Samson 2017 #1 by SAMS

Tema:

Når medier flytter grænser

Nyhederne i kritisk tilstand

CLICKBAIT VS. DYBDEBORENDE JOURNALISTIK På rejse med Riising og mor

HVOR GRÆNSEOVERSKRIDENDE ER DET AT HAVE MOR MED PÅ JOB? #FuckCancer

DANIEL SVENSSONS KAMP FOR ÅBENHED OG DIALOG

MEDIEMAGASINET SAMSON SAMMENSLUTNINGEN AF MEDIESTUDERENDE (SAMS)

012017

[1]

KOMMUNIKATION OG SPROG SAMS SAMS-medlemmer hÃ¸rer til i KS Din fagforening

[2]

( MEDIEMAGASINET SAMSON ) #1 | MARTS 2017 | 26. ÅRGANG

TEMA: NÅR MEDIER FLYTTER GRÆNSER

4-51

I dette nummer

4 5

Virtual Reality

#Onlineaktivisme - Gør mit like en forskel?

MEDIEMAGASINET SAMSON 012017

DANIEL SVENSSON I KAMP FOR ÅBENHED OG DIALOG I marts 2013 ramte chokket for første gang Daniel Svensson. En veltrænet og sund mand, der i mere end ti år havde spillet håndbold på højeste niveau, blev ramt af lymfekræft. Her besluttede Daniel sig for, at han ville dokumentere hele sin kamp mod kræften via de sociale medier.

OVER GRÆNSER MED RIISING OG MOR De har sammen sprunget i faldskærm, prøvet verdens vildeste rutchebane, skudt med automatvåben og delt en joint. Men hvordan udfolder det sig, når man parrer bedstemor med bungee-jump og familieforhold med kamerahold?

ABDEL AZIZ MAHMOUD Abdel er uddannet journalist og blev i 2004 praktikant på DR Nyheder. Siden har han tilføjet en hel del titler til CV’et og er i dag en af tidens mest profilerede journalister. Læs med når vi udspørger Abdel om ham og hans medieforbrug.

#FuckCancer - Daniel Svensson i kamp for åbenhed og dialog

Instagram-feminister

Nyhedsbranchen i dyb krise

Spørg redaktionen

On/Off-listen

indhold

Leder

Mig og mine medier - Abdel Aziz Mahmoud

Fotoserie: Jonas Krøyer

CPH:DOX 2017

En bøssekage der skaber shitstorm

Over grænser med Riising og mor

44 46 51

Keld Reinicke om grænseoverskridende tv Det Digitale Hjørne - Digitale medier fra de ældres perspektiv Bag om redaktionen

SAMSON – VI INSPIRERER DIG SAMSON er dit landsdækkende mediemagasin, der bringer skarpe fagartikler om alt, der har med medier og kommunikation at gøre. Vi giver dig noget at tygge på og inspirerer dig til dit næste projekt. SAMSON præsenterer både knaldskarpe medieanalyser og lettilgængelig underholdende kommunikation. SAMSON har eksisteret i mere end 20 år, og du kan læse de mange artikler på www.samsnet.dk

FORSIDEFOTO: SEAN RØNHOLT

[3]

[ LEDER ]

En hårfin grænse Grænsebrydende, grænsesøgende, grænseoverskridende, grænseløst og grænseopbyggende.

26. årgang Nr. 1, marts 2017 Oplag 600 + webudgivelse

Ordet grænse har gjort stort indpas i det danske sprog, og begrebet ”at bryde grænser” bruges i dag i mange, både negativt- og positivt ladede, sammenhænge og vendinger. Men hvad vil det egentlige sige at bryde grænserne, og hvad består disse grænser af?

SAMSON c/o: Ansvarshavende chefredaktør, Simone Korsgaard Lille Torv 4 8000 Aarhus C

I Den Danske Ordbog refereres der til begrebet både som en fysisk og psykisk skillelinje. For en grænse kan både være en fysisk geografisk skillelinje, men også en mental grænse, såsom en begrænsning i forhold til, hvad der er acceptabelt eller normalt, eller en forståelsesmæssig barriere mellem mennesker. Det 21. århundredes dominerende brug af de digitale- og sociale medier har været med til at udfordre disse grænser, og den dertil slørede grænse mellem det offentlige og det private har medført, at både individer og samfundet i højere grad er tvunget til at reflektere over deres egne, og ikke mindst andres, grænser. Men kan man overhovedet vide noget om andres grænser, når det er så subjektivt, hvad vi hver især definerer som grænseoverskridende eller grænsebrydende? Uafhængigt af svaret, så er dette blevet et af nutidens største medieproblemer, da netop denne individualisering er årsag til, at de flestes grænser nemt kan overskrides på de digitale platforme. Hvad enten det handler om et lidt for upassende program i tv’et, en lidt for privat afsløring på Instagram eller en lidt for hård kommentar på Facebook. I denne udgave af SAMSON vil vi komme vidt omkring begrebet og forhåbentligt ramme en mere tilgængelig og menneskelig forståelse af, hvordan medierne kan påvirke os ved at skubbe til eller bryde vores grænser. Vi vil undersøge, hvordan medierne kan bryde tabuer eller kan bruges til at sætte fokus på et samfundsmæssigt problem, samt hvordan medierne også kan markere overgangen fra en ny eller gammel tilstand. Og sidst men ikke mindst vil vi spørge os selv: Hvor går grænsen egentlig, når det gælder de digitale medier? Med disse ord ønsker vi dig god læsning i denne udgave af SAMSON. Vi ønsker samtidig som redaktører at takke alle medvirkende af denne udgivelse for deres flotte og ihærdige indsats.

www.samsnet.dk samson@samsnet.dk Chefredaktører: Simone Korsgaard Tonje Kromann Nissen Skribenter: Mette Harbo Jonas Stenger Andersen Nicklas Asschenfeldt Andersen Kathrine Bock Lasse Muxoll Buch Schrøder Nynne Krogh Kiesbye Tonje Kromann Nissen Simone Korsgaard Layout: Astrid Krogh Basse Simone Nørrebo Sørensen Grafikere: Sean Rønholt Emilie Guldberg Korrektur: Maria Sille Hylander Prinds Laura Soelberg Ravn Emma-Sofie Kring Suner

Med venlig hilsen

Fotografer: Camilla Bofill Morten Højgaard

Simone Korsgaard og Tonje Kromann Nissen Chefredaktører, SAMSON

Forside: Sean Rønholt Webredaktør: Søren Bach Næste nummer: Det næste nummer af SAMSON udkommer i efteråret 2017. Send en mail til samson@samsnet.dk, hvis din artikel eller andet indhold skal med.

FOTO: MORTEN HØJGAARD

SAMSON er et mediemagasin under Sammenslutningen af mediestuderende (SAMS). Magasinet udkommer to gange årligt, på tryk og digitalt på www.samsnet.dk

[4]

V R [ TEMA ]

TEKST: SIMONE KORSGAARD, MEDIEVIDENSKAB, AU

irtual

eality

en teknologi, der flytter grænser

”EN COMPUTERSKABT GENGIVELSE AF VIRKELIGHEDEN” Sådan definerer Den Danske Ordbog virtual reality; en teknologi, der i de seneste år har vundet indpas inden for blandt andet gaming og underholdning. Men hvad kan man egentlig bruge virtual reality til i dag? Hvordan vil teknologien udvikle sig fremover? Og skubber VR til vores måde at bruge teknologi og medier på?

egrebet ”virtuel virkelighed” er måske uhåndgribeligt for mange, men ikke desto mindre vokser fænomenet med enorm hast, og teknologien er snart ikke til at komme udenom. En kold eftermiddag i februar tog SAMSONs redaktører derfor på ekskursion til Dokk1 for at se, hvad virtual reality egentlig er og kan. Her mødte vi Michael Høyer-Nielsen, der er bibliotekar på Aarhus Hovedbibliotek på Dokk1, og som afholder workshops, hvor alle kan få lov til at høre om – og endda også prøve – de nye teknologier. Allerede i starten af 90’erne forsøgte it-firmaer sig med VR-headsets og -fjernbetjeninger, men det er først i løbet af de sidste fem år, at teknologien virkelig har gjort fremskridt. Michael Høyer-Nielsen tror på, at virtual reality vil slå igennem. Blandt andet fordi omkostningsniveauet de seneste år er faldet, så flere og flere har mulighed for at investere i og afprøve de mange muligheder. Indtil videre er teknologien hovedsageligt blevet markedsført som en gaming-konsol, men virtual reality kan mere end blot at underholde. Michael fortæller, at det flere steder bruges for at træne militær og piloter, idet man kan skabe virtuelle ”stress-situationer” i kontrollerede og ufarlige omgivelser.

[5]

[ TEMA FORTSAT ]

VIRTUEL HØJDESKRÆK Tilbage i et mødelokale på Dokk1 får vi lov at prøve kræfter med HTC’s VIVE-system. Udstyret med et par VR-briller, et headset og en fjernbetjening i hver hånd afprøver vi spillet Richie’s Plank Experience samt Google Earths VR-oplevelse. I spillet Richie’s Plank får man udfordret sin højdeskræk. Samtidig med at man (i virkeligheden) træder op på en ganske almindelig træplanke på gulvet, står man (i den virtuelle verden) foran en planke på toppen af en skyskraber. Jo flere skridt, man tager på den virkelige planke, jo længere går man ud på den virtuelle – og mens man står dér, forsvinder al fornuft, og VR-brillerne snyder hjernen til at tro, at man rent faktisk er i risiko for at falde langt, langt ned. VR-udgaven af Google Earth lader dig flyve rundt og se verden ovenfra, næsten som vi

kender det fra originalen. Vi oplevede begge at blive rundtossede af spillene, og det varede nogle minutter, inden svimmelheden forsvandt. Snakken faldt derfor også på, hvilke bivirkninger brugen af VR-briller har. Michael har oplevet, at nogle mennesker påvirkes fysisk i en sådan grad, at de slet ikke kan bruge spillene, og det er endnu ikke påvist, om overdreven brug kan føre til afhængighed, forstyrrelse af de sanser, der bedøves under brugen eller andre fysiske og mentale bivirkninger. Michael øjner dog også nogle fordele ved brugen af VR. Det kan blandt andet bruges til at nedbryde fobier og depressioner, fordi man kan sætte folk i udfordrende, men kontrollerede situationer, hvor de har mulighed for at sejre og overvinde deres frygt.

FOTO: RICHIES PLANK

FREMTIDENS TEKNOLOGIER Virtual reality findes i mange afskygninger; fra et simpelt par briller med en plastikkasse man kan sætte sin mobil i til avancerede udstyrspakker med mange kameraer og fjernbetjeninger, som samtidig kræver en enorm computerkraft. Sidstnævnte kræver også en del forberedelse, fortæller Michael. Kameraerne skal indstilles og kalibreres – og et enkelt skub til et kamera kræver, at man starter forfra.

[6]

”

Eksempelvis kunne VR indføres i køreundervisningen for at træne bestemte situationer i trafikken eller i lægevidenskaben, så læger kan øve sig på bestemte teknikker, inden de træder ind på operationsstuen.

Næste skridt for udviklerne er at gøre de virtuelle oplevelser mere virkelighedstro, og på forsøgsbasis arbejder man også med at implementere følesansen. Ved hjælp af dioder på kroppen kan man påføre brugeren små stød eller lignende, hvilket især er relevant i militære træningssammenhænge. Ideerne er mange, når man spørger, hvordan virtual reality kan bruges fremover. Eksempelvis kunne VR indføres i køreundervisningen for at træne bestemte situationer i trafikken eller i lægevidenskaben, så læger kan øve sig på bestemte teknikker, inden de træder ind på operationsstuen. Men hvad er så det mest populære spil? Med et grin fortæller Michael, at det er et ”hot dog-spil”, hvor brugeren kan prøve tjansen som hot dog-sælger af. Og måske er det slet ikke så dumt, hvis man i fremtiden kan prøve et bestemt erhverv eller studie af virtuelt, inden man giver sig i kast med det i virkeligheden? Det er svært at regne ud, hvor VR-teknologien befinder sig om et år, for udviklingen sker med rivende hast. Samtidig falder priserne hele tiden, så flere og flere får mulighed for at få fingrene i et par briller. Én ting er sikker: virtual reality har rykket ved grænserne for, hvad vi kan forvente af teknologien, og efter at have set, hvad VR kan, er vi i hvert fald ikke i tvivl om, at det er kommet for at blive.

[7]

[ TEMA FORTSAT ]

TEKST: METTE HARBO, MEDIEVIDENSKAB, AU

Gør mit like en forskel? #BlackLivesMatter, #ImWithHer, #StopKony, #RefugeesWelcome og #jegharoplevet. Listen over vigtige, politiske statements er uendeligt lang, og det ville kræve mere end 24 timer i døgnet aktivt at støtte de mange bevægelser. Heldigvis giver sociale medier os muligheden for at sende et like afsted og på den måde skabe forandring i verden. Job done! #nemt eller hvad?

et kommer nok ikke som nogen overraskelse, at medier spiller en stor rolle i vores hverdag. Grundet den store indflydelse flyttes flere og flere aktiviteter fra dagligdagen over på nettet, og grænsen mellem ’den virkelige verden’ og den virtuelle verden bliver udvisket. Medi-

[8]

erne flytter grænsen for, hvad der foregår online – og aktiviteter på nettet kan ende med at skubbe til virkeligheden. Aktivisme på nettet – såkaldt online aktivisme eller hashtag-aktivisme – er et billede på sammensmeltningen af ’virkelighed’ og online aktivitet. Men kan online aktivisme gå hen at blive en sovepude for

nogen, da et klik på like-knappen jo ikke i sig selv forandrer verden? Den indlejrede brug af sociale medier i alt, hvad vi gør, medfører, at vi i dag griber ud efter telefonen og laver et # og smider et like i stedet for at skrive med sprittusch på et papskilt. Og forskellen er egentlig ikke så stor endda.

”Online aktivisme adskiller sig jo egentlig ikke voldsomt meget fra almindelig aktivisme i den natur, at det er en organisation af mennesker, typisk omkring et interessefællesskab,” udtaler Mads Kæmsgaard Eberholst, der er ekspert i sociale medier og lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet. Han fortsætter: ”Og så kan man sige, at den store forskel er, at det er medieret gennem sociale medier eller internettet som minimum.” STORT OG SMÅT Men hvad er online aktivisme så egentligt? Ordet ’aktivisme’ fremkalder typisk indre billeder af store demonstrationer og civil ulydighed. Men aktivisme kan også være at arrangere en fastelavnsfest eller en indsamling til julehjælp. Ordet ’online’ indebærer selvsagt det medierede aspekt af onlineaktivismen. Internettet medvirker til at bryde de traditionelle regionale eller nationale grænser, eksempelvis når en kampagne som

#BlackLivesMatter når ud til store dele af den vestlige verden. ”Internetaktivisme er både noget meget stort og noget meget småt. Fælles er, at de grænser man havde før, mere eller mindre er nedbrudt,” uddyber Mads Kæmsgaard Eberholst.

”

Internetaktivisme er både noget meget stort og noget meget småt. Fælles er, at de grænser man havde før, mere eller mindre er nedbrudt

Online aktivisme er typer af kampagner, der spiller på de ting, internettet kan. Fælles for kampagnerne er, at de er til stede dér, hvor befolkningen er: Online. Men hvad er det så, internettet rent faktisk kan? ”Internettet er godt til at mobilisere opmærksomhed, fordi man når hurtigt ud. Men derfra og til at man så siger ’okay, nu går jeg ud og rent faktisk gør noget ved

det’, der er også rigtig langt. Omvendt kan man sige, at internettet er rigtig godt til at mobilisere bidder af handling.” MÅLET BESTEMMER MIDLET Om online aktivisme reelt har en effekt, afhænger af hvilket mål, man har for øje. ”Hvis målet er, at man gerne vil rykke med noget, så er internettet beviseligt rigtig dårligt til det. Hvis man gerne vil have afsat en diktator, så er internettet ikke det rigtige middel, vil man gerne have valgt en bestemt politiker, så er internettet heller ikke det rigtige middel,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst. ”Der er internettet bedre til at mobilisere opmærksomhed, mere end at mobilisere handling.” Bekymringen omkring online aktivisme er, at det bliver for nemt at tilkendegive sin holdning uden at lægge reel handling bag. Online aktivisme bliver beskyldt for at være et dårligt alternativ til reel aktivisme, da man mener, at online aktivisme kun kan skabe ubetydelig indflydelse, hvilket medfører såkaldt slacktivisme.

[9]

[ TEMA FORTSAT ] IKKE UMULIGT AT SKABE FORANDRING Spørgsmålet er, om online aktivisme reelt kan skabe forandring? ”Det er ikke umuligt,” slår Mads Kæmsgaard Eberholst fast. Men det er svært. ”Der har været eksempler på, at man har brugt internettet til at rykke ved noget ude i den rigtige verden. Men der er egentlig flest eksempler på det modsatte.” Vi ved nok alle sammen godt, at vi ikke kan redde hele verden med et like. Vi er nok realistiske eller pessimistiske nok til at tænke, at vi ikke ene og alene kan samle penge, tøj og mad ind til de mange bådflygtninge, der strømmer til Europa. Og vi ved også, at vi ikke kan stoppe diskrimination af bestemte minoriteter ved at bruge et hashtag. Men hvad er det så egentlig, at vi kan gøre? Hvis online aktivisme skal have nogen effekt, er det vigtigt, at de opgaver, man ønsker at få folk til at udføre, brydes ned i mindste-enheder, så det er overskueligt at tage del i handlingerne. ”Med de helt store opgaver er folk stadig passive. Der kan man ikke bruge internettet til noget som helst,” udtaler Mads Kæmsgaard Eberholst. Social handling kræver, at den enkelte er i stand til reelt at udføre handlingen.

WHAT’S IN A LIKE? *Tryk på like-knap*… *Vente vente vente*… ’Sker der ikke snart noget?’… Nej. Sådan fungerer (online) aktivisme ikke. Internettet farer afsted med 130 km/t, og her kan den virkelige verden ikke altid følge med. Ting tager tid – især hvis der er lovgivning involveret. Nøgleordet for online aktivismen er tålmodighed: ”Det er jo ikke noget, der foregår fra den ene dag til den anden. Det er heller ikke hver dag, man får afsat en diktator. Et like på Facebook eller et view på YouTube er ikke i sig selv nok,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

”

Internettet er godt til at mobilisere opmærksomhed, fordi man når hurtigt ud. Men derfra og til at man så siger ’okay, nu går jeg ud og rent faktisk gør noget ved det’, der er også rigtig langt

*Suk*… Nytter det så overhovedet at tage del i nogle af alle de kampagner, der florerer på sociale medier? ”Ja! Selvfølgelig nytter det! Fordi det jo netop er et spørgsmål om at skabe opmærksomhed. Hvis man havde et ønske om at gøre andet end at skabe opmærksomhed, så var internettet nok ikke det rigtige valg,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst. ”Så konceptet om, at man liker ting, betyder reelt, at man sympatiserer – det betyder ikke reelt, at man har tænkt sig at gøre noget ved det”. Dét, at online aktivisme primært mobiliserer opmærksomhed, er ikke nødvendigvis en dårlig ting, mener Mads Kæmsgaard Eberholst. Et like på Facebook eller brugen af et bestemt hashtag er først og fremmest et udtryk for sympati. ”Det er en sympatitilkendegivelse, som støtter op omkring noget opmærksomhedssøgende og -skabende. Men derfra og så til at gå ud og rokke ved noget i den rigtige verden, der er rigtig langt. Og et eller andet sted, så er det også okay, fordi alting skal jo starte et sted!”

FO ER /R UC

[ 10 ]

VIDSTE DU... At maksimalt 5-10 % af de mennesker, der tilkendegiver sympati for et større online kampagne reelt lægger fysisk handling bag?

Vi tror dybest set ikke på printannoncer – vi laver forretning online

404 Gå ind på novicell.dk/au og hold løbende øje med praktikstillinger og jobopslag

[ 11 ]

[ TEMA ]

FOTO:SKJERN HÃ&#x2026;NDBOLD

[ 12 ]

TEKST: JONAS STENGER ANDERSEN, MEDIEVIDENSKAB, AU

#F ckCancer

– Daniel Svensson i kamp for åbenhed og dialog Den veltrænede krop, det hjemmelavede mesterværk i køkkenet og det nye designertøj. Tendensen går mod, at unge benytter sociale medier, såsom Instagram, som et imageopbyggende redskab, der i sidste ende fordrer en særlig higen efter det perfekte og billedskønne udtryk. Håndboldspilleren Daniel Svensson bryder dog med disse idealiserede normer. Igennem sit kræftforløb har han på de sociale medier delt billeder og fortællinger fra både de gode og dårlige dage. Han har bidraget til et særligt medieret fællesskab, der har haft stor betydning for både ham og hans følgere.

lædesrusen er efterhånden begyndt at aftage, da jeg snakker med Daniel Svensson en tirsdag eftermiddag. To dage forinden har han sammen med holdkammeraterne fra Skjern været med til at spille endnu en pokaltitel hjem til det vestjyske. Dét må siges, at være en ren solstrålehistorie, der ikke ligefrem lå i kortene med Daniels dobbelte sygdomsforløb in mente. RAMT AF KRÆFT I marts 2013 ramte chokket for første gang Daniel Svensson. En veltrænet og sund mand, der i mere end ti år havde spillet håndbold på højeste niveau, blev ramt af lymfekræft. Beskeden fra lægerne var en spand kold vand lige i smasken. Som mange andre havde han svært ved at acceptere lægernes udmelding – han fortæller, at han i starten slet ikke turde sige ordet kræft. Dette ændrede sig dog, da Jyllands-Posten, i kølvandet på lægernes nedslående besked, kontaktede ham, fordi de ønskede en artikelserie omhandlende Daniels kræftforløb. Forespørgslen takkede han ja til, hvilket, ifølge Daniel, blev en øjenåbner for nødvendigheden af åbenhed og dialog. Sidenhen overvandt Daniel, for en periode, kampen mod kræften, hvorefter han fik comeback på håndboldbanen. Men i 2016

vendte kræften tilbage. Her besluttede Daniel sig for, at han ville dokumentere hele sin kamp mod kræften via de sociale medier. Hans formål var at vise, at ”man godt kan have det udemærket, selvom det går én lidt skidt i en periode”, som han siger. SELVTERAPI OG NEDBRYDNING AF TABUER Daniel Svensson forklarer, at grundlaget for hans private og følsomme opdateringer primært skal findes på baggrund af en todeling. På den ene side vidste han fra sit første kræftforløb, at jo mere man fortæller, jo mere bidrager det til en form for selvterapi. Dét at sætte ord og billeder på konkrete oplevelser og følelser er, ifølge Daniel, en vigtig del af en accepterings- og bearbejdningsproces. ”Jo mere jeg gav af mig selv, jo mere fik jeg egentligt tilbage fra folk”, fortæller han. På den anden side er en del af Daniels hensigt også at illustrere, at det er okay at snakke åbent om sit sygdomsforløb samt de tanker og følelser, der medfølger. Han pointerer, at han vil være mere end henrykt, hvis hans opdateringer kan hjælpe bare én person til at tage denne indstilling til sig og dermed være mere tryg i egen sygdom. For som han udtaler om sine bevæggrunde: ”For mig handler det om at få andre folk til at være med og forstå og nedbryde tabuer omkring tingene”.

[ 13 ]

[ TEMA FORTSAT ] Via de sociale medier, og qua sin stærke personlighed, har Daniel været med til at flytte grænserne for, hvad der er okay at tale åbent om. Sygdom er et intimt og skrøbeligt emne, der er fyldt med tabuer – tabuer, der efter Daniels mening skal nedbrydes. ALT SKAL DELES Den bramfrie og hudløst ærlige fremgangsmåde, som Daniel benytter sig af, står i skarp kontrast til den selvforherligende tendens, der præger nutidens sociale medier. Hvad kan man dele, og hvad kan man ikke dele? Fra starten har Skjernspilleren dog været helt bevidst om sin måde at kommunikere på. ”Jeg gjorde det til at starte med, da jeg lavede den artikelserie i Jyllands-Posten, at jeg aftalte med mig selv, at gik jeg ind

i sådan et projekt, så gjorde jeg det 100 %. Så var alt med, og der var ingen tabuer, alt skulle nedbrydes. Der skulle slet ikke være nogle fingre imellem, og den har jeg ligesom også prøvet at holde igennem mit andet forløb her, hvor jeg selv har lagt op. Der er ikke noget, der ikke kan snakkes om, alt skal simpelthen kunne komme med”. Disse oprigtige, følelsesladede og til dels også dramatiske opdateringer har afstedkommet, at Daniel i løbet af sine to sygdomsforløb har modtaget mange positive tilkendegivelser, idet de ærlige beretninger og billeder har medført, at mange i lignende situationer har kunnet støtte sig op ad ham. Han har både været nomineret til årets forbillede ved DR’s store gallashow, samt vundet Medieprisen i 2016 for sin åbenhed omkring sit sygdomsforløb. Hensigten har for ham dog aldrig direkte

KOMMUNIKATION PÅ EGNE PRÆMISSER Når man, som Daniel, bliver ramt af både et mentalt og fysisk nedslidende sygdomsforløb, kan det være svært at finde kræfterne til at fortælle omverdenen, hvordan man går og har det. De sociale medier kan være en måde at overkomme denne udfordring på. Når først kræftsygdommen rammer, er der ikke meget man selv har kontrol over. Men med de sociale medier, og de opdateringer der medfølger, gives chancen for, at man selv kan tage en smule styring. For Daniel er dette netop en af fordelene ved kommunikationen på de sociale medier

1. JULI 2013: SKRIVER UNDER SYGDOMSFORLØBET KONTRAKT MED SKJERN HÅNDBOLD, HVOR HAN TILTRÆDER DEN 1. JULI 2013.

2013: SPILLER I TYSKE TUS N-LÜBBECKE.

MARTS 2013: FÅR KONSTATERET LYMFEKRÆFT.

FAKTABOKS #UNGKRÆFT Ungkræft er en organisation med rødder i Kræftens Bekæmpelse, som støtter, oplyser og inspirerer unge kræftramte i alderen 15 til 39 år. Til organisationen knytter sig hashtagget #Ungkræft – et hashtag, der i skrivende stund er gjort brug af på 4.086 billeder på Instagram. Dertil benytter de unge, herunder Daniel Svensson, sig af hashtags såsom: #duerikkealene, #fuckcancer, #jegerilive #knækcancer, #fuckkræft, #dererkundage og #kysnudetsatansliv Kilde: Instagram og www.cancer.dk/ungkraeft/ FOTO: ERNST VAN NORDE

[ 14 ]

været at fremstå som en rollemodel: ”Jeg har ikke bevidst stræbt efter at skulle være en rollemodel, men har godt tænkt, at hvis jeg kunne hjælpe nogle andre, så ville jeg bare være glad”.

4. OKTOBER 2013: FÅR COMEBACK PÅ HÅNDBOLDBANEN FOR SKJERN.

FOTOS: INSTAGRAM @DSVENSSON25

5. FEBRUAR 2017: SKJERN HÅNDBOLD, MED DANIEL SVENSSON PÅ BANEN I EN STOR DEL AF KAMPEN, KAN DENNE DAG TILFØJE ENDNU ET TROFÆ TIL LISTEN, IDET DE VINDER DEN DANSKE POKALFINALE.

FEBRUAR 2016: FÅR KONSTATERET ET TILBAGEFALD AF SIN KRÆFTSYGDOM.

23. SEPTEMBER 2016: HAN GØR ENDNU ENGANG COMEBACK PÅ HÅNDBOLDBANEN FOR SKJERN.

i forbindelse med et sygdomsforløb. Han fortæller: ”Det der gjorde det let, det var, at det blev på mine præmisser. Altså det blev, når jeg havde energi til det, så kunne jeg fortælle noget […] når jeg havde nogle enkelte timers energi, så kunne jeg læse det, som folk havde skrevet, eller jeg kunne komme med en ny update”. ET SÆRLIGT FÆLLESSKAB De sociale medier har ligeledes den fordel, at fysisk kontakt og højt energiniveau ikke er en nødvendighed for at følge og støtte andre i samme situation. Daniel forklarer, at det kan være rigtig svært, at komme igennem et tærende kræftforløb, hvis man ikke har nogle ligesindede at snakke med. ”Jeg troede egentligt ikke, at jeg havde behov for at snakke med nogle andre eller snakke med psykologer, men da jeg

mødte nogle af de andre fra Ungkræft, da fandt jeg ud af, at jeg manglede noget. Jeg manglede at snakke med nogle andre, som havde stået i lignende situationer, fordi der kommer bare en eller anden form for sjælebånd imellem mennesker, der har prøvet det her”.

”Det er selvfølgelig ærgerligt, at ikke alle kan være med til det, og så er det netop at disse hashtags skaber en form for fællesskab, at man kan følge med hinandens historier lettere, og man kan se, hvordan det går, og følge udviklingen hos folk. Det skaber uden tvivl et sammenhold”.

For at skabe denne kontakt er de sociale medier samt organisationen Ungkræft og de dertilhørende hashtags et vigtigt redskab. Ungkræft arrangerer en masse arrangementer, der har til formål at støtte og oplyse de unge kræftramte. Dog er det ikke alle, der er i stand til at deltage, hvilket, ifølge Daniel, gør brugen af hashtags endnu vigtigere. Hashtags, såsom #ungkræft, #duerikkealene og #dererkundage, gør det lettere at finde hinanden på nettet, og derudover bidrager de til skabelsen af et særligt medieret fællesskab.

Daniel Svensson har med sin ligefremme og ærlige stil vist, at sociale medier, såsom Instagram, er andet end selviscenesættelse og succesrige hverdagsfortællinger. Sociale medier rummer evnen til, at reelle, virkelighedstro og følelsesladede historier kan fortælles, hvorved grænser flyttes, og tabuer nedbrydes. På baggrund heraf kan et fællesskab blomstre – et fælleskab, der kan være til stor hjælp for de mennesker, som befinder sig i en svær fase i livet.

[ 15 ]

Bliv medlem af

og få mere ud af din studietid SAMS er dit første skridt på vejen til at etablere et godt netærk. Vi bygger ikke kun bro mellem dig og studerende fra andre studier og byer, men også mellem dig og erhvervslivet. Vi besøger virkshomheder, inviterer til oplæg og afholder workshops, der gør dig skarp på dine kvalifikationer. Og så sætter vi branchefolk, forskere og studerende sammen på kryds og tværs. Hold dig opdateret om vores arrangementer på facebook, samsnet.dk og på www.samsnet.dk, hvor du også kan blive medlem af SAMS. Vi glæder os til at hilse på dig!

[ 16 ]

[ TEMA ]

TEKST: KATHRINE BOCK, MEDIEVIDENSKAB, AU

INSTAGRAM FEMINISTER ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

underlig

En (vid) kombination af nøgne kvindekroppe og politisk aktivisme Med Instagram har det aldrig været nemmere at netværke og udtrykke sine holdninger til en bred skare af mennesker – og så kan man endda gøre det til en visuel oplevelse via billeder. Men er feministisk aktivisme blevet afløst af selfies og rystende numser, der anderkendes som dagens feministiske aktion?

et er blevet moderne at være feminist. Eller det er i hvert fald blevet moderne at udføre feministisk aktivisme på Instagram. Her dyrkes en kropslig form for feminisme i særdeleshed, hvor kvindens krop og seksualitet er i centrum. Man kan tale om, at disse Instagram-feminister styrker sig selv – og kvinden i det hele taget – gennem deres nøgne kroppe. Her tænker jeg særligt på det selvudnævnte girlsquad bestående

af @nikitaklaestrup, @ekaterinaandersen og @twerkqueenlouise, der på en meget offensiv måde dyrker en digital verden, hvor kvinder skal have lov til at udtrykke sig via sin krop – både med (meget lidt tøj) eller uden noget på.

politikerne og lavede demonstrationer på græsrodsniveau. Personligt har jeg da også selv lidt svært ved at gennemskue feminismen for bare bryster og rystende numser, når jeg stalker dem på deres Instagramprofiler.

Umiddelbart kan det hurtigt opfattes som en lidt hul og poleret form for feminisme. Især, hvis vi holder den op mod tidligere generationer af feminister, der pressede

Vi bliver dog også nødt til at erkende, at tiden er en anden, og derfor er der også sket noget nyt med feminismens udtryksformer

[ 17 ]

[ TEMA FORTSAT ]

Personligt har jeg da også selv lidt svært ved at gennemskue feminismen for bare bryster og rystende numser, når jeg stalker dem på deres Instagram-profiler. i forbindelse med internettet. På den ene side har vi den hér visuelle kropsliggørelse af feminismen. Her omfavner kvinden sin seksualitet og udtrykker et ønske om at tage kontrollen over sin krop tilbage. Det handler om at vise, at man som kvinde også har et sex-drive, og måske skyldes det kontroversielle perspektiv, at der stadig er forbundet en vis skam med, at en kvinde omfavner sin seksualitet offentligt.

[ 18 ]

På den anden side har vi en produktliggørelse af feminismen i form af ikoner, der går ud og siger: ”Ja, vi er feminister”. Her tænker jeg selvfølgelig på Beyoncé. Hendes Instagram-profil har et særligt underspillet feministisk budskab, der spænder fra at tage et politisk standpunkt i det amerikanske præsidentvalg, til at tilføje et ekstra lag til racedebatten ved at klæde sig ud som en sort Barbie-dukke. FEMINISMEN ER BLEVET TIL POPKULTUR Jeg står tilbage med spørgsmålet om, om man både kan shake booty på Instagram og udtrykke et ønske om politisk, økonomisk og social lighed på samme tid? Mit umiddelbare svar må være ja. Det er nemlig vigtigt at huske på, at feminismen ikke kræver én bestemt opførsel. Meningen med det hele er netop, at vi alle sammen skal have mulighed for at udtrykke os som dem, vi har lyst til eller be-

hov for at være. Gennem Instagram brydes der helt sikkert nogle grænser i forhold til den stereotype opfattelse af en traditionel rødstrømpe feminist med hængebryster fra slut 60’erne. Med en ikonisk frontkvinde som Beyoncé, har hun og andre Instagramfeminister inviteret feminismen ind i en popkultur, hvor det er blevet cool, sexet og nærmest mainstream at være feminist. Selvom verden ikke ændres bare sådan, er det alligevel ret fantastisk, hvordan et medie som Instagram kan være med til at nuancere og åbne op for nye fortolkninger af feminismebegrebet. Om man mener, at Instagram-feminisme mangler dybde eller ej, sætter disse profiler under alle omstændigheder fokus på feminismen, hvor mennesker i et digitalt forum kan eksperimentere med grænser for, hvad frigørelse er for den enkelte. Når det så er sagt, er der selvfølgelig også grænser for, hvor meget nøgenhed du kan dele, og redde det hjem med #feminism.

FOTOS: INSTAGRAM BEYONCE & NIKITA KLÃ&#x2020;STRUP

[[ 19 19 ]]

[ TEMA ]

TEKST: LASSE MUXOLL BUCH SCHRØDER, MEDIEVIDENSKAB, AU

Nyhedsbranchen i dyb krise Nyhedsbranchen er i en eksistentiel krise. Det er ikke noget nyt. Alligevel er det langt fra alle i branchen, der vil erkende det. Krisen er en pinlig affære med en lang række symptomer. Lige nu er det de berømte fake news, der skal bekæmpes. Virkeligheden er dog, at de bare stjæler fokus fra de mange andre symptomer. Som en grim svulst i en ellers betændt og virusinficeret krop. Clickbait er blevet en reel forretningsmodel og breaking news-begrebet er så udvandet, at den gule bjælke går i ét med banaliteterne, den rapporterer om. Bare for at nævne nogle eksempler. Nyhedsjournalisterne har glemt alt om deres erhvervs ædle formål og søger desperat enhver form for opmærksomhed. I hvert fald hvis du spørger mig. Og det er lige, hvad du gør. Du får i hvert fald min personlige opfattelse af en nyhedsbranche i frit fald, som famler efter noget og nogen at klynge sig fast til.

[ 20 ]

i – de

træffer. Hvor klikker de, hvad liker de, hvilke

at seerne ikke kunne klare kun at høre om

unge – bliver skudt meget i skoene. Vores opmærksomhed er flygtig. Vi har for travlt til fordybelse. Vi er ikke trofaste over for enkelte nyhedsmedier, og vil ikke betale for vores forbrug. Vi shopper sådan set bare rundt i medielandskabet og tager kun det, der lige passer ind i vores liv og selvforståelse. Der er en flig af sandhed i denne fortælling om de unge – for hey, hvem kan bebrejdes for at udplukke det bedste fra den kaskade af nyhedstilbud, der konstant er tilgængelig på snart alle platforme.

platforme befinder de sig på? Det er det målestok, medierne har til at regne ud, hvor de skal bruge deres kræfter. Det har blandt andet ført til nyhedsmediernes tilstedeværelse på samtlige platforme og sociale medier. Medieforskningen viser også gang på gang, at flere brugere dækker deres nyhedsbehov via sociale medier. Hvad er problemet i det, hvis nyhedsudbyderne alligevel får skubbet deres nyheder ud til de unge forbrugere? Problemet er, at succeskriteriet netop er at blive set og hørt. Og som bekendt sker det nemmest ved at råbe højt – om et eller andet. Bare højt.

konflikt, krig og dårligt vejr. Løsningen var (åbenbart) ikke at lave om i formidlingen af nyheder. Man tilføjede bare noget hyggeligt i røven af alt det forfærdelige. På godt gammeldags Aftenshowet-vis kunne man så gå fra borgerkrig og terrorangreb til en kvinde i Esbjerg, der har fundet glæden ved at hækle sit eget hus. På den måde rundede man nyhedsudsendelsen af med en gnist af håb for det verdenssamfund, der fem minutter tidligere stod i flammer på 40”-skærmen. Når nyhederne i stedet skal passe i de sociale mediers design, er det endnu mere påkrævet at være opsigtsvækkende. Her kæmper nyhedsartiklen med avokadomadder på musselmalede tallerkener og babybilleder. Sikke en kamp.

Det er dog sjældent den historie, vi unge fortæller om os selv og hinanden. Den udlægning kommer i stedet fra de etablerede medier, som ikke forstår, at de unge som gruppe er så svære at engagere og fastholde. Og det er forbandet, for lige netop de unge er den mest ombejlede gruppe; en generation, der har fået tildelt magten til at definere, hvordan medierne skal agere i kampen om forbrugernes tid. Magten udspilles helt enkelt i de valg, de unge konstant

På de sociale medier gælder naturligvis nogle helt andre spilleregler, end når Kim Bildsøe har flere hundredetusinde seeres opmærksomhed i en halv time. I de længere nyhedsudsendelser kan DR og TV 2 sammensætte et narrativ af dagens begivenheder. En pakke der går under navnet Nyhederne og TV-avisen – begge i bestemt form. For du får som seer serveret lige netop den pakke af nyheder, som du skal bruge for at være oplyst om det samfund, du lever i. I hvert fald hvis du spørger DR eller TV 2 om, hvad vi har brug for. Deres svar er konflikt, forargelse og mere konflikt. Det er i hvert fald, hvad vi får. Nyhedskanalerne indså dog for år tilbage,

Til et foredrag, jeg for nyligt var til, stod Ekstrabladets Poul Madsen og Zetlands Lea Korsgaard over for hinanden til en debat om mediernes rolle nu og i de kommende år. De to har nyhedsbranchen tilfælles, og det er omtrent dét. På alle parametre er de hinandens modsætning, når det kommer til at håndtere deres fælles embede. Poul Madsen fortalte stolt, at EB.dk udgiver 300 ”artikler” dagligt. 300. Det lader vi lige hænge lidt. Artiklerne kan blive brygget på minutter – det tager jo ikke lang tid at kopiere et andet medies indhold og ændre

[ 21 ]

Hvis nyhedsmedierne skal finde vej ud af krisen, må vi som brugere stoppe med hovedløst at drysse likes og clicks ud på den sti, der fører til overfladiske beretninger, ligegyldigheder med chokeffekt og deciderede usandheder. For de følger den sti, hvor end den fører hen. lidt i ordlyden. Til sammenligning udgiver Zetland højst 5 artikler dagligt, som journalisterne bruger dage og nogle gange uger på at skrive. Så kan vi jo som forbrugere bare vælge det gennemarbejdede kvalitetsjournalistik. Så nemt er det desværre ikke. Mediehusenes forklaring ligger ellers lige til højrebenet: Så længe efterspørgslen på clickbait, breaking og fake news er der, hvorfor så ikke udbyde det? Det er bare for nemt. Alt for nemt at lade alle pilene pege på forbrugeren. Og det er blevet en sovepude; en undskyldning for ikke at kigge indad. Så lad os på brugernes vegne kigge indad: Selvfølgelig bidrager vi til at udstikke vejen for nyhedsmedierne, når vi klikker rundt i nyhedsjunglen. For det kræver altså en overordentlig standhaftig karakter at ignorere overskrifter som ”Chok-fund på kirkegård: Menneskeknogler til gratis afhentning” eller ”Her ender hans pytonselfie helt galt” (ja, de er plukket lige fra de overfyldte hylder på EB.dk). Mit bud er, at vi læsere ikke ville lede febrilsk efter den slags historier, hvis ikke de var der. Og hvis ikke de blitzede i neonfarver som lysshowet til en Skrillex-koncert. Som Poul Madsen endnu mere stolt fortalte, så er det netop de hurtige og

[ 22 ]

opmærksomhedsvækkende historier, der gør det muligt for Ekstra Bladet at lave store afsløringer og indimellem bringe dybdegående journalistik. Hvis du ellers kan finde det mellem alle de hurtige fix af lokkende overskrifter, der lover mere, end de kan holde. Er det virkelig prisen, der skal betales for en gang imellem at blive begunstiget med kvalitet? 299 ligegyldige artikler for én gennemarbejdet? Har journalistikken undergravet sin egen branche i så stor stil, at chefen for landets mest besøgte nyhedssite roligt kan erkende, at han bedriver ligegyldige banaliteter som forudsætning for indimellem at leve op til journalistikkens ædle formål? Det korte svar er ja. Og det er alle de tidligere nævnte symptomer et klokkeklart tegn på. Lad os derfor tage den konstruktive kasket på. Hvis nyhedsmedierne skal finde vej ud af krisen, må vi som brugere stoppe med hovedløst at drysse likes og clicks ud på den sti, der fører til overfladiske beretninger, ligegyldigheder med chokeffekt og deciderede usandheder. For de følger den sti, hvor end den fører hen. Og så til nyhedsjournalisterne. I jeres famlen efter noget at klynge jer til vil jeg foreslå at genopdage journalistikkens ædle kunst; At bidrage til oplysning med dybde og perspektiver på, hvad der foregår i det samfund, som vi er en del af. Hvis vi som forbrugere skal tænke over, hvem og hvad

vi giver vores dyrebare klik med musen, så må det forventes, at der er noget substans i det, vi kan vælge at klikke på. Der findes sundhedstegn i det brogede nyhedslandskab; Zetland er et af dem. Ved det seneste store terrorangreb (eller rettere: det seneste, som kom tæt nok på vores bevogtede grænser til, at medierne orkede at skrive om det) skrev Zetland med få sætninger om hændelserne efterfulgt af sætningen: ”Vi trækker lige vejret et par dage og vender tilbage, når vi har det fulde billede af begivenhederne”. Et modigt og tiltrængt træk i det evige kapløb om at være først med det nyeste, ligegyldigt om det kun baserer sig på gisninger og til tider falske informationer. Lad os derfor alle tage en kollektiv dyb indånding – helt ned i maven – og give tid og plads til det, der har substans. Så kære nyhedsmedier. Fra bunden af mit idealistiske hjerte: Vil I ikke nok tage ansvar? Det lyder banalt. Som det ser ud lige nu, kræver det dog en grundlæggende ændring i måden at bedrive nyhedsjournalistik. Et lynkursus i krisehåndtering er ikke nok. Succeskriteriet må aldrig være opmærksomhed for opmærksomhedens skyld. Hvis vores opmærksomhed virkelig er så flygtig, som I siger, så brug den i det mindste til at gøre os klogere på verden.

[ SPØRG REDAKTIONEN ]

TEKST: REDAKTIONEN

SAMSON spørger redaktionen

Hvor går grænsen for, hvad man kan dele på de sociale medier? Simone Korsgaard, Redaktør

Tonje Kromann Nissen, Redaktør Det er klart at gå over grænsen, når folk - unge som gamle - trashtalker andre brugere på de sociale medier. Jeg forstår ikke, hvordan man kan svine folk til, som man ikke sidder overfor, og oftest slet heller ikke har mødt. Skulle vi ikke tage at bruge de sociale medier på noget mere konstruktivt?

Én ting er, hvem og hvad man deler billeder af på Instagram. En anden er, hvad man skriver, når man sidder i sikkerhed bag sin skærm. Negative, ukonstruktive og unuancerede holdninger – hvad enten de er politiske eller handler om sidste uges X Factor – hører efter min mening ingen steder hjemme i det offentlige, online rum.

Simone Nørrebo Sørensen, Layouter Jeg synes det er at gå over grænsen, når kendte mennesker konstant lægger billeder ud af deres børn på de sociale medier. På kendtes profiler blandes børnebilleder f.eks. med markedsføring for tøjmærker, hvilket virker som en svær balancegang. Men hvad med børnene, har de ikke også noget at skulle have sagt? Jeg synes det er værd at tænke over, når nu deres profiler ofte er offentlige for alle, og de har utrolig mange, der følger med.

Lasse Muxoll Buch Schrøder, Skribent De forskellige sociale medier har hver deres retningslinjer for opslag og delinger. Fælles for dem er, at de er latterlige og indskrænkende. Jeg synes som udgangspunkt ikke, at man bør sætte en grænse for, f.eks. hvilke ord et opslag må indeholde eller hvilke kropsdele, der må portrætteres. Grænsen går nærmere ved diskrimination - det hører ganske enkelt ikke hjemme.

Camilla Bofill, Fotograf For mig går grænsen, når en person er skyld i at en anden krænkes på sit privatliv. Der er ikke en fastlagt grænse, fordi den er individuel, men så snart personen føler sig udsat, er der tale om at gå over grænsen. Derfor er det vigtigt altid at have hinandens accept.

Mette Harbo, Skribent Jeg synes det er grænseløst irriterende med halve historier og indforståede opslag. "Så fandt man ud af, hvem ens sande venner er!!" Ok, du vil have opmærksomhed, we get it. Men kan du så ikke fortælle hele den dramatiske historie i stedet for at skrive den i PB?

Jonas Stenger Andersen, Skribent

Nynne Krogh Kisbye, Skribent For mig går grænsen, når man deler uden andres accept. Det er som om, det er blevet en dille at tage billeder af folk i det offentlige rum, uden at de ved det, og dele med andre. Det synes jeg er super grænseoverskridende.

Kathrine Bock, Skribent

For mig at se, går man over grænsen, når et opslag på de sociale medier udelukkende består af personlig hetz og svinerier. Hvorfor er det blevet kutyme at gå efter manden frem for bolden? Det er da en trist udvikling...

Nicklas Asschenfeldt Andersen, Skribent

Personligt går min grænse, når ens Instagram- og Facebookvenner deler billeder af kisten fra den afdødes begravelse med den klassiske billedbeskrivelse: "Himlen har fået en ny stjerne". Død skal ikke være et tabu, og der skal også være plads at udtrykke sorg online. Det er en svær balancegang netop fordi at sociale medier er et forum, hvor iscenesættelse er i fokus, og jeg synes derfor, at billedet af kisten hurtigt bliver misbrugt til at hente en masse likes.

Astrid Basse Krogh, Layouter Der er som udgangspunkt ingen grænse for, hvad man kan dele på de sociale medier. Det er det, som er fantastisk og farligt på samme tid. Grænserne på sociale medier er både personligt, socialt og kulturelt betinget, og de er i høj grad dynamiske. Netop derfor er det vigtigt at have respekt og forståelse for andres grænser og ikke kun ens egne.

For mig går grænsen, når en person er skyld i at en anden krænkes på sit privatliv. Der er ikke en fastlagt grænse, fordi den er individuel, men så snart personen føler sig udsat, er der tale om at gå over grænsen. Derfor er det vigtigt altid at have hinandens accept.

Laura Soelberg Ravn, Korrekturlæser Jeg synes helt sikkert, at det er over grænsen, når man deler billeder uden folks samtykke, ligegyldigt hvilken grad det er i. Det sker desværre rigtig ofte, og jeg synes generelt, at folk skal bruge fornuften noget mere, når de interagerer på nettet.

[ 23 ]

[ ON/OFF LISTEN]

TEKST: REDAKTIONEN

on/

@ULRIKKEFALCH PÅ INSTAGRAM Du kender hende sikkert som den entusiastiske og naive Vilde i NRK-serien Skam, men hvis du endnu ikke følger kvinden bag karakteren, Ulrikke Falch, på Instagram, så går du altså glip af noget! Serr! Krydret med en stor portion selvironi uploader den unge nordmand alt fra dobbelthager til mavedeller, og det er dejligt befriende i en verden, hvor avocadomadder, outfitbilleder og fitnessmodeller hersker.

AARHUS 2017 Den 21. januar 2017 oprandt dagen endelig. Den officielle åbning af Aarhus og resten af Region Midtjylland som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Rundt om i byen er fortovsfliser blevet skiftet ud, og kalenderen er fyldt op med et utal af kulturelle events. Ikke mindst giver begivenheden anledning til en lang række oplagte Instagram-opdateringer! To gode eksempler er det oplyste rådhustårn fra åbningsceremonien og det lysende ”The Same For Everyone”-skilt i rådhusparken.

VR LIMITLESS I februar åbnede Nordeuropas største virtual reality-café i hjertet af Aarhus, nærmere bestemt Frederiksgade 33. Her kan man afprøve forskellige VR-spil med og mod sine venner, og der er masser af plads til at bevæge sig og bruge hele kroppen. VR Limitless er et tydeligt tegn på, at virtual reality er kommet for at blive – og det er helt klart on, at teknologien ikke kun er forbeholdt de få længere!

NYE PODCASTS At podcastformatet er on er ikke i sig selv en nyhed, men til gengæld dukker flere og flere nye danske podcasts op. Senest har Peter Falktoft og Esben Bjerre, der brød igennem æteren som radioværter på P3, startet Her Går Det Godt, hvor de to gode venner ugentligt vender verdenssituationen. I Den Grå Side inviterer musiker Søren Rasted hver uge gæster i studiet for at læse erotiske historier fra Ugens Rapport op. God underholdning! Hermed to varme podcast-anbefalinger fra redaktionen.

[ 24 ]

ROYAL ARENA Danmarks nye multiarena skal huse alt fra koncerter til svømning, ishockey og fodbold. Arenaen vil uden tvivl give Boxen i Herning kamp til stregen i konkurrencen om at huse de største musik- og sportsbegivenheder. Så mens de to giganter kæmper, kan vi andre gå og glæde os til alle de store events, Royal Arena skal lægge gulv til fremover.

KIRSTEN BIRGIT SCHIØTZ KRETZ HØRSHOLM Kirsten Birgit er Danmarks reelle kulturdronning. Hun ser lige igennem magthaverne og piller dem og deres evindelige spin fra hinanden med kirurgisk præcision. Ingen er for fine til at komme under (knapt så) kærlig behandling med Kirsten Birgits satiriske skalpel.

off -listen Hvilke medietendenser begejstrer os, og hvilke krummer vi tæer over?

STORY-FUNKTIONEN I MESSENGER Først kom Snapchats My Story-funktion, så fulgte Instagram trop, og så skulle man måske tro, at vi nu har mere end rigeligt med muligheder for at følge med i hinandens liv. Ikke desto mindre har Messenger nu tilføjet funktionen Min dag, der giver os mulighed for… ja, godt gættet! At uploade et billede, som vores venner og bekendte kan se de næste 24 timer. Facebooks Messenger-app fungerer fint som dét, den er. Så lad os stoppe dér. Nu, tak!

BLOMSTERBERG FORLADER DEN STORE BAGEDYST Det var en sorgens dag, da det blev offentliggjort, at Mette Blomsterberg ikke længere skal være dommer i DR’s Den Store Bagedyst. Blomsterberg har i løbet af programmets fem sæsoner lært os alle, hvor vigtigt det er, at en kage har et flot snit og at moussen har sat sig – og det bliver uden tvivl en stor opgave at løfte for ham eller hende, der skal følge i Blomsterbergs fodspor. Snøft!

SÆSON 117 AF PARADISE HOTEL Ja, den er god nok. Det er blevet forår, og det betyder, at TV3 endnu engang blænder op for azurblåt hav, drinksparaplyer og drama og lader en flok unge danskere tjekke ind på Paradise Hotel. Selvom vi her på redaktionen er ved at være trætte af konceptet, tør vi alligevel ikke afvise, at vi en aften kommer til at zappe forbi – for det er jo altså lidt spændende, når der kommer “breeeeeeeev”!

TRUMP PÅ SOME I efterårets udgave af ON-/OFF-listen bad vi til, at den amerikanske valgkamp snart ville være forbi. Nu spørger vi os selv, om det havde været bedre, hvis den var fortsat lidt endnu. For selvom Trumps indsættelse for længst er overstået, handler historierne om den amerikanske præsident om meget andet end reel politik. Derudover kan man hverken åbne Facebook eller scrolle igennem Instagram uden at se fjollede Trump-memes eller læse overskrifter om fake news og alternative facts. Det tegner til fire spændende år…

[ 25 ]

[ MIG OG MINE MEDIER ] ABDEL AZIZ MAHMOUD

OM ABDEL Abdel er uddannet journalist og blev i 2004 praktikant på DR Nyheder. Siden har han tilføjet en hel del titler til CV’et og er i dag en af tidens mest profilerede journalister. For tiden er han aktuel som vært på programmet ”Adgang med Abdel” på DR2. Her går han bagom højaktuelle emner og følger nogle af de mennesker, der blander sig i aktuelle debatter for at give et indblik i deres hverdag, som vi ellers sjældent får indblik i. I april 2016 udkom han med bogen ”Hvor taler du flot dansk” om hans egen historie og vej til integration i det danske samfund. Med bogen fik han en markant stemme i den offentlige debat om indvandring og integration.

FOTO: PRESSEFOTO

[ 26 ]

MIG OG MINE MEDIER

ABDEL AZIZ MAHMOUD Mig og mine sociale medier

Lige nu lytter jeg til... Mange podcast, fordi jeg kører landet rundt i bil og holder foredrag. Jeg har lyttet meget til Third Ear - jeg slugte "Kvinden med den tunge kuffert" råt. Hold kæft, det er godt fortalt. Ellers hopper jeg rundt mellem Stream Team, Monopolet og gamle P7 Mix Maraton (f.eks. 7 timer med boy bands eller 7 timer med break-up-sange!)

Forleden var jeg på ferie på Seychellerne, og jeg skrev nærmest 8 Facebook-indlæg og 100 tweets, mens jeg snappede og instagrammede konstance. Men jeg skruer ned for det, når jeg har virkelig travlt. Jeg ved godt, at de fleste gør det omvendt. Bruger SoMe i hverdagene. Men det svinger virkelig. Jeg er klart mere en twitter-mand (@ AbdelsTweet), når der er noget stort i fjerneren, som X Factor eller valgaften, mens jeg bruger Facebook til at skrive indlæg, som jeg ikke orker at vente flere dage på skal nå avisspalternes kroniksider. Jeg er svagest på Instagram (Abdelight) og Snappen (Abdelight), fordi min mad simpelthen ikke er spændende nok, og min sixpack ikke er nok on fleek til de medier.

Lige nu klikker jeg ind på... Det er sjældent, at jeg går ind på en hjemmeside. Gør man det mere? Er det ikke meget 2013-agtigt? Jeg starter som regel bare på FB eller Twitter og ser, hvad der falder min vej. Men ellers er DR.dk altså landets bedste startside. Det skal jeg sige, I know. Så det gør jeg. Hov vent, er Momondo ikke en hjemmeside? Jeg skal have købt billetter til tre kommende ferier, så der er jeg også meget for tiden.

Lige nu ser jeg... Lige nu læser jeg... Jeg har 12 bøger ventende på mig ved sofabordet. Det er en blanding af bøger af komikerne Kathy Griffin og Amy Schumer og så Morten Papes "Planen" og gode gamle Jussi Adler Olsen.

Happy Valley - BBC-krimi på Netflix. Den er fantastisk godt spillet og meget realistisk. Jeg elsker britisk crime som Broadchurch og The Fall.

[ 27 ]

[ FOTOSERIE ]

JONAS KRØYER, DAGHØJSKOLEN I AARHUS

”Folk tror ofte, fejlagtigt, at mine fotos er digitalt manipuleret”

onas Krøyer, som i øjeblikket studerer kunstfotografi på Daghøjskolen i Aarhus, og tidligere på Medieskolerne i Viborg, har arbejdet med fotografiet som medie i mange år, genremæssigt både som fotojournalistik, reklamefoto og det konceptuelle eller kunstneriske foto. Med en meget personlig, lidt nørdet og til tider provokerende tilgang til fotografiet har han vundet adskillelige internationale priser og samarbejdet med store kunder verden over lige fra det amerikanske Wired Magazine til det danske fagblad Ingeniøren. Udover at søge det grænseoverskridende i sine motiver går Jonas også stik imod nutidens tendens indenfor fotoverdenen. Han fotomanipulerer nemlig ingen af sine motiver digitalt, men lægger derimod stor vægt på selv at finde eller opbygge alle fotografiske foran kameraet. ”I en verden, hvor alt i dag kan lade sig gøre med digital manipulation, finder jeg det mere interessant at lave det uventede”. Jonas’ fotografier er produkter af hans personlige reaktioner på det moderne samfund,

samt en billedgørelse af hans måde at opleve verden på. “Jeg opfatter samfundet som et sted, hvor vi ofte farer vild i en kaotisk mængde af sandhedsfragmenter uden et samlende overblik. Mine fotos er blot et grafisk udtryk for en personlig oplevelse af diskrepanser, sammenfald og ordlege imellem disse fragmenter. Med lidt held kan jeg tilbyde en alternativ vinkel på noget dagligdags.” Jonas bestræber sig på at tage billeder, som kan skabe en reaktion hos beskueren, men samtidig understreger han, at han ikke prøver at diktere, hvad folk skal føle. Han ønsker blot, at fotoet skal tale for sig selv og igennem beskueren danne sin egen historie eller åbne for en dialog. Jonas føler selv, at kunst om muligt bør rykke ved folks grænser: ”Hvis en beskuer oplever mine billeder og i en eller anden grad føler sig påvirket eller ændret, så er mit mål som fotograf blevet indfriet”.

@Cherry13

En stor debat om pædofili i samfundet fik Jonas til at stille spørgsmålet: Hvordan kan et sådan emne billedgøres? Fotoet blev Jonas’ svar på dette og et produkt af hans tanker om det ellers frygtelige og tabubelagte emne.

[ 28 ]

[ 29 ]

[ 30 ]

012017 and the promise of greatness Jonas begyndte efter Donald Trumps nominering som præsidentkandidat at overveje forholdet mellem et moderne magtmenneske og en klassisk monark. Efter lang tids research, samt grafisk inspiration fra en artikel og fotos i New York Times, der tydeligt viste en lighed mellem Trumps og Louis XIV’s smag for interiør og rigdom, konstruerede Jonas en mellemting mellem en funktionel bjørnefælde og en guldbelagt krone.

Chasing happiness Efter at have boet i års tid i Cambodia, ønskede Jonas at vise en kontrast mellem østlig og vestlig tankegang. På den ene side var det store Cambodianske udvalg af skønhedsprodukter med skin-whitener, sammen med en reklametendens med lyse mennesker afbildet som repræsentanter for det gode liv. Dette stod i skærende kontrast til den vestlige opfattelse af skønhed, hvor vinterens bleghed hurtigst muligt skal ændres til en solbrun sommerglød. Jonas fortæller, hvordan det tog omtrent et år fra idéfasen, til han havde fundet den rette model og makeup-artist, og derudover 4-5 timers makeupforberedelse, inden billedet blev taget.

[ 31 ]

No title Jonas, som selv næsten har været afhængig af soft drinks i en periode, har ligeledes oplevet, hvordan han altid har kunnet finde et sted at købe Coca Cola, selv blandt Masaier og vilde dyr og væk fra den moderne civilisation i Tanzania. Sammenholdt med en markant stigning af type-2 diabetes også i den tredje verden, blev dette foto en reaktion på Jonas’ egen personlige oplevelse af den indflydelse et almindeligt nydelsesprodukt kan have på verden.

SE MERE AF JONAS’ ARBEJDE PÅ

WWW.JONASKROYER.DK [ 32 ]

[ CPH:DOX 2017 ]

CPH:DOX* HVAD ER CPH:DOX? CPH:DOX er i løbet af de sidste seks år gået fra at være en lokal filmfestival til at være den tredjestørste og mest nytænkende dokumentarfestival i verden. Festivalen finder i år sted d. 16.-26. marts med centrum i Kunsthal Charlottenborg i København, ligesom en lang række dokumentarfilm vises i biografer landet over. Derudover rejser DOX:ON:TOUR rundt i mere end 35 kommuner med filmvisninger, events og debatter. Du kan se det fulde program på www.cphdox.dk/program. Her præsenterer vi dig for en række udvalgte film, der har med medier og journalistik at gøre:

FOTO: STILL FRA FILMEN

CITY OF GHOSTS

CAMERAPERSON

Instruktør: Matthew Heineman. Spilletid: 90 min.

Instruktør: Kirsten Johnson. Spilletid: 102 min.

Ingen af de brave, syriske reportere i 'City of Ghosts' havde regnet med at bruge (og satse) deres liv som journalister. Men da ISIS rykkede ind i Raqqa i kølvandet på det arabiske forår, havde de ikke andet valg end at dokumentere ISIS' horrible overgreb på befolkningen i en mediekrig på Facebook, Twitter og via krypterede videoklip fra forfronten i det hærgede land. Under banneret 'Raqqa is Being Slaughtered Silently' - og under konstante dødstrusler - rapporterer gruppen til en verden, der længe vendte det blinde øje til borgerkrigen. En overvældende stærk film af Matthew Heineman ('Cartel Land').

Den amerikanske filmfotograf Kirsten Johnson har været kamerakvinde for andre i 25 år, og har sat sit formidable fingeraftryk på film fra 'Fahrenheit 9/11' til 'Citizenfour'. Med 'Cameraperson' har hun samlet en collage af øjeblikke hun har filmet undervejs. Fra Bosnien til Darfur, og fra Yemen og hjem til Johnsons egen mor i udkants-USA. Et fænomenalt katalog over menneskelige momenter i al deres vældige skrøbelighed, men altid usentimentalt og med en ægte interesse for den andens liv. Og det er altså et godt bud på, hvad dokumentarisme handler om.

[ 33 ]

[ CPH:DOX 2017 FORTSAT ]

SHOT! THE PSYCHOSPIRITUAL MANTRA OF ROCK Instruktør: Barnaby Clay. Spilletid: 95 min. Fotografen Mick Rock er en af de få, der faktisk fortjener at blive kaldt en legende. En poet med et kamera, en psykedelisk opdagelsesrejsende og en kulørt kronikør af sin generations drømme. Vilde tider og båndede samtaler med superstar-venner som Lou Reed, Bowie, Iggy Pop og moderne ikoner som Karen O og Father John Misty danner sammen med heftige fester og banebrydende musik på Londons glamrock-scene og i New Yorks aggressive punk-undergrund rammen om Rocks tilbageblik på et langt liv i musikkens og fotografiets tjeneste. Heldigt for alle os andre, at han var der til at tage billeder af det hele.

FOTO: STILL FRA FILMEN

FRANCE Instruktør: Raymond Depardon. Spilletid: 83 min. Magnumfotografen Raymond Depardon er også en af fransk films store, klassiske dokumentarister. I sin nye film er han rejst land og rige rundt med en campingvogn indrettet som en stue, hvor Depardon inviterer folk indenfor to og to, og simpelthen lader dem tale med hinanden mens kameraet ruller. En række samtaler, der kommer vidt omkring og giver et meget menneskeligt øjebliksbillede af franskmændene på et tidspunkt, hvor Marine le Pen buldrer frem. Men hvor det ikke er alle, der buldrer med. Med campingvognen som en slags offentlig dagligstue bekender Depardons gæster sig til hinanden (og os), mens værten selv holder sig beskedent i baggrunden. 'France' er nemlig holdt i faste billedrammer, og afbryder ikke nogen når der tales. Depardon besidder til gengæld veteranens evne til at lade store fortællinger vokse ud af små øjeblikke og flygtige observationer.

[ 34 ]

FOTO: STILL FRA FILMEN

[ CPH:DOX 2017 FORTSAT ]

FOTO: STILL FRA FILMEN

ALL GOVERNMENTS LIE Instruktør: Fred Peabody. Spilletid: 90 min. 'All Governments Lie' er en skarp journalistisk thriller, der stiller spørgsmålstegn ved den måde, vi lever vores liv på, nyhederne vi læser, og politikerne vi vælger. I dag er dybdeborende journalistik, der undersøger og kritiserer regeringers politik, i høj grad afløst af sensation- og tabloidpresse i jagt på høje læser- og seertal. Regeringer og virksomheder bliver ikke holdt ansvarlige for hverken bedrag eller den stigende overvågning af borgeres private liv. Derfor har uafhængige journalistiske stemmer som Michael Moore, Glenn Greenwald, Jeremy Scahill og Amy Goodman, aldrig været mere vigtige. I 'All Governments Lie' hører vi deres historie, samt historien om den ikonoklastiske og rebelske journalist I. F. Stone, der har haft enorm indflydelse på nutidens uafhængige journalister. En dokumentar for alle, der stiller sig bare lidt kritiske over for de folkevalgte politikere, eller for alle der mener, at journalistikken står over for et vigtigt og væsentligt skifte.

RADIO KOBANI Instruktør: Reber Dosky. Spilletid: 72 min. 'Radio Kobanî' er en ekstraordinær historie om en ung kvindes kamp for sin lokale radiostation i den krigshærgede kurdiske by Kobanî i Syrien. Filmen følger den 21-årige radioreporter Dilovan, mens hun i kølvandet på Islamisk Stats blodige kampe i byen, prøver at genskabe indbyggernes livsgnist gennem daglige radioreportager. For skønt de lokale tropper i Kobani vinder slaget mod ISIS, har brutale henrettelser, utallige døde og rådnende lig sat sine uudslettelige spor i byens indbyggere. Som Dilovan selv siger: "Krig har ingen vindere". 'Radio Kobani' er en nær personlig fortælling om tab og uudgrundelig sorg - men også en sjælden inspirerende historie om heling, mod, håb og kærlighed. Og om hvordan en enkelt kvinde kan opstøve de små glæder, selv under resterne af en sønderbombet og sønderrevet by. FOTO: STILL FRA FILMEN

[ 35 ]

[ TEMA ]

TEKST: NICKLAS ASSCHENFELDT ANDERSEN , MEDIEVIDENSKAB, AU

EN BÃ&#x2DC;SSEKAGE DER SKABER

SHITSTORM

FOTO: LINETTE ODGAARD / DR

[ 36 ]

Det er sjældent, at man kan gøre danskere sure over lidt jordbærmousse og vaniljebunde. Dog kan det være tilfældet, hvis temaet er stødende nok. Sidste efterår kunne Danmarks Radio mærke varmen fra de mange utilfredse seere, da DR overtrådte danskernes grænse for sexisme i det familievenlige underholdningsprogram Den store bagedyst. Mange danskere valgte at give deres mening til kende på de sociale medier. Men hvorfor kommer danskerne helt op i det røde felt over et underholdningsprogram, som handler om kage?

iskussionen udsprang af et afsnit i tv-programmet Den store bagedyst, hvor deltageren, Gunnar Wies Reinhardt, blev sendt ud af konkurrencen, fordi han havde lavet en kage, der i dommernes smag ikke var mandig nok. Dette delte vandene hos danskerne, da nogle mente, at det var et forældet billede, dommerne havde af kønsrollerne, hvor andre mente, at det var Gunnar, som havde misforstået temaet. Man kan spørge sig selv, om danskernes sensitivitet er blevet for stor, og om grænsen for, hvad man kan diskutere og ytre sig om i det offentlige rum, er blevet sænket. Det fik også den tidligere landsformand for Liberal Alliances Ungdom og nuværende fast debattør for Politiken, Rasmus Brygger, til tasterne på Twitter med kommentaren: “Se med i næste uges #denstorebagedyst hvor der er Danmarkstema og den eneste ikke-hvide ryger ud #påforkantmedfordommene”.

BARNEDÅB ELLER POLTERABEND? Danskerne blev fascineret af dette underholdningsprogram, der var et af de mest sete tv-programmer på dansk TV i 2016. Over én million danskere sad onsdag aften klistret til skærmen, hvor temaet var ”mandehørm.” I udsendelsen understregede Gunnar, at han ikke var Paintball-typen, men at han i stedet var mere ”hyggetypen.” Derfor skulle kagen også være inspireret af hans egen polterabend: ”Kagen er også inspireret af min egen polterabend, hvor vi spiste tapas på havnen, så cliffdiving og var til sumobrydning og på rodeotur”, forklarede han til BT. Gunnars kage ramte ikke ind i dommernes hjerter. Kagen var så umandig, at det fik Mette Blomsterberg til at associere den mere med en barnedåb end en polterabend. Hun udtalte i programmet: ”Jeg

synes, det er en barnedåbskage. Smagsmæssigt er det også lidt det, jeg tænker. Selv babyer kan være med, for det er så mildt og forsigtigt.” PAS PÅ FORDOMMENE! Rasmus Brygger forklarer til SAMSON, at det var problematisk, at en public servicekanal foretog fordomsfulde forestillinger om kønsroller: ”Det signal som de kom med der, det var, at Gunnars form for homoseksualitet ikke var maskulint. Det, synes jeg, faktisk er ret problematisk, at DR er nødt til at sende sådan et signal, uanset om det var bevidst eller ej.” Yderligere argumenterer han for, at det er moralsk angribeligt, at Danmark Radio vælger at spille på fordommene, der er i samfundet. ”Det handler ikke om sexisme eller homofobi. Det handler om en bagedyst, og det er en konkurrence, hvor vi skal sige farvel til en deltager hver uge. Dommerne beslutter sig ud fra en faglig vurdering af det produkt, deltagerne har lavet - og på, om den opgave, der er beskrevet, er løst”, lød

Det, synes jeg, faktisk er ret problematisk, at DR er nødt til at sende sådan et signal, uanset om det var bevidst eller ej.

[ 37 ]

[ TEMA FORSAT ]

det fra chefen for programmet, Søren Juul Baunsgaard, som svar på de mange kritiske røster.

[ 38 ]

På DR’s hjemmeside skrev de dagen efter udsendelsen, at det blandt andet var disse to kriterier, der lå bag dommernes faglige vurdering, da temaet var mandehørm: ”Smag og i særdeleshed udseende skal ose af din fortolkning af begrebet ”mandehørm”, og ”kagen skal selvfølgelig smage godt, men der vil især blive lagt vægt på den gode idé og udførelsen.”

Ifølge Brygger er det okay, at programmet tager udgangspunkt i de stereotype forestillinger, der er i samfundet. Men programmet bør undlade at bekræfte forestillingerne undervejs i udsendelsen. Han forklarer til SAMSON: ”Problemet er, når man gør sig klog af forståelse. Altså at der er én måde at være maskulin på, at der er én måde at være dansk på, at der er én måde at være kvinde på. Så må man jo også acceptere, at hver især har nogle forskellige forståelser af, hvad det vil sige at være maskulin.”

I programmet udtalte Mette Blomsterberg, at det var altafgørende, at deltagerne forstod temaet. Hun uddybede ved at sige, at der var mulighed for at fortolke på temaet, men pointerede, at der burde være en stemning af lidt mandehørm.

MAN SKAL YTRE SIG, HVIS MAN ER UTILFREDS! Efter Brygger havde en misfornøjet oplevelse af programmet, valgte han også at gøre omverdenen opmærksom på dette. Han valgte at skrive på Twitter, hvor man

Danmarks Radio kunne mærke utilfredsheden.

kan handle hurtigt, uden at der forekommer en alt for seriøs og langvarig debat, modsat Facebook. Desuden er det vigtigt for Brygger, at man skal gøre noget i samfundet, hvis man er utilfreds med det. ”Hvis der er noget, man er utilfreds med, så må man jo også ytre den utilfredshed. Det synes jeg er ens borgeransvar”, udtaler han til SAMSON. Han uddyber, at han skrev på Twitter, fordi han ønskede at skubbe til tingene, således at

Danmarks Radio kunne så sandeligt også mærke, at de havde trådt ved siden af. Dagen efter programmet blev vist, kom de selv med en beklagelse af programmets tema. DR skrev på Facebook: ” Det har ikke på nogen måde været [sic] vores intention at støde eller skabe skel. Vi beklager, at det er dét, der er sket - og en anden gang vil vi sikkert angribe sådan et tema anderledes og sikre en større nuancering.” Man kan nok regne med, at næste gang Timm Vladimir siger ”klar, parat, bag”, vil de programansvarlige være mere opmærksomme på, hvilke temaer der skal med i programmet, så danskerne ikke får kaffen galt i halsen – igen.

"DEN STORE BAGEDYST" Konceptet i Den store bagedyst er blevet inspireret af den engelske udgave The Great British Bake Off. Den store bagedyst handler om, at deltagerne ugentligt kommer ud for tre udfordringer inden for bagning. I hvert afsnit er der et bestemt gennemgående tema – det kan være alt fra valentinsdag til fastelavn. Disse tre udfordringer bliver bedømt af dommerne, og deltageren som har klaret sig dårligst ryger hjem. Udskillelsesløbet fortsætter, indtil der er tre deltagere tilbage, som i finalen kæmper om at blive ”Danmarks bedste amatørbager.”

FOTO: CARSTEN MOL / DR

[ 39 ]

[ TEMA ]

FOTO: MASTIFF

[ 40 ]

TEKST: NYNNE KIESBYE, MEDIEVIDENSKAB, AU

OVER

GRÆNSER RIIS

MED

R O ING OG M

De har sammen sprunget i faldskærm, prøvet verdens vildeste rutchebane, skudt med automatvåben og delt en joint. For mange lyder dette nok som beskrivelsen af to unge menneskers rejse, men faktisk er det en beskrivelse af et fåtal af de grænseoverskridende oplevelser tv-vært, Jacob Riising, og hans 75-årige mor, Brita, har haft undervejs i to sæsoner af DR-programmet På rejse med Riising og Mor. Men hvordan udfolder det sig, når man parrer bedstemor med bungee-jump og familieforhold med kamerahold?

den nutidige tv-sendeflade findes rejseprogrammer i efterhånden utallige former, afskygninger og koncepter. Danskerne er vilde med ideen om at opleve, lære og sanse andre kulturer eller verdensdele gennem skærmen, mens de sidder på egen sofa i trygge rammer. Ideen om et tv-koncept med mental grænseoverskridelse eller fysisk udfordring som tema er heller ikke nyt, men derimod før

kedeligt bare at lave et rejseprogram,” fortæller Jacob Riising gennem telefonen, hvor han ringer fra København. ”Men da jeg så sad til mødet, så pitchede de den her ide for mig, og så sagde de ’og det er med din mor.’” Således kom ideen om På Rejse med Riising og Mor altså først på bordet. Hvad der var overraskende, var, at Jacob Riising ikke umiddelbart lod sig afskrække af konceptet om at rejse ud og kaste sig

relationer ikke var helt ligetil. ”Jeg ved ikke, om du kan forestille dig det, men det er jo bare pisse pinligt at have sin mor med på arbejde,” fortæller Riising, der også i samme ombæring måtte genopleve barndommens spørgen om lov: ”Hver gang jeg holdt møde med DR, så sluttede det altid med, ’det skal jeg lige spørge min mor om, om er okay’.”

set i form af Robinson Ekspeditionen eller amerikanske underholdningsprogrammer som Jackass og Fear Factor. Men hvad sker der, når man beslutter sig for at krydse et rejseprogram med grænseoverskridelse? Og ydermere krydrer konceptet med forholdet mellem en tv-vært og hans pensionerede mor? Dette satte holdet bag På Rejse med Riising og Mor sig for at finde ud af.

over vilde udfordringer i selskab med sin mor – en idé købt og adapteret fra den engelske serie 50 Ways to Kill your Mammy. I stedet lod det til, at det vækkede en nysgerrighed i Jacob, der fortæller, ”at jeg med det samme tænkte: ’Hell no! Det kan man da ikke.’ Og da i hvert fald ikke sammen med min mor. Men samtidigt synes jeg også, at det var dét, der gjorde det pisse sjovt.”

DET KAN MAN DA IKKE! ”Jeg blev ringet op af produktionsselskabet Mastiff og spurgt, om jeg kunne tænke mig at komme til møde omkring et rejseprogram. Jeg tænkte, at det kunne da være sjovt nok – men at det umiddelbart var lidt

TAG DIN MOR MED PÅ ARBEJDE Allerede inden filmningen af programmet overhovedet begyndte, erfarede Jacob Riising dog sin første grænseoverskridende situation. Det viste sig nemlig, at det at blande sin mor ind i sine professionelle

MØDRE KAN OGSÅ OVERRASKE! Det skulle dog senere vise sig, at programmet ville byde på grænseoverskridelser i større grad end dét at tage sin mor med på job. Særligt i programmets første sæson kastede Jacob Riising og hans mor Brita sig ud i halsbrækkende udfordringer som bungee-jump, skydiving og zip-lining. Udfordringer man ved første øjekast kunne have svært ved at se en pensioneret kvinde begive sig ud i. Netop dette, fortæller Riising også, har været den første reaktion fra både bekendte og seere: ”Der er vildt mange der siger ’det havde jeg aldrig fået min mor til det der’. Og hvis jeg selv havde set det, havde jeg sagt det samme.” Hvad der dog formår at forbavse mange er, at

[ 41 ]

[ TEMA FORTSAT ]

[ 42 ]

FOTOS: MASTIFF + PRIVAT

Brita igennem programmet, gentagende gange forbløffer ved at kaste sig hovedkulds ud i disse udfordringer. Jacob fortæller, at Brita har konkluderet, ”at når man er 75 år, så kan man lige så godt tage den med på opleveren - og det er jo gået godt indtil videre.” Han fortsætter grinende med at forklare, at ”ofte siger hun, at hun er mere urolig for, at det er mig, der kommer galt afsted med et eller andet.”

selve udfordringen.”

SNAKKEN ER GULD VÆRD Til trods for På Rejse med Riising og Mors skildring af grænseoverskridende udfordringer, har programmets grundtanke siden start været en anden og noget mindre action-præget. Tanken var nemlig at komme hinanden tættere som mor og søn og styrke en relation, der i en

“KANALEN SEJLER OP AD” Processen med at lære hinanden bedre at kende har også undervejs, for Riisings vedkommende, ført nogle overraskelser med sig. Blandt andet under optagelser i Holland, hvor det umage par begav sig ind på en af Amsterdams famøse Coffeeshops. Forventningen til denne optagelse var, at Brita, der aldrig før havde røget så meget som en cigaret, hurtigt ville afslå at ryge hash. Dette skulle dog ikke blive udfaldet. En leende Riising fortæller, at: ”Det, der sker, er, at hun siger ’Gud det har jeg altid godt kunnet tænke mig’ og så ryger hun halvdelen af en joint og bliver knokleskæv. Pludselig kan hun ikke mærke sine ben og synes, at kanalen sejler op ad.”

årrække havde været nedprioriteret i en travl hverdag. Dette ønske om nærhed og dybde bliver særligt skildret i scenerne, hvor Mor-Brita oplever tvivl eller siger fra over for visse udfordringer. Programmets overordnede koncept er solgt til adskillige andre europæiske lande, og i flere af landene undlader de helt at vise scener, hvor mødrene siger fra. Dette gjorde de fordi, de ikke mente, at den slags scener var underholdende nok. Dette undrer Jacob Riising, fordi den slags sekvenser netop har været et af programmets store styrker på det danske marked. Han uddyber: ”Tit er det faktisk de scener, der er sjovest og bedst. Man er sammen med sin mor og har pludselig tid til at snakke om nogle ting. Den snak, der kommer, oplevede vi mange gange, kunne være mere interessant end

BRYD HVERDAGENS TRUMMERUM – SÅ KOMMER MAN HINANDEN VED Skal man vende tilbage til temaet om grænser, vil man måske blive overrasket over, at programmet også skubber til grænser på andre måder. For foruden at bryde med deres egne grænser, formår Jacob og Brita også at flytte på grænserne for forestillingen om et forhold mellem mor og voksent barn. Skildringen af en ny og anderledes tilgang til deres forhold har, ifølge Jacob Riising, skabt mange positive reaktioner. Han forklarer, at der efter programmets start ”er enormt mange, der skriver til mig: ’Nu har jeg sgu booket en tur med min mor!’ Eller: ’Jeg har inviteret mine børn ud at rejse!’”. En feedback, han personligt er glad for at modtage. ”Det har været min kæphest ved det her, at

det handler om at bruge tid sammen med nogen, man kender godt. Man skal gøre noget, hvor det ikke bare er det sædvanlige trummerum som en fødselsdag eller juleaften, hvor man falder ind i bestemte roller.” Riising pointerer altså her, at det i virkeligheden handler om at bryde vanen. Som han siger: ”Det behøver ikke at være, at man flyver om på den anden side af jorden. Det kunne også godt være, at man bare kører ud til sine forældres gamle folkeskole og ser det. Og så får man på den måde nogle nye historier, et nyt lag og lærer noget om dem.” En verden af muligheder Det skulle dog ikke kun være Riising, der gennem programmet kom sin mor ved. Dette blev synligt til premieren af program-

mets første sæson, hvor de inviterede, ikke alene Brita, men hele holdets mødre til at komme og se med. Riising klukker og siger: ”Så sad der syv pinlige mødre og hyggesludrede, og lynhurtigt blev det som om, at man var barn igen. Vi sad ved børnebordet og tænkte, at vi skulle have lukket det her arrangement ned, mens de bare sad og råhyggede sig, de der gamle damer.” Afslutningsvist er dette et meget sigende billede på effekten af På rejse med Riising og mor. For hvor både børn og forældre før så begrænsninger og normer for dem selv og samværet mellem dem, er der gennem Jacob og Britas skildringer nu åbnet op. Åbnet op for at se muligheder, oplevelser, nærvær og positive udfordringer - både personligt og i fællesskab.

[ 43 ]

[ TEMA ]

TEKST: SIMONE KORSGAARD, MEDIEVIDENSKAB, AU

Keld Reinicke om grænseoverskridende tv Siden han blev uddannet fra Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet i 1995, har Keld Reinicke udviklet et utal af tv-formater og -programmer. Derudover har han været programchef på TV 2 og været med til at starte kanalerne DR2, TV 2 Zulu og TV 2 Charlie. Og så er han protektor for SAMS. Langt fra Las Vegas, Lykkehjulet, Klovn, Dicte og mange flere. Med en lang række tv-programmer på sit CV ved Keld Reinicke et og andet om underholdningsfjernsyn, og vi har sat ham i tale for at spørge ind til hans holdning til mediernes grænser.

[ 44 ]

SAMSONs læsere er den første generation, som vokser op med flere levende billeder alle andre steder end på tv.

Du har lavet meget underholdningsfjernsyn i din karriere. Hvor synes du, grænsen går for, hvad man kan kalde underholdning? ”Alt tv skal være underholdende. Også faktaprogrammer og nyheder,” lyder svaret. ”Underholdning i sig selv er at fastholde seeren med din historie, så et virkelig godt faktaprogram har også en underholdningsværdi. Men det handler også om, hvor langt man tør gå.” Ifølge Reinicke bør man både tage højde for en kanals eller et programs målgruppe og brand, når man skal definere grænserne: ”En TV3-kanal kan gå længere end en TV 2-kanal, og DR2 kan gå kortere end DR3. En amerikansk tv-station kan gå længere end en europæisk tv-station, og en public service-station har nogle krav, som de kommercielle kanaler ikke har. Derudover har det noget at gøre med, hvor langt man kan gå med de brands, man har med at gøre.” Spurgt ind til, hvilke af hans egne programmer han husker som mest grænsesøgende eller anderledes, fremhæver Reinicke som det første Zulu Bingo fra 2003. Især husker han en episode, hvor en 18-årig seer fik tatoveret en tegning af et valgfrit Biva-møbel. Programmet var et af de første originale TV 2 Zulu-programmer og en forløber for nogle af de bingoprogrammer, der kører i dag. Samtidig var

det et af de første programmer, der interagerede med sine brugere på nettet.

Hvilket medielandskab møder vi nuværende studerende, når vi er færdiguddannede?

Et af de nyeste skud på stammen er Esben Bjerre og Peter Falktofts dækning af det amerikanske præsidentvalg 2016, #Valgamok, som Keld Reinicke ligeledes tog del i udviklingen af. I samarbejde med YouSee sendte de to værter live via Facebook fra en hotelsuite i Trump Tower i New York – dog uden at have fået nogen former for grønt lys eller thumbs up fra hotellet. Det betød også, at holdet ikke turde åbne for hvem som helst, når det bankede på døren.

Mens de kommende generationer af studerende stort set kun vil have oplevet, at tv foregår på mange forskellige platforme, har vores årgang af studerende oplevet en forandring: ”I er en transformationsårgang, som på egen krop har oplevet overgangen fra udelukkende at se tv på traditionel vis til i dag.”

”Må jeg så gerne skrive det?” ”Ja ja, det skriver du bare!” For Keld Reinicke handler det nemlig også om, at det skal være sjovt at lave tv. Hvad enten det er en komedieserie på TV 2 Zulu eller online valgdækning, der trodser alle normer for, hvad tv er og skal være. ”Det fede ved at udvikle nye tv-formater er, at man kan prøve mediernes grænser af hele tiden. Og jeg kan slet ikke lade være.” #Valgamok er et eksempel på, hvordan tv-seningen i løbet af de seneste år har flyttet sig væk fra de traditionelle kanaler og i stadigt højere grad finder sted online.

Samtidig påpeger Reinicke, at udviklingen skaber et generationsskel mellem os og vores undervisere, der ”bliver sat af”. De prøver at følge med, men uden held, fortæller han. Tingene ændrer sig for hurtigt, og man kan umuligt afgøre forandringens betydning uden selv at have oplevet den. ”SAMSONs læsere er den første generation, som vokser op med flere levende billeder alle andre steder end på tv,” og denne personlige erfaring bliver guld værd for os i vores videre uddannelse og arbejdsliv. Hvad er dit bedste råd til de studerende, der drømmer om en karriere i tv-verdenen? ”Gå efter at ramme dem, du selv står for!” I samspil med vores faglige og personlige netværk vil vores forståelse for og indsigt i nutidens medielandskab bane vejen for os.

Alt tv skal være underholdende. Også faktaprogrammer og nyheder. FOTO: KELD REINICKE

[ 45 ]

[ TEMA ]

TEKST: TONJE KROMANN NISSEN , MEDIEVIDENSKAB, AU

- Digitale medier fra de ældres perspektiv Som børn af den nye digitale tidsalder er vi opvokset med computeren og mobilen som en naturlig og dominerende del af vores hverdag. Internettet og sociale medier er kommet ind med skolemælken, og det kan for mange derfor være svært at forestille sig, hvordan samfundet så ud før de digitale medier. Men hvor stort et brud har digitaliseringen reelt været på det samfund, man var vant til før i tiden, og mere interessant, hvordan har de mennesker, som har oplevet begge tider, forholdt sig til denne digitale udvikling?

HJØRNE

DET DIGITALE

et hjørne af et lille mødelokale står en ældre stationær MobilePay, Google Maps og Rejseplanen gør hendes hverdag computer og indkapsler stemningen for dagens kurnemmere, og for nyligt er hun også begyndt at handle dagsus. Hver torsdag formiddag møder Orla Christoffersen ligvarer på nettet. ”Det er simpelthen så smart, og det er nemlig op på beboercenteret Langenæs-hus i Aarhus, særligt nyttigt for os oppe i alderen, som ikke altid kan slæbe hvor der afholdes Det Digitale Hjørne. Her tilbyder han frivilvarerne selv. Det burde alle virkelig lære at bruge”, forklarer lig vejledning til de ældre beboere på stedet, som har brug hun begejstret. for teknologisk hjælp. Orla, som oprindeligt er uddannet elektronik-fagtekniker, og har arbejdet mere end 30 år Ikke alle deler Sternas optimisme omkring de digitale medier, i søværnets IT-afdeling, ved en ting eller to om og størstedelen af kursets deltagere har en eller anden IT, og han hjælper gerne andre, som ikke har frustration over for medierne. En af Sternas veninsamme erfaring, som han. Orla husker der fortæller, at hun dagligt går og frygter, at hun tydeligt, hvordan han i sø-værnet blev mister sin mobil, for ”tænk på, hvor frygteligt "De har svært ved at læse introduceret for de første computere, det ville være”. Ifølge hende er dette problem på skærmen og forstå præcist, og hvor hurtigt den digitale udvikling noget af det værste ved mobiltelefonen, og hvad de skal gøre. For de ældre ta- hun er derfor meget tæt på at gå tilbage til derefter tog fra. ler den digitale verden et nyt sprog, fastnet-telefonen, som man altid ved, hvor En af Orlas stamkunder i Det Digitale man har. Dog lægger hun også inde med og de har derfor brug for folk, Hjørne er Sterna Gilpe, som modsat en positiv historie om engang, hvor hun sad som vil oversætte for dem" mange af de andre deltage-re ikke er fast i en elevator og brugte mobilen til at ringe bange for at kaste sig ud i den digitale efter hjælp. På den måde kan hun godt se, hvorverden. Sterna, som er 83 år, fik sin første dan mobilen kan være brugbar i nødstilfælde. stationære computer i 1988, og siden da har hun haft 2 bærbare og op til flere forskellige En anden deltager kommer forbi for at få hjælp med sin mobiler. I starten fik hun computeren for at kunne holde nyerhvervede Doro-mobil. Mobilen, som ellers er rettet mod kontakten med sine venner, men med tiden er computeren og seniorer, volder hende mange problemer, da hendes konmobilen blevet en del af hendes liv, som hun ikke ville være taktbog er fuld. Hun skal derfor have hjælp til at slette de foruden. For hende er mobilen og compute-ren værktøjer, kontakter, som hun ikke længere bruger eller som med tiden som hun bruger flittigt i sin dagligdag. Apps som WhatsApp, er gået bort. Frustrationen lyder særligt på, hvorfor der ikke

[ 46 ]

Man kan jo bare slukke for maskinen! Men selvom dette lyder ligetil, så kan de fleste deltagere blive enige om, at de digitale medier på mange måder har taget overhånd i dag FOTO: CAMILLA BOFILL

findes en opskrift på, hvordan man sletter på mobilen. Behjælpelig som Orla er, laver han en udførlig opskrift, som hun kan forstå. Ifølge Orla er dette en af de største udfordringer, som ældre har over for de digitale medier. Han ud-dyber det ved at sige: ”De har svært ved at læse på skærmen og forstå præcist, hvad de skal gøre. For de ældre taler den digitale verden et nyt sprog, og de har derfor brug for folk, som vil oversætte for dem”. Derudover har rigtig mange ældre mediebrugere svært ved at huske diverse logins til blandt andet NemID og AppleID. Orlas bedste råd her er at anskaffe sig en lille blok, skrive koderne ned og låse dem inde i en skuffe!

Orla har meget viden omkring forskellige programtyper og opsætning af mobil og computer. En ting, han dog ikke er så dus med, er de sociale medier. Selvom han har en Facebookprofil, så bruger han den og andre sociale medier og spil minimalt. ”Dette er dog et problem, når mit barnebarn gerne vil have hjælp med Counterstrike, for her må jeg melde pas”, udtrykker han. Orla mener, at hvis han begyndte at være mere på de sociale medier, kunne han nok ikke lade være med at bruge flere timer om dagen på det, og dér går hans grænse. Orlas LL FI understregning af dette valg får BO A L MIL flere af de andre deltagere til at : CA FOTO diskutere netop denne afhængighed, som medierne kan føre til. Svaret fra de fleste

[ 47 ]

[ TEMA FORTSAT ]

Man snakker ikke med sidemanden eller kæresten længere. I stedet for at kigge hinanden i øjnene, kigger folk ned i deres mobiler, og dette er absolut ikke sundt.

lyder: ”Man kan jo bare slukke for maskiSterna uddyber dette: ”Man snakker ikke nen!” Men selvom dette lyder ligetil, med sidemanden eller kæresten længeså kan de fleste deltagere blive re. I stedet for at kigge hinanden i enige om, at de digitale meøjnene, kigger folk ned i deres "...man burde dier på mange måder har mobiler, og dette er absolut taget overhånd i dag. ikke sundt”. Sterna mener fokusere yderligere på de dog modsat, at en fordel ældre, som vælger totalt at To tidligere sundhedsved de digitale og soafsige sig, alt hvad der hedder plejersker er forargeciale medier helt sikkert de over, hvordan især er, at kommunikationen digitale medier, fordi de frygter forældre benytter de er blevet hurtigere og det, eller tænker, at de ikke har digitale medier over nemmere. ”Det generer et behov for at sætte sig ind for deres børn: ”Det er ikke nogen, når jeg sender i det " chokerende at se, når foren SMS i bussen, modsat ældre, som egentlig skulle tidligere, hvor folk snakkede i være opmærksomme på deres telefon hele tiden”. børn, bare glor ned i deres telefon”, siger de. De mener, at forældre generelt skal Sterna, som ellers er positiv over de digitale sætte et bed-re eksempel over for deres medier, har et ambivalent forhold til sider børn, når det kommer til de digitale medier. som Facebook og Instagram. Generelt mener hun, at Facebook er alt for upersonligt, En anden bivirkning, som de digitale medier og hun forstår slet ikke, hvorfor folk vælger har bragt med sig, mener deltagerene, er, at skrive på Facebook, eksempelvis på at en stor del af intimiteten er gået tabt. fødselsdage: ”Jeg vil da meget hellere have, Sterna uddyber dette: ”Man snakker ikke at de ringer til mig eller sender et personligt med sidemanden eller kæresten længere. brev eller en e-mail”, udtrykker hun med et I stedet for at kigge hinanden i øjnene, smil i øjet. Sterna er dog endt med at opretkigger folk ned i deres mobiler, og dette er te en Facebookprofil, da hun ellers føler, at absolut ikke sundt”. hun går glip af for meget. Det kan de fleste af deltagerne, som ikke har en Facebook-

[ 48 ]

profil, nikke genkendende til. De mener, at ”alt i dag foregår på Facebook, og rigtig mange glemmer at informere os, som ikke har en profil.” Sterna har derudover også en Twitter-account, som hun dog udelukkende bruger i forbindelse med noget frivilligt arbejde i Gambia. Hun synes, det virker skørt blot at bruge Twitter til ”at følge efter nogle”, men hun ser helt sikkert en fordel i på den måde at holde sig opdateret på tværs af landegrænser. Et af kursets store dilemmaer ender med at være den forsvundne e-mail, som en af deltagerne kommer ind for at få hjælp med. Hun mener at have læst en e-mail på sin iPad, som pludseligt forsvandt ud i den blå luft. Orla, som længe sidder og leder efter mailen, ender til sidst med at opgive. Han mener, ”at den er forsvundet ud i den digitale sky af kompleksitet”, og at der ikke er noget at gøre. Orlas synes, at det er rigtigt godt, at flere og flere ældre kaster sig ud i digitale- og sociale medier, men at vi som samfund burde sætte større fokus på at hjælpe denne gruppe af mediebrugere. Han mener

endvidere, at man burde fokusere yderligere på de ældre, som vælger totalt at afsige sig, alt hvad der hedder digitale medier, fordi de frygter det, eller tænker, at de ikke har et behov for at sætte sig ind i det. Han understreger dette problem ved at sige: ”Det er netop disse, som burde få ekstra hjælp og blive kastet ud i det, for i sidste ende kan de digitale medier være den hjælpende hånd, som rigtig mange har brug for i den alder”. Det kan være svært at forestille sig en verden uden de digitale medier. Ikke desto mindre lever der i dag en stor gruppe af mennesker, som også har oplevet en verden, der fungerede fint uden. De har oplevet, hvordan de digitale medier har brudt med grænserne for, hvordan mennesker førhen interage-rede med hinanden, og de har set både den positive og negative effekt, som bruddet har haft på sam-fundet. På baggrund af dette er det måske lettere at forstå, at der i dag også er ældre folk, som er skep-tiske. Men til de, som på trods af dette, stadigvæk vælger at kaste sig ud i den digitale verden og prøve at få mest muligt ud af det, er der ikke andet at sige end – respekt for det!

F O T O:

LL A MI

F O T O:

FOTO

IL : C AM

F IL

IL L

LL A MI

IL L

[ 49 ]

KFORUM FOR STUDERENDE - din vej ind i K-branchen

Følg os Arran g

emen

ter for

stude rende re art ikler o g k-tip Gratis s plads på ku rser Studie jobs

Brugb a

[ 50 ]

på Fa ceboo k

Februar måned var travl for vores skribenter, der har gjort et flot stykke arbejde for at få interviews i hus og skrive spændende og relevante artikler, der forholder sig til denne udgivelses tema: når medier flytter grænser. I marts har vores layoutere arbejdet for at færdiggøre et flot magasin, og vi er alle enormt stolte af resultatet. Forud for denne udgivelse har redaktionens skribenter taget kontakt til og interviewet mange spændende mennesker, både fra og uden for mediebranchen. Hør, hvorfor håndboldspiller Daniel Svensson valgte at dokumentere sig kræftforløb på Instagram, og hvordan Jacob Riising oplevede at have sin mor med på job. Bliv klogere på onlineaktivisme, Instagram-feminister og hvordan nyhedsbranchen klarer sig i et skiftende medielandskab. Vores redaktionslokale på Katrinebjerg i Aarhus Nord har dannet rammerne for redaktionsmøder, brainstorming, hyggelige skriveaftener, pizzaspisning og sparring skribenterne imellem. Kunne SAMSON være noget for dig, og ønsker du at prøve kræfter med journalistisk indhold, som grafiker, layouter eller illustrator? Så tøv endelig ikke med at kontakte os. SAMSON er landsdækkende, så alle kan bidrage. Vi tror på, at vi med så mange forskellige studiemæssige baggrunde, indfaldsvinkler og kreative tiltag som muligt, kan opnå de bedste rammer for et spændende og bredtfavnende mediemagasin.

VI GLÆDER OS TIL AT HØRE FRA DIG PÅ

SAMSON@SAMSNET.DK

BAG OM REDAKTIONEN

2017 var knapt skudt i gang, før forberedelserne til forårets udgave af SAMSON begyndte. Med to nye redaktører i spidsen for en voksende redaktion har der været god energi og masser af gåpåmod forud for denne udgivelse. Velkendte såvel som nye ansigter har givet sig i kast med både artikelskrivning, layout og korrekturlæsning, og det har været en stor fornøjelse at opleve en stigende interesse for SAMSON.

[ 51 ]

Kommende KaJ-arrangementer Fra 3/2 DOXBIO: Brødre

Fra 20/4 DOXBIO: Dem vi var

(Rabat for KaJ-medlemmer)

22/2 Workshop: LinkedIn for begyndere

3/5 Kursus: Adobe Photoshop, basisniveau

(Gratis for medlemmer af vores a-kasse; AJKS)

(Gratis for KaJ-medlemmer)

27/2 KaJ’s generalforsamling og KaJ-fest

4/5 Whistleblowerkursus

(Generalforsamling for medlemmer, fest for alle)

(Gratis for alle)

7/3 Skriv dig til et studierelevant job

10/5 Kursus: Adobe InDesign, basisniveau

(Gratis for KaJ-medlemmer)

30/3 Kursus: Wordpress, basisniveau

Fra 1/6 DOXBIO: Becoming Zlatan

(Gratis for KaJ-medlemmer)

(Rabat for KaJ-medlemmer)

4/4 Nyuddannet: Skab din karriere

13/6 Sådan sælger du din skoleopgave

(Gratis for KaJ-medlemmer)

12/4 Pas på dig selv som studerende

20/6 Startboks for (næsten) nyuddannede journalister

(Gratis for KaJ-medlemmer)

16/4-17/4 Fagligt Forum, 150 studerende mødes med resten af forbundet og diskuterer fag og politik, Odense Congress Center (Gratis, tilmelding ved KaJ’s generalforsamling)

KaJ, medie- & journaliststuderende er en lokalforening i DJ og er din fagforening, hvis du er studerende inden for medier og kommunikation i Aarhus.

[ 52 ] djstud.dk

(Gratis for KaJ-medlemmer)

Alle arrangementer afholdes i Aarhus, medmindre andet er angivet. Se også djstud.dk.

Bliv medlem – for kun 77 kr. om måneden (inkl. kontingent til KaJ) får du gratis a-kasse og adgang til en række medlemsfordele: gratis arrangementer, billig studenterforsikring, rabat på film og bøger, gratis rådgivning og meget mere. Læs mere og meld dig ind på djstud.dk