Ugens raeson 26/5

2. årgang nr. 17 - 26. maj 2010

Korea: Krig?

Obama og Karzai Armadillo Niels Krause-Kjær, Claes Kastholm, Helle Ib, Peter Nedergaard og Johannes Andersen om VKOs pakke Danmark: Økonomisk opsving på vej? samt artikler af Bendt Bendtsen, Jacob Mchangama, Anne Baastrup m.fl.

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Emma Knudsen (daglig redaktør), Nikolaj Vitting Hermann, Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Foto credits bl.a.: The White House/Pete Souza, IAEA, ISAF, Finansministeriet/Stig Stasig, SF, Konservative, Venstre, Cepos, Flickr Commons, Wiki Commons. EVERYBODY WINS

VERDEN 26. maj 2010

SYD- og NORDKOREA Krig i Korea?

Kan der igen komme krig i Korea, spørger internationale kommentatorer i disse dage. Markederne har reageret med nervøsitet og sendt både sydkoreanske aktier og valuta nedad bakke.

Af Jonas Parello-Plesner, redaktør på RÆSON, medlem af chefredaktionen

Baggrunden er, at 46 sydkoreanske søfolk døde den 26. marts i de kolde bølger, da flådekorvetten Cheonan sank. Skibet sank efter at være blevet ramt af en torpedo af nordkoreansk oprindelse. Undersøgelsen af årsagen har været grundig gennemført over et par måneder af et internationalt hold af eksperter.

I mandags kunne Sydkoreas præsident Leemyung-bak meddele konklusionen til det sydkoreanske folk – symbolsk passende blev talen transmitteret fra mausoleet for de faldne i Korea-krigen.

Lees budskab var kontant og klart samt langt fra de sidste mange års forsonende solskinspolitik. Nordkorea skal stå til ansvar for sin handling og bør undskylde. Sydkorea har annonceret følgende straffetiltag; nordkoreanske skibe forbydes adgang til Sydkoreas søterritorium, og handel og investeringer i Nordkorea suspenderes – med undtagelse af industriparken Gaesong.

Handelsrestriktionerne vil ramme Nordkorea som fortsat har omkring 14 % af sin handel med Sydkorea. Det vil dermed blokere en rute for styret i Pyongyang til udenlandsk valuta. Men kinesiske handlende står klar på den anden side af grænsen til at udfylde tomrummet.

Nordkorea selv nægter sig skyldig i Cheonanaffæren og har ønsket selv at sende observatører for at undersøge årsagen. Det er blevet afvist af Sydkorea. Nordkorea vælger i vanlig konfrontatorisk stil at udvide det internationale diplomatiske vokabularium med smædeord.

Sydkoreas præsident kaldes en ’antigenforenings konfrontationsgalning’ som svar på straffetiltagene og har også svaret igen med egne bilaterale tiltag mod Sydkorea.

Sydkorea taler også om at genoptage propagandabudskaber fra den sydkoreanske del af den demilitariserede zone, som markerer grænsen oprettet ved våbenhvilen i 1953.

Nordkorea lover at ville skyde på nye opsatte højttalere. Eskalationen er i gang.

Bevismaterialet for Nordkoreas handling er også afleveret til FN, hvor generalsekretær og tidligere koreansk udenrigsminister Ban ki-moon vil følge sagen videre, og Sikkerhedsrådet ventes at drøfte styrkelse af sanktionerne over for Nordkorea. Kinas reaktion spiller en nøglerolle.

Omverdenens reaktioner Kina er endnu ikke kommet med en entydig reaktion. Afvejningen af ønsket om stabilitet i Nordkorea over for presset fra Sydkorea, Japan og USA om, at Nordkorea skal mærke klare konsekvenser, er muligvis endnu ikke blevet foretaget i Beijing.

Indtil videre holder man sig til uldne formuleringer om at begge sider skal afholde sig fra at eskalere situationen. Muligvis kan lidt mere læses ind i det kinesiske udenrigsministeriums talskvinde Jiang Yus udsagn om, at man ikke vil tolerere nogen handlinger, som forstyrrer freden.

Så er spørgsmålet om, Kina selv og i Sikkerhedsrådet vil klassificere Nordkoreas handling som en sådan forstyrrelse af freden.

Der er topmøde imellem Sydkorea, Japan og Kina på fredag [d. 28. maj, red.], hvor de to lande vil lægge pres på Kina for at melde klart ud. For Kina kommer bevisførelsen for Nordkoreas handling – som med de tidligere atomprøvesprængninger i 2006 og 2009 – højst ubelejligt. Kim Jong-il har lige gennemført besøg i Kina i starten af måneden.

Et resultat herfra var, at Nordkorea var klar til at genoptage forhandlingerne i sekspartsforhandlingerne om Nordkoreas atomvåben. Det ville være belejligt for Kina at have Nordkorea og USA parkeret i multilaterale forhandlinger, så presset for resultater ikke lå på Kinas skuldre.

Kina kan forventes at komme til at afsløre sine reelle prioriteringer i det kommende forløb.

Min vurdering er, at Riget i Midten prioriterer stabilitet og imødegåelse af evt. udsigter til et nordkoreansk kollaps højere end en international aktion mod et aggressivt og atombevæbnet Nordkorea.

Særligt da de sidste fire år med et atombevæbnet Nordkorea ikke har sat gang i en nuklear oprustning i hverken Japan og Sydkorea. Det var Beijings oprindelige bekymring, da Nordkorea endegyldigt krydsede det nukleare Rubicon. Derfor bliver Kinas rolle i Sikkerhedsrådet også forventeligt at udvande nye sanktioner, så de ikke rammer den nordkoreanske økonomi bredt.

USA står umiddelbart meget styrket i Nordøstasien af forløbet. Sydkorea har pludselig brug for den militære alliance med USA på en mere konkret måde end i årene under solskinspolitikken, hvor de amerikanske soldater og baser i Sydkorea fremstod som et unødigt koldkrigsrelikvie. Nu kommer der i stedet ekstra fælles militære øvelser til søs i den kommende tid.

Det samme gælder for USA’s alliance med Japan.

Japans premierminister Hatoyama har blandt andet brugt den fornyede trussel fra Nordkorea til at droppe sit valgløfte om at flytte den amerikanske base fra Okinawa. Et hårdt slag mod vælgerne og Okinawas befolkning samt Hatoyamas popularitet og troværdighed, men et stort plus for USA. Et nyt japansk ordsprog kunne komme til at lyde: amerikanske baser består, japanske premierministre forgår.

Ingen forventer en ny Korea-krig. Men situationen er oprigtigt farlig mest på grund af mulige fejlkalkulationer særligt til søs.

Nordkorea forbereder sig på et lederskifte og på at vise befolkningen, at man er blevet en stærk og velstående nation i 2012. Det er hundredeåret for landsfaderen, Kim il-sung. Der er ikke råd til at vise svaghed militært, når Kim jong-il har opnået så lidt økonomisk. Sydkorea er vågnet af tornerose-søvnen fra solskinspolitikken og vil nu sætte hårdt mod hårdt.

Jonas Parello-Plesner kommenterer asiatisk udenrigspolitik ved East Asia Forum og fra sin plads i chefredaktionen for RÆSON. Han er tidligere chefkonsulent i Udenrigsministeriet og nuværende direktør for den humanitære organisation, AC børnehjælp. Han kan kontaktes på j.parelloplesner@get2net.dk

DER FOR

DJØF er her for at sikre dig den bedste løn, de bedste ansættelsesvilkår og optimale muligheder for at komme videre med din karriere.

Råd om løn, vilkår og kontrakter Vi kender dit arbejdsmarked bedre end nogen andre.

Du behøver ikke vide alt om barselsregler eller aktieoptioner – det gør vi. Brug os før lønforhandlingen, og før du skriver under på kontrakten.

Juridisk hjælp, hvis du bliver fyret Du er ikke alene, hvis du bliver fyret eller løber ind i problemer på jobbet. Vi har erfaring med de problemer, du kan støde på, og vores advokater står 100 pct. bag dig.

Din sparringspartner til karrieren Uanset om du læser, overvejer nyt job eller bliver fyret, giver sparring og individuel rådgivning fra vores karrierekonsulenter dig det bedst mulige grundlag for at træffe valg om fremtiden.

Danmarks stærkeste netværk Vores medlemmer er Danmarks stærkeste netværk. Mød dem til debatmøder og kurser, få dig en mentor eller lær af andre djøfere i et fagligt netværk, skræddersyet til dig og dine udfordringer.

djoef.dk

DJØF er en uafhængig faglig organisation.

Vi er over 70.000 medlemmer, som studerer eller arbejder med ledelse, økonomi, jura, marketing, salg, kommunikation, organisation eller administration i både det private og det offentlige.

VERDEN 26. maj 2010

AFGHANISTAN Kan USA håndtere Karzai?

På overfladen var præsident Karzais Washington-besøg d. 10.-13. maj en diplomatisk succes. Men besøget taklede kun symptomerne, ikke roden til problematikken: Intet tyder på, at Karzai for alvor er parat til at iværksætte nødvendige reformer, tage kampen op mod korruption og bakke klart op om ISAF’s militære indsats mod Taliban. Det er dybt problematisk forud for en offensiv i Kandahar, der kan blive afgørende for ISAF’s engagement.

Uden et tillidsfuldt og velfungerende samarbejde mellem Obama og Karzai vil ISAF få svære kår, når Kandahar-offensiven fører til øgede civile tab.

Af Christian Bayer Tygesen

Obama leverede ved Karzais møde i Washington et utvetydigt budskab om USA’s langvarige engagement i Afghanistan. Spændingerne mellem Washington og Kabul blev for en stund bilagt.

Præsident Obama og præsident Karzai har dog fortsat et anspændt forhold. Karzai vil slet ikke mødes med vicepræsident Biden. Udenrigsminister Clinton og forsvarsminister Gates er i tæt dialog med deres afghanske modparter, men har ikke et tillidsfuldt forhold til Karzai. Richard Holbrooke, USA’s særlige repræsentant for Afghanistan og Pakistan, og Karl Eikenberry, USA’s ambassadør til Kabul, er begge i praksis persona non grata i Kabuls præsidentpalads. Ingen af Obamaadministrationens diplomatiske hovedaktører har formået at etablere et velfungerende samarbejde med Afghanistans præsident.

Det anspændte bilaterale forhold står i relief til Bush-administrationens tid. Karzai havde tætte bånd til Bush-administrationens top og et godt forhold til præsident Bush. Kontrasten kan virke paradoksal, men det er den ikke. En del af forklaringen er kontraintuitiv: Siden januar 2009 har præsident Obama markant opprioriteret engagementet i Afghanistan.

Denne kontrast til Bush er en vigtig grund til USA’s vanskelige forhold til Karzai i dag.

USA’s balanceakt mellem krav, støtte og kritik Med intensiveringen af USA’s engagement fulgte nemlig en naturlig skærpelse af USA’s krav.

Obama slog tidligt en mere kontant tone an end Bush: USA’s støtte er ikke ubetinget. Karzai skal demonstrere vilje til at bekæmpe korruption og

fremme god regeringsførelse via reformer. Obamaadministrationen understregede tilmed offentligt, at USA løbende ville vurdere den afghanske samarbejdsvilje og drage Kabul til ansvar for dets handlinger.

Karzai, notorisk for sine vredesudbrud, reagerede negativt på den skærpede amerikanske retorik. Han langede kraftigt ud efter ISAF for dets uacceptabelt høje niveau af civile tab og truede med at indskrænke ISAF’s handlerum. Siden har Karzais reformvilje været beskeden og hans opgør med korruption overvejende symbolsk.

Da Karzai trak sig sejrrigt ud af det katastrofale parlamentsvalg i 2009, sank forholdet til et nyt lavpunkt. Valget den 20. august var belastet af manglende sikkerhed, lav valgdeltagelse, et højt niveau af valgsvindel og havde ingen klar vinder.

En anden valgrunde blev derfor planlagt for at afgøre valget og tilføre valgprocessen mere troværdighed. Til amerikansk frustration forpurrede Karzai processen. Den 1. november indgik han en aftale med sin hovedkonkurrent, Abdullah Abdullah, som derefter trak sig. Dermed fik USA i Karzai en partner uden bred tillid eller støtte i den afghanske befolkning – en politisk illegitim partner i en krig, som alle er enige om, kun har en politisk løsning.

Et sidste stort skår i forholdet angår Karzais nølende opbakning til den militære offensiv mod Taliban. Som Afghanistans præsident skal Karzai selvsagt vedvarende påtale og søge at indskrænke antallet af civile tab i krigshandlingerne. Når det er sagt, er der i Washington en udbredt opfattelse af, at Karzai alt for ofte søger at udnytte tragiske

civile tab til at styrke sig selv indenrigspolitisk og vende befolkningen mod ISAF. Med ISAF’s nye strategi har McCrystal sat befolkningens sikkerhed i centrum. Derudover har han skærpet reglerne og procedurerne for ISAF’s engagement for at reducere antallet af civile tab.

De skridt har imidlertid ikke ført til en synlig ændring af Karzais adfærd. Når avisoverskrifter har meldt om nye civile tab, har Karzai ofte fortsat sin aggressive linje over for ISAF og USA. Dermed har Karzai indirekte lagt sig i forlængelse af Talibans fortælling om, at den internationale besættelsesstyrke har alt andet end Afghanistans interesser for øje. (Senest har præsident Karzai tilmed anklaget Vesten for at stå bag en stor del af den svindel, der underminerede parlamentsvalget i 2009.)

Obama-administrationen har derfor i flere situationer taget skarpt afstand fra Karzais udtalelser.

Indenrigspolitisk kan Obama ikke stå model til, at Karzai sår tvivl om USA’s rolle under parlamentsvalget.

Internationalt kan USA ikke holde til, at Karzai underminerer opbakningen til ISAF og dermed svækker NATO’s handlekraft og enhed.

I Afghanistan kan Obama ikke acceptere, at Karzai opildner afghanernes vrede mod ISAF og underminerer McCrystals bestræbelser på at række ud til lokalbefolkningen og etablere nye partnerskaber.

Derfor har Washington, både offentligt og bag lukkede døre, appelleret til, at Karzai tager ejerskab for den vitale militære indsats mod Afghanistans oprørsgrupper. Karzai skal utvetydigt slå fast, at offensiven også er i Afghanistans nationale interesse og ikke udelukkende en byrde, som USA har søgt at påtvinge ham eller den afghanske befolkning.

En opblødning i Washingtons linje?

Obama-administrationens offentlige kritik af Karzai har fået en hård modtagelse af eksperter i både republikanske og moderate demokratiske kredse. ”Måske er Karzai korrupt, men han er landets valgte statsoverhoved”, lyder ræsonnementet. Uden et funktionelt samarbejde har ISAF ingen udsigt til succes. USA har ikke råd til at lade personlige spændinger eller diplomatiske knaster komme på tværs af USA’s nationale interesse eller Afghanistans fremtid. Offentlig mudderkastning er kontraproduktiv. Obama-administrationen bør derfor levere dens hårde budskaber bag lukkede døre.

Meget tyder på, at Det Hvide Hus har lyttet til kritikken. Washington var forvandlet til én lang rød løber, da Karzai og ti fagministre ankom den 13. maj. Parterne drøftede en omfattende dagsorden med flere vanskelige punkter undervejs, herunder korruptionsbekæmpelse, perspektiverne for forsoning med Taliban, den foreståede Kandaharoffensiv og freds-jirga (en traditionel afghansk mødeform, hvor ældre og stammeledere samles for at drøfte væsentlige emner, jf. nedenfor).

Fra alle amerikanske samtalepartnere lød det samstemmende, at USA’s engagement i Afghanistan er langsigtet, bredspektret og robust.

Obama cementerede dette ved at sætte en opgradering af det amerikansk-afghanske strategiske partnerskab i udsigt inden udgangen af året.

I dag er vurderingen af Karzai-besøget overvejende positiv. Forholdet mellem USA og Afghanistan anses for normaliseret, og tonen i den bilaterale dialog forbedret.

Med vanlige diplomatiske vendinger som ”godt venskab er kendetegnet ved, at der er plads til uenighed”, fik parterne bilagt deres offentlige spændinger. Intet tyder dog på, at besøget førte til konkrete fremskridt på de vanskeligste spørgsmål.

Obama og Karzai viste altså, at de sammen var i stand til at give det bilaterale forhold et symbolsk løft. Spørgsmålet er, hvor langt enigheden rækker ud over symbolpolitikken?

I horisonten raver især af to mulige anstødssten op: I starten af juni afholdes en freds-jirga, hvor godt 1500 lokale afghanske lokale ledere ventes at deltage. Målet er at få etableret en overordnet ramme for fremtidige forsoningsforhandlinger med Afghanistans oprørsgrupper. Her er Kabul og Washington langt fra enige om de præcise modaliteter og røde linjer for forhandlingerne.

Obama har vist lidt større fleksibilitet, end Bush ville have gjort. Men hvad gør Obama, hvis sådanne forhandlinger fører til kompromisser med de fremskridt, der – trods alt – er sket for blandt andet kvinders rettigheder?

I løbet af sommeren indleder afghanske sikkerhedsstyrker og ISAF en omfattende offensiv i Kandahar. Mange ser Kandahar som ”slagets time”. Forberedelsesfasen er allerede fremskreden.

Uden et Kabul og Washington i synch om offensivens væsentligste spørgsmål og uden en Karzai, der er villig til at bakke klart op bag ISAF og de afghanske sikkerhedsstyrker, vil det bilaterale forhold igen komme under pres. Hvad gør Obama da?

Lektien fra Bush-Musharraf For at tilnærme sig et svar, kan det være værdifuldt at tænke tilbage på forholdet mellem Pervez Musharraf, Pakistans præsident fra 1999 til 2008, og præsident Bush. Debatten omkring Bushs næsten betingelsesløse opbakning til Musharraf er nyttig i en tid, hvor flere diskuterer, hvordan Obama og USA skal balancere kritik over for samarbejde, offentlige retorik over for fortrolig dialog i forholdet til Karzai.

Hærchefen Musharraf overtog magten ved et militærkup i 1999. I november 2007 erklærede han undtagelsestilstand og opløste Pakistans Højesteret i et forsøg på at foregribe en ventet dom mod sin valgsejr måneden forinden. Det udløste store demonstrationer blandt Pakistans moderate kræfter i Islamabad, Lahore og Karachi. Musharraf havde overspillet sin hånd. Det blev starten på hans fald i 2008.

I samme periode blev Bush udsat for skarp kritik for at holde hånden over Musharraf. Kritikken var

særlig hård fra de udenrigspolitiske rådgivere, der samlede sig omkring Obamas valgkampagnestab.

Flere advarede mod, at Bushs opbakning til Musharraf vendte den pakistanske befolkning mod USA (USA’s anseelse var i forvejen meget lav i Pakistan), delte de moderate i Pakistan (og dermed styrkede de radikale kræfter) og underminerede den internationale opbakning til USA’s Pakistan-politik.

Bush-administrationen svarede på kritikken ved at påpege, at Pakistans overordnede stabilitet og samarbejde i indsatsen mod terror er afgørende for USA’s sikkerhed og udviklingen i regionen. Det ville være uansvarligt at afbryde samarbejdet og bidrage til at trække tæppet væk under Musharraf.

Obamas vs. Bushs instinkt Parallellen til Musharraf er relevant for Obama i dag. I Afghanistan, hvor Karzais demokratiske image er særdeles svækket efter et mislykket valg, hvor Karzai af store dele af befolkningen og det internationale miljø anses for korrupt, og hvor ISAF søger at overbevise den afghanske befolkning om, at Kabul-regeringen kan levere et holdbart alternativ til kaos eller Taliban, står Obama over for en tilsvarende vanskelig balanceakt.

I 2007-2008 var Obama-lejren enig om, at USA ikke kunne holde hånden over Musharraf, når han brød demokratiske principper, og flertallet af den pakistanske befolkning ønskede hans afgang. Noget tyder på, at et lignende ræsonnement har stået bag Obamas distancetagen til Karzai i 2009 og 2010.

Omvendt er der også internt i Obamaadministrationen en erkendelse af, at USA skal samarbejde med Karzai, ligesom Bushadministrationen indså, at den blev nødt til at samarbejde med Musharraf (på trods af de gode hensigter om at arbejde med Pakistans civile ledere er Obama-administrationen nu også kommet til en erkendelse af, at det i sidste instans er Pakistans militær, der bestemmer i Islamabad).

I dag er et påtrængende spørgsmål så, hvordan ”Musharraf-debatten” om USA’s forhold til Karzai udvikler sig internt i Obamaadministrationen efter Karzais besøg. Er

vægtningen og linjerne i debatten den samme i Washington, som i USA’s ambassade i Kabul og i McCrystals stab? Næppe.

Karl Eikenberry har i lækkede indberetninger til Washington argumenteret for, at Karzai ikke er en adækvat strategisk partner for USA. Derimod har McCrystal nedtonet kritikken af Karzais mangler og forsøgt at bevare et tæt samarbejde med præsidenten.

Er Obamas instinkt det samme som Bushs?

Næppe. 2009 indikerede, at Obamas instinktive tålmodighed over for vanskelige allierede som Karzai er lavere end hans forgængers. Karzaibesøget tyder dog på, at Obama er parat til at give Karzai mere line mod øget støtte og loyalitet fra den afghanske præsident. ISAF står på tærsklen til en afgørende offensiv i Kandahar, som kan blive et vendepunkt for Afghanistan.

Obama ved, at uden en mere trofast allieret i Kabul, vil USA, ISAF og UNAMA [United Nations Assistance Mission for Afghanistan, red.] få meget svære politiske vilkår, når offensiven i Kandahar fører til en ny stigning i civile og militære tab.

Christian Bayer Tygesen (f.1984) er cand.scient.pol. og bidrager løbende til RÆSON om Irak, Afghanistan og amerikansk udenrigspolitik. Han kan kontaktes på: baytyg@gmail.com

VERDEN 26. maj 2010

Fra Afghanistan til Centralasien De centralasiatiske republikker spiller en vigtig rolle i forsøget på at bekæmpe Taliban i Afghanistan. Den seneste opstand i Kirgistan har dog vist, at de autoritære regimer formentlig ikke i længden vil være stabile samarbejdspartnere for Vesten. Centralasien trues ikke blot af interne konflikter, men også af militante islamister med kamperfaring fra Afghanistan. Disse militante islamister kan meget vel være på vej hjem.

Af Morten Christensen

Den tidligere sovjetrepublik Kirgistan i Centralasien martres af uroligheder i kølvandet på den revolte, der i begyndelsen af april tvang præsident Kurmanbek Bakijev fra magten i det overvejende muslimske land. Tilbagevendende voldelige konfrontationer mellem Bakijevs tilhængere og de nye magthavere – der har lovet at gøre op med Bakijevs autoritære og nepotistiske regime – giver nervøse trækninger hos regimerne i nabolandene og regeringer langt uden for Centralasien. Uroen kan nemlig få negative konsekvenser for den internationale krigsindsats i Afghanistan.

USA og Rusland er bekymrede for urolighederne, der har udviklet sig fra at være folkelige protester mod elendige levevilkår og et gennemkorrupt regime til at have karakter af etniske stridigheder mellem kirgisere og det usbekiske mindretal.

Hvis den midlertidige regering ikke får inddæmmet konflikterne, er der risiko for, at naboerne Usbekistan og Tadsjikistan bliver draget ind i konflikten. Imens raser krigen i Afghanistan blot nogle hundrede kilometer derfra, og det vil være et katastrofalt slag mod indsatsen for at bekæmpe Taliban, hvis de centralasiatiske republikker ikke længere er stabile partnere.

I værste fald kan Centralasien blive scene for væbnede konflikter og tilflugtssted for militante islamister i lighed med Afghanistan i 1990’erne.

Kirgistan er med sin geografiske placering en vigtig strategisk partner for de regionale stormagter Rusland og Kina. Men også for USA, der benytter Manas-luftbasen nær hovedstaden Bisjkek til at flyve tropper og forsyninger til Afghanistan. Også Rusland har en luftbase i Kirgistan, som dermed er det eneste land i verden til at huse både en russisk og amerikansk luftbase.

Centralasien er uløseligt forbundet med Afghanistan Der er bred enighed om, at udviklingen i Afghanistan og Centralasien er uløseligt forbundet med hinanden. Præsident Obama har understreget, at en løsning på AfPak-problemet [AfghanistanPakistan-problemet, red.] kræver inddragelse af alle lande i regionen. Det gælder blandt andet de tidligere sovjetrepublikker Usbekistan, Tadsjikistan, Kirgistan, Kasakhstan og Turkmenistan. Det samme budskab er blevet fremført af NATO og kan desuden læses i den danske Centralasienstrategi, som daværende udenrigsminister Per Stig Møller lancerede i forbindelse med sit besøg i Tadsjikistan sidste efterår.

For at undgå spredning af problemerne i AfPak til Centralasien har USA og NATO brug for stabile partnere i regionen, og indtil 7. april i år så det ud til at være tilfældet. Men lynrevolutionen i Kirgistan viste, at et udadtil stabilt regime kan kollapse i løbet af ganske få timer.

De centralasiatiske republikker er meget forskellige, så det er umuligt at sige, hvor stor sandsynligheden er for en dominoeffekt af opstanden i Kirgistan. Men landene har det til fælles, at regimerne i varierende grad undertrykker politiske modstandere og slår ganske hårdt ned på alt, hvad de anser for trusler mod deres magtposition. I den forbindelse er myndighedernes søgelys konstant rettet mod selv fredelige religiøse bevægelser.

Man kan kun gisne om, hvad der vil ske, hvis befolkningens frygt for myndighedernes jernnæve på et tidspunkt bliver mindre end deres desperation over fattigdom og manglende fremtidsperspektiver.

Det synes dog givet, at sikkerhedstjenesterne vil slå hårdt tilbage, og det kan derfor blive en blodig affære og potentielt destabiliserende.

Stabilitet er afgørende for situationen i Afghanistan Under alle omstændigheder er der sået tvivl om langtidsholdbarheden af regimerne på et tidspunkt, hvor de er vigtigere end nogensinde i relation til indsatsen i Afghanistan.

USA og NATO har indgået aftaler med en række lande om det såkaldte ”Northern Distribution Network” (NDN), som er et netværk af forsyningslinjer på landjorden og i luften fra Europa gennem Rusland, Kaukasus og Centralasien til baserne i Afghanistan.

Netop Manas-basen i Kirgistan er som den eneste amerikanske luftbase i Centralasien et afgørende knudepunkt i NDN. Alene i marts i år passerede 50.000 tropper gennem Manas til og fra Afghanistan.

NDN er et alternativ til de sydlige forsyningsveje fra Pakistan, og betydningen af de nordlige linjer er steget markant de seneste år i takt med, at Taliban har intensiveret angrebene på forsyningskonvojer i grænseområderne mellem Pakistan og Afghanistan.

Men forsyningslinjerne i Centralasien er selvsagt også et eftertragtet mål for militante islamister, som ønsker at angribe de internationale styrker og måske endda udvide kampzonen til nabolandene.

Det er en kendsgerning, at Taliban er rykket mod nord i Afghanistan, og sidste år blev det tydeligt, at den hidtil relativt fredelige del af landet nu også er en kampzone. De tyske styrker i Kunduz har adskillige gange været i kamp med talibanere, og den stigende strøm af forsyninger er en af forklaringerne på den øgede militante aktivitet i Nordafghanistan og grænseområderne til Tadsjikistan og Usbekistan.

Det er ikke kun koalitionen, der er bekymret for udviklingen. Også Rusland ser dystert på perspektiverne for et Centralasien med fejlslagne stater og et Afghanistan i talibanernes vold.

Allerede i dag kæmper det russiske samfund med konsekvenserne af den massive narkosmugling fra Afghanistan via Centralasien. Dertil kommer frygten for, at militante islamister vil kunne operere relativt frit i de uvejsomme bjerge i Centralasien og rette angreb mod Rusland. Det er noget af et skrækscenarie for Kreml, og derfor tolererer de russiske magthavere den amerikanske tilstedeværelse i Centralasien, så længe det giver mening i forhold til at sikre stabiliteten i Ruslands interessesfære.

Truslen fra hjemvendte islamister En anden forklaring på den øgede oprørsaktivitet i Nordafghanistan skal findes i koalitionens offensiver i Helmand samt i den pakistanske hærs offensiver mod militante islamister i Swat og Sydwaziristan sidste år. Offensiverne og de mange nålestiksangreb fra droner har tvunget militante islamister væk fra deres skjulesteder, og en del har søgt mod nord, hvor de fortsætter kampen.

Det gælder formentligt også hellige krigere fra Centralasien, og dermed er endnu en kim lagt til potentielt destabiliserende uro i Centralasien, hvis

de vælger at vende hjem, som en række eksperter vurderer, at der er en vis sandsynlighed for.

Det er især usbekere, tadsjikere og kirgisere tilknyttet Usbekistans Islamiske Bevægelse (IMU) og udbryderorganisation Islamisk Jihad Union (IJU), der begge er på terrorlisterne i EU og USA. Deres præcise antal er ukendt, men rapporten ”From the Ferghana Valley to South Waziristan” fra marts i år udarbejdet af Washingtontænketanken, Center for Strategic & International Studies (CSIS), vurderer det samlede antal til at være alt fra 1.000 til 5.000.

I de seneste 10 år har de kæmpet side om side med al-Qaeda og Taliban i Afghanistan og Pakistan. De menes også at have stået bag flere terroraktioner i Usbekistan, og sidste sommer trængte militante ind i Tadsjikistan og videre til Kirgistan og Usbekistan. I alle tre lande førte det til kampe med sikkerhedsstyrkerne, og det var det første tegn på, at nogle islamister kunne være på vej hjem.

En usikker situation i Kirgistan Islamisterne er i opposition til de sekulære regimer i hjemlandene og vil omdanne Centralasien til en islamisk region. Omvendt opfatter regimerne dem som en direkte trussel mod deres magtposition, og især Usbekistan har bekæmpet dem med stor brutalitet.

De er erfarne krigere, og regeringerne i Centralasien frygter, hvad der vil ske, når og hvis disse ”hjemmedyrkede” terrorister en dag vender hjem og genoptager kampen. Myndighederne har ikke undladt at puste til frygten ved i tide og utide at spille islamistkortet for at legitimere en kompromisløs kurs over for det, de kalder fjender af staten. Eksperter har advaret om, at den massive undertrykkelse af borgerne kan være med til at skubbe almindeligt troende muslimer i kløerne på militante islamister.

Hovedparten af de militante stammer fra Ferghana-dalen, der er den fattigste del af Centralasien. Her mødes grænserne mellem Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgistan, og det er en udbredt opfattelse blandt kendere af regionen, at Ferghana-dalen er en krudttønde af fattigdom, undertrykkelse og ekstremisme, der blot venter på en gnist til at få det hele til at eksplodere. Den seneste tids uroligheder i Kirgistan er foregået i Ferghana-dalen, og hvis det udvikler sig til en åben konflikt, kan volden risikeres at sprede sig på tværs af grænserne.

Så langt er det ikke kommet endnu, og nogle iagttagere påpeger, at konflikterne i Kirgistan måske i virkeligheden ikke bunder så meget i etnicitet som i et kynisk forsøg på at undergrave den midlertidige regering. Uroen er igangsat af den afsatte præsidents støtter, men der er også tegn på, at narkosmuglere bærer ved til bålet, fordi de har en åbenlys interesse i svage myndigheder. Men uanset hvad urolighederne i Kirgistan skyldes, vil det kunne få uoverskuelige konsekvenser, hvis det mislykkes for den midlertidige regering at bremse dem i opløbet.

Amerikansk balancegang Det næsten tragikomiske ved situationen er, at hvis status quo opretholdes, har USA og NATO nogle tilsyneladende stabile partnere med klar interesse i at bekæmpe problemerne i Afghanistan, før de spreder sig til deres egne skrøbelige samfund.

Men, som det påpeges i rapporten fra CSIS, vil netop status quo på længere sigt vise sig at være katastrofalt, fordi det ikke rokker ved de levevilkår, der gør befolkningerne utilfredse og åbne for ekstremistiske budskaber. I Kirgistan lukkede USA og NATO øjnene for regimets overgreb, fordi de ikke havde råd til at miste den vigtige Manas-base.

Nu forsøger USA at reparere på forholdet til de nye magthavere, som for kort tid siden var en del af den opposition, der med USA’s stiltiende accept blev udsat for politisk motiverede retssager og endda likvideringer. Til efteråret skal en til den tid nydannet regering genforhandle baseaftalen med USA, og det bliver interessant at se, hvordan de to parter vil gribe den sag an.

Ifølge forfatterne til rapporten skal USA træde varsomt i sin omgang med regimerne i Centralasien. USA skal også fremover samarbejde med de eksisterende regimer og støtte dem i den nødvendige kamp mod militante trusler med udspring i Afghanistan og Pakistan.

Samtidig skal USA dog ikke vende det blinde øje til undertrykkelse og dermed indirekte legitimere regimernes overgreb.

Morten Christensen (f. 1977) er journalist og boede i 2008-2009 i Bisjkek, Kirgistan. Han har arbejdet som freelancejournalist for blandt andet Weekendavisen og DR2 Udland. Han er desuden bestyrelsesmedlem i Dansk Centralasiatisk Selskab.

INTERVIEW 26. maj 2010

AFGHANISTAN ”Armadillo” overvurdér ikke dens betydning!

Den danske dokumentarfilm "Armadillo", der følger danske styrker i Afghanistan har fået markant modtagelse, allerede inden den har nået et bredere dansk publikum. Internationalt er den modtaget med anerkendelse, som vinder af kritikerprisen i Cannes, mens den herhjemme – hvor kun en udvalgt skare af politikere, anmeldere og eksperter indtil videre har set filmen – har delt vandene.

RÆSON har talt Peter Dahl Thruelsen, forskningsmedsarbejder ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, der mener, at kritikken kommer fra “the usual suspects”, og at de politikere, der er forargede, har været en smule naive.

Af RÆSONs redaktion

1. Filmen går tæt på danske krigshandlinger, men hvordan kan filmen skabe så stor furore? Carsten Jensen har kaldt det et udtryk for hykleri – at danskerne ikke vil se virkeligheden i øjnene, har en pacifistisk selvopfattelse og nærmest har betragtet soldaterne som ”bevæbnede ngo’er”. Danmark har været i krig i Afghanistan siden 2001, er det ikke gået op for danskerne – inkl. politikerne – hvad den danske deltagelse i krigen egentlig indebærer?

Er der stor furore? Som jeg ser det, er der ikke kommet nye kritiske aktører på banen, efter at filmen er kommet. Det er de samme politikere og debattører, som det hele tiden har været. Om det derimod er gået op for danskerne, at vi er i krig, er sværere at svare på. De politikere, der synes at være forargede efter at have set filmen, er som jeg ser det, en smule naive.

Der er ikke informationer i filmen, som ikke tidligere har været fremme. Det, filmen gør, er ’bare’ at samle det mest ekstreme i en professionel indpakning i klare billeder. Men der er, som jeg ser det, ikke noget nyt i indholdet. Så de politikere, der fremstår som overraskede efter at have set filmen, har ikke gjort deres hjemmearbejde godt nok.

Ser man derimod på den almene dansker, så kan jeg godt forstå, hvis filmen rykker ved deres opfattelse af det danske engagement i Afghanistan.

Det kan være svært at følge med i den afghanske

virkelighed, og her viser filmen en del af denne virkelighed, som vil være ny for mange danskere.

Jeg tror dog, at det er gået op for de fleste, at vi er i krig i Afghanistan, men filmen sætter godt producerede billeder på denne krig.

2. Giver filmen et realistisk billede af, hvad det vil sige at være i krig i Afghanistan? Der er vel nødvendigvis en række ting, vi ikke ser?

Jeg har set filmen, og jeg synes, at den er rigtig god. Jeg synes, at den giver et godt billede af, hvad kampsoldaterne laver i de fremskudte baser. Den viser kedsomheden, kammeratskabet, militærjargonen, de lange patruljer, og så viser den det ekstreme, i form af kamphandlingerne.

Der, hvor filmen ikke er dækkende, er, hvor soldaterne har en positiv kontakt med civilbefolkningen ude i de fremskudte områder.

Den viser heller ikke formålet med soldaternes arbejde i området som en del af en større sammenhæng, ligesom den ikke viser, hvad der foregår i byen Gereshk syd for Armadillo, som jo er den vigtigste by i området, og der hvor den største udvikling foregår.

3. Hvad skyldes reaktionerne og denne tilsyneladende overraskelse/uvidenhed?

Har danskerne lukket øjnene eller skyldes det snarere de politiske hensigtserklæringer, hvor den danske

mission skulle skabe ”frihed og demokrati”?

Reaktionerne fra ’the usual suspects’ skyldes, som jeg ser det, en bevidst undgåelse af virkeligheden og den yderste konsekvens af det danske engagement.

Når det er sagt, så er det da også en realitet, at der er stor politisk konsensus om indsatsen, så den dybdegående debat har ikke præget dækningen herhjemme. Så længe der er bred politisk enighed, tror jeg ikke, at der vil komme kraftige negative reaktioner på indsatsen. Først når missionen kan bruges politisk opportunt, vil vi se en ændring i dækningen af indsatsen og dermed også kritikken og opbakningen.

4. Hvad med medierne, har de svigtet ift. at give den danske offentlighed en realistisk forståelse af, hvad der foregår i Afghanistan? Der har gennem årene været adskillige embedded journalister i Afghanistan – hvorfor har man ikke tidligere set den danske indsats skildret, som det er blevet det med Armadillo?

Jeg tror, at det er svært for medierne at dække krigen kritisk med udgangspunkt i det nuværende politiske miljø, der i stor grad er præget af konsensus. Jeg kender mange journalister, der har været i Afghanistan, og som efterfølgende har skrevet historier, som kritiserer forskellige dele af missionen.

Historierne er bare aldrig blevet til det store, da de ikke har kunnet rokke ved den politiske opbakning til missionen. Yderligere er Danmark kun en lille aktør i landet, så kritikken af missionen er ofte mere berettiget mod andre lande.

5. Hvorfor har danskerne ladet sig overbevise om krigens berettigelse – med en stor opbakning til krigen – i modsætning til så mange andre landes befolkninger?

Skyldes det medierne, politikerne eller Forsvaret? Eller er det snarere en indforstået holdning blandt aktørerne – der hænger sammen med, at Folketinget altid har stået samlet, når man først har taget en beslutning om at gå i krig?

Jeg tror, at det vigtigste er den politiske virkelighed i Danmark. Den er vigtig for befolkningens opbakning. Jeg tror egentlige ikke, at den almene dansker køber scenariet med terrorister på Nørreport, hvis vi ikke er i Afghanistan. Men uden en stor politisk uenighed, vil de fleste forholde sig neutrale eller positive.

6. Vurderer du, at filmen kan få konsekvenser for danskernes opfattelse af og støtte til krigen?

Nej, det tror jeg ikke, at den vil. Den vil selvfølgelig påvirke folks indre billeder af krigen, men jeg tror ikke, at den vil få mange folk til gå fra støtter til modstandere.

7. Vil det være en fordel for soldaterne, der kommer hjem, at omgivelserne har et mere realistisk billede af, hvad krigen indebærer?

Ja, det mener jeg helt bestemt. Det vil gøre det nemmere for den enkelte soldat at forklare, hvad det er for en virkelighed, som soldaten har været en del af. Uden billeder og en almen forståelse af engagementet er dette svært.

8. Hvorvidt er det en fordel eller en ulempe for Forsvaret, at danskerne har et større kendskab til den danske krigsførelse?

Filmen stemmer jo meget godt overens med oberst Lars Møllers netop udkomne bog, "Vi slår ihjel – og lever med det" – har Forsvaret en interesse i en sådan medieopmærksomhed? Vil det give Forsvaret en øget goodwill grundet større åbenhed eller er det blot endnu en torn i øjet?

Jeg mener bestemt, at det er en fordel for Forsvaret. Vi lever i et demokrati, og jeg mener derfor, at der skal være åbenhed om, hvad de væbnede styrker laver rundt om i verdenen. Om det skaber goodwill eller ikke er svært at sige.

Jeg tror umiddelbart, at det kan skabe goodwill over for de enkelte soldater, men om det vil skabe det over for Forsvaret som helhed kommer an på Forsvarets håndtering af en eventuel kritik af enkelte scener fra filmen. Umiddelbart vil jeg vurdere, at en eventuel kritik vil blive rettet mod det politiske niveau med udgangspunkt i filmen, mere end mod Forsvaret. Men som tidligere sagt, så ser jeg ikke denne kritik lige rundt om hjørnet.

Peter Dahl Thruelsen (f.1973) er forskningsmedsarbejder ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Inden han modtog sin universitetsgrad arbejdede han ca. 10 år i hæren.

Her gjorde han bl.a. tjeneste i Kroatien, Bosnien og Kosovo. Lige nu er han ved at færdiggøre en ph.d. med fokus på nationsbygning, oprørsbekæmpelse og sikkerhedssektorreformer.

INTERVIEW 26. maj 2010

DANMARK ”Dansk Folkeparti er så afgjort vinderen” Niels Krause-Kjær, Claes Kastholm, Helle Ib, Peter Nedergaard og Johannes Andersen om Genopretningspakken.

Af RÆSONs redaktion

1) Hvordan vil du vurdere regeringen og DF’s spareplan overordnet set?

Niels Krause-Kjær: Overordnet set er planen betydelig bedre for regeringen, efter at DF kom indover. Man lægger sig ikke ud med ALLE vælgergrupper, og samtidig er der med dagpengereformen taget fat på nogle strukturelle problemer, som det oprindelige udspil slet ikke forholdt sig til.

Claes Kastholm: 20-24 mia. – besparelser bliver altid mindre end aftalt her i landet – ud af et offentligt forbrug på næsten 1.000 mia. er det stor ståhej for ingenting, hvis man ser det i fugleperspektiv. At der er en så stor opstandelse over det, fortæller mere om kombinationen dansk politik-danske medier end om indgrebets dybde og perspektiv. Bjerget barslede: det blev en mus.

Helle Ib: Den er et solidt bud på, hvordan de aktuelle budgetproblemer i relation til EU’s krav løses, og hvordan man kan løse en del af de langsigtede finansieringsproblemer for velfærden og den offentlige sektor.

Peter Nedergaard: Overordnet set mener jeg ikke, at spareplanen at dømme ud fra EU's krav havde behøvet at være så omfattende, som den er blevet. Den kan således ikke alene begrundes med krav fra EU, men må i lige så høj grad ses som resultatet af et indenrigspolitisk ønske. Faren er, at den indebærer en for hård ombremsning af dansk økonomi.

Johannes Andersen: Vurderet ud fra det politiske perspektiv har planen både positive og negative sider. Den rammer bredt og er dermed med til at give det indtryk, at det er fællesskabet, der agerer. Et tema, oppositionen også har slået an.

Og dette perspektiv bygger man videre på: Krisen kræver reaktioner fra fællesskabet. Samtidig vil en række grupper opleve, at de er særligt hårdt ramte, og de vil reagere. Enkelte med succes og bred opbakning, f.eks. hvor der er børn inde over.

Andre vil mere fremstå som krævende grupper, der tænker for snævert. Vurderet ud fra et økonomisk perspektiv rummer planen en ambition.

Måske endda især en langsigtet ambition. Hvordan

den virker i praksis må tiden afsløre. Det kan hverken økonomer eller politikere forudse.

2) Er det en økonomisk holdbar plan?

Kommer regeringen med bedre løsningsforslag end S-SF? NK-K: Planen er mere holdbar på mellemlang og lang sigt end det oprindelige forslag.

Dagpengereformen er også mere konkret end SSF's plan om 12 minutters ekstra arbejde om dagen. Vi har endnu til gode at se en realistisk køreplan for implementeringen af det.

CK: Det er i det store og hele en holdbar plan.

Dog ved man aldrig, hvad kommunerne kan overraske med af merforbrug. På den anden side har kommunerne ret i, at Christiansborgpolitikerne ved hele tiden at vælte nye opgaver over på kommunerne er hovedansvarlige for det enorme kommunale forbrug.

Som løsning på kort sigt er planen langt mere kvalificeret og virkelighedsnær end S og SF-planen, som i realiteten vil forværre både konkurrenceevne og dansk økonomis holdbarhedsproblem.

HI: Umiddelbart virker den holdbar – flere af besparelserne er permanente – men hovedparten af stramningerne sætter først ind efter 2011, og det mindsker risikoen for, at opsvinget slås i stykker. SSF’s plan virker mere visionær på den lange bane, men den økonomiske holdbarhed i oppositionens plan står og falder med, at arbejdsmarkedets parter hurtigt kan blive enige om, hvordan arbejdstiden forhøjes. Her kan man have sine tvivl.

PN: Holdbarheden af den afhænger naturligvis ganske af, om den overlever næste valg. Hvis den gør, er den politisk holdbar. Det kan imidlertid ske, at man bliver nødt til at slippe planens stramme økonomiske tøjler noget allerede inden for de næste par år.

JA: Begge de politiske alternativer opererer med nogle grundlæggende antagelser, der primært er langsigtede, og derfor meget idealistiske. Så om en plan, økonomisk set, er bedre end en anden er svært at sige. Der er ingen, der kan sige noget om, hvad en times arbejde mere om ugen vil medføre.

Men ambitionen og signalværdien kan være vigtig.

Det samme gælder besparelser på dagpengeområdet. Heller ikke her kender man antallet af personer, der bliver ramt på et givet tidspunkt. Det er økonomisk håbefulde planer fra begge afsendere.

3) Hvad er hhv. de mest lovende og de mest problematiske tiltag?

NK-K: Dagpengereformen er konkret og løser nogle strukturelle problemer også på sigt. Det mest problematiske for regeringen er, at den med yderligere et års udsættelse af indførelsen af det sidste af skattereformen skuffer en del kernevælgere.

CK: Halveringen af verdens længste dagpengeperiode er et skridt på vejen mod nødvendige reformer. Fastholdelsen af topskatten i de kommende år er et skridt i den modsatte retning.

Det er også uheldigt, at man ikke fastfryser overførselsydelserne i en periode. Dette ville have gjort det såkaldte paradoksproblem mindre, altså dette, at mange almindelige lønmodtagere har ingenting eller meget lidt ud af at arbejde i stedet for at modtage overførselsindkomst.

HI: Det mest lovende element er halveringen af dagpengeperioden – det er reformelementet, som kan bidrage til at sikre velfærden i fremtiden. En dagpengeperiode på fire år er simpelthen ikke ansvarlig i en periode med udsigt til mangel på arbejdskraft. S-R skar selv i længden, da ledigheden i 90erne var på et højere niveau.

Men det er også et af mest problematiske i VKO’s aftale. Hvis ledigheden stiger, eller der ikke bliver taget hånd om de langtidsledige, kan afkortningen føre til deroute for mange familier.

Især i udkantsområder.

Det andet kontroversielle element er loftet over børnechecken – de familier, som bliver ramt, bliver ramt meget hårdere end eksempelvis den fastfrysning af overførselsindkomster, som DF fik taget af bordet. Men loftet vil nok blive accepteret hos hovedparten af vælgerkorpset.

PN: En del af spareplanen (fx reformen af dagpengene) er med til at øge holdbarheden af dansk økonomi. Omvendt er der besparelser, som forekommer ufornuftige fremadrettet fx brugerbetaling på tolkebistand (mindsker integrationen) og besparelser på uddannelsesområdet (fx universiteterne).

JA: Det mest lovende er signalværdien. Det er 'hårde' planer, og der tales med store bogstaver – hvilket formodentlig kan betyde, at folk får en stor forståelse for krisen og dens betydning.

Det afgørende bliver så, hvem der er den bedste afsender af disse planer. Hvem der fremstår som den mest troværdige. Og dermed som den bedste til at forvalte velfærdssamfundet i de kommende år.

Det mest problematiske er, at man ikke ved, hvordan de virker.

4) Hvad med selve forhandlingerne – hvem har vundet, dvs. hvem kommer ud af forhandlingerne som vindere, og hvem har måttet give de største indrømmelser?

NK-K: Dansk Folkeparti har fået en pæn betaling for at bide i det sure æble. Men dagpengereformen ville regeringen formentlig selv gerne have spillet ud med, hvis der blot havde været flertal for det i sidste uge. Men det var der jo ikke.

CK: De Konservative, som har ønsket reformer, har meget ud af halveringen af dagpengeperioden.

Til gengæld taber de på skatten. Dansk Folkeparti har tilsvarende tabt, men vundet på ulandshjælp, øvrige overførsler, annullering af kommunale besparelser og udskydelse af topskatreguleringen.

Venstre har vundet ved, at aftalen faktisk er blevet gennemført med det ønskede beløb. En helhedsbetragtning vil efter min mening nå til den konklusion, at der hverken er vindere eller tabere, men at VKO som sådan har vundet.

HI: DF er vinder. Støttepartiet er rykket en liga op – har brugt en ekstremt vanskelig situation til at demonstrere, at man både kan levere varen og samtidig presse egne mærkesager igennem især på udlændingeområdet. De Konservative kan glæde sig over, at en dagpengereform nok aldrig var kommet igennem, hvis udgangspunktet var et andet – fx at De Konservative selv krævede det.

Nu er reformen i hus. Til gengæld må det trække nedad for De Konservative, at topskattelettelserne nu udskydes i hele tre år – og det rammer faktisk hårdtarbejdende sygeplejersker og andre grupper, De Konservative gerne ville belønne.

PN: Forhandlingerne har først og fremmest vist endnu engang, hvor dygtige forhandlerne fra Dansk Folkeparti (især Kristian Thulesen Dahl) er.

Der er ganske enkelt lige til et 12-tal, hvad dette parti har præsteret under pinseforhandlingerne.

Dansk Folkeparti er så afgjort vinderen. Kristian Thulesen Dahl er efter alt at dømme mestertænkeren bag forløbet. Det er forbløffende, hvad han har nået med lige dele hårdt politisk arbejde, politisk tæft og en god portion forhandlingsmæssig coolness. Man slås af beundring over det politiske håndværks kvalitet.

JA: Dansk Folkeparti fremstår – endnu engang – som det suverænt dygtigste parti, når det drejer sig om at få sig placeret i centrum af det hele. De fremstår som de svages hjælpere og som dem, der har været i stand til at gennemføre nogle forandringer af dagpengesystemet, som man har talt og talt om meget længe. DF fremstår med andre ord som et parti, der formår at sætte handling bag nogle af ordene.

5) Er der tale om et økonomisk opgør med Fogh-regeringen?

NK-K: Der er tale om et opgør med Foghæraen, både hvad angår form og indhold. For det første er skattestoppet nu endeligt afgået ved

døden. Det samme er tilfældet med kontraktpolitikken.

CK: Jeg synes, det er en uhistorisk overdrivelse at sige, at der er tale om et økonomisk opgør med Fogh-regeringen. Der er tale om en nødvendig justering til ændrede konjunkturforhold. Verden er jo ikke statisk, og Fogh ville formentlig være nået frem til en nogenlunde tilsvarende løsning på de kortsigtede problemer. Og man skal her – i det meget små skridts land – ikke undervurdere det perspektiv, der ligger i halveringen af dagpengeperioden og begrænsningen af skattefradraget for kontingenter. LO har fået et første gok i nøden.

HI: Opgøret består i, at kontraktpolitikken og skattestoppet er smuldret. Det er også historisk i forhold til hele Foghs periode, at Venstre åbent siger, at man må tage noget fra nogen.

PN: Der er definitivt tale om, at Løkke Rasmussen er trådt ind i post-Fogh-æraen.

Spørgsmålet er nu, om det bliver indledningen til en ny politisk fase eller et intermezzo. Det kommende valg vil vise det.

JA: Ja, forstået på den måde, at Fogh-regeringen trådte til i en opgangsperiode, mens de nuværende initiativer afspejler en økonomisk kriseperiode, soom tvinger til upopulære initiativer. Og dermed til noget, der minder om et opgør med Foghregeringen. Men der er tale om et nødvendigt opgør. Ikke et ønsket politisk opgør.

6) Hvordan står regeringen positioneret i forhold til det forestående valg?

NK-K: Regeringen er kommet tilbage på banen. Det her er rigtig politik, som man kan være enig eller uenig i. Ikke så meget snik-snak og fedten rundt i grøden. Regeringen står stærkere. Ironisk nok kan den takke DF for det.

CK: Hvis ikke Løkke, Lene Espersen og de mange uerfarne ministre laver alt for mange dumheder, vil denne plan, når støvet har lagt sig, og hverdagen begynder, blive anerkendt som ansvarlig af flere og flere vælgere. Den vil vokse i anseelse, og da den faktisk – modsat S-SF-planen – har et substantielt indhold, vil den slet ikke være så dårlig at gå til valg på, forudsat at valget først kommer om 12-16 måneder.

HI: Her og nu vil protesterne fra aftalens tabere og oppositionens hårde retorik fylde. Men frem til valget har VKO et bedre udgangspunkt, et stærkere fundament for at stå som de ansvarlige i den økonomiske politik.

Hvis økonomien bedres yderligere, kan der muligvis endda skabes råderum til mere positive initiativer inden for vækst, uddannelse osv.

Områder, der skal have et boost, hvis Løkkes "danske drøm" fortsat skal leve. Det er langt fra sikkert, at VK vinder næste folketingsvalg – men alt i alt har regeringen nu skabt sig et bedre fundament frem for at stå i stampe og sige ingenting. VK kan samtidig håbe på, at splittelsen i "rød blok" fortsætter.

PN: Alt afhænger af, om regeringen kommer ud af de næste måneder som en mere økonomisk ansvarlig regering bredt opfattet. Eller om det lykkes oppositionen at få rollen som økonomisk ansvarlig. Italesættelsen af dansk økonomisk politik i de næste par måneder er afgørende for næste folketingsvalgs udfald. Valget vindes nu.

JA: Regeringen er bagud på point lige nu. Men den er i gang med det lange træk hen mod valget.

Hvor man langsomt, men sikkert forsøger at bygge et image op som en regering, der tør tage upopulære, men nødvendige beslutninger, støttet af det danske fællesskab. Det gør ondt, men det er bare for at det kan blive bedre. Om det er nok til at trumfe over for oppositionen, er det endnu for tidligt at sige noget om. Men hvis dansk økonomi i løbet af det næste halve til hele år udviser markant positive udviklingstendenser, er man kommet langt.

Niels Krause-Kjær (NK-K) er vært i ”Krause på Tværs” på DR P1 og politisk kommentator ved Berlingske Tidende samt tilknyttet Danmarks Journalisthøjskole. Har tidligere været pressechef for De Konservative, institutleder ved Institut for journalistik ved Syddansk universitet og ligeledes politisk kommentator i Jersild&spin Claes Kastholm (CK), forfatter, skribent og samfundsdebattør. Kommentator ved Berlingske Tidende, skriver blandt andet klummen: ”Groft Sagt”.

Tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet.

DANMARK 26. maj 2010

KRISEN Den økonomiske genopretning - Er opsvinget på vej?

En gentagelse af Den Store Depression er – om ikke andet foreløbig – undgået, og væksten er tilbage i verdensøkonomien. Men er opsvinget også på vej til Danmark? Stopper krisesnakken? Udsigterne er positive, men væksten ser ud til at blive sløv. Samtidig truer de europæiske gældsproblemer – anført af Grækenlands – med at trække økonomien ned i sølet igen.

Af Kenneth Praefke

April og maj er dansk højsæson for økonomiske prognoser. Selvom vismændene først offentliggør deres syn på de økonomiske tendenser i juni, har resten af korpset af økonomiske orakler allerede stukket fingeren i vejret for at veje, hvilken vej vinden blæser.

Tingene går den rigtige vej, og vækstudsigterne er mere opmuntrende end længe.

Konsensus er, at økonomien (BNP-væksten) i år vokser et sted mellem 1,3 og 1,8 % – med Nationalbanken som de mest pessimistiske spåmænd og Danske Bank som de mest optimistiske. Næste år ser væksten ud til at blive en anelse stærkere og vokse med mellem 1,5 og 1,9 % ifølge prognoserne, der er blevet offentliggjort gennem de seneste to måneder.

Hvad skal drive væksten?

Når prognose-magerne maler med den brede pensel, er der generelt optimisme. Som denne kommentar fra Nordeas cheføkonom, Helge J. Pedersen, tidligere i denne måned: "Tillidsindikatorerne er høje, boligmarkedet er stabiliseret, og vores vigtigste eksportmarkeder er inde i et positivt vækstforløb. Samtidig er privatforbruget blevet stimuleret af skatte- og rentelettelser, og der er fortsat et mærkbart løft i den økonomiske vækst fra et større offentligt forbrug.” Og tonerne fra kollegaerne i Danske Bank er de samme: ”Vi er blevet mere optimistiske med hensyn til, hvornår arbejdsmarkedet vender – og vi har også et mere optimistisk syn på boligmarkedet. Som følge heraf har vi opjusteret vores forventninger til forbrugsvæksten over de kommende år. Til gengæld har eksporten skuffet lidt, hvorfor vi har nedjusteret vores forventninger der,” skriver

Danske Bank i sin seneste prognose for dansk økonomi fra april.

Desuden lader det ikke til, at betingelserne for den økonomiske genopretning vil være specielt meget anderledes end ved tidligere økonomiske genopretninger. Forbrugerne skal fx have lyst at bruge penge, boligmarkedet skal være stabilt, så formuerne ikke udhules af faldende priser og får forbrugerne til at holde igen, og så er vi afhængige af at landene omkring os – naturligvis særligt vores største handelspartnere – får lyst til at handle med os, så eksporten kan skabe job til arbejdsløse danskere.

Det er da også præcis analysen fra tidligere overvismand og nuværende økonomiprofessor ved Århus Universitet, Torben M. Andersen: ”En væsentlig faktor er det private forbrug.

Der er ret store stigninger i de disponible indkomster, og dette skulle gerne vise sig i større forbrug. Derudover er eksporten selvfølgelig vigtig – men det afhænger i høj grad af den internationale økonomiske udvikling.”

En anden klassisk økonomisk lærdom, der bliver afgørende for opsvingets form, er, at ledigheden er blandt de ting, der retter sig sidst efter en økonomisk krise. Virksomhederne lader først de allerede ansatte medarbejdere løbe lidt hurtigere, mens de ser udviklingen an, inden de kalder flere folk til jobsamtale. Og det har betydning for genopretningen. Som Danske Bank også bemærker i sin seneste prognose: ”Der er udsigt til en svag og skrøbelig genopretning, og om det udvikler sig til et egentligt opsving, er endnu på vippen. Et egentligt opsving indbefatter blandt andet faldende ledighed.”

Usikkerhed om ledigheden Det ser værre ud med ledigheden end de øvrige faktorer, der kan sikre et kommende økonomisk opsving. Selvom arbejdsløsheden har ligget stabilt på 4,2 % i januar, februar og marts, og antallet af ledige sågar faldt fra 117.300 til 116.800 mellem februar og marts, så forventer alle økonomer en fortsat stigende ledighed. ”På kort sigt vil udviklingen i efterspørgslen være afgørende for ledighedsudviklingen.

Erfaringer viser, at beskæftigelsesstigninger først kommer senere end stigninger i produktion, og det vil givetvis også være tilfældet denne gang,” forklarer Torben M. Andersen.

Ledigheden forventes at nå mellem 4,6 og 5,3 % i år og stige yderligere til mellem 4,9 % og 5,8 % næste år. I den optimistiske ende af skalaen er Nordeas prognose blandt dem, der forventer lavest ledighed, mens Nationalbanken både i år og næste år forventer den længste arbejdsløshedskø.

Udviklingen i ledigheden har dog foreløbig ikke været helt så forudsigelig, som de fleste økonomer kunne ønske sig, og derfor har vi ifølge Torben M. Andersen stadig til gode at finde ud af, hvor alvorligt et problem arbejdsløsheden bliver for opsvinget: ”Der er stor usikkerhed omkring ledighedsudviklingen. De seneste tal viser en noget mere gunstig udvikling end forudset af de fleste. Men det er for tidligt at afsige en klar dom.”

Bedring på boligmarkedet Så til den del af opsvinget, der sandsynligvis – sammen med ledigheden – optager langt flere danskerne end hvorvidt der er udsigt til økonomisk vækst; boligpriserne.

Også her er der moderat gode nyheder. Ulrikke Ekelund, cheføkonom i BRF Kredit: ”Boligmarkedet viser stadig flere tegn på stabilisering, herunder ikke mindst i form af de begyndende prisstigninger. Det er særligt omkring hovedstaden, at vi oplever positive takter, og det er ikke overraskende, da hovedstaden typisk har ligget forrest i udviklingen – både da det gik op, og da det gik ned. Vi forventer fortsat stabilisering med let stigende priser i 2010 og 2011 – måske op mod 5 % i år – men med store regionale forskelle.”

Hvad bliver afgørende for udviklingen på boligmarkedet? ”Nogle af de største jokere i den nuværende stabilisering af markedet er fortsat udviklingen i ledigheden og renten. Ledigheden vil fortsat stige,

men med mindre styrke end tidligere ventet. Vi venter, at renterne holder sig på et lavt niveau et stykke tid endnu. Når de begynder at stige, vil det syreteste den stabilisering, der er ved at indfinde sig på boligmarkedet,” forklarer Ulrikke Ekelund med henvisning til, at danskerne er blevet mere rentefølsomme i takt med den øgede interesse for lån med variabel rente.

Gældsspøgelset truer Alt tyder altså på en sløv, men positiv udvikling.

Indenrigs er der ikke umiddelbart noget, der kan vælte læsset, og selvom politikerne slås indædt om kursen i den økonomiske politik, er de danske finanser stadig i fornuftig stand.

Det, der giver økonomerne mest sved på panden og gør, at det stadig kan være relevant at lære sig låne-frasen ”double dip” [en dobbelt nedtur, hvor den økonomiske genopretning efter en krise fejler og sender økonomien tilbage i recession,red.] udenad, er det feta-spisende spøgelse, der skræmmer investorer og politikere fra vid og sans i særligt Europa; gældskrisen. ”Gældskrisen er ret generel og vedrører ikke kun nogle små lande, men også store lande som USA, Storbritannien og Japan. Hvis disse lande ikke gør noget, vil det skabe uro og ustabilitet, og hvis de går i gang med en konsolidering, vil det mindske efterspørgslen – kort sagt uanset hvad er det svært at undgå, at dette får en negativ effekt på udviklingen, og derfor er risikoen for et double dip stor,” siger Torben M. Andersen. ”Den største trussel [for opsvinget, red.] er den aktuelle internationale økonomiske situation og gældskrisen.”

I hvor høj grad afhænger den økonomiske genopretning af, hvad der sker uden for landets grænser? ”I stor udstrækning – Danmark er en lille og åben økonomi, og vi er meget afhængige af den internationale økonomiske udvikling. Derfor vil gældskrisen også få betydning for Danmark – selvom vi er et af de lande, der har mest styr på de offentlige finanser.”

Kenneth Praefke (f. 1987) er stud.polit og redaktør på de polit-studerendes internetportal Altandetlige.dk. Har desuden skrevet freelanceartikler om økonomi til RÆSON, Uniavisen.dk og Weekendavisen. Kenneth blogger om økonomi på econblog.dk.

VERDEN 26. maj 2010

GEORGIEN: Georgien er ikke en del af øst eller vest, men derimod en del af Kaukasus I dag [d. 26. maj, red.] er Georgiens Nationaldag. Sidste år på denne dag demonstrerede 50.000 mennesker og krævede Saakashvilis afgang – spørgsmålet er, om vi i år vil se lignende protester og demonstrationer blusse op? Ifølge kommende præsidentkandidat, Zaal Kasrelishvili, har Georgien brug for nye visioner Saakashvilli har svigtet, og vejen frem for Georgien er hverken mod øst eller vest, men derimod mod en union af Kaukasus-landene efter europæisk forbillede.

Af Ota Tiefenböck

Den bedste måde, Georgien og de andre lande i Kaukasus kan løse deres problemer samt overleve på, er hverken ved at satse på USA og Vesteuropa eller at indordne sig under russerne, og acceptere Sydossetiens og Abkhasiens selvstændighed.

Det er derimod ved at afklare de territoriale stridigheder internt i Kaukasus, etablere et godt samarbejde mellem de kaukasiske lande og skabe stabilitet i området, for derefter at etablere en union efter EU’s forbillede.

Derudover skal hele den kaukasiske union sammen med Rusland være medlem af NATO og i NATO-regi bekæmpe den islamistiske ekstremisme, der tager til i området.

Det vil bringe stabilitet og dermed en stigende velstand, som vil gøre etniske og religiøse stridigheder overflødige og samtidig udnytte Kaukasus' særegne placering på grænsen mellem øst og vest.

Det mener præsident for Konføderationen af Kaukasus-landene, Zaal Kasrelishvili. Han erkender, at der formentlig er lang vej endnu, men afviser blankt, at idéen er et udtryk for urealistisk eller ligefrem utopisk tankegang: ”Det kan godt være, det er et længerevarende projekt, men 10 års dialog er bedre end én dags krig. Problemerne i Georgien og Kaukasus skal ikke løses voldeligt eller i Moskva, New York eller Bruxelles. Det er os selv, der skal løse problemerne,” siger han.

Zaal Kasrelishvili peger på Kaukasus' geografiske placering og landenes historiske og kulturelle baggrund som områdets største aktiv.

”Vi er hverken øst eller vest, vi er vores egne.

Vi har den samme subkultur, og den er vores største styrke, og den skal vi være i stand til at udnytte til noget positivt. Kaukasus er et vigtigt kryds mellem Europa og Asien, og hvis vi kan skabe stabilitet i området, er Kaukasus et oplagt sted for internationale erhvervsvirksomheder at etablere sig og investere i,” siger han.

Zaal Kasrelishvili har ikke tænkt sig at læne sig tilbage og vente på, at ændringerne kommer af sig selv. Han er blevet træt af den autoritære linje, som Georgiens nuværende præsident Mikheil Saakashvilli fører.

Han mener, at Saakashvili er ved at udvikle autokratiske træk og ikke længere overholder de grundlæggende demokratiske spilleregler. Derfor vil han kort efter sommerferien lancere et parti og stille op som præsidentkandidat ved Georgiens næste præsidentvalg, som finder sted senest i 2013.

Der er rigeligt at gå i gang med Uanset hvem der er ved magten til den tid, bliver der mere end rigeligt at gå i gang med.

Situationen i Georgien i dag, syv år efter landets Rosenrevolution i 2003 og to år efter krigen med Rusland i 2008, er præget af stigende utilfredshed og politiske spændinger, og den kan udvikle sig til mere eller mindre hvad som helst.

Mens nogle georgiere er overbeviste om, at landet endnu engang er på randen af et voldeligt opgør, som vil resultere i kaotiske tilstande i hele landet, er andre mere optimistiske og håber på en fredelig løsning. Mange georgiere er dog enige i,

at den tidligere så populære præsident Mikheil Saakashvilli med sin konfronterende politik i forhold til Rusland har bragt landet i en svær situation.

Saakashvilis politiske linje resulterede for to år siden i krigen med Rusland og efterfølgende i en russisk besættelse af Abkhasien og Sydossetien, og konsekvenserne deraf kan fortsat mærkes i Georgien. Landet har ikke kun mistet 20 % af sit territorium, som bliver svært at generobre fra russerne, men også troværdigheden i Vesten, efter at en uafhængig EU-bestilt rapport sidste år konkluderede, at hovedansvaret for krigen i 2008 ligger hos Georgiens præsident Mikheil Saakashvili.

Zaal Kasrelishvili mener, at Saakashvili ikke gennemtænkte konsekvenserne af et militært angreb på Sydossetien og samtidig udviste en manglende strategisk tænkning og overvurderede amerikanernes interesse for Georgien. Krigen gav nemlig russerne en legitim grund til at udstationere russiske soldater på georgisk territorium, styrke den russiske indflydelse i området og på den måde hindre georgisk tilknytning og senere en eventuel optagelse i NATO. ”Saakashvili gjorde, hvad russerne ventede på og lod sig lokke i en fælde. Det gav russerne den anledning, de håbede på at få. Russerne er derfor glade for Saakashvili, til trods for hans russiskfjendtlige politik og retorik. Det er hans fejl, der giver dem mulighed for at bevare politisk indflydelse i Kaukasus. Det ville de ikke have haft held med under Sjevardnadze [Georgiens 2.præsident fra 1995-2003, red.], som er en erfaren politiker og taktiker og godt var klar over, hvad det hele handler om,” siger Zaal Kasrelishvili.

Mikheil Saakashvili får dog ikke kun kritik på grund af sin rolle i krigen i 2008. Zaal Kasrelishvili mener, at den euforiske og optimistiske stemning fra 2004, da Saakashvili overtog præsidentposten efter Eduard Sjevarnadze er forduftet uden at bibringe landet de lovede reformer og den tiltrængte demokratisering af det georgiske samfund. ”I 2003 troede vi, at vi nu var på vej mod demokratiske tilstande. Det er vi langtfra i dag.

Saakashvili fører et autoritært styre og opfører sig som en lille konge. Han har fået den idé, at han skal styre alt i landet, herunder også medierne.

Han opfører sig arrogant over for oppositionen og sine politiske modstandere og har efterhånden helt tilsidesat de grundlæggende demokratiske spilleregler,” siger Zaal Kasrelishvili.

Den seneste opgørelse af den politisk uafhængige amerikanske organisation Freedom House bakker Zaal Kasrelishvilis udtalelser op.

Niveauet af pressefriheden i Georgien får i organisationens rapport betegnelsen "delvis fri" og peger på den georgiske regerings indblanding i landets medier, blandt andet de to landsdækkende tv-stationer Imedi og Rustaveli2, hvis aktiviteter er kontrolleret af regeringen.

Derudover nævner rapporten ugennemsigtige ejerforhold bag tv-stationen Rustaveli2. En sag, der også slår skår i den demokratiske tilstand i landet, er regeringens og det russiske energiselskab Inter Raos kontrakt om levering af elektricitet til Georgien. Kontrakten er af den georgiske regering stemplet som hemmelig, og ingen ved, hvad den indeholder.

Den georgiske avis Rezonansi har i to år forsøgt at få rettens kendelse til at se indholdet af kontrakten, men hidtil uden held. Den georgiske regering begrunder hemmeligholdelsen med, at aftalen er indgået med et privat selskab og derfor ikke skal være frit tilgængelig for offentligheden.

Demokrati på prøve I denne uge kommer den politiske situation i Georgien på en ny alvorlig prøve. I dag [onsdag d. 26. maj, red.] er Georgiens nationaldag, og det kan, i lighed med sidste år, hvor omkring 50.000 mennesker krævede Saakashvilis afgang, få nye protester og demonstrationer til at blusse op.

Senere på ugen, søndag den 30. maj, kommer dagen for landets kommunevalg, hvor georgierne skal vælge 64 kommunalbestyrelser i hele landet.

Valget, som bliver fulgt af internationale valgobservatører, bliver den næste test af demokratiets vilkår i landet. Her er det især borgmesterposten i hovedstaden Tbilisi, som har en stor betydning for den politiske udvikling i landet, da den georgiske hovedstad er hjemsted for en tredjedel af hele den georgiske befolkning.

Valgprognoserne peger dog på en klar sejr til Saakashvilis centrum- højre parti, Den Nationale Bevægelse, i både provinsen og i Tbilisi. Partiets kandidat i Tbilisi Gigi Ugalava, som har bestridt posten siden 2005, står ifølge prognosen til mere end 50 % af de georgiske vælgers stemmer.

Vælgernes støtte til partiets skal dog formentligt ses som en generel mangel på valgmuligheder, da den georgiske opposition er dybt splittet, og har været ude af stand til at repræsentere en brugbar valgmulighed for vælgerne.

Resultatet af valget får ifølge flere eksperter en stor betydning for den politiske udvikling i landet

frem til præsidentvalget i 2013, hvor Mikheil Saakashvilis anden og sidste valgperiode udløber.

Europa-Parlamentet opfordrede i denne måned til et styrket EU-engagement i Georgien og hele Sydkaukasus samt til en mere aktiv rolle i bestræbelserne på at løse områdets uløste territoriale konflikter, herunder udbryderrepublikkerne Sydossetien og Abkhasien samt striden mellem Azerbaijan og Armenien om Nagorno Karabakh.

Zaal Kasrelishvili tvivler dog på, at EUinitiativet får en større betydning for hans land og kan være med til at løse problemet med den russiske besættelse af Sydossetien og Abkhasien.

Det ser han til gengæld i en styrket demokratisk udvikling i hele området og øget økonomisk velstand, som efter hans mening er den bedste måde at løse de territoriale stridigheder på.

De kommende år vil vise, hvorvidt Zaal Kasrelishvilis idéer overhovedet er realistiske.

Idéen om en Kaukasus-union omfatter også de nuværende russiske republikker Tjetjenien, Dagestan og Ingusetien. Konføderationen af Kaukasus-landene anerkendte sidste år både Ingusetien og Tjetjenien som selvstændige lande, og det er derfor yderst tvivlsomt, at en union af Kaukasus-landene er en reel mulighed inden for en overskuelig fremtid. Zaal Kasrelishvili er dog optimistisk. ”Jeg er godt klar over, at der er lang, lang vej endnu, men nye visioner sætter gang i fredelige diskussioner og en dialog mellem landene, og det er i sig selv noget positivt og demokratisk. Vi bliver nødt til at tænke på en anden måde end hidtil og stå sammen. Både i regionen og på det mere overordnede plan, heriblandt i NATO, hvis hovedopgave fremover skal være bekæmpelse af den islamistiske ekstremisme i området,” siger Zaal Kasrelishvili.

Ota Tiefenböck (f. 1957) er freelancejournalist med speciale i Balkan og Øst- og Centraleuropa. Han har tidligere skrevet til RÆSON og skriver desuden til Information og Kristeligt Dagblad.

VERDEN 26. maj 2010

EGYPTEN Kan Elbaradei gøre en forskel i Egypten?

Siden nobelprisvinder og tidligere chef for Det internationale atomagentur, Mohamed ElBaradei, i februar ankom til Egypten, har han tiltrukket sig enorm interesse fra medier i både ind- og udland. Men hvilken forskel kan han reelt gøre i et land, der i snart 30 år har været præget af politisk stilstand?

Af Peter G.H. Madsen

Da Mohamed ElBaradei i februar landede i Egyptens største lufthavn i Kairo var det til en velkomst, der normalt kun er forundt succesfulde fodboldlandshold og feterede Hollywood-stjerner.

Tilhængere i hundredvis var mødt op med bannerne sprayet med ”ElBaradei for President”, som de hujende viftede i ankomsthallen, mens fotografer fra både den egyptiske og den internationale presse kæmpede om at få det bedste billede af den 67-årige hovedperson.

Med en sådan velkomst skulle man tro, at ElBaradei allerede havde sikret de 81,5 millioner egypterne vækst, velstand og demokrati, da hans fly satte hjulene på landingsbanen i Kairo. Men faktisk var hans eneste dåd på daværende tidspunkt, at han fra sin bopæl i Wien i Østrig havde kritiseret det egyptiske regime samt landets 82-årige præsident gennem 29 år, Hosni Mubarak.

Fire måneder er gået siden ElBaradeis heltemodtagelse, men opmærksomheden omkring hans person er så absolut ikke blevet mindre. Både den lokale og den internationale presse skriver nærmest dagligt om ham. Og på Facebook, der i Egypten er et af de sikreste og mest populære steder at give udtryk for sin holdning, vokser og vokser hans fanbase, som i skrivende stund tæller 236.641 medlemmer.

Men er der overhovedet grund til al den postyr?

Kan ElBaradei gøre nogen som helst forskel for den egyptiske dørmand eller taxachauffør, der dagligt kæmper sig vej gennem Kairos trafikale kaos med én hånd på rattet og en smøg i kæften?

Overklassebarn og nobelprisvinder En ting synes at stå klart. ElBaradei kender næppe meget til dørmanden eller taxachaufførens liv, hvilket hans modstandere – særligt fra de

regeringsvenlige medier – også har været flittige til at pege på.

Som den ældste af fem børn voksede han op i Kairo med en fransk barnepige og undervisning på en privatskole for overklassebørn. Han blev egyptisk mester i squash som 19-årig, læste jura og røg, efter endt uddannelse og indrulning i det egyptiske diplomatkorps, til New York.

I 1997 fik ElBaradei lidt overraskende posten som chef for Det internationale atomagentur med støtte fra USA. Det var også i den rolle, at han i 2005 modtog Nobels fredspris. Posten forlod han først i december 2009 – blot tre måneder før hans rejse til Egypten.

ElBaradei gør selv en dyd ud af at gentage, at det primære formål for ham ikke er at blive Egyptens næste præsident. Som han sagde i sit første længere interview til den britiske avis The Guardian, handler det i stedet om at skabe grundlaget for en form for politisk vækkelse og opstand i Egypten: ”Change will have to come from within the country (…) There is no one coming in on a white horse that is going to do that for you”.

Det har dog ikke fået spekulationerne om ElBaradeis præsidentpotentiale til at stoppe.

Tværtimod, så skrives der nærmest dagligt nye analyser af, hvilke chancer han måtte have i en tvekamp med Mubaraks 47-årige søn Gamal, der af mange anses for at være den oplagte arvtager til præsidentposten, hvis hans far skulle vælge at træde af.

På trods af sin alder har Hosni Mubarak ikke givet noget klart signal om, hvornår han har tænkt sig at gå – faktisk har han ved flere lejligheder indikeret, at han vil lede Egypten til sit sidste åndedrag.

En forfatningsændring er nødvendig Når ElBaradei så stædigt holder fast i, at han ikke er ude efter præsidentposten, så skyldes det sandsynligvis også, at de nuværende forfatningsmæssige forhold i Eygpten forhindrer ham i at stille op som uafhængig kandidat.

Det er ElBaradei selvfølgelig udmærket klar over, og man kan overveje, om ikke det er derfor han i samarbejde med andre oppositionskræfter har dannet The National Coalition for Change, der har udstukket syv krav til ændringer af forfatningen. Ændringer skal i sin essens gøre det lettere for uafhængige kandidater at stille op til og have en reel chance for succes ved valg i Egypten.

Koalitionen har i et forsøg på at presse regeringen også meldt ud, at de vil samle 5mio. underskrifter fra egypterne, der bakker op om deres krav.

Hvordan det går med indsamlingen står hen i det uvisse, men selvom koalitionen skulle nå målet, så tvivler mange på, at det i sig selv skulle føre til det store. Om ikke andet så skal regeringen på den ene eller den anden måde nok få sat spørgsmålstegn ved antallet af underskrifter.

Mubarak synes da heller ikke at være på vej til at give op. I en tale i maj advarede Mubarak mod kaos og langede ud efter ElBaradei, der indirekte blev beskrevet som varm luft og tomme løfter. Og få dage efter talen besluttede det egyptiske parlamentet, der er domineret af Mubaraks National Democratic Party (NDP) at forlænge undtagelsestilstanden, der blev indført efter mordet på præsident Anvar el-Sadat i 1981.

Afskaffelsen af undtagelsestilstanden, der giver myndighederne udvidede beføjelser til blandt andet at tilbageholde og arrestere demonstranter, var ellers et af ElBaradei og hans støtters erklærede mål.

Regeringsvenlige medier har heller ikke givet ElBaradei den bedste behandling. Hvor han tidligere blev beskrevet som en søn af landet, der repræsenterede Egypten på bedste vis i det store udland, så gik der ikke lang tid fra han havde meldt sin ankomst på den nationale politiske scene, til medierne var i gang med at kritisere ham. En af de mere opsigtvækkende anklager lød, at han ikke er en ”rigtig” egypter, fordi han både har et egyptisk og et svensk pas. En påstand, som han selv pure har afvist.

Oppositionen står afventende Anklagerne er måske, hvad der kunne forventes.

Mere bekymrende må det være for ElBaradei, at mange oppositionskræfter tilsyneladende er ved at miste troen på, at han kan gøre en forskel.

Advokaten Ayman Nour, der stillede op til præsidentvalget i 2005 og fik syv procent af stemmerne, støttede oprindeligt op om The National Coalition for Change, men siger nu, at ElBaradeis person fylder for meget. Og Det Muslimske Broderskab, der af mange anses for at være Egyptens største og mest betydningsfulde oppositionsgruppe uden dog at have en reel chance for at kunne udfordre den siddende regering, anklager Elbaradei for at vide for lidt om den almindelige egypters situation.

Det socialistiske parti Tagammu, der har en enkelt plads i parlamentet, har bedt sine medlemmer om ikke at melde sig ind i koalitionen. Og selv 6. april-bevægelsen – en internetbaseret demokrati- og protestgruppe af hovedsagligt unge mennesker – der for få måneder siden var blandt ElBaradeis ivrigste støtter, udtrykker nu skuffelse. Som lederen af bevægelsen, Ahmed Maher, fornyelig sagde til International Herald Tribune: ”Time is passing, everyone’s ambitions are clashing and ElBaradei is just talking.”

Demonstrationer og voksende utilfredshed Lige nu og her er der altså ikke meget, der tyder på, at det vil lykkes for ElBaradei at få ændret forfatningen eller at spille en rolle ved præsidentvalget i 2011. Når han alligevel bliver ved med at tiltrække sig opmærksomhed, så skyldes nok, at han trods alt er det nærmeste, man i mange år er kommet et frisk pust i Egypten, der ellers er præget af politisk og social stilstand.

Samtidig synes der også at være en vis grøde i befolkningen. Nærmest dagligt er der demonstrationer i Kairo mod alt fra kød-, brødpriser og lønninger. Senest har grupper af arbejdere og fagforeninger kæmpet for at få hævet minimumslønnen, der ikke er blevet ændret siden 1984, hvor den blev fastsat til 35 egyptiske pund om måneden, svarende til cirka 37 kroner. Lidt vel optimistisk lyder demonstranternes krav, at minimumslønnen skal 32-dobles til 1.200 egyptiske pund.

Demonstrationerne understreger, at selvom Egypten i modsætning til resten af verden er gået forholdsvist uskadt gennem den økonomiske krise og har præsteret imponerende vækstrater på mellem fem og syv procent i de senere år, så er der meget store dele af det egyptiske samfund, der ikke har mærket det fjerneste til udviklingen.

Det fremgår også af tal fra FN’s Human Development Report, der anslår, at 15 mio. egyptere dagligt må klare sig for mindre end to US dollars.

Men om forskellen på den makroøkonomiske fremgang og forholdene for de millioner af egyptere, der dagligt kæmper for at få pengene til at dække de konstant stigende priser på grøntsager, kød og det uundværlige baladi-brød, får reel politisk betydning er en anden sag.

For det første kan den egyptiske mentalitet – der til tider beskrives med forkortelsen IBM, som står for Insha’allah (om gud vil), Bokra (i morgen) og Maalish (det går nok) – godt få en til at tvivle på, at masserne nogensinde vil smide shishaen, trække op i galabeyaen og styrte ud på gaden i en fælles kamp for et mere demokratisk styre.

For det andet kan det ikke undre, hvis det er svært at have tid og overskud til mere abstrakte problemstillinger, når man har nok at gøre med blot at sikre sig mad og drikke. Det er da også tydeligt, at oppositionskræfterne ofte er fra den bedrestillede del af befolkningen.

Endelig skal man ikke undervurdere regeringen. Som chefredaktør Magdy el Gallad fra den uafhængige Al-Masry Al-Youm skrev i en ualmindelig åbenmundet leder, der også tiltrak sig international opmærksomhed: ”The regime that controls this country is very smart and cunning and sly, and he who thinks otherwise is under an illusion and naive, or it wouldn’t have preserved such a large nation in the refrigerator of stillness and subservience for 30 years.”

Peter G. H. Madsen (f. 1977) er uddannet cand.scient.pol og har en mastergrad i journalistik fra Columbia University i New York. Han har blandt andet arbejdet på avisen ”The Village Voice” i New York og som analytiker på Ugebrevet A4. Han har siden august 2008 boet og arbejdet som freelancejournalist med base i Kairo i Egypten.

BREVE FRA BRUXELLES 26. maj 2010

ARBEJDSMARKEDSPOLITIK Oppositionen mangler realitetssans og krisebevidsthed Oppositionen har i Europa-Parlamentet kæmpet en indædt kamp for at underlægge selvkørende vognmænd ekstra byrder på arbejdstidsområdet.

Der er dog ikke tale om øgede færdselshensyn, da de nye arbejdstidsregler allerede er reguleret igennem de eksisterende køre- og hviletidsbestemmelser.

Desuden har S og SF undladt at søge et kompromis – de har i stedet benyttet sig af en følelsesladet retorik, der taler til laveste fællesnævner.

Oppositionen gør tilsyneladende deres allerbedste for at hindre jobskabelsen, dræbe innovationen og underminere konkurrenceevnen.

Af Bendt Bendtsen (MEP, K)

Efter en hård arbejdsuge, hvor den selvstændige erhvervsdrivende Jørgen, har haft vanligt travlt, er det nu blevet tid til at færdiggøre denne måneds regnskab. Jørgen sætter sig til computeren, men ak og ve – idet han tænder skærmen runder han de 48 timer, der er grænsen for, hvor mange timer han må arbejde.

En fiktiv historie, ja, ovenstående dilemma kan dog meget vel blive til virkelighed for den store gruppe af selvstændige vognmænd, der findes i Danmark, hvis ikke Helle og Villy tænker sig godt om og sender nogle meget konkrete retningslinjer til deres kammerater i Europa-Parlamentet.

Historien om Jørgen illustrerer endog kun få af de problemer, som det forslag, oppositionen har båret gennem Parlamentet, indebærer. Et forslag, som Parlamentet, men hverken EuropaKommissionen eller Rådets 27 regeringer har stemt for. Forslaget er problematisk, desværre er der ikke megen realitetssans at finde hos hverken Socialdemokraterne eller Socialistisk Folkeparti. Og hvordan i alverden vil socialisterne kontrollere, at de krav de opstiller, rent faktisk overholdes – uden administrativt bøvl af dimensioner?

I det gældende direktiv for mobile arbejdstagere – der tillader en 48 timers arbejdsuge – står der, at disse regler også ville gælde for selvstændige vognmænd pr. marts 2009, med mindre Kommissionen stillede forslag om noget andet inden da. Det har Kommissionen gjort, idet denne

mener, at selvstændige vognmænd bør undtages for disse bestemmelser. Forslaget har efterfølgende været til behandling i Rådet, hvor man er nået til politisk enighed og har bakket op om Kommissionens beslutning, men i EuropaParlamentet er der stor splittelse.

Det er umuligt at kontrollere Kommissionen har fat i den lange ende, og historien om Jørgen er et godt eksempel på hvorfor.

Det er umuligt at kontrollere, hvor meget en selvstændig arbejder, og det vil gøre livet meget svært for individet, når man tænker på, hvor mange forskelligartede arbejdsopgaver en selvstændig har.

Og lad mig med det samme dræbe myten om den øgede trafiksikkerhed – socialisterne har kaldt en afvisning af forslaget for ”License To Kill”, men faktisk gælder køre- og hviletidsbestemmelserne i hele EU. Det er jo netop tiden på landevejen, der skal reguleres, og her er det faktisk muligt at gøre noget ved hjælp af den digitale fartskriver (tachografen), der måler, hvornår bilen ruller, og hvornår den holder stille.

Hvordan vil socialisterne kontrollere tiden, som den selvstændige bruger på det arbejde, der ikke indebærer kørsel? Arbejder man, når man skovler sne? Skal vi også regulere tiden, den enkelte bruger på havearbejde forud for en kørsel? Skaber det egentlig ikke større usikkerhed på vejene, hvis en

chauffør bruger 5 timer på havearbejde, end hvis han bruger 5 timer på årsregnskabet?

Det ligner udtryk for jalousi og en velkendt umyndiggørelse fra socialisternes side. De kan ganske enkelt ikke leve med, at der ikke gælder de samme regler for alle. At nogle er "bedre stillede" er snyd. Og man vil så gerne lovgive om dette og hint for ikke at lægge for meget pres på den dumme vognmand, som jo under ingen omstændigheder kunne tænkes selv at vide, at det kræver en god nats søvn for at være klar til at køre.

Den naturlige følge i denne logik er jo, at vi også begynder at lovgive om, hvor meget andre selvstændige må arbejde – hvad med advokater?

Vi skal vel sikre, at deres dømmekraft er intakt i deres vigtige embede, hvor de bestemmer andre folks skæbne. Eller tandlæger! Hvem vil møde en træt tandlæge?

I dag findes der en ordning, der i stedet for at dobbeltregulere, tager fat i den anden ende; den appellerer til vognmandens ansvarlighedsfølelse – jeg taler om køretilladelsen! Enhver vognmand er i besiddelse af en køretilladelse, der er nødvendig for, at denne må køre. Hvis vognmanden overtræder gældende regler, herunder køre- og hviletidsbestemmelserne, kan han få frataget sin tilladelse. Det er enkelt, og det er sådan, det bør være. Og jeg kan love for, at der findes lignende ordninger for andre faggrupper.

Oppositionen har afvist kompromissøgning Jeg var selvsagt glad for, at Kommissionen foreslog, at selvkørende vognmænd ikke skulle underlægges regulering ud over køre- og hviletidsbestemmelserne. Men i EuropaParlamentet var modstanden fra venstrefløjen ganske enkelt for stor.

I Rådet havde man et yderligere problem – nemlig selvstændige, der er i et afhængighedsforhold til en tidligere arbejdsgiver – såkaldt ”falske selvstændige”. Det er Italien og Spanien, der har problemer med disse. I Danmark og andre lande gør Skat og de sociale myndigheder et stort stykke arbejde i at fange disse og vil i alle tilfælde gøre det, før en eventuel arbejdstidsregulering gør det.

I Europa-Parlamentet har også et andet ændringsforslag har været på bordet. Nemlig at man indførte en grænse for, hvor meget tid en chauffør må bruge på administration. Igen har man afvist blankt, uden interesse for at forhandle.

Socialisterne møder selvfølgelig stor opbakning fra den europæiske fagforening – de

vil jo gerne have, at der slet ikke er selvstændige.

Færre selvstændige betyder jo flere under kollektive aftaler og dermed flere penge til fagforeningerne. Det er da også fagforeningerne, der har været ude med direkte løgnagtige historier om, hvor mange timer vognmændene arbejder.

I Rådet er man nået til en politisk enighed om, at medlemslandene kan indføre arbejdstid for selvkørende og/eller for falske selvstændige, hvis de ønsker. Altså ikke en rigtig harmonisering, men et godt kompromis, som jeg også kan støtte i erkendelse af, at sagen tydeligvis er politisk meget vanskelig.

Socialisterne holder stædigt fast i at dobbeltregulere på området. Rådet – EU's 27 regeringer – ligger et forslag på bordet – et kompromis, der tager højde for vanskelige nationale spørgsmål – og socialisterne siger nej!

Der mangler i den grad realitetssans, og de opfører sig nærmest som små børn, der bare vil have deres vilje.

Hvad bliver det næste?

Gad vide hvad næste træk er fra socialistisk side?

Hvis man skal følge deres tankegang, så kan de bruge nøjagtig de samme argumenter for at regulere danske chaufførers fritid!

Hvad er forskellen på af få indsigt i chaufførens fritid forud for kørsel – frem for indsigt i vognmandens tid før/efter kørslen? Der er ingen, og derfor er holdningen tåbelig og bureaukratisk ud over alle grænser.

Vi er i en krisetid. Vi har så hårdt brug for selvstændige, der starter en virksomhed op fra bunden, skaber vækst og arbejdspladser.

Selvstændige skal have råderummet til at skabe innovation. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i Europa-Parlamentet kæmper 110 % imod den tankegang.

De ville gerne have fremrykket afstemningen i plenarsamlingen, idet de havde medvind i udvalget, men det lykkedes dem heldigvis ikke at få gennemtrumfet. Således står forslaget nu til at skulle til afstemning til juni. Det giver os noget mere tid til at snakke dem til fornuft.

Hvis ikke de selv kan se, at det handler om Europas fremtid, kunne det måske være på tide med en venlig opringning fra Helle og Villy –der jo så gerne vil fremstå som politisk og økonomisk ansvarlige.

Fra Bruxelles skriver i UGENS RÆSON: Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen

OPINION 26. maj 2010

Kommunerne har de seneste år været under et økonomisk pres. I forbindelse med de årlige økonomiforhandlinger, som afsluttes i starten af juni, sætter RÆSON fokus på kommunernes situation.

KOMMUNERNE VS. STATEN Kommunerne - kan nedskæringer øge velfærden?

Horsens ligger på en ”flot” andenplads, når man rangerer kommunerne efter hvem, der har størst budgetoverskridelser. Her er det interessant, at borgmesteren i Horsens, Jan Trøjborg (S), som bekendt også er formand for KL. Burde denne kommune ikke være et forbillede? Økonomiforhandlingerne er i gang, og det er her interessant at se på den enkelte kommunes økonomiske udfordringer – de konkrete nedskæringer af velfærden kan i høj grad forklare de dilemmaer, som vores lokalpolitikere står over for de fleste steder, og hvorfor reformsporet nu åbnes op på Borgen.

Af Rasmus Edelberg [Skribenten er ansat i KL, men skriver i RÆSON som privatperson, og holdninger udtrykt i denne artikel er dermed ikke nødvendigvis KLs]

Allerede inden forhandlingerne om kommunernes økonomi for næste år gik i gang – gik de i stå.

Claus Hjort (V) aflyste simpelthen det første møde i forhandlingsrunden og sendte KL’s formand hjem efter en forklaring på budgetoverskridelsen på 5 mia. kr. fra sidste år.

Regeringen truede desuden kommunerne med yderligere nedskæringer (4 mia. kr.), og detaljeret individuel økonomistyring udenom KL. KL er med på en mere detaljeret økonomistyring med status på økonomien i kommunalbestyrelserne hvert halve år, men kommunerne kommer nok ikke udenom yderligere stramninger efter gentagne overskridelser.

Med hensyn til de kommunale nedskæringer, så forlod oppositionen hurtigt forhandlingerne, og DF ville ikke støtte ”nedskæringer i kernevelfærden”. Så selvom Dansk Folkeparti tidligere har været ude med riven i forhold til kommunerne, så holder Kristian Thulesen Dahl (DF), til fleres overraskelse hånden under kommunernes ret til at styre egen økonomi.

Det sker ved at halvere dagpengeperioden fra 4 år til 2 år i stedet for at fjerne 4 mia.kr. i yderligere besparelser hos kommunerne og fastfryse overførselsindkomsterne. Regeringen har tidligere ikke kunnet komme igennem med forslag

om dagpengereform – det er DF, som har ændret holdning for at bevare ”kernevelfærden” i kommunerne Men hvad er ”kernevelfærd” i kommunalt perspektiv? Og hvorfor er det så svært at opretholde almindelig budgetdisciplin i kommunerne, at de for det meste ikke kan overholde deres egen aftale med regeringen (14 ud af de sidste 25 år har kommunerne sprængt rammen)? Er det realistisk at gøre alvor af truslen og droppe aftalesystemet for kommunernes økonomi og dermed det lokale selvstyre i Danmark?

Ved sidste års forhandlinger var problemet i høj grad de øgede udgifter i 2008 til det specialiserede socialområde, som udløste et ramaskrig fra finansministeren og krav om at stramme op i kommunerne. Så hvad har kommunerne gjort for at løse den hjemmeopgave?

Problembarnet: udgifterne til udsatte borgere Kommunernes evne til at styre udgifterne til anbringelser af særligt udsatte borgere har aldrig været særligt god. Sådan har det været lige siden, de overtog området fra amterne som en del af strukturreformen i 2007. Det er hjælpen til nogle

af de mest udsatte borgere, vi her taler om – såsom senhjerneskadede, handicappede og børn, der har været udsat for omsorgssvigt i deres familie. For det andet bliver der flere ældre borgere, der vil få behov for kommunal ældrepleje.

Således også i Horsens, hvor man til stor overraskelse konstaterede, at der var blevet brugt 52 mio. kr. mere end budgetteret i 2009 til ældre, handicappede, psykisk syge og socialt udsatte. Så hvor meget velfærd får man for de ca. 60 mio. kr. som nu skal spares over de næste par år i Horsens?

Lad os se på områderne et ad gangen: Ældreområdet – besparelseseffekten i 2011 Ifølge Horsens Folkeblad er der i dag 2508 borgere, som får hjælp til rengøring i hjemmet hver anden uge – i fremtiden bliver der kun gjort rent hver tredje uge. Er det ok?

Ja, hvis alternativet er værre. Og mulighederne er ved at være udtømte. For ud over dårligere rengøring, vil Horsens skære ned ned på en række andre områder, hvor de sparer beløb på mellem 250.000 kr. og 6.000.000 kr., det gælder blandt andet: at nedlægge det tværgående vikarkorps i kommunen (900.000 kr.), hæve brugerbetaling for svømning i ældrecenteret (245.000) og skære bemanding i plejeboliger (6.000.000), skære bemanding i plejeboliger for demente (1.500.000) samt skære 25 % i akutte ydelser i plejen (800.000).

Men der bruges også ”for mange penge” på de handicappede, psykisk syge og alkoholikerne mv.

Hvor skal besparelserne ramme her?

Nedskæringerne på handicapområdet inkl. psykiatri og socialt udsatte omfatter blandt andet: besparelser på døgntilbud til udviklingshæmmede og borgere med psykiatriske problemer, nedskæringer af aktivitets- og samværstilbud, nedskæringer i budget for forsorgshjem, unge med ADHD trækkes hjem til eget hjem eller kollegium, 10 % skæres i udgifter til de dyreste foranstaltninger, taksten for støtte i eget hjem sættes ned, planer om nyt dagtilbud for borgere med alkoholmisbrug droppes, nyansættelser skal finde besparelser i eksisterende sager.

Som det fremgår af listen, så er udgiftsniveau ikke automatisk lig med velfærdsniveau, en del kan fx klares ved øget brugerbetaling. Men for flere af områderne gælder det, at kvaliteten er tæt forbundet med kommunalt personaleforbrug.

Socialpsykiatrien presser kommunerne En anden del af forklaringen på budgetoverskridelsen kan forklares med efterdønningerne fra strukturreformen. Et godt eksempel er det psykiatriske system, som ansvarsmæssigt er blevet fordelt mellem regioner og kommuner, samt politisk fordelt mellem Indenrigsministeriet og Sundhedsministeriet –

der er altså nok stole at tabe tingene mellem.

Kommunerne overraskes af uforudsete udgifter og skal derfor skære ned.

Psykiatrien i Danmark er delt op i tre dele: sygehuspsykiatrien og distriktspsykiatrien, som begge er regionernes ansvar, samt socialpsykiatrien, der er kommunernes ansvar.

Socialpsykiatrien skal hjælpe den udskrevne psykiske syge med at få hverdagen til at fungere, når behandlingen er overstået. Mindst 200.000 danskere lider til enhver tid af depression, mindst 200.000 af angst og ca. 40.000 af svære psykoser.

Hver anden danske familie kommer i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem.

Ifølge en undersøgelse af KL’s blad Momentum oplever samtlige kommuner, at borgere udskrives for tidligt fra en psykiatrisk afdeling, og over halvdelen oplever det ofte eller meget ofte (77 % af kommunernes chefer for psykiatriområdet svarede på undersøgelsen). Hvis man også sparer på sygehusbehandlingen, hænger kommunerne på en masse ufuldstændigt behandlede borgere.

Der er altså kommet flere sindslidende og psykisk syge i socialpsykiatrien, så sagerne er blevet tungere.

Opgaver med psykisk syge fylder også mere i samfundet andre steder end socialpsykiatrien fx i politiets arbejde. Og det kan være svært for betjentene at finde et sted, hvor den psykiske syge kan blive hjulpet. Ikke mindst fordi der sjældent er ledige pladser på de psykiatriske afdelinger.

For ”sengene er jo fyldt op, og derfor går en stor del af tiden med at diskutere, hvordan vi kan få folk hurtigst muligt ud igen” - som formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Anders Fink-Jensen siger.

Ifølge en rapport fra 2009 fra Dansk Sundhedsinstitut oplever hjemmesygeplejerskerne i kommunerne også flere psykiatriske klienter i hjemmeplejen: ”Folk skal være ret psykotiske, før de bliver indlagt. Det betyder, at besøg (af en hjemmesygeplejerske i hjemmet) må optrappes i de perioder, hvor borgerne har det dårligt.

Borgerne bliver udskrevet, inden medicinen har en virkning – det vil sige, de er stadig ret psykotiske, når de kommer hjem.” Eller som en socialpsykiatrisk leder fra Egedal kommune siger, ”Når vi møder dem, er det hele oftest i opløsning. Hele fundamentet er skyllet væk – der er rod i økonomien, problemer med boligsituationen, parforhold, job. Det er derfor en stor opgave at samle op på.”

Derfor vælter budgetterne. En tung sag koster rask væk op mod en million kroner om året. Men de penge skal findes i den kommunale økonomi, hvor man derfor, som i eksemplet med Horsens, allerede er i gang med at skære den almindelige drift af botilbud, aktiviteter, dagtilbud, samværsmuligheder, behandling, rengøring, specialhjælp, osv. væk. Hvad er alternativet?

Selv hvis der bliver etableret flere sengepladser, kommer det ikke nødvendigvis de psykisk syge til gode. En opgørelse fra Danske Regioner, som blev forelagt Folketingets Sundhedsudvalg i oktober 2008, viste, at 128 psykiatriske sengepladser var midlertidigt lukket på grund af personalemangel eller anden mangel på ressourcer.

Regeringens krav om yderligere besparelser møder modstand Kommunerne har altså kæmpet for at få budgetterne for 2010 til at hænge sammen, bl.a. på grund af en ufinansieret opgaveglidning og dermed stigende forbrug til det specialiserede socialområde (specialundervisning, handicappede, og udsatte børn og unge).

Der er fortsat markant vækst i kommunernes udgifter på det specialiserede socialområde. Når udgifterne til det specialiserede socialområde vokser, og der bliver flere brugere, betyder regeringens nulvækst, at der skal skæres på andre store kerneområder som dagpasning og folkeskolen. Det bliver et centralt omdrejningspunkt, når forhandlingerne om kommunernes økonomi nu (endelig) kan gå i gang.

I den forløbne uge kom det frem, at kommunerne heller ikke kunne holde budgettet i 2009 inden for ”normalområdet”, altså ældreområdet (1,9 mia. kr.), folkeskolen (1,1 mia. kr.), dagpasning (0,9 mia. kr.) og sundhedsområdet (0,3 mia. kr.). Fratrukket det beløb, man sparede andre steder, endte det samlede underskud ifølge Danmarks Statistik på 5 mia. kr. ”De gode tider” er forbi” Kommunerne vil gerne fortsat bære deres del af byrden, og derfor har regeringen lovet at hjælpe med de nødvendige regelændringer, som kan effektivisere administrationen. Det gælder både administration af løn og regnskab, såvel som

administrationen af de ”objektive sagsbehandlingsområder” [jf. RÆSON #15 og #16, red.]. Men effektivisering er ikke nok. De mange mia. kr. kan kommunerne kun finde via konkrete nedskæringer i serviceniveauet – over for børn, ældre, syge, handicappede og socialt udsatte. Hvor langt kan kniven bores ind, før den møder modstand?

Selvom oppositionen i sidste uge forlod forhandlingerne, så har regeringen stolet på sit parlamentariske grundlag. Dansk Folkeparti har traditionelt ikke været et ”kommuneparti”, men havde sit ”kommunale gennembrud” ved sidste års kommunalvalg med lige over 8 % af stemmerne. Så DF har nu specificeret deres betingelser for at bære regeringen igennem krisen og undgå et kabinet-spørgsmål med følgende folketingsvalg som følge af sagen.

DF lader dagpengemodtagerne og flygtninge i Danmark stå for hug. ”Der skal tages noget fra nogen”, som Pia Kjærsgaard siger. Og det har hun ret i. Grænsen for kommunale besparelser hos DF gik ved ”nulvækst”. De 4 mia. kr. i yderligere kommunale besparelser måtte tages af bordet, og blev erstattet af et egentligt reformspor på dagpengeområdet. Derudover bliver Claus Hjort ”bedt om” at eksportere noget af kommunernes besparelsesbyrde til ulandene.

Selvom Claus Hjort truede med at styre kommunerne direkte, så har han brug for kommunerne til at tage ansvar for den daglige drift af velfærdsstaten. Og driftsapparatet er ved at være slidt i kanterne.

Rasmus Edelberg (f. 1974) er cand.scient.pol. og ansat i KL. Han har tidligere bl.a. arbejdet i London med innovation, kvalitet og effektivisering for den globale it-virksomhed EDS (Electronic Data Systems), hvor han startede i Danmark med at udvikle it-løsninger til den offentlige sektor og varetog tillidsposten som formand for EDS europæiske samarbejdsudvalg.

Opinion 26. maj 2010

Som optakt til en debat om ytringsfrihed i Danmark anno 2010 – som afholdes, når RÆSON tager på Testrup Højskole d.25.-31.juli – bringer vi her et indlæg af Jacob Mchangama, chefjurist i Cepos. Han skal debatere med Katrine Winkel Holm – læs hendes indlæg i RÆSON nyhedsmail i uge 23.

YTRINGSFRIHED Censur på internettet er diktaturets kendetegn Selv i et frit og demokratisk land som Danmark er der altså en række områder, hvor ytringsfriheden er under pres, og de fine placeringer i internationale undersøgelser bør derfor ikke blive en sovepude.

Af Jacob Mchangama, Chefjurist i den liberale tænketank Cepos

Ifølge den internationale pressefrihedsorganisation Reporters sans Frontiérs [Journalister uden Grænser, red.] er Danmark det land i Verden med den største grad af pressefrihed. Den amerikanske ngo Freedom House har Danmark på en ligeledes flot 4. plads.

Det er da også rigtigt, at den danske presse nyder en meget vid ytringsfrihed og, at danske medier ikke behøver at frygte tilstande som i Venezuela, Pakistan, Iran eller Kina, hvor der hersker udbredt censur, og hvor journalister og redaktører, der sætter sig ud over censuren, risikerer at betale med deres frihed, førlighed eller endog livet.

Men det forhold, at vi har en fri presse i Danmark, betyder ikke, at ytringsfriheden som sådan er fuldstændig velbevaret og fri for trusler. I USA sidder to islamister i varetægtsfængsel tiltalt for at ville begå terror mod bl.a. Jyllands-Posten, som følge af Muhammed -karikaturerne. Disse terrorister er ikke alene.

Som bekendt har Kurt Westergaard været udsat for både trusler og et rigtigt angreb, ligesom det er tilfældet for hans svenske kollega Lars Vilks.

Der er tale om en reel trussel De stadigt stigende trusler mod karikaturtegnere, forfattere m.v., som kritiserer islam, er en reel og omfattende trussel mod ytringsfriheden og ikke – som Uffe Ellemann Jensen forleden udtalte – blot nogle få tossers værk. Og truslerne virker. Efter afsløringen af planerne om et angreb mod JyllandsPosten har store aviser som Berlingske, Politiken og

Jyllands-Posten selv undladt at trykke de tegninger, man tidligere hævede var væsentlige at bringe som dokumentation for den ubestrideligt væsentlige journalistiske historie om trusler mod Danmark som følge af Muhammed-krisen.

Politikens beskæmmende forlig med en saudiarabisk advokat, der påstår at repræsentere Profeten Muhammeds efterkommere, er også svært at se som andet end udtryk for frygt.

Men der er også andre områder, hvor ytringsfriheden er under pres i Danmark. Særligt på Internettet. For nylig vedtog et flertal i Folketinget en ny spillelov, der i realiteten tvinger private internetudbydere til at lukke for hjemmesider for ikke-godkendte spiludbydere. Det er et tiltag, der er svært at kategorisere som andet end censur.

Dette tiltag er blevet fulgt op af en række forslag om at forbyde eksempelvis at surfe på terrorrelaterede hjemmesider, en hjemmeside, der anvendes af stofmisbrugere, og vi har også set danske domstole sanktionere blokering af hjemmesider, der var mistænkt for at distribuere ophavsretligt beskyttet musik og film, uanset at der sagtens kan forekomme lovligt indhold på sådanne sider. Censur på Internettet er diktaturets kendetegn, og frie lande som Danmark bør holde sig fra den slags tiltag.

Fanatisme skal ikke bekæmpes med tankepoliti Ifølge Rigsadvokaten er der siden 2000 omkring 40 danskere, der er blevet dømt for overtrædelse af

den såkaldte racismeparagraf. Mange af de personer, der er blevet dømt, har holdninger, som den almindelige dansker tager stærkt afstand fra.

Men at straffe personer for deres holdninger og tanker er uforeneligt med de principper om individuel autonomi og tanke- og ytringsfrihed, som et frit samfund bør værne om. Også selvom det giver sig udtryk i usympatiske udtalelser.

Fanatisme og had skal bekæmpes med ord og debat ikke med straf og tankepoliti. Desværre gør internationale menneskerettighedskonventioner og Danmarks EU-medlemskab det nærmest umuligt at ophæve racismeparagraffen. EU's nylige ”Rammeafgørelse om Bekæmpelse af Racisme og Fremmedhad” medfører endda en risiko for, at EU-domstolen vil indsnævre rammerne for ytringsfriheden her i landet, uden at Folketinget kan gøre fra eller til.

Man kan også pege på, at offentligt ansatte i stigende grad frygter konsekvenserne af kritiske ytringer om deres arbejdsplads, og at der er konkrete sager, der peger på, at denne frygt er velbegrundet. Regeringens nye lovforslag til en ny offentlighedslov, der vil gøre det sværere for pressen at holde øje med det politiske liv, er heller ikke et tiltag, der vil styrke ytrings- og informationsfriheden i Danmark.

Selv i et frit og demokratisk land som Danmark er der altså en række områder, hvor ytringsfriheden er under pres, og de fine placeringer i internationale undersøgelser bør derfor ikke blive en sovepude.

Jacob Mchangama (f. 1978) er chefjurist i den liberale tænketank Cepos og har ud over sin cand.jur. en mastergrad i menneskerettigheder og demokratisering fra European Inter University Centre med ophold i Venedig og Strasbourg. Han arbejder desuden som ekstern lektor i internationale menneskerettigheder på Københavns Universitet.

Læs mere om og tilmeld dig RÆSON-Testrups højskoleophold (d.25.-31.juli) på: http://testrup.dk/korte-kurser/raeson---paa-denpolitiske-slagmark.aspx

OPINION 26. maj 2010

DANMARK Offentlig indsigt sikrer mod magtfuldkommenhed Offentlighedsloven skal moderniseres. Et lovforslag fra Offentlighedskommissionen skal sikre, at borgerne fortsat har mulighed for at opnå viden om og indsigt i, hvad der foregår i den danske forvaltning.

Der er dog betydelige mangler i Kommissionens forslag, som paradoksalt nok er udarbejdet isoleret og uden offentlig debat.

Af Anne Baastrup (MF, SF)

Offentlighed i forvaltningen er en af de helt afgørende forudsætninger for det danske demokrati.

Viden om og indsigt i, hvad der foregår, giver grundlag for, at offentligheden kan deltage kvalificeret i en demokratisk debat – og at vi kan opnå et velfungerende deltagelsesdemokrati. Det er med andre ord, det danske demokratis iltforsyning.

Afskærer vi befolkningen fra offentlig indsigt, risikerer vi, at der opstår en unødvendig afstand mellem forvaltning og borger, mellem politiker og vælger etc. Det giver mistillid, og det gavner ingen – slet ikke vores fælles samfund.

Jeg var derfor meget tilfreds, da der i 2002 blev nedsat en Offentlighedskommission, der skulle modernisere offentlighedsloven – og det er da også en imponerende betænkning, der er kommet ud af arbejdet. Vi har fået en stribe forslag, der kan give os en moderne offentlighedslov, og som kan være med til at fremtidssikre befolkningens muligheder for at få at vide, hvad der foregår i maskinrummet – uanset ny udvikling i form af samarbejde med private organisationer, brug af it etc.

Et isoleret stykke arbejde Men, men, men, træerne vokser ikke ind i himlen!

Jeg er helt uforstående over for, at Kommissionen har arbejdet under total tavshed. Ikke en eneste konference eller anden form for offentlig debat har der været i løbet af de syv år, hvor kommissionen har været i gang. Medlemmerne af

kommissionen har tilsyneladende ikke følt behov for lige at afprøve deres viden på bestemte områder med de erfaringer og den viden, som andre aktører har om brugen af den gældende offentlighedslov.

Det bærer betænkningen også præg af – desværre! Det er for eksempel helt besynderligt, at et lille flertal i Kommissionen kan foreslå, at dét materiale, der danner grundlag for politiske aftaler og efterfølgende lovgivning, som udgangspunkt ikke kan omfattes af aktindsigt.

Havde kommissionen afholdt en konference over dette tema og indkaldt folketingspolitikere til at fortælle, hvordan de vurderer det materiale, man får i forbindelse med forhandlinger, så var det lille flertal forhåbentligt ikke kommet frem til, at det skulle unddrages aktindsigt.

Jeg forventer klart, at dette forslag ikke kommer med i den kommende revision af loven.

En blankocheck til ministerierne Et andet forslag, som jeg regner med vil blive gransket nøje af den nye justitsminister, er Kommissionens forslag til en ny § 24 i offentlighedsloven. Her lægges der op til, at al korrespondance mellem ministerier, og mellem ministerier og styrelser, der kan betegnes som ”ministerbetjening”, nu kan unddrages aktindsigt.

Det er noget af en blankocheck at give til systemet. ”Ministerbetjening” oversættes som ”udveksling af dokumenter eller oplysninger, der sker i en sammenhæng og på et tidspunkt, hvor ministeren har eller må forventes at få brug for

embedsværkets rådgivning…”. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvilke oplysninger der ikke kan rubriceres under den kategori, hvis man ikke har lyst til, at offentligheden skal kunne kikke med over skulderen.

Kommissionen beskriver grundigt de forskellige overvejelser, man har haft i forbindelse med forslaget. Det, jeg især har hæftet mig ved, er hensynet til de ansatte, som ikke ”tør” komme med lidt skæve forslag, hvis de ved, at de kan risikere at komme på forsiden af en avis.

Det er for tyndt at komme med et så vidtgående forslag om at stoppe al offentlig indsigt i sager, som er en del af en ministerbetjening – eller kan blive det – med en så underlig begrundelse.

Alt kan i princippet undtages aktindsigt Jeg har meget svært ved at acceptere, at fx et arbejdstilsyn i Nordjylland, som overvejer at give et påbud til et værksted, som ejes af formanden for Venstre i den kreds, hvor beskæftigelsesministeren er opstillet, skal kunne afslå aktindsigt i deres sagsbehandling, fordi det er sandsynligt, at sagen lander på ministerens bord, hvis der træffes en afgørelse, som går imod den pågældende venstreformand.

Omvendt har jeg fuld forståelse for, at en arbejdsgruppe, der består af repræsentanter fra flere ministerier, som i fællesskab skal komme med et politisk initiativ/lovforslag, ikke skal underkastes offentlighedens indsigt under deres arbejde.

Denne problemstilling kan imidlertid klares med en konkret bestemmelse om denne specifikke situation, uden at lave en generel bestemmelse, som det er foreslået med § 24.

Sagen er kort fortalt, at alt kan lande på en ministers bord – derfor kan alt i princippet undtages fra aktindsigt, hvis dette forslag fra offentlighedskommissionen bliver gældende ret.

Det betyder, at vi i sager, hvor der måske kan være en ”risiko” for, at en journalist vil kigge systemet over skulderen, kan forudse, at den blotte ansøgning om aktindsigt, kan få en usikker embedsmand til lige at undersøge om ikke § 24 kan bruges som begrundelse for at afslå aktindsigt.

I debatten om Offentlighedskommissionens betænkning har Ulrik Dahlin fra Information samlet nogle eksempler på sager, hvor den foreslåede regel ville have betydet afslag på aktindsigt: 1)Var det myndighederne, der svigtede, da 1000 danskere blev forgiftet af hindbær, som var vandet med kloakvand? 2) Løj forsvarschefen, da

han sagde, at han aldrig havde hørt om fangemishandling hos amerikanerne i Afghanistan? 3) Fortalte statsministeren ikke hele sandheden, da han fik Folketinget til at give mandat til krigen i Irak? 4) Ignorerede daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen sine embedsmænds råd om at lade privathospitalerne konkurrere på priserne?

5) Brød Beskæftigelsesministeriet gentagne gange loven ved udmøntningen af den såkaldte 300 timers-regel?

Meget af det ville vi ikke have haft en chance for at finde ud af, hvis Kommissionens forslag til offentlighedsloven havde været gældende. Det er svært nok endda.

Medlemmerne af Kommissionen vil givet sige, at denne fremstilling er forkert, fordi den ”korrekte” fortolkning af den foreslåede § 24, betyder, at flere af disse sager vil være omfattet af indsigt.

Men det vil bare ikke ske. Problemet er nemlig, at Kommissionen har givet bestemmelsen en meget diffus afgrænsning. Alt kan jo i princippet blive omfattet af en kommende ministerbetjening – for hvem kan se ud i fremtiden?

Hvis man sidder på et kontor og forestiller sig, at ministeren nok vil kunne risikere at blive inddraget, hvem vil så – som embedsmand – frivilligt kaste sig ud i en kritik af ikke at have givet afslag?

Klagemulighed løser ikke problemet Så er der endnu en beroligende melding fra Kommissionen: Der kan klages! Og set over tid vil der blive udviklet en praksis, som vil lægge sig tæt opad Kommissionens forestilling om rækkevidden.

Ja tak, men det tager tid. En aktindsigt vil først blive givet efter klagesager og evt. behandling hos ombudsmanden. I den omskiftelige verden vi lever i, kan det så blive afgjort lang tid efter, at ministeren er blevet skiftet ud – og hvad så?

Statsministeren har for eksempel afvist at besvare spørgsmål om hans sager, da han var sundhedsminister. Der kan jo spekuleres i at fjerne ministre, hvis der bliver for varmt omkring dem!

Det dur ikke.

Et markedsdemokrati styret af en elite af djøf ’ere?

Jeg fungerer som politiker i et land, som grundlæggende er præget af retssikkerhed, åbenhed og gennemsigtighed. Det er min helt klare opfattelse, at embedsmænd i forvaltningen arbejder seriøst for at fastholde deres faglighed i

rådgivning af ministre og afgørelser i konkrete sager. Det skal vi bevare.

Men læg mærke til, at en forsker som professor Tim Knudsen beskriver udviklingen af vores demokrati i en kronik i Information 15. januar 2010, som ”et markedsdemokrati” styret af en elite af politikere og embedsmænd. Hvor offentligheden nok skal have indsigt, men helst ikke reel mulighed for at blande sig i eller forstyrre beslutningsprocessen. Og til den form for demokrati,pointerer han, passer det nye forslag til en offentlighedslov udmærket.

Dette synspunkt er ikke skrevet af en hr.-hvemsom-helst. Det bør få enhver justitsminister til lige at give Kommissionens forslag endnu en overvejelse.

Magt kan korrumpere!

Det er sundt for demokratiet og for embedsmændene, når kritiske journalister via aktindsigten for eksempel giver offentligheden indblik i, hvordan ministeren selv har bragt sig i fedtefadet ved at ignorere gode råd fra sine embedsmænd. At man kan risikere at skulle stå til regnskab for sine handlinger medvirker til, at både embedsmænd og ministre ikke begynder at forfalde til manipulation og magtfuldkommenhed.

Vi ved, at magt kan korrumpere, vi ved, at tillid er godt, men at muligheder for kontrol ikke altid

er så ringe. Vi har oplevet Tamilsagen, hvor en konservativ justitsminister var blevet så magtfuldkommen, at embedsmænd i Justitsministeriet ikke turde give ham reelt modspil.

Sagen gav rystelser igennem hele statsadministrationen – og betød, at befolkningen mistede den grundlæggende tillid til systemet, som er forudsætningen for vores velfærdssamfund.

Tilliden blev efter grundigt arbejde i 90erne genopbygget, men er undervejs gennem de sidste ti år blevet udfordret af nogle af de sager, jeg har tidligere har omtalt.

Derfor er det uhyre vigtigt, at den nye justitsminister, der som konservativ sandsynligvis kender sit partis historie, tænker sig meget om, når han går i gang med at udarbejde forslaget til den kommende offentlighedslov.

Det er ikke hvert år, denne lov ændres grundlæggende. Derfor skal man være meget eftertænksom. Jeg vælger at have tillid til, at netop den nye justitsminister og hans ministerium ikke lægger op til, at vi skal udsætte vores samfund for, at en kommende magtfuldkommen minister får mulighed for at skabe en ny Tamilsag, som næppe vil kunne opdages, hvis den foreslåede bestemmelse i § 24 kommer til at gælde.