Ugens RÆSON 7/4 2010

2. årgang nr. 10 - 7. April 2010

UK: De Liberale kan afgøre valget

Valget i Irak: En prøve for Irak – en påmindelse for Vesten USA-Israel: I virkeligheden stadig venner KRISEN: Staternes gæld * Den umulige efterlønsreform * Emilie Turunen (SF) om “Den tabte generation” * Morten Østergaard (R) om krisen og danskernes valg

EUROPA 7. april 2010

I går [6.april 2010, red.] udstedte premierminister Gordon Brown valg i Storbritannien - det britiske parlamentsvalg vil finde sted d.6.maj. RÆSON vil op til valget fortsætte den artikelserie om britisk politik, som blev indledt for tre uger siden.

STORBRITANNIEN De Liberale Demokrater – den ubeslutsomme kongemager Ifølge meningsmålingerne bliver det et tæt løb mellem Labour og De Konservative ved det forestående britiske parlamentsvalg. Partierne kan meget vel blive afhængige af støtte fra det tredje parti, De Liberale Demokrater, for at kunne danne regering. Det store spørgsmål i britisk politik lige nu er derfor: hvem vil De Liberale pege på efter det forestående valg? Partiet er internt splittet på tre afgørende spørgsmål.

Af Christian Severin Larsen, stud.scient.pol

Siden januar måned har begge de britiske premierministerkandidater, Gordon Brown og David Cameron, givet interviews, holdt taler og skrevet læserbreve, hvor ét emne igen og igen er dukket op.

De har begge beskrevet, hvor store samarbejdsmuligheder de synes, der er mellem netop deres parti og de Liberale Demokrater.

Således sagde Cameron for nyligt, at ”De Konservative og De Liberale er tættere på hinanden end nogensinde før”, mens Brown mindede om ”det historiske værdifællesskab mellem Labour og De Liberale”.

At begge partiledere bejler til De Liberale skyldes, at den ene meningsmåling efter den anden de sidste fire måneder har vist, at hverken Labour eller De Konservative står til at få et flertal af mandater i Underhuset.

Dermed bliver Labour og De Konservative afhængige af støtte fra De Liberale, der kommer til at indtage en nøglerolle som ”kongemageren” i britisk politik.

Men De Liberale er splittede på tre store spørgsmål: 1) om de skal melde klart ud, hvem de peger på før valget, 2) hvorvidt de taktisk skal lægge sig til venstre eller til højre for Labour samt endelig 3) hvem de rent faktisk vil samarbejde med – Labour eller De Konservative – efter valget.

De Liberale er et reformvenligt centrumvenstre parti, hvis mærkesager er et ændret valgsystem, et fair skattesystem samt massiv decentralisering af staten og den offentlige sektor.

Partiet stammer fra det tidligere Whig-partiet, der fra 1600-tallet og frem var De Konservatives hovedmodstandere. Men siden 1920’erne har

partiet været det tredjestørste parti og uden for regeringsmagten. Dermed er partiet i et modsætningsforhold til begge de to store etablerede partier, som ikke ønsker reformer, især ikke af valgsystemet.

Hver en stemme tæller De Liberales første dilemma er, hvorvidt de overhovedet skal melde ud før valget, hvilket af de to partier de vil pege på. Traditionelt har det været De Liberales forbandelse, at medierne aldrig gav dem nogen opmærksomhed, fordi de ikke havde nogen reel parlamentarisk betydning.

Udsigterne til et hung parliament har dog fået de politiske journalister til pludselig at fatte stor interesse for partiet. Men i stedet for at stille spørgsmål om deres politik spørger journalisterne kun ind til ét emne: hvem de peger på som premierminister?

Af frygt for at miste vigtige stemmer på valgdagen, har De Liberale ikke meldt ud, hvem de peger på efter et valg. Det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse [hvor partiet med de fleste stemmer løber af med hele sejren på bekostning af de andre partier, red.] betyder, at små partier er sårbare over for selv marginale ændringer i stemmetallene.

Fx fik De Liberale ved valget i 1992 17,8 % af stemmerne, hvilket gav dem 20 mandater i Underhuset. Ved valget i 2001 derimod fik de 18,3 % af stemmerne, men hele 52 mandater.

Selvom fremgangen i stemmetal kun var på et halvt procentpoint, var fremgangen i mandater altså mere end en fordobling. De Liberale har derfor ikke råd til at miste en eneste stemme.

Desuden er De Liberale bange for at miste Labour-vælgere, hvis de melder åbent og klart ud, at de vil støtte en konservativ regering og vice versa.

Problemet er blot at deres tavshed omkring spørgsmålet skaber usikkerhed hos vælgerne.

Mange liberalsindede vælgere er bange for at stemme på partiet af frygt for, at de indirekte giver Camerons Konservative en stemme. Og derfor stemmer de på Labour for at være på den sikre side.

At blæse med munden fuld af mel Det andet dilemma, som De Liberale står over for, er, hvilke vælgergrupper de skal henvende sig til.

Gennem de sidste 30 år har De Liberale skiftet mellem at appellere til de venstreorienterede og midtersøgende vælgere. Men ved valget i 2005 havde De Liberale succes med at tiltrække vælgere både til højre og til venstre på den politiske skala i forhold til Labour.

Irak-krigen og Blairs upopulære reformer af den offentlige sektor havde skabt et vakuum til venstre for Labour, hvor De Liberale præsenterede sig som de ”ægte venstreorienterede” med en stærk appel til de traditionelle socialdemokratiske værdier.

Samtidig skabte De Konservatives højredrejning under formændene Ian Duncan Smith [formand for De Konservative 2001-2003, red.] og Michael Howard [formand 2003-2005, red.], plads på midten i britisk politik, hvor De Liberale kunne appellere til de marginalvælgere, der var utilfredse med Labour, men syntes at De Konservative var for ekstreme.

De Liberale formåede med andre ord at blæse med munden fuld af mel: det lykkedes dem i 2005 både at tiltrække venstreorienterede vælgere og midtervælgerne. Det medførte det bedste valgresultat for partiet nogensinde med 22 % af stemmerne og 62 mandater i Underhuset.

Det eneste alternativ Ved dette års valg bliver det svært, hvis ikke umuligt, at gentage succesen fra 2005. Både på venstrefløjen og midten i britisk politik er der pladsproblemer.

Efter den økonomiske krise har Labour ændret deres retorik en anelse til en mere klassisk venstreorienteret linje, mens De Konservative under David Cameron har bevæget sig med stormskridt mod midten af britisk politik. Det skaber problemer for De Liberale, der nu skal vælge mellem hvilke vælgergrupper, de vil henvende sig til.

I stedet for at lægge sig enten på midten eller på venstrefløjen, prøver De Liberale imidlertid at gentage succesen fra 2005 og appellere til alle

vælgere, der er desillusionerede over de to store partier.

Efter opfindelsen af ”New Labour” [betegnelsen blev introduceret i 1994, det var udtryk for en ny branding, men hang også sammen med Anthony Giddens ”Tredje vej”, red.] og senere også David Camerons midtersøgende kurs, har mange vælgere indtryk af, at de to store partier ligner hinanden til forveksling, og at de stort set vil føre den samme politik.

De sidste års politiske skandaler – hvor medierne har svømmet over med sager om partidonationer, bestikkelser samt parlamentsmedlemmer, der misbrugte offentlige midler til private gøremål [jf. RÆSON ugemagasin #9, d.31/3, red.] – har derudover forstærket vælgernes indtryk af et politisk system, der er bundråddent.

Det er på den baggrund, De Liberale forsøger at opbygge deres strategi. Nick Clegg [formand for De Liberale siden 2007, red.] forsøger at præsentere De Liberale som ”real change”; som et reelt alternativ til både Labour og De Konservative på én gang.

Budskabet fra De Liberale er, at Labour og De Konservative vil det samme, gør det samme og er en del af det samme korrupte system – og hvis man vil noget andet, skal man stemme på De Liberale.

Politiske reformer De Liberale har især haft held med at fremstille sig selv som det eneste parti, der reelt vil lave reformer og komme korruptionen, bestikkelserne og skandalerne til livs. Efter skandalesagerne er troværdighed en mangelvare hos både Labour og De Konservative, mens De Liberale af to årsager ikke på samme måde fremstår som utroværdige i vælgernes øjne.

For det første har De Liberale ikke været berørt af de mange skandaler. Dette skyldes naturligvis, at de kun har en tiendedel af pladserne i Underhuset, og at de ikke har været i nærheden af regeringsmagten de sidste 50 år.

Sat på spidsen, kan man sige, at De Liberale er for magtesløse til at nogen gider bestikke dem – og for små til, at medierne ville dække det, hvis de var korrupte.

Den anden årsag til De Liberales høje troværdighed er, at partiet i hele sin historie har haft reformer af det politiske system som sin vigtigste mærkesag.

Mens de andre partier kun foreslår mindre, administrative ændringer af systemet, foreslår De Liberale et helt nyt valgsystem samt et forbud mod donationer til politiske partier.

Dette kan tiltrække rigtigt mange desillusionerede vælgere, men kan også være et turn-off for alle dem, der er mere bekymrede for

den økonomiske krise end for korrupte forhold i Westminster.

Den ubeslutsomme kongemager Det tredje store og centrale dilemma for De Liberale er, hvem partiet skal samarbejde med efter valget.

Hvis der bliver et ‘hung parliament’, kommer De Liberale reelt til at blive ‘kongemager’ og dermed afgøre, hvem der bliver premierminister.

Derfor er det helt store spørgsmål, hvem De Liberale vil pege på efter et valg. Nick Clegg har forsøgt at undgå spørgsmålet og vagt svaret ”at vælgerne er kongemagerne”. Måske fordi De Liberale ikke selv har afgjort, hvad de vil gøre i den situation.

Politisk set er De Liberale tættest på Labour.

Især De Liberales mest centrale krav – indførelsen af et proportionalt valgsystem – er De Konservative lodrette modstandere af.

Labour og De Liberale deler derimod nogle grundsynspunkter, omend kløften mellem de to partier er blevet dybere under Blair og Browns formandskaber.

Problemet for De Liberale er, at det over for vælgerne vil se meget dårligt ud at pege på Labour, som sandsynligvis bliver mindre end De Konservative ved valget. De vil for det første risikere at blive anklaget på hykleri: De Liberale får svært ved at argumentere for deres støtte til, at det næststørste parti, Labour, skal danne regering – samtidig med at man går ind for et valgsystem, hvor partiet med størst folkelig opbakning danner regering.

Derudover vil vælgerne nok også finde det underligt, at et parti der førte valgkamp på ”forandring”, sørgede for at den samme premierminister fortsatte ved roret efter valget.

Fortidens to fløje Spørgsmålet er dog også, om De Liberale internt kan blive enige om, hvem de helst vil samarbejde med. The Liberal Democrats [som de Liberale hedder på engelsk, red.] er oprindeligt en fusion af to partier – The Liberal Party og Social Democratic Party – som i firserne lavede en alliance med hinanden for at øge deres chancer i det britiske valgsystem.

Denne samling gav partiet en bredere appel, men har også betydet latente, interne splittelser mellem en venstreorienteret socialliberal fløj og en højreorienteret markedsliberal fløj. Gennem de sidste 10 år har De Liberale haft fire forskellige formænd – og ved hvert eneste formandsvalg har der været en dyb skillelinje gennem partiet mellem de to fløje.

Normalt er De Liberale instinktivt et antikonservativt parti, både ideologisk og ikke mindst historisk (De Liberale stammer som nævnt fra Whig-partiet, der fra 1600-tallet og frem var den politiske hovedmodstander til det konservative Tory-parti). Langt de fleste partimedlemmer identificerer sig også med den politiske centrum-venstre-fløj.

Men i de nuværende krisetider, hvor økonomisk politik er det vigtigste spørgsmål på den politiske dagsorden overhovedet, vil den markedsliberale fløj være mere enig med De Konservative end med Labour.

Både partiets formand, Nick Clegg, og deres populære shadow chancellor [partiets næstformand og finansordfører, red.], Vince Cable, tilhører den markedsliberale fløj. Men hvis De Liberale lægger stemmer til en hård konservativ nedskæringspolitik, kan uenigheden mellem de markeds- og de socialliberale risikere at rive partiet midt over.

Drømmen om reel politisk indflydelse I al sin levetid har De Liberale Demokrater drømt om at få politisk indflydelse, og ikke blot være dømt til den evige tredjeplads på sidelinjen i britisk politik.

Ved dette valg har partiet fået alt, hvad de har drømt om: En upopulær regering, en utroværdig opposition og en ubeslutsom befolkning betyder samlet set, at De Liberale bliver kongemageren i britisk politik. Men måske vil den nye nøglerolle giver De Liberale flere vanskeligheder end muligheder.

Christian Severin Larsen (f. 1983) er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet og tidl. medlem af DSU’s Forbundsstyrelse 2006-2008.

VERDEN 7. april 2010

VALG I IRAK Regeringsdannelsen: En prøve for Irak – og en påmindelse for Vesten Fire uger efter Iraks parlamentsvalg er intet endnu afgjort. Med valgresultatet går frontfigurerne Allawi og Maliki jævnbyrdigt ind i forhandlingerne om regeringsdannelsen – Allawi med et demokratisk fortrin, Maliki med et magtfuldt statsapparat bag sig.

Regeringsdannelsen vil tage måneder, ikke uger – udfaldet kan enten afspore eller bolstre Iraks demokrati. Meget står på spil i et land, der har stor betydning for Vestens interesser i Mellemøsten. Problemet er, at Vesten er ved at glemme Irak.

Af Christian Bayer Tygesen

Udviklingen i Irak har gennem de seneste fire uger været bemærkelsesværdig. Sekularisme og nationalisme har trumfet islamisme og sekterisme ved stemmeurnerne.

Ved at stemme ud fra åbne kandidatlister har irakere tilmed kunne sige fra over for de mest inkompetente og korrupte politikere. Kun 62 af det forhenværende parlaments 275 medlemmer har sikret sig genvalg.

I en vigtig kontrast til Irans miskrediterede parlamentsvalg i juni 2009 har Irak – trods anklager om svindel og anfægtelser af valgresultatet – afholdt et relativt frit og troværdigt valg. Alene det, at et oppositionsparti har opnået et flertal af stemmerne, sætter en demokratisk standard for regionen.

I Mellemøsten følges udviklingen i Irak tæt.

Viser Irak, at stabilitet og demokrati ikke er uforeneligt, kan Irak blive et foregangsland for reformkræfter på gadeplan og i regeringsbygninger i hele Mellemøsten.

Parlamentsvalget var blot optakten til den prøve, Irak nu står over for: en vanskelig og polemisk regeringsdannelse, som vil sætte Iraks skrøbelige politiske kultur, svage civile institutioner og anspændte sekteriske og etniske skillelinjer under pres.

Mens valget var en opløftende demonstration af Iraks demokratiske fremskridt, risikerer regeringsdannelsen at blive en påmindelse om Iraks autokratiske skyggesider. Mørklagte studehandler, kynisk magtmisbrug og politiske arrestationer vil vise, at irakisk politik i sidste instans stadig afgøres af personer – ikke

institutioner eller demokratiske principper. I Irak er demokrati, hvad politikerne gør det til.

En langvarig regeringsdannelse Valgresultatet taler for langstrakte forhandlinger om regeringsdannelsen. Ayad Allawis tværsekteriske og sekulære koalition, ”Iraqi National Movement” (INM, også kaldt Iraqiyya), har med 91 mandater sikret en smal sejr over Nuri Malikis nationalistiske ”State of Law”-koalition (SoL), som fik 89 mandater.

Den shia-islamistiske ”Iraqi National Alliance” (INA) sikrede 70 mandater, mens den største kurdiske koalition sikrede 43 mandater.

Med udvidelsen af Iraks parlament til 325 pladser, kræver det mindst 163 mandater at danne en ny irakisk regering.

Ayad Allawi har med valgsejren opnået en legitimitet, som er politisk vanskelig at ignorere.

Den shiitiske og stærkt nationalistiske Muqtada alSadr, hvis politiske blok fik ca. 40 mandater og indgår i INA, har i offentlige udtalelser understreget, at det ville være at gå imod Iraks vilje, hvis Allawi blev marginaliseret i regeringsdannelsen.

Præsident Talabani, som står centralt i den kurdiske blok, har sendt tilsvarende signaler og fører en tæt dialog med Allawi.

Allawi og INM står imidlertid over for flere udfordringer. Maliki anfægter stadig valgresultatet og vil arbejde intenst for at spolere Allawis vej til premierministerposten. Kort før offentliggørelsen af valgresultatet sikrede Maliki sig, i kraft af en afgørelse af Iraks Højesteret, retten til at indlede

forhandlinger om regeringsdannelsen sideløbende med Allawi til trods for, at Maliki ikke blev valgets samlede vinder.

Derudover har samme ”Accountabiliy and Justice”-kommission, som før valget diskvalificerede godt 400 kandidater grundet tidligere bånd til Baath-partiet, netop annonceret, at den planlægger yderligere 52 diskvalificeringer.

Mindst én af disse kandidater ventes at være fra Allawis rækker, hvilket kunne bringe INM’s flertal i fare.

Endeligt vil Iran arbejde intenst for at kaste grus i INM’s maskineri. Teheran ser med rette Allawi som en modvægt til iranske interesser i Irak og dermed potentielt Irans styrkeposition i regionen.

Maliki og SoL blev ikke valgets vinder, men har andre kort på hånden. Maliki sidder tungt på statsapparatet og vil næppe tøve med at misbruge sin position, hvis det kan bringe ham nærmere en ny embedsperiode som premierminister. Iraks specialstyrker, som rapporterer direkte til Maliki, mistænkes i en række sager for at have intimideret og presset Malikis modstandere.

Herudover har Maliki i Iran en indflydelsesrig støtte, som vurderes at arbejde for at forene INA og SoL i en storkoalition, der i givet fald ville mønstre159 mandater – kun fire mandater fra de magiske 163, der udgør tærsklen for en majoritet i parlamentet.

Regeringsdannelsen vil sandsynligvis vare måneder. Det kan blive en fordel for Maliki.

Desto mere Maliki kan forhale processen, desto større sandsynlighed for at han kan udnytte sin magtposition til at udmanøvrere Allawi og hans øvrige politiske modstandere.

USA’s og Irans aktie i regeringsdannelsen Obama-administrationen har under hele valgprocessen indtaget en tilbagetrukket rolle.

USA’s offentlige linje har lagt vægten på demokratiske principper frem for personpolitik.

Det skyldes for det første, at USA nyder gode samarbejdsrelationer med både Maliki og Allawi.

USA har ingen interesse i at ødelægge dette udgangspunkt ved at fremstå partisk. For det andet er USA stadig radioaktiv i irakisk politik. USA’s opbakning ville være et dødsstød for enhver politiker.

I kontrast spiller Iran en aktiv og åbenlyst partisk linje i Iraks valgproces. Iran har i udtalelser appelleret eksplicit til shiitisk solidaritet i regeringsdannelsen. I slutningen af marts rejste vicepræsident Mahdi fra INA, præsident Talabani fra den største kurdiske blok og en SoL-delegation til Teheran for at føre uformelle konsultationer.

Besøgene satte en tyk streg under, at Iran stadig er den mest indflydelsesrige eksterne aktør i irakisk politik. Voksende irakisk nationalisme betyder dog, at Iran i dag er mere varsom med at overspille dets

hånd af frygt for et tilbageslag mod Irans interesser og interessenter i Irak.

Hverken USA eller Iran ønsker et ustabilt og fejlslagent Irak. Ingen af de to lande har en interesse i en eskalation i det kurdiske Nordirak.

Washingtons og Teherans interesser i Irak er dog langt fra overlappende. Hvor USA i grove træk ønsker et stabilt og demokratisk Irak, som kan stå på egne ben og være en værdifuld allieret, ønsker Iran et svagt Irak underlagt Teherans dominans uden amerikansk tilstedeværelse.

Udfaldet af regeringsdannelsen i Irak kan i det lys få stor betydning for USA’s og Irans respektive mål. Ender regeringsdannelsen som i 2006 med en ekskluderende og splittet shiitisk regering, ville det styrke Irans position i Irak.

Modsat ville en tilstrækkeligt troværdig og inkluderende regering styrke Iraks stabilitet og politiske udvikling. Det ville fremme Washingtons interesser i Irak og lette den amerikanske tilbagetrækning.

Selvom Iran er en magtfuld aktør i Irak, kan USA stadig efterlade et varigt og afgørende fingeraftryk på Iraks udvikling. Bagdad er stadig afhængig af amerikansk støtte. USA’s tropper udgør stadig forskellen på ustabilitet og stabilitet dele af Irak – især i nord, som rummer de største langsigtede udfordringer for Iraks sikkerhed.

USA’s indflydelse er dog aftagende. I takt med at USA’s tilbagetrækning skrider frem, indskrænkes Washingtons mulighed for at støtte og presse Irak på rette vej. Fraset en ændring af tilbagetrækningsplanerne har USA efter 2011 et minimalt militært fodaftryk på irakisk jord.

Herefter vil USA, endnu mere end i dag, konkurrere med Iran om at præge Irak. Det er derfor nu, der skal gribes ind.

Vesten må ikke glemme Irak Iraks sikkerhed er udslagsgivende for Mellemøstens stabilitet og således afgørende for Vestens strategiske interesser i regionen. Strategisk er Irak et demografisk brændpunkt for regionens sunni-arabiske/shia-arabiske, arabisk/kurdiske, arabisk/persiske skel.

Irak kan udvikle sig til et demokratisk foregangsland for Mellemøsten og en moderat modvægt til fundamentalisme. Samtidig udgør Irak en indirekte regional kampplads mellem shiapersisk og sunni-arabisk dominans.

Det er stadig uvist, om Bagdad vil balancere mellem Riyadh, Teheran og Washington eller vælge side. Økonomisk har Irak en af verdens største oliereserver og kan mindske Vestens afhængighed af saudisk olie. I floderne Tigris og Eufrat har Irak potentialet til at etablere en landbrugsindustri, som kunne gøre Irak til Mellemøstens brødkurv.

Ideologisk er Irak en målestok for Vestens viljestyrke og succes i kampen mod radikal islamisme – også selvom fokus nu er på Afghanistan. Om USA’s exit fra Irak bliver anset for en ansvarlig tilbagetrækning fra et stabilt Irak eller en retræte, kan ifølge Henry Kissinger blive afgørende for ”the psychological balance in the war against radical Islam”.

Derfor er det alarmerende, hvor lavt Irak prioriteres i Vesten – både på den politiske og den mediemæssige dagsorden. Irak-politik behandles som indenrigspolitisk gift og udenrigspolitisk dødvægt.

Det var sigende, at præsident Obama i sin 71 minutter lange ”State of The Union”-tale i januar kun afsatte 101 ord til Irak til trods for, at USA på det tidspunkt havde godt 100.000 tropper i landet.

Andre allierede, som fra 2003 investerede menneskeliv, politisk kapital og enorme ressourcer i Irak, fordi ”vores sikkerhed er forbundet med Iraks udvikling” som det dengang blev sagt, har i dag reelt reduceret Irak-politikken til tomme talepunkter.

Tavsheden fra journalister og oppositionspolitikere er ligeså slående. Debatten om Irak er en skygge af sig selv. Det er i høj grad en negativ konsekvens af politikeres og journalisters tilbøjelighed til at påpege og polemisere modgang og fortie og fornægte medgang.

Nu hvor Iraks overordnede udvikling er positiv og grundlaget for invasionen uddebatteret, er Irak ikke et politisk opportunt debatemne eller en attraktiv forsidehistorie.

Det har flyttet værdifuld politisk fokus og kapital væk fra Irak-engagementet. Det sker i en tid, hvor konsolideringen af et stabilt og demokratisk Irak kan anes i horisonten.

Uanset hvad man måtte mene om invasionen, ændrer det ikke ved Iraks strategiske betydning.

Med så høje indsatser på spil, har Vesten ikke råd til at melde pas, forlade bordet og helt overlade Iraks fremtid til andre.

Hvis Iraks stabilitet smuldrer efter 2011, vil USA, EU og NATO stå i et vanskeligt og kostbart dilemma: lad Irak falde tilbage i vold og politisk kaos – med alt hvad det indebærer af fremtidige risici – eller send tusindvis af tropper tilbage til Irak.

Christian Bayer Tygesen (baytyg@gmail.com) har netop afleveret sit speciale ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han skrev speciale om forholdet mellem Iraks civil-militære relationer og landets politiske udvikling.

VERDEN 7. april 2010

USA OG ISRAEL I virkeligheden er de stadig venner De færreste lande slipper af sted med at fornærme en amerikansk vicepræsident – og iagttagere har da også beskrevet det amerikansk-israelske forhold som historisk dårligt. Men under stridighederne er alliancen stærk.

Af Martin Wøldike, New York

I begyndelsen af marts rejser den amerikanske vicepræsident til Israel. I lommen har han en tale.

Udover roser til både Israels og palæstinensernes villighed til at indgå indirekte fredsforhandlinger har Joe Biden, som et led i Obama-regeringens strategi over for israelerne, planlagt at tale om det ubrydelige bånd, der i årtier har eksisteret mellem USA og Israel.

Men i stedet for et hjertevarmt besøg, der skal kickstarte en ny omgang fredsforhandlinger, bliver Bidens Israel-visit en opvisning i noget, der siden er blevet kaldt alt fra ualmindelig amatøragtig bad timing til en skammelig personlig fornærmelse af vicepræsidenten.

Biden var ellers kommet til Israel for at revitalisere forholdet mellem de to lande, som ikke har været det bedste, siden præsident Obama kom til magten i januar sidste år. Men han blev mødt med en overraskende offentliggørelse af israelernes planer om at bygge 1.600 nye bosættelsesboliger i Østjerusalem.

Offentliggørelsen kommer på et yderst sårbart tidspunkt for de skrøbelige fredsforhandlinger, der imidlertid fortrænges fra dagsordenen af Israels opførsel og den skade, handlingen gør på forholdet til landets vigtigste allierede: USA. Ved sin tiltræden sidste år krævede Barack Obama nemlig, at den israelske regering skulle standse enhver ny bosættelse på den besatte Vestbred og i Jerusalem. Dengang afviste Israels regeringschef, Benyamin Netanyahu, det amerikanske krav, og i stedet måtte Obama moderere sit standpunkt for at få Israel til at acceptere et begrænset og midlertidigt stop for flere bosættelser: Ti måneders pause for nye bosættelser på Vestbredden – et løfte, Jerusalem blev holdt uden for.

Det var en markant fornærmelse Men selvom de nye bosættelser ikke overtræder aftalen, mener mange, at opførelsen – og tidspunktet for offentliggørelsen – var en klar fornærmelse af amerikanerne. Én af dem er Mellemøstkommentator og redaktør på the Middle East Bulletin, Moran Banai: ”Jeg er ikke i tvivl om, at det var en fornærmelse af USA og en personlig fornærmelse ikke mindst af vicepræsident Joe Biden. Selv hvis Netanyahu ikke kendte til beslutningen om de nye bosættelser – og

det er muligt, han ikke gjorde det – så er det en fornærmelse af den slags der skulle have været undgået. Netanyahu er leder af regeringen, og uanset hvad er det hans ansvar at have styr på sådan noget.

Men det viser også, at der må have været nogen i den israelske regering, der har syntes, at timingen var perfekt. For det var ikke bare samtidig med Bidens besøg i Israel, men det var også få dage efter, at George Mitchell [Obamas Mellemøstudsending, red.] havde annonceret, at man var vendt tilbage til forhandlingsbordet.

Forhandlinger, som ikke blot var godkendt af israelerne og palæstinenserne, men også af Den Arabiske Liga – hvilket i sig selv er noget af en bedrift. Derfor tror jeg også, at Obamas regering, med rette, følte sig gjort til grin af den israelske regering. ”Indholdet og timingen af planernes offentliggørelse, særlig hér hvor vi har indledt forhandlinger, er præcis den type skridt, der underminerer den tillid, vi har behov for lige nu,” sagde vicepræsident Joe Biden kort tid efter offentliggørelsen.

Tre dage senere var det udenrigsminister Hillary Clintons tur til at tale med store bogstaver over for Israel. I en 45 minutter lang telefonsamtale med premierminister Benyamin Netanyahu, sagde Clinton, at planerne om nye bosættelser ”sender et dybt negativt signal”, hvad angår Israels holdning til forholdet mellem USA og Israel.

Hun gjorde det klart, at den israelske udmelding var ”i strid med ånden” i vicepræsidentens besøg, og at hele sagen havde ”undermineret tillid og tiltro til fredsprocessen og skadet USA's interesser”.

Bom! Så var stilen lagt, og mange talte om et historisk dårligt forhold mellem de to lande og om en diplomatisk krise, der ikke havde noget fortilfælde.

Det afvises dog af den israelske kommentator Neil Lazarus, der underviser israelske diplomater i strategisk kommunikation: ”Jeg vil ikke kalde det en historisk krise, men det var en meget delikat situation. Når alt kommer til alt, så mener jeg dog ikke, at forholdet mellem USA og Israel grundlæggende er blevet påvirket. Det er et forhold, der stikker meget dybere end som så.

Det bygger på fælles værdier som ytringsfrihed og demokrati. Det er hér, ’familie-argumentet’

kommer ind. Man kan godt være uenige eller ligefrem skændes i en familie, men man forbliver beslægtet uanset hvad. Og det gælder også for Israels forhold til USA. Vi er to uafhængige lande, der har et meget tæt forhold til hinanden.”

Den israelske lobby – og valget, der venter At forholdet er tæt – eller ”særligt” – var tydeligt at se, da Netanyahu i slutningen af marts var i Washington for at tale til den pro-israelske lobby AIPAC. Netanyahu mødtes i den forbindelse også med præsident Obama i Det Hvide Hus til en samtale om byggeplanerne i Østjerusalem.

Mange mente, at dette var en passende lejlighed for præsidenten til at stramme skruen over for Israel. Men selvom Obama – til nogen overraskelse – rent faktisk gav Netanyahu en forholdsvis kold modtagelse (fx ved at spise middag alene og ikke afholde nogen form for pressemøde efter mødet), så forsømte han alligevel muligheden, mener den amerikanske forfatter, Cheryl Rubenberg, der har skrevet flere bøger om konflikten i Mellemøsten og Israels forhold til USA: ”Der er ganske enkelt ingen sammenhæng mellem den kritik, regeringen retter mod Israel, og hvordan den i realiteten agerer over for israelerne.

Allerede i forbindelse med Goldstone-rapporten [FN-rapporten, der konkluderede, at både Israel og palæstinenserne havde begået krigsforbrydelser under Gaza-konflikten i 2008-2009, red.] måtte Obama tænke sig om en ekstra gang, før han reagerede.

Og da Netanyahu var i Washington forleden, godkendte Obama, at Israel køber seks amerikansk producerede fly til i alt tre milliarder dollars. Vi ved også, at Obama tidligere har sagt, at han under ingen omstændigheder ville bruge den økonomiske eller militære støtte til at presse Israel.

Samtidig så vi, hvordan Clinton tog til AIPAC’s møde og meldte ud, at Israel stadig er USA’s nærmeste allierede, og altid vil være det – og at hele denne sag blot var en stor misforståelse. Men hvad er ordene og kritikken så værd, hvis regeringen ikke er klar til at følge dem op med handling?”

Banai mener også, at fly-aftalen er et tydeligt bevis på, hvor tætte allierede de to lande er: ”Uanset op- eller nedture i retorikken, så er det tætte forhold jo nærmest en naturlov og noget, som begge parter holder meget fast i. Noget af det, som ofte går tabt, når folk ser på forholdet mellem USA og Israel, er, at Obama-regeringen har støttet Israel i flere forskellige sammenhænge.

På lavpraktisk dag-til-dag basis fortsætter forholdet. Men jeg tror dog stadig, at præsidenten blev afsindigt krænket af den behandling, hans vicepræsident fik af israelerne, og det har helt sikkert ikke hjulpet på det, at Netanyahu holdt en tale til AIPAC’s møde, der fuldstændig manglede enhver forståelse af alt det, der lige var sket.

Hillarys tale ved AIPAC’s møde var derimod et godt eksempel på, hvad det hele handler om: nemlig at der her er tale om to meget nære allierede, der deler mange af de samme strategiske interesser og som er gensidigt afhængige af hinanden.

Clintons tale slog netop fast, at den nuværende regering er præcis som alle tidligere regeringer nemlig en nær allieret af Israel. Mange opfatter Obama-regeringen som anderledes, når det handler om alliancen med Israel, men det er ikke tilfældet.”

AIPAC forsøger ihærdigt at presse Det Hvide Hus til at gøre en ende på spændingerne med Israel. Mere end tre fjerdedele af medlemmerne af Repræsentanternes Hus har skrevet under på AIPAC’s opfordring til Obama om, at regeringen bør være ”blødere” over for Israel. Og Obama skal tage med i sine beregninger, at der er et midtvejsvalg til november. ”Hele kampen om at få sundhedsreformen vedtaget har gjort mange Demokrater utilfredse med Obama, og derfor skal han være forsigtig med at ophidse alt for mange med Israel-konflikten, så det risikerer at gå ud over valgresultatet til efteråret,” siger Cheryl Rubenberg.

Hun mener, at AIPAC kan være afgørende for de Demokratiske stemmer ved efterårets midtvejsvalg: ”AIPAC må ikke støtte kandidater økonomisk, men de får valgt mange og sørger for at sidde med i hvert eneste udvalg i Kongressen. De kender hver eneste kongresmedlems holdninger. Og når tiden nærmer sig et valg, er der pro-israelske foreninger over hele landet, som godt kan støtte kandidater økonomisk. De kan så støtte et siddende kongresmedlem – eller, hvis han har gjort noget, de ikke bryder sig om, en modkandidat. Derfor er det en rigtig god idé at holde sig gode venner med dem.”

Israelerne har gjort det før Det er langt fra først gang, israelerne opfører sig, som de har gjort i denne omgang.

Rubenberg: ”Da tidligere udenrigsminister George Baker forsøgte at afholde Madridkonferencen [en konference afholdt i Madrid 1991, der skulle være første skridt på vejen mod fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne, red.], byggede Israel stort set en ny bosættelse, hver gang han kom til Israel.

Til sidst sagde daværende præsident Bush, at han under ingen omstændigheder ville give efter for israelernes krav og endte med at tilbageholde en lånegaranti på 100 millioner kroner til israelske bosættelsesprojekter. Så de fleste amerikanske regeringer har bøvlet med den slags små uenigheder.

Alle præsidenter har kæmpet med den slags, men som regel uden at det reelt har betydet nogen egentlig ændring i politikken.”

Selv hvis man går tilbage til Reagan eller Carter, har det altid været USA’s politik, at nye israelske bosættelser var uacceptable og udgør en hindring for Israels mulighed for at opnå fred med sine naboer: ”Den tidligere regering [George H. W. Bushs regering 1989-1993, red.] var tværtimod meget længere fremme handlingsmæssigt end Obamaregeringen, fordi den var villig til at tilbageholde lånegarantier på lån, der skulle gå til bosættelserne”, siger Banai.

”Dét, denne regering fra begyndelsen besluttede at gøre, var til gengæld at sige, at alle parter først og fremmest skulle leve op til deres forpligtelser.

For israelerne betød det at stoppe byggeriet af nye bosættelser – for det er, hvad Israel havde lovet i køreplanen [Køreplanen for Fred, som blevet foreslået af den såkaldte Mellemøstkvartet bestående af USA, EU, Rusland og FN i 2002, red.], ligesom palæstinenserne havde lovet at gennemføre demokratiske reformer og afstå fra at bruge terror. Så da Obama-regeringen kom til, var kravet om at Israel skulle standse bosættelserne ikke bare et tilfældigt påfund fra amerikansk side eller et spørgsmål om at tilfredsstille den arabiske verden.

Det handlede ganske enkelt om, at begge parter skulle leve op til deres forpligtelser i Køreplanen for Fred. Til gengæld for dét ville USA så række ud hånden ud til den arabiske verden. Så i den plan lå der altså et krav om handling til alle parter.”

Der er punkter, hvor Obama i sin håndtering af fredsprocessen adskiller sig fra tidligere præsidenter. Allerede fra første dag på kontoret ringede han til lederne i Mellemøsten for at slå sin linje fast.

Det var ganske utraditionelt, da en nyvalgt præsident som regel først vil tage kontakt til en canadisk eller britisk premierminister, men Obama ønskede at signalere til parterne, at fredsprocessen var en af hans store prioriteter.

Ifølge Moran Banai er det dog især Obamas mere distancerede facon, der adskiller sig fra hans forgængere: ”Bush-regeringen var villig til at giver israelerne meget mere plads til at gøre, hvad [israelerne selv] syntes var det rigtige. George W. Bush var altid meget kammeratlig, når man så ham med andre statsledere. Der er for eksempel et meget berømt billede, hvor han holder i hånd med Saudi-Arabiens Kong Abdullah, og han var i det hele taget meget jovial og afslappet på den front.

Dér er Obama en helt anden type. Han er langt mere eftertænksom, og han har en helt anden måde at håndtere andre statsledere på end sin forgænger. Selv Bushs forgænger, præsident Clinton, der også altid var meget venskabelig og afslappet med andre ledere, havde også svært ved at tackle Netanyahu, hvilket kunne tyde på, at det ikke kun er Obama, der er problemet.”

Desuden har Obama en mand, som virker mere dedikeret til fredsprocessen end de fleste. ”George Mitchell er en udholdende mand, ” siger Moran Banai. ”Han har holdt ud gennem et par meget svære måneder, og jeg tror ikke, han har i sinde at give op lige med det samme.

Det er sjældent, han står frem offentligt og siger noget, men én ting, som han ofte gentager, er, at det tog 700 dages fejltagelser og én dags succes at få fred i Nordirland – og det er sådan set et meget godt billede på, hvordan han også arbejder i Mellemøsten.”

Martin Wøldike er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2008. For tiden læser han master i International Affairs på The New School i New York.

Han har tidligere arbejdet på TV2 Nyhederne, TV Avisen og Deadline.

BREVE FRA BRUXELLES 7. april 2010

UNGDOMSARBEJDSLØSHED Fra ”Den tabte Generation” til ”Generation håb”?

Den økonomiske krise har forårsaget en massiv stigning i arbejdsløsheden i hele EU, men det er samtidig tydeligt, at de unge er ramt forholdsmæssigt hårdt. Der må handles for ikke at miste betydelige ressourcer og svigte den uge generation på arbejdsmarkedet.

Af Emilie Turunen (MEP, SF)

I Storbritannien kalder de os ”Den tabte Generation” [”The Lost Generation”]. I Frankrig går vi under navnet ”Den usikre Generation” [”Génération Précaire”], der henviser til unges forhold på et stadig mere dereguleret arbejdsmarked. I Italien og Spanien kalder de os: ”Mileuristas”, for unge uddannede, der tjener mindre end 1000 Euro om måneden.

Og i Grækenland betegnes det samme fænomen ”600-Euro-istaer”, altså en henvisning til en endnu lavere løn.

Min generation er ”the IPOD Generation” – usikker, under pres, overbeskattet og gældsatte.

Ikke overraskende, at Europas unge mister tillid til deres politiske ledere med de mærkater.

I dag er mere end 5,5 millioner unge under 25 arbejdsløse i Europa – det svarer til 21,4 procent af ungdommen, en stigning på 25 procent på blot ét år og mere end dobbelt så højt som den generelle arbejdsløshed. Desværre ser det ikke ud til, at tiden læger alle sår for Europas unge: Arbejdsløsheden forventes at stige yderligere de kommende år.

Det er derfor, at jeg ikke tøver med at udpege ungdomsarbejdsløshed til at være et af Europas og Danmarks mest presserende problemer. Vi risikerer at miste en generation til social eksklusion, og samtidig gambler vi med EU’s økonomiske og sociale sammenhængskraft.

Behovet for fælles strategier til at skabe jobs og få ungdommen i arbejde er måske mere akut end nogensinde. Økonomiske og sociale konsekvenser Det er bredt anerkendt, at ungdomsarbejdsløshed skaber store sociale og økonomiske udgifter for vores samfund. Tabet skal her forstås som et tab af muligheder for økonomisk vækst; erosion af skatteindkomsterne, der igen formindsker investeringer i infrastruktur og velfærd. Dertil kommer stigende udgifter til understøttelse og ubenyttede investeringer i uddannelse.

Europas unge er en sand skattekiste af uudnyttede menneskelige ressourcer, og det er først og fremmest de politiske ledere, der har ansvaret for at finde nøglen til kisten.

Beregninger fra ETUI [European Trade Union Institute, red.]) viser, at en halvering af verdens ungdomsarbejdsløshed – i 2009 ville det være en halvering fra 13,4 % til 7 % – ville sikre en vækst i verdensøkonomien på tre billioner US dollars, en forøgelse på 6 procent af det globale BNP. Det svarer til omkring 17 billioner danske kroner, ca. 10 gange Danmarks BNP. De samme tendenser gør sig gældende i EU, hvor en tilsvarende kontant gevinst kan forventes. Men det er ikke kun de økonomiske perspektiver, der kalder på handling, det samme gør de sociale perspektiver: At starte sit arbejdsliv som arbejdsløs skaber vedvarende ar. Nyligt offentliggjorte britiske studier indikerer, at ungdomsarbejdsløshed har en skadelig effekt i det videre liv. Risikoen for at blive arbejdsløs er mere end to gange højere for unge, der var arbejdsløse det foregående år, i forhold til unge, der var i arbejde.

Langtidsledighed og lavere indkomstniveau senere i livet er også blandt de alvorlige skrammer, som unge ledige risikerer at få med sig.

Desuden ses det, at sygdom, kriminalitet og selvmordsrater er stigende i takt med længden af arbejdsløshedsperioden. Vi ved det fra 1980’erne: dem, der starter ude i kulden, bliver ude i kulden.

Det er for alvorlige konsekvenser til, at vi kan lade dem gentage sig. Vi hverken kan eller skal acceptere at tabe Europas unge til social eksklusion.

Ikke blot beskæftigelse, men ordentligt arbejde Ikke kun krisen har skabt barrierer for unge på arbejdsmarkedet. Siden 1980’erne har der fra politisk og forskningsmæssigt side været særligt

fokus på de generelle arbejdsmarkedsbarrierer for unge som et vedvarende tema. Nogle fakta indikerer problemets omfang: Unge er ikke bare mere arbejdsløse end den generelle befolkning, de er også oftere ansat i usikre, midlertidige jobs med lav løn, lav sikkerhed og mindre social beskyttelse.

En stor gruppe unge er fanget i uformelt arbejde, hvor de hverken er beskyttet af arbejdsmarkedslovgivningen eller har adgang til det sociale sikringssystem.

Unge arbejdere oplever lavere standarter i forhold til arbejdsmiljø – eksempelvis har unge arbejdstagere 50 procent større risiko for at blive involveret i en ulykke end deres mere erfarne kollegaer.

At promovere ”ordentligt arbejde” for unge – og ikke blot ”hvilket som helst arbejde” – har en række positive sidegevinster: det frigør multiplikator-effekter gennem hele økonomier og samfund, blandt andet ved at øge investeringer og efterspørgsel blandt forbrugerne og sikre mere stabile sociale bånd mellem generationer.

Desuden hjælper det unge med at gå fra social afhængighed til selvstændighed og løfter de svageste unge ud af fattigdom samt muliggør at de kan tage aktivt del i samfundet. Det er værd at kæmpe for.

Følgende kan og må gøres Mens udsigterne for højere beskæftigelse for Europas unge er dystre, så er der lyspunkter: Først og fremmest er der utrolig meget at vinde, hvis vi lykkedes med at inkludere flere unge i arbejdsstyrken og i samfundet. Vi må i gang med at udstikke langsigtede løsninger, der ikke kun sikrer flere jobs for unge, men også bedre og mere sikre jobs.

At tackle unge-udfordringen kalder på en integreret tilgang, som formår at kombinere mikro- og makroniveauet, som fokuserer på såvel udbuds- og efterspørgselssiden, og som adresserer både den kvantitative og kvalitative del af beskæftigelse. Og så må vi finde en klog kombination af uddannelses-, finans-, beskæftigelses- og socialpolitikker frem – vi skal have politikkerne til at fremme målene for unge, ikke modarbejde hinanden, som det indimellem er tilfældet i dag.

Alle EU’s medlemslande har ansvar for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden med politiske prioriteringer og strategier, som afspejler den specifikke nationale situation. Den nationale indsats og reelle dedikation kan EU ikke tage ansvar for. Det er dog vigtigt, at EU samler sig omkring fælles strategier for at løfte helheden ud af den tunge økonomiske situation.

Vi er faldet sammen, og enten går vi til bunds sammen eller rejser os sammen – sådan er de økonomiske og politiske realiteter i EU i dag. Fra et venstrefløjsperspektiv betyder dette en “Green New Deal” for Europa, der med ambitiøse

politiske mål og massive offentlige investeringer skal få vores økonomi, klima og beskæftigelse tilbage på sporet.

Med en ambitiøs grøn investeringsagenda kan vi løse krisen og starte et nyt kapitel i fortællingen om Europa som økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig region.

Med investeringer i vedvarende energi, grøn teknologi, infrastruktur, uddannelse, stærkere sociale sikringssystemer, et mere dynamisk arbejdsmarked og ordentligt arbejde til alle kan vi transformere de europæiske arbejdsmarkeder og kickstarte en bedre fremtid for ungdommen.

Politikere taler – ledere handler Europas politiske overhoveder har sat ungdomsarbejdsløshed på deres mødeplaner, men de har stadig til gode at sætte det på deres handleplaner.

Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), sagde i en tale sidste forår, at hans søn aldrig skulle opleve ungdomsarbejdsløshed.

Det ser nu ud til, at det løfte bliver meget vanskeligt at holde. I tæt parløb med sine kollegaer fra Europas blå regeringer er Løkke ikke bare i gang med at svigte sin egen søn, men alle sønner og døtre i Europa.

Det er på tide at vågne op og levere nye jobs til ungdommen, at sikre meningsfuld aktivering og social inklusion. Det er ikke umuligt! I Norge og Storbritannien er de allerede godt i gang med ungdomsgarantier og med skabelse af tusinder af nye jobs til unge arbejdsløse.

Det koster på budgetterne nu, men vil til gengæld komme statskassen mange gange igen. At tage ungdommen med ombord nu er en god forretning – både når vi taler demografisk udvikling, hænder i fremtiden og produktivitet.

Spørgsmålet er, om Danmark med Lars Løkke ved roret vil satse på ungdommen eller lade det blive ved snakken?

Jeg vil, at vi i Europa og Danmark sætter unge øverst på den politiske agenda. Og jeg appellerer til alle politiske niveauer om at tage udfordringen op. Vi kan stadig nå at forvandle ”Den tabte Generation” til ”Generation Håb”.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen.

INTERVIEW 7. april 2010

DANMARK Den (u)mulige efterlønsreform Efterlønnen er igen til debat. Tirsdag i sidste uge præsenterede Villy Søvndal således idéen om, at man kan blive nødt til at ændre på ordningen, for at få folk til at arbejde længere og derved imødekomme de kommende demografiske udfordringer [Politiken, d.30/3, red.]. Men emnet er blandt de mest følsomme på den politiske dagsorden. ”Det bliver over mit lig” udtalte Henrik Sass Larsen (S) i løbet af ugen, og han er langt fra den eneste, som forholder sig skeptisk i forhold til efterlønsreformer.

RÆSON har talt med Torben M. Andersen, professor i Økonomi ved Århus Universitet samt Jørgen Goul Andersen og Asbjørn Sonne Nørgaard, professorer i Statskundskab ved henholdsvis Århus Universitet og Syddansk Universitet, om behovet og mulighederne for reformer.

Af Julian Christensen, stud.scient.pol.

”Vi bliver nødt til at finde en vej frem. Med de ordninger og det skattesystem vi har i dag og med den ændring i befolkningens demografi, som foregår, så løber udgifterne fra indtægterne”.

Det mener Torben M. Andersen, professor i Økonomi ved Århus Universitet, tidligere overvismand og formand for Velfærdskommissionen, som i 2005 kom med sin rapport. Han henviser til, at danmarkshistoriens største årgange netop i disse år forlader arbejdsmarkedet og skal erstattes af 1980’ernes historisk små generationer. ”Man har i princippet et valg mellem enten at komme til at betale noget mere i skat, at lave besparelser eller at gøre det, som de fleste politikere er enige om – i hvert fald overordnet set – nemlig at øge beskæftigelsen. Og hvis løsningen skal være øget beskæftigelse, pointerer de fleste økonomer, at man nødvendigvis må gøre noget ved efterlønsordningen” I kølvandet på Torben M. Andersens velfærdskommission blev et bredt flertal i Folketinget enige om en velfærdsreform, som bl.a. indebærer en gradvis stigning i efterlønsalderen, begyndende i 2019.

Når man i dag diskuterer reformpolitik bruges tit det argument, at man dermed har lavet de tiltag, som er nødvendige.

Selvom Torben M. Andersen anerkender reformens effekter, så mener han langt fra, at man har nået det mål, som skal nås: ”2006-reformen har faktisk en ret stor effekt. Den løser ca. halvdelen af problemet.

Reformens ”skønhedsfejl” er dog, at den har en meget lang indkørselsfase. Først en del år efter 2019 vil reformens virkninger have fuld effekt.

Hvis man havde fået den indført noget tidligere, så havde det haft ret stor effekt, bl.a. fordi det er nogle ret store generationer, som ikke bliver berørt at reformen”.

Torben M. Andersen mener således ikke, at 2006-reformen er tilstrækkelig, heller ikke kombineret med nulvækst eller de millionærskatter, der kan blive en realitet, hvis vi får regeringsskifte ved det kommende valg.

Trods den økonomiske krise, som netop nu er med til at give befolkningen et indtryk af, at der er mere brug for arbejdspladser end for arbejdskraft, er reformbehovet presserende. ”Det står klart, at ledigheden i øjeblikket er stigende, men vi ved, at de demografiske forandringer er så store, at mangel på hænderdiskussionen, som vi havde inden krisen, vil dukke op igen. Det er som sagt nogle meget store generationer, som trækker sig ud, og nogle meget små, der kommer ind, og videre skal vi huske på, at det jo ikke er sådan, at mængden af arbejde er konstant.

Det så vi især med de arbejdsmarkedsreformer, der blev lavet i løbet af 90’erne under Nyrupregeringen: disse var i stand til at løfte beskæftigelsen ret markant”.

For entydigt et fokus på efterlønnen Mens Torben M. Andersen står fast på behovet for efterlønsreformer, er der dog andre, som

mener, at fokus på efterlønnen er for ensidigt et perspektiv. ”Efterlønnen er ikke det, jeg er mest bekymret for, når vi ser på den danske økonomi. Danmark er nok det land i Europa som har det mindste aldringsproblem, både pga. demografien, og fordi folk trækker sig senere tilbage end i næsten alle andre EU-lande.

Hertil kommer, at vi jo i 2006 har hævet efterlønsalderen til 65 år for dem, der i dag er under 40, samt at vi selv betaler stadig mere af vores pension. De beløb som staten har måttet punge ud med til pensioner, har stort set konstant været faldende som procent af BNP gennem de sidste 30 år.

Så problemet er altså så lille, at andre lande siger, at vi slet ikke har noget problem” bemærker Jørgen Goul Andersen, professor i Statskundskab ved Århus Universitet. ”Desuden udfaser efterlønnen jo delvist sig selv, fordi modregningen for arbejdsmarkedspensioner bliver stadig større. Folk som jeg selv vil ikke kunne få en øre, og for en stadig større del af befolkningen bliver det temmelig små beløb, de kan få i efterløn på grund af modregningen for pension”.

Han mener, at man i den generelle efterlønsdebat har haft en tendens til at fokusere på golfspillende tandlæger, der ikke har noget fysisk behov for en tidlig tilbagetrækning, og gør opmærksom på den sociale slagside, som han mener, at der vil være, hvis man fjerner efterlønnen: ”Man er nødt til at spørge sig selv: hvad gør vi ved slagteriarbejderne, gulvlæggerne og andre folk i fysisk krævende erhverv? Der er ikke nødvendigvis noget i vejen med dem, men de er simpelthen slidt op. De mænd, som går på efterløn, får gennemsnitligt et meget kort otium”.

Han henviser til, at overdødeligheden blandt mandlige efterlønsmodtagere er lige så stor som overdødeligheden hos arbejdsløse mænd.

Der er ifølge Jørgen Goul Andersen en større gruppe af folk, som har behov for en tidlig tilbagetrækning, men som ikke i dag passer ind i eksempelvis førtidspensionens målgruppe. Og de vil blive ramt fremover, allerede med de ændringer, der blev vedtaget i 2006.

Han medgiver da også, at det ikke mændene, man taler om, når man vil hæve efterlønsalderen: ”Det er kvinderne. De udgør det store flertal af efterlønsmodtagerne, og de har ikke en tilsvarende overdødelighed.”

Jørgen Goul Andersen er overordnet enig i, at det være en klar fordel at holde folk i længere tid på arbejdsmarkedet: ”Råderummet til velfærd bliver ubestrideligt større af, at der er flere i arbejde” bemærker han, men mener, at debatten i dag er alt for ensporet.

Man kan let komme til at stirre sig blind, og så glemmer man hurtigt en række andre problemer – som dem, der skabte den nuværende krise – men man glemmer også hurtigt andre muligheder.”

Han mener altså, at der er brug for et bredere fokus i den debat, som gør sig gældende: ”Der er mange metoder til at få folk til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet, og jeg tror, at man skal bruge

en mangfoldighed af metoder, i stedet for blot at stirre sig blind på den her efterløn.

I Danmark glemmer man også ”det hvide guld” - gruppen over 65, hvis erhvervsdeltagelse i mange lande er steget kraftigt. Og endelig ville folk i udlandet nok mest hæfte sig ved den anden ende af aldersskalaen - hvis man mener, der er et problem: Danskerne starter nemlig senere end i andre lande, fordi de er meget ældre, inden de afslutter deres uddannelse. Der afviger vi i negativ retning”.

Ifølge Goul Andersen vil en stor del af problemerne løse sig selv, gennem arbejdsgivernes egne tiltag: Hvis arbejdsgiverne virkelig er pressede, som vi så i 2006-2008, så begynder de også at tage sig sammen for at få de ældre til at blive.

I 1960’erne så man hvor meget man kunne gøre for at få kvinderne ind på arbejdsmarkedet.

Hvor der er vilje, er der også en vej – der er endda rigtig mange – hvis der er mangel på arbejdskraft.”

Politiske realiteter Uanset behovet for reformer, som mange eksperter har identificeret, har det som sagt vist sig svært at ændre ved netop efterlønnen. Ifølge Asbjørn Sonne Nørgaard, professor i Statskundskab ved Syddansk Universitet, findes der dog umiddelbart to situationer, hvor reformer kan være politisk mulige: ”Hvis vi forestiller os, at en meget massiv påvirkning fra eksperter og andre over lang tid får skabt en sådan fornemmelse og stemning i befolkningen, at det simpelthen er uansvarligt ikke at gøre noget ved den tidlige tilbagetrækning på arbejdsmarkedet, så kan man forestille sig, at det også vil lette de politiske omkostninger ved at få truffet nogle ellers upopulære beslutninger. Lidt ligesom at det lige nu opfattes som uansvarligt ikke at gøre noget ved arbejdsløsheden og krisen,” siger han. ”Et andet scenarie er, at politikerne får gennemført et bredt politisk forlig. Det gjorde man blandt andet med velfærdsforliget i forlængelse af Velfærdskommissionen. Rationalet er da, at man som politisk leder lægger et politisk emne dødt, således at man aftaler ikke at konkurrere herom.

Der vil derved ikke være nogen, som kan vinde eller tabe på at politisere det, man har indgået forlig om”.

Asbjørn Sonne Nørgaard gør det dog samtidig klart, at hele debatten om efterlønnen bygger på nogle præmisser, som man er nødt til at gøre sig klart: ”Når mange siger, at efterlønnen bør reformeres, så bygger det på de præmisser, at stigende skatter ikke er en mulighed, og at velfærdsstaten skal bevares nogenlunde, som vi kender den i dag”.

Selvom reformchancerne vitterligt vil være større efter et folketingsvalg, så mener Asbjørn Sonne Nørgaard ikke, at efterlønnen umiddelbart står for skud, selv efter et valg: ”Socialdemokratiet og SF har det seneste halve år nærmest skærpet retorikken om, at de ikke vil gøre noget ved efterlønnen [inden Søvndals udmelding i sidste uge, red.]. De har nærmest taget de gamle argumenter frem igen, således at det ikke er et

spørgsmål om økonomi, men i stedet et spørgsmål om en velfortjent rettighed til at forlade arbejdsmarkedet efter et hårdt arbejdsliv,” siger han og forudsiger i øvrigt, at diskussion om efterlønnen sikkert vil fortsætte langt ud i fremtiden. ”Hvis man vil bevare den velfærdsmodel, vi har i dag, med gratis offentlige ydelser og stor omsorg og service i den offentlige sektor, og man ikke vil røre særlig meget ved skatterne, så går problemet ikke væk. Det er noget, vi vil komme til at diskutere mange år endnu”.

Torben M. Andersen er professor i Økonomi ved Århus Universitet.

Jørgen Goul Andersen og Asbjørn Sonne Nørgaard er professorer i Statskundskab ved henholdsvis Århus Universitet og Syddansk Universitet.

DANMARK 7. april 2010

DANMARK ”Det handler om gælden, tosse” ”It's the economy, stupid” lød det i Bill Clintons valgkamp i 1992, da han overraskende slog golfkrigens sejrherre, George Bush sr. Det vil med stor sandsynlighed blive variationer over samme tema, der kommer til at styre den kommende danske valgkamp. Med den økonomiske krise og den store danske statsgæld vil økonomiske emner blive helt centrale.

Af Morten Østergaard (MF, RV), finansordfører

Modsat mange af tidens mest konkurrencebetonede politiske områder, hvor synspunkterne på tværs af den politiske skala i stadigt stigende grad er svære at skelne fra hinanden, så synes der at blive stadigt tydeligere skel i politikernes holdninger inden for den økonomiske arena.

Socialdemokraterne føler med nogen ret, at de bliver bekræftet i deres hovedbudskab fra folketingsvalgkampen 2007: at man måtte vælge mellem skattelettelser eller velfærd. Det gik ikke med begge dele.

Spørgsmålet er, om man kan vinde et valg på at have haft ret, og at ville rulle tiden tilbage ved en justering af regeringens skattereform med højere indkomstskatter og afgifter, der skal skattefinansiere en ny regerings ambitioner om at lukke hullerne i økonomien og udvide velfærden?

Selv bageste mand i Venstres gruppe har allerede lært at sige som Claus Hjort: ”Socialdemokraterne og SF vil bruge to kroner, hver gang de har én”.

Venstres nye formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, vil tilsyneladende trække en gammel hest ud af stalden. Nemlig myten om, at borgerlige regeringer er mere økonomisk ansvarlige end S-regeringer. Spørgsmålet for Løkke er, om han ikke havner mellem to stole.

I hvert fald er Løkkes økonomiske politik med reformpause og nulvækst i de offentlige udgifter allerede nu så gennemhullet af nærmest den samlede uafhængige økonomiske sagkundskab, at politikken i meget høj grad synes at sætte partiets hævdvundne positive borgerlige kendetegn om økonomisk ansvarlighed på spil.

Nulvækst er nul troværdighed for en regering, der endnu ikke har kunnet holde sig til sine hidtidige meget højere vækstmål, og i gennemsnit har haft en vækst på 1,6 % i de offentlige udgifter.

Når den økonomiske politik endvidere baserer sig på besparelser og mådehold frem for strukturreformer med varig effekt, så kan Løkke regne med at havne i et krydspres mellem uafhængige økonomiske instanser, der underkender hans politik som utroværdig og SSF, som vil portrættere hans politik som den sociale massegrav.

Vejen frem: Reformer, snarere end besparelser og beskatning Bag alle disse politiske overvejelser gemmer sig nogle barske økonomiske realiteter. Da regeringen for nylig fremlagde det såkaldte Konvergensprogram for 2009 [24.februar, red.], opgjorde den et behov for at finde 31 mia. kroner for at nå målet om en holdbar økonomi i 2015.

Og her skal man huske, at årene fra 2015-2020 er de demografisk rigtigt slemme. Dem har regeringen endnu ikke turde forpligte sig på.

Der er grundlæggende tre måder, at løse 2010’ernes entydigt største politiske udfordring på, hvis man ikke blot vil gældsætte nationen og dermed komme til at trække med gigantiske rentebyrder: Man kan gå beskatningsvejen, hvor de offentlige indtægter øges ved at hente flere kroner op af borgernes lommer gennem højere skatter og afgifter. Det er særligt S-SF, som synes at ville betræde denne sti.

Alternativt kan spare sig ud af problemerne ved at reducere sine udgifter til offentlig service.

Det vil være dramatiske forringelser. I runde tal kan man skaffe 30 mia. kr. ved at lukke hver anden daginstitution, nedlægge politiet og lukke de fire største universiteter. Det er temmelig urealistisk, men regeringen har altså indtil videre hovedsagligt peget på sparevejen.

Til sidst er der reformvejen. Reformer, der indebærer, at man ændrer på de grundlæggende strukturer, således at flere bliver på arbejdsmarkedet længere, og at dem, der allerede er på arbejdsmarkedet, arbejder noget mere.

Det er denne reformvej, der samstemmende er anbefalet af Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen og Det Økonomiske Råd. Det er den, som EUkommissionen i sin første vurdering af det danske konvergensprogram peger på som den manglende brik, der kan gøre regeringens økonomiske målsætninger troværdige.

Det Radikale Venstre har gjort sig til talsmand for reformvejen. Vi har fremlagt et samlet reformprogram til 30 mia. kroner, som indbefatter reformer af efterløn, dagpenge og beskæftigelsesindsats samt udenlandsk arbejdskraft. ”Det handler om gælden, tosse” Regeringen har siden sin rokade og præsentation af regerings- og konvergensprogram fokuseret på den økonomiske politik frem til 2013. Vi må imødese et krav om at indhente 24 mia. kr. for at nedbringe det offentlige underskud, som vi har i dag. Dem vil regeringen især søge at vil finde ved at bremse de offentlige udgifter.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen slår sig op som en ”praktisk mand”, der vil tage problemerne i den rækkefølge, de præsenterer sig.

Dette påtagede folkelige synspunkt dækker over, at regeringen skal finde de 31 mia. i varige forbedringer for at nå sit mål for 2015. Det lyder ambitiøst, og det er ambitiøst. Men det er alligevel et røgslør.

Selv hvis regeringen opnår det, ingen regering har gjort i nyere tid, nemlig nulvækst i de offentlige udgifter. Og selv hvis den når sit 2015mål, hvad der ikke findes en økonom uden for Finansministeriet, der tror et øjeblik på. Selv da, vil Danmark fra 2015 og frem have et tordnende underskud og voldsom gældsopbygning. Den skinbarlige virkelighed er truslen om en gæld på 2.000 mia. kr. i 2050.

Gæld i den størrelse betyder enorme renteudgifter – penge taget op af de arbejdende generationers lommer for at betale af på tidligere tiders overforbrug. Derfor er det det helt centrale princip om, at enhver generation bør betale sine egne regninger, som er på spil. ”Det handler om gælden, tosse” – kunne man oversætte Clintons gamle slogan til. Selvom ingen slår sig op på at ville stifte gæld, er ethvert nej til reformer også et ja til gældsætning. Kun ved at øge andelen af os, som betaler på bekostning af andelen, som modtager, kan vi reelt ændre vores skæbne, som den prognosticeres i de berømte 100 års-modeller, som i de gode år fik daværende finansminister Thor Pedersen til, hjulpet af både egen og skæbnens ironi, at konkludere at Danmark

kunne købe hele verden. Dengang var gælden næsten væk.

Ifølge regeringens seneste prognoser vil gælden udgøre 45 % af BNP i 2015 – hvis regeringen altså når sine mål. Og derfra går det altså kun nedad bakke for demografien og økonomien.

Derfor er det en pseudo-diskussion, der kun tjener som en tolvstjernet afledningsmanøvre, når Claus Hjorth ikke vil tale reformer nu, fordi hans fokus er på 2013. Reformer tager tid, før de virker – for hvert år vi venter, desto større regning bliver der. Ikke til Claus Hjorths generation, bevares.

Men til de, der følger efter.

Generationstyveri indtil 2019 Det er i dette generationsperspektiv, at efterlønnen bliver så central. Kigger man på danskernes erhvervsdeltagelse er den i top i forhold til OECDlandene. Det gælder især for de 18-60 årige, her er Danmark tæt på top 3 i alle aldersgrupper. Det betyder, at der er meget lidt at hente i ekstra arbejdskraft i de yngre aldersgrupper.

Helt anderledes ser det ud for erhvervsdeltagelsen for de 60-64 årige, hvor vi ligger langt fra top 3. Magasinet ”Samspil.info”, der udgives af Arbejdsmarkedsstyrelsen, har beregnet, at var de 60-64 åriges erhvervsdeltagelse også i OECD top 3, så ville den offentlige økonomi være afsindige 27 mia. kr. bedre.

Vi hører om de nedslidte efterlønnere, som blot går på velfortjent tidligt otium. Men er danske ældre mere nedslidte end resten af OECD’s?

Næppe.

Velfærdsforliget fra 2006, som der i øvrigt kan siges meget godt om, er i sin essens et generationstyveri, som tiden forhåbentlig modner en voldsom revision af. Efterlønnens forsvarere hævder, at der med forliget er gjort det, der skal til i forhold til efterlønnen.

Men virkeligheden er jo, at det først er fra 2019, at reformen sætter ind. Formanden for Arbejdsmarkedskommissionen [2007-2009, red], Jørgen Søndergaard, kaldte med rette forliget for ”en gave til mennesker, der er født mellem 1948 og 1959.” Uanset deres helbred og arbejdsevne i øvrigt.

Man har altså bevaret efterlønnen, som vi kender den. Økonomisk svarer det ifølge Kommissionen til et tab på 270 mia. kroner. Eller mere end en Storebæltsbro per årgang i runde tal.

Er det rimeligt? Ikke hvis det sker på klods. Og det er her, at både regeringen og venstrefløjen skylder svar.

Hvis ikke man vil følge økonomers råd og Det Radikale Venstres politik og tage fat på den svære efterlønsdebat, så skylder man altså et svar på, hvordan man så vil få regningerne betalt.

Krisen og gælden i 2020 Det, man skal navigere efter i den forestående langvarige krig om den økonomiske ansvarlighed,

er altså gælden og 2020-perspektivet. Hvis man, som Claus Hjort ikke vil diskutere konsekvenser, der rækker længere end til 2013 eller 2015, er det, fordi man ved, at man ikke har svar på de svære spørgsmål, som tårner sig op derude.

Det Radikale Venstre har som eneste parti – regeringen medregnet – fremlagt en 2020-plan, der hænger sammen. Her sætter vi loft over gælden – vi accepterer højest 25 pct. af BNP i offentlig gæld.

Det kræver reformer og vækst i BNP at nå det mål. Derfor har vi som nævnt et bredt menukort af reformer, som tilsammen kan løse opgaven, men som også kan erstattes af andre reformer og tiltag. Vi deltager bare ikke i generationstyveri og smider ikke regningen til kommende generationer.

Der synes altså at være kridtet op til politisk duel, hvor hver løsningsmulighed har sit eget politiske talerør. Det Radikale Venstre i et vist omfang som musen, der tramper med elefanterne, men til gengæld med den økonomiske sagkundskab på holdet.

Løsningen bliver givetvis en kombination. Der bliver smalhals, og der vil blive prioriteret hårdere i den offentlige service i de kommende år. Der bliver givetvis nye indtægter fra enten skatter og afgifter eller måske brugerbetaling. Og så bliver der naturligvis reformer. For på et eller tidspunkt bliver alternativerne i al deres gru så klare, at danskerne vil nægte at acceptere andet end reformer.

Det afgørende spørgsmål er, hvem der er mest egnet til at lede arbejdet med at skabe holdbarhed i dansk økonomi. Det skal vælgerne tage stilling til.

I 1990’erne skabte SR et økonomisk mirakel.

SR forbedrede løbende holdbarheden i dansk økonomi. Under VK er det gået anderledes. Det er gradvist blevet værre.

Historien gentager sig aldrig, men hvis man skal måle 1990’erne og 00’erne op mod hinanden i reformvillighed og økonomisk ansvarlighed, så vinder 1990’erne med flere længder. Ikke mindst derfor er det vores vurdering, at de problemer, som er beskrevet ovenfor, kræver en ny regering for at blive imødegået.

Den nuværende har i hvert fald haft chancen uden at gøre det. Og vi skal nok tage ansvar for, at en regering, der er afhængig af os, vil føre en ansvarlig økonomisk politik.

VERDEN 7. april 2010

KRISEN For lånte penge – de store statsgælde kan være væksthæmmende Den danske statsgæld er voksende – men ikke truende. Udfordringen er langt større i andre lande, herunder USA, der pga. stigende sundhedsudgifter, ifølge Kongressens uafhængige økonomer risikerer, at statsgælden vokser til 98 pct. af BNP i 2020.

Mange landes store overforbrug og gældsoptagelse kan sløve den globale vækst i årene fremover, mener økonomiprofessor Carl-Johan Dalgaard.

Han peger samtidig på et nyt studie af de to økonomer Kenneth Rogoff, Harvard University, og Carmen Reinhart, University of Maryland, der finder, at en statsgæld på over 90 pct. af BNP lader til at være hæmmende for den økonomiske vækst.

Af Kenneth Praefke, stud.polit

Finanskrisen har sat fornyet fokus på de offentlige finanser. Regeringens konvergensprogram [fra d.

24/3, red.] viser et hul i statskassen på 31 mia. kr. i 2015. Eller 24 mia. kr., hvis man vurderer hullet, der skal fyldes ud fra EU's krav til den danske økonomiske formåen.

Det lyder voldsomt, men det danske statsunderskud udgør en forsvindende lille del af BNP sammenlignet med andre stater som eksempelvis Grækenland og USA. Med et offentligt underskud på 5,5 pct. af BNP i år vil Danmark dog – i henhold til den såkaldte stabilitetspagt – modtage en henstilling fra EU om at nedbringe underskuddet til 3 pct. af BNP i 2013.

Konvergensprogrammet, der også indeholder regeringens målsætning for nedbringelsen af den offentlige gæld, tegner samtidig billedet af en dansk statsgæld, der efter at have været en nettoformue i 2008 nu begynder at vokse igen.

Fra et overskud i 2008 på 6,5 pct. af BNP til en forventet gæld på 9,4 pct. af BNP i 2013.

Det er selvfølgelig finanskrisen, der øjeblikkeligt har lagt et fast pres på de offentlige finanser. Ser man et par år ud i fremtiden, vil tågen fra finanskrisen dog lette igen, og kun hvis ikke det demografiske holdbarhedsproblem løses – den gamle sang om færre i den arbejdsdygtige alder skal forsørge flere ældre (der oven i købet

lever længere) – vil statsgælden for alvor blive et truende problem.

Det mener blandt andre Carl-Johan Dalgaard, økonomiprofessor på Københavns Universitet: ”Isoleret set er gældsopbygningen ikke et stort problem for Danmark på kort sigt, siden vores gæld i udgangspunktet var forholdsvis beskeden.

Tværtimod er der fin mening i at absorbere forbigående konjunkturstød på den vis frem for at øge skatterne eller sænke det offentlige forbrug”.

Globale gældsproblemer Hvor Danmarks statsgæld stadig holder sig inden for rammerne af det kontrollable og siden 2001 faktisk i høj grad har udviklet sig efter politikerklichéen ”at lægge til side i gode tider for at bruge i dårligere”, så ser det værre ud i en del andre lande.

Allesteds omtalte Grækenland er med et budgetunderskud på 12,7 pct. af BNP i år (altså over fire gange af, hvad EU ”tillader”) og en statsgæld, der forventes at stige til 125 pct. af BNP i år, blandt klassens værste drenge – selv hvis man ser bort fra det faktum, at usikkerheden omkring de græske statistikeres evner eller vilje til at fremstille sandheden er stor.

Umiddelbart ser den fælles IMF-europæiske redningspakke [vedtaget på EU-topmødet d.

25.marts, red.] kun ud til at have stabiliseret situationen kortvarigt for grækerne. 10-årige

græske statsobligationer handles omtrent til samme rente som før redningspakken, cirka det dobbelt af tyske 10-årige statsobligationer, og det er et sikkert tegn på, at markedet stadig ser stor usikkerhed forbundet med grækernes gældsproblemer.

Også USA slås med gældsproblematikken. I Obama-administrationens nyligt fremlagte 2011budget trækker præsidenten 1267 mia. på kassekreditten og lægger yderligere dybde til de stigende gældsproblemer.

Sammenlagt med et budgetunderskud på 1,4 trillioner dollar i 2009 og 1,6 trillioner dollar i 2010 ventes den amerikanske føderale gæld at nå 68,6 pct. af BNP i 2011 mod 40,8 pct. af BNP i 2008. Der er således tale om en betydelig stigning i gælden over de kommende år.

Congressional Budget Office (CBO) [den amerikanske Kongres' uafhængige økonomiske vismænd, red.] arbejder i sin langsigtede fremskrivning af den føderale gæld med et niveau omkring de 65 pct. af BNP ved ud gangen af dette årti under nuværende lovgivning. Antager man i stedet det ikke usandsynlige scenarie, at alle skattelettelser, der er sat til at udløbe i de næste ti år – primært tidligere præsident Bushs skattelettelser – forlænges, forventer CBO, at den føderale gæld kan nå 98 pct. af BNP i 2020.

De kritiske 90 pct.

At betragte gælden i procent af BNP er nyttigt for at vurdere størrelsen af gældsudfordringen.

For USA gælder det, at man i det alternative scenarie i år 2020 vil skylde knap ét helt års produktion væk, mens den græske stat allerede nu skylder et og et kvart års produktion – mod den danske gæld på en tiendedel af et års produktion i 2013. ”Sædvanligvis operer vækstøkonomer med det synspunkt, at så længe staten kan svare sine forpligtigelser, er offentlig gæld ikke noget invaliderende problem for væksten. Men når gælden kommer ’ud af kontrol’ leder det til økonomisk ustabilitet, hvilket kan være væksthæmmende,” forklarer Carl-Johan Dalgaard, der har sit speciale i netop økonomisk vækst.

I teorien er det dog svært at sætte et niveau for, hvornår gælden er ude af kontrol.

Et nyligt studie af de to økonomer Carmen Reinhart fra University of Maryland og Kenneth Rogoff fra Harvard University undersøger imidlertid netop sammenhængen mellem statsgælden og den økonomiske vækst for at forsøge at sætte et tal på det niveau, hvor gælden er ude af kontrol og væksthæmmende.

De to økonomer når med udgangspunkt i data for 44 lande over 200 år frem til en konklusion, der ikke bør give den danske regering grund til bekymring, men derimod få endnu flere alarmklokker til at ringe i de græske regeringsbygninger.

Reinhart og Rogoffs undersøgelse viser nemlig, at når gælden når et niveau på 90 pct. af BNP [altså svarende til lidt under et års produktion, red.] har gælden en markant negativ effekt på den økonomiske vækst.

Det kan altså få konsekvenser for den amerikanske vækst, hvis de følger det mulige, førnævnte scenarie, hvor de i år 2020 vil skylde ét helt års produktion væk For gældsniveauer under de kritiske 90 pct. af BNP er der derimod ikke entydigt tegn på, at den offentlige gæld influerer på den økonomiske vækst.

Den konklusion gælder i øvrigt både for de udviklede (vestlige) lande og de spirende (asiatiske) økonomier.

Selvom datamaterialet i undersøgelsen ifølge Carl-Johan Dalgaard er ganske ”overbevisende”, er han dog ikke helt sikker på, at den økonomiske kausalitet [sammenhængen, red.] er entydig. Er det kun høj gæld, der påvirker væksten negativt, eller kan en dårlig vækst ligeså vel give høj gæld?

Den amerikanske økonom og tidligere Nobelprisvinder Paul Krugman har – selvfølgelig – også bemærket Reinhart-Rogoff-rapporten. ”Jeg undrer mig over resultatet, givet den egenskab, at nogle udviklede lande er i stand til at håndtere gældsbyrder så højt som 250 pct. af BNP,” skriver Krugman på sin blog på New York Times' hjemmeside. ”Det, jeg tror, jeg ser, selvom jeg ikke omhyggeligt har testet det, er, at forklaringssammenhængen i det store og hele går fra vækst til gæld snarere end den anden vej rundt.

Det er ikke så meget det, at der sker dårlige ting med væksten, når gælden er høj, det er mere det, at der sker dårlige ting for gælden, når væksten er lav.”

Krugmans pointe er altså den stik modsatte af Rogoff og Reinhart. Han mener, at lav vækst giver høj gæld, og at det altså ikke er en høj gæld, der giver lav vækst.

Det eneste tidspunkt, hvor USA har haft et potentielt skadeligt gæld-til-BNP-forhold på over 90 pct. var i de tidlige efterkrigsår. Her var væksten negativ, ikke på grund af gælden, men på grund af krigen, fremhæver Krugman.

Men da krig som bekendt ikke – og slet ikke inden for økonomiske beregninger – er en normaltilstand, har Krugman ikke leveret det afgørende argument. ”Jeg afviser ikke, at en høj gæld kan være et problem; men jeg mener, at man skal være forsigtig med at vurdere simple sammenhænge,” skriver Krugman da også selv om sin betragtning.

En forringet investeringslyst En anden effekt af de stigende statsgælde er, at gældssætningen presser de generelle renter op, som virksomheder og private låner til og dermed hæmmer investeringslysten. Med et økonomudtryk siger man, at der sker en ”crowding out” [fortrængning, red.] af de private

investeringer og forbrug på bekostning af det offentlige forbrug.

Jesper Rangvid, der er professor i finansiering på Copenhagen Business School, mener dog, at det er noget usikkert, hvor stor denne effekt er. ”Der er stor diskussion om, hvorvidt større gæld overhovedet har en effekt på renten [og dermed på investeringslysten, red.]; i mange undersøgelser kan man faktisk ikke vise, at der overhovedet er en effekt på renten af større gæld,” forklarer Jesper Rangvid. ”Jeg tillader mig alligevel at mene, at konsensusestimatet for USA nok er, at realrenten øges med 3-4 basispunkter for hvert procentpoint stigning i gælden i forhold til BNP.” Rangvid bruger sit estimat af gældens betydning for renten til et lille illustrativt regnestykke: ”I 2008 udgjorde den amerikanske gæld 41 pct. af BNP. Man regner med, at gælden vil nå 67 pct. af BNP i 2019 [Rangvid henviser til det konservative CBO-skøn, red.]. Det vil sige fra og med i dag, vil gælden som andel af BNP stige med 27 procentpoint.

Hvis estimatet med 3-4 basispunkter per procentpoint stigning offentlig gæld i forhold til BNP er rigtigt, betyder det, at den lange realrente om 10 år vil være steget med 0,75-1 procentpoint i forhold til i dag. Og en stigning i den lange realrente på ét procentpoint er jo faktisk rigtig meget.”

Det er svært at sige præcis, hvad en realrentestigning på et procentpoint vil betyde.

Men i forhold til det nuværende meget lave renteniveau i USA – den nominelle Federal funds rate, som centralbanken låner ud til pengeinstitutter for, ligger på 0-0,25 pct. – er det en markant stigning.

Sløv global vækst Carl-Johan Dalgaard forudser, at den store gældsoptagning i mange lande på én gang har den sandsynlige effekt, at det vil sløve den internationale økonomiske vækst. ”Da finanskrisen har provokeret mange lande til samtidig at opbygge en større offentlig gæld, kommer det sandsynligvis til at gå udover den globale økonomiske vækst.

Hvis vi tænker på verden som en lukket økonomi – hvilket man må antage er nogenlunde rimeligt – vil mindsket global offentlig opsparing nødvendigvis betyde mindre globale investeringer, øget global privat opsparing eller begge dele,” siger økonomiprofessoren med henvisning til den økonomiske ligevægt, der må være mellem opsparing og investeringer. Opsparing og investeringer er i en lukket økonomi – uden at gå dybere ind i forklaringen – lig hinanden.

Når staten øger sin gæld, svarer det til, at opsparingen mindskes, og der dermed er færre penge til investeringer. Hvis ikke statsgælden modsvares af en stigning i den private opsparing, der holder den samlede opsparing konstant.

I forhold til eksempelvis USA, vil det betyde, at når Obama-administrationen har et budgetunderskud på 1,6 trillioner dollar i år, vil det sænke den samlede opsparing, hvis ikke de 1,6 trillioner dollar modsvares af en tilsvarende stigning i den private opsparing.

Et klassisk syn på offentlig gæld kaldes ”ricardiansk ækvivalens”. Ifølge ricardiansk ækvivalens vil den private opsparing præcis modsvare faldet i den offentlige opsparing. Det skyldes, at den rationelle borger vil gennemskue, at statsgælden på et tidspunkt skal finansieres af højere skatter. Derfor sparer borgeren tilsvarende op for at ruste sig til den forventede skattestigning.

Dog holder den ricardiansk ækvivalens næppe – den private opsparing vil ikke fuldstændig modsvare den offentlige nedsparing – og dermed sker der en effekt på de globale investeringer.

Lavere investeringer betyder lavere produktion og i sidste ende lavere global vækst. Når det offentlige øger sit forbrug for at dæmpe virkningerne af den økonomiske krise, er det altså samtidig med til at sløve den globale vækst. ”Hvor kraftig effekten bliver [af den stadig større offentlige gæld, red] er svært at sige, da det afhænger af, hvor stor afvigelsen fra ricardiansk ækvivalens er, hvor store de offentlige underskud bliver, krisens varighed og så videre.

Men pointen er, at der næsten uvilkårligt vil være en vis effekt af gældsopbygningen, hvis den finder sted i tilstrækkeligt mange store økonomier på én gang – selv på kort sigt,” konkluderer CarlJohan Dalgaard.

En større offentlig gæld i mange lande samtidig vil altså formentlig sløve den økonomiske vækst internationalt. I et dansk perspektiv giver det dog god mening at udligne forbigående konjunkturstød ved at øge statsgælden – så længe balancen sikres på langt sigt.

Kenneth Praefke (f. 1987) er stud.polit og redaktør på de polit-studerendes internetportal Altandetlige.dk.

Har desuden skrevet freelanceartikler om økonomi til Uniavisen.dk og Weekendavisen. Kenneth blogger om økonomi på econblog.dk.