SAMSON #1, 25. årgang by SAMS

Mediecensurering

FACEBOOK MOD DEMOKRATI Sammenhold i krisetider

#JESUISCHARLIE - ELLER ER JEG? Mød Simi Jan

LIVET SOM KORRESPONDENT I VERDENS BRÆNDPUNKTER

Tema:

Medier i krig MEDIEMAGASINET SAMSON SAMMENSLUTNINGEN AF MEDIESTUDERENDE (SAMS)

012016

[1]

KOMMUNIKATION OG SPROG SAMS SAMS-medlemmer hører til i KS Din fagforening

[2]

( MEDIEMAGASINET SAMSON ) #1 | MARTS 2016 | 25. ÅRGANG

TEMA MEDIER I KRIG

6-26

I dette nummer

4 6

Leder. Mød Simi Jan.

Fra dansk velfærd til israelsk kampzone.

#JeSuisCharlie - eller er jeg?

Fotoserie: We are anonymous.

Når forældre skaber krig.

Facebook mod demokrati.

22 24

indhold MEDIEMAGASINET SAMSON 012016

MØD SIMI JAN: LIVET SOM KORRESPONDENT I VERDENS BRÆNDPUNKTER Ingen dage er ens, når der står korrespondent ud for ens stillingsbetegnelse, som hos TV2s korrespondent Simi Jan.

FRA DANSK VELFÆRD TIL ISRAELSK KAMPZONE I en alder af blot 20 år var mellemøstlige konflikter, en kamp med den danske mediedækning og med sin egen identitet en dominerende del af en ung kvindes hverdag.

De digitale mediers kamp om vores opmærksomhed. Mig og mine medier - Christiane Vejlø.

Spørg redaktionen.

On/Off listen.

Bag om redaktionen & Konkurrence.

Postkort fra SAMS.

MIG OG MINE MEDIER: CHRISTIANE VEJLØ Christiane Vejlø har en cand.mag i medievidenskab og religionsvidenskab og arbejder i dag som blandt andet digital trendanalytiker og strategisk rådgiver.

SAMSON – VI INSPIRERER DIG SAMSON er dit landsdækkende mediemagasin, der bringer skarpe fagartikler om alt, der har med medier og kommunikation at gøre. Vi giver dig noget at tygge på og inspirerer dig til dit næste projekt. SAMSON præsenterer både knaldskarpe medieanalyser og lettilgængelig underholdende kommunikation. SAMSON har eksisteret i mere end 20 år, og du kan læse de mange artikler på www.samsnet.dk

FORSIDEFOTO: SEBASTIAN VISTISEN TOFT.

[3]

[ LEDER ]

I mediernes skudlinje Mobildisplayet lyser op med den seneste nyhedsopdatering. Meddelelsen lyder, at et nyt terrorangreb har fundet sted tæt på dansk landegrænse. Det får vores fulde opmærksomhed, hvortil internetaviser og online nyhedssider omgående tages i brug for yderligere information. Selv samme aften sidder vi klistret til skærmen, når dækningen finder sted på tv-kanalernes sendeflader med live-optagelser fra konfliktens brændpunkter. Her bringer udlandskorrespondenterne os visuelt med ind i krig og konflikter, mens vi hjemme i egen stue selv er i sikkerhed. I mellemtiden har hændelsen fundet vej til de sociale medier, hvor diverse hashtags, eftersøgninger og opslag har kreeret et fællesskab på tværs af nationer. Med et bombardement af informationer, er det nærmest uundgåeligt, selv i vores travle hverdag, ikke at blive opdateret omkring internationale såvel som nationale anliggender. I denne udgave af SAMSON sætter vi fokus på medier i krig, hvortil der gives et indblik i personlige militærberetninger, informations- og cyberkrig samt striden mellem censurering, ytringsfrihed og demokrati. Vi vil således belyse en bred vifte af konflikter, hvor ikke blot krigszoner, bomber og ødelæggelse er på dagsordenen, men hvor daglige kampe og familiære problemstillinger også bringes frem i lyset. Nutidens medier, i sine mange udformninger, er ikke blot med til at oplyse os om, hvad der rører sig i de forskellige verdensdele og samfundslag. De mange medieplatforme og -former fremstår ligeledes som en aktiv spiller i samfundsmæssige stridigheder, hvor den enkelte borger gives en stemme gennem sociale medier, og dokumentarprogrammer er med til at sætte den politiske dagsorden. Nutidens medier fungerer som talerør, oplyser, problemløser og samlingspunkt, men også som fremprovokatør af konfliktfyldte hændelser. Offentlig ytringsfrihed udfordrer religiøse overbevisninger, terrorister udøver afpresning med propagandavideoer, og fuld informationstilgængelighed, eller censureringen af selv samme, anbringer privatpersoner, statslige institutioner og demokratisk folkestyre i skudlinjen. Medierne i dag hverken kan eller skal undviges, men det er vigtigt at reflektere og forholde sig kritisk til form og indhold – vinkling, betydning og brugen deraf. Med disse ord ønsker vi dig god læsning i denne udgave af SAMSON. Vi ønsker samtidig som redaktører at takke alle medvirkende af denne udgivelse for deres flotte og ihærdige indsats. Med venlig hilsen Simone Skaarup Rosengreen og Louise Hahn Lauridsen Chefredaktører, SAMSON

25. årgang Nr. 1, marts 2016 Oplag 600 + webudgivelse SAMSON c/o: Ansvarshavende chefredaktør, Simone Skaarup Rosengreen Paludan Müllers Vej 217 8200 Aarhus N www.samsnet.dk samson@samsnet.dk Chefredaktører Simone Skaarup Rosengreen Louise Hahn Lauridsen Skribenter Simone Korsgaard Katrine Lassen Fie Dierichen Louise Hahn Lauridsen Andreas Lunkeit Line Pedersen Simone Skaarup Rosengreen Layout Emilie Herskind Thomas Hasse Therkildsen Korrektur Fie Dierichen Vicki Kragh Pedersen Forsidefoto Sebastian Vistisen Toft Forsidemodel Anonym - tak til Jyske Dragon Regiment Illustrator Emilie Herskind Webredaktør Thomas Hasse Therkildsen

FOTO: EMILIE HERSKIND

Næste nummer Det næste nummer af SAMSON udkommer i efteråret 2016. Send en mail til samson@ samsnet.dk, hvis din artikel eller andet indhold skal med.

[4]

SAMSON er et mediemagasin under Sammenslutningen af mediestuderende (SAMS). Magasinet udkommer to gange årligt, på tryk og digitalt på www.samsnet.dk

[5]

TEKST: KATRINE LASSEN, MEDIEVIDENSKAB, AU

FOTO: PRIVATE BILLEDER.

[ TEMA ]

Mød Simi Jan:

Livet som korrespondent Ingen dage er ens, når der står korrespondent ud for ens stillingsbetegnelse, som hos TV2s korrespondent Simi Jan, der rapporterer fra nogle af verdens brændpunkter året rundt.

n forkærlighed for at skrive og en enorm udlængsel var netop den blanding, der gjorde, at Simi Jan allerede i en tidlig alder vidste, hvilken vej hun karrieremæssigt skulle gå. Hun skulle være journalist. Hun ville ud i verden og fortælle historier om konflikter, hvor der er noget på spil. Her får hendes nysgerrighed lov til at udfolde sig og være drivkraften bag et utal af historier, hun beretter om på danskernes fjernsyn.

Det hele startede i sommeren 2001. Simi var hjemme på ferie i Danmark fra sin uddannelse som journalist i Skotland. På et bibliotek møder hun en fremmede kvinde, som har familie i Makedonien. Kvinden fortæller bekymret Simi om optakten til borgerkrigen i landet og om den konflikt, som hersker der. Kvinden ytrer ønske om at besøge sin familie, og inden Simi ser sig om, sidder hun på et fly på vej mod Makedonien med en fremmede kvinde på flysædet ved siden af sig. Inden længe render Simi rundt og interviewer alt fra bevæbnede oprørere til bekymrede og angste lokale. Om episoden erindrer hun: ”Jeg mødte et par andre korrespondenter, der var dernede, og der kan jeg huske, at jeg fik den der ’wow det her, det er det jeg skal lave’ følelse. Åbenbaringen holdte da også stik, for Simi blev bevidst om, at hun hverken skulle lave damebladsjour-

[6]

nalistik, være fodboldkommentator eller skrive om helsestof. Hun skulle lave journalistik i udlandet.

” ” ”Det er mit ansvar som journalist at sørge for, at de ikke løber en risiko, der betyder, at når jeg har forladt deres hjem, så oplever de, at politiet eller myndighederne kommer.”

KORRESPONDENT MED ANSVAR Uanset om Simi er i Pakistan for at fortælle om et modeshow eller i Kabul på et hemmeligt krisecenter for kvinder, så føler hun et

stort ansvar over for sine kilder. ”Det er mit ansvar som journalist at sørge for, at de ikke løber en risiko, der betyder, at når jeg har forladt deres hjem, så oplever de, at politiet eller myndighederne kommer.” I nogen lande er der ikke ytringsfrihed på samme måde, som vi er vant til herhjemme. Derfor betyder det meget for Simi at beskytte sine kilder og ikke presse dem blot for at have en historie på to minutter. Hun forsøger altid at gøre sine historier menneskelige og sætte ansigter på dem, som det i virkeligheden går ud over i konflikterne og krigene. Dem som bor og lever der. Vi andre har muligheden for at lade være med at rejse derned eller væk derfra, men de mennesker, der bor og lever der, kan ikke bare hive rødderne op og bosætte sig i et andet land. De skal lide under det, der foregår i deres land. Simi fungerer som danskernes øjne og ører, når hun er ude i verden og berette om, hvad hun ser, hører og får fortalt af folk. AT VÆRE KORRESPONDENT ER EN LIVSSTIL Der findes ikke normale arbejdsuger i kalenderen, da det at være omstillingsparat er altafgørende i Simis arbejde som korrespondent. På vej hjem fra en familieferie i Dubai må der pludselig bookes en ny flybillet oppe i flyet, da en bombe er sprunget ved Den Blå Moské i Istanbul tilbage i januar måned. Nytårsaften i Dubai med familien og vennerne ender med at blive en aften med arbejde imellem festlighederne, da en bygning brænder midt i byen. Scenarierne er flere, men trods det, at plannerne altid kan ændres, så elsker Simi at manøvre rundt i en verden, hvor hun knokler hårdt i udvalgte perioder og knap nok sover til, at hun kan holde helt fri og være tilstede sammen med sin familie. Arbejdet som korrespondent er en livsstil. Derfor er det vigtigt at have en familie, som har forståelse for det, man laver. STÆDIGHED FREM FOR ALT Der er altid udfordringer og forhindringer på vejen til en historie eller et nyhedsindslag. I den sammenhæng fastslår Simi at: ”Jeg tager aldrig et nej for et nej.” Så skubber hun lidt rundt og prøver grænser af for at komme i mål, hvilket også kan indebære, at hun må skjule sit kamera i områder, hvor det er et problem. Det gælder om at være standhaftig og stædig. Netop på grund af bumpene på vejen, så skal der konstant tages stilling undervejs. ”Som jeg plejer at sige, så er de her beslutninger nogen gange forskellen på liv og død.” Dømmekraften skal være i orden, og skuldrene sænkes ikke, fordi interessen for at få sin historie i hus er der trods det, at der altid kan opstå forhindringer. Så må der tyes til alternativer, når interviewpersonen

springer fra i sidste øjeblik på grund af frygt for eget liv. Det respekterer hun, da nogen mennesker kan få store konsekvenser ved at stille sig frem i medierne. En god journalist er frem for alt nysgerrig på mennesker og verden omkring sig. ”Og det er en spændende verden, vi lever i”, fastslår Simi henrykt. Dagene og ugerne er aldrig ens i arbejdet som korrespondent. Planlægger hun en dag, viser den sig ofte at udforme sig helt anderledes, da der i mellemtiden kan være sprunget en bombe et sted, eller noget helt tredje indtræffer. Så at gå til yoga hver mandag bliver aldrig en realitet for Simi Jan.

[ 7[ 7 ] ]

[ TEMA ]

TEKST: SIMONE SKAARUP ROSENGREEN OG LOUISE HAHN LAURIDSEN, MEDIEVIDENSKAB, AU

Fra dansk velfærd til israelsk kampzone I en alder af blot 20 år var mellemøstlige konflikter en kamp med den danske mediedækning og med sin egen identitet en dominerende del af en ung kvindes hverdag. Med sin position i det israelske militær besad hun et enormt og krævende ansvar, og gennem mediernes udlægning af Israel/Palæstina-konflikten var hun skydeskive for megen kritik og had. Hun er af den holdning, at nutidens medier har tendens til at forenkle og fordreje virkeligheden, hvortil et nuanceret billede af militærtilværelsen og dertilhørende konflikter ønskes.

alenderen siger den 19. januar 2016 og efter flere ihærdige forsøg på at komme igennem, lykkedes det endelig at opnå forbindelse til Israel. Den blot 22-årige kvinde på den anden side af skærmen møder os med et smil og er klar til at give os en indsigt i en barsk tilværelse, der står i stærk kontrast til den danske. Allerede fra starten melder hun klart ud, at der i forbindelse med dette interview, skal tages en række forbehold. Af sikkerhedsmæssige årsager er anonymitet en nødvendighed, og hun er derfor nødsaget til at gå under navnet Sergent D. Sergent D, der er født i Israel, men opvokset i Danmark, drog tilbage til sit hjemland i 2013, hvor hun aftjente to års værnepligt i det israelske militær. Beslutningen om at tage tilbage blev et vendepunkt, der markant forandrede tilværelsen for den unge kvinde. FRA BESLUTNING TIL REALITET Interessen for det israelske militær opstod allerede som 11-årig, men vejen fra beslutning til realitet var en udfordring. Det israelske militær havde en række formelle krav og rammer, der skulle opfyldes, hvor især manglende sproglige kompetencer var første hindring på vejen. I militæret måtte intet foregå på dansk, end ikke egne noter. Over en længere periode måtte Sergent D derfor ved selvlære opnå hebraiske færdigheder i både skrift og tale. Foruden de formelle forhindringer oplevede hun derudover stor modstand fra sine forældre, hvortil hun udtaler: ”Min familie var absolut imod det. Vi har nærmest haft tredje

[8]

verdenskrig kørende herhjemme. De troede til at starte med, at det bare var en fase, jeg skulle igennem. […] Min far mente, at jeg kunne foretage mig bedre ting i livet end at spilde to år i militæret. Jeg kunne begynde at læse”. Trods forældrenes indvendinger var hun fast i sin beslutning. Hun ønskede at tage af sted for at ære sin afdøde onkel, der tidligere var en vellidt og anerkendt officer i det israelske militær. Dette var én af drivkræfterne bag ønsket om militæroptagelse, hvor en anden byggede på et mere eksistentielt grundlag. Hun havde brug for at få stillet sin nysgerrighed og få opfyldt et tomrum i forhold til sit dansk/israelske tilhørsforhold.

”

”Min familie var absolut imod det. Vi har nærmest haft tredje verdenskrig kørende herhjemme. De troede til at starte med, at det bare var en fase, jeg skulle igennem. […] Min far mente, at jeg kunne foretage mig bedre ting i livet end at spilde to år i militæret. Jeg kunne begynde at læse”.

DEN BARSKE VIRKELIGHED At ankomme til Israel fra dansk jord var en voldsom oplevelse for Sergent D, der erfarede, at levestandarden og vilkårene var markant anderledes og i stor kontrast til hendes forhenværende danske hverdag. Stabile so-

cioøkonomiske forhold og familiestatus spillede en afgørende rolle for den almindelige dagligdag i Israel, og livet i militæret var ikke blot heltehistorier og en dans på roser. Sergent D indrømmer, at hun før sin optagelse i militæret havde haft et sukkersødt billede af, hvad en militærposition ville indebære. Virkeligheden viste sig at være en anden: ”Jeg hørte jo intet om at kravle i mudder, at skulle stå oprejst fire timer i streg med et maskingevær i armen eller at skulle skrubbe og male. Jeg mente ikke, at jeg havde et sukkersødt billede af det hele. Det fandt jeg ud af, da jeg kom i militæret, at jeg havde”. Med sin position ved militæret fremhæver hun, at de ting, hun var vidne til, især under krigen, ændrede hendes liv radikalt. I en alder af blot 20 år havde hun pludselig andre folks liv i sine hænder – hvad end det var venner eller fjender. Hun udtaler: ”En af de værste ting ved militæret er nok, at du ved ting, som du i sidste ende ville ønske, du ikke vidste, [og] du har set ting, som du ville ønske, du ikke havde set. Men du gør det alt sammen for det samme formål. Nemlig at beskytte folk fra så meget vold som overhovedet muligt”. I forlængelse deraf hævder hun, at uskyldige menneskers død, daglige bombninger, indsigten i voldsom korruption og de mellemøstlige landes samarbejde, bristede hendes boble af, hvordan verden ser ud. MEDIER I KRIG I en sådan hverdag, der ligger så langt væk fra danske rammer, har de venskaber, som Sergent D har opbygget inden for militæret, været uundværlige. I en tilværelse med så

ekstreme oplevelser samt kendskab til et utal af fortrolige oplysninger, var hun afhængig af sine militærvenskaber og den gensidige forståelse, der fandtes deri. En forståelse, der var svær at opnå fra bekendte hjemme i Danmark: ”Det der gør ondt er at gå ind på sin Facebook-profil og se sine venners voldsomme had mod Israel. Folk der skriver, at vi gør alt forkert, og at de uskyldige palæstinensere, der er døde, nærmest var vores mål. Det var det på ingen måde”. I forlængelse deraf fortsætter hun: ”I sidste ende, har Israel ikke noget imod Palæstina som land. Vi har noget imod terrororganisationen. Vi har intet imod Libanon som stat, vi har noget imod terrororganisationen. Og det kan være meget voldsomt at se uskyldige palæstinensere miste livet på grund af dette”. Med dette vil Sergent D fremhæve, at dét, at man tager del i en krig og kæmper for den ene part, ikke betyder, at man er følelseskold og umenneskelig. Det er en skam, at folkets opfattelse i en sådan grad farves af medierne, når der er sider af virkeligheden, der går tabt ved mediernes dækning og gengivelse af internationale konflikter. Hun føler at Israel/Palæstina-konflikten i medierne er blevet fremstillet sort på hvidt, og at virkeligheden er blevet fordrejet til mediernes fortjeneste. Hun udtaler, at især de danske medier har haft en tendens til at fremstille palæstinenserne positivt i højere grad end israelerne. Når alt handler om den gode historie, økonomi og læsertal, opstår en skæv fordeling, hvilket Sergent Der yderst ærgerlig

over. Om konflikten siger Sergent D selv: ”Man behøver ikke at være enig [i, hvad der er rigtig og forkert], for det er jo en politisk sag, og der skal være plads til uenighed.” Hvorefter hun afslutter: ”Er vi de bedste, nej det er vi ikke. Vi er lige gode om det”. AT FINDE SIN PLADS Hendes tidligere position er i dag skiftet ud med et job uden for det israelske militær, og på trods af et par udfordrende år og markant ændrede levevilkår har Sergent D valgt at blive i Israel på ubestemt tid. De hårde og voldsomme oplevelser i militæret er blot en side af hendes flytning til Israel. Militærtiden har også medført gode oplevelser såsom kæreste, venner for livet og klarhed omkring sig selv og sin plads. Hun fremhæver: ”Jeg føler mig mere hjemme her i Israel end i Danmark. Det går mig på, at jeg i Danmark skal skjule en del af den, jeg er. Især fordi [mine israelske rødder] er en stor del af mig, som jeg er meget stolt af. I Israel ses de nytilkomne som noget positivt. Det er positivt at være anderledes, og det kan jeg godt lide.”

[9] FOTO: ANONYM

[ TEMA]

TEKST: SIMONE KORSGAARD, MEDIEVIDENSKAB, AU

#JeSuisCharlie - eller er jeg? Når verdensomspændende begivenheder eller katastrofer finder sted, tyer mange af os til internettet i søgen efter mere viden. Her bliver vi konstant fodret med informationer, og det samme gør sig gældende på de sociale medier. Her har vi også selv mulighed for at være afsendere og bidrage til nyhedsstrømmen, og via hashtags kan vi uden problemer deltage i globale debatter. Men bidrager de sociale medier til at skabe et sammenhold og fællesskab i krisetider? Eller er de blot blevet frirum, hvor man kan sige, hvad man vil?

en 7. januar 2015 blev den franske satireavis Charlie Hebdo udsat for et terrorattentat, da to bevæbnede mænd ved middagstid trængte ind på avisens redaktion i Paris. De to mænd skød og dræbte i alt 12 og sårede 11 mennesker, mens de råbte ”Profeten er hævnet” og ”Allahu Akbar” (Gud er stor). Hændelsen efterlod Frankrig og resten af den vestlige verden i chok, og mens det franske politi jagtede gerningsmændene, begyndte civile borgere verden over at dele deres sorg og medfølelse med ofrene og de efterladte på de sociale medier. Den 7. januar 2015 befandt jeg mig på et hostel i New Zealand. Jeg havde netop påbegyndt en fire måneder lang backpackerrejse med en god veninde, og vores daglige udfordringer bestod i at beslutte, hvor vi skulle spise, hvilke seværdigheder vi ville se, og om vi nu også havde fået nok solcreme på. Selvom vi sad på den anden side af jorden og på trods af, at jeg sjældent fandt vej til nyhedsstationernes hjemmesider, når vi endelig kunne komme på internettet, varede det ikke længe, før nyheden om angrebene i Paris nåede hele verden rundt og frem til os. En tendens begyndte at vise sit i mit Instagram-feed. Pludselig begyndte alle, både mine venner og bekendte og alverdens radioværter, sportsstjerner, bloggere og kendisser, at poste billeder af Eiffeltårnet, det franske flag og ikke mindst tre små ord: Je Suis Charlie. Hverken jeg eller min rejsekammerat kan tale eller forstå fransk, så der gik lidt tid, inden ordene fik en mening. Vi blev dog hurtigt klar over, at billederne og hashtagget #JeSuisCharlie betød andet og mere end at ”jeg er Charlie”. ET HASHTAG BLIVER TIL Budskabet opstod nærmest ved en tilfældighed ganske kort tid efter attentatet, da en grafisk designer, franskmanden Joachim Roncin delte et hurtigt kreeret logo på sin Twitter-profil for at ære ofrene. Kort efter var det sort-hvide billede med det simple budskab blevet forvandlet til et hashtag, der blev delt med lysets hast verden over.

[ 10 ]

Ifølge engelske The Telegraph blev #JeSuisCharlie tweetet 6.500 gange i minuttet, da aktiviteten var på sit højeste, og i løbet af sit første døgn var hashtagget brugt i 3,4 millioner tweets. I takt med at #JeSuisCharlie-budskabet blev tweetet, uploadet og delt, blev det et symbol på medfølelse og sympati, og tendensen tegner et billede af et globalt samfund, der ønsker at stå sammen mod uret og terror. Men kan fjorten små tegn tastet på et tastatur, computer- eller smartphone-, virkelig gøre det ud for en aktiv, empatisk gerning? Eller ville et kram og en hjælpende hånd varme og trøste mere? Har de sociale medier og deres enorme, globale rækkevidde gjort det for nemt at ”gøre noget” og at deltage i en debat – uden faktisk at gøre noget? ET FÆLLES PROJEKT I november 2015, blot 10 måneder efter angrebet på Charlie Hebdo, blev Paris og franskmændene endnu engang udsat for terror. Skudepisoder på blandt andet cafeer og spillestedet Bataclan kostede 130 mennesker livet. De franske farver, tricolore, begyndte igen at sprede sig på de sociale medier, og det samme gjorde endnu et hashtag: #PrayForParis. Senere samme måned blev der i Bruxelles indført en lockdown på grund af mistanke om et angreb lig dét i Paris. Endnu engang strøg civile borgere til tasterne, men denne gang med et andet formål end at sørge. Belgisk politi igangsatte en eftersøgning af en formodet gerningsmand fra angrebene i Paris og bad i den forbindelse borgerne om ikke at dele oplysninger om politiets gøren og laden på de sociale medier. Belgierne lyttede og begyndte i stedet at poste billeder af søde kattekillinger under hashtagget #BrusselsLockdown, så informationer om politiaktionerne forsvandt i den såkaldte ”cat-storm”. #BrusselsLockdown-episoden er endnu et bevis på, at de sociale medier giver brugerne mulighed for at skabe et sammenhold om et

fælles projekt. Her var der dog ikke tale om udelukkende at udvise medfølelse, men også at bidrage med et humoristisk indslag i en ellers alvorlig situation.

dens veje, kan finde hinanden og stå sammen om et fælles projekt ved hjælp af sociale medier og hashtags. Bare vi husker, at de vigtigste sammenhold foregår langt væk fra skærmene og tættere på virkeligheden.

Det er et frisk pust i en verden af teknologiske platforme, hvor det oftest handler om at skrive det rigtige og fremstå bedst muligt. Nytter det noget? På trods af, at et 140 tegn langt tweet eller et billede på Facebook eller Instagram uden besvær kan nå verden rundt på tværs af tid og sted, er afsenderen fortsat fysisk afskåret for omverdenen. Konsekvenserne ved at råbe op og stå fast på det, man tror på, mindskes markant, når man kan gemme sig bag sin skærm og endda et alias, et andet navn, på internettet. Råber man op, fordi man synes, det er det rigtige – eller fordi man bør? Terrorangrebene i Paris var også med til at puste liv i debatten om ytrings- og trykkefriheden, men er de sociale medier virkelig de optimale omstændigheder for sådan en debat? Jeg mener, at spørgsmål som disse er værd at tænke over, inden man skifter sit profilbillede ud med det franske flag eller hashtagger sit Instagram-billede med #JeSuisCharlie. Sker det per automatik, fordi man ser ens virtuelle vennekreds gøre det samme, eller har det et oprigtigt formål?

FAKTABOKS #JeSuisCharlie I skrivende stund er hashtagget #JeSuisCharlie blevet brugt ikke mindre end 951.152 gange på Instagram. Kilde: Instagram #JeSuisCharlie blev derudover det mest brugte hashtag på Twitter i 2015. Kilde: The Telegraph

Der er noget smukt ved, at folk, der ellers aldrig ville krydse hinan-

[ 11 ]

[ FOTOSERIE]

FOTOGRAF: SEBASTIAN VISTISEN TOFT, MEDIESKOLERNE VIBORG. TEKST: LOUISE HAHN LAURIDSEN, MEDIEVIDENSKAB AU

We are Anonymous De kalder sig selv for internettets overboss – internettets krigere. De kæmper imod internetovervågning, censur og undertrykkede regimer og er fortalere for ytringsfrihed, retfærdighed og borgernes ret til at kritisere statsmagten. Hackerbevægelsen Anonymous dækker over et omfangsrigt system. Et netværk, der operer på tværs af landegrænser, og hvis omfang og medlemmer er ukendt for offentligheden. Netværket, som voksede ud af chat- og websitet 4chan, gjorde sig for alvor bemærket i 2008. Med angrebet på den nyreligiøse Scientology-bevægelse, hvor en intern kamp om internetcensur resulterede i en større demonstration, stod utallige enkeltindivider frem som en samlet enhed. Alle maskeret som den ikoniske Guy Fawkes, talendende med én stemme. Sidenhen har gruppen markeret sig i flere statslige anliggender, dertilhørende Wikileaks’ offentliggørelse af Den afghanske krigsdagbog i 2010 bestående af flere hundredetusinde militærdokumenter og –rapporter. Dette var det største informationslæk af fortrolige, statslige dokumenter i USA’s historie. Dertil afbrød Visa, Paypal og Mastercard de private overførsler, der finansierede nonprofitorganisationen, for at hindre den frit tilgængelige informationsstrøm. Dette fik Anonymous til at reagere. I ønsket om en uscensureret virkelighed og frihed på nettet, foretog Anonymous internetangrebet Operation Payback og fik banksiderne til at lukke ned. I 2011 gik Anonymous imod den egyptiske regerings lukning af al online aktivitet. Med kampen for internettets genindførelse og et mål om at få regeringen væltet, var nettets tilbagevenden og præsident Mubaraks tilbagetrædelse en sejr for hackergruppen. Hjulpet på vej af internettet var en revolution opstået. Udover disse aktioner har netværket været særdeles aktiv og vundet stor medieomtale i 2015. Med identificeringen og afsløringen af flere Ku Klux Klan medlemmer, samt netværkets krigserklæring mod Islamisk stat i forbindelse med terrorangrebene i Paris, har Anonymous slået sig fast som en yderst magtfuld spiller på den internationale scene. Med operationer som disse, har netværket opnået stor geopolitisk betydning. De er ikke bange for at erklære cyberkrig, og man bør holde et vågent øje med denne hær af anonyme, maskerede enkeltindivider, der har et fast greb om internettet, virksomheder, regimer og andre magtfulde institutioner. Kilde: DR3 Dok og dr.dk

[ 12 ]

[ 13 ]

We are Legion.

[ 14 ]

We do not Forgive.

[ 15 ]

We will not forget. [ 16 ]

Expect us. [ 17 ]

[ TEMA ]

TEKST: LINE JUNG PEDERSEN, MEDIEVIDENSKAB, AU

FOTO AF PHILLIP BO.

Rundt omkring i verden foregår alverdens krige – store som små – og gennem diverse nyhedsprogrammer og internetsider oplyses danskerne om de mange internationale konflikter og kampe, der foregår langt væk fra den danske landegrænse.

I Danmark lever vi ikke i krigszoner med skyderier, vejsidebomber og samme daglige frygt, som finder sted blandt menneskerne i de udenlandske krigsområder. Her opleves derimod krigszoner af andre karakterer – samfundsproblemer og personlige kampe – som især det danske produktionsselskab Dokumentarkompagniet kæmper for at belyse.

[ 18 ]

Når forældre skaber krig E

t samfundsmæssigt problem, der i de seneste år har fyldt meget på tv-kanalernes sendeflader, er forældrenes indbyrdes krig, hvor børnene står fanget mellem mor og far. Forældrekrige er de små lokale kampe i Danmark, som flere børn oplever i forbindelse med, at deres forældre vælger at gå hver til sit. Disse kampe har især landets hovedkanaler lagt fokus på gennem en række dokumentarserier såsom Med børnene som våben og Stop nu krigen, mor og far. I disse programmer kommer personlige kampe frem i lyset, hvor danskerne hjemme i stuerne kan få et indblik i, hvor slemt det kan stå til, når forældrene ikke kan enes. Det århusianske selskab, Dokumentarkompagniet, står bag idé og produktion af begge disse dokumentarserier, som er solgt til og fremvist på TV 2. Dokumentarkompagniet havde sin opstart i 2008 og er grundlagt og ledes af Lars Høj. Han har tidligere arbejdet på TV 2, ligesom flere af de øvrige ansatte i det private produktionsselskab.

ikke kan være i samme lokale, se på hinanden eller tale sammen. Børnene er ufrivilligt anbragt i en krig, de ikke kan flygte fra.

BØRN I UFRIVILLIG KRIG Begge dokumentarserier tager udgangspunkt i personlige ’krigs’-aspekter og de dertilhørende problematikker og følgevirkninger. Programmet Med børnene som våben belyser en række sager, hvor den ene forælder har været afskåret fra sit barn over en længere tidsperiode. Forældrene i disse sager gør hinanden til fjender, og der bruges beskidte tricks, hvor børnene, som det fremgår af programtitlen, bliver brugt som våben mod forældrene. For at kaste lys på konflikterne inddrages statsforvaltningens kontorchef, en specialist i børnepsykologi og en juraprofessor fra Aalborg Universitet i programmet. I Stop nu krigen, mor og far forsøger Dokumentarkompagniet sig med to familieterapeuter for at hjælpe nogle af de børn, der befinder sig i familiære kampzoner. Disse børn, hvis forældre er separerede, står i en situation, hvor der kigges langt efter fred. Forældrene er i så store konflikter med hinanden, at de

DEN OPLAGTE VÆRTSROLLE Janus Nabil Bakrawi, der besidder værtsrollen i både Med børnene som våben og Stop nu krigen, mor og far, startede som vært på Dokumentarkompagniets tidligere program De bortførte børn, som også er sendt på TV 2. Elming forklarer, at Bakrawi selv blev bortført som barn, og at han derfor var oplagt som vært. Det er ud fra De bortførte børn at dokumentarserien Med børnene som våben udspringer.

AT SÆTTE DAGSORDENEN Jesper Elming, tilrettelægger og journalist hos Dokumentarkompagniet, har i et interview med SAMSON fortalt, at de med disse dokumentarserier ønsker at sætte dagsordenen. Dertil udtaler han: ”Det er jo et eller andet sted dét, vi er her for. Det er jo for at sætte fingeren ned i noget, der er betændt eller forkert. Eller nogen, der bør gøre deres job bedre, og så vise det i fjernsynet (…) og prøve at ændre på det.” Han uddyber, at de ikke er i stand til at anholde nogen, men at de har muligheden for at belyse forkert handlen og derefter håbe på, at der bliver taget hånd om problemerne. Elming pointer derudover, at de hos Dokumentarkompagniet forsøger at være så objektive som muligt i deres serier. De vil lade optagelserne fortælle historien, så danskerne hjemme i stuerne bliver chokeret og forarget over, hvad der rent faktisk foregår ude i samfundet.

Efter De bortførte børn var blevet sendt, modtog Dokumentarkompagniet en henvendelse fra en person, der ønskede at fortælle sin barndomshistorie om at være bortført i Danmark. Hvor den første dokumentarserie tog udgangspunkt i bortførelser til udlandet, stod produktionsselskabet nu med en viden om sager i Danmark, hvor forældre mister muligheden for at se deres børn. Efterfølgende fandt dokumentarkompagniet frem til Cirkeline, hvorefter Med

børnene som våben tog form. Efter succesen med De bortførte børn prøvede Dokumentarkompagniet at finde ud af, hvilken rolle Bakrawi skulle have i deres nye dokumentarserie. TV 2 var vilde med Bakrawi, og derfor skulle han gå igen i næste produktion. Hér med en mere tilbagetrukken rolle på trods af, at han stadig går i dialog med de medvirkende og går i direkte konfrontation med statsforvaltningen. Under produktionen var Dokumentarkompagniet især opmærksomme på, at det ikke var Bakrawis holdninger og meninger, der skulle komme til orde. Han bliver dog alligevel en vigtig brik i programmernes historiefortælling. I og med at han selv har oplevet bortførelse og familiekonflikter, tager han det meget på sig, når han fører seeren igennem de forskellige miljøer. Det er historierne i disse miljøer, som skal vises for seerne. Jesper Elming påpeger, at de ved Dokumentarkompagniet er klar over, at livet fortsætter, når Janus ikke er hos familierne, og de er opmærksomme på, at dette også skal filmes og fremvises for seerne. DOKUMENTAR MED VIRKNING Det fremgår af Dokumentarkompagniets egen hjemmeside, at deres dokumentarserier har været med til at ændre på dansk lovgivning. De konflikter, som Dokumentarkompagniet har haft i sinde at dokumentere, er kommet på den politiske dagsorden på Christiansborg. Kort efter første afsnit af Stop nu krigen, mor og far klargjorde den daværende socialminister Manu Sareen, at lovgivningen skulle genovervejes, og der er nu kommet større fokus på konfliktmægling og terapi mellem mor og far end før programmerne. Dokumentarkompagniets dokumentarserier skaber hermed debat i Danmark gennem deres belysning af lokale og personlige krige. Dette viser, at de danske medier både er med til at belyse krige – store som små – men ligeledes selv går ind i disse krige for at sætte dagsordenen og ændre på nutidige, problematiske samfundsforhold.

[ 19 ]

[ TEMA ]

TEKST: FIE DIERICHEN, MEDIEVIDENSKAB, AU

Interview:

Facebook

mod

demokratiet F

acebook og andre sociale medier fylder i dag meget i manges hverdag. I slutningen af 2010 og et års tid frem blev det under det arabiske forår desuden demonstreret, hvordan sociale medier også kan spille en rolle i større samfundsmæssige sammenhænge. Efterfølgende har det dog vist sig, at det kun var en meget lille del af befolkningen, der her anvendte sociale medier til at sprede politiske budskaber. Dette har fået mig til at spekulere på, hvor meget demokratisk potentiale Facebook egentlig har. Derfor har jeg kontaktet Jakob Linaa Jensen, der er ekspert i sociale medier og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til en snak om Facebook og demokrati. I november blev det senest illustreret, hvordan sociale medier kan spille en rolle under mere tragiske og usædvanlige omstændigheder, da Paris blev udsat for terror, og Facebook aktiverede deres Safety-Check. Her kunne borgerne i Paris via Facebook tilkendegive om de var uskadte, så deres pårørende vidste besked om deres velbefindende. Dette er et eksempel på, hvordan Facebook og andre sociale medier ikke kun fylder meget i hverdagslivet med statusopdateringer, delinger af billeder og videoer og så videre – de kan også spille en rolle i større, makrosamfundsmæssige sammenhænge. Som tidligere nævnt kom dette også til udtryk under det arabiske forår i Mellemøsten, hvor sociale medier blev tilskrevet en særlig betydning for demonstrationerne og opstandene. En betydning, som dog senere har vist sig at være forholdsvis overvurderet af Vesten, eftersom det kun var de 2 % unge og veluddannede, der anvendte sociale medier til at sprede politiske budskaber. Uanset den overvurderede effekt, blev det demonstreret, hvordan Facebook blandt andre besidder et forholdsvist stort demokratisk potentiale. Ifølge Mark Zuckerberg er det sociale netværks mål da også at give alle en stemme og give alle mulighed for at dele informationer. Men hvor stort demokratisk potentiale har Facebook egentlig i forhold til

[ 20 ]

dette? Spørger man Jakob Linaa Jensen, har sociale medier størst potentiale i diktaturstater: ”De har klart den største effekt i sådan nogle lukkede samfund, fordi sociale medier jo netop bidrager til mere åbne kommunikationsformer og bidrager til, at informationer ikke længere kan holdes skjult i samme omfang som tidligere. Potentialerne og mulighederne ved de sociale medier er langt, langt større end det negative. Men der er også nogle store demokratiske problemer”. Han understreger, at sociale medier altid være et ’tveægget sværd’ og uddyber: ”De samme medier, der kan bruges til at kombinere forskellige former for protester og facilitere protester, koordinere aktioner – de kan jo også bruges af magthaverne til at overvåge og senere fængsle borgerne, som man for eksempel så det i Iran. Her blev Twitter brugt i den iranske Twitter-revolution, men her kunne magthaverne senere logge folks profiler og fængsle folk”. Selv om sociale medier giver individer mulighed for at blive hørt, er der altså også en omfattende bagside af medaljen, hvis man bor i diktatoriske lande. Linaa mener også, at sociale medier har potentiale i vores del af verdenen, og at de bidrager til at bringe borgere og politikere i kontakt med hinanden og giver whistleblowers et spillerum. Han indvender dog, at den helt fordomsfri, demokratiske dialog mellem borger og politiker absolut ikke er uhindret, og han henviser kækt til Ekstra Bladets Nationen! og andre debatfora på internettet, hvor der ofte er en mindre sober tone mellem debattørerne. I forlængelse af dette siger han som afsluttende kommentar hertil, at han ikke er nær så optimistisk på vegne af internettet som facit til en god, demokratisk dialog, som han var engang. TO FORMER FOR CENSUR Disse knapt så optimistiske og mere mørke sider af Facebook illustreres også i Jakob Gottschaus dokumentar fra 2015, Facebookistan, hvor det blandt andet fremgår, hvordan det sociale netværk censurerer billeder, grupper, sider og personlige profiler. Især politiske partier bliver censureret som følge af en omfattende mediecensur i de pågældende lande. Blandt andet Tyrkiets tredjestørste

De samme medier, der kan bruges til at kombinere forskellige former for protester og facilitere protester, koordinere aktioner – de kan jo også bruges af magthaverne til at overvåge

”

parti, HDP, får ofte fjernet materiale og lukket grupper og sider, fordi de angiveligt skulle have forbindelser til PKK, Kurdistans Arbejderparti. Dette skyldes, at PKK står på flere landes terrorliste, men det diskuteres i dag, hvorvidt denne placering er retfærdig, eftersom PKK støtter kampen mod Islamisk Stat. Paradoksalt nok fremgår det også af dokumentaren, at Mark Zuckerbergs målsætning med Facebook, som tidligere nævnt, er at give alle en stemme og give alle mulighed for at dele informationer. Det er jo i sig selv en fin – om end ambitiøs – målsætning, der dog

FOT

IS T

RE GI LD

tydeligvis ikke bliver overholdt, da materiale fra lovlige politiske partier bliver fjernet uden samtykke og uden mulighed for at få svar på, hvorfor det bliver fjernet. Naturligvis må der være regler for hvilket materiale, der må uploades, men hvad betyder denne censur af lovligt materiale så for Facebooks demokratiske potentiale? ”Generelt kan jeg sige, at der jo er to former for censur på Facebook og på sociale medier i det hele taget: den ene form for censur er jo den form som man bevidst laver under pres fra lande som Tyrkiet, Kina, Iran osv., hvor man censurerer politiske budskaber. Men der er også algoritmerne, der udfører implicit censur i den forstand at det kun er bestemte ting der vises”. Disse algoritmer er særlige teknologiske logikker, som bliver programmeret, men som derefter kører deres eget løb. Dermed er dette en indirekte og implicit forekommende censur i modsætning til den direkte censur fra Facebooks content moderators. I forlængelse af dette minder Linaa om, at Facebook jo også er en multinational, børsnoteret virksomhed, der er interesseret i at tjene penge og ikke en godgørende organisation. Derfor er disse virksomheder ifølge ham klar til at tækkes udemokratiske magthavere for selv at tjene penge, og det skal vi være opmærksomme på. Han understreger dog, at man ikke skal glemme den implicitte censur fra algoritmerne, og at man ikke kan tilskrive alt censuren Facebooks hovedkontorer. IKKE NOGET DEMOKRATISK SHANGRI LA Kigger man lidt nærmere på Facebooks censur og det sociale netværks målsætning om, at alle skal kunne dele alt med alle, opstår der ifølge Linaa nogle klare problematikker: ”Hvis alle skal dele alt med alle, så er der også zero privacy. Det rejser en kæmpe diskussion, for traditionelt set i et liberalt demokrati som dem, der findes i den vestlige verden, der er copyright og retten til privatliv en forudsætning for demokrati. Vi har mediejura, vi har lovgivning mod paparazzi-fotografer, vi har grundlovens §72 (boligen er ukrænkelig), ligesom vi har grundlovens §77 om ytringsfrihed. Og den her frihed, jamen der er privat ejendomsret og privatliv en vital forudsætning”, siger han og fortsætter: ”Vi skal bare være opmærksomme på, at den ide (at dele alt med alle, red.) angriber hele fundamentet for vores demokrati. Det kan godt være, det er dén måde, man skal indrette samfundet på. Men så er demokrati, som vi kender det, ophævet.” Censur er altså kort sagt i konflikt med ytringsfriheden, og at alle skal kunne dele alt med alle, er i konflikt med retten til privatlivets fred, og derfor er Facebooks målsætning og censur i stor modstrid med hinanden. Begge disse karakteristika ved Facebook stemmer derfor ikke overens med værdierne i et liberalt demokrati: ”Begge dele er en fundamental del af demokratiet som vi kender det. Og det vil sige, at hvis Facebook og andre sociale medier piller ved det her, så er demokratiet truet. Jeg vil bare sige, at vi er nødt til at indse, at Facebook ikke bare et et demokratisk ’Shangri La’.” Selv om Facebook teoretisk set faktisk har et stort demokratisk potentiale – i diktaturstater især – ligger det sociale netværks værdier

Jakob Linaa Jensen er forskningschef og docent i sociale medier ved Danmarks Medieog Journalisthøjskole og er tidligere lektor ved Aarhus Universitet på medievidenskab. Han forsker blandt andet i sociale medier med fokus på sociale og politiske formål samt e-demokrati og politisk kommunikation.

altså langt fra dem, der findes i et traditionelt liberalt demokrati. Så vil vi se en ændring i brugen af Facebook fremover? FREMTIDENS FACEBOOK Da jeg spørger Jakob Linaa, om han tror, folk vil bruge Facebook i mindre grad i fremtiden som følge af afsløringerne af de censureringer og privacy-overtrædelser, der begynder at komme frem, svarer han: ”Jeg plejer at sige: Vi ofrer vores privatliv for bekvemmelighed, så jeg tror, de fleste er ligeglade.” Derudover tror han, at vi kommer til at diskutere den indirekte censur i form af algoritmerne rigtig meget fremover, fordi den er mere skjult og derfor potentielt mere bekymrende og farlig. I forlængelse af dette understreger han, at teknologien har de konsekvenser, som afspejler hvad vi vælger at bruge den til: ”Facebook har da et kæmpemæssigt deliberativt demokratisk potentiale, det har Zuckerberg da ret i. Men der er altså også nogle trusler, der gør, at det kan blive en demokratisk nedtur. Vi vælger selv, hvad vi bruger teknologien til.” Hvorvidt Facebooks censur bliver enden på demokrati som vi kender det, er nok tvivlsomt. Men Facebooks censur- og overvågningsprincipper – eksplicitte eller implicitte – er altså uden tvivl i stærk modstrid med ytringsfrihed og retten til privatliv. Spørgsmålet er om eller hvilken betydning dette vil få i fremtiden – for hvem bestemmer, hvad jeg ser – og er jeg lige glad?

[ 21 ]

De digitale mediers kamp

Vores hverdag er præget af digitale medier. Mobiltelefonen er vores konstante ledsager, og de fleste af os bruger computeren dagligt. Disse to enheder er adgangsporte til internettet med sit næsten endeløse hav af informationer. Nogle informationer opsøger vi aktivt, mens andre sendes ud til os. I kampen om vores opmærksomhed trænger forskellige applikationer og netsteder sig på ved hjælp af pop-up-vinduer og notifikationer. Jeg har talt med fem medievidenskabsstuderende om hvordan dette påvirker deres hverdag. [ TEMA ]

TEKST: ANDREAS BJERRE LUNKEIT, MEDIEVIDENSKAB, AU

a Amalie, Mette, Simone, Peter og Simon sætter sig for at tale med mig, er mobiltelefoner og bærbare computere pakket væk. De digitale medier er for en kort stund lagt på hylden, og vi har hinandens fulde opmærksomhed. Jeg glæder mig til samtalen uden digitale forstyrrelser. Det sker sjældent, at jeg får lov til at tale i en time med medstuderende, uden at nogen stirrer på en skærm. Ifølge DR Medieforsknings rapport om medieudviklingen i 2015 nåede den samlede daglige konsum af fjernsyn, computer, mobiltelefon og tablet op på cirka syv timer hos danskerne i alderen 20 til 29 i sidste år. Dette tal er tankevækkende og motiverede mig til at se nærmere på den stigende opmærksomhed, vi tilegner de digitale medier.

[ 22 ]

NOTIFIKATIONER FANGER OPMÆRKSOMHEDEN Jeg spørger mine medstuderende, hvordan de forholder sig til notifikationer om nye mails, SMS’er eller meddelelser, der dukker op på deres skærme. Mens de alle lægger mærke til, når mobiltelefonen lyser op eller giver lyd fra sig, så forholder de sig forskelligt til notifikationer om nyt indhold. ”Jeg er ret dårlig til det her. Hver gang der kommer en lyd, så kigger jeg også lige, hvad det er. Men jeg skal også være ret tilgængelig for mit arbejde, så på denne måde er jeg også nødt til at tjekke hver gang”, lyder det fra en af respondenterne. Hans sidemakker nikker genkendende og tilføjer at hun heller ikke kan lade være med at tjekke sin mobil, når den gør opmærksom på sig selv. Endeligt beskriver en af mine medstuderende, at hun skelner mellem forskellige

om vores opmærksomhed notifikationer og kun reagerer på SMS’er med det samme. ”Det er mest familien, der skriver SMS’er og det kan godt være noget vigtigt”, forklarer hun. Under samtalen nævner mine medstuderende flere gange, at det ofte er irrelevant indhold, som notifikationerne gør dem opmærksom på. Alligevel er det svært for dem at ignorere mobiltelefonen, fordi de gerne vil være i stand til at modtage indhold, som de vurderer at være vigtigt, med det samme. NOTIFIKATIONERS FORSTYRRENDE EFFEKT Størstedelen af respondenterne erkender, at deres mobiltelefoner kan have en forstyrrende effekt på dem. De slår derfor notifikationer fra ved enkelte apps og sætter ofte mobilen på lydløs. Dette er blandt andet tilfældet i undervisningen, hvor mobilens lyde og notifikationer ofte går ud over koncentrationen. For en af respondenterne har det en stressende effekt, når det vælter ind med nye notifikationer på skærmen og hun slår dem derfor ofte fra. Samtidig beskriver respondenten dog, hvordan hun kan bruge en til to timer om aftenen på at forholde sig til nye meddelelser på Facebook, når hun har fravalgt at logge på i løbet af dagen: ”Jeg tror også, det er derfor, at man har en tendens til løbende at besøge de forskellige apps, så ikke man pludseligt sidder og skal besvare 20 beskeder på én gang”, lyder det fra hende. En anden respondent bliver ikke forstyrret, når der dukker en notifikation op på skærmen. Når hun får en besked læser hun udelukkende den og tjekker ikke automatisk, hvad der ellers sker på eksempelvis Facebook. Til gengæld har hun i løbet af dagen en tendens til hyppigt at tjekke lignende apps for at se, om der er sket noget. Ifølge hende er det noget, der sker per automatik, og hun finder det uhyggeligt at notifikationer kan have så stor en indflydelse på vores adfærd. Måske gør notifikationer ikke kun opmærksom på specifikt nyt indhold, men tjener et mere generelt formål. De er en påmindelse om den konstante aktivitet, der netop kendetegner populære digitale medier, og de gør os opmærksom på at vi kan risikere at gå glip af noget, hvis ikke vi løbende følger med. En respondent beskriver, hvordan hun ofte kommer til at bruge mere tid end ønsket på Facebook, når hun har åbnet sin profil: ”Når jeg går ind på Facebook for at se en specifik ting, så opdager jeg tit, at der er nogen, som eksempelvis også har skrevet i en anden gruppe. Jeg bliver fanget i det og kan godt finde på at bruge en halv time i stedet for fem minutter for at tjekke, hvad der er sket. Og det er jo ikke, fordi det er vigtige ting”. MERE ET HJÆLPEMIDDEL END FRISTELSE Jeg stiller mine medstuderende spørgsmål angående brugen af computeren i undervisningen og til andre studierelaterede aktiviteter. Der er enighed om, at man egentlig ikke burde bruge computeren eller mobilen til noget, der er irrelevant for studiet, når man eksempelvis sidder til en forelæsning. Tre af respondenterne fremhæver, at det går ud over deres koncentration, når sideman-

dens skærm er fyldt med alt andet end noter eller powerpoints. Til trods for bevidstheden om, at det kan forstyrre andre, indrømmer næsten alle tilstedeværende at de udforsker nettet i undervisningen. Forklaringerne herpå er forskellige. Ifølge en af mine medstuderende gør man det, fordi man ikke er forberedt og derfor ikke kan følge med i undervisningen. Længden og sværhedsgraden af undervisningen spiller også en rolle. ”Jeg er mere tilbøjelig til at bruge computeren til noget andet, når jeg er træt i hovedet”, siger hun. En anden respondent mener, at computeren nemt kan distrahere studerende i undervisningen: ”Jeg tror der er flere, der er ukoncentrerede i længere tid, fordi det er nemmere at falde i med en computer”, udtaler han. Mens vi taler om computerens fristelser fremhæver mine medstuderende gentagne gange, at de primært ser computeren som hjælpemiddel i forhold til deres studier. De peger på, at det er mere effektivt og praktisk at skrive på computeren, da man kan skrive hurtigere og gennemsøge digitale noter. Desuden bliver computeren ifølge respondenterne ofte brugt til at slå begreber og andet studierelevant indhold op på nettet. Hun mener ikke, at computeren i sig selv er grunden til at man kan miste koncentrationen og siger, at hun også uden computer ind imellem ville være ukoncentreret i undervisningen. STYRER VI VORES FORBRUG? Jeg spørger mine medstuderende, om de selv styrer deres forbrug af de digitale medier eller om de føler sig styrede af dem. En af respondenterne er sikker på, at han selv har kontrollen: ”Når jeg er ved at miste fokus i undervisningen, så går jeg normalt aldrig på computeren. Jeg giver mig selv en lussing og tager mig sammen. Når jeg laver opgaver kan jeg godt holde disciplinen, jeg bliver ikke vildledt af de her ting”, udtrykker han. For to af mine medstuderende afhænger det af situationen. Når de har noget de skal nå at lave, så skruer de ned for deres brug af Facebook og andre apps. Det kan dog være svært at begrænse sin tid på nettet: ”Jeg kan ikke styre mig selv. Når jeg først er kommet i gang, kan jeg hurtigt bruge to timer på noget totalt ligegyldigt uden at være klar over at jeg har brugt to timer”, siger en anden respondent. Inden vi afslutter vores samtale, tilkendegiver mine medstuderende, at de ikke ser et større problem i de digitale mediers potentiale til at distrahere og optage os i hverdagen. De fremhæver, at den enkelte selv bærer ansvaret for at styre sin forbrug: ”Mediet styrer først en, når man selv giver mediet lov til det”, lyder den generelle konsensus. Skønt de digitale medier ofte vinder kampen om vores opmærksomhed, så sker det ifølge mine medstuderende kun, når de er villige til at lade sig optage af mediernes indhold. Personligt er jeg mere skeptisk angående de digitale mediers evne til at tiltrække sig vores opmærksomhed, og jeg er ikke villig til at afsløre, hvor mange gange jeg har leget med min mobiltelefon, mens jeg skrev denne artikel.

[ 23 ]

[ TEMA ]

TEKST: SIMONE KORSGAARD, MEDIEVIDENSKAB, AU

Mig og mine medier

Christiane Vejlø LIGE NU SER JEG… Sense8, en spændende og meget interessant science fiction-serie på Netflix. Jeg sætter mig aldrig foran fjernsynet for bare at zappe. Enten ser jeg nyheder, når jeg har tid eller også en serie, typisk på Netflix eller HBO Nordic.

LIGE NU KLIKKER JEG IND PÅ… Jeg bruger nok lidt for meget tid på at shoppe møbler online. Jeg er i gang med at give min lejlighed et make-over og det betyder, at jeg dagligt tilbringer alt for meget tid på indretningssites og steder hvor jeg hele tiden kommer til at købe noget.

LIGE NU LYTTER JEG TIL… Dygtige danske Mads Heltbergs O.S.M album med Arjan Miranda. Super lækker ambient elektronisk musik. Og så har jeg kastet mig over nogle gamle albums med Violent Femmes, som jeg har elsket i mange år.

LIGE NU LÆSER JEG… ”Elon Musk – Tesla, SpaceX and the quest for a fantastic future”. Musk er en af vor tids helt store innovatorer. Jeg var så heldig at møde ham forleden, da han var i Danmark. Jeg ville ønske, politikere og erhvervsfolk her ville skele mere til ham.

MIG OG MINE SOCIALE MEDIER: Jeg bruger Twitter (@christianeveljo), Instagram (@elektronista) og Facebook (Christiane Vejlø (page)) hver eneste dag. Twitter for at blive klogere. Instagram for at blive inspireret og for et lille afbræk i hverdagen – sociale medier er jo blevet den nye rygepause – og Facebook til at hygge med vennerne. Alle tre medier bruger jeg også fagligt til at poste techrelaterede links, mine egne blogposts, nyheder omkring vores Elektronista Clutchtaskeprojekt og lidt inde fra Radio24syv, hvor jeg laver Elektronista-podcasten.

[ 24 ]

FOTO AF SIF MEINICKE

Christiane Vejlø har en cand.mag i medievidenskab og religionsvidenskab og arbejder i dag som blandt andet digital trendanalytiker og strategisk rådgiver. Gennem Elektronista Media rådgiver hun virksomheder, medier og ministerier i den digitale fremtid, og hun ved altså en hel del om, hvad der rører sig på de digitale medier. Måske kan du også genkende hende fra DR3-programmet Sladrehanken om danskernes internetadfærd. Du kan læse meget mere om Christiane, Elektronista og digitale trends på www.elektronista.dk.

[ 25 ]

[ SPØRG REDAKTIONEN ]

TEKST: REDAKTIONEN

SAMSON spørger redaktionen:

Hvad er din første indskydelse, når du hører Medier i krig? »Jeg kommer blandt andet til at tænke på Charlie Hebdo-episoden og hashtagget #JeSuisCharlie, der skulle være med til at vise solidaritet og den generelle opmærksomhed, der blev givet via medierne. Jeg synes, det er interessant hvor stor en rolle medierne kan spille i kriseramte situationer, og hvordan de på sin vis kan være med til at forene folk via tværmedial kommunikation.« Simone Skaarup Rosengreen (chefredaktør)

»Jeg kommer til at tænke på den måde sociale medier bliver brugt i krigssituationer. Eksempelvis under terrorangrebet i Paris i november, hvor borgere i Paris brugte Twitter og Facebook under angrebene til at opdatere, hvad der skete, hvor de var, men også til at gøre opmærksom på, hvis deres dør var åben for dem, som ikke kunne komme hjem den aften.« Line Pedersen (skribent) »Jeg tænker på de journalister, fotografer og korrespondenter, der rejser til kriseramte områder for at formidle historier til os hjemme foran skærmene - og så kan jeg få helt ondt i maven, når jeg dernæst tænker på, at dét, vi ser på skærmen, rent faktisk foregår i virkeligheden.« Simone Korsgaard (Skribent) »Når jeg hører 'medier i krig' tænker jeg umiddelbart på de seneste terroraktioner og de mennesker, der har oplevet hændelserne på tæt hold. Medierne er med til at give et indblik i verden omkring os og skabe solidaritet, men bidrager i høj grad også til at styrke opfattelsen af, at der er et "os" og et "dem". Det er vigtigt, det ikke kommer til at fylde så meget, at man lever en tilværelse med frygt for, hvad der kan ske.« Emilie Herskind (layouter og illustrator) »Medierne bekriger hinanden i stor stil. Papiravisen har næsten overgivet sig og findes nu både som webavis og på tryk. Mens fjernsynet stadig er i kamp med tjenester som Netflix ol. Det er interessant at følge, selvom det virker ret åbenlyst, hvem der vinder.« Thomas Hasse Therkildsen (layouter og webredaktør) »Jeg kommer til at tænke på hackergruppen Anonymous, der bruger alternative metoder til at ramme større organisationer som bl.a. ISIS og KKK. De bruger de sociale medier til at komme ud med deres holdninger og gøre opmærksom på sig selv.« Sebastian Vistisen Toft (fotograf)

[ 26 ]

»Jeg tænker tilbage på terrorangrebet 9/11 – både mediedækningen deraf, virvaret efterfølgende og måden hvorpå, en sådan krig påvirker så mange nationer og mennesker. Selv aflagde jeg Ground Zero et besøg i 2013, da det stadig var et aflukket område. Det var utroligt at føle og opleve den sørgmodige stemning, der stadig hersker så mange år efter. Ligeledes stod nogle folk med mobiltelefoner for formegentlig at vise sin støtte og kunne mindes episoden på de sociale medier – en af nutidens medietendenser.« Louise Hahn Lauridsen (chefredaktør) »Jeg tænker umiddelbart på amatørvideoer fra krigsområder. Smartphones har gjort det forholdsvist nemt for soldater og civilister at dele deres egne videoer af krigshandlinger på YouTube og lignende. Terrorister bruger videoerne som propagandamateriale, mens nyhedsudsendelser præsenterer dem i stigende grad som autentiske kilder.« Andreas Lunkeit (skribent) »Det får mig til at tænke på en episode fra Puk Damsgaards biografi "Hvor solen græder", hvor hun befinder sig i Syrien under krigen. Her skal hun mødes med en syrisk oprørskvinde Nour, som engagerer sig i det syriske oprør. Puk Damsgaards beretninger og fortællingen om Nour giver et klart billede af, hvordan krigen opleves på nært hold af lokale, og hvordan en korrespondents arbejde pludselig går op i højere enhed, når forfærdelige begivenheder skal fortælles til os hjemme i Danmark.« Katrine Lassen (Skribent)

»Jeg tænker umiddelbart på de konflikter, vi har oplevet med Muhammed-tegningerne i 00’erne og senest angrebet på Charlie Hebdo sidste år i Paris. Hvordan vores værdier - herunder især ytringsfrihed - i en mediekontekst til dels bliver sat under pres af mennesker, der ikke kan imødekomme eller acceptere disse værdier, og hvordan dette får vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser for så mange mennesker.« Fie Dierichen (skribent og korrekturlæser) »Medier i krig får mig til at tænke på den forskel i dækningen, der hersker i en nyhedsudsendelse. Sker der noget i et vestligt land, eller hvor vi er aktivt i krig, er det en tophistorie, mens alle andre krigshændelser blot er en indskudt sætning på teleprompteren.« Vicki Kragh Pedersen (korrekturlæser)

[ 27 ]

[ ON-OFF-LISTEN ]

TEKST: REDAKTIONEN

On/Off Listen

Hvilke medietendenser begejstrer os, og hvilke krummer vi tæer over?

ON LEONARDO DICAPRIO Endelig fik han hevet den gyldne statuette hjem! Vi er vilde med Leonardo Dicaprio og tager hatten af for hans oscarvindende præstation i The Revenant. Nok er hans replikker i filmen sparsomme, men man må sige, at han ofrer sig for rollen ved både at indtage rå bisonlever, opholde sig i afdøde dyrekroppe og udstå isnende kulde og frosne floder. Filmen er ekstrem, og DiCaprio beviser endnu engang sit værd og store skuespillertalent på det hvide lærred.

PODCASTS Podcasts er en niche i fremgang, hvortil både radioprogrammer, komikere og bloggere har fået øjnene op for dette medie. Podcasts er on, fordi de er underholdende, uforpligtende og lige til at have med i lommen. Enough said!

VIRTUAL REALITY En teknologi, der lader en bruger virke gensidig med den virtuelle, computerbaserede verden. Igennem stereografiske displays, som oftest er briller, kan brugeren opleve et virtuelt miljø med ekstra sensorinformation, hvilket gør den simulerede verden mere.. ja, reel og sanselig. Fænomenet er stadig under opbygning, men vi har på fornemmelsen, at det bliver stort! KRIGEN Vi kan være yderst stolte af dansk filmproduktion, hvortil Krigen med Pilou Asbæk i hovedrollen var Oscar-nomineret til prisen for Bedste ikke-engelsksprogede film 2016. Selvom den ikke vandt, er det stadig en cadeau til dansk filmindustri. Danske film har været nomineret til denne kategori elleve gange, hvoraf tre har hevet en Oscar hjem. P6 BEAT Det er bare topfedt med en alsidig radiokanal, der spiller et genialt mix af musikgenrer, og som desuden giver indblik i diverse røverhistorier og myter.

[ 28 ]

OFF MILLIONBOMMERT Tim Hoopers nye filmsucces Den Danske Pige har generelt fået gode anmeldelser og stor ros. En lidt uheldig afsløring fandt dog sted, da en skarp seer fik øje på et snedækket bjerg i baggrunden under sidste scene, som skal forestille at foregå ved Vejle Fjord. Vi kalder det en stor brøler! BLOKERING AF VPN-TJENESTER Netflix forsøger at blokere VPN-tjenester for at gøre det umuligt at ”snyde sig frem” til Netflix-indhold i andre geografiske regioner. Da indholdet på den danske platform halter en smule i forhold til fx den amerikanske, havner spærringen af lokationsskifte selvfølgelig på off-listen. INSTAGRAM-REKLAMER Vi har sagt det før, men nu siger vi det igen: Nøj, hvor er de reklamer på Instagram irriterende! Hvis bare der var en Unfollow Button på dem.. #OSCARSSOWHITE

Der er hersket uro omkring de forestående Oscar-uddelinger, idet der tilsyneladende er stor ulighed mellem sorte og hvide (både i de nominerede og i Oscar-komiteen). Uligheden ses i form af at ingen afroamerikanere nomineres til de største kategorier, og i den forbindelse er hashtagget #OscarsSoWhite opstået. Vi synes, det er brandærgerligt, at der er opstået en dårlig stemning om noget, der skal være en festlig aften samt en hyldest for de gode præstationer.

Bag om redaktionen

AMSON-redaktionen består af en gruppe kreative, engagerede sjæle, der brænder for at lave spændende, medierelateret indhold – både hver for sig og i tæt samarbejde med hinanden. Vores nye redaktionslokale i Aarhus Nord danner gode, hyggelige rammer for vores faste redaktion, hvor diverse workshops, idegenerering og redaktionsmøder finder sted. Når vi ikke er at finde i redaktionslokalet til en god diskussion, sjove debatter eller hyggeligt samvær over en kop kaffe og en håndfuld chocolate chip cookies, står den typisk på hjemmeopgaver eller ture ud af huset. Vores redaktionsmedlemmer har på det seneste både aflagt København, Jydske Dragon Regimet og Dokumentarkompagniet et visit for at indsamle nyt og interessant materiale. Vores fotografer har ligeledes været on-location og i fotostudiet for at lave spændende visuelt materiale. Næste kryds i SAMSON-kalenderen bliver et afslutningsarrangement for 2015/2016-redaktionen. Her vi vil fejre udgivelserne af vores to sidste magasiner samt et dejligt og vellykket redaktionsår, inden vi starter op igen efter sommerferien. Tænker du, at SAMSON er noget for dig, og ønsker du at give dig i kast med grammatisk arbejde, journalistisk-, illustrativt- eller fotografisk indhold, så står redaktionen altid klar med åbne arme for nye medlemmer. Magasinet er landsdækkende, så fortvivl ej, hvis du ikke er bosat i eller omkring Aarhus. Redaktionen består på nuværende tidspunkt af dygtige, frivillige folk fra både Aarhus Universitet, København Universitet og Medieskolerne Viborg. Vi tror på, at vi med så mange forskellige akademiske- og studiemæssige baggrunde, indfaldsvinkler og kreative tiltag som muligt, opnår de bedste rammer for spændende og alsidige SAMSON-udgivelser. Vi glæder os derfor til at høre fra dig på samson@samsnet.dk.

Konkurrence

samarbejde med Samfundslitteratur.dk udlodder SAMSON seks interessante og yderst relevante bøger for medie – og kommunikationsstuderende. I april måned udkommer bogserien ”Kort og præcist om medier og kommunikation”, og som SAMSON-læser har du nu mulighed for at få fingrene i et bind af denne serie, som består af de seks nedenstående bøger.

Alt du skal gøre for at deltage i konkurrencen er at sende en mail til samson@samsnet.dk, hvori du giver dit bud på, hvad temaet for SAMSONs næste udgivelse skal være. Den 10. april trækker vi lod om vinderen, der kontaktes pr. mail. Du skal huske at skrive dit fulde navn og adresse i e-mailen, således vi kan sende bogpakken til den heldige vinder.

[ 29 ]

[ 30 ]

Postkort fra

SAMS SAMSON udkommer i tæt samarbejde med studenterforeningen SAMS – sammenslutningen af mediestuderende. Derfor vil vi gerne informere jer lidt om, hvad der sker i SAMS lige for tiden. Til dem af jer, der ikke ved helt præcist, hvad SAMS er: SAMS er en tværfaglig studenterforening for alle mediestuderende på videregående uddannelser i Danmark. SAMS afholder forskellige arrangementer, der kobler den teoretiske studieverden med den praktiske virkelighed. Det kan være virksomhedsbesøg, oplæg ved praktikere fra branchen eller workshops. Vi bygger ikke kun bro mellem studerende fra forskellige studier og byer, men også mellem studerende og erhvervslivet.

BLIV MEDLEM AF SAMS - OG FÅ MERE UD AF DIN STUDIETID

Følg med på SAMS’ facebook side eller på www.samsnet.dk for at se, hvilke arrangementer du kan deltage i fremover. Vi glæder os til at se dig!

SAMS er dit første skridt på vejen til at etablere et godt netværk. Vi bygger ikke kun bro mellem dig og studerende fra andre studier og byer, men også mellem dig og erhvervslivet. Vi besøger virksomheder, inviterer til oplæg og afholder workshops, tioner. Og så sætter vi branchefolk, forskere og studerende sammen på kryds og tværs. Hold dig opdateret om vores ar rangementer på facebook/samsnet. dk og på www.samsnet.dk, hvor du også kan blive medlem af SAMS. Vi glæder os til at hilse på dig!

www.samsnet.dk [ 27 [ 31 ] ]

Nyt semester – Nye kompeteNcer Tilmeld dig kurser i blandt andet:

n, g I s E ...InD shoP PhoTo CEl og Ex

som gRaTIs studiemedlem i cA hAr du AdgANg til: Workshops i fx præsentationsteknik og teamwork Rådgivning i fx det gode CV og ansøgning Juridisk tryghed med kontraktgennemgang ved studiejob

meld dig iNd som grAtis studiemedlem på

www.cA.dk/sAms [ 32 ]

Ann_samson_marts_jan16

IT-kurser i bl.a. Photoshop, InDesign og Excel