UGENS RÆSON

2. årgang, nr. 20, fredag 17/9 2010

DAN JØRGENSEN OM KLIMA: Regeringen Snorksover

VU ANGRIBER VK OVER AFGHANISTANEXIT: “Regeringen giver efter for bekymringen”

KAN FN REDDE SIG SELV? RÆSON REPORTER FRA NEW YORK

ØKONOMI: TORBEN M. ANDERSEN TIL RÆSON: Giv Folketinget udafhængige økonomer

FN: Michael Aastrup Jensen til RÆSON: Kun én vej til reform af FN

TORBEN M. ANDERSEN: GIV FOLKETINGET UAFHÆNGIGE ØKONOMER Oppositionen vil have Det Økonomiske Råd til at regne efter, når folketingets politikere præsenterer økonomiske udspil. Dét vil bryde Finansministeriets monopol på at være politikernes regnedrenge. Men tidligere overvismand Torben M. Andersen foreslår i et interview med RÆSON, at der oprettes en helt ny institution til opgaven. Modellen kunne være USA’s Congressional Budget Office. !Af Kenneth Praefke, RÆSONs økonomiske kommentator !Efter intense stridigheder om rigtigheden af udregningerne bag henholdsvis regeringen og oppositionens økonomiske planer, foreslår oppositionen, at Folketinget fremover får en vismandslignende institution til at regne forslagene efter i sømmene. En opgave, der i dag ligger i Finansministeriet. For oppositionen stoler ikke på, at regnedrengene i Finansministeriet kan holde politiske hensyn ude af deres udregninger. ”Vi vil gerne se på, hvordan vi kan styrke Det Økonomiske Råd, så de får muligheden for at udbrede deres arbejdsfelt,” sagde Morten Bødskov torsdag den 9. september til Politiken. Dagen efter en ophedet finanslovsdebat, hvor oppositionen først anklagede regeringens genopretningsplan for at falde fra hinanden, og finansministeren senere anklagede oppositionens tilsvarende plan for at være ti milliarder kroner for kort til at gå op.!

Bødskov har ingen steder nævnt det, men hans idé kunne være efter amerikansk forbillede. De amerikanske medier, tænketanke og kongresmedlemmer kunne næppe forestille sig en verden uden dem; Kongressens vismandslignende organ Congressional Budget Office, der regner efter, når politikere i Kongressen – eller præsidenten – kommer med økonomiske forslag. Hvad koster en idé rent faktisk?

Konoret har en bunden opgave: at sætte tal på politikernes luftkasteller – de laver ingenting på egen hånd. CBO, som de hedder i mediesproget i USA, vil i en dansk kontekst ligge et sted mellem vismændene – med deres uafhængighed – og Finansministeriet – som i dag er dem, der sætter tal på politikernes forslag. !

I regi af Det Økonomiske Råd eller ej? !At skabe en CBO-lignende vismandsinstitution i Folketinget vækker begejstring begejstring hos en tidligere økonomisk vagthund: “Det er en rigtig god ide,” siger Torben M. Andersen, der er tidligere overvismand og i dag økonomiprofessor på Aarhus Universitet til RÆSON: “Det vil medvirke til at skabe større klarhed omkring effekterne af forskellige forslag, og mindske risikoen for politisk mudderkastning med tal, der ikke er nemme at efterprøve. Det vil også medvirke til at skabe større disciplin i de forslag, der bliver fremsat, og selvfølgelig en bedre balance i analyserne fra den til enhver tid siddende regering og opposition.”!

Bødskovs udtalelser peger mod, at han vil tilføre Det Økonomiske Råd, der huser de økonomiske vismænd, flere penge og lade dem tage endnu en regneopgave i arbejdsporteføljen. I dag betjener vismændene i virkeligheden ikke nogen. De leverer to halvårlige rapporter om dansk økonomi, som bruges flittigt i den politiske og økonomiske debat. Men rapporterne leveres lige så meget til den bredde offentlighed som politikerne. Udover den bundne form (med en del konjunkturanalyse og en del specialanalyse, der varierer fra gang til gang) har vismændene frie hænder til at undersøge og mene, hvad de vil. At de som sådan ikke betjener nogen er netop med til at give dem den nødvendige troværdighed.!

Den funktion som uafhængig-regnedreng-for-de-folkevalgte, som Bødskov efterlyser, kunne skrues sammen på flere måder. Man kunne lave en overbygning af Det Økonomiske Råd, så den nye CBOlignende institution kommer til at ligge under det man i dag kender som vismændene. Herunder kan man forestille sig flere konstruktioner: fx kunne overvismandsposten udvides til et fuldtidsjob – i dag er Side 2

vismændene universitetsprofessorer og vismandsposten er blot et deltidsjob, der dels varetager de halvårlige rapporter, dels varetager kladde-regningerne for Folketinget. Det ville give en meget politisk frontfigur, der tit og ofte ville komme i stormvejr ifbm. både halvårsrapporter og udgiftsestimater.

Samtidig ville det tvinge overvismanden ud af universitetet, så han mistede lidt af sit akademiske fodfæste til fordel for en politisk dagligdag.!

Man kunne også forestille sig en version, hvor vismændene får lov at passe sig selv som hidtil, men en ny enhed lægges i samme hus som dem – Det Økonomiske Råd – og trækker på de regnedrenge, der i forvejen sidder i huset. Men man slipper næppe for en synlig og slagkraftig chef, der kan stå på mål for sagligheden, når de når frem til et andet facit end finansministeriet eller de politiske partier.!

Endelig kunne man forestille sig, at de folkevalgtes vismænd slet ikke lægges i Det Økonomiske Råd, som Morten Bødskov foreslår, men i stedet oprettes som et særskilt organ, der får den dedikerede opgave at kvalificere udgiftsdiskussionen.!!

Torben M. til RÆSON: En ny kontrolinstitution skal være helt uafhængig !“Det er ikke hensigtsmæssigt at placere opgaven hos Det Økonomiske Råd. Det er vigtigt for rådets funktion, at det fungerer helt uafhængigt af det politiske system og derfor ikke modtager politiske bestillingsopgaver. Det er vigtigt at rådet har friheden til selv at fastlægge temaer og spørgsmål, så man ikke bliver låst af givne politiske opfattelser eller forslag,” mener Torben M. Andersen, der som tidligere overvismand selv ved, hvor vigtig den økonomiske faglighed og uafhængighed er for troværdigheden af vismændenes arbejde.!

Samme pointe om vismændenes uafhængighed og ubetingede faglige prioritering fremdrog tidligere overvismand Peter Birch Sørensen i et interview med RÆSON i slutningen af marts år, få måneder efter, at han selv havde overdraget vismands-kasketten til Hans Jørgen Whitta-Jacobsen: ”For økonomstanden er det en meget vigtig institution, og den er værdifuld for offentligheden. Som uafhængig institution har vismændene en rolle som en slags vagthund. Vismændene placerer sig lidt bevidst i et elfenbenstårn; hvordan ser det ud med rent fagøkonomiske briller, og hvad vil være det ideelle at gøre?”! ”Vismandsinstitutionen er enormt vigtig, fordi den har uafhængighed,” lød hans budskab. Og det står formentlig uimodsagt af de fleste – fra økonomer til politikere. Men vismændene er også vigtige fordi de kan sætte fokus på områder, der set fra et økonomisk perspektiv er væsentlige – langt fra at være bundet af at estimere udgiften til allerede fremlagte politiske forslag.!Torben M. Andersen, der iøvrigt bifalder idéen om et nyt kontrol-organ, mener derfor også, at det vil være mere hensigtsmæssigt at oprette en helt ny institution til at kigge de politiske forslag efter i sømmene.

“Det vil være meget bedre at placere denne funktion i et helt nyt organ, så man får en meget klar arbejdsdeling i forhold til analyser og input til den politiske proces.”!!

Kenneth Praefke er RÆSONs økonomiske kommentator og skriver fast om dansk og international økonomi

Side 3

RÆSON REPORTAGE: KAN FN REDDE SIG SELV? FN’s gennemslagskraft er ringere end nogensinde før. På mandag samles næsten alle verdens ledere i FN’s falmede og nedslidte hovedkvarter i New York. Blandt iagttagere, der kender organisationen, er der stor uenighed: Skal FN være mere ydmyg eller mere ambitiøs? RÆSONs Johanne Hesseldahl rapporterer fra korridorerne.

NEW YORK. Johanne Hesseldahl Larsen for RÆSON: Den amerikanske filosof Francis Fukuyama erklærede allerede inden Murens fald i 1989 at vi ikke blot var vidner til afslutningen på en Kold Krig, men også ”the end of history as such”: Demokratiet, med de Forenede Nationer som den ultimative leder, blev udråbt til at være vogter af verdensfreden og det var en udpræget opfattelse, at vi aldrig igen skulle opleve krig. Det var i starten af halvfemserne. Siden er de fundamentale afstande mellem rige og fattige, nord og syd og øst og vest ikke blevet mindre. FN står i dag konfronteret med problemstillinger, ingen dengang forestillede sig.

Sarbuland Khan, mangeårig karrierediplomat i FN og tidligere rådgiver for Kofi Annan, siger: “Der har været flere konflikter og mere usikkerhed i verden efter den Kolde Krig end før. FN har en fornyet rolle i verden i dag, med endnu flere udfordringer; klimaforandringer, terrorisme, og nye magter, der udfordrer gamle magters position. I hele det her nye scenarium er situationen meget mere kompleks end den var i løbet af den Kolde Krig. FN bliver nødt til at være kreativ for at kunne svare på den her nye udfordring”. Han tilføjer utålmodigt ”Og vi skal i gang nu – det er allerede næsten for sent”.

IMF’s FN repræsentant Elliott Harris mener derimod, at FN bør vise ydmyghed. Erkende sin rolle som en vejledende organisation og så specialisere sig i at udfylde den rolle: ”FN har aldrig haft succes med at gennemtrumfe noget globalt. Der er en indbygget modstand blandt medlemsstaterne, men FN er derimod fantastisk god til at skabe overordnede fælles mål, og det bør de koncentrere sig om,” siger Elliott Harris.

I næste uge, fra mandag d. 20 til onsdag d.22. september, kommer stort set alle verdens politiske ledere til FNs hovedkvarter for at deltage i det første møde efter åbningen af generalforsamlingen.

Luften er tyk af muligheder og forventninger. Mødet afholdes i den flotte ikon-bygning tegnet af Le Corbusier. Hovedkvarteret ligger smukt ved bredden af East River i New York, men tiden har efterladt alvorlige ridser i idyllen. Hvor der før hang et stort forgyldt FN-banner, er der nu en stor plamage efter en vandskade. Faktisk er hele det gamle hovedkvarter så medtaget af alder, at medarbejderne er flyttet i midlertidige barakker og lejet ind i kontorer spredt rundt i Midtown. Alligevel skal næste uges topmøde afholdes i den gamle generalforsamlingssal.

Bygningen er blevet et symbol på hvor slidt FN synes, en joke de ansatte har svært ved ikke at kommentere. Men sandheden er værre: mens restaureringen af de gamle bygninger er i gang, har renoveringen af organisationens anseelse længere udsigter.

Vejen til 2015-målene, og vejen videre derfra Fra Danmark sender vi hele fem ministre med statsminister Lars Løkke Rasmusssen i spidsen. De skal deltage i generalforsamlingens åbning og topmødet om 2015-målene eller Millennium Development Goals (MGDs). Danmark spiller en nøglerolle på dette møde, da den danske FN-ambassadør Carsten Staur skal lede forhandlingerne om en sluterklæring sammen med sin kollega fra Senegal. For nu skal verdens ledere gøre status for 2015-målene. I 2000 forpligtede næsten alle nationer sig på at indgå i et globalt partnerskab om blandt andet at halvere fattigdom og sult, opnå grundskoleuddannelse til alle, udradere HIV og AIDS og sikre et bæredygtigt miljø inden 2015. Nu er der kun fire år og fire måneder tilbage inden 2015, og FNs seneste rapport viser meget skæve fremskridt. I store træk klarer Asien sig Side 4

godt, mens Afrika er håbløst langt fra målene. Så langt at enhver selv uden et lyseblåt FN ID-kort kan se, at målene ikke kan nås før deadline.

Sarbuland Khan var med helt tæt på Kofi Annan, da målene blev skabt. Selvom han ser opmærksomheden om målene som en af FNs største nylige succeser, så forudser han alligevel at de kan spænde ben for institutionen.

Hvad gør vi i 2015 hvis vi ikke har nået målene? Hvad er så FNs projekt? ”Jeg har spurgt præcis det samme gang på gang til møder med generalsekretæren, og med Sha [undergeneralsekretær Sha Zukang, red.] da jeg stadig arbejdede der. Vi bør tænke længere end MGDs før 2015. Hvad skal FN gøre efter det?

Det er under 5 år til,” siger Sarbuland Khan.

Hvad svarede de dig? ”Ingen ville lytte, jeg har prøvet alt, men ingen vil lytte. Alle sidder fast i andre store problemer, klimaforandringer, 2015-mål, atomnedrustning, kønsspørgsmål - alt det er også meget vigtigt. Men en af FNs vigtigste opgaver er at kunne tænke langsigtet og identificere fremtidige problemer, som endnu ikke er på dagsordenen. Det gør FN ikke nok, og det kommer dem til skade i 2015”.

Khan ser 2015-målene som noget unikt: at FN for første gang har skabt opmærksomhed om ellers ignorerede problemer og defineret et samlet mål for hele verden. ”Bill Gates siger, at han vil støtte 2015-målene og det samme gør hele det civile samfund. Det er noget nyt, som aldrig er sket før.

Udfordringen er så bare at bruge den her opmærksomhed til at skabe virkelig forandring i verden. Det er den sande udfordring.” Danske Carsten Staur har tidligere udtalt, at han er optimistisk, men at det at nå målene kræver ”implementering, implementering, implementering.”

Det er netop her FN ofte kommer til kort, blandt andet fordi organisationen ikke kan mobilisere reel opbakning fra regeringer og fordi FN fortsat er involveret i flere og flere spørgsmål. Elliott Harris mener FN ’smører sig selv for tyndt på [spreading itself too thin]: ifølge ham er omkring 70 % af FN mandskab optaget af projekter/ områder, hvor det ikke oprindeligt var meningen, at FN skulle agere.

Og sjældent med imponerende resultater. ”FN vedtager resolution efter resolution. Men de kommer ikke videre fra New York, de bliver ikke en del af landenes finansielle dagsorden ude i verden. Der er i den grad et misforhold her og det er fordi det meste, der foregår i FN, er på frivillig basis. Der er ikke nogen sanktioner [for de lande der ikke følger FN’s råd],” siger Elliott Harris.

Sarbuland Khan mener ikke, løsningen på problemet er at være mindre ambitiøs: ”Svaret er ikke at forlade nogle problemer, fordi vi ikke kan overskue dem. Svaret er at finde kreative måder at håndtere dem på, via alternative kanaler. FN behøver ikke være leder i alt, FN behøver ikke køre hele bureaukratimaskineriet, lave analyser, skrive rapporter, eller præsentere forslag til regeringer hele tiden. Problemerne er alle forskellige og kan håndteres via forskellige kanaler - fx ved at opbygge flere partnerskaber med relevante instanser. Det er noget man slet ikke gør nok i FN. Lidt, men slet ikke nok” Hvad FN kunne lære af OECD og Amnesty?

Khans opfordring lyder altså: at FN behandler hver udfordring forskelligt og bliver bedre til at uddelegere dele af arbejdet til sine underafdelinger og kvalificerede NGO’er. Han nævner FNs afvæbningsprogram som et eksempel på at FN har brugt ubegribeligt mange ressourcer, men nærmest ingen succes har haft. Det bliver sjældent nævnt i offentligheden, men helt siden FNs stiftelse i 1945 har afdelingen for afvæbning hvert år udgivet rapporter, analyser og indgået traktater, for at sikre atomafvæbning og forhindre spredning af andre farlige våben. Men situationen er kun blevet værre. ”FN er ikke kommet med nogen løsning overhovedet. Ingen taler om det. Men der er brugt oceaner af tid, ressourcer. Frustrationer er blevet genereret. Ledere og organisationer kommer og taler om alt det de vil gøre, og lige bagefter gør de noget helt andet,” siger Sarbuland Khan.

Afvæbning er et eksempel på hvordan medlemslandene har gode intentioner, skriver under på diverse aftaler, men undgår at overholde en eneste. FN har ikke mange muligheder for at sanktionere medlemslandene. Ikke engang hænge landene ud i offentligheden – det vil medlemsstaterne ikke tillade.

Side 5

Hvor det netop er muligheden for at give karakterer til et land, der har gjort OECD til en organisation med gennemslagskraft.

Sarbuland Khan mener FN mangler muligheden for hænge medlemslande ud, når de ikke overholder aftaler. Han foreslår, at man stifter en uafhængig gruppe af eksperter, der skal udtale kritik af medlemsstaterne til medierne og dermed være med til at holde medlemmerne fast på deres forpligtelser - ligesom Amnesty International overser regeringers overtrædelser af menneskerettighederne. ”Der findes ingen, der overvåger hvordan FN medlemmerne opfører sig. Ingen! Der er den internationale domstol, men hvad med medlemsstaters etik? Hvad med overholdelse af løfter fra medlemsstater? Ingen holder øje med det. Bør det ikke være nemt?”

Elliott Harris ser en sådan instans som urealistisk og ikke særlig konstruktiv. Han mener i stedet, at FN skal erkende sin rolle som en normativ, vejledende organisation og så lade implementeringen være op til specialiserede institutioner. ”FN har været mest succesfuld globalt i de normative spørgsmål. De har været gode til at skabe enighed om store fælles mål vi bør nå, fx 2015-målene. Vi ville ikke tale om klimaforandringer som vi gør i dag, hvis ikke det havde været for FN. Det er medlemslandenes ansvar, at FN ikke er tilstrækkeligt udstyret til at implementere noget, og jeg tror det er fordi medlemslandene ikke vil have det. Medlemslandene skal tænke over hvad de vil have fra FN,” siger Elliott Harris.

FN vs. G20 Det er netop medlemsstaterne, der er ansvarlige for implementeringen, men lysten til reelt at afgive suverænitet er meget begrænset. Aller tydeligst mærker FN det på pengene. Mangel på engagement bliver til mangel på betaling af kontingent. Et af de medlemslande, der slækker med betalingen, er USA. Siden 1985 har den amerikanske kongres nægtet at betale kontingent. I 1999 satte FN USA's kontingent ned fra 25% til 22% af det samlede budget i håb om at få flere af midlerne ind, men i 2005 skyldte USA stadig $1.246 milliarder dollars. USA's udeblivende betalinger er et tydeligt eksempel på, at medlemslandene misligholder det FN-charter, de har underskrevet og forpligtet sig til.

Men overraskende nok siger flere centralt ansatte i FN, at der faktisk ikke er brug for flere penge, men derimod bedre og mere effektiv brug af de midler, organisationen allerede råder over. Det er en udbredt erkendelse, at FN-systemet er opbygget meget gammeldags og bureaukratisk. I 2008 skrev the Washington Post, at FNs administration hvert år koster 2,5 milliarder dollars eller 14,6 milliarder kroner.

Georg Kell, senior officer for tidligere generalsekretær Kofi Annan og i dag leder af The Global Compact [FNs strategi for at få private virksomheder til at adoptere bæreygtighed og social ansvarlighed, red.], bekræfter, at det ikke handler om midler, men om at medlemslandende sætter sig ned og beslutter, hvad de vil med FN: “FN-institutionen er fantastisk og samtidig så svær, fordi ingen vil afgive nogen suverænitet og heller ikke definere FNs virkelige formål. Jeg mener, det er på tide, at medlemslandene for alvor gennemfører de reformer, der letter organisationen og giver FN en klar rolle,” siger Georg Kell.

Han oplever, hvordan medlemslandene i stigende grad benytter sig af mindre specialiserede forsamlinger. G20 er blevet stedet, hvor alle de vigtigste globale økonomiske og finansielle beslutninger bliver taget. Ikke kun for de 20 lande, der sidder med ved bordet, men for hele verden. Hvorfor foregår det ikke i FN-regi? Hver eneste G20-land er også medlem af FN, og alligevel er det ikke den platform landene ønsker at benytte sig af. ”FN bliver nødt til at gentænke sin rolle – organisationen skal simpelthen finde ud af det nu. Ellers udvisker FN sin egen relevans,” fremhæver Georg Kell.

Elliott Harris mener, at medlemslandene har mistet lysten til at bruge FN som platform delvist fordi nationerne ikke føler, at FN varetager deres interesser. ”Der er opstået en fælles opfattelse af, at FN er vogter for de skrøbelige post-koldkrigs staters interesser - dem der er absolut i nød. Den diskurs har 2015-målene været med til at skabe. Og det er et stort problem, fordi det er bliver sværere at mobilisere hele verden bag en samlet ide. De lande der klarer sig middelgodt føler sig overset til fordel for de absolut fattigste. FN bliver et offer af sin egen succes,” siger Elliott Harris.

Side 6

Ban Ki-Moon – embedsmændenes embedsmand Den første generalsekretær i FN, Trygve Lie, sagde til sin efterfølger Dag Hammarskjöld: ”You are about to take over the most impossible job on earth”. Den nuværende generalsekretær, Ban Ki-Moon skal ikke alene løfte arven efter den populære Kofi Annan, men også vinde verdens opbakning og håndtere en stadig stigende mængde af globale problemstillinger.

The Economist listede ved hans indtrædelse i 2006 de vigtigste udfordringer: udbredelsen af atomvåben i Iran og Nordkorea, det blødende sår i Darfur, konflikten i Mellemøsten, spredning af HIV og AIDS, eskalering af international terrorisme og masseødelæggelsesvåben. Samtidig overtog den nye generalsekretær med Kofi Annans ambitiøse forsøg på at reformere FN. Under Ban Ki-Moons ledelse er det hverken FN at kontrollere Irans atomvåbenprogram eller dæmme op om konflikten i Mellemøsten. Der er indsat flere fredsstyrker i Darfur, men uden konkrete resultater. Det er lykkedes Ban Ki-Moon at gennemføre ganske små reformer af FN, men langt fra noget i nærheden af det, Annan satte i gang. Faktisk beskylder flere medarbejdere ham for at sætte udviklingen i stå.

Samtidig møder generalsekretæren nu også i stigende grad personlig kritik fra sine nærmeste ansatte. Senest er et top-hemmeligt dokument blevet lækket til The Associated Press. Her beskriver Ban Ki-Moons chef for interne undersøgelser, Inga-Britt Ahlenius, hvordan generalsekretæren er mere optaget af at styre pressen end at få vigtige informationer om mulige lovbrud ud til myndighederne.

Hun beskylder ham for at være skyld i at FN er på vej til at ”forsvinde i ligegyldighed”. Hun kritiserer ikke bare Bans person, men beskriver hvordan han fører FN-institutionen længere og længere ud i skoven. Hun mener, han er ekstremt optaget af hemmeligholdelse og af at ville have kontrol med al intern efterforskning i FN-systemet.

Den internationale pressestab i FN har fokuseret meget på sagen. Og på et pressemøde d. 9. august kom denne diskussion endnu en gang til at fylde meget. En presset Ban Ki-Moon fremhævede næsten undskyldende, at han blot loyalt forsøgte at forfølge de eksisterende problemstillinger.

Sidste år mødte generalsekretæren en lignende kritik fra Norges tidligere FN- ambassadør Mona Juul. Et internt dokument blev lækket til den norske avis Aftenposten, hvor hun beskyldte Ban Ki-Moon for at være en svag leder uden karisma, som kommer med urimelige udbrud over for sine ansatte. Bans svar var dengang at han så sig selv som en stille og effektiv leder i mange spørgsmål. I rapporten skriver Mona Juul; ”på et tidspunkt hvor løsninger fra FN og dets afdelinger er vigtigere og mere nødvendige end nogensinde før for at løse vores globale konflikter, så glimrer Ban og FN ved deres fravær.”

Og lige netop hér ligger Ban Ki-Moons måske største problem: Han gør hvad han skal, men han er, som Mona Juul skriver, blottet for politiske visioner og ambitioner. Han er embedsmændenes embedsmand, ikke en større politiske profil, der kan drive organisationen fremad og gøre FN til en moderne og effektiv spiller i globale anliggender.

Som Sarbuland Khan pointerer: ”Generalsekretæren skal være verdens bevidsthed. Kofi Annan gjorde det meget bedre, og Mr. Dag Hammerskjold spillede sin rolle meget mere kraftfuldt.”

Det enestående FN I gangene i den nedslidte FN-bygning, her på international jord midt i New York, står den ene montre efter den andet med guldbelagte gaver fra medlemslandende. FN har gennem tiderne fået alt fra japanske fredsklokker til en buste af den polske astronom Kopernikus. Man kan mærke historien. Men får Fukuyama ret, eller er det på tide at FN selv placeres på hylderne ved siden af de andre forkromede antikviteter fra fortiden? Hvorvidt det er generalsekretærens manglende gennemslagskraft, medlemsstaternes modstand eller en indbygget FN-træghed, så er det klart for alle, man taler med i og uden for FN-systemet, at FN trænger til fornyelse og til at blive støvet af.

Trods sin kritik minder Sarbuland Khan dog om, at FN er den eneste platform hele menneskeheden har samlet sig om: ”FN har stadig troværdighed på trods af al kritikken. Og organisationen rummer stadig det bedste bud på fred på jorden, mennesket nogensinde er kommet op Side 7

med - på trods af at FN er bureaukratisk, fuld af fejl og problemer. Vi har ikke noget alternativ. Det er ikke andre institutioner, hvor alle 192 ledere og nationer møder op. Det er fordi, der er folk i verden som synes at FN ER stedet hvor vi skal løse verdens problemer”.

Sarbuland Khan er fra Pakistan og har været ansat i FN i 24 år, som både leder af økonomiske og sociale anliggender, rådgiver for Kofi Annan og undergeneralsekretæren Sha Zukang og stifter af FNs informations og kommunikations teknologiske gruppe, ICT. I dag er han trådt ud af FNs centrale embeder og fungerer som koordinator for den Globale Alliance for ICT og Udvikling.

Elliott Harris er fra Trinidad og startede sin karriere i IMF som ekspert i afrikanske anliggender og ledte IMF forhandlinger med flere afrikanske lande med særligt fokus på 2015-målene. I dag er han repræsentant i FN for IMF. Georg Kell er fra Tyskland og startede sin karriere i FN i Geneve, blev iden leder for UNCTAD, FNs handels og udviklingsarbejde. I 1997 blev han ansat ved Kofi Annans kontor som ansvarlig for forholdet til den private sektor. Siden 2000 har han været leder af FNs samarbejde med private virksomheder, The Global Compact.

Johanne Hesseldahl Larsen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, studerer i øjeblikket en Master i International Politik ved New School i New York. Har tidligere arbejdet ved FNs presseafdeling med fokus på 2015målene og FNs brug af sociale medier. Ekspertiser: Amerikansk politik, Internettet, FN. johannelar@hotmail.com

Side 8

UDENRIGSORDFØRER MICHAEL AASTRUP JENSEN (V) I RÆSON: FLERE LANDE SKAL VÆRE DEMOKRATIER FØR FN KAN REFORMERES Sammen med vores allierede bør Danmark bør styrke indsatsen for demokrati og menneskerettigheder i de lande, der endnu er underlagt diktatur. På den måde kan vi få tippet balancen mellem demokratierne og diktaturerne i FN. Skal vi ændre organisationen, er dette den eneste reelle mulighed vi har.

Og det er der brug for. FN har nølet mens 300.000 mennesker har mistet livet i Darfur. FN afstår fra at sanktionere verdens mest forbryderiske diktatorer. FN lader Kina beskytte Sudan. Og FN accepterer at Libyen’s Gaffadi står i spidsen for sit Menneskerettighedsråd, hvor et flertal af medlemmerne i øvrigt slet ikke er demokratier.

Af Michael Aastrup Jensen, MF, udenrigsordfører (V) FN er indbegrebet af høje idealer, international samhørighed og upartiskhed. I fællesskab forsøger alle verdens nationer, store som små, at løse konflikter og skabe en bedre verden. Overalt i verden, hvor FN har sine fredsbevarende soldater udstationeret, indgyder de og deres blå baretter tillid og tryghed. FN er i sandhed vores garanti for en bedre verden! Eller hvad?

Tilhængere af FN hævder ofte, at hvis organisationen ikke havde eksisteret, så ville vi være nødt til at opfinde den. Og FN har bestemt bidraget til at gøre kloden til et bedre sted at leve, og bidrager stadigvæk.

Rundt omkring i verden pågår en række FN-operationer for at redde civile i nød, adskille stridende parter og for at skabe rammerne om en bedre tilværelse for nogle af verdens fattigste mennesker. FN er til stede i Pakistan, hvor millioner kæmper for at overleve efter oversvømmelserne, såvel som i Mozambique, hvor organisationen bl.a. hjælper befolkningen med nye dyrkningsmetoder, der gør dem i stand til at brødføde sig selv på trods af tørke. Løsladelsen af Nelson Mandela og opgøret med apartheid-regimet i Sydafrika er et af de mange positive aftryk, organisationen har sat på verdenshistorien. Til dem skal også regnes FN’s indsats i hele afkoloniseringen af Afrika og Asien samt fredsbevarende aktioner af nyere dato i Vest-Sahara og Namibia.

Men. Trods indsatsen og de mange gode resultater har FN efter min bedste overbevisning nogle helt fundamentale mangler, der langt hen ad vejen forhindrer en effektiv og ikke mindst helhjertet indsats overfor en stor del af de problemer, det internationale samfund kæmper med i dag.

Forkortelsen FN står for ’Forenede Nationer’, og det er, hvad organisationen er: et mellemstatsligt samarbejde mellem størstedelen af verdens nationer, hvor nationernes styreform ikke er afgørende for, om de kan blive medlemmer eller ej. Derfor sidder vi side om side med diktaturstater i et forum, hvis formål det bl.a. er at kæmpe for menneskerettigheder og demokrati. Det siger sig selv, at mange af disse lande ikke har den store interesse i at kæmpe for denne sag, men i langt højere grad opfatter FN som en platform for at kunne forfølge deres egne særinteresser.

At dette er tilfældet, ses tydeligt af de mange gange, hvor FN har været ude af stand til at handle, eller hvor indsatsen har været mangelfuld. Et af de seneste eksempler er massedrabene i Darfur-regionen i Sudan. Her står landets islamiske regering bag drabene på op imod 300.000 civile, men indsatsen fra FN har været mildest talt nølende. På samme vis slipper mange af verdens mest forbryderiske diktatorer relativt let udenom kritik og sanktioner, på trods af deres utallige overgreb mod egne borgere. Et eksempel er Zimbabwes Robert Mugabe, men også mange andre afrikanske despoter nyder godt af kammeratskabet diktatorerne imellem i FN. Dertil kommer det faktum, at flere af Sikkerhedsrådets permanente medlemmer, som fx Kina, har store interesser i mange af de lande, hvor krænkelserne af selv de mest basale menneskerettigheder er størst. Det betyder, at Kina, der ikke lige frem kan prale af at være noget dydsmønster i denne sammenhæng, ved hjælp af sin vetoret, eller truslen om at bruge den, kan holde hånden over bl.a. Sudans præsident Omar alBashir.

Side 10

Ser vi på de FN-resolutioner, der er blevet vedtaget over årene, får vi et tydeligt bevis på, at noget er fuldstændig galt. Det land, der uden sammenligning er blevet fordømt flest gange, er Israel. Over 500 resolutioner er det blevet til. Det svarer til omkring halvdelen af samtlige de vedtagne FN-resolutioner, der er rettet imod et bestemt land. Det er ganske enkelt absurd, for selvom der er god grund til at være kritisk overfor Israel, kan enhver sige sig selv, at antallet af resolutioner vendt mod netop dette land er fuldstændig ude af proportioner, fx når vi sammenligner det med et land som Sudan. Ved generalforsamlingens 59. session blev der vedtaget hele 19 resolutioner vendt mod Israel, mens der ikke blev vedtaget en eneste imod Sudan, på trods af, at landets hær myrdede løs i Darfur-regionen.

Netop sammenligningen mellem Sudan og Israel sætter en tyk streg under det faktum, at vedtagelsen af resolutioner ikke har nogen sammenhæng med virkelighedens verden, men i stedet handler om hvem, der har færrest venner i FN. Et andet eksempel på, at der er noget grundlæggende galt med den måde, hvorpå FN fungerer, er udnævnelsen af Libyen med diktatoren Muammar al-Gaddafi i spidsen som formand for FN’s råd for menneskerettigheder. Kun 40 procent af rådets medlemmer er demokratiske nationer. Det er med andre ord ræven, der er blevet sat til at vogte gæs!

Der har været adskillige forslag om at ændre på strukturen i FN, men intet tyder på, at reelle reformer er mulige. I stedet kunne vi se os om efter et alternativ til FN. Et sådan blev skabt tilbage i 2000 af bl.a. den tidligere amerikanske udenrigsminister, Madelaine Albright. ’Community of Democracies’, som det hedder, har imidlertid ikke fået den indflydelse, vi kunne have håbet på.

Til gengæld har vi på det seneste oplevet G20-sammenslutningen træde frem på den internationale scene både i klimadebatten og under finanskrisen. Denne gruppe af gamle og nye økonomier vil uden tvivl komme til at spille en afgørende rolle fremover, og vil i kraft af sit fokus på økonomisk samarbejde være med til at skabe forudsætningerne for en udvikling mod mere demokrati i en række af de nye økonomier.

Demokrati og menneskerettigheder står imidlertid ikke øverst på G20-landenes agenda, og denne sammenslutning kan derfor på ingen måde træde i stedet for FN. I mangel på alternativer er vi således nødt til at leve videre med FN, men det er ikke ensbetydende med, at vi skal acceptere FN’s systemets langsommelighed endsige manglende evne til at kæmpe for demokrati og menneskerettigheder.

Derfor bør vi i samarbejde med vores allierede styrke indsatsen for at udbrede demokrati og menneskerettigheder i de lande, der endnu er underlagt diktatur, og på den måde få tippet balancen mellem demokratierne og diktaturerne i FN. Dette er i mine øjne den eneste reelle mulighed vi i dag har for at reformere og skabe et bedre FN.

Side 11

PRINCIPPER: HAR DE RADIKALE EN IDEOLOGI? I weekenden afholder Det Radikale Venstre landsmøde – presset fra både højre og venstre, mener Rasmus Bech Hansen og Uffe Elbæk, der i denne artikel insisterer på at partiet skal forny sit projekt ved at genoplive sin historie, forsvare oplysningsidealerne og – som Obama – nægte at lade sig kategorisere af andres dogmer.!!

POLITISKE PRINCIPPER. Af Rasmus Bech Hansen og Uffe Elbæk; Hansen er direktør i det private erhvervsliv og kommentator, Elbæk iværksætter og folketingskandidat for Det Radikale Venstre.!!

Stemningen på årets landsmøde i Det Radikale Venstre kan ikke undgå at være præget af, at partiet er presset fra både højre og venstre flanke. Fra venstre, hvor SF har indtaget positionen som det nytænkende, unge storby-parti og fra højre af udbryderne Liberal Alliance, der har fået markant vælgerfremgang ved at vælge klart side og bakke op om den siddende regering. Dertil kommer presset fra stort set alle andre partier, der også prøver at vinde den midte, som ofte betyder magt i dansk politik. I takt med at presset stiger, snerrer kritikerne højere og højere, at partiet er gået fra at være Radicool til at være blevet Radikedelig.!

Så hvor placerer Det Radikale Venstre sig i dansk politik, nu når den midte, som traditionelt har været partiets domæne, er truet? Hvad skal partiet stå for? De spørgsmål er der brug for klare svar på, hvis partiet skal have en ny opblomstring og blive den progressive kraft til forandring af det danske samfund, som det har været i sine bedste stunder. !En radikal ideologi?!

For at indkredse, hvad det faktisk vil sige at være radikal, hvad den radikale idé består i og hvordan den er forskellig fra de andre partiers idégrundlag og værdier, er der brug for at dykke ned i historien. En af misforståelserne omkring den radikale idé i en politisk kontekst, er, at det ikke er en ideologi. Modsat nyere tids store ideologier liberalismen og socialismen bygger det radikale tankesæt ikke på et sammenhængende sæt af lovmæssigheder om menneskets natur og samfundets indretning. Den indeholder ikke klare politiske handlingsanvisninger, og der findes ikke en radikal over-tænker på samme måde som liberalismen har Adam Smith og socialismen Karl Marx. Som radikal er der ingen bog, man kan slå op i og finde færdige svar.!

Den radikale idé er mere kompleks og kendetegnende ved ikke at kunne hugges i sten. Den peger i mange, somme tider modstridende retninger. Men trods det mener vi, det er muligt at uddrage helt særlige kendetegn ved det, der måske bedst kan betegnes som en tankesæt snarere end som en ideologi.

Idéen er svær at holde fast, men man kan se den, når den er der.!

Den radikale tankeplatform er et sæt af overordnede idealer om det enkelte menneskets frigørelse, menneskes rationalitet som samfundets overdommer og en kompromisløs insisteren på, at alle problemstillinger må vurderes i deres specifikke historiske kontekst.!

Grundlaget for den radikale tanke er spredt udover historien og var både delvist til stede i det antikke Grækenland og i Renæssancen. Men som samlet tankesæt blev grundstenen lagt i Oplysningstiden, der kulminerede i den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution. Her blev idéen om det enkelte menneske som altings målestok for alvor cementeret. Den ungarske filosof Tzvetan Todorov har i bogen ”In Defence of Enlightenment” elegant identificeret de tre grundværdier som oplysningstiden gjorde til idealer for den vestlige civilisation:!

Den ene værdi handler om menneskets autonomi, menneskets ret til at bestemme over eget liv – til forskel fra at have det bestemt af en ydre magt. Den anden værdi handler om mennesket og menneskets velvære som endemål for vores handlinger. Den tredje værdi handler om universalitet. At alle mennesker har samme grundlæggende rettigheder.!

Side 12

De oplysningsværdier, som hver især har et væld af konsekvenser, er nok noget af det tætteste, man kan komme på en beskrivelse af et radikalt værdisæt.!!

De Radikale ER oplysningsværdiernes parti!

Selvfølgelig er de værdier ikke noget Det Radikale Venstre kan tage patent på. Alle partier som indgår seriøst i dansk parlamentarisme står på skuldrene af oplysningstiden. Men for ingen andre partier er oplysningsværdierne definerende for, hvem partiet er. Herhjemme var Grundloven fra 1848 et direkte resultat af den radikale tanke. Store dele af Kirkegaards eksistentialistiske projekt om, at hin enkelte skal finde sig selv og træde i karakter er en væsentlig komponent i det radikale tankegods. Og selv om Grundtvig ofte anses for Kierkegaards modsætning, er hans lovprisning af det frie ord, hans antiinstitutionelle kristendom, hans dybe tro på det bedste i mennesket og hans interesse for de menneskelige grundvilkår i fin tråd med et radikalt tankesæt, og det er en af grundene til hans store indflydelse i det radikale parti.!

Den radikale tanke havde sin storhedstid herhjemme i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet anført af Brandes-brødrene og Hørup kulminerende med partiets officielle stiftelse. I de år smeltede et kulturelt frigørelsesprojekt sammen med et politisk og et socialt. Kulturelt blomstrede landet under Georg Brandes parole om at ”sætte problemer under debat”, og der blev skabt en lang række værker, som gjorde os klogere på, hvad det vil sige at være et frit menneske. Her fik kvindefrigørelsen også sin første klare stemme som kulturel strømning. Politisk blev der kæmpet for, at danskerne fik reel bestemmelse over deres land og der blev, med bl.a. Politikens dannelse, skabt en pluralistisk offentlighed, hvor politiske problemer kunne diskuteres rationelt i søgen efter sandheden. Socialt blev der indført en lang række rettigheder for de svageste, og uddannelse kom i fokus med det mål at gøre alle danskere i stand til, med en langt senere K.E. Løgstrup-term, at opfylde deres livspotentiale.!

I de år ser man også tydeligt den radikale tankes fællesskab med eksistentialismen. Det indebærer bl.a., at hvert menneske (også politikere) må træde i karakter og forfølge sin egen overbevisning. Så selv om den radikale tanke er gift med fornuften, er det altid en fornuft, som har afsæt i det enkelte menneske og dets livsmål og værdier. Eller som Georg Brandes udtrykker det: Jeg er et parti.!

Op gennem 1900-tallet har den radikale tanke haft en lang række udtryk og inspireret flere kulturelle og politiske nybrud. Århus-teologerne med Løgstrup i spidsen tydeliggør fx sammenhængen mellem det enkelte individs ukrænkelighed og ansvaret for næsten, og giver dermed et filosofisk grundlag for den dybe sociale ansvarlighed, som også er en væsentlig del af et radikalt værdisæt.!

Også kvindefrigørelsen og kvindernes valgret, frihedskampen under 2. Verdenskrig, dele af ungdomsoprøret og den kultur-radikale strømning i efterkrigstiden står alle i gæld til den radikale tanke.

Men kendetegnende for de fleste massebevægelser er, at selv om de nok starter som frigørelsesprojekter drevet af individers personlige overbevisninger, ender de ofte som død dogmatik eller som ren relativisme. Den tankemæssige frihed og åbenhed som ligger i de radikale værdier har vist sig svær at fastholde i store folkebevægelser.

Nogle vil hævde, at det netop viser, at den radikale tanke ikke kan danne udgangspunkt for en politisk bevægelse. De vil fremføre, at alle jo er enige i de radikale idealer, og at det først er ved indsnævringen, at værdierne kan omsættes til politik og forskellene mellem partierne for alvor kan træde frem.!

Men det er forkert. For det første deler de andre partier i det danske folketing ikke de radikale værdier. Måske på overfladen, men i praksis styres de og træffer de beslutninger ud fra en række dogmer, som bygger på deres historie og ideologi. Tag nogle eksempler: SF tror på værdien af en stor stat, Socialdemokratiet tror på vigtigheden af et gennemorganiseret arbejdsmarked styret af stærke organisationer, Venstre og senest Liberal Alliance tror på værdien af det frie marked, De Konservative tror på, at høje straffe er godt og Dansk Folkeparti tror, at dansk kultur er truet af globaliseringen.

Ingen undersøgelser, nye indsigter eller gode argumenter kan få partierne til at ændre syn på de områder. De er så grundlæggende for partierne og deres selvforståelse, at de måske kan nedtones og dækkes til, men aldrig fjernes.!

Side 13

Som tilhænger af den radikale tanke kan man ikke være enig i sådanne dogmer. Man må insistere på, at forhold altid må vurderes konkret og rationelt og sættes i forhold til, hvad der bedst muliggør, at det enkelte menneske kan udfolde sit potentiale.

Er Obama radikal? !Den anden grund til, at den radikale idé godt kan være udgangspunkt for et politisk projekt, er, at der er en række eksempler, fra bl.a. partiets egen historie, på at det kan lade sig gøre. Grundværdier og idealer kan faktisk være et enormt kraftfuldt politisk redskab, hvis man tager dem alvorligt og bruger dem.!

Et godt eksempel på det er Barack Obamas valgsejr i USA. Gennem hele sin politiske karriere har Obama nægtet at blive kategoriseret som tilhænger af den ene eller anden doktrin, dogmatik eller ideologi. Han har modsat sig alle mærkater og insisteret på rationelle argumenter med udgangspunkt i værdier, han tror på. I kombinationen af hans egen historie med den større amerikanske er han også på meget radikal vis trådt i karakter. I sin modstand mod krigen i Irak sagde han fx: Jeg er ikke imod krig, men jeg er imod en dum krig. Et stærkt og rigtigt radikalt, til forskel fra ideologisk, argument i mod en krig.

Det Radikale Venstres problem er altså ikke, at værdierne og idé-grundlaget er forkert, for bredt eller at andre har taget det. Problemet er, at partiet ikke har artikuleret det klart nok og brugt det som prisme for et klart politisk program.

Partiet må vise, at tilhængere af den radikale tanke kan være principfaste uden at være dogmatiske, rationelle uden at være værdiløse, åbensindede uden at være upålidelige og uideologiske uden at være magtsyge pragmatikere.

Et nutidigt radikalt projekt må tilbage til udgangspunktet og idealet om at indrette et land på en måde, der understøtter, at hver enkelt dansker kan udnytte sit livspotentiale bedst muligt og så skabe et optimistisk, originalt og videnbaseret politisk program ud fra det.!

Det Danmark, vi møder i vores hverdag, er meget langt fra at være et sådan menneskecentreret samfund. Snarere ser vi et institutionsstyret samfund, hvor vanetænkning, fastlåste dogmer, hierarkier, bestemte interesser og simplificerede oneliners og meningsmålinger er styrende. Der er med andre ord, hårdt brug for et nyt radikalt frigørelsesprojekt. !5 bud på fremtiden!

Vi vil fra vores subjektive perspektiv antyde nogle enkelte oplagte områder for et radikalt modspil for at vise, hvordan tankesættet kan komme i spil i dansk politik.!

Den offentlige debat. Selv om danskerne bliver klogere og klogere bliver den offentlige debat dummere og dummere. Fx viste en nylig undersøgelse, at der i danske presse over foråret har været skrevet ca. lige så meget om Lene Espersens mødeafbud som om Afghanistan-krigen og genopretningen af dansk økonomi tilsammen! Et nutidigt radikalt projekt kunne revitalisere offentligheden, som det skete i slutningen af 1800-tallet. Et eksempel på det er initiativet 48 Termokander (et projekt, som Uffe Elbæk står bag), der handler om at få samtaler i gang om væsentlige politiske forhold og skabe nye kanaler til at få skabt en forbindelse mellem den folkelige politiske samtale og det politiske system.!

Velfærdsserviceområdet. Den politiske debat om velfærdsområdet er degenereret til en diskussion om flere eller færre penge til velfærd, selv om vi ved, at mere input i form af penge ikke skaber større output i form af bedre service. Manglen på penge er ikke hovedproblemet i uddannelsesvæsenet, i sundhedsvæsnet eller ældre-området. Problemerne er snarere en forkert og gammeldags struktur, og at institutionelle interesser blokerer for forandring med det enkelte menneske som udgangspunkt. Derfor er ”flere penge” eller ”dårligere velfærd” et falsk valg, at stille vælgerne overfor. En falskhed, som er imod de radikale værdier. Et radikalt projekt bør indebære et opgør med alle de institutionelle interesser i velfærdssystemet, både private og offentlige, og gøre værdiskabelse for den enkelte borger til omdrejningspunkt for en transformation af den danske velfærdsstat.!

Side 14

Uddannelsessystemet er med udgangspunkt i oplysningstidens idealer et radikalt hjertebarn. Et uddannelsessystem skabt efter at hjælpe eleven til at udnytte sit livspotentiale vil kræve helt nye måder at organisere pædagogik og undervisningsprocesser på. Dette vil igen kræve dygtige, engagerede lærere, hvis kompetencer respekteres nok til, at de ikke skal bruge halvdelen af deres tid på at dokumentere deres arbejde. Kun sådan gør vi lærergerningen til det, den burde være: nemlig noget af det vigtigste og mest ærefulde i vores land.!

Værdi- og kulturpolitikken. Det er åbenlyst, at værdipolitikken de senere år er gået fuldstændig imod radikale værdier. 24-års-reglen, forskelsbehandling på ”rigtige” og ”ikke-rigtige” danskere og umenneskelige udlændinge-regler er ubærlige for alle med et radikalt sind, og her kan man kun som en Hørup efter Estrup i provisorie-tiden med tålmod kæmpe for, at fornuften og idealerne vinder i sidste ende.!

Men derudover mener vi, at der er brug for at formulere en fremadrettet national politik på kulturområdet. Det nationale rum er et vilkår, vi alle har tilfælles. Ikke som en fastlåst størrelse, men som noget, der hele tiden udvikles. Et radikalt projekt kræver, at dansk kulturliv skal gives en saltvandindsprøjtning, og der skal satses på både det ypperste (kvalitet) og eksperimentet (udvikling).!

Entreprenørskab og den digitale tidsalder. Et af de områder, hvor man i dag finder den radikale tankestrømning er på det digitale område. Hos mange entreprenører finder man en pioner-ånd og en tro på, at ting kan forandres til det bedre, som på nogle områder minder om slutningen af 1800-tallet herhjemme. Målet for et radikalt projekt på det digitale område må gå langt længere end den nuværende regerings åndsfattige mål om mere bredbånd. Et radikalt politisk projekt kunne indebære udpegelsen af en internet-minister med den opgave at bruge teknologi til at sætte mennesket i centrum for udviklingen af vores samfund. Det vil fx indebære en ny lov om at offentliggøre data, så alle data staten har om den enkelte borger bliver frit tilgængelig for ham eller hende, med mindre der er meget gode argumenter imod det. En radikal vision ville være at skabe verdens mest åbne og gennemsigtige offentlige sektor.!! Sådan er der hundredvis af steder man kunne tage fat i i forhold til at udvikle samfundet efter radikale værdier og idealer. Men det sted forandringen bør starte er med forståelsen af, hvad den radikale idé faktisk er, for det ser de fleste ud til at have glemt.!!

Rasmus Bech Hansen er direktør i det private erhvervsliv og kommentator, og Uffe Elbæk er iværksætter og folketingskandidat for Det Radikale Venstre.

Side 15

VU ANGRIBER VK OVER AFGHANISTAN-EXIT: “REGERINGEN GIVER EFTER FOR BEKYMRINGEN” I denne nye artikelserie diskuterer RÆSON Danmarks fremtid med formændene for VU og DSU, Jakob Engel-Schmidt og Peter Hummelgaard Thomsen. Hvad er arven efter næsten et årti med Fogh og Løkke? Hvad er oppositionens langsigtede plan for de massive problemer, Danmark står overfor? Anledningen til serien er, at RÆSON 17. september udgiver bogen “Helle eller Løkke?” med 28 essays fra politikere, eksperter og kommentatorer. !RÆSON: Vi starter med krigen mod terror. De sidste amerikanske kamptropper har I august forladt Irak (d.19/8, to uger før Barack Obama’s deadline). Da Danmark i 2003 gik med i krigen, var det med et flertal bestående af V, K og DF. Til Jakob: Var det den rigtige beslutning at gå med?!!

Jakob Engel-Schmidt skriver:!

Krigen var uundgåelig!

Kære Peter,!

Her i august har de sidste amerikanske kampsoldater forladt Irak, og efterlader bag sig det første fungerende arabiske demokrati. De tilbageværende soldaters og diplomaters opgave er nu at støtte den folkevalgte irakiske regering, og hjælpe dem med at opbygge de nødvendige samfundsinstitutioner og uddanne det irakiske politi og militær.!

7 år efter invasionen er det helt naturligt og yderst relevant at spørge sig selv: Var det rigtigt at gå i krig?!Jeg er overbevist om, at Danmark med Anders Fogh Rasmussen i spidsen tog den rigtige beslutning. Helt overordnet synes jeg man skal kigge på Irak i dag og sammenligne det med det etniske diktatur, som eksisterede under Saddam Hussein. Det er min klare opfattelse, at selvom nutidens Irak står overfor en masse problemer og udfordringer, er det kun et forsvindende lille mindretal, der savner Saddams regime.! Årsagen til krigen har været diskuteret et utal af gange. Det er dog et uafviseligt faktum, at Saddams regime systematisk drev kispus med FN, mens han narrede verden til at tro, at Irak var i besiddelse af kernevåben samt kemiske og biologiske agenter. Derudover repræsenterede Saddam et brutalt terrorregime, der med iskold foragt for menneskeliv tilsidesatte ethvert menneskeligt hensyn i bestræbelserne på at bevare magten, mens hans nationalistiske udenrigspolitik destabiliserede hele regionen. Med alt dette in mente, støttede jeg dengang invasionen, og mener stadig, at det var en rigtig beslutning af fjerne Saddam. !

Som både du og jeg ved, havde koalitionen i almindelighed og amerikanerne i særdeleshed mere end svært ved at vinde freden. Det spegede politiske magtspil, som førte til oprettesen af CPA (Coalition Provisional Authority) under ledelse af Paul Bremmer, alle CPA’s fejlbeslutninger og rystende mangel på dømmekraft, er efter min opfattelse skyld i mange af de problemer, som Irak døjer med i dag. En kilde til forløbet er bogen ”The Green Zone” af journalisten Rajiv Chandrasekaran (2006), der med afsæt i sit job som stationsleder for Washington Post i Bagdad fra 2003-2004 oplevede hvordan det på den mest klodsede facon lykkedes at tabe freden, indtil Bush’s beslutning om at indsætte yderligere tropper i 2006 for alvor ændrede situationen.!På trods af de mange fejlslagne fredsbestræbelser er det dog lykkedes at skabe et fungerende demokrati, som har overlevet flere parlamentariske udfordringer.

De lokale provinsvalg i 2009 markerede for alvor et vendepunkt, idet hovedparten af vælgerne fravalgte de yderliggående sekteriske lister til fordel for mere samlede alternativer (UM 2010). Samtidig oplever Irak en stabil økonomisk vækst, mens antallet af børn (både drenge og piger) som får en uddannelse vokser markant.!

Med dette in mente støtter jeg stadig beslutningen om at fjerne Saddam. Konflikten var uundgåelig. Jeg glæder mig til at læse dine modargumenter og jeg forventer, at vi får en spændende og Side 16

nuanceret debat.!!

Peter Hummelgaard Thomsen skriver: !Krigen var unødvendig og forkert !Kære Jakob, ! Tak for dit indlæg. Jeg synes desværre du forfalder til den Anders Fogh’ske forsimpling med at gøre spørgsmålet ”for eller imod Irakkrigen?” til et spørgsmål om ”for eller imod Saddam Hussein?” Jeg kender rigtig mange som var imod Irakkrigen, men ikke én eneste, som støttede Saddam Hussein. Det er hævet over enhver tvivl, at hans regime var af den absolut værste slags. Men hvis det er argumentet for at gå i krig, så burde vi jo i morgen erklære krig mod Iran, Nordkorea, Sudan, Burma, Congo og alle de andre lande i verden, hvor befolkninger udsættes for massiv undertrykkelse. Hvor synes du vi skal starte? !

Jeg er grundlæggende af den opfattelse, at det internationale samfund har både ret og pligt til at gribe ind, når der foregår massive overgreb på en civilbefolkning. For den sags skyld også uden et FNmandat, sådan som det skete i Kosova i 1999, hvor NATO greb ind for at standse den etniske udrensning af kosovaalbanerne. Men situationen med Irak i 2003 var jo en helt anden.!

Selvom FN desværre langt fra er perfekt, lykkedes det jo faktisk i november 2002 Sikkerhedsrådet at blive enige om at Saddam Hussein skulle afvæbnes. Selv Syrien støttede FN-resolutionen 1441.

Våbeninspektørerne var i gang med at udføre deres arbejde, og Hans Blix meddelte i marts, at han forventede at kunne afslutte arbejdet inden for få måneder. Pludselig vælger Bush så at kortslutte FNprocessen og starte krigen – stik mod hvad flertallet i Sikkerhedsrådet mente. Konflikten var altså på ingen måde uundgåelig, sådan som du hævder. Tværtimod undergravede man FN, som ellers havde vist en sjælden grad af handlekraft.!

I kampagnen for en invasion af Irak argumenterede Bush, Blair og Fogh livligt for at det var “hævet over enhver tvivl”, at Irak besad masseødelæggelsesvåben. Frygten var for masseødelæggelsesvåben var det mest hyppigt brugte argument i månederne op til invasionen. Hans Blix ønskede at afslutte sit arbejde, fordi han ikke fandt det overbevisende at Irak havde våbene. Som du ved Jakob – så fandtes der ingen masseødelæggelsesvåben i Irak. Så, jo – krigen kunne være undgået. ! At kalde Irak et velfungerende demokrati må i bedste fald kaldes en naiv opfattelse af, hvordan virkeligheden ser ud i landet i dag. Du springer også let henover de enorme omkostninger, krigen har haft for det irakiske folk. Den konservative opgørelse fra det uafhængige ”Iraqi Body Count” siger omkring 100.000 døde siden 2003, mens andre kilder sætter tallet langt højere. En stor del som følge af den sekteriske vold, der har præget landet, og som risikerer at bluse op igen, når amerikanerne trækker sig ud. ! Du skriver selv, at Saddam Husseins destabilisering af Mellemøsten var en af årsagerne til, at du støttede krigen. Men mener du helt seriøst, at Mellemøsten er et mere stabilt sted i dag end før 2003?

Det har jeg meget svært ved at se. I Gaza har Hamas taget magten, en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne er længere væk end nogensinde, i Libanon står Hizbollah stærkere end nogensinde før, Irak blev forvandlet til den nye træningslejr for al-Qaida, og samtidig er Irans indflydelse i regionen vokset helt enormt. Mens Saddam Hussein ikke var i nærheden af en atombombe, er der nu alvorlig risiko for, at Iran som en direkte konsekvens af Irak-invasionen, faktisk er ret langt i processen med at fremstille en bombe. Jeg har svært ved at se, at det skulle give mere stabilitet. ! Endelig har krigen svækket indsatsen i Afghanistan. Tænk, om man i 2002 havde fokuseret fuldt ud på at gøre Afghanistan til et velfungerende demokrati, i stedet for at fokusere på Irak. Mens USA havde travlt med at føre krig i Irak blev Afghanistan glemt, Taleban vendte tilbage og opiumshandlen blomstrede. Havde Bush dengang sendt 150.000 soldater til Afghanistan i stedet for til Irak, kunne meget have set anderledes ud. !

Side 17

RÆSON spørger: !

RÆSON: Peter, vi har 3 opfølgende spørgsmål til dig. Socialdemokratiet stemte i 2003 IMOD Danmarks deltagelse i krigen men alligevel – efter Saddam Hussein’s fald et par uger senere (og i modsætning til SF og EL) – FOR en dansk deltagelse i den multinationale sikringsstyrke, så danske soldater reelt endte med at være en del af krigen i en efterfølgende årrække. Var det en fejl af S? ! SVAR: Det var ikke en fejl at stemme for dansk deltagelse af den multinationale sikringsstyrke i Irak. Selvom at Socialdemokratiet stemte imod deltagelse i Irak-krigen, var det nødvendigt at tage del i det efterfølgende stabiliseringsarbejde. Det ville ikke have været i Socialdemokratiets interesse, at Irak endte i borgerkrig – uanset hvor meget vi var imod krigen. Derfor følger vi også udviklingen i Irak efter de internationale styrkers exit af landet.!!

RÆSON SPØRGER: Du skriver, at “det internationale samfund [...] PLIGT [RÆSONs versaler] til at gribe ind, når der foregår massive overgreb på en civilbefolkning” men alligevel at vi ikke kan gå i krig med alle de lande, “hvor befolkninger udsættes for massiv undertrykkelse”. Hvad er forskellen på “massive overgreb” og “massiv undertrykkelse”? !

SVAR: Der er desværre alt for mange lande i denne verden, hvor befolkningerne lider under skruppeløse diktatorer og er undertrykt. Jeg er ikke modstander af at anvende militær magt uden om FN. Jeg mener til gengæld at der bør være et sæt kriterier for hvornår og hvordan man anvender militære magtmidler. Jeg er stor tilhænger at anvende de kriterier som rapporten, “Reponsibility to protect” fra The International Commission on Intervention and State Sovereignty i 2001, opstiller for humanitær magtanvendelse. Kriterierne for hvornår det er legitimt at anvende militær magt bedømmes efter:!(a) Truslens alvor. Er truslen om skade mod staters eller menneskers sikkerhed af en sådan art, og tilstrækkelig klar og alvorlig, til at kunne retfærdiggøre brug af militær magt?;!(b) Det rette formål. Er det klart, at det primære formål med foreslåede militære aktion er at standse eller afværge den pågældende trussel?!(c) Sidste udvej. Er enhver ikke-militær mulighed for at imødegå den pågældende trussel blevet undersøgt?!(d) Forholdsmæssige midler. Udgør omfanget, varigheden og intensiteten af den foreslåede militære aktion det minimum, som er nødvendigt for imødegå den pågældende trussel?!(e) Afvejning af konsekvenser. Er der en rimelig chance for, at den militære aktion vil kunne imødegå den pågældende trussel, og er det sandsynligt at konsekvenserne af aktionen ikke vil være værre end konsekvenserne af passivitet? !

Ud fra disse kriterier for brug af militær magt uden om FN, er det helt klart at invasionen af Irak ikke ville bestå disse 4 ud af fem af disse kriterier. Tværtimod ville jeg til enhver tid argumentere for at en evt. invasion af Sudan til beskyttelse af civilbefolkningen i Darfur ville bestå alle disse.!R ! ÆSON SPØRGER: S støttede invasionen af Afghanistan og er fortsat en del af flertallet bag Danmarks krigsførelse dér. Hvad er grundlaget for den krig? !

SVAR: Grundlaget for krigen i Afghanistan var en reaktion på angrebet på USA d. 11. september.

Socialdemokratiet støtter stadig tilstedeværelsen af danske styrker i Afghanistan. Jeg er derimod blevet mere skeptisk henover sommeren. Jeg mener stadig det er fuldt ud legitimt at være i Afghanistan, men er ikke længere i tvivl om vi militært set gør det klogeste. Det er hævet over enhver tvivl, at der burde være 600.000-700.000 mand i Afghanistan, hvis Taleban skulle nedkæmpes. Desværre er der kun 150.000 – alt for få til at skabe sikkerhed, udvikling og tillid i civilbefolkningen. Jeg mener grundlæggende ikke længere, at forudsætningerne er til stede i Afghanistan for at skabe en lykkelig udgang på konflikten. Allerede nu vil amerikanerne forhandle med Taleban, og dermed formentlig give dem hel eller delvis kontrol over Afghanistan. Set i det lys mener jeg ikke, at konflikten længere er vores kræfter værd. !RÆSON: Jakob, Peter skriver: “Allerede nu vil amerikanerne forhandle med Taleban, og dermed formentlig give dem hel eller delvis kontrol over Afghanistan. Set i det lys mener jeg ikke, at konflikten længere er vores kræfter værd.” Giv os et fremadrettet bud på Afghanistan-konflikten. Er jeres støtte til krigen udtryk for, at ‘krigen mod terror’ kører videre, ni år efter 9/11? Er islamisk fundamentalisme den største trussel mod Danmarks sikkerhed?

Side 18

Jakob Engel-Schmidt skriver: !Vestens sikkerhed afgøres i Afghanistan !Kære Peter, !

I dit sidste brev skriver du, at kriterierne for invasionen af Irak ikke var tilstrækkelig klare og henviser samtidig til rapporten: ”Responsibility to Protect”. Din argumentation fejler såmænd ikke noget, bortset fra totalt at ignorere en række åbenlyse fakta, som alle medvirkede til at umuliggøre fortsat passivitet.!

Først og fremmest overholdt Saddam og hans regime ikke fredskonditionerne, men drev kispus med FNs våbeninspektører, ignorerede irakernes menneskerettigheder og forsøgte i al hemmelighed at genopbygge det irakiske militær. De FN-resolutioner som sanktionerer fredskonditionerne tillader brug af magtanvendelse, såfremt konditionerne ikke overholdes. Jeg mener derfor konflikten var uundgåelig, og i høj grad fremprovokeret af Saddam og hans kumpaner. !

Derudover kan jeg ikke lade være ved at hæfte mig ved den del af din argumentation, hvor du rettet fokus mod den nuværende situation i Mellemøsten. Jeg er sikker på, at vi hurtigt kan blive enige om, at regionen står overfor store udfordringer. Specielt Iran, Libanon og Syrien er urolige områder med et ulmende konfliktpotentiale, som bare venter på at eksploderer. Jeg har dog meget svært ved at se, hvordan et stadig eksisterende regime under Saddams ledelse kunne have bidraget positivt til regionens fremtidige udvikling. ! Nå, tilbage til det egentlige spørgsmål. Du skriver, at Afghanistan-konflikten har slået fejl og ikke længere er vores kræfter værd. Jeg mener, at politikere der ventilerer sådanne synspunkt er medskyldige i Talebans indflydelsesmæssige comeback. Samtidig undrer det mig utroligt meget, at du fuldstændig overser de enorme fremskridt Afghanistan har oplevet de seneste år. Hvordan tror du Taleban vil behandle den million piger (UM 2010) der i dag modtager daglig skoleundervisning, hvis koalitionstropperne forsvinder?!

Desværre ser jeg kampen mod terror som en udenrigspolitisk præmis, der vil påvirke politikudviklingen de næste mange år ud i fremtiden. Mellemøstens økonomiske og kulturelle situation betyder, at ekstremistiske kræfter nemt kan rekruttere forarmede mennesker, der ser ekstrem islam som den eneste løsning, og opfatter kampen mod vestlige værdier som uundgåelig. Kampen mod terror vindes derfor ikke kun med våben, men i langt højere grad med økonomisk udvikling. Jeg tror på, at mennesker der har et realistisk håb om en bedre og lykkeligere fremtid er mindre tilbøjelige til at gå terrorvejen. Desværre er regionens socioøkonomiske udfordringer så massive, at kampen mod terror og for økonomisk fremgang langtfra er overstået. Derfor er det altafgørende først at forlade Afghanistan, når missionen er fuldført: !

Trækker vi soldaterne hjem før demokratiet har rodfæstet sig og økonomien forbedret sig, vil der ikke gå mange år førend Taleban igen står i spidsen for et islamisk diktatur. Tankerne om at trække de mindst ekstreme Taleban-folk til forhandlingsbordet er et produkt af denne indstilling. NATO er kommet til den rigtige erkendelse af, at der ikke findes en smuk fred, men derimod kan skabes en varig løsning, hvis der handles nu. Succesmuligheden forsvinder dog hurtigt, hvis NATO-soldaterne forlader landet efter skemafastsatte tidspunkter og ikke venter på at opgaven er fuldført.!

Hvis ikke vi vinder i Afghanistan, vil problemerne sprede sig til Pakistan og derfra til resten af regionen og medfører voksende usikkerhed for vesten. Kampen i Afghanistan er derfor ikke en isoleret konflikt, som ikke er vores kræfter og opmærksomhed værd. Indsatsen er tværtimod vores fremtidige frihed og sikkerhed.!!

Vi har endegyldigt spildt muligheden for at gøre Afghanistan til et demokrati!

Kære Jakob, !

Først bliver jeg nødt til at kommenterer på dit udsagn om Irakkrigen. Det virker nemlig ret bizart, at du fortsætter med at hævde, at krigen var uundgåelig. I marts 2003 stod FN’s våbeninspektører umiddelbart over for at kunne konkludere, at Irak VAR afvæbnet i overensstemmelse med FNresolution 1441. Alt hvad de manglede, var nogle få måneders undersøgelser, før Hans Blix definitivt Side 19

ville erklære Irak fri for masseødelæggelsesvåben. Han mente altså, at det var muligt at undgå krig. FN’s Generalsekretær Kofi Annan sagde direkte, at de eksisterende FN-resolutioner ikke gav mandat til at starte en krig. Og ikke mindst var et stort flertal i FN’s Sikkerhedsråd, 11 lande ud af de 15, imod en invasion af Irak. ! Når vi så sammenholder det med, at der netop ikke blev fundet masseødelæggelsesvåben i Irak, virker det noget fantasifuldt, når du fortsætter med at hævde, at krig var uundgåelig. Det ligner jo også en ren tilståelsessag, at Bush og Co. så hurtigt holdt op med at tale om FN-resolutioner og masseødelæggelsesvåben, og i stedet forsøgte at sælge krigen som et spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder. !

Dernæst rejser du spørgsmålet om Afghanistan. Du beskylder mig endda for at være medansvarlig for, at Taleban er på fremmarch. Ret absurd i betragtning af at jeg og mit parti har støttet indsatsen i Afghanistan de seneste ni år, og egentlig en retorik jeg troede var forbeholdt typer som Søren Espersen.

Men okay, lad os fokusere på substansen.!

Helt grundlæggende har jeg meget svært ved at få øje på de ”enorme fremskridt”, du hævder, har fundet sted. Efter Talebans fald i 2001 var vi mange, som håbede at se et Afghanistan med demokrati, ligestilling mellem mænd og kvinder, hvor bønderne dyrkede korn i stedet for opium, og med et sikkerhedsapparat, der kunne opretholde ro og orden i landet. Problemet er ikke, at vi ikke har nået alt det i dag. Problemet er, at vi er på vej i den stik modsatte retning. ! Ordet demokrati klinger mere og mere hult i Afghanistan, i takt med at Karzai-regeringens omfattende korruption og valgsvindel kommer for dagen. Opiumsdyrkningen blomstrer, Taleban vinder frem på næsten alle fronter, fra Pakistan vælter nye hellige krigere ind i landet, og sommeren blev de hidtil blodigste måneder for NATO-styrkerne i landet. Tilliden til de afghanske sikkerhedsstyrker, der er udset til at overtage sikkerheden i landet efter NATO, ligger på et meget lille sted. ! Hvis jeg troede, at den udvikling kunne vendes ved at blive i Afghanistan i 1, 2 eller 5 år, så ville jeg med glæde støtte en forlængelse af de danske styrkes tilstedeværelse. Men i øjeblikket er der ingen tegn på, at udviklingen vender. Krigen i Afghanistan har varet i snart ni år – det er længere tid end både Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen. Holland og Canada har allerede trukket sig ud, og flere lande er på vej. Obama vil begynde tilbagetrækningen næste år. Så hvad er det lige præcis du mener vi kan ændre ved at blive i Afghanistan i yderligere 5, 10 eller 15 år? ! Det vil være forkert at sige, at krigen har været spildt. Vi har fået ødelagt al Qaedas træningslejre og forhindret flere terrorangreb i skala med 11. september, hvilket jo var den umiddelbare anledning til angrebet på Taleban. Men vi har endegyldigt spildt muligheden for at gøre Afghanistan til et stabilt demokrati, sådan som det ellers var ambitionen efter Taleban i november 2001 blev drevet ud af Kabul. Havde man dengang fokuseret al sin opmærksomhed på Afghanistan, frem for at drage på nye krigseventyr i Irak, tror jeg man havde haft en chance. Set i det lys har de sidste otte års indsats været spildt. Da en fortsat tilstedeværelse vil gøre mere skade end gavn, mener jeg det er på tide at tage hjem. ! En tilbagetrækning skal selvfølgelig ikke ske fra den ene dag til den anden. Og vi skal selvfølgelig fortsat støtte afghanerne på andre fronter, gennem udviklingsbistand osv. Min pointe er bestemt ikke, at vi skal opgive og vende ryggen til Afghanistan. Men vi er nødt til at se i øjnene, at vi i øjeblikket hverken hjælper afghanerne eller os selv ved vores fortsatte militære tilstedeværelse i landet.!!

RÆSON spørger JAKOB: Nye oplysninger i søndagens udgave af New York Times synes at støtte Hummelgaard: “Four years ago, the insurgents were active in only four provinces. Now they are active in 33 of 34,” lyder det fra flere hjælpeorganisationer. En NGO-repræsentant afviser det amerikanske (og danske) argument om, at eskaleringen af voldshandlinger alene reflekterer den amerikanske oprustning: ‘We do not support the perspective that this constitutes ‘things getting worse before they get better,’ ” said Nic Lee, director of the Afghan N.G.O. Safety Office, “but rather see it as being consistent with the five-year trend of things just getting worse.” !Tør du indrømme hvad regeringen benægter: At momentum i Afghanistan-krigen pt. går i Talebans retning?!

JAKOB: Det er åbenlyst for enhver, at koalitionsstyrkerne er udfordrede af oprørene. Danskerne Side 20

kan jo nærmest dagligt læse beretninger om, hvordan danske soldater fortsat er engageret i voldsomme kampe mod Taleban. Det er dog også åbenlyst, at Talebanerne konsekvent afholder sig fra at møde koalitionstropperne i åben kamp – og men stort set udelukkende benytter asymmetrisk krigsførelse.

Dermed minder situation i Afghanistan meget om situationen i Irak før “The Surge”. Jeg mener derfor, at NATO bør tilføre endnu flere tropper til områder for effektivt at kunne bevare kontrollen over landets provinser – og dermed holde Taleban i skak. !RÆSON: Du skriver ovenfor at en sejr er nødvendig men åbner samtidig for at “trække de mindst ekstreme Taleban-folk til forhandlingsbordet”. Er det ikke politikersprog for, at Taleban/andre fundamentalister får magten i en lang række provinser, hvor de fx får lov at terrorisere piger fra at gå i skole? Eller vil du love, at NATO/USA/Danmark først forlader Afghanistan, når alle afghanske piger er sikret skolegang? !

JAKOB: Det vil være en total falliterklæring, hvis de Talebanere som styrede landet før invasionen igen fik politisk indflydelse. Spørgsmålets formulering antyder, at alle de afghanere som kæmper på Talebans side er motiveret af deres religiøse overbevisning. Der er imidlertid talrige eksempler på, at lokale krigsherrer og stammeledere kæmper side om side med Taleban, fordi de økonomiske og politiske incitamenter er større end ved at bekæmpe dem. Det er den del af bevægelsen, der med fordel kan overtales til at nedlægge våbnene i bytte for en plads ved forhandlingsbordet og et løfte og fremtidig politisk indflydelse. !

Desværre hverken kan eller vil jeg love, at NATO først forlader Afghanistan, når forholdene er perfekte. Afghanistan er på mange områder et udviklingsland, som døjer med store indre spændinger og enorme socioøkonomiske udfordringer. Der vil derfor gå adskillige årtier, førend den uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige infrastruktur er så veludbygget, at den kan tilbyde effektiv behandling og undervisning til hele landets befolkning.!!

RÆSON: Flere danske eksperter har i RÆSON fastslået, at “USA bliver alene tilbage” i krigen. Er både Statsministerens, Udenrigsministerens og Forsvarsministerens offentlige diskussion af danske exit-strategier det sidste år ikke en de facto-indrømmelse af, at Danmark forlader Afghanistan med briterne over de næste par år?!

JAKOB: Står det til mig skal de britiske og danske soldater først forlade Afghanistan, når missionen er fuldført og en stabil frem og varig frem sikret. Det ser desværre ud som om at regeringen har valgt at give efter for den stigende bekymring, som danskerne udviser overfor missionen. Så selvom jeg mener det er forkert, tyder meget på, at de danske soldater forlader Afghanistan i 2015.!!

Serien fortsætter i næste uge

Side 21

DAN JØRGENSEN: REGERINGEN ER FODSLÆBENDE PÅ KLIMAOMRÅDET EU bør går forrest i verden på klimaområdet, og Danmark bør gå forrest i EU. Men i Danmark snorksover regeringen. Spørgsmålet er hvad vi skal leve af, hvis regeringen ikke ønsker at skabe vækst via grønne investeringer.

Af Dan Jørgensen, MEP, S EU rykker Connie Hedegaard præsenterede i maj sit bud på, hvordan EU kunne øge ambitionsniveauet for klimapolitikken ved at reducere CO2-udledningen med 30 procent i 2020 (i forhold til 1990) frem for kun 20 procent, som indtil nu har været målsætningen.

Den umiddelbare reaktion fra medlemslandene var ikke ligefrem positiv. Tyskland og Frankrig meldte ud, at de under ingen omstændigheder havde tænkt sig at øge reduktionsmålet midt i en finanskrise. Det var simpelthen for dyrt. Danmarks Lykke Friis fulgte trop og afviste 30 procents målsætningen, medmindre resten af verden gjorde en indsats, der var sammenlignelig.

Det lignede altså tørre tæsk til Connies klimastrategi. Men så vente stemningen. I juli måned skete der nemlig noget overraskende. Tyskland, Frankrig og Storbritanniens miljøministre gik sammen ud med en melding om, at de tre lande nu støttede, at EU gik fra 20 til 30 procent. Argumentet var i høj grad økonomisk. Det er vores konkurrenceevne der er på spil, sagde miljøministrene. Vi har ikke råd til at holde fast i 20 procent.

I Financial times skrev tre miljøministre et fælles indlæg. Deres hovedpointe var: Hvis vi holder os til en 20 procents reduktion, er det sandsynligt, at Europa vil tabe kapløbet om at konkurrere i en lavkarbonverden til lande som Kina, Japan eller USA, der alle forsøger at skabe et attraktivt miljø for lavkarboninvesteringer. Med andre ord; dem der reducerer deres CO2-udslip mest, er også dem der er mest konkurrencedygtige.

Jo længere vi venter – jo dyrere bliver det Der er to gode grunde til, at det økonomisk set er en fornuftig strategi at anlægge en ambitiøs klimapolitik. For det første er det globalt set meget billigere at handle nu, frem for at vente til klimaforandringerne for alvor indtræffer. Hvorfor det?

Det er klart, at det vil det koste os penge at lægge vores økonomier om til at blive bæredygtige. Det er en kæmpe udfordring, vi står over for. Vi bliver nødt til at begrænse vores industrier mht. den energi de forbruger, og den CO2 de udleder. Ligesom der skal investeres massivt i nye teknologi. Det er ikke gratis.

Men at betale regningen nu er langt at foretrække frem for at vente. For jo længere vi venter, jo dyrere bliver det. Den anerkendte britiske økonom og tidligere cheføkonom i verdensbanken, Nicholas Stern, stod bag den 700 sider lange analyse af de økonomiske konsekvenser af klimaforandringerne, der udkom i 2006 under titlen: The Stern Review. Studiet, der i dag anses som banebrydende, viste, at hvis vi fortsætter som i dag uden at gøre noget for at bekæmpe klimaforandringerne, så er de økonomiske udsigter meget dystre.

The Stern Review konkluderede, at omkostningerne ved klimaforandringerne kommer til at udgøre mellem 5 og 20 procent af verdens bruttonationalprodukt om året i fremtiden. Det skyldes blandt andet, at klimaforandringer vil forårsage mangel på vand og fødevarer mange steder i verden. Hvis vi derimod handler nu, så vil prisen på at forebygge være meget lavere, nemlig omkring 1 procent af Bruttonationalproduktet.

First mover advantage Side 22

Den anden grund til, at vi skal handle nu, er det økonomerne kalder ”first mover advantage”. Det handler om ganske enkelt om, at den første til at udvikle en teknologi eller en ide, vil have en konkurrencemæssig fordel over for de andre.

Der er en kæmpe udvikling i gang inden for bæredygtighed, vedvarende energi og energieffektivitet i hele verden. EU-kommissionen forventer, at sektoren for bæredygtige løsninger vil vokse med 7-8 procent om året i Europa, hvilket er langt mere end de traditionelle sektorer. Der er mange penge og masser af grønne jobs i at være miljøvenlig.

Lad os tage EU-kommissionens tal som udgangspunkt. Ifølge kommissionen var der i 2005 i Europa omkring 1,4 million grønne jobs forbundet med industrien for vedvarende energi. Det er et tal i kraftig vækst. Og det vil fortsætte med at vokse. Med en klimamålsætning om at reducere CO2- udledningen på 30 procent, kan vi skabe en vedvarende energisektor med over 3,5 millioner grønne jobs. Altså 2,5 gange så mange som der var i 2005.

Lægger man oven i regnestykket de mindst 2 millioner jobs, vi kan skabe ved at gøre vores bygningssektor mere energieffektiv, så begynder det at ligne noget.

Men mens vi i EU i en årrække har været førende inden for den grønne sektor, så skal vi nu skifte til et højere gear, hvis vi fortsat vil være førende og udnytte vores ”first mover advantage”. Konkurrencen er hård. Ifølge det såkaldte ”Renewable Energy Attractiveness Index” er EU ikke længere den mest attraktive region, hvad angår grønne investeringer. Det er USA og Kina. USA har som målsætning at fordoble sin produktion af vedvarende energi i 2012, mens Kina og Taiwan i dag er blevet verdens største producenter af solpaneler.

Hvor bliver Danmark af?

I store dele af det politiske etablissement og ikke mindst i erhvervslivet i USA har man set udviklingen.

Obama sagde for nylig, at vi må stoppe med at anskue en ambitiøs klimapolitik som noget, der giver færre jobs. Grønne investeringer er derimod noget, der skaber jobs, var præsidentens udmeldingen.

Obamas strategi er at bruge grønne investeringer til at stimulere den amerikanske økonomi og derved hjælpe landet ud af finanskrisen.

Og med Tysklands, Frankrigs og Storbritanniens udmelding om 30 procent ser vi altså samme udvikling i EU. Jeg tror, at den nye opfattelse af klimapolitikken som positiv for jobs og vækst, kan vise sig at blive meget afgørende. Ønsket om en ambitiøs klimapolitik er ikke længere kun noget, der optager miljøbevægelser og venstrefløjspolitikere. Det er mainstream. Heldigvis.

Et sted går det dog lidt langsommere end så mange andre steder. Er det de forstokkede tyske kristendemokrater, er det Sarkozys fodslæbende partifæller i Paris eller er det de britiske torys, der ikke vil være med? Nej, det er såmænd Venstres folketingsgruppe i Danmark.

Energiordfører Lars Christian Lilleholt har sagt at det vil være en "tossegod handling", hvis EU går forrest ved at hæve reduktionsmålet til 30%.

Den holdning er ikke alene skadelig for klimaet. Den er dybt skadelig for vores økonomi. Ganske som EU skal høste fordelene af at gå forrest i verden, burde vi tage fordelene af at gå forrest i EU. Men det ønsker regeringen ikke. Måske har den en anden plan for, hvad vi skal leve af i fremtiden.

Gad vide, hvad det er. Niels Helveg Petersen sagde for nyligt, at hvis ikke vi begynder at forholde os til verden omkring os, så ender vi med at skulle leve af at danse folkedans for kineserne.

Eller er det landbruget. Det optager trods alt "kun" 60 % af vores areal, og der produceres jo ikke mere end 25 millioner grisebasser om året i Danmark, hører man for sig vismændene i Venstres folketingsgruppe argumentere.

Noget kunne tyde på, at min spøg desværre ikke er så sjov endda. Venstres venner i landbrugsorganisationen Fødevarer og Landbrug har netop meldt ud, at de mener man skal stoppe de planlagte havvindmølleparker og i stedet kaste penge efter energiomlægning i landbruget. De små 8 milliarder kroner, sektoren får i støtte om året af EU, er åbenbart ikke nok.

Side 23