet fra Krystalgade i det indre København.

IDEEN, DER FORANDREDE VERDEN – EN NY UDSTILLING OM DARWIN

KULTUR

• Et diorama fra Galapagosøerne, der mere end noget andet sted forbindes med Darwin og evolutionsteorien.

• En rekonstruktion af studereværelset fra Down House, hvor Darwin udfærdigede teorien om arternes oprindelse.

• En saglig og engagerende indføring i Darwins videnskabelige teori og hans videnskabelige metode, der først og fremmest byggede på et hav af observationer. Udstillingen vrimler med de dyr, planter, forsteninger og bjergarter, som Darwin arbejdede med og beskrev.

• Et podium med menneskets nære slægtninge: chimpanse og gorilla side om side med de uddøde menneskearter: Homo Erectus, Homo Ergaster og Australopithecus afarensis.

• En ny version af ’Livets træ’, der illustrerer det evolutionære tilhørsforhold for alle levende arter.

Modtagelse af udstillingen Udstillingen er blevet meget positivt modtaget af både publikum og pressen. I ugerne efter åbningen var der kø fra museets dør og langt ud på fortovet. Udstillingen har formået at henvende sig til et stort publikum og gøre op med det image, som plager mange naturhistoriske museer: at de først og fremmest henvender sig til mindre børn.

Allermest glædeligt er det måske, at udstillingen har betydet et gennembrud i forhold til en målgruppe, som museer traditionelt har meget svært ved at få fat på, nemlig teenagere. Siden udstillingens start har mere end 3.000 gymnasielever fra hele landet besøgt udstillingen og deltaget i museets undervisningstilbud. Gymnasielærere strømmer til museets efteruddannelseskurser i evolution, og der er ventelister til mandagsforedragene, hvor forskere fra museet og de øvrige institutter på universitetet fortæller om evolution, erkendelse og den enorme indflydelse, som Darwin har haft på vores tankegang.

Skoletjenesten har med sine tilbud om under­ visning i evolution modtaget mere end 3.000 gymnasielever på et år. Her er to elever i gang med at opmåle menneskekranier fra forhisto­ riske og nutidige mennesker for at blive klo­ gere på menneskets evolution. Foto: Mikael Schlosser

VILLUM FONDEN

121