Mindset

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 6 OUTPUT: Tue Feb 9 13:41:55 2010 /first/Verve_Books/ODT2/843_Mindset_148x230/Materie

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 6 OUTPUT: Tue Feb 9 13:41:55 2010 /first/Verve_Books/ODT2/843_Mindset_148x230/Materie

Morten Leth Jacobsen

Mindset

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 9 OUTPUT: Tue Feb 9 13:41:55 2010 /first/Verve_Books/ODT2/843_Mindset_148x230/Materie

Mindset © Morten Leth Jacobsen, 2010 ISBN 978-87-92359-31-5 1. udgave, 1. oplag Sats: BookPartnerMedia Omslag: Bramsen og Nørgaard Tryk: Scandinavianbook www.vervebooks.dk

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 7 OUTPUT: Tue Feb 9 13:41:55 2010 /first/Verve_Books/ODT2/843_Mindset_148x230/Materie

PROLOG

Juni 2009 Det er morgen, og søen er dækket af affald.

Polystyrenbægre, gratisaviser, visne pileblade. Syltet i gulligt skum skvulper de mod stensætningen.

Selv ikke en måge ved sine fulde fem ville lande i det her vand.

Ovre på den anden side af Peblinge Sø ligger der blokke med lejligheder. I Nørup ville de bare være almindelige lejligheder til truckførere og montricer, men det her er ikke Nørup. Selvom vandet er lavt og dødbringende, kan man se ud over det fra lejlighederne derovre, og derfor koster de en formue.

Stierne omkring søen ligger øde hen i den tidlige morgens grå lys. Et par tidlige løbere er ude, og bag mig hvisler bilerne forbi på den våde asfalt. To svaner padler rundt og snasker i skummet.

Jeg ser på mit ur. Der er fem timer og otte minutter, til Per skal på scenen i Den Sorte Diamant. Jeg er snart nødt til at gå.

Der er lunt inde i mine tæpper. Løberne på stierne ved Peblinge Sø betragter mig, mens de damper forbi.

Så kommer han, kan jeg se. Han har parkeret et sted langt borte, for han går hen ad stien. Jeg aftalte mødestedet med ham i går aftes over telefonen, og jeg er sikker på, at der lige nu er folk, der holder øje med kikkerter, fra hustage, fra passerende biler. Nogle af løberne er måske også sendt ud for at observere, om det virkelig er mig, og hvad jeg kan finde på.

Han ligner ikke længere en buschauffør, han har smidt det der grufulde røde slips. Han har en kort vindjakke på, kakislacks og sejlersko, det hele er brunt og konformt at se på. Men han er stadig

5

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 6 OUTPUT: Tue Feb 9 13:41:55 2010 /first/Verve_Books/ODT2/843_Mindset_148x230/Materie

lang og skaldet. Han stirrer på mig, mens han trasker hen mod mig med hænderne i lommen; langbenet, daskende. Årvågen.

Er det ham, der sidder der, tænker han, så jeg næsten kan høre det.

Det må det være, tænker han. ”Er der plads,“ spørger han, og jeg rykker til siden og samler tæpperne om mig, så han kan glide ned på bænken. Den giver sig under hans vægt.

Anders Reil betragter mig, og jeg ser ud over søen. Jeg bryder mig ikke om, at folk ser på mig. Hvad der end sker nu, er min tid i isolation omme. ”Anders Egholt. Der sidder du fandeme,“ siger han. ”Midt i København. Midt i byen, kraftedme, i levende live.“ Jeg nikker og betragter et par svaner ude på søen. De sejler hen mod os, forventer, vi har mad til dem. Håber stik imod håb.

Anders Reil ler. Han hedder Anders som jeg. Det er der mange, der gør, men det kan være noget rod, særligt når man har, hvad skal vi sige, modsatrettede interesser. ”Hold kæft, du skulle bare vide. Hvordan vi har pisket rundt fra den ene ende af landet til den anden. Det ene øjeblik troede vi, du var død. Der kom meldinger om en, der var fundet i havnebassinet i Vejle. Det måtte være dig, troede vi, men det var det ikke. Så for nogle dage siden fik vi meldinger om en ung dansk mand, der var taget i tolden i Bangkok med rod i papirerne.

Så var vi helt oppe at køre igen. Men var det dig? Næ. Det var det sgu heller ikke.“ ”Næ,“ siger jeg. ”Jeg sidder lige her.“ ”To måneder. I to måneder har du trukket hele det danske politi rundt ved næsen. Og så har du bare puttet dig på en gård på Mols, og nu sidder du midt i København. Det er fandeme morsomt, Anders, det er!“ ”Ja. Det synes alle.“ Svanerne ser på os fra sikker afstand; de skal lige se, om vi tager godter op af lommen.

6

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 6 OUTPUT: Tue Feb 9 13:41:55 2010 /first/Verve_Books/ODT2/843_Mindset_148x230/Materie

”Så, lige pludselig, så ringer telefonen. Og så er der en, der siger, han hedder Anders Egholt.“ ”Og så troede du ikke på det.“ ”Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg er blevet ringet op af mindst firs Anders Egholter de sidste uger. Men det var sgu dig.“ ”Og du kom.“ ”Ja. Som aftalt. Jeg kom, men jeg er ikke alene, Anders, bare så du ved det.“ Han viser med hånden ud over søen. ”Der er kolleger over det hele. Hvis du så meget som hoster på mig, så ...“ ”Det gør jeg ikke, Reil.“ ”Nej. Det gør du nemlig ikke. Så hvad gør vi nu, Anders? ”Vi tager på biblioteket.“ ”Hvad?“ ”Vi tager på biblioteket, siger jeg. Der er noget, jeg skal vise dig.“ ”Og hvad er det?“ ”Jeg skal vise dig, hvem der slog Arvid Loeffler ihjel.“ ”Ja så. Ja, for det var jo ikke dig. Det sagde du jo.“ ”Det har jeg hele tiden sagt. Men der er ingen, der tror på det. Heller ikke du.“ ”Det er lige meget, hvad jeg tror. Jeg prøver bare at gøre mit arbejde, og dine krumspring har ikke gjort det særlig let på det sidste, at du ved det. Men nu ser vi. Hvad er det, du synes, jeg skal se?“ Jeg tager mig sammen og vender mig om imod ham.

Hans pande er et V af sener bag huden. Hans ører står ud fra hovedet som luftbremser, og på issen står hans hår strittende og sjældent som en stubmark i frostvejr.

Hvad jeg synes, han skal se?

Sandheden. Min version af den.

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 6 OUTPUT: Tue Feb 9 13:41:55 2010 /first/Verve_Books/ODT2/843_Mindset_148x230/Materie

KAPITEL 1

Marts 2009 Sandheden. Min version.

Jeg finder Søren Lorentzen i skoven ved Nørup. Søren Lorentzen og jeg arbejder ved Loeffler, og Nørup er en lille by, så det er ikke så mærkeligt, at vi render ind i hinanden.

Når en ingeniør som jeg bor Nørup, er det fordi, han arbejder ved Loeffler. Loeffler er Nørup, og Nørup er Loeffler. Der er selvfølgelig nogle, der arbejder som lærere på byens skole og i butikkerne i byens lille gågade. De lever af Loeffler. Så er der dem, der bager pizza og sælger fadøl og breezers om aftenen på byens torv. De fleste af dem arbejder hos Loeffler om dagen og lever af Loeffler om natten.

Min hverdag er altså henlagt til Nørup. Hverdag er det interval, der falder mellem søndag aften og fredag eftermiddag, når jeg ser mit snit til at skride, hvis Terese eller Vibe er til møder.

Det er de ofte, og så går der et tog med skift i Skanderborg til København.

Jeg bruger min løn på tog, taxi, sprut og bøger. Den smule husleje, jeg betaler hos Esben, er småting i det regnestykke.

Per og jeg bruger weekenderne på at gå i byen og brænde penge af. Sådan har vi altid gjort, men siden jeg flyttede til Nørup, er det nærmest lagt i skema. Hver tredje weekend arbejder han på avisen, og jeg giver Esben en hånd hjemme i Nørup.

Jeg ruller planmæssigt ind på hovedbanen hver fredag kl.

18.33, og allerede klokken 20 har jeg som regel nået at købe mig en partyskjorte eller et par sko hos Garodkin, vi har handlet

8

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 6 OUTPUT: Tue Feb 9 13:41:55 2010 /first/Verve_Books/ODT2/843_Mindset_148x230/Materie

mynte til mojitos og er på en eller anden måde alligevel godt på vej til at blive småplørede, selv med fuld damp op ad Godthåbsvej til Pers lejlighed. Det skal nås, det hele.

Hver lørdag formiddag fragter vi vores tømmermænd ind til byen og køber mere sprut. Jeg roder i hylderne hos Arnold Busck i Købmagergade for at finde noget at læse, noget, der kan befordre mig ud på eskapismens vinger den næste uges tid, så jeg ikke opfatter nær så klart, at jeg rent faktisk bor i Nørup.

Per står udenfor og ryger. Han er journalist. Han læser ikke bøger, han vil skrive dem selv.

På den måde er der gået mere end et halvt år, siden jeg kom til Nørup, og man vænner sig til alt, viser det sig.

Da jeg boede på Frederiksberg, løb jeg flere gange om ugen.

Der var søerne og parkerne, og der var også villavejene i Rødovre, og nogle gange endte jeg helt ude på Kongelundsvej på Amager, hvor man kan finde sig selv ude på landet blandt marker og gårde, selvom man formelt set stadig er i byen. Hver aften endte jeg hjemme foran min opgang og stod der og dryppede sved ned på fliserne, mens jeg strakte ud. Der var ruter nok at vælge mellem.

I Nørup er det noget andet. Der er kun en eneste løberute, der ikke går inde i byen. Jeg løber ud af byen, ud forbi bæverdæmningen og ind i selve skoven. Skoven er en plantage med rækker af sirligt plantede nåletræer med tæerne i en måtte af afkastede nåle. Skovveje og stier fører rundt om søen. I den ene ende af søen ligger enkelte rigmandsvillaer med sprøde plæner helt ned til vandet. I den anden ende øde skov, og her er godt at løbe.

Søen er gamle grusgrave, et helt system af dem. En dag steg grundvandet og sendte arbejderne op i fuldt firspring og hjem til arbejdsløsheden. Esben påstår, at der står gravemaskiner nede i vandet, og at der sidder et skelet i styrehuset på en af dem. Han

9

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 6 OUTPUT: Tue Feb 9 13:41:55 2010 /first/Verve_Books/ODT2/843_Mindset_148x230/Materie

har venner, der har dykket ned og set det med egne øjne. Siger Esben. Men han siger så meget shit.

Foråret lusker sig ind på os. Himlen er blå.

Følger man vejen ind i skoven, når man en lille vendeplads.

Her kan man ikke køre længere, og her ligger stammer i sirlige stabler. Stien bliver smal og fortsætter op over en kort, stejl bakke. Her kan skovarbejderne ikke dyrke profitabelt træ; på bakken står kun søvnige ege og træge bøgetræer. På venstre hånd falder terrænet stejlt til grusgraven fem, seks meter nede.

Det er her, jeg står og ser ud over søen.

Tre-fire meter fra bredden, ude i vandet, står en bil.

Vandet når helt op til det øverste af ruderne. Det bobler sagte ud fra vinduer og døre, og det ser ud, som om den flyder.

En sø i en grusgrav en stille forårsaften. En bil, der duver.

Bobler klukker op en efter en. To brede furer i grusgravens stejle skrænt. Bilens front er under vand.

Her er bilen styrtet næsten lodret ned ad skrænten mod vandoverfladen. Nu flyder den derude, og to svaner svømmer til og fra. Æder svaner ådsler? Tænker jeg, men kender ikke svaret.

Det er vinter, og ingen fugle synger. Her er helt, helt stille.

Knap nok en hvisken i de nøgne bøge på bakken bag mig.

Jeg går helt frem til der, hvor man næsten ikke har fodfæste længere, der, hvor jeg kun har en håndsbredde af stædig græstørv under mine fødder, resten er erosion og tom luft. Så springer jeg, og jeg svæver en meter eller to, inden jeg lander i gruset. Jeg sætter mig på røven og kurer ned ad skrænten, helt ned til vandkanten, når ikke at stoppe, før jeg står i vand til anklerne. I det grønne vand skvulper andemaden op og ned i dønningerne fra min pludselige ankomst; svanerne sejler fornærmede bort.

Vandet siver ind i mine bukser og lammer mine lår, når klunkerne og får dem til at søge tilflugt oppe i mellemgulvet.

Bilen er en Mazda 6, kan jeg se nu, og den er vel et par år

10

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 6 OUTPUT: Tue Feb 9 13:41:55 2010 /first/Verve_Books/ODT2/843_Mindset_148x230/Materie

gammel. Jeg kan se, at bilen ikke flyder, som jeg troede. Den sidder fast på noget under vandet, måske en sten, og den tunge forende er allerede sunket så langt ned, som den kan komme.

Mit hjerte hamrer. Jeg famler efter håndtaget til fordøren, men det er så langt nede i vandet, at jeg ikke kan nå derned. Jeg går ned i knæ, og vandet stiger op og når mig til halsen. Ikke nok. Der er ingen udvej, jeg må helt under.

Jeg har øjnene helt lukket, da vandet slår sammen over mit hoved. Jeg holder vejret og lader hænderne glide ned langs døren. Da jeg endelig får fat i håndtaget, har jeg ikke mere luft tilbage. Ikke tænke, bare tage fat og trække til. Så det gør jeg, jeg sætter den ene fod op på vangen lige bag døren og trækker alt, hvad jeg kan. Der er ingen modstand, som jeg havde ventet – jeg mister fodfæstet og tumler rundt i vandet. Jeg basker med armene, mine fødder rammer stenet sandbund, og jeg sætter fra og kommer op, spruttende og spyttende. Da jeg tørrer vandet fra øjnene, er bilen væk. Er den sunket?

Nej, jeg har fået mig vendt, så jeg står med ryggen til.

I det samme er der noget, der puffer mig i ryggen, lige mellem skulderbladene. Ganske let, bare et forsigtigt prik – men jeg ved alligevel godt, hvad det er. Huden på min nakke og min isse rimper sig sammen, og jeg fryser fast i den position, jeg står i, med armene hævet op over vandoverfladen. Vandet drypper fra mine hænder.

Jeg ser alting klart, i overdrevne farver og i overdreven kontrast. Vandet, svanerne, skrænten, den blå forårshimmel over søen. Elektriske udladninger gnistrer over min hovedbund, kold is under huden.

Bump.

Igen dette bløde, organiske puf i ryggen, som nogen, der siger: Her er jeg, Anders. Vend dig om. Vend dig om og tag et kig, bare et lille bitte kig.

Så det gør jeg.

11

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 6 OUTPUT: Tue Feb 9 13:41:55 2010 /first/Verve_Books/ODT2/843_Mindset_148x230/Materie

Han stanger mig, gør han. Han ligger på maven i vandet, og de små bølger i søen trækker ham tilbage og frem igen, lige ud for mit bryst. Hans hår er vådt og mørkt, og hvis jeg bøjede hovedet frem, ville jeg få det i næsen, så tæt på er han. Jeg ser ham fra en vinkel, man ellers aldrig ser en anden mand fra, nemlig fra issen og nedefter, langs ryggen over bagen og helt ned til hælene på de sorte sko, der duver i vandet.

Jeg tumler bagover, kommer under vandet igen, kæmper mig baglæns. Må væk fra ham inden han stanger mig igen.

Jeg halvt svømmer, halvt vælter op på bredden. Jeg hiver efter vejret, så hårdt, at jeg kan høre mit eget hjerteslag i svælget, når jeg åbner munden.

Manden i søen duver fredeligt videre.

Men han kan ikke ligge der, og jeg kan ikke sidde her i gruset på bredden, drivvåd og med hjertet hamrende. Jeg spytter uvilkårligt, jeg er sikker på, at jeg kunne lugte hans hår, så tæt på, som det var.

Jeg kommer på benene, mærker, at de ryster ganske let.

Så vader jeg ud igen og tager fat i hælen på hans ene sko.

Trækker ham efter mig ind på land, indtil han går på grund, og jeg er nødt til at vade ud til forenden af ham igen.

Jeg bøjer mig og tager fat under hans arme, trækker ham ind til bredden. Han er forbløffende tung, og jeg mærker, hvordan pulsen farer direkte op i det røde felt med det samme. Jeg får ham løftet halvt ud af vandet, og så vender jeg ham om.

Manden er ganske rigtigt død. Han stirrer lige op i himlen med grå øjne. Fy for helvede, hvor er han klam. Han har ikke været død ret længe, men han er så bleg, at han næsten er gennemsigtig.

Han er dækket af andemad og ligner en, der har fået sig en eksotisk hudsygdom med grønne sårskorper over hele kroppen.

Hans pande er et stort, åbent sår.

12

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 6 OUTPUT: Tue Feb 9 13:41:55 2010 /first/Verve_Books/ODT2/843_Mindset_148x230/Materie

Jeg tænker på, hvad jeg nu skal gøre. Mig alene i en skov med en grøn, død mand i en grusgrav.

Manden hedder i øvrigt Søren Lorentzen og arbejder også på Loeffler.

Han har en datter, der spiller i byens pigegarde. Han har en ny Mazda 6, han er dækket af andemad og nu er han så død som en sild.

Nu har han gjort mig til medansvarlig for sit liv og sin død, alene fordi jeg nu er nødt til at gøre et eller andet.

Det kunne man godt blive sur over.

Jeg dumper ned i det våde grus og læner mig op ad skrænten; trænger til at puste ud, til at tænke. Jeg ser op i luften, ser skrænten over mig, omvendt i mit synsfelt, så træerne vokser nedad.

Og netop da opdager jeg, at vi ikke er alene.

Der står en mand øverst oppe på skrænten og ser ned på os.

Jeg når at opfatte, at han er klædt i løbetøj som jeg, og at han står helt stille, seks meter over mig og Søren. Jeg sætter mig op og vender mig rundt i en eneste, hurtig bevægelse, og jeg når lige at se manden deroppe forsvinde ind i skoven. Jeg ser kun ryggen af ham klart, en mand, klædt i en sort og grøn løbejakke, så er han væk.

Jeg sidder på knæ i gruset og stirrer op ad skrænten for at se, om der sker mere deroppe. Det gør der ikke.

Jeg dumper ned på bagdelen igen, og det snurrer i mit hoved, som om det var mig, der havde hamret panden mod en forrude.

Også jeg er dækket af andemad. Det har vi også tilfælles. Jeg sidder i gruset ved en sø i Nørup i Midtjylland ved siden af en død mand og bliver lige så stille ganske kold i røven.

ROMANER FRA VERVE

-)+) -)342!4)

Morten Leth Jacobsen: Tornmark

Miki Mistrati: Solo Vejl. 249,-

Vejl. 249,-

!-%2)#! %4(!. #!.).

Kamila Shamsie: Brændte Skygger Vejl. 299,-

Ethan Canin: Amerika Amerika Vejl. 299,-

OM FORLAGET Verve-bøger er aldrig ligegyldige. De er skrevet med hjerteblod af forfattere, som mener noget. De er båret af lidenskab, kampgejst og passion og de handler om emner, der berører os alle – historier om mennesker på tværs af politik, religion og nationalitet. Man kan meget vel være uenig med forfatterne, men man kan aldrig være ligeglad.

Verves design udnytter nye muligheder i at benytte bæredygtige materialer, som skaber en æstetik og kvalitet af den enkelte bog, der kan matche de ord, tanker og følelser, der står på siderne. Det er bøger, du også kan nyde før og efter, du har læst dem.