3 minute read

Ø-stafetten: Strynø

I hvert nummer af Øposten giver vi ordet til en øbo, der fortæller om det helt særlige ved netop deres ø, om udfordringer ved ølivet og måder at løse dem på.

Af Jens Qvist Jordhøj, Strynø

Advertisement

At blive øbo

Det er egentlig Christinas skyld det hele; og heldigvis for det. Altså at vi blev øboere. Christina havde altid drømt om at bo på en rigtig ø, sådan én uden broforbindelse. En drøm, hun havde formået at holde skjult for mig i de første mange års samliv. Nu lå landet sådan, at der var brug for et skifte i vores børns skoleliv, og når det skifte alligevel skulle ske, så kunne vi lige så godt gøre noget ved det. Et ufravigeligt krav var, at øen skulle ligge omkring Fyn. Christina gik i gang med at se efter øer med daginstitution, skole og købmand, mens jeg gik i gang med at se efter øer med en færgeforbindelse, som gjorde det muligt at pendle. Det slår mig først nu, mens jeg skriver denne klumme, at Christina altså så efter liv på en ø, mens jeg så efter, hvordan jeg kunne komme fra den.

Under alle omstændigheder endte vi på Strynø, hvilket har været en stor gave for os og vores familie. Jeg arbejder som læge, og da vi flyttede til Strynø, var jeg i sidste del af min kliniske basisuddannelse og ansat i en lægepraksis i Korsør. En transporttid på lige under to timer. Eller ikke helt, for færgetid er ikke transporttid i den forstand. Færgetid er der, man kobler fra eller til, snakker med de andre øboere eller har ”kontor-tid”.

Efter flere år i mave-tarm-kirurgien i først Slagelse, siden Odense, har jeg måttet erkende, at det ikke er foreneligt med et liv som øbo. Uanset om mit arbejdssted var Slagelse eller Odense, skulle jeg med samme færgeafgange.

Altså hjemmefra kl. 5.45 til 18.00 på en almindelig arbejdsdag. En anden udfordring var også manglen på tidlige færger i weekenden, hvilket betød, at jeg må tage færgen fredag aften, for at kunne nå på arbejde lørdag morgen. I yderste konsekvens betød en dagvagt både lørdag og søndag, at jeg var væk fra fredag til mandag, og at vi af samme årsag har måttet leje en lejlighed i Odense.

Efter en arbejdsmæssig tung sensommer, besluttede jeg, at det var på tide at sige farvel til kirurgien og har derfor søgt mod almen medicin. Et job, jeg starter på til december 2022.

Jeg har af principielle årsager altid ment, at det ikke skal ligge en arbejdsgiver til last, at jeg har valgt at bo på en ø. Jeg er samtidig et menneske, der hellere kommer 55 minutter for tidligt, end 5 minutter for sent; noget som naturligvis også spiller ind, når man er øbo og afhængig af færger.

Da snakken faldt på arbejdstider med min nye arbejdsgiver, foreslog jeg arbejdstider, der gjorde, at jeg i hvert fald tre dage om ugen kunne nå en tidligere færge hjem. Jeg tillod mig dog samtidig at omtale færgetiderne, ikke for at det skulle komme dem til last, men mere, for at skabe en forståelse af, hvorfor jeg foreslog arbejdstiderne, som jeg gjorde. Til min store overraskelse, valgte de at placere mine arbejdstider efter færgetiderne, så det giver optimale vilkår for en fornuftig work-life-balance.

Egentlig er vi relativt begunstiget af hyppige færgeafgange på Strynø, om end vi mangler en middagsafgang, senere afgange i hverdagen og tidlige afgange i weekenderne.

Det er svært at forene et øliv med fire hjemmeboende børn med et arbejdsliv med skiftende arbejdstider, rigelige weekendvagter og en relativ høj andel af overarbejde. Hvis ikke det havde været for min flittige hustru, var det ikke muligt. Noget jeg for alvor har opdaget, efter jeg fik skabt et hul mellem min tidligere og fremtidige ansættelse og derfor har været hjemmegående i en måned.

Jeg ser frem til at have et arbejdsliv, hvor spildtiden er minimeret, hvor jeg har fri om aftenen og i weekenden, og hvor jeg også har tid til at være rigtig øbo.

BLÅ BOG

Jens Qvist Jordhøj

• Flyttede til Strynø i 2020 • Far til to drenge og plejefar til to piger • Bor sammen med sin kone og deres børn, to hunde og fire katte i den gamle mejeribestyrerbolig • Uddannet bankrådgiver med en akademiuddannelse i finansiel rådgivning samt en HD i organisation og ledelse • Desuden cand.med. og læge med videreuddannelse inden for mave-tarm kirurgi • Pt. i gang med en videreuddannelse i almen medicin • Formand for Strynø Beboerforening og aktiv i Strynø Akutgruppe samt spejderleder.

• Træfældning • Beskæring • Topkapning

Henrik J. Hansen

mobil:2612 4123 wildharvestdanmark@gmail.com facebook: vild høst

This article is from: