2 minute read

Feltøvelsen blev et brag af militære færdigheder

AF MORTEN LYKKEBERG

Distrikterne havde lagt sig i selen for at levere et brag af en feltøvelse i den østlige del af Danmark. Øvelsen blev den største siden Covid-19nedlukningen og gennemført i samarbejde med Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og politiet.

Advertisement

1.000 soldater viste og trænede militære færdigheder i rammen af Host Nation Support. Host Nation Support er en del af NATO-samarbejdet, hvor Hjemmeværnet har en nøglerolle i at få allierede styrker sikkert gennem Danmark og samtidig sørge for sikkerheden omkring udstyr og soldater. Host Nation Support indeholder samtidig mange af de klassiske militære færdigheder, som Hjemmeværnet besidder. ”Sikkerhedspolitisk står Danmark i en ny situation. Det har vi gjort siden 2014, hvor Rusland gik ind og tog Krim. Det har ført til modsætningsforhold mellem NATO og Rusland. Vi skal i NATO afskrække mod et russisk angreb. I forhold til den kolde krig er Danmark ikke længere frontlinjestat, men et opmarchland for allierede styrker,” fortæller Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet.

I den nye situation har Hjemmeværnet fået en nøglerolle i Host Nation Support, som dermed blev rammen om feltøvelsen.

Dybt inde i Gribskov sørgede soldater fra Opklarings- og Overvågningskompagni Nordsjælland for bevogtning. Undervejs forsøgte en mistænkelig at komme forbi forklædt som postbud, men det lykkedes ikke. For deltagerne i hele feltøvelsen fra Bornholm til Gedser og Kalundborg var weekenden fyldt med masser af indspil, som samtidig for alvor blev startskuddet til øvelsesaktiviteterne efter Covid-19.

Feltøvelsen fik besøg af chefen for Hærkommandoen, generalmajor Gunner Arpe, som på fotoet taler med soldater fra Infanterikompagni Jonstrup. ”Jeg har mødt masser af engagerede mennesker, som har vist, at de er godt trænet, så vi har et rigtig godt niveau. Jeg er – som ansvarlig for landterritoriet – glad for at se det niveau, jeg har set i dag,” fortæller en tilfreds generalmajor Gunner Arpe efter dagens besøg på feltøvelsen.

Beredskabsstyrelsen deltog i øvelsen, hvor soldaterne kørte kolonnekørsel gennem Sjælland. Her blev de ledt gennem Sjælland. Der blev etableret en række beredskabsområder (BSO), hvor de gjorde holdt. Her fik soldaterne udfordringer til stregen, da en række civile i øvelsen demonstrerede og forsøgte at forcere hegnet ind til beredskabsområdet.

This article is from: