1 minute read

Leder

Af: Lisbeth Vinberg Engel · lisbeth.vinberg.engel@gmail.com

Coronapandemien har haft store konsekvenser for uddannelsen af sygeplejestuderende. Det gælder både på skolerne og i klinikken. Det har være en kæmpe udfordring for studerende og undervisere at omlægge til online undervisning. Studerende er i flere tilfælde blevet hjemsendt fra klinik. Udvekslingsstuderendes drømme er brast. Men trods usikkerheder og alvor har der været lyspunkter.

Advertisement

Uddannelsesnyt bringer i dette nummer erfaringer fra både en italiensk studerende Francesca Marasca fra Verona, Italien, hvis forældre samt hun selv var lykkelige for at hun kunne blive i DK. Et team af uddannelsesansvarlige fra Rigshospitalet med phd. Camilla Bernild i spidsen reflekterer over hvad der gør et læringsforløb muligt i en udfordrende tid. Adjunkt Nausheen Christoffersen fra Absalon giver en personlig beretning om, hvordan undervisning bliver varetaget fra hjemmekontoret. Lektor Mette Bonde fra UCL reflekterer i Fingeren på Pulsen over, hvilken indflydelse nedlukning af undervisning på skolerne har haft for det, der sker i de uformelle læringsrum i undervisningen.

Som jeg skrev i sidste nummer, er året 2020 jo udnævnt til Year of the Nurse and the midwife. Og sygeplejersker har sjældent fået så meget omtale som i år. Men det skyldes mere corona end fejringen af Year of the Nurse and the Midwife. En begivenhed blev dog markeret i København d.12.maj. Lektor Louise Støjer fra KP fortæller i tekst og billeder om dagen.

Hvad er det særlige, som sygeplejersker kan eller bør kunne? Hvad er det, vi fejrer i år? Hvad er det, vi undervisere uddanner til? Uddannelsesnyt er stolte over at kunne bringe en spændende artikel af Lektor, phd Sine Maria Herholdt-Lomholdt fra VIA. I artiklen drøfter Sine betydningen af dvælende og eftertænksomme undervisningsrum i sygeplejerskeuddannelsen. Det er en filosofisk inspireret artikel, som afslutningsvis introducerer ”skønhedssalonen” som et muligt samtalerum både i klinik og på skole.

I den sidste artikel skriver Marianne Eilsø Munksgaard og Lektor Katrine Haase om den pædagogiske metode ”Boxing future health”, som de har brugt i specialuddannelsen Borgernær sygepleje. Boxing future health er et spændende fremtidsscenarie design, som giver mulighed for at reflektere over nutidens sundhedsvæsen og diskutere visioner for fremtidens sundhedsvæsen.

Foruden ovenstående artikler bringer vi boganmeldelser samt vigtige nyheder fra FSUS bestyrelsen.

God fornøjelse med Blad nr. 2, 2020.

This article is from: