arsskrifteksempler2008

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN VELUX FONDEN

2008

Årsskrift 2008

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN VELUX FONDEN

udvalgte opslag

Postkort

fra støttede projekter

Fondene støtter mange flere projekter, end der er plads til at omtale i årsskriftet. For at give et indtryk af bredden i aktiviteterne har Fondene bedt et lille udsnit af de igangværende projekter om at sende postkort med øjebliksbilleder fra projekternes verden.

32

POSTKORT

På ekspedition i tågeregnskoven Regnen silede ned og trommede på bliktaget. Arkæologerne og botanikerne lå udmattede i soveposerne på det hårde trægulv på loftet i et ensomt beliggende hus langt inde i Perus tågeregnskov.

En dagsrejse havde det taget at nå frem ad de klippefyldte mudrede stier og over de rivende floder. På gulvet neden under stod flere sække med indsamlede planter, der var lagt i sprit i lag med avispapir for at kunne holde sig til resten af ekspeditionen. Tegnebrætterne fortalte om de sidste arkæologiske fund af et nyt ukendt inka-administrationscenter. Antropologerne havde fået travlt, da der havde vist sig langt flere nyopståede landsbyer af folk fra den anden side af bjergene. De dyrker kun kaffe og ikke andre afgrøder. De tværvidenskabelige undersøgelser i dette hidtil ukendte forskningsområde giver ny viden om befolkningsmigration fra Andesbjergenes højland, der ændrer landskabet med fatale følger for både den kulturelle og biologiske artsrigdom, da skoven her forsvinder langt hurtigere end tidligere antaget.

Dr.h.c. Inge Schjellerup, Etnografisk samling, Nationalmuseet. ”Ceja de Montaña, junglens øjenbryn – et forsvindende kulturlandskab” blev i 2006 bevilget med 3.359.000 kr. af VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN.

Det fældede cedertræ transporteres til markedet på mulddyrryg. Foto: Inge Schjellerup

Salas, en af de nye landsbyer i tågeregnskoven. Foto: Inge Schjellerup

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

33

Postkort fra Anette Mørch. Foto: Territorium 2007

Klassikere på punktskrift Selma Lagerlöf: ”Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige”, H.G. Wells: ”Klodernes kamp”, Ludvig Holberg: ”Den politiske kandestøber” – blot for at nævne nogle få af mange eksempler på centrale litterære værker, som nu bliver sikret til glæde for fremtidige punktskriftlæsere.

Klassiske værker, der hidtil har været en del af Danmarks Blindebiblioteks punktskriftsamling, genproduceres og gemmes i et digitalt arkiv. Når brugerne bestiller en bog på punktskrift, printes et eksemplar af den ønskede bog. Med udgangen af 2008 er al analog teknik på Danmarks Blindebibliotek afløst af digital produktion og lagring.

PR-konsulent Anette Mørch, Danmarks Blindebibliotek (DBB). ”Digitalisering af litterære klassikere og for eftertiden betydelige værker på punktskrift” blev i 2007 bevilget med 885.845 kr. af VELUX FONDEN.

38

POSTKORT

Postkort fra Katherine Richardson. Foto: Jens Tang Christensen

Klimaforandringer og havet Havet har optaget næsten halvdelen af den ekstra CO2, som vi mennesker har udledt til atmosfæren som følge af vores anvendelse af fossile brændstoffer. På den måde har havet indtil nu skånet jorden for større klimaforandringer. Alt tyder dog på, at havet ikke ville kunne fortsætte med at optage så meget CO2 i fremtiden. Derfor sidder forskere i dag på Københavns og Aarhus Universiteter og kortlægger betydningen af havets små planter og dyr for havets optagelse af CO2. Det gør de på basis af prøver og data, som er blevet indsamlet på Galathea 3 Ekspeditionen. Dermed har de mulighed for at lave forudsigelser om havets fremtidige

tilstand, og i hvor høj grad vi kan forvente, at havets natur vil bidrage til optagelse af CO2 fra atmosfæren i fremtiden. Meget tyder på, at analyserne af Galathea 3 Ekspeditionens data vil give forskerverdenen helt nye muligheder for at kunne identificere de områder i verdenshavene, hvor biologien er særlig vigtig for havets optagelse af CO2.

Professor, ph.d. Katherine Richardson, Københavns Universitet. ”Kulstofkredsløbet fra Nord til Syd langs Galathea-ruten” blev i 2006 bevilget med 3.000.000 kr. af VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN.

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

39

Postkort fra Katherine Richardson. Foto: Jens Tang Christensen

40

POSTKORT

Mennesket som menneskets ulv Er mennesket et fornuftstyret væsen, der er herre i eget hus, og som har mulighed for at udvikle sig selv og verden til det bedre?

Har vi en fri vilje, eller er vi – som det fx hævdes i den moderne neurobiologi – determinerede, ufrie væsener, der er bundet fast til vores genetiske og sociokulturelle arv? Er mennesket ondt, er det godt, eller er det begge dele? Den tyske filosof Arthur Schopenhauers tænkning har øvet en enorm indflydelse på hele det 19. og 20. århundredes europæiske åndsliv, ikke mindst det danske, svenske og norske inden for litteratur, musik og maleri. Det viser sig, at han giver forbløffende aktuelle svar på filosofiens eviggyldige spørgsmål. Nu er en afhandling undervejs, der giver en udførlig introduktion til den tyske tænkers filosofi og viser, at Schopenhauer er en stærk tænker som bidrager med originale svar på aktuelle erkendelsesteoretiske, etiske, æstetiske og metafysiske problemer.

Forskningslektor, dr.phil. Søren R. Fauth, Institut for Sprog, Litteratur og Kultur, Aarhus Universitet. ”Arthur Schopenhauer – fra transcendentalidealisme til viljesmetafysik. En introduktion” blev i 2006 bevilget med 1.515.132 kr. af VELUX FONDEN.

Arthur Schopenhauer. Grafik: Goethe Universitet

”Hvorfor debattere? Gud befaler!”

Sådan skrev Tertullian, en kristen forfatter fra 2.-3. århundrede.

Kulturmøder og religionssammenstød involverer forskellige former for debat, der i sidste ende handler om at konstruere identitet. Det gælder både moderne diskussioner om muslimske kvinders tørklæder og antikkens diskussioner mellem ikke-kristne og kristne om (af)gudsdyrkelse, moralfilosofi og meget andet i Romerrigets multikulturelle miljøer. Antikkens debattører tumlede både med teoretiske, religionsfilosofiske spørgsmål og med praktiske forhold vedrørende kulturmødets dilemmaer: Hvordan lever man som minoritet med en – set med kristne øjne – depraveret romersk omverden? Den kristne forfatter Tertullian er fx optaget af, hvordan man som kristen undgår at falde tilbage til amfiteatrets fornøjelser, druk, hor, forfængelighed, den nyeste hårmode og de gamle guder. Den romerske verdens kulturmøder omfatter mange religiøse bevægelser, men Kristus-kulten udmærker sig ved at være den eneste (så vidt vi ved), der definerer alle andre kulter

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

41

Et eksempel på raffineret romersk hårmode i antikken, 1. årh. e.v.t., Ny Carlsberg Glyptotek, København. Foto fra ”Politikens bog om romerne” af Susanne William Rasmussen, gengivet med tilladelse fra forfatteren og Politikens Forlag.

42

POSTKORT

som rivaler. Med den kristne monoteisme opstår et nyt religiøst sandhedsbegreb, en ny religiøs polaritet og nye markante religiøse fjendebilleder. Projektet analyserer denne historiske og sociologiske proces og perspektiverer den til vor tids kulturmøder og religionssammenstød på europæisk grund.

Lektor, dr.phil. Susanne William Rasmussen, Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet. ”Kulturmøder og religiøse fjendebilleder” blev i 2007 bevilget med 1.790.079 kr. af VELUX FONDEN.

Ny behandling til sukkersygeskader på øjets nethinde Skader på øjets nethinde som følge af sukkersyge er den hyppigste årsag til svagsyn og blindhed blandt yngre voksne i den vestlige verden. Skaderne skyldes forstyrrelser i nethindens blodgennemstrømning. Udvikling af ny behandling af disse forstyrrelser er imidlertid begrænset af et manglende kendskab til, hvordan nethindens blodgennemstrømning er reguleret under normale forhold. Nu har nye forskningsresultater fra øjenafdelingen på Århus Sygehus bidraget til en bedre forståelse af, hvordan nethindens blodgennemstrømning reguleres under normale forhold. Disse resultater danner grundlag for afprøvning af ny behandling af synstruende skader ved sukkersyge.

Professor, ledende overlæge, dr.med., HD(O) Toke Bek, Øjenafdelingen, Århus Sygehus. Forskningsprofessorat til udforskning af diabetisk retinopati blev i 2004 bevilget med 5.000.000 kr. af VELUX FONDEN.

Nyt fra Mars En af årets mest spektakulære begivenheder er leveret af NASA’s Phoenix lander, som satte benene på Mars den 25. maj 2008. Landeren er udstyret med en meteorologimast, som rejser sig ca. en meter over dens dæk.

I toppen sidder en vindsensor, som kan måle både vindhastighed og vindretning. Vindsensoren er fremstillet af Mars Simulation Laboratory på Aarhus Universitet, og den har i løbet af den første måneds ophold på Mars målt sig frem til et mønster i vindretning og hastighed på landingsstedet, der befinder sig ca. 70 grader N. En anden og lige så vigtig begivenhed er, at vores vindtunnel nu er ved at blive bygget. Det bliver den største vindtunnel, som er i stand til at arbejde i et sådant permanent støvet miljø, som karakteriserer Mars’ overflade.

Ifølge planen vil den stå færdig i juli 2009.

Lektor, centerleder, ph.d. Per Nørnberg, Mars Simulation Laboratory, Aarhus Universitet. Udvikling af vindmålingsudstyr til Mars-ekspeditionen blev i 2005 bevilget med 2.600.000 kr. af VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN. Mars. Foto: NASA

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

43

Villum Kann Rasmussen (1909-1993) blev i 1932 uddannet civilingeniør. I 1941 stiftede han virksomheden V. Kann Rasmussen & Co, og i 1942 opfandt han VELUX ovenlysvinduet, der i dag anses for at være et af verdens bedst kendte varemærker inden for byggekomponenter. I 1971 og 1981 stiftede han de to almennyttige fonde VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN og VELUX FONDEN.

Villum Kann Rasmussen fotograferet i 1933, hvor han deltog som motorbådsfører og radiotelegrafist under Treårsekspeditionen til Nordøstgrønland 1931-34. Foto: Gunnar Seidenfaden. Gengivet med tak til Leise Johnsen og Arktisk Institut

48

VILLUM KANN RASMUSSEN – 100 ÅR

Villum Kann Rasmussen

100

år

AF V I LLU M KA N N RA S M U S S E N

I maj 1981 indtalte Villum Kann Rasmussen på bånd en beretning om sin karrieres første år, som er gengivet nedenfor. Efter endt uddannelse blev han i 1932 ansat som leder af en afdeling for glastage hos firmaet Edvard Storr i København. Efter nogle hårde år begyndte det at gå fremad i midten af 1930’erne, men udbruddet af Anden Verdenskrig vendte op og ned på Villum Kann Rasmussens tilværelse, og i 1940 valgte han at sige sin stilling op for at blive sælger hos Vølund. Her faldt han dog aldrig til, og han besluttede at etablere egen virksomhed inden for glastage. Virksomheden blev stiftet den 1. april 1941 under navnet V. Kann Rasmussen & Co. Baggrunden for firmastarten var en større glastagsentreprise til FDB’s hørskætteri Linum i Viby ved Århus. I

efteråret 1941 blev han opfordret til at levere tagvinduer til nogle sjællandske skolebyggerier, hvor der skulle indrettes undervisningslokaler i tagetagen. Han satte sig nu for ”… én gang for alle at lave et ovenlysvindue, et tagvindue, som i enhver henseende var lige så godt som det bedste facadevindue”. Vinduet blev lavet i træ og forsynet med en udvendig beklædning af zink, så det kunne tåle den udsatte placering i det skrå tag. Vinduet fik snart navnet VELUX, afledt af VE for ventilation og LUX for lys, der blev registreret som varemærke i Danmark den 3. oktober 1942.

VELUX ovenlysvinduet var en banebrydende opfindelse, der med årene gjorde Villum Kann Rasmussens lille enmandsfirma til en global firmagruppe og lagde fundamentet for de to Fondes mange uddelinger.

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

49

”I januar måned 1932 var jeg hen mod slutningen oppe i mit sidste fag på Polyteknisk Læreanstalt, og få dage forinden var jeg fyldt 23 år. Den aften, jeg var oppe i det sidste fag, var jeg meget træt.

Selv om jeg havde glædet mig gevaldigt til at skulle have en morsom aften, blev jeg hjemme, lå på en sofa og læste Nis Petersens ”Sandalmagernes Gade”, en bog, som dengang var i vælten.

Den 4. februar havde vi så afslutningshøjtideligheden på Læreanstalten, og aftenen fejrede vi med et gilde på etablissement Ritz, som dengang var noget af det mest nye og interessante. Det lå på toppen af nybygningen Vesterport (den kobberbeklædte), og der var selskabslokaler oppe med 25 eller 40 billardborde osv. osv., og vi havde en vældig gemytlig aften, men få dage efter begyndte livets alvor, idet vi skulle skaffe os et stykke arbejde.

Det var dengang endnu meget værre, end det nogensinde har været i de sidste ti år, og det var praktisk talt umuligt. Mere end halvdelen af mine kammerater fra afgangsholdet gik arbejdsløse i mere end et halvt år, og de fleste fik først arbejde flere måneder efter eksamen, og gagerne var tilsvarende ringe.

Villum Kann Rasmussen i arbejdstøjet under praktik i forbindelse med studiet på Polyteknisk Læreanstalt. Foto fra 1929

50

VILLUM KANN RASMUSSEN – 100 ÅR

Jeg gav mig i lag med at besøge rådgivende ingeniør- og entreprenørfirmaer i København og klarede en fem-otte stykker om dagen, dvs. enkelte steder blev jeg så vel modtaget og fik så meget snak, at der kunne gå et par timer med det, men det var meget opmuntrende på sin vis, selv om jeg dengang ikke havde den samme fornemmelse, som jeg senere har fået, at når folk har tid til at snakke, så er der sikkert ikke så store muligheder for at få et job.

Jeg blev ved hele måneden. En af de sidste dage i februar måned kom jeg så op på Polyteknisk Læ-

Villum Kann Rasmussen (i midten) på arbejde for Edvard Storr. I april 1932 blev han ansat som teknisk leder af en nyoprettet specialafdeling for ovenlys og glastage. Foto fra ca. 1932

reanstalts laboratorium for byggeteknik, som dengang lå i nogle gamle bygninger på Øster Voldgade, nogenlunde dér, hvor den dengang nye Læreanstalt lå og ligger. Her skulle jeg afhente mine tegninger til mit eksamensprojekt, som ingeniør Steensen, senere STEENSEN OG VARMING, havde ført tilsyn med, som assistent på Læreanstalten. Han tog vel imod mig, og vi snakkede lidt om tingene, og han spurgte selvfølgelig, om jeg havde fået et job, og det havde jeg ikke, så sagde han, ”jamen De kan godt begynde her den 1. marts, så kan De sidde og trække nogle tegninger op med tusch, som alligevel skal gøres færdige”. Dengang trak man nemlig tegninger op med tusch, og det var en sport at få hjørnerne til at mødes rigtigt.

Jeg begyndte så på laboratoriet for byggeteknik, som var et umådeligt hyggeligt etablissement med en ældre værkfører, som dominerede værkstedet, en ingeniør og, nej, en arkitekt, dvs. arkitekten var tilsynsførende, han hed H. Bondesen og lever i bedste velgående den dag i dag. Det var Gerlev Knudsens tegnestue, der havde tegnet bygningen, og mit arbejde bestod i at trække de blyantstegninger, som ingeniør Steensen og hans medhjælpere havde beregnet og skitseret, og trække dem op med tusch. Det var jo således laveste kaste af ingeniørarbejde, man overhovedet kan tænke sig, men det skulle jo laves, og det blev også lavet, og jeg forsøgte at sætte en sport i arbejdet ved at måle, hvor mange kvadratmeter tegning, jeg kunne præstere om dagen. Mens jeg var der, kom

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

51

Villum Kann Rasmussen fordybet i kontorarbejde. Foto fra 1941

Steensen en dag med en annonce, han havde set i Berlingske Tidende, hvor man søgte en ingeniør til at projektere glastage og lede en teknisk afdeling i firmaet EDVARD STORR, et glasengrosfirma, som dengang var meget dominerende.

Jeg lagde ind på annoncen ved Steensens hjælp til at formulere den og blev så kaldt til en samtale ude i Livjægergade nr. 17, hvor firmaet havde til huse på det tidspunkt, og minsandten om jeg ikke fik jobbet til gage på 200 kr. om måneden.

Det var jeg meget stolt af, for der var kommet mange ingeniører hjem fra Staterne, som var blevet arbejdsløse derovre i 1929-30, og som gik arbejdsløse endnu i Danmark, så det var faktisk helt forbløffende.

52

VILLUM KANN RASMUSSEN – 100 ÅR

Jeg begyndte så hos EDVARD STORR den 4/4 1932, og min titel var leder af teknisk afdeling, og teknisk afdeling skulle beskæftige sig med glastage, stålvinduer og en speciel vægbeklædning til badeværelser og lignende. Der var ikke andre ansatte end mig, og det var lidt svært at komme i gang, men jeg måtte jo ud i byen og besøge arkitekter og prøve på at finde ting, vi kunne give tilbud på.

Og arbejdet foregik på cykel, og jeg kørte ca. 70 km om dagen på cykel i Københavnsområdet, i hvert fald nogle af dagene. Det lykkedes efterhånden at få nogle arbejder til en beskeden pris, men gagerne var jo også små, og man var villig til at arbejde temmelig hårdt, og det var ikke bare i min afdeling, men sandelig også i glasafdelingen, som

Villum Kann Rasmussen demonstrerer funktionen af et VELUX ovenlysvindue type N (Nødudgangsvindue).

Foto fra 1947

var, i forhold til teknisk afdeling, udstyret med et stort personale; jeg tror, der var 14-20 mennesker i alt, plus de mennesker, der var i sliberi og skæreri osv., og det foregik alt sammen nede i gården.

Midt i trediverne blev tiderne en hel del bedre, og vi fik efterhånden meget travlt, også fordi jeg havde foreslået Edvard Storr, at vi skulle begynde at arbejde med noget, der dengang var meget nyt, et teglhulstensdæk, det blev kaldt Röseler-dæk.

Vi overtog rettighederne for Danmark og kom i gang med det og kørte ret kraftige propagandafelttog med film og handelsministerielle besøg på byggepladserne og rejser og studierejser til Berlin og så fremdeles. Endvidere havde vi fået forhandlingen af noget, der hed STELCON industrigulv,

et hollandsk produkt, som en tysker i Essen havde rettighederne til. Også dette var muligt at sælge i Danmark, og vi leverede bl.a. til Kvæsthusbroen; jeg tror, det var 17 tons tilslagsmateriale, så det var jo en kæmpeordre. Siden har HØJGAARD OG SCHULTZ i en periode arbejdet med produktet; nu ved jeg ikke, hvem der arbejder med det.

Så nærmede Anden Verdenskrig sig, og til trods for at jeg slet ikke kunne forestille mig, at der kunne blive krig, så måtte jeg høre om den 1. september, om hvorfor og hvorledes tyskerne var gået ind i Polen, og den 3. hvorledes englænderne meldte sig mod Tyskland. Det var chokerende for os alle, og vi havde mange diskussioner om, hvordan vi skulle forholde os i EDVARD STORRs

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

53

Villum Kann Rasmussen i færd med at reparere et vindmøllestativ, mens hans to ældste børn, Aino og Lars, ser på. Foto fra 1948

tekniske afdeling. Vi var ikke altid lige enige, grosserer Storr, direktør Petersen og jeg, idet grosserer Storr og direktør Petersen havde været med under Første Verdenskrig og tiden derefter og var næsten blevet slået ud af for store lagerindkøb, dengang priserne begyndte at rutsje nedad.

Jeg så jo noget anderledes på det, da jeg ikke havde oplevet den slags katastrofer, og jeg argumenterede meget stærkt for, at vi skulle købe rigeligt hjem af sprosser og stål og alle mulige ting, således at vi var rustet og kunne klare os en hel del tid, idet vi måtte regne med, at krigsindustrien efterhånden ville forhindre det meste af civilindustrien.

Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men det førte til,

54

VILLUM KANN RASMUSSEN – 100 ÅR

at jeg begyndte at se på annoncer i Berlingeren.

En dag så jeg en annonce fra aktieselskabet VØLUND, der søgte en afdelingsleder og en salgsleder, og jeg lagde ind på den, idet det så ud til at kunne give en gage nogenlunde på det niveau, jeg efterhånden var nået op på hos EDVARD STORR. Jeg blev kaldt til samtale og blev testet af forskellige derude, dog ikke andet end med interviews, og minsandten om jeg ikke fik stillingen og tiltrådte derude den 1. januar 1940.

Der var meget langt ud til Øresundsvej 147 på Amager, og helt galt blev det, da den 9. april kom, og civile biler blev inddraget. Så måtte jeg cykle derud, og det gjorde jeg sommer og hele næste vinter, men efterhånden blev det mig lidt for bro-

Villum Kann Rasmussen og direktøren for VELUX G.m.b.H., Verner Reichelt (til højre) i Meldorf. Foto fra 1952

get. Jeg var vant til at have det ret frit og en chef, der ikke blandede sig og ikke kommanderede, men lod én nogenlunde arbejde på egen hånd; selvfølgelig lavede man sine fejltagelser, men så fik man en god skideballe, og så var det forbi. Men ude på VØLUND virkede det helt anderledes; det var et firma, jeg aldrig rigtig lærte at begå mig i, og efterhånden nåede jeg til, at jeg ville holde op derude, men at holde op under de omstændigheder, når man havde kone og børn, var jo ikke særlig tiltalende.

Jeg havde beregnet, at jeg kunne nøjes med en årlig udgift, alt inklusive, på ca. 6.000 kr., og det var ikke hver dag, at der var stillinger at få til de

penge, når man ikke ville arbejde for tyskerne.

Hvad VØLUND for øvrigt gjorde i rigt mål. Jeg begyndte så småt om aftenen at spekulere på, hvad jeg kunne lave, og bestemte mig endelig til, at jeg ville begynde med glastagskonstruktioner. Det var jo et produkt, som jeg havde teknisk kendskab til, og et produkt, jeg havde kendskab til, hvorledes man håndterede det, både hvad salg, montage og fabrikation angik, og når pengene var små, så var det jo umådelig vigtigt ikke at tage fejl.

I vinterens løb havde civilingeniør Cornelius Hansen og jeg konstrueret nogle vindmøller, og dem begyndte vi at sælge så småt i Cornelius Hansens navn, da jeg jo ikke så godt kunne lægge navn til, og så kom vi hen på foråret, og der viste

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

55

Villum Kann Rasmussen på kontor iført den hvide kittel.

Foto fra 1954

sig en chance for at få en ordre hos fællesforeningen. Jeg havde en god ven derude, der hed Hans Jørgensen, som tegnede en fabrik oppe i Viby, Jylland, som hed hørskætteriet LINUM, og til den skulle der bruges et 8-900 kvadratmeter glastag. Det endte med, at det så ud til, at jeg kunne få ordren på glastaget; jeg kunne jo ikke træde frem under eget navn, men lavede et samarbejde med resterne af firmaet DAVID UNMACH, som Cornelius Hansen også havde været ansat i, og hvor vi lavede den aftale, at vi kunne indgive et tilbud, og hvis vi fik ordren, skulle jeg påtage mig at udføre den.

Det lykkedes, og den 30., nej, 31. marts må det have været, havde jeg min opsigelse klar og med ud på VØLUND den 1. april om morgenen, omend da jeg kom derud, lå der sandelig også et brev fra VØLUND til mig, hvor man foreslog at ophæve samarbejdet. Det var jo en lykkelig situation, nu var jeg blevet arbejdsløs, og jeg havde frie hænder til at gå i gang, og det gjorde jeg så, idet jeg allerede den 4. april skrev kontrakt med overarkitekt Michaelsen på FDB’s arkitektkontor. Det var således på grundlag af denne kontrakt, at jeg med nogenlunde rolighed kunne se fremtiden i

56

VILLUM KANN RASMUSSEN – 100 ÅR

møde, idet jeg havde beregnet, at i bedste fald kunne jeg tjene 12.000 kroner brutto på ordren, og i værste fald måtte jeg tjene 6.000. Men samtidig havde jeg det held, at VØLUND engagerede mig til at være rejsende for de produkter, som jeg havde skullet være afdelingsleder for, nemlig storvaskerier og stålpladekedler. Og det blev jeg så på Sjælland, hvor jeg skulle tage rundt og besøge institutioner og sygehuse og den slags ting, hvor man kunne tænke sig at kunne bruge nogle af disse produkter.

Jeg gik i gang med arbejdet, både på den ene og den anden led, og rejste en hel del rundt på Sjælland, og en dag havde jeg taget toget til Slagelse, hvor jeg, da jeg havde besøgt sygehusinspektører og lignende, hvad der var, gik op til arkitekterne Steudel og Knudsen Petersen, som jeg kendte fra tidligere tid, og som altid havde været særdeles venlige over for mig. Og her viste der sig en kæmpe chance, idet Wilhelm Pedersens maskinfabrik i Høng skulle bygge en sportshal, og den skulle dels have et glastag, og dels var der jo den bærende konstruktion. Jeg tog straks hjem, så snart toget gik, og Cornelius Hansen og jeg satte os sammen, og han havde haft med nogle specielle, oprindeligt østrigske, konstruktioner at gøre, noget der hed Zeiss-Düvidach tage, og han kunne klare statikken og projekteringen.

Vi fik sat et tilbud sammen og indgav det og fik også denne ordre, så nu havde vi virkelig travlt. Dette arbejde medførte, at jeg ret ofte kom ned at besøge arkitekterne i Slagelse, og en dag hen på efteråret sagde arkitekt Steudel til mig, at de skulle til at bygge en hel række skoler, som skulle laves efter et særligt udkast, som var kommet fra ministeriet, undervisningsministeriet formodentlig, hvor det var blevet skik og brug, at man skulle bygge i halvanden etage og kunne anbringe forskellige lokaler oppe i tagetagen, som man ikke tidligere havde kunnet få lov til. Han fik derfor brug for en hel del ovenlysvinduer og spurgte, om jeg ville prøve at give forslag og tilbud på disse. Det ville jeg naturligvis frygtelig gerne, jeg havde gennem årene af og til, måske to-tre gange om året, haft

Villum Kann Rasmussen på stranden på Mandø i en selvdesignet sejlvogn. Foto fra 1954

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

57

forespørgsler på lignende konstruktioner og havde haft vore engelske leverandører, altså EDVARD STORRs engelske leverandører, til at lave forslag hertil, og havde endda selv boet i en bygning, Bernstorffsvej 95A, som havde ovenlysvinduer fra British Challenge, det engelske firma, som Storr repræsenterede. Også i Ørstedhus havde British Challenge leveret vinduer, som jeg havde stået for, og som efterhånden var blevet nogle år gamle.

Villum Kann Rasmussen på forretningsrejse.

Foto fra 1964

Så jeg sagde til mig selv, da jeg fik den forespørgsel, at nu gjaldt det om at prøve én gang for alle at lave et ovenlysvindue, et tagvindue, som i enhver henseende var lige så godt som det bedste facadevindue. Og det prøvede jeg så, idet jeg kombinerede de to klassiske materialer, nemlig blik, zinkbeklædning med en indvendig trækonstruktion, som jo var helt naturlig, og som i realiteten har eksisteret i hvert fald siden Meldorfs tid, hvor den, så vidt jeg husker, hvor han anvendte sådan noget i Vor Frue Kirke.

Det gik godt med konstruktionen, og der blev bestilt adskillige ovenlysvinduer til skolerne, og nu gjaldt det om at finde på et navn. I Sweets Catalogue havde jeg set, at man havde en artikel, som havde med glastage at gøre, som blev kaldt VENT-O-LITE, og det, syntes jeg, lød vældig godt, men jeg syntes alligevel, at det ville lyde bedre, hvis man gjorde det på latin, og det blev så til VE for ventilation og LUX for lys, VELUX. Den senere udvikling er jo vist her på samlingen, og der er selvfølgelig også mange spændende ting, men det skal jeg ikke komme ind på her.”

Indtalt på bånd af Villum Kann Rasmussen den 10. maj 1981. Tak til Firmahistorisk Afdeling, VKR Holding A/S for at stille tekst og billeder til rådighed. En omfattende biografi foreligger i bogen af Per Boje: ”VILLUM KANN RASMUSSEN. Opfinder og entrepreneur”, 2004.

58

VILLUM KANN RASMUSSEN – 100 ÅR

Villum Kann Rasmussen på Østbirk Bygningsindustri, der blev stiftet i 1950. Foto fra 1979

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

59

Nye metoder og teknologier til at fremstille og anvende mekaniske strukturer i mikro- og nanometer-størrelse har skabt grundlag for et helt nyt forskningsområde: ’nanomekaniske sensorer’. Broer, vipper og låg, der knap kan ses med det blotte øje, har vist sig lovende som følsomme og bærbare sensorer. Samtidig kan de anvendes som forskningsværktøjer inden for grundvidenskabelige studier af mekaniske, optiske og termiske fænomener på kvanteniveau. Anja Boisen har modtaget Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig forskning for sit pionerarbejde inden for udviklingen og brugen af nye mekaniske sensorer. Årslegatet på 2.500.000 kr. skal ifølge Anja Boisen anvendes til at forske i nye mekaniske sensorer og aktuatorer, som i fremtiden vil kunne anvendes til hurtigere diagnostik og til mere nøjagtig og lokal dosering af medicin i kroppen.

Formindskede mekaniske sensorer AF ANJA BOISEN

Anja Boisen (f. 1967), ph.d. 1997, professor ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) 2005.

Chef for sektionen ’Nano Systems Engineering’ og leder af forskningsprojektet ’Nanoprobes’ på DTU. Medlem af Forskningsrådet for Teknologi og Produktion (FTP) og af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV). Medstifter af virksomheden Cantion A/S 2001.

60

FORMINDSKEDE MEKANISKE SENSORER

Skematisk tegning af måleprincippet i mikrobjælker. Når molekyler binder til mikrobjælken, vil bjælken bøje, og udbøjningen måles som en ændring i den modstand, der sidder inde i bjælken. En måling udføres altid på to mikrobjælker samtidig. Den ene bjælke bruges som reference, og kun forskellen mellem signalerne opsamles. Illustration: Daniel Häfliger

Mekaniske strukturer såsom broer, vipper og låg kan bruges på helt nye og overraskende måder, når de bliver formindskede. Hvis dimensionerne på en almindelig vippe i en svømmehal reduceres en million gange, bliver vippen ekstremt følsom over for små ændringer på dens overflade. Hvis et lag af molekyler binder sig til vippens overside, vil den begynde at bøje – ikke på grund af den ekstra vægt, men fordi molekylelaget altid vil enten udvide sig eller trække sig sammen i forhold til den underliggende vippe. Hvis det tilfø-

jede lag udvider sig, vil hele vippen bøje nedad, væk fra molekylelaget. Dette er fx tilfældet, når enkeltstrengede DNA-molekyler bliver bundet til vippens overside; de frastøder hinanden, fordi de er negativt ladede. Sådanne virkninger, der bliver markante ved små dimensioner, gør det muligt at fremstille sensorer med en unik følsomhed. Og mens de fleste andre sensorteknologier, der anvendes i dag, kræver, at molekylerne er mærkede med fx fluorescerende grupper, virker de nye sensorer uden brug af markører.

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN

61

To mikrobjælker af silicium. Den ene bjælke er belagt med et tyndt lag guld for at kunne binde specifikke molekyler med en svovlgruppe for enden. Svovl binder stærkt til guld. Foto: Jacob Thaysen

Den stigende interesse for formindsket mekanik skyldes muligheden for at udvikle hurtige, følsomme og bærbare sensorer. Håbet er, at vi dermed vil være i stand til at fremstille sensorer til forbedret miljøovervågning, sikkerhed, fødevarekontrol og diagnostik. Fx kan sensorerne anvendes til at flytte fødevare- og vandkvalitetskontrol tættere på producenten og leverandøren, så en potentiel smittekilde eller forurening kan opdages og stoppes så hurtigt som muligt. Brugen af mekaniske sensorer tegner lovende, men der er stadig mange videnskabelige og teknologiske udfordringer. Der er behov for yderligere udvikling af teknologier til at fremstille og måle på de små strukturer. Forskningen inden for nanomekaniske sensorer begyndte for cirka ti år siden, og dengang anvendte forskere almindelige vippeformede sensorer, men feltet har nu nået et stade, hvor mere avancerede geometrier og fundamentalt nye måder at måle på er ved at blive udviklet og undersøgt.

Bøjelige bjælker De mikrometer store vipper bliver også kaldt for ’mikrobjælker’. Princippet er, at den væske, der skal undersøges, føres forbi to mikrobjælker, der

62

FORMINDSKEDE MEKANISKE SENSORER

er fremstillet i silicium. På hver mikrobjælke sidder en modstand, som har piezo-resistive egenskaber; dvs. at modstanden ændrer sin værdi, når bjælken bøjer. En simpel elektrisk måling kan derfor fortælle, hvor meget bjælken bøjer. Den ene mikrobjælke – reference-bjælken – er helt ren og bruges til at eliminere støj, der kan komme fra bevægelser i væsken og fra temperaturændringer.

Den anden bjælke dækkes med et detektorlag, der kan binde lige netop det molekyle, man er interesseret i at måle forekomsten af. Når molekyler fanges på bjælkens overflade, vil bjælken begynde at bøje, fordi de mekaniske spændinger på bjælkens overflade ændres.

Mikrobjælker af plastic med indbyggede guldmodstande. Disse bjælker er meget blødere end bjælker af silicium og er hurtigere at fremstille. Det er dog en udfordring at finde egnede polymerer, der er lige så stabile som silicium. Foto: Alicia Johansson

Småt er godt Bjælkerne kan lige anes med det blotte øje. De er 200 mikrometer lange, 40 mikrometer brede og 1 mikrometer tykke. Til sammenligning har et hår en diameter på ca. 80 mikrometer. Den beskedne størrelse gør bjælkerne meget påvirkelige, samtidig med at de har en høj resonansfrekvens, hvilket gør dem mindre følsomme overfor støj. Bjælkerne kan måle udbøjninger på under en nanometer, hvilket er en milliontedel af en millimeter. Bjælkernes ringe størrelse gør det desuden muligt at fremstille et komplet apparat med væskehåndtering og elektrisk udlæsning på blot et par cm2. Så måleenheden kan gøres kompakt og nem at håndtere, og den vil derfor være velegnet til point of care-analyser. Dette kunne fx være hos den praktiserende læge eller ved et rensningsanlæg.

Bakteriefangst Hele bakterier eller dele af bakterier kan fanges direkte på mikrobjælken. Hvis man fx beklæder bjælken med antistof mod E. coli, vil bjælken specifikt binde E. coli eller dele af et E. coli bakterie.

Følgelig vil bjælken udelukkende give et elektrisk

udslag, hvis der er E. coli bakterier i den undersøgte madprøve. Sensoren benyttes her til at påvise en enkelt type bakterier, men i fremtiden kan sensoren udvides til at indeholde en hel række af bjælker, der er belagt med forskellige antistoffer.

Dermed vil det være muligt at undersøge for en lang række forskellige bakterier samtidig.

Bjælkerne kan også benyttes til at genkende DNA. Et DNA molekyle består af to strenge, som hver især består af en lang række kombinationer af fire forskellige kemiske baser. Baserne på de to forskellige strenge er parvis forbundet med hinanden på en ganske bestemt måde, så strengene hænger sammen.

En enkelt streng af DNA fra E. coli bakterien kan placeres på den ene mikrobjælke. En fødevareprøve kan forholdsvis hurtigt bearbejdes, således at bakteriernes DNA udskilles og spaltes i enkeltstrenget DNA. Herefter sendes den bearbejdede fødevareprøve forbi bjælkerne, der vil reagere, hvis bjælkens enkeltstrengede DNA passer perfekt til enkeltstrenget DNA i væsken. Hvis dette sker, kan man med stor sikkerhed konkludere, at der er E. coli bakterier til stede i fødevaren.

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN

63

Et kig ind i rent-rummet ’Danchip’ ved DTU, hvor de små mekaniske sensorer fremstilles. Vi er nødt til at fremstille sensorerne i ultrarene omgivelser, idet støvpartikler osv. har dimensioner, der er sammenlignelige med eller større end vores små bjælker og broer. I rent-rummet er luften en million gange renere end i en dagligstue, og forskerne er klædt i spe-

64

FORMINDSKEDE MEKANISKE SENSORER

cielle tætvævede dragter, der forhindrer partikler fra personen i at komme ud i rummet. Fremstillingen af de frithængende mekaniske strukturer involverer adskillige ætse- og deponeringstrin, hvor materiale enten fjernes eller tilføjes – det er som at lave en lille skulptur. Foto: Karsten Damstedt

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN

65

Skematisk tegning af princippet i en låg-sensor. Når molekyler binder til det orange låg, vil låget bøje og hermed frigøre den underliggende grønne farve. Illustration: Daniel Häfliger

’Låg-tingen’ Inspireret af mikrobjælkearbejdet har vi udviklet et nyt sensorprincip, som vi kalder ’låg-tingen’. En farvet væske placeres i et lille volumen, der er forseglet med et bøjeligt låg. Låget er belagt med specielle ’detektor’-molekyler, der binder de molekyler, vi er interesseret i. Bindingen af molekyler får låget til at bøje (ligesom mikrobjælken), den farvede væske frigøres, og farveændringen kan med det samme ses med det blotte øje. Hele sensoren er ca. 1 cm x 1 cm og er fremstillet i plastic.

Udbøjningen af låget kan også ske ved, at materiale fjernes fra lågets overflade. Det kan fjernes af bakterier (bakterierne ’spiser’ låget), og sensoren kan hermed benyttes til at overvåge tilstedeværelsen og aktiviteten af bakterier.

Låg-sensoren er baseret på en simpel farveændring, der nemt kan aflæses. Måleprincippet kan fx anvendes til fødevarekontrol, hvor der er behov for billige engangssensorer. Sensoren kunne indlægges i fødevareindpakninger, for den kræver ikke energi og er billig at fremstille. Dermed ville fødevarens kvalitet kunne aflæses som en simpel farveændring: Når fødevaren er inficeret, vil kontrolenheden i indpakningen skifte farve.

Påvisning af nanopartikler Mikrobjælkerne har en fundamental resonansfrekvens, der kan anslås – ligesom strengene på en guitar. Hvis massen af mikrobjælken stiger, vil resonansfrekvensen falde. Hvis man er interesseret i at måle små masseændringer, kan man derfor måle ændringerne i resonansfrekvensen. Jo mindre bjælkerne er, desto mere følsomme bliver de over for masseændringer. Ultrafølsomme vægte kan derfor anvendes til at påvise nanopartikler. I dag ved man, at partikler med en diameter på nogle få nanometer kan være heldbredsskadelige, hvis de indåndes – men de er meget svære at måle med konventionelle metoder. Ved at benytte nanomekaniske sensorer kan det blive muligt at måle tilstedeværelsen af disse partikler.

Sprængstofsensor Mikrometer store broer med indbyggede varmelegemer kan bruges til at måle sprængstoffer såsom TNT. Varmelegemet på broen varmer broen op til ca. 600 °C. Hvis der sidder sprængstof på

66

FORMINDSKEDE MEKANISKE SENSORER

broen, vil det begynde at fordampe eller selvantænde. I begge tilfælde vil broens temperatur ændres enten pga. fordampning eller pga. den lokale afbrænding. Denne temperaturændring bliver målt med et lille termometer (en modstand, der ændrer sin modstandsværdi, når den ændrer temperatur). Med denne metode er det lykkedes os at kunne se forskel på tre forskellige slags sprængstof og at måle selv meget små mængder af et sprængstof – ned til 0,1 nanogram, hvilket er 0,0000000001 gram. Sådan en sensor i miniatureformat kan bruges inden for terrorbekæmpelse, grænseovervågning og minerydning. Da påvisning af sprængstof kræver en høj grad af pålidelighed og nøjagtighed, er vi for øjeblikket i gang med at undersøge mulighederne for at kombinere flere uafhængige målemetoder (masse, varme, overfladespænding, optiske egenskaber) og håber at kunne etablere en sensorplatform, der senere kan udvides til andre anvendelsesområder.

Fremtiden Der er mange andre anvendelser end de her omtalte. Fx kan påvisning af specifikke DNA-strenge også anvendes inden for human diagnostik af eksempelvis gen-relaterede sygdomme. Man kan også forestille sig, at sensorerne kan bruges til miljøovervågning.

Mikrobjælkerne gør os i stand til at følge bindingen af molekyler ’online’, og det er dermed muligt at følge bakterier, enzymer, DNA og virus som funktion af tiden. Låg-sensoren gør det desuden muligt at fremstille autonome engangssystemer, der muliggør slutbrugerkontrol af vand og fødevarer.

Forskningen inden for nanomekaniske sensorer er voksende – både hvad angår sensorudvikling og anvendelsesformer. Flere og flere forskere beskæftiger sig med området, og mere avancerede sensorer bliver udviklet. Desuden bliver der nu udviklet rækker af sensorer, og der synes ikke at være en praktisk grænse for, hvor mange mikrobjælker eller broer der kan anvendes parallelt.

De anvendelser, der rapporteres om, bliver også mere avancerede i henseende til detektionsgrænse og brug af kompliceret overfladekemi. Men – der er stadig mange fundamentale spørgsmål at forholde sig til. Hvad er det egentlig, der ligger bag ændringerne i overfladebelastningen, og hvordan kan signalet optimeres? Dette er stadig åbne spørgsmål, og flere modeller er blevet foreslået til

En simpel test af låg-sensoren. Når et tyndt lag aluminium ætses væk fra lågets overflade, begynder låget at bøje, og den grønne væske frigives fra det underliggende reservoir. Foto: Daniel Häfliger

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN

67

En nanometer stor bjælke til måling af nanopartikler. Bjælken (midt) svinger mellem to spidse elektroder forrest i billedet. Når bjælken er i resonans, er svingningens amplitude størst, og bjælken rammer lige akkurat hjørnerne på de spidse elektroder.

Strømmen, der løber mellem bjælken og elektroden, måles kontinuerligt, og når der kan måles en strøm, ved man, at bjælken er i resonans. Foto: Søren Dohn

68

fx at forstå signalet fra DNA. Forskere er nu begyndt at udføre meget grundige og detaljerede forsøg på simple systemer for på denne måde at nå til en forståelsesmodel for signaldannelsen.

Teknologien er ved at modne, og nogle af de mere fundamentale og ubesvarede spørgsmål bliver nu søgt besvaret.

En vigtig eksperimentel faktor er brugen af reference-sensorer til at kontrollere uspecifikke signaler fra fx temperaturændringer. Da sensorerne er ekstremt følsomme over for bipåvirkninger såsom ændringer i temperatur og pH, er der stor risiko for at få falske signaler. Det er derfor meget vigtigt at udføre målingerne under

FORMINDSKEDE MEKANISKE SENSORER

En mikrometer stor bro til påvisning af sprængstof. Der er placeret to varmelegemer og et termometer på broen. Broen kan varmes hurtigt op til 600 °C, fordi broen er lille, og fordi den er godt isoleret fra omgivelserne. Foto: Anders Greve

meget kontrollerede forhold og at udføre kontrolmålinger ved brug af andre teknologier. Der er nu et udtalt behov for et tættere samarbejde mellem teoretikere, sensorforskere og anvendelsesforskere, således at problematiske sider af nanomekaniske målinger kan blive identificeret og grundigt undersøgt.

Sammenfattende kan det siges, at formindskede mekaniske sensorer har demonstreret uovertruffen følsomhed, og det virker sandsynligt, at de vil blive anvendt i fremtidige produkter inden for fx diagnostik og lokal dosering af medicin inde i kroppen. Forskningsfeltet er spændende og dynamisk. Detektionsgrænsen bliver konstant udfordret, og kun fantasien sætter grænser for nye sensorer og nye anvendelsesformer.

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN

69

Bæredygtigt byggeri i Lejre

til Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter

AF LAR S H O LT E N

Lars Holten (f. 1964), mag.art. i forhistorisk arkæologi fra Københavns Universitet 1997, Københavns Universi­ tets guldmedalje 1997, forskningsstipendiat ved National­ museet 1998, centerleder Historisk­Arkæologisk Forsøgscen­ ter i Lejre 2000.

70

HISTORISK-ARKÆOLOGISK FORSØGSCENTER I LEJRE

VELUX FONDEN og VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN har sammen med Augustinus Fonden i 2006 samt ved tillægsbevilling i 2007 i alt doneret henholdsvis 31.500.000 kr. og 19.262.500 kr. til et bæredygtigt byggeri på HistoriskArkæologisk Forsøgscenter i Lejre. Det er grundlaget for, at et Velkomstcenter og et Skoletjenestehus nu opføres med indvielse i forsommeren 2009. Det unikke byggeri er tegnet af Arkitema K/S takket være bevilling fra VELUX FONDEN i 2005 på 156.250 kr. til udarbejdelse af skitseforslag. Formålet med de to bygninger, hvis funktioner supplerer hinanden, er at skabe tidssvarende publikums-, skole- og personalefaciliteter samt skabe mulighed for at udvide centrets åbningstid til vinterhalvåret. Forsøgscentret har gennem hele processen lagt vægt på, at byggeriet skal eksemplificere centrets vision ”en fortid i en nutid med en fremtid”. Bygningerne er derfor udformet med vægt på bæredygtig drift og indpasning i forsøgscentrets 43 ha. store og smukke, sjællandske morænelandskab, der er underlagt fredningshensyn af natur- og kulturhistorisk art. Ved i videst muligt omfang at vægte sådanne hensyn håber forsøgscentret at vise, at kvaliteten af fremtidens landskab og miljø bl.a. afspejler vores evne til at lære af fortidens erfaringer på godt og ondt.

Velkomstcenter og Personalehus er doneret af VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN og VELUX FONDEN. Bygningen ved hovedindgangen er integreret i forsøgscentrets kuperede morænelandskab og fremtræder kun synligt fra to sider, mens taget er græsdækket og går i et med landskabet. Grafik: Arkitema K/S

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

71

Forsøgscentret i Lejre ligger i et typisk sjællandsk morænelandskab med kontrastfulde naturområder. Arealet på 43 ha. omfatter enge, overdrev, søer, moser og skove. Det er en ideel ramme for genskabelsen af troværdige miljøer fra fortiden. Her ses forsøgscentrets jernalderlandsby. Foto: Lejre Forsøgscenter

Centrets landskab fungerer som et åbent laboratorium. Det er fx velegnet til årelange forsøg til belysning af bevaringsforhold for organiske materialer nedsænket i moser eller dækket af jord. Her undersøger en geograf forrådnelsesproces af en pattegris i fritstående egekiste. Forsøget er en del af en længere forsøgsrække til belysning af de exceptionelle bevaringsforhold for 3.300 år gamle lig og klædedragter fra danske bronzealdergravhøje. Foto: Lejre Forsøgscenter

72

Et center for forsøg med fortiden Forsøgscentret i Lejre er en selvejende institution. Takket være en rundhåndet bevilling fra Carlsbergfondet blev centret etableret som en arkæologisk forsøgsstation i 1964. I det 43 ha. store, unikke morænelandskab med skov, søer, moser og enge satte fagfolk fra kulturhistoriske og naturvidenskabelige fag hinanden stævne for gennem praktiske forsøg at skabe ny viden om oldtidens mennesker på tværvidenskabelig basis. I dag besøger gæsteforskere fra hele verden fortsat centret for at foretage arkæologiske eksperimenter, og centret har en omfattende skoletjeneste- og formidlingsvirksomhed, der hvert år tiltrækker mange tusinde skoleelever, familier og turister.

Fra begyndelsen vakte de praktiske eksperimenter med at genskabe

HISTORISK-ARKÆOLOGISK FORSØGSCENTER I LEJRE

Et nyskabende brandforsøg på Lejre i 1967 havde til formål at genskabe en autentisk forhistorisk situation med henblik på arkæologisk udgravning og analyse af tomten 25 år senere. Derfor var huset inden branden opmålt og gennemfotograferet. Tagbærende stolper, spær og andre væsentlige konstruktionselementer var desuden mærket med brandbestandige metalemblemer. De sikrede, at man efter branden kunne identificere, hvor i husets konstruktion de forkullede og fragmenterede rester af tømmer oprindeligt havde siddet. På den måde sikrede man sig den bedst mulige indsigt i, hvordan et stråtækt, lerklinet langhus kollapser ved brand. Huset overtændte efter 150 sekunder, og temperaturer op til 1000° C blev målt. Foto: Lejre Forsøgscenter

redskaber og huse fra oldtiden for efterfølgende at afprøve deres funktion, holdbarhed og effektivitet stor opmærksomhed i den danske offentlighed.

Både fjernsyn, ugeblade og aviser bragte indslag og artikler om både bygningen af de første ’jernalderhuse’ i mere end 2000 år og de mennesker, størsteparten frivillige og arkæologistuderende, der kastede al deres tid og kræfter ind i arbejdet.

En ildebrand går verden rundt I 1967 blev forsøgscentret og dets særlige eksperi-

mentalarkæologiske arbejdsmetode verdenskendt. Årsagen var en ildebrand. Oven i købet en påsat.

I et kontrolleret forsøg blev et rekonstrueret jernalderhus nedbrændt til grunden under opsyn af brandvæsnet. Mens huset brændte, snurrede filmkameraer og spolebåndoptagere for at fastholde de mange iagttagelser, der kunne gøres, og umiddelbart efter branden blev hele tomten opmålt og registreret. Scenariet var realistisk, for arkæologer havde siden 1930’erne i heldige tilfælde afdækket rester af over 2000 år gamle brandtomter fra æl-

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

73

På forsøgscentret i Lejre mødte man fra starten en helt ny måde at formidle historie på. Den traditionelle grænse mellem udstillingsgenstand og museumsgæst var brudt ned, og som besøgende kunne man både røre, smage, lugte og selv prøve kræfter med fortiden. En uge som jernalderfamilie eller 1800-tals landbofamilie er fortsat en efterspurgt familieoplevelse og en oplevelse for livet. Foto: Lejre Forsøgscenter

74

dre jernalder. Ud fra de forkullede og fragmenterede rester af de nedbrændte huse havde de forsøgt at udrede husets konstruktion.

Hvordan og af hvilke materialer havde fx tag, ydervægge, ruminddelinger, båse til kreaturer m.v. været konstrueret?

I 1992 fik arkæologer til opgave at udgrave området, hvor huset havde ligget.

Udgravningen blev gennemført som en blindtest. Arkæologerne skulle først komme med et bud på, hvordan huset havde været konstrueret og indrettet, før de fik adgang til de originale opmålinger, beskrivelser og film af huset og dets indretning. Som ved udgravning af originale, flere tusinde år gamle spor efter huse havde de kun deres egen iagttagelsesevne, opmåling og registrering af de forkullede rester af træ og aftegninger i jorden at bygge deres tolkninger på.

Brandforsøget har for første gang gjort det muligt på videnskabelig basis at teste og analysere præcisionen i den arkæologiske udgravningsmetode samt vurdere arkæologernes indlevelses- og forestillingsevne, når de omsætter deres iagttagelser til et bud på,

HISTORISK-ARKÆOLOGISK FORSØGSCENTER I LEJRE

hvordan fortidens huse har set ud og været indrettet.

I 2007 blev det visionære og veldokumenterede forsøg publiceret i sit fulde omfang på engelsk ledsaget af en DVD-film med nedbrænding og genudgravning.

Fortiden var farverig. Dygtige håndværkere i forsøgscentrets åbne værksteder bistår arkæologiske forskere, når arkæologiske levn og fragmenter skal genskabes. Her ses fx en velstående kvindes dragt fra 1. århundrede e.Kr. Den er rekonstrueret på baggrund af farve- og væveanalyser af små tekstilfragmenter fra en jysk jernaldergrav.

Foto: Lejre Forsøgscenter

Fra tilskuer til deltager De kontroversielle, arkæologiske forsøg fik fra begyndelsen folk til at strømme til Lejre for at overvære forskernes og de frivilliges anstrengelser med bogstaveligt talt at pløje og hugge ny viden om vores forfædres levevis ud af ager og tømmer. Ikke mindst eksperimenterne med at bo, leve og spise i de rekonstruerede jernalderhuse appellerede til folks fantasi og indlevelsesevne.

De forskningsbaserede, praktiske eksperimenter ledte hurtigt til udviklingen af en række hands-on aktiviteter for både familier, turister og skoleklasser. Både børn og voksne skulle selv få lov at prøve at slå ild, grutte korn, sejle i stammebåde, skyde med bue og pil, koge mad i lerkar over bål eller iklæde sig rekonstruktioner af jernalderens dragter.

De forskellige rekvisitter blev produceret i forsøgscentrets arbejdende værksteder, hvor de besø-

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

75

I familieområdet Båldalen kan børn og voksne hygge sig og sammen lade sig udfordre af praktiske gøremål fra oldtiden.

Sejlads i stammebåde og bagning af jernalderkiks over bål er blandt de populære aktiviteter. Foto: Lejre Forsøgscenter

gende samtidig fik mulighed for at følge pottemagerens, væverens eller smedens arbejde på nærmeste hold.

Har man prøvet at male sit korn til mel på en skubbekværn fra jernalderen, forstår man, at bagning af brød krævede hårdt arbejde. Foto: Lejre Forsøgscenter

76

Jeg prøver, og jeg forstår Lejres unikke kombination af forskning, formidling og undervisning baseret på publikums aktive deltagelse har vist sig yderst levedygtig. I dag forventer de fleste museums- og attraktionsbesøgende mere end blot at se på. De vil også gerne involveres. Uanset om de besøger et kunstmuseum, et naturhistorisk museum, et akvarium, en zoologisk have eller et historisk museum.

Dette gælder naturligvis fortsat på Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter, der ser det som sin fornemste opgave både at skabe og formidle viden og forundring om fortidens levevis gennem involverende aktiviteter og praktiske arkæologiske eksperimenter.

Derfor hedder centrets mission i dag kort og godt ”jeg prøver, og jeg forstår”.

Formuleringen fremhæver det fællesmenneskelige grundvilkår, at

HISTORISK-ARKÆOLOGISK FORSØGSCENTER I LEJRE

vi alle må sanse og fornemme for at forstå. Ligesom naturvidenskabsmanden eller opfinderen må eksperimentere for at erfare, så må vi alle som led i vores individuelle dannelsesproces fra barn til voksen gribe for at be-gribe. Missionen er samtidig inspireret af et gammelt kinesisk ordsprog: ”Jeg hører, og jeg glemmer; jeg ser, og jeg husker; jeg prøver, og jeg forstår.”

Fortiden er mangfoldig I dag er det ca. 14.500 år siden, at en klimaforandring fik sidste istids gletsjere til at trække sig tilbage og blotlægge det landområde, vi i dag kalder Danmark. I takt med isens tilbagetrækning indvandrede de første rensdyrjægere til landet. Et tidsrum på 14.500 år svarer til ca. 580 generationer af mennesker. Eller nogenlunde det antal skoleelever, der er i en pæn stor folkeskole i København.

Stiller vi alle eleverne i en sådan skole op på en lang række, vil den være knap 300 m lang. Forestiller vi os nu, at hver elev repræsenterer én generation blandt vores forfædre, spænder den første og sidste elev i rækken over en kolossal samfundsudvikling. Fra tundraens jæger til nutidens astronaut.

Skriftsprog i form af runer dukker første gang op i Danmark i ældre jernalder kort efter Kristi fødsel, men bliver først almindeligt i Vikingetiden for 1000 år siden. Det er kun 40 generationer siden, hvilket svarer til de sidste 20 m af rækken af skolelever.

Billedet af en sådan menneskelig tidslinje af skoleelever på rad og række er en konkret måde at visualisere og relativere den tid, der er gået, fra de første mennesker indvandrede til Danmark og til os selv i dag. Men den billedlige fremstilling giver også anledning til at reflektere over et par ting, vi måske ikke skænker mange tanker

Et snapshot af 2.500 års mode. I venstre side bronzealderens og den tidlige jernalders brunlige dragter før kendskab til plantefarvning og avl af hvide får. I midten jernalderens og vikingetidens farverige gevandter. Til højre den tidlige middelalders dragter med den karakteristiske strudhætte. Foto: Lejre Forsøgscenter

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

77

Vi står på skuldrene af 580 innovative generationer.

Kreativitet og nysgerrighed kombineret med opmærksomhed på og mod til forandring er en universel historie. Den ser vi udtrykt i en mangfoldighed af redskaber, teknologier, spor af huse, ressourceudnyttelse og samfundsformer, som vores forfædre har efterladt som vidnesbyrd om forskellige måder at leve og klare sig på under vidt forskellige betingelser. De første stenalderjægere bosatte sig herhjemme i takt med istidens gradvise afslutning og begyndte at høste af naturens forrådskammer til redskaber, hytter, både og ruser. I dag står vi måske over for nye klimaændringer, der kræver nye måder at indrette tilværelsen på. Foto: Lejre Forsøgscenter

i dagligdagen.

For det første er vi selv det foreløbigt sidste led i en kæde af forgængere, vi kan kalde succeskæden!

Når vi er her i dag, skyldes det ganske enkelt, at vores forældre, bedsteforældre, oldeforældre osv. alle levede deres liv på en sådan måde, at de nåede at sætte børn i verden.

Derfor bygger vores familie og samfundet i det hele taget på en lang række af mennesker, der generation efter generation formåede at viderebringe deres erfaringer med at klare sig i en omskiftelig verden til deres børn.

For det andet er denne erfaringsudveksling mellem generationerne i langt den største del af menneskehedens historie videregivet gennem en kombination af mundtlig fortælling og demonstration

78

af alskens praktiske færdigheder.

For det tredje er den kolossale samfundsudvikling, vi ser siden isens afsmeltning, kun kommet i vej, fordi kreative individer i hver eneste generation har eksperimenteret for at erfare og derigennem fundet på nye måder at gøre ting på.

En fortid i en nutid med en fremtid Indira Ghandi har engang udtalt, at ”historien er den bedste læremester med de mest uopmærksomme elever!”

Uanset om vi tænker over det eller ej, er fortiden desuden på godt og ondt en del af vores egen nutid. Forsøgscentret i Lejre ser det derfor som en fornem opgave at skabe håndgribelige oplevelser af historiens mangfoldighed. Det gør vi for at give

HISTORISK-ARKÆOLOGISK FORSØGSCENTER I LEJRE

anledning til refleksion over samspillet mellem forog nutid, menneske og natur, mellem forældre og børn, elever og deres lærere. Ikke mindst anser vi det for vigtigt at få netop børnene til at fatte interesse for historie og natur. Dagens børn og unge er jo morgendagens kultur- og naturforvaltere.

Forsøgscentret har derfor gennem årene udviklet en særlig pædagogik, vi betegner indlevelsespædagogik. Gennem en kombination af rollespil og praktiske arbejdsopgaver får skoleeleverne i dialog med centrets instruktører både en konkret faktuel viden om den historiske periode, de ’leger’ sig ind i, samtidig med at de får egne, personlige erfaringer med andre tiders mad, håndværk, religiøse forestillinger, måder at løse konflikter på, leve sammen på m.v. De udfordres og stimuleres,

Når elever omplantes til Lejre Forsøgscenters genskabte verdener fra jægerstenalder til vikingetid, får børnene ikke kun historisk indsigt. De får også stimuleret deres sociale kompetencer. De bliver regnet for og regnet med. De skal bære et ansvar og arbejde sammen, for at det hele lykkes med at få ild, varme, mad og tøj på kroppen. Alle er afhængige af hinandens indsats. De ser sig selv og hinanden i et andet lys og opdager andre måder at omgås hinanden på. Det gælder både lærere og elever. De er vært og gæst, skal give og tage, skabe kontakt, formidle og forklare sig. De bliver udsat for et møde med en fremmed kultur, spiller og er i en rolle som jernalderdrenge eller stenalderpiger. De begår sig i en andens fodspor og ser sig som en del af noget, der er større end dem selv. Foto: Lejre Forsøgscenter

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

79

Det kommende Velkomstcenter set fra hovedindgangen. I dag har forsøgscentret ca. 55.000 besøgende.

Halvdelen er børn og unge. Ca. 7.000 skoleelever gennemfører undervisningsforløb fra fire timers og op til fem dages varighed. Hertil kommer studerende, kursister, gæsteforskere, internationale arbejdslejre for unge, historiske grupper samt frivillige og fortidsfamilier. De opholder sig på centret i op til en måned.

Det giver årligt 8.500 overnatninger.

De nye faciliteter, der er doneret af VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN og VELUX FONDEN samt Augustinus Fonden, skal sikre rationel håndtering, bæredygtig drift og tilstrækkelig kapacitet til håndtering af centrets mange brugere fra ind- og udland. Grafik: Arkitema K/S

80

både som individer og klasse, der skal kunne arbejde sammen i uvante rammer.

Ved selv at arbejde kreativt med formidlingen af historiens mangfoldighed håber vi på at skabe et solidt udgangspunkt for børn og unges egen udformning af fremtidens samfund og værdisæt.

Derfor hedder forsøgscentrets vision ”en fortid i en nutid med en fremtid”.

Et byggeri for fremtiden i respekt for fortiden Forsøgscentret har længe ønsket at forny og udbygge sine publikums-, skole- og personalefaciliteter, der har mere end 40 år på bagen.

Takket være den første donation fra VELUX FONDEN i 2005 til udarbejdelse af et skitseprojekt fik centret mulighed for at få omsat udbygningsønsker og ideer til et konkret byggeprojekt. Centrets grundlæggende ide var, at de nye faciliteter skulle understøtte centrets vision ”en fortid i en nutid med en fremtid”.

HISTORISK-ARKÆOLOGISK FORSØGSCENTER I LEJRE

Forsøgscentret gav arkitekter og ingeniører fra Arkitema i opdrag, at publikumsfaciliteter, arbejdsforhold og drift af de nye bygninger skulle afspejle og formidle de bedste erfaringer fra årtusinders samspil mellem menneske og natur. Landskabelig integration, bæredygtighed, tilgængelighed, godt håndværk, gode materialer, fællesskab, fleksibilitet, kreativitet og innovation var nøgleord, som arkitekter og ingeniører skulle forholde sig til ved byggeriets udformning.

Resultatet af vores forenede anstrengelser er udmundet i to separate bygninger.

Ved centrets hovedindgang vokser et kombineret og delvist underjordisk Velkomstcenter & Personalehus i stedstøbt beton med græsbevokset tag ud af en moræneskrænt. På toppen af samme skrænt knejser et træbygget Skoletjenestehus inspireret af vikingetidens langhuse med tag af træspån.

Velkomstcentret rummer bl.a. to filmsale med plads til ca. 50 personer i hver. Her kan børn og voksne få visuelle introduktioner til

Indgang til Velkomstcentrets to filmsale. Her skal besøgende via film og virtuelle rekonstruktioner få indblik i centrets daglige publikumsaktiviteter og forskning. Fx brandforsøget, centrets forsøg med at løfte og flytte tonstunge sten ved rekonstruktion af stenalderens dysser og jættestuer, centrets forskning i de sydvestdanske bronzealdergravhøjes unikke bevaringsforhold, der har givet os Egtvedpigen bevaret med hår og tøj i 3.400 år. Grafik: Arkitema K/S

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

81

I skoleferierne har forsøgscentret mange eventprægede aktiviteter for børn og voksne.

Frivillige historiske grupper, lige fra beredne jernalderkrigere, disciplinerede romere og kæmpende nord- og sydstatsregimenter, giver eksempler på deres viden, kunnen og historiske rekvisitter i centrets smukke landskab. Foto: Lejre Forsøgscenter

82

HISTORISK-ARKÆOLOGISK FORSØGSCENTER I LEJRE

aktivitetsmuligheder på centret samt få indblik i centrets arbejde med at genskabe fortidens forsvundne verdener.

Filmsalene bliver et vindue til centrets forskning, hvor folk kan få indblik i de spændende processer, forsøg og også gæt, der ligger til grund for de genskabte forhistoriske miljøer, de efterfølgende træder ind i ude i landskabet. Filmsalene kan endvidere slås sammen og fungere som konference- og foredragssale for op til 100 deltagere.

I Velkomstcentrets personaledel får centrets medarbejdere længe savnede, moderne kontor-, it-, arkiv-, biblioteks-, omklædnings-, møde- og spisefaciliteter. Alle medarbejdere samles endvidere under samme tag. Det giver både en mere rationel drift og en mere effektiv projektsamarbejdsform i dagligdagen.

Skoletjenestehuset samler og effektiviserer centrets undervisningsog formidlingsrelaterede arbejdsfunktioner under ét. Det sker ved at tilvejebringe tidssvarende faciliteter for fødehåndtering, omklædning, bade- og toiletforhold. Her skal årligt 10-11.000 gæster kunne klæde om og benytte køkken- og vaskefaciliteter i forbindelse med undervisning, formidling, kurser og lejrskoler. Et moderne storkøkken med køle-, fryse- og svalerum gør det muligt at arbejde med mad ’fra jord til bord’. Fx vil børn på lejrskole og centrets fortidsfamilier fremover kunne bespises sæsonen igennem med kød af egen avl fra centrets historiske dyreracer.

Takket være Fondenes store donationer giver de nye faciliteter forsøgscentret i Lejre nye muligheder for at arbejde på at udvide sin åbningstid ud over selve sommerhalvåret. Det giver både flere publikumsoplevelser og centret en mere stabil og på sigt sæsonuafhængig drift.

Et bæredygtigt byggeri. Velkomstcenter og Skoletjenestehus på i alt 1600 m2 er effektivt isolerede og sætter fokus på miljøvenlig C02-neutral teknologi. Solfangere, jordvarmeanlæg og et træpillefyr, der benytter affald fra træindustrien, sørger for opvarmning og varmt brugsvand, mens tunge betonkonstruktioner oplagrer og afgiver passiv solvarme. Grafik: Arkitema K/S

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN OG VELUX FONDEN

83

Thorvaldsens Museums brevarkiv

Foto: Ivar Olav Mejl

AF STIG M ISS

Stig Miss (f. 1950), mag.art. i kunsthistorie 1979. Museumsleder pü Vejle Kunstmuseum 19791989. Direktør for Thorvaldsens Museum siden februar 1989.

118

T H O R VA L D S E N S M U S E U M S B R E VA R K I V

H. D. C. Martens Pave Leo XII aflægger besøg i Thorvaldsens værksteder ved Piazza Barberini i Rom på Lucas-dagen den 18. oktober 1826 (malet 1830). Thorvaldsen viser selv paven om i sit store atelier. Olie på lærred. Tilhører Statens Museum for Kunst, deponeret på Thorvaldsens Museum. Foto: Thorvaldsens Museum

VELUX FONDEN har med en donation på 4.200.000 kr. til anvendelse i perioden 20072011 sikret oprettelsen og driften af et forskningscenter på Thorvaldsens Museum. Det skal udgive og kommentere det store arkiv af breve til og fra den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Brevarkivet omfatter ca.

5300 dokumenter, der ud over knap 4000 breve også består af Thorvaldsens dagbog, kontrakter, visitkort, kvitteringer, invitationer, regnskaber, rejsedokumenter, identitetspapirer, diplomer, digte og sange til Thorvaldsen samt breve fra og til andre om Thorvaldsen. Den største del af brevene blev fundet i kælderen under Thor-

valdsens lejlighed i Rom efter billedhuggerens død. Forskningscentret på Thorvaldsens Museum vil publicere samtlige breve med kommentarer, registre, biografier af omtalte personer, henvisninger til Thorvaldsens værker med illustrationer, kronologier og emneartikler. Alt sammen vil blive tilgængeligt i en internetbaseret og yderst brugervenlig database. For første gang bliver det muligt for alle med interesse for Thorvaldsen, fra Thule til Timbuktu, at orientere sig i det omfattende materiale, der er det grundlæggende udgangspunkt for vores viden om Thorvaldsens liv og værkproduktion.

VELUX FONDEN

119

Genbrug. Papir var på Thor­ valdsens tid mere kostbart end i dag, og især Thor­ valdsen var kendt for ikke at smide papir ud. Han genbrug­ te det som i dette dokument i Thorvaldsens Museums brev­ arkiv. Det rummer både udka­ stet til et kærestebrev ”Caris­ sima Amica …”, antagelig en hotelregning fra et ophold i Firenze ”Conto del Sign.Ro­ berto …”, en liste over tøj, som Thorvaldsen enten vil købe eller måske skal pakke til en forestående rejse ”Fire Skjoter … Tröie …” samt end­ nu en tøjliste måske i forlæn­ gelse af den foregående og ikke mindst en hurtigt tegnet skitse til et af Thorvaldsens relieffer. Foto: Thorvaldsens Museum

120

Stort set alt, der befinder sig i Thorvaldsens Museums samlinger, er knyttet til billedhuggeren Bertel Thorvaldsens liv og kunst. Allerede mens han levede, blev Thorvaldsen en af Europas mest berømte kunstnere, og museet rummer med få undtagelser alle hans værker, især som originalmodeller i gips til de skulpturer og relieffer, der findes i marmor eller bronze over hele Europa.

Desuden rummer museet Thorvaldsens tegnede udkast til skulpturer og hans omfattende samlinger af andre kunstneres værker og af antikke genstande samt hans personlige ejendele.

Endelig rummer museets arkiv omkring 5300 originale skrevne dokumenter: Breve til og fra Thorvaldsen, kontrakter med køberne af hans skulpturer, udnævnelser, identitetspapirer, regninger, hyldestdigte og sange og dokumenter af forskellig art.

Thorvaldsen skrev ikke gerne selv. Selvom han havde ry for at kunne udtrykke sig mundtligt meget præcist og knapt, er der talrige eksempler på, at han havde store problemer med at skrive. Han var ordblind. Af arkivets knap 4000 breve er kun omkring en tiendedel skrevet af ham selv, og det er oftest udkast til breve, hvor originalbrevet er havnet hos modtageren og tit er indgået i et bibliotek eller arkiv uden for Thorvaldsens Museum.

Resten af brevene er skrevet af knap 1400 forskellige brevskrivere, og ca.

70 % er skrevet på andre sprog end dansk. Langt de fleste af brevene har

T H O R VA L D S E N S M U S E U M S B R E VA R K I V

med Thorvaldsens omfattende virksomhed som kunstner at gøre, heriblandt et ikke ringe antal breve fra utålmodige købere, der må vente på de skulpturer, de har bestilt.

Thorvaldsen var en stor kunstner og han må også have været en stor organisator, når han kunne overkomme at holde styr på, at op til 40 medarbejdere i hans fem atelierer arbejdede mod samme mål: Produktionen af Thorvaldsens skulpturer.

Administrationen af hele denne virksomhed blev holdt på et forbilledligt lavt niveau. Men da Thorvaldsen nødigt skrev selv, var der en række personer, der hjalp ham med at få svaret på de mange breve, når det var nødvendigt. Men egentlige sekretærer eller bogholdere til at holde styr på virksomheden havde han ikke.

Thorvaldsen boede og arbejdede næsten uafbrudt i Rom fra 1797 til 1838 og fra 1804 i den samme store lejlighed i via Sistina.

Vi kender fra samtidige beskrivelser lejlighedens indretning. I et lille værelse fandtes en formodentlig stor trækasse, hvor alskens papir blev lagt hen. Det kunne være breve, tegninger, visitkort, invitationer til middage og koncerter.

Det fortælles, at besøgende hos Thorvaldsen kunne finde på at læse i brevene i kassen eller ligefrem tage en tegnet skitse til en skulptur med sig, tilsyneladende uden at Thorvaldsen gjorde indsigelser. Andre beretter om,

Thorvaldsens dagbog. Thor­ valdsen var passagerer på en kongelig fregat, der i andet ærinde afgik fra København med kurs mod Middelhavet i august 1796. Billedhuggeren skulle til Rom som Kunstaka­ demiets stipendiat. På Mal­ ta blev han efterladt af ski­ bet og måtte nu alene foreta­ ge den sidste del af rejsen til Rom over Palermo og Napo­ li. I denne periode førte han dagbog – for øvrigt den ene­ ste gang i sit liv. Billedet viser et udsnit af denne dagbog fra Malta­tiden, hvor Thor­ valdsen også har udført et hurtigt rids af 1600­tals ma­ leren Caravaggios monumen­ tale fremstilling af Johannes Døberens henrettelse i kate­ dralen i Valetta. Foto: Thor­ valdsens Museum

VELUX FONDEN

121

Sophie Amalie Kurtzhals var kæreste med Thorvaldsen i København. Ud over denne akvarel, der blev udført af Thorvaldsen i 1795, er der bevaret et brev fra Thorvaldsen til den udkårne med en undskyldning for at komme for sent til at møde hende. Brevet, der er fra 1794, er for øvrigt det tidligste brev med Thorvaldsens skrift i brevarkivet på Thorvaldsens Museum. Foto: Thorvaldsens Museum

at Thorvaldsen stoppede breve – uåbnede! – ind i et hulrum bag en statue i lejligheden, hvor en af ’sekretærerne’ kunne finde dem og hjælpe ham med at svare på dem.

Da han endelig rejste tilbage til København i efteråret 1838 kraftigt tilskyndet af de mange, der ønskede, at der blev bygget et museum for hans værker og samlinger i København, efterlod han lejligheden og ateliererne intakte, omend med en stærkt reduceret medarbejderstab.

I 1841-42 var han igen tilbage i Rom for at færdiggøre bestilte arbejder. Inden rejsen brændte han i Danmark mange af sine papirer, men heldigvis vidner brevarkivet på museet jo om, at et stort materiale blev bevaret. Beretningen om, hvordan det blev fundet, er spændende som en kriminalhistorie.

Kunstakademiets sekretær, Just Matthias Thiele, var efter Thorvaldsens død i marts 1844 blevet

122

T H O R VA L D S E N S M U S E U M S B R E VA R K I V

sendt til Rom af den danske konge for at afslutte de sidste ender af billedhuggerens over 40-årige arbejdsliv i byen. Alt i lejligheden og i ateliererne var nedpakket. De sidste vakkelvorne møbler skulle bortauktioneres. Thiele gik vemodigt rundt i den store lejlighed og mindedes Thorvaldsen og kunstnerlivet i Rom, som han også selv havde oplevet som yngre i 1820’erne. På gulvet i lejligheden sås træspåner, halm og bræddestumper fra arbejdet med indpakningen og hist og her en stump papir, der kunne være et hjørne af et brev eller en tegning.

Thiele kom så til at tænke på, at Thorvaldsen aldrig forsætligt smed papir ud, og at der måske var mere papir gemt et sted. I det gamle chatol fandt han så en brevmappe med nogle breve fra Thorvaldsens forældre, der døde henholdsvis i 1804 og i 1806, dvs. breve som Thorvaldsen omhyggeligt havde opbevaret igennem mange år.

Den nye brev-database. Et eksempel på et brev med en kommentar foldet ud i det lysegule felt i højre margen. Alle kommentarer til brevteksten i det grå felt er skjulte, men fremkommer ved klik på de blå links. Brevet er Thorvaldsens formelle anmodning om at få tildelt det første ledige rejsestipendium, efter at han har vundet Den store Guldmedalje, som gav mulighed for at få et tre-årigt ophold i udlandet som Kunstakademiets stipendiat for yderligere at uddanne sig som kunstner. Foto: Thorvaldsens Museum

Thiele fik i sin søgen efter flere dokumenter skaffet sig adgang til en ufremkommelig kælder fyldt med kryb. Og her allerdybest nede fandt han store tønder, som viste sig at indeholde mængder af papir, breve og tegninger, der var tynget ned i tønderne af grus og sten og i temmelig dårlig stand.

Han fik det hele glattet ud, tørret og bundtet og sendt hjem til Danmark. Papirerne blev fundamentet for hans store biografi om Thorvaldsen, der blev udgivet i fire bind fra 1851 til 1856.

Thieles biografi er stadig den grundlæggende beskrivelse af Thorvaldsens liv og kunst. Og selvom litteraturen om Thorvaldsen i dag er af kolossalt omfang, er det kun få forskere, der som Thiele har gjort brug af hele brevmaterialet. Det skyldes især, at arkivet er så omfangsrigt og svært at overskue.

Et stort ønske for museet har derfor længe været at kunne publicere det uforkortet og med udførlige kommentarer, så kommende Thorvaldsen-

forskere og -formidlere kan basere sig direkte på de skriftlige kilder, når nye bøger og artikler om Thorvaldsens kunst skal skrives.

Thiele citerede i sin biografi kun uddrag af brevmaterialet. Han havde også kendt Thorvaldsen personligt og fortiede alt, hvad der på nogen måde kunne være en kritik af billedhuggeren. Desuden er der en del eksempler på, at han ikke altid afskrev tekstuddragene helt pålideligt og ofte rettede på dem, fx på Thorvaldsens særprægede retskrivning.

Desuden vil senere forfattere naturligvis også lægge vægt på andre forhold i kilderne end et værk, der blev skrevet i midten af 1800-tallet. Endelig er der også siden åbningen af Thorvaldsens Museum i september 1848 yderligere indgået et stort antal breve til og fra Thorvaldsen i museets arkiv enten ved gave eller køb fra private. Alene derfor kan der være grund til at fremlægge det samlede brevmateriale for første gang og i sin helhed.

VELUX FONDEN

123

Fra mor til søn. Første side af brev 9. december 1797 fra Thorvaldsens mor, Karen Thorvaldsen til sønnen i Rom. Brevet er det eneste, vi kender fra moderen. Brevet rummer en hjertegribende længsel efter igen at se sin søn hjemme i København. Men mor og søn nåede ikke at se hinanden igen. Hun døde i 1804, og Thorvaldsen kom først til København igen i 1819 efter at have forladt fødebyen i 1796. Foto: Thorvaldsens Museum

124

T H O R VA L D S E N S M U S E U M S B R E VA R K I V

Lige siden 1930’erne har der været gjort flere forsøg på at publicere hele eller dele af det store materiale, men hver gang undervurderede man opgavens omfang i henseende til arbejdstid og omkostninger, og i 1960’erne blev planerne skrinlagt.

I forbindelse med en sikkerhedsmæssig mikrofotografering i midten af 1990’erne dukkede tanken igen op om at udgive brevarkivet i sin helhed.

Et samarbejde mellem Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Thorvaldsens Museum førte til, at filologen Jens Keld over fem år fra 1996 til 2001 afskrev samtlige de breve i brevarkivet, der endnu ikke var skrevet rent af tidligere forskere, samt korrigerede de breve, der tidligere var afskrevet. Nu fremstod hele materialet som tekstfiler og kunne indgå i en publikation.

I takt med informationsteknologiens sejrsgang og internettets eksplosivt stigende anvendelse til søgning af informationer fik brevudgivelsen kort efter årtusindeskiftet sin endelig form: Brevene skulle udgives digitalt i en internetbaseret database og med alle de søgemuligheder, krydshenvisninger, opdateringsmuligheder og muligheder for sammenknytning af forskellige slags oplysninger, som det digitale medium giver så let adgang til, og som den trykte bog slet ikke kan hamle op med.

Ved hjælp af midler fra det daværende Statens Humanistiske Forskningsråd kunne Thorvaldsens Museum tilknytte mag.art. i kunsthistorie Ernst Jonas Bencard til i et pilotprojekt at beskrive, hvordan den kommende database kunne se ud og struktureres, og med VELUX FONDENs store støtte samt bidrag fra Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning og Thorvaldsens Museums grundbudget lykkedes det at sætte det nye forskningscenter i søen fra januar 2007. Centret beskæftiger i dag ud over projektleder Ernst Jonas Bencard også mag.art. Kira Kofoed og mag.art. Inge Lise Mogensen, der sammen med studentermedhjælpere over fem år skal føre det store projekt til ende, så alle kommende Thorvaldsen-forskere og Thorvaldsen-interesserede vil få helt andre og let tilgængelige arkivalske og videnskabelige informationer om Thorvaldsens liv, kunst og samtid til brug for den fortsatte forskning og formidling af den store billedhuggers værker.

VELUX FONDEN

125