SAMSON #2, 21. årgang

forside tema

SPort & medier mediemagasinet samson sammenslutningen af medie- og kommunikationsstuderende

022012

[1]

K - kort og godt Kommunikationsforum er et branchesite, der henvender sig mĂĽlrettet til alle, som arbejder professionelt med kommunikation.

Vi har over 24.000 ugentlige lĂŚsere af vores nyhedsbrev, og vi formidler de bedste stillinger og annoncerer inden for fagomrĂĽderne kommunikation og marketing.

www.kommunikationsforum.dk

[2]

[ mediemagasinet samson ] #2  juni 2012  21. årgang

Tema sport og medier

05-22

I dette nummer

04 05 06 08

indhold mediemagasinet samson 022012

08

I praktik som sportsjournalist Sportsjournalister beskyldes ofte for dumme og ligegyldige spørgsmål, men arbejdet er meget mere end det. Fx når turen går til Kenya med bevæbnede vagter og brugte håndbolde.

10

Beijing i bakspejlet Sport og politik er svært at skille af, og store sportsbegivenheder er i høj grad blevet til værdipolitiske skuepladser. På tæsklen til De Olympiske Lege i London, ser vi tilbage på det på politikse fokus ved OL i Beijing.

Leder Når medier bliver katalysator for nationalfølelse Sportsjournalistik: Mangel på god journalistik?

Praktik: TV 2 Sporten

10

Beijing i bakspejlet

14

5 sportsfilm du bare skal se

16

Fotoserie: Fankultur

20

OL kæmper for retten til nyhederne

22

Hele Danmarks hjemmebane

24

Der er så meget mænd misforstår

25

Summer School? Bøger til ferien

26

KONY 2012: Når aktivisme går viralt

30

Fra Pradise Hotel til Christiansborg

32

Protektorklumme

26

KOny 2012: når aktivisme går viralt Forårets største virale kampagne hedder KONY 2012, hvis video er set mere end 90 mio. gange. Vi ser nærmere på både de gode og dårlige sider af kampagnen.

32

hvorfor er nike sponsor for f. C. barcelona?

SAMS protektor Pernille Fruensgaard Øe fortæller, hvorfor hun elsker fodboldklubbben F.C. Barselona som brand, men undrer sig over både deres og Real Madrids tøj-sponsorer.

[3]

[ leder ]

Største sportsår nogensinde?

I 2008 sendte DR1 og TV2 tilsammen 1339 timers sport. Året efter var tallet mere end halveret. Faldet kan hverken forklares med en stigning i antallet af sportskanaler eller ændringer i DR’s eller TV2’s indkøb af sportsbegivenheder. Nej, forklaringen er simpel: 2008 bød nemlig på EM-fodbold i Østrig, Tour de France, Le Mans, OL i Beijing. Ikke mindst var det året, hvor vores håndboldherrer vandt EM i Norge.

Det er nu fire år siden, og det betyder som bekendt, at vi skal hele cirkusset igennem igen. Siden 2008 er danskernes tv-forbrug kun steget, og den massive mediedækning af EM i herrehåndbold i januar varsler om, at sommeren for alvor kommer til at stå i sportens tegn – med alt hvad det indebærer.

Er du mere til engelske krimiserier eller dybdegående tv-dokumentarer, er det på høje tid at støvsuge markedet for dvd-bokse, der har samlet flere timers underholdning for dig.

For sommeren over skal du regne med at blive skuffet, hvad angår et alsidigt medieudbud.

Sporten har atter smidt sit trumfkort.

Hvad er det, der gør os så tossede med sport? Hvorfor vælger mænd på sommerferie at droppe solen og finde den nærmeste sportsbar for at se dagens cykeletape? I dette nummer af SAMSON belyser vi begejstringen for sport ud fra medieantropologiske, kulturpolitiske og retoriske perspektiver. Vi sætter spørgsmålstegn ved, hvad fankultur er for en størrelse, hvorfor TV2 kan kalde sig hele Danmarks hjemmebane, og hvorfor fodboldklubben F.C. Barcelona er et af verdens mest interessante sportsbrands.

Sidst i april fik SAMSON to nye redaktører, Christine og Julie. Vi har glædet os meget til at komme i gang og har mange ambitioner omkring magasinets fremtid. SAMSON vil indholdsmæssigt vedholde det faglige niveau serveret på en journalistisk og spiselig måde.

Det sker tre gange om året, én gang i efteråret og to gange i foråret, hvor vi arbejder på, at magasinet skal udkomme på tryk.

21. årgang Nr. 2, juni 2012 Netudgivelse SAMSON c/o Chefredaktør, Christine Ilsøe Brendstrupvej 2 st. tv.

8200 Aarhus N www.samsnet.dk sams@mail-online.dk

Ansvarshavende redaktører Christine Ilsøe Julie Daugaard Pedersen Skribenter i dette nummer Natascha Kalika, Nete Green Johannsen, Patrik Strodl Petersen, Else Svensgaard, Mikkel F. G. Lund, Sarah Bruun Hedegaard, Mette Lystbæk, Anna Stegger Jacobsen, Vicki Kragh Pedersen, Peder Lyager Jensen, Trine Bartholomæussen Stevn, Pernille Fruensgaard Øe Layout Jonas Kirkegaard Marie Lindholm Stoltze Korrektur Trine Bartholomæussen Stevn Vicki Kragh Pedersen Forsidefoto Amalie Vestergaard Olsen

Rigtig god sommer til jer alle!

Webredaktør Jonas Kirkegaard

Christine Ilsøe og Julie Daugaard Pedersen Chefredaktører, SAMSON

Næste nummer Det næste nummer at SAMSON udkommer primo november. Frist for indlevering af materiale er d. 20. oktober 2012.

SAMSON er et mediemagasin under Sammenslutningen af Medie- og kommunikationsstuderende (SAMS). Magasinet udkommer fire gange årligt. Til årets SAMS-serminar udkommer SAMSON på tryk. Resten af året udkommer magasinet digitalt på www.samsnet.dk.

[4]

[ tema ]

Foto: KLAHN / EHF

TEKST: Natascha Kalika

Når medier bliver katalysator for

nationalfølelse

Danskerne er på dupperne ved flimmerkassen, når de rød-hvide farver bliver luftet til OL i London. Men hvorfor er danskerne så ekstatiske omkring sport i medierne?

D

er er et yndigt laaaand, det ståååår med brede bøge.”

Synger man egentlig ikke bølge?

Hmm lige meget, for vi har VUNDET, og vi skråler videre alle sammen. Én ting er sikkert: Danskerne er vilde med sport i tv, og det skaber både sammenhold og giver nationalfølelse.

De foretrukne tv-programmer blandt danskerne er sportsrelaterede programmer. Dette viser Gallups seneste opgørelse, hvor fem placeringer på top-ti-listen over mest sete programmer på TV2 omhandler sport. Danskerne er vilde med sport, og tv’et er den primære formidler. Medierne er med til at skabe stemning allerede inden kamp ved at sende flere timers optakt. Når kampen går i gang, føler seeren sig på en måde til stede - dog uden at være det.

Tour de France vs. kongelig dåb Diverse reality-programmer og underholdningsshows’ stigende popularitet har gjort konkurrencen om seerne intens, men alligevel er det altid sporten, der løber af med seertals-sejren. Spillerne på fodboldog håndbold landsholdet, Mikkel Kessler og Caroline Wozniacki er blot eksempler på sportsfolk, der har status for stort set hele befolkningen - faktisk meget mere end kongefamilien. Seertallene på eksempelvis Tour de France er markant højere end ved

royale bryllupper eller barnedåb.

Succes skaber seertal Folk, der normalt ikke ser sport, ser landskampene og de afgørende turneringer i tennis og boksning. Ser vi nærmere på listen for seertal, må fodbolddrengene se sig slået af er håndboldherrerne, der ligger helt i top. Det bekræfter blot en tendens, hvor håndbold i disse år faktisk er stærkere tv end fodbold, måske fordi det danske landshold faktisk klarer sig bedre her? Vi skal se resultater - og helst guld, før vi står sammen som nation og tænder for tv’et.

Når medierne kan promovere sportsudøvere med positiv omtale og vundne kampe, opstår der en magneteffekt mellem medierne og danskerne. Det så vi, da Danmarks håndbolddrenge tog til Serbien for at spille med musklerne foran de andre nationer i januar.

Mænd bliver spændte, kvinder tændte Det rekordhøje seertal på 2,5 millioner vidner om, at en stor del af Danmarks befolkning fulgte med, da Danmarks drenge spillede EM-finalen på TV2 i januar. Det samme gjorde den efterfølgende festklædte Rådhusplads i København, hvor over 15.000 danskere var mødt op for at hylde drengene på balkonen. Men er det Anders Eggerts charme, Mikkel Hansens power eller bare de muskuløse kroppe, der pumpes med testosteron, som tiltrækker os? Det har i hvert

fald en effekt på det kvindelige publikum.

Herrehåndbold på tv appellerer på forskellig vis til kvinder og mænd. Begge køn får et boost af at se intense kampe. Hvem har ikke set en mand rejse sig op fra sofaen og råbe: ”Dommer! Så åbn da øjnene”. De mandlige seere kan identificere sig med den koldblodige kamp på stregen. Det kvindelige publikum bruger nok i virkeligheden mere tid på at sidde og savle over de trænede stænger, maskuline tatoveringer og svedige t-shirts. Men en ting er sikker: Vi bliver alle opstemte.

Sport er danskernes religion Det handler alt sammen om nogle faste sportstraditioner, vi har skabt som nation.

Vi bor i et samfund, hvor størstedelen af indbyggerne ikke dyrker deres religion, og derfor skaber vi et fællesskab omkring sporten. Vi samler os om sporten og lader medierne skabe nationalfølelse. Vi føler os som en del af et stort fællesskab, når vi tænder for en håndboldkamp på tv – specielt når det ender med guld om halsen.

For selvom det er de færreste danskere, der rejser med drengene til værtslandet og følger kampene på tæt hold, sidder de fleste hjemme i stuerne foran tv’et med flagmalede kinder og klaphatte. Medierne giver os muligheden for at føle, at vi er med på første række. Medierne er katalysator for, at vi elsker guld-drengene så højt.  [5]

[ TEMA ]

TEKST: NETE GREEN JOHANNSEN

Sportsjournalistik: Mangel på god journalistik?

Journalistik om sport er ikke længere en ukompliceret størrelse - parametre som økonomi og mediernes øgede overvågenhed er med til at præge journalisterne og sportsfolkenes ageren i pressen i dag

H

vordan kan det være I tabte i dag?”, spørger journalisten. ”De andre scorede flere mål…”, svarer sportsudøveren. Ja, det giver jo sig selv. Kvaliteten af sportsjournalistik har været under skarp kritik i medierne på det seneste. Skyldes det mangel på kompetente journalister inden for området, eller er det sportsudøverne, der kan bebrejdes for kedsomme artikler og indslag?

Sport handler ikke ”bare” om sport længere. Mange faktorer spiller ind, når sportsfolkene skal udtale sig i medierne. Det handler om økonomi, men også om at sportsudøverne er blevet en del af mediernes celebrity-kultur. Sportsfolkene bruger derfor nu de sociale medier til at øve sig på at agere i pressen.

SAMSON har fået en snak med Søren-Mikael Hansen, sportsredaktør på Politiken og Kirsten Frandsen, lektor ved Institut for Medievidenskab ved Aarhus Universitet om sport og medier.

Sportsjournalistik eller journalistik om sport?

Hvad vil ”god sportsjournalistik” egentlig sige? »Efter min opfattelse er der slet ikke noget, der hedder eller burde hedde sportsjournalistik. Det er et begreb, der knytter sig mange negative fordomme til, som skygger for virkeligheden i

[6]

branchen« fortæller sportsredaktør Søren-Mikael Hansen. Ifølge ham burde det slet ikke hedde sportsjournalistik, men betegnes som journalistik om sport. »Kriterierne for, hvad der er god og dårlig journalistik, er i overordnet forstand uafhængige af emnet - det er udførelsen af det journalistiske håndværk, der er afgørende,« udtaler sportsredaktøren. Nyheder om sport adskiller sig ikke fra de kriterier, der gælder dækningen af andre emner.

God journalistik handler i bund og grund om journalistens evne til at formidle sin vinkel, samt om han kan dokumentere den med relevante og interessante kilder på fair vis. Der er også andre parametre, som man skal huske: »I bedømmelsen af journalistikken om sport er det samtidig nødvendigt at tage stofområdets særkende i betragtning. På eliteplan er sport en del af underholdningsindustrien,« erklærer Søren-Mikael Hansen.

Mediernes opgave er dermed at videreformidle både begejstring, skuffelse, sensationer, omstændighederne og indholdets faglige elementer – på samme vis som for eksempel en anmeldelse på kultursiderne.

Ifølge lektor Kirsten Frandsen afhænger dækningen af sporten

”

Foto: EHF

også af de hvilken disciplin, der er med at gøre. Sportens verden er blevet polariseret, hvilket betyder, at der er forskellige vilkår og forskellige ting på spil i forhold til den enkelte sportsudøver – specielt i forhold til økonomi.

Milliarderne ruller Penge og sport hænger i dag uløseligt sammen. I Europa alene koster det omkring 30 milliarder kroner hvert år at sende fodbold i tv. Prisen på fodboldrettigheder indenfor tv stiger stadig. Det har en betydning for kvaliteten af mediedækningen: »En del af vilkårene for dækningen af de største sportsgrene er, at tv betaler rigtig mange penge for rettighederne til at vise dem. Det har den konsekvens, at journalisterne fra de pågældende tv-station får rollen som formidlere af underholdning i højere grad end håndværkere med en

Efter min opfattelse er der slet ikke noget, der hedder eller burde hedde sportsjournalistik. Det er et begreb, der knytter sig mange negative fordomme til, som skygger for virkeligheden i branchen Søren-Mikael Hansen, sportsredaktør på Politiken

kritisk tilgang til produktet,« fortæller Søren-Mikael Hansen. Økonomien er ikke blot noget, der påvirker journalistens tilgang til sporten, den har også en betydning for den enkelte sportudøvers ageren i medierne: » Hver gang en professionel fodboldspiller udtaler sig i medierne, er han samtidig i gang med at forhandle betingelserne i hans næste kontrakt,« udtaler lektor Kirsten Frandsen.

Dette kan derfor være en del af forklaringen på, hvorfor der er mangel på kulørte udtalelser fra sportsudøverne. De frygter at udtale sig, da det kan have store konsekvenser: »I sportsverdenen knytter ’frygten’ sig i stadig stigende omfang til de atleter, der er beskæftiget inden for økonomisk stærke sportsgrene. De er i nogle tilfælde medarbejdere i koncerner med en milliardomsætning, så selv den mindste fordrejning af en udtalelse kan få overordentlig stor betydning for sportudøverens egen fremtid på markedet og - i ekstreme tilfælde - virksomhedens eksistensgrundlag«, fortæller Søren-Mikael.

En del af celebrity-kulturen Sportsfolk skal levere en vare, ikke kun gode sportslige resultater, men også i mediebilledet. De møder i dag journalister, som ikke blot er interesseret i deres sportsresultater, men også i deres personlighed: »Rigtig mange sportsfolk har en entydig identitet som sportsudøver. Deres mål består i at udvikle sig som sportsudøver.

Deres fokus på denne del af deres identitet kan blive problematisk for dem, da det kan kollidere med den del af deres identitet, der handler om mediearbejde, « fortæller Kirsten Frandsen.

Så snart sportsudøveren er eksponeret i den brede offentlighed, bliver vedkommende en del af et mediekredsløb, hvor deres identitet også er en anden end dén, der handler om, hvor dygtige de er til sport.

»De får en celebrity-dimension koblet på deres personlighed, og de får dermed for opgave at skabe positiv opmærksomhed omkring deres person,« siger Kirsten Frandsen.

Ifølge Kirsten Frandsen er sportudøverne i høj grad klar over dette tvetydige ”game”, som de er en del af. De er dog mindre opmærksomme på hvilke implikationer, det kan få samt hvor lidt og hvor meget de kan og vil levere til medierne.

Sociale medier som øvebane Med de digitale mediers indtog kan vi nu også møde elitesportsudøverne i de sociale mediers regi, og det vil vi se meget mere til fremover, mener Kirsten Frandsen: »De professionelle sportudøvere gør i højere grad brug af blandt andet Facebook, blogs og Twitter. En af grundene hertil er, at det er blevet en del af vores kultur at ’performe’ sig selv i de sociale medier,«.

De sociale medier udgør en zone, hvor kendte kan udtale sig uredigeret. De har her muligheden for at kommunikere direkte med offentligheden, og kan ”pushe” bestemte fremstillinger og opfattelser af dem selv ud til offentligheden. »Man kan betragte de sociale medier som en slags øvebane,« siger lektoren.

Hvad så, hvis en sportsudøver kommer til at udtale sig forkert? Det vil ikke have så store konsekvenser som tidligere set: »Selvom man kommer til at udtale sig om noget, der skaber stor negativ reaktion - så er der det lykkelige ved de sociale medier: de har frembragt så stor en fart i kommunikationsstrømmen, at ting hurtigere bliver glemt,« fortæller Kirsten Frandsen.

At komme til at dumme sig bliver derfor fremadrettet ikke så fatalt for den enkelte.

Sportsfolkene er dog stadig påpasselige: »Ikke mindst i lande, hvor medierne er langt mere aggressive, end det er tilfældet i Danmark,« afslutter Politikens sportsredaktør. 

[7]

[ tema ]

TEKST: Patrik Strodl Petersen, journalistpraktikant på TV 2 SPORTEN

Praktik:

Fascination, følelser og foranderlighed

Sportsjournalister bliver ofte kritiseret for kun at spørge dumt og overfladisk. Men spørgsmål som ’hvordan har du det lige nu?’ og ’hvordan var det at se bolden gå ind?’, er ikke de eneste, vi hiver frem, når vi står foran kilderne. For selvom sport er følelser, så er sportsjournalistik meget mere end det.

D

en skal være der første gang.

Du har ti sekunder – så skal vi videre!”

Kommandoen kommer fra fotografen Thomas. Vi står i Østafrikas største slumområde, Kibera, midt i Nairobi, Kenyas hovedstad. Solen er ved at gå ned, og inden da skal vi nå ud af den ildelugtende blikskursslum, der er hjemsted for omkring en million fattige kenyanere. Jeg er klar. Omkring mig står en flok af slummens beboere og stirrer underligt på os og vores

[8]

lokale bodyguards – og ikke mindst deres geværer, der hænger og dingler faretruende for enden af den rem, de har over skulderen. Efter en halv dag sammen med vagterne, er vi faktisk endnu ikke er helt sikre på, om de er med os eller mod os. Med en galoperende puls får jeg fortalt, hvad der skal fortælles. Mikrofonen slukkes og puttes i rygsækken. Kameraet ryger ned fra Thomas skulder, og vi skynder os videre.

Meget mere end dumme spørgsmål Episoden ovenfor er et godt eksempel på, at man som sportsjournalist kan komme ud for lidt af hvert. I december var jeg i Kenya for at fortælle historien om, at danske håndbolde bliver brugt som en alternativ form for ulandshjælp i Nairobis slumområder. Håndboldlandsholdsspilleren Lasse Boesen har sammen med to andre udviklet en bold og et koncept – Street Handball – som en dansk organisation nu bruger som et redskab i skoleundervisningen og hverdagen. Et redskab, der skal få slummens børn og unge til at glemme de forfærdelige vilkår, de lever under. Det blev til en livsbekræftende historie, som satte vores trygge hverdag i Danmark i perspektiv.

Sportsjournalistik er nemlig andet end

kun at stille spørgsmål, der – efter nogens opfattelse – giver forudsigelige øjebliksbilleder efter en kamp. Men det er bare godt tv at vise den glæde og skuffelse, som et sportsresultat kan frembringe. At vise glade OB-spillere, der kun er en udekamp i Villarreal fra at komme i Champions League, og at vise de selvsamme spillere, der med nedbøjede hoveder bare et halvt år senere ikke kan forklare mig, hvorfor de lige har tabt hjemme til HB Køge. Selvom følelser er en del af sport, så udelukker det ikke, at man samtidig stiller de kritiske spørgsmål til træneren og sportschefen i OB. Det har de første to tredjedele af min praktiktid hos TV 2 SPORTEN kun bekræftet mig i – og så har jeg i øvrigt aldrig hørt nogen komme med et konstruktivt forslag til, hvilke spørgsmål sportsjournalister skal stille i stedet for de tidligere nævnte floskler.

Ikke to dage er ens Som sportsjournalistpraktikant har jeg efterhånden prøvet en del. Jeg har rendt rundt på en amerikansk fodboldbane sammen med det danske landshold og undgået tacklinger, mens jeg skiftevis satte mikrofoner på spillerne, holdt øje med at min

fotograf heller ikke blev jordet og interviewede landstrænerne om forberedelserne og ambitionerne forud for EM i 2013. Jeg har interviewet Bjarne Riis og Alberto Contador om deres forventninger til 2012-sæsonen. Jeg har stået i ydmyge forhold i Glostrup Hallen og snakket med verdens bedste håndboldspiller, Mikkel Hansen. Jeg har fundet ud af, hvorfor unge fodboldspillere bruger så meget tid på Twitter. Og jeg har været ude i lokale fodboldklubber og fortalt om den dobbeltmoral, der er hos unge drenge, der synes, det er latterligt at se idolerne filme på banen, men at det er okay selv at gøre det.

Som journalist på TV 2 SPORTEN er der ikke to dage, der er ens. Der er dage, hvor der skal laves hårde og hurtige nyheder med kort tid til deadline, og så er der dage, hvor man kan stikke spaden lidt dybere i jorden og har tid til at gå i dybden med en historie eller et tema.

uge diskuterer hinandens holdninger til et aktuelt emne i sportens verden. Programmet forsøger at give seerne et indblik i udøvernes tanker og dilemmaer, og tvinger dem til at forholde sig til og sammenligne deres sport med andre sportsgrene.

Redaktionen på programmet er forholdsvis lille. Ja, faktisk er vi kun en redigeringstekniker, en redaktør, studieværten Morten Ankerdal og mig.

I almindelighed – men i særdeleshed som praktikant – er det fantastisk at kunne være med til at forme og tilrettelægge et program som Ankerdal på NEWS. Jeg har mulighed for at sætte et markant aftryk på den halve time, vi sender hver torsdag.

Her er der tid – selvom vi gerne ville have endnu mere – til at kunne gå i dybden med ting, som ellers kun ville kunne få et minuts penge i Sportsnyhederne. Dog husker vi hele tiden os selv på, at vi også skal have ting med i programmet, der forarger og

Ankerdal på NEWS En af de dage er, når jeg, som journalist på det nye program Ankerdal på NEWS, forbereder og laver ugens udsendelse.

Ankerdal på NEWS er et debatprogram, hvor tre danske topeliteidrætsudøvere hver

fascinerer seerne.

Og det er netop pointen, når man laver sport som journalist på tv. For selvfølgelig skal det journalistiske håndværk være i orden. Alle kilder skal høres, alle sider af en sag skal belyses og alle de kritiske spørgsmål skal stilles. Men man må aldrig glemme,

at sport i bund og grund er underholdning, og derfor skal vi vise den fascination og de følelser, der er forbundet med sport, og som gør sportsverdenen så fantastisk at arbejde i.

Hektisk sommer forude Nu venter en sommer, hvor jeg er en del af de redaktioner, der skal forsøge at formidle EM i fodbold og OL i London på den bedste vis til de danske tv-seere ude i stuerne. Det bliver en hård og fantastisk sommer. Men jeg glæder mig helt vildt! Jeg glæder mig til at vise den fascination og de følelser glæde og skuffelse - som er grunden til, at sport er så populært i Danmark. For det er ikke uden grund, at TV 2 SPORTEN stod for 17 af de 20 mest sete tv-udsendelser på TV 2 sidste år.

Som fodboldelsker glæder jeg mig ubeskriveligt til at kunne fodboldnørde og være med til at analysere, hvad der sker på banerne i Polen og Ukraine. Og så glæder jeg mig til – og helst uden afrikanske bodyguards – at gå i dybden og formidle de to begivenheder på en måde, så danskerne kan se hvorfor, TV 2 SPORTEN kalder sig selv for hele Danmarks hjemmebane. 

[9]

Foto: Erik Junge Madsen

”

Man må aldrig glemme, at sport i bund og grund er underholdning, og derfor skal vi vise den fascination og de følelser, der er forbundet med sport, og som gør sportsverdenen så fantastisk at arbejde i.

[ tema ]

TEKST: Anna Stegger Jacobsen

Beijing i bakspejlet:

Sport er en værdipolitisk skueplads Op til og under dette års fodbold-EM i Ukraine hagler kritikken ned over landets krænkelse af basale menneskerettigheder – nøjagtigt som under OL i Beijing i 2008. Internationale sportsbegivenheder er i blevet en kamp om værdipolitik, hvor de fleste dog glemmer, at ord alene ikke skaber nogen forandring.

Foto: longtrekhome

N

år store sportsbegivenheder foregår i ikke-vestlige lande, er det lig med værdipolitisk kamp i medierne. I 2008 lagde Beijing ryg til mediepisken, og for tiden er det EM-værten Ukraines behandling af især tidligere oppositionsleder Julia Timosjenko, der påkalder sig EU’s kritik.

Men spørgsmålet er, om politikerne kan gøre sig reelle forhåbninger om forandring ved at råbe op i halvlegen?

Den danske regering havde ellers oprindeligt meldt ud, at sport og politik ikke skulle blandes sammen, og at kulturminister Uffe Elbæk tog til EM. Men nu er han og statsministeren alligevel kommet på andre tanker: ”Vi venter med at tage stilling, til vi ved, hvordan situationen i Ukraine udvikler sig,” udtalte Helle Thorning-Schmidt til Berlingskes Nyhedsbureau så sent som den 23. maj i år.

[ 10 ]

”Alle har interesse i at udnytte en begivenhed som OL. Derfor er sporten stærkt politisk og en del af den dialog, der foregår landene imellem,” fortæller Poul Broberg, idrætspolitisk chef i Danmarks IdrætsForbund (DIF).

Det seneste OL viste også med al tydelighed, at politik og sport er uadskillelige.

Ifølge Poul Broberg lagde OL i Beijing i 2008 nemlig ikke kun arena til alverdens sportsstjerner, men også til en værdipolitisk kamp i medierne mellem øst og vest, mellem nationer og ideologier.

Hvis det seneste OL har lært os noget, er det, at sport har et enormt værdipolitisk og symbolsk potentiale, der ikke må undervurderes. Til gengæld kan man heller ikke sætte næsen op efter store realpolitiske forbedringer, bare fordi et land bliver tildelt et værtsskab.

Det er muligt, at Villy Søvndal og hans europæiske kollegaer kan få løsladt

[ 11 ]

Foto: White House photo by Eric Draper

Når verdens øjne rettes mod ét sted, følger politikerne naturligt med. Her er det Goerge Bush under åbningscermonien til OL i Beijing i 2008.

Timosjenko, eller opnå en anden vigtig symbolsk indrømmelse fra ukrainerne.

Ifølge Europarlamentets hjemmeside arbejder EU’s politiske apparat nemlig på højtryk for at lægge pres på det tidligere østland.

De kan dog næppe forvente at løse landets dybereliggende demokratiske problemer, inden fløjten lyder, hvis det går som i Kina. ”På den anden side er der med EM i Ukraine og Polen opstået en mulighed for medietid, som sagtens kan bruges til at sende et vigtigt signal til primært den europæiske befolkning,” vurderer DIF’s Poul Broberg. ”Det kræver dog, at man for det første anerkender, at politik og sport på dette niveau er uadskillelige og for det andet lægger et tilsvarende realpolitisk pres på værtslandet. Også når kameraerne er slukkede.”

Store ord klinger hult i Kina Ved udnævnelsen af Kina som værtsland i 2001 udtrykte både officielle kinesiske repræsentanter og Den Internationale Olympiske Komites (IOC) formand Jacques Rogge håb for, at OL ville være med til at forbedre menneskerettighederne i landet.

Det skrev Amnesty International i forbindelse med Legene i 2008.

Men den slags politisk optimisme kunne arrangementet tilsyneladende ikke bære. ”Jeg giver ikke meget for symbolpolitik,” erklærer Kina-ekspert Hatla Thelle.

Hun har arbejdet i og med Kina siden

[ 12 ]

«

1979, har været ansat i Institut for Menneskerettigheder de seneste 15 år, og hun har ikke meget tilovers for sportsbegivenheders politiske potentiale: ”OL havde ikke direkte indflydelse på hverken lovgivningen i Kina eller håndhævelsen af den,” forklarer hun.

Sloganet for Legene i 2008 ”One World, One Dream” lagde også op til international forbrødring, men i medierne udspillede der sig en anden historie: ”Hvis OL har betydet noget, har det været i forhold til omverdenenes syn på Kina,” fortæller Hatla Thelle. ”Men ikke i en positiv retning.”

Hun vurderer, at OL snarere har haft en forstærkende effekt på det negative billede af Kinas styre som brutalt og enerådigt. ’Don’t be too CNN’ Det negative billede af Kina blev malet af vestlige politikere og medier. Eksempelvis vakte den ofte ensidige dækning af Tibet-opstanden harme i Kina: Fox News, CNN, The Washington Post og tyske Bild dækkede alle opstanden i Lhasa, hvor tibetanske munke og kinesisk militær stødte sammen. Men nyhedsstationerne blev taget i at bruge gamle billeder fra andre oprør i Indien og Nepal i historierne – og ofte uden at nævne de tilsvarende overgreb på etniske kinesere og det muslimske mindretal uighurerne.

I Kina spredte vreden sig på internettet, og frasen ”Don’t be too CNN” opstod om

folk, der lyver.

OL blev altså i høj grad udnyttet til at profilere vestlige og kinesiske politiske holdninger via medierne, og Kinas Kommunistiske Parti holdt sig naturligvis ikke tilbage: Skal man tro regeringens officielle hjemmeside, levede Kina nemlig fuldstændigt op til de løfter, landet gav i forbindelse med tildelingen af Legene.

Ifølge den 26-årige kineser Jing, opstod der en nationalistisk bølge i forbindelse med OL. Han har fulgt nøje med i både den kinesiske og udenlandske presse. ”De fleste kinesere er stolte af OL og tror på, at Legene var en slags renæssance, der hævede Kinas internationale anerkendelse,” fortæller den unge studerende. ”Kina er blevet mobbet af de vestlige magter i 200 år, så det var vigtigt for mange kinesere at vinde en masse guldmedaljer og redde ansigt.”

Jing opfattede månederne omkring Legene som en kamp på såkaldt ”soft power”, som kineserne slap godt fra. Altså en form for magtudøvelse, hvor lytteren bliver overtalt og forført snarere end truet eller købt.

Hatla Thelles indtryk af Kinas svækkede image i Vesten stemmer altså ikke overens med kinesernes eget selvbillede: Vestlige og kinesiske medier har tydeligvis brugt OL symbolsk – i hver sin retning. Men hvad har al kritikken haft af realpolitisk betydning? ”OL har hverken gjort fra eller til” ”Menneskerettighedssituationen i Kina

Foto: Harald Dettenborn

«

Op til og under EM i fodbold i Polen og Ukraine, har det store politiske fokus været på Ukraines behandling af den tidligere premierminister og nu fængslede Julia Timosjenko.

er faktisk gået ned af bakke de senere år, men det har nu ikke noget med OL at gøre,” forklarer Hatla Thelle. ”Sportsbegivenheder afholdt i ikkevestlige lande betyder i det hele taget ikke særligt meget for menneskerettighederne i værtslandet. Det er i højere grad den indenrigspolitiske situation, der påvirker den slags,” siger hun.

Hvad der til gengæld nytter, ifølge Kina-eksperten fra IMR, er et længerevarende pres fra det internationale politiske system. ”Der er de senere år vedtaget mange lovændringer og reformer i Kina, fordi landet gerne vil signalere internationalt format,” medgiver Hatla Thelle. ”Men OL har i sig selv hverken gjort fra eller til.”

Ifølge hende skal man altså ikke overvurdere store sportsbegivenheders realpolitiske potentiale.

DIF: Ord uden handling er hykleri Konfronteret med Hatla Thelles vurdering af menneskerettighedssituationen i Kina tager Poul Broberg (DIF) til genmæle. ”OL har ikke som sådan bidraget til bedre menneskerettigheder i Kina, men der er sket forbedringer i landet,” fastholder Poul Broberg. ”Det er små forbedringer, men de er der.”

Han fortæller, at blandt andet standarden for infrastrukturen samt hygiejne og sundhed blev højnet i forbindelse med OL, og at

det har resulteret i en permanent forbedring. Og sådanne små forandringer er nok for nu, konstaterer han. ”Store sportsbegivenheder kan faktisk godt være en katalysator til politisk forandring, men det er endnu for tidligt at sige, om Legene i Beijing får større politiske konsekvenser,” pointerer Poul Broberg. ”Kina har jo en tusindårig lang historie, og OL er kun en lille brik i et kæmpestort spil.”

Han er dog varm fortaler for at bruge store sportsbegivenheder som et afsæt for politisk kommunikation. Han fortæller, at OL netop bliver politisk, fordi hele verdens øjne er rettet mod ét sted, og det bliver udnyttet. ”Der er en reel mulighed for at påvirke politik gennem events som OL og EM, men det er både for nemt og naivt udelukkende at bruge sporten til at hæve sin politiske stemme,” advarer han og uddyber: ”Hvis politikerne vil kritisere forhold i eksempelvis Kina, skal ordene også følges op af en helhjertet politisk indsats mod landet. Ellers er de store ord rent hykleri.

Og det var jo svært at lægge pres på Kina, når Europa samtidig tiggede om penge,” afslutter han og hentyder til den globale økonomiske krise, der blandt andet fik Europa til at bejle til Kina for støtte.

De mange anti-kinesiske og pro-tibetanske demonstrationer gjorde fakkeloptoget til en storpolitisk og symbolfyldt kamp, der kulminerede i Paris. Her blev en kinesisk fakkelbærer i kørestol overfaldet, og præsident Nicolas Sarkozy truede med at udeblive fra åbningsceremonien, med mindre Kina ville forhandle med Tibet.

Modreaktionen var til at føle på, og den kom til at gå ud over det største franske symbol i Kina, nemlig den store supermarkedskæde Carrefour.

Kæden oplevede massive boykots og måtte lukke midlertidigt ned flere steder landet over.

Her fik den kinesiske stolthed et boost, fortæller Jing: ”Den patriotiske følelse blandt kineserne og det økonomiske pres på Frankrig fik i sidste ende Sarkozy til at deltage i åbningsceremonien,” husker han. ”Det var noget af en symbolsk sejr.”

Sport og politik gik hånd i hånd, hvilket den danske regering også er blevet nødt til at sande.

Nu skal man selvfølgelig huske, at Ukraine ikke er Kina, og at EM ikke er OL. Men erfaringen fra Beijing kan trods alt bidrage med nogle nuancer i den verserende debat om sport og politik. 

Faklen blev et politisk symbol Der var dog ikke mange varme følelser på den olympiske ilds tur verden rundt i 2008:

[ 13 ]

5 [ TEMA ]

TEKST: Mikkel F. G. Lund

sportsfilm du bare skal se

Raging Bull (Martin Scorsese, 1980)

ROCKY (John G. Avildsen, 1976)

Field of dreams (Phil Alden Rob

Måske den ultimative sportsfilm.

En vovet udmelding, men dette er ikke desto mindre filmen, som, jeg helt klart vil mene, kan bære presset og ubetvivleligt min egen personlige favorit inden for genren.

Martin Scorsese og Robert De Niro har lavet mange film sammen, og Raging Bull er et godt bud på deres bedste. Filmen er en biografi over den berømte bokser Jake LaMottas (Robert De Niro) karriere.

Raging Bulls helt særlige kvalitet ligger i dens brutale skildring af boksesporten. Blod, sved og vold er hyppigt forekommende virkemidler både inden og uden for ringen. Den nærmest kompromisløse brutalitet skildres dog ufatteligt smukt gennem Scorseses sort-hvide billeder.

Bokseren Jake LaMotta er en helt igennem utiltalende sportsudøver. Det kan på mange måder tilskrives Scorsese og De Niros evner, at man stadig finder karakteren interessant. Skræmmende og følelsesladet bedrift.

Den ultimative underdog-fortælling.

Filmen, der måske mere end noget andet, er en hyldest til idealet om den amerikanske drøm. Rocky Balboa (Sylvester Stallone) er en ægte ”american bum”: fattig, bosat i et kriminelt kvarter og indsamler for en småkriminel lånehaj. Derudover bokser Balboa i sin fritid på byens små snuskede steder. Men alt dette ændrer sig, da verdensmesteren i sværvægtsboksning, Appollo Creed, udfordrer Rocky til en opvisningskamp, som et led i et marketingsstunt.

Stallone brillerer både som skuespiller og manuskriptforfatter i dette rørende sportsdrama om den lille mand, hvis højeste ønske er ”to go the distance”.

Filmen er blevet kald baseball-film nogens Den er dog meget ulig man seriøse sportsfilm, som er liste. Filmen omhandler lan (Kevin Costner), der som ba hans far idoliserede baseb Men Ray er vokset op og p faderen og hans glæde ved stedet på at dyrke korn og lige indtil en dag, hvor Ray som kun han synes at høre om at bygge en baseballba Banen ender med at blive b række fantastiske og unat Det fantastiske scenari og hjertevarm fortælling o mennesker sammen i glæd

[ 14 ]

I anledning af dette nummers tema har jeg begivet mig ud på en mindre rejse igennem sportsfilmens enorme arsenal af filmperler. Filmmediet har været særdeles gavmildt med både skildringer af kendte sportsfolk og begivenheder og med opdigtede historier om store sportsstjerners vej til succes eller i visse tilfælde tragiske forfald.

I løbet af mit filmmaraton med den ene fantastiske sportsfilm efter den anden, gik det op for mig, at en decideret top fem liste vil give et forsimplet billede af de mange og vidt forskellige sportsfilm. Derfor er denne liste i stedet ment som en oversigt over fem film, som jeg vil anbefale til den sportsglade filmelsker.

s binson, 1989)

dt den bedste sinde. nge af de andre mere repræsenteret på denne ndmanden Ray Kinsella arn oplevede, hvordan ball-sporten og dens helte. på mange måder vokset fra d sporten. Ray fokuserer i g pleje hans kone og barn hører en mystisk stemme, e. Stemmen beder Ray ane midt i hans kortmark. bygget, og snart finder en turlige hændelser sted. ie er en del af en rørende om sportens evne til at føre de.

RUDY (David Anspaugh, 1993)

MIracle (Gavin O’Connor, 2004)

Et livsbekræftende stykke sportsdrama Rudy har Sean Astin i hovedrollen som Daniel E. ’Rudy’ Ruettiger, der hele sit liv har drømt om at spille amerikansk fodbold for University of Notre Dame.

Rudys familie og venner er dog hurtige til at afvise hans drømme på grunde af hans mangel på både fysik og egentligt talent for sporten. En dag beslutter Rudy sig alligevel for at tage af sted og opsøge sin drøm, og det er begyndelsen på en sand underdogfortælling om en ung mands kamp mod omverdenen for at nå sine drømme.

Filmen er baseret på virkelige hændelser og virker mest af alt i kraft af Astins blændende præstation i hovedrollen, som gør filmen til et livsbekræftende stykke sportsdrama om en mand og hans kærlighed til et amerikansk fodboldhold.

Et autentisk drama Det helt specielle i denne film er, at der er tale om et mirakel, som rent faktisk har fundet sted. Filmen er en genfortælling af den utrolige historie om det amerikanske, olympiske ishockeyhold og deres sejr over det, på daværende tidspunkt, nærmest uovervindelige sovjetiske hold.

Gennem filmen følger vi træneren Herb Brooks (Kurt Russell), der får til opgave at stå i spidsen for det amerikanske ishockeylandshold. Herefter bliver seeren vidne til den fantastiske rejse, som både spillere og træner gennemgik, inden de nåede det endelige mål: Sejr over Den Sovjetiske Union.

Miracle skiller sig ud fra de andre film på listen, fordi den ikke kun skildrer en enkelt sportsudøvers kamp, men et helt holds præstation og trænerens store personlighed. Da den endelige sejr tilfalder amerikanerne, er det træneren og hele holdets fortjeneste. Filmens pointe understreges lige inden klimaks med kommentatorens spørgsmål: ”Do you believe in miracles?”

[ 15 ]

[ fotoserie ] FOTO: amalie vestergaard olsen TEKST: Sarah Bruun Hedegaard

Fank fan’ e for e [ 16 ]

kultur – hvad er det nu lige en størrelse?

Lugten af grillede pølser når mine næsebor, og der er en kold fadøl i min hånd. Overalt er der forventningsfulde mennesker – for dem er fodboldkampens resultat afgørende.

Det er vildt at tænke på, at det, der er en førstegangsoplevelse for mit vedkommende, er indlært hos andre. Folk jubler, hepper og følger hinandens bevægelser, og der laves tilråb – en række ritualer, der gentages til hver kamp.

Mens kampen står på, er man en del af et fællesskab. Man er venner for en dag.

Hvad er fankultur for en størrelse? At være fan er et velkendt begreb, der stammer tilbage fra ideologiernes udspring. Princippet med ’at holde med nogen’ har altid eksisteret.

At være fan er derfor ikke kun et emne, der vedrører sportsverdenen, men i den grad også den politiske verden. En helt bestemt afgørende faktor skiller dog de to ’fankulturer’ ad. Sport er langt fra politik.

Her samles mennesker med forskellige ideologiske holdninger i samhørighed om et hold, et spil, 90 minutter, en grillpølse og et par kolde øl fra anlægget. Fankultur er at samle folk i alle aldre og afskygninger for at støtte op om et hold og en klub. For at støtte op om ’byens hold’ som det så poetisk lyder i AGF’s slagsang: ”ååååh, ååååh GF, byens hold fra 1880”.

Fankultur affødes i høj grad af det miljø, man opvokser i. Æblet falder ikke langt fra stammen. Ofte er et tilhørsforhold opbygget gennem en lang årrække, hvor man begynder at interessere sig for et hold mere og mere. Typisk igennem fædre, venner eller anden familie.

Fankultur er noget der opstår før, under og efter en kamp. Før en kamp, når folk fra den samme fanklub følges til en kamp. Under en kamp, når folk samles om en fælles interesse og efter en kamp, når folk mødes over en øl for at tale om kampens resultat.

Fankultur er at bruge flere kroner på merchandise med holdets farver og logo for at vise sin støtte. Fankultur er at mødes foran skærmen for at se en kamp i fællesskab og dele den samme glæde eller skuffelse.

Fankultur er når man gang på gang støtter det samme hold, selvom holdets resultater måske ikke lever op til forventningerne hver gang.

At være fan er også et hverv, man påtager sig, lidt ligesom et rollespil. Man ønsker at støtte og vise sit holds farver frem, i de minutter kampen nu varer, for derefter at tage hjem og smide trøjen på hylden indtil næste søndag, hvor det igen går løs.

Så hvad fan’ er fankultur egentlig? Fankultur er ikke entydigt begreb. Det afhænger af kultur, miljø, situation, den sociale kontekst og meget andet. Fankultur er derfor en abstrakt størrelse, der kan betyde noget forskelligt for hver enkelt person. At være fan er langt mere end de 90 minutter på Aarhus Stadion en solskinsaften i maj.

[ 17 ]

[ 18 ]

[ 19 ]

[ tema ]

TEKST: Else Svensgaard

De Olympiske Lege kæmper for retten til nyhederne Det er ikke kun medaljer, der konkurreres om ved sommerens OL i London.

Der bliver også kamp om retten til at formidle nyheder. Den Olympiske Komite har udsendt retningslinjer for, hvordan atleter bør bruge de sociale medier i håbet om, at de ikke stjæler journalisternes arbejde.

IOC’s retningslinjer kort fortalt • IOC opfordrer atleterne til at dele deres oplevelser på de sociale medier.

• Indlæg skal ske i jeg-form og i OL-ånd.

• OL deltagerne må ikke selv reklamere for egne sponsorer via de sociale medier under OL. • Rettighederne til at formidle og reklamere tilhører de officielle OL- sponsorer, og de der har TV-rettighederne.

• Selve OL-byen skal være mediefri zone.

Uploader deltagerne billeder, må det kun være af dem selv • Videoer fra byen må ikke uploades på nettet.

Læs mere på www.olympic.org

T

il sommer sætter 25.000 mediefolk kursen mod London for at dække verdens mest prestigefulde sportsbegivenhed: De Olympiske Lege.

De mange journalister og tv-stationer betaler dyrt for at få lov til at fortælle verdenen om, hvad der foregår på de olympiske stadioner. Den Olympiske Komite, IOC, indgik rettighedsaftaler for 9,9 milliarder kroner alene i tv-aftaler ved OL i Beijing 2008. Beløbet forventes endnu højere ved sommerens OL. IOC forsøger nu at værne om deres største indtægtskilde ved at give medierne monopol på nyhedsformidlingen.

Det gør de via retningslinjer for, hvordan atleterne bør bruge de sociale medier. På den måde forhindrer de atleterne i at være først med nyhederne på de sociale medier.

De skal skrive i jeg-form, så det minder om dagbogsform, og de må ikke uploade videoer fra OL-byen. På den måde forebygger IOC, at atleterne selv kommer til at virke som sportsjournalister.

Workshops i brug af sociale medier Den 28-årige maratonløber Jesper Faurschou er en af de 65 danske OL-atleter, der til sommer pakker sportstasken og drager mod OL-byen i London. Jesper Faurschou er selv flittig bruger af Facebook. I ny og næ bliver der også smidt opdateringer på nettet med nye løberesultater. I december 2011 deltog Jesper Faurschou i en workshop arrangeret af den danske OL-komite.

Her modtog han sammen med de andre danske OL-deltagere gode råd om, hvordan de som atleter skal håndtere pressen og ikke mindst de sociale medier under OL: ”Vi skal generelt være positive, fordi vi repræsenterer OL. Og så skal vi være bevidste om, hvad vi skriver, fordi medierne kan bruge det, vi skriver, mod os. Men det er jo kun retningslinjer, de kan ikke bestemme, hvad vi gør” siger Jesper Faurschou.

IOC klamrer sig til nyheden Selv om det kun er anbefalende retningslin-

jer, og IOC faktisk opfordrer deltagerne til at bruge de sociale medier, så mener ekspert i sociale medier Thomas Bigum, at IOC ikke er klar til at hilse internettets fremtid velkommen. Thomas Bigum er manden bag de største fansider på Facebook. Han er stifter af ”Social Academy” – et bureau, der arrangerer foredrag og vejleder virksomheder i brugen af de sociale medier.

Ifølge Bigum handler det ikke kun om at beskytte og hjælpe OL-deltagerne, men også om rettigheder og finanser. ”IOC tjener penge på nyheder. Derfor er de udfordret af det samme som alle andre, der arbejder med formidling: Nyhedsmedier er ikke længere et råstof, som er svært at få fat på, og alle kan levere det videre,” forklarer han.

Det unødvendige mellemled bliver de sponsorer og medier, der har betalt flere millioner i rettigheder for at være til stede og dække sportsbegivenheden. ”Adidas betaler kassen, for at kameraerne vender i retning af lige netop deres reklameskilt. Så når IOC går ind og laver retningslinjer for brugen af sociale medier, er det simpelthen fordi, de klamrer sig til nyhedsbegivenheden og vil have patent på den,” mener Thomas Bigum.

Atleterne hurtigst med nyheden Ifølge Thomas Bigum er det atleten, som løber rundt nede på banen, der har nyheden.

Nyheden kræver ikke længere en journalist for at blive formidlet, hvilket vi allerede ser med Tour de France. Her tweeter rytterne ivrigt efter løbet om stort og småt, som uden deres opdateringer aldrig var kommet ud til læseren. ”Hvorfor skulle vi så gide at købe Touravisen næste dag? Det er jo meget mere spændende at læse det, som deltagerne bidrager med,” siger Thomas Bigum. At det er atleterne selv, der kan være først med nyhederne, kan Jesper Faurschou nikke genkendende til: ”Som deltager har man jo en masse information hurtigere end journalisterne,” siger han.

«

Jesper Faurschou er udtaget til De Olympiske Lege i London, hvor han skal løbe marathon og forhåbentlig tweete om et godt resultat efterfølgende.

Foto: Das Büro for Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark

De sociale medier skaber nyheder Retningslinjer eller ej. Jesper Faurschous brug af de sociale medier har allerede ændret sig på eget initiativ. Under London Marathon i 2012 oplevede Jesper Faurschou de sociale mediers magt på nært hold.

Landsmanden Henrik Them skrev et blogindlæg tirsdag aften. Her kritiserede Them, at han ikke kunne have sin egen væske med til løbet. Historien blev grebet af de danske nyhedsmedier, og i løbet af torsdag formiddag var Thems historie på alle de danske dagblades websider. ”Det var ikke noget han ønskede, for der kom en masse pres på ham og et uønsket fokus,” siger Jesper Faurschou. ”Det bekræfter jo bare, at man skal passe på med, hvad man skriver, hvis man gerne vil undgå alt for meget forventningspres,” forklarer Jesper Faurschou Fra OL-deltagernes side er der en naturlig selvcensur for, hvordan de bruger de sociale medier for at undgå mere pres end højst nødvendigt op til en vigtig sportspræstation.

OL i nyhedsformidling Tilbage sidder ekspert i sociale medier Thomas Bigum. Han venter ikke på atleternes sportspræstationer, men glæder sig til at se hvordan OL 2.0 kommer til at udspille sig. ”Jeg er så spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg tror bare lige OL skal i gang, og så skal der være nogle skandaler i OL-byen, nogle prostituerede eller noget, og så skal vi se, hvad IOC gør,” afslutter Thomas Bigum.

Jesper Faurschou ser også frem til OL, men af helt andre årsager. Han glæder sig til at få formen prøvet af på de 42,195 km. med eller uden statusopdateringer på Facebook. 

[ 21 ]

[ tema ]

TEKST: Mette Lystbæk

Hele Danmarks

hjemmebane Der kræses om de nationale detaljer, når TV 2 Sporten iscenesætter EM-finalen i herrehåndbold. Det opfylder seernes behov for at finde et »kulturelt hjem« i en grænseløs og global verden. Håndbolddrengenes succes bliver hermed garant for en national fællesskabsfølelse – om end den kun er kortvarig.

S

øndag den 29. januar 2012 var over 2,5 millioner danskere vidner til, at Mikkel Hansen, Nicklas Landin og de andre landsholdsspillere vandt EM-finalen i herrehåndbold over Serbien. Selv om begivenhederne fandt sted på udebane i Serbien, sørgede TV 2 Sporten for, at danskerne kunne følge med i kampen i en særlig dansk kontekst.

Det nationale er i højsædet Når der skal spilles EM-finale i håndbold er det umiddelbart finalen, der er omdrejningspunktet. Imidlertid vidner TV2’s mange optaktsprogrammer til finalen om, at det er en kærkommen lejlighed til at hylde den danske nation. »I dag skal medaljerne fordeles, og det danske eventyr skal skrives færdigt«, sagde studieværten Morten Ankerdal i det

[ 22 ]

første optaktsprogram live fra Beograd.

EM-guldet - er inviteret. Som dansker føler

Her bliver det tydeligt, at det ikke bare handler om håndbold, men også om at italesætte nogle nationale værdier.

TV2 gør meget ud af, at den danske triumf kan ses som et eventyr. Nærmere bestemt henledes tankerne til noget centralt for dansk kultur, nemlig H.C. Andersens Den grimme ælling. De danske håndboldherrer var så godt som afskrevet, men alligevel ender de med at gå hele vejen til finalen.

Her er det Danmark som nation, der skal besejre det serbiske landshold og deres 20.000 vilde tilskuere. Det er »os« mod »dem«, hvilket inkluderer seerne.

man, at man er en del af begivenhederne.

Så nok er der tale om en europæisk mediebegivenhed, men »hele Danmarks hjemmebane« sørger for, at det nationale er i fokus.

Denne nationale iscenesættelse er et svar på det behov for at definere det nationale, der opstår, når globaliseringen har sit indtog. Ved at indskrive en særlig danskhed i håndboldbegivenhederne er det netop det, som TV2 imødekommer. Seerne mindes om deres danske tilhørsforhold, og tanken om, at rigtig mange andre i samme øjeblik følger samme begivenhed, skaber en national fællesskabsfølelse. Det er essentielt i en tid, hvor medierne bidrager med mange forskellige kulturelle horisonter.

Hele Danmark som sejrsherrer Ender Danmark med at vinde, er der lagt op til folkefest, hvor hele Danmark - som i 2008 hvor håndboldherrerne snuppede

»Det kulturelle hjem« Med henblik på at beskrive den kulturelle

konsekvens af globaliseringen indfører John Tomlinson (1999) begrebet deterritorialisering. Det betyder, at kultur og sted »hives fra hinanden«.

Selvom man bor i Danmark, er det ikke ensbetydende med, at de kulturelle værdier, man tilegner sig, kommer derfra. Medierne sørger nemlig for, at fjerne begivenheder og værdier kan trænge ind i hverdagen og vise, hvad der foregår andre steder i verden. I modsætning til tidligere, hvor verden ikke i samme grad var »åbnet op«, er den kulturelle arv således ikke determineret af en bestemt lokalitet, fordi man hele tiden præsenteres for nye indtryk.

Begrebet deterritorialisering står imidlertid ikke alene, da det modsvares af et andet begreb, nemlig reterritorialisering.

Når man oplever, at man ikke rigtigt ved, hvad der kendetegner de omgivelser, man befinder sig i, opstår der en øget motivation for at definere et »kulturelt hjem«.

Mediernes dobbeltrolle Konkret foregår det ved at forankre nogle særlige kulturelle værdier til en bestemt lokalitet. Når TV2 eksempelvis omtaler EM-herrernes slutrunde med henvisning til

eventyret om Den Grimme Ælling, så kan det give en følelse af, at »nå ja, H.C. Andersens eventyr kender vi, og det er noget centralt i den danske kulturarv«.

På den måde kan man tale om, at medierne spiller en slags dobbeltrolle. Det er mediernes »skyld«, at man kan få følelsen af, at man ikke helt ved, hvad der er særligt for den lokalitet, man befinder sig i. Derved forstærker medierne deterritorialiseringen.

Men samtidig kan det være netop via medierne, at vi mindes om, hvad der er særligt dansk – eksempelvis ved at sætte håndboldherrernes bedrift i forbindelse med et velkendt, dansk eventyr. Her er medierne således reterritorialiserende.

I stue med 2,5 mio. danskere TV2’s iscenesættelse af håndboldbegivenhederne markerer et kulturelt tilhørsforhold og kan dermed skabe en form for nationalt fællesskab. Det er netop det, som store mediebegivenheder formår at gøre.

Daniel Dayan og Elihu Katz (1994) påpeger, at store mediebegivenheder viser nationers kulturelle fællesskab, og at det giver en særlig følelse, når man ved, at rigtig mange andre samtidigt følger den samme begivenhed.

Da EM-finalen var på sit højdepunkt, var der over 2,5 millioner seere, der så med.

Så der er rigtig mange, der følger med. Om disse seere er en del af et dybereliggende nationalt fællesskab eller et øjeblikkeligt oplevelsesfællesskab, står imidlertid hen i det uvisse.

Globaliseringen taler imod, at der er et fællesskab, der varer længere end selve øjeblikket. Det skyldes, at globaliseringen netop betyder, at tanken om den forenede nation udfordres.

Man skal imidlertid ikke undervurdere tv-mediets store rolle, da der gang på gang sættes nye seerrekorder. Alt andet lige vidner det om, at der er øjeblikke, hvor en stor del af nationen stimler sig sammen rundt omkring i stuerne og samtidigt følger en mediebegivenhed.

Om fællesskabsfølelsen varer ved eller ej, så ændrer det ikke på, at man – i hvert fald for en stund – kan opnå en følelse af at være forbundet med en masse andre danskere omkring noget nationalt. Det kan være med til at forklare, hvorfor så mange følger med, når de danske drenge tørner ud i aktion skarpt forfulgt af TV2 Sporten – Hele Danmarks Hjemmebane. 

[ 23 ]

Foto: MCH - MESSECENTER HERNING kongrescenter

”

Seerne mindes om deres danske tilhørsforhold, og tanken om, at rigtig mange andre i samme øjeblik følger samme begivenhed, skaber en national fællesskabsfølelse. Det er essentielt i en tid, hvor medierne bidrager med mange forskellige kulturelle horisonter.

TEKST: Vicki Kragh Pedersen

Foto: fra Youtube.com

[ klumme ]

Der er så meget, mænd misforstår

D

er er så meget, kvinder ikke forstår”. Sådan slutter Oddsetreklamerne. Min første tanke, når jeg ser de reklamer, er altid den samme: ”Ja, og hva’ så?”. For vi skal jo ikke vide eller forstå alt. Det skal mændene jo heller ikke. Så hvorfor er der brug for at pointere det? I sidste ende går det jo meget godt for begge køn alligevel.

Forestil dig en stue. En kvinde sidder og ser fjernsyn. Over skærmen ruller der en reklame for flydende eyeliner, hvor en kvinde siger til en anden kvinde: ”Den skal bare så tæt på vippen som muligt, bare spring ud i det!”

Imens sidder hendes kæreste i et tilstødende lokale og tror, at der bliver snakket om svømning. Reklamen slutter med teksten ”Der er så meget, mænd ikke forstår”. Men er det ikke lidt lige meget? For manden har jo ikke noget at bruge flydende eyeliner til.

Ligesom de fleste kvinder ikke har noget at bruge informationen fra en Oddset-reklame til. Det er jo mest mænd, der spiller på sportsresultater. Og de kvinder, der tipper på sportsresultater, ved jo godt, at det ikke hedder ”ishockey-bold” eller ”cykelbold”, og at en ostemad i fodbold ikke er en håndmad, men et gult kort. Så hvorfor har man(d) lavet de her kvinde-fordummende reklamer? Er det mon nogle mænd, der har været alene om idéudviklingen? Og hvad er formålet?

[ 24 ]

Personligt føler jeg mig ikke krænket, men der skal nok være nogle derude, hvis pis kan komme i kog over reklamerne. Men når det så er sagt, så synes jeg slet ikke, reklamerne er sjove. Jeg har et billede af den mandlige målgruppe for Oddsetreklamerne. Det er et meget fordomsfuldt billede, som sikkert er tilsvarende det fordomsfulde billede, som ophavsmændene til Oddset-reklamerne har af blondiner eller kvinder generelt. Min fordom viser et billede af en mand, der ikke ved særlig meget om kvinder. Han har en slidt kasket på, er virkelig usoigneret, og når han siger noget sjovt, er han den eneste, der griner. Fordi han har dårlig humor. Virkelig dårlig humor.

Men det billede er forhåbentligt langt fra sandheden.

For mig er Oddset-reklamerne bare noget, der er der. Fyld i reklamepausen. Men jeg vil dog alligevel forholde mig til dem.

Jeg finder dem overflødige. Og på sin vis hænger handlingen i reklamerne ikke sammen med budskaberne i selvsamme. At der sidder nogle mænd og ser sport i fjernsynet hænger ikke sammen med, at der er meget, kvinder ikke forstår. Og det budskab overskygger det vigtigste budskab – nemlig at man kan spille på sportsresultater på Oddsets hjemmeside. Det har ikke noget med kvinder at gøre. Jeg tror snarere, ophavsmændene manglede en punchline, som reklamerne kunne blive husket på. Jaja, der er meget, kvinder ikke forstår, men helt

ærligt, hvorfor skal vi kende offside-reglen eller bruge tid på at gå op i, hvem der er det bedste hold? Det er jo LANGT vigtigere, hvilket hold, der har flest stykker eyecandy.

Alt andet ved sport er på sin vis ret ligegyldigt. At kunne forklare offside-reglen skulle eftersigende være et godt scoretrick, men omvendt, hvis det er det, der skal til, så er det nok dig, der kommer til kort, når han bruger størstedelen af sin tid på at spille Fifa eller se kampe i tv.

Der er så meget mænd misforstår. Vi ville forstå sport, hvis vi gad. Men vi er jo ikke dumme, fordi vi ikke bruger tid på sport.

Vi har bare andre ting, vi hellere vil bruge vores tid på. En fodboldkamp varer 2x45 minutter. Plus pause. Plus overtid. Det er en tidsrøver. Ikke at vi kvinder kan fornægte os tidsrøvere. Et afsnit af Greys Hvide Verden varer 42 minutter. Og ja, for os er det lige så vigtigt som en fodboldkamp. Forskellen er, at vi ikke supplerer med vores eget lydspor. Ingen hujen, ingen skrål og ingen øl. Men det betyder ikke, at vi ikke er lige så spændte på afsnittets slutning, som I er på kampens slutresultat. For begge dele skal jo ende lykkeligt. Ellers gider vi ikke se det.

Men vi ryster ikke på hovedet af jer, når der er noget, I ikke forstår. Det skal der være plads til. Ligesom der skal være plads til, at vi ikke gider se fodbold. Kampene ender jo altid ens. Der er en vinder og en taber.

Game over. 

Summer School?

Sommerferien venter lige om hjørnet, og vi kan pakke studiebøgerne langt væk. Men efter en måneds tid med Roskilde, grill og Tour de France mangler de fleste studerende nyt input til hjernen, og bøger sniger sig på forunderlig vis ned i strandtasken. SAMS vil gerne anbefale en række letlæselige fagbøger, som ikke kun vil give dig ny viden, men også et godt grin.

Se flere forslag til ferielæsningen og læs beskrivelser af alle bøgerne på www.samsnet.dk

Læs mere her

Læs mere på www.samsnet.dk

Foto: anne ranegaard clausen

[ 26 ]

TEKST: Peder Lyager Jensen

[ kampagne ]

KONY 2012

- når aktivisme går viralt I marts i år spredte den virale video Kony 2012 sig som en steppebrand på de sociale medier. Mens kampagnen har fået masser af medvind online, har det dog stået mere trægt til med at mobilisere støtten offline. Kony er derved et klassisk eksempel på, at hvor et ”like” kommer let, halter det med engagementet ude i virkelige verden.

M

ed sine 70 millioner hits på 5 dage blev filmen om den ugandiske krigsforbryder Joseph Kony hurtigt et internetfænomen. Filmen er blevet en viral succes, men den ender alligevel med at blive et eksempel på effektiv online-retorik, som ikke nær så effektivt formår at påvirke samfundsordenen offline.

Kony 2012 viser, hvor svært det er at omdanne Afrikas forfærdeligheder til andet end symbolsk støtte som Facebook-”likes”. På trods af at filmen ihærdigt forsøger at skabe identifikation, mangler den et fundamentalt element: Nærhed til situationen i Afrika.

Kony 2012’s virale styrke er, at den formår at tegne et klart og entydigt billede af, hvad problemet tilsyneladende er: At Joseph Kony spreder død og ødelæggelse i Afrika, og at der ikke bliver gjort nok for at stoppe ham, da ingen kender ham. Samtidig med at den skarpe vinkling er en viral styrke, er den dog også en etisk svaghed. For med filmens entydige udlægning af en kompleks konflikt tegner den et billede, som i bedste fald er forsimplet, og i værste fald er direkte usandt.

Kony 2012’s viralitet Kony 2012 er produceret af NGO’en Invisible Children og fortalt af organisationens medstifter Jason Russell, som beretter om den ugandiske oprørsleder Joseph Kony og hans udnyttelse af børnesoldater.

[ 27 ]

Joseph Kony Ugandisk guerillaleder for gruppen Lord's Resistance Army (LRA), som med voldelige aktioner har forsøgt at etablere en teokratisk regering i Uganda.

Kony anklages for med LRA at have hjernevasket børn i det nordlige Uganda, gjort piger til sexslaver, og drenge til soldater.

Modstandshæren har terroriseret beboerne i landsbyer fordelt på fire lande i det centrale Afrika i omtrent 20 år, ved at have gennemført titusinder af mord, foretaget afhugning af lemmer, samt brændt hytter ned.

I 2007 var Joseph Kony angiveligt villig til at indgå en fredsaftale med myndighederne i Uganda, som ville opløse hans hær. Men i april 2008 forsvandt han med begrundelsen om at havde behov for at diskutere de krigsforbrydelser, Den Internationale Straffedomstol havde anklaget ham for i 2005. Ifølge lokale vidner, dræbte oprørshæren hundredvis af beboere og bortførte endnu flere, i Congos jungle; angiveligt med det formål at rekruttere flere soldater.

George W. Bush og Barack Obama har i deres regeringsperioder sendt militær assistance til området, for at hjælpe de regionale styrker med at tage Kony til fange - dog indtil videre uden held.

Kilde: Wikipedia

Filmen blev hurtigt udsat for massiv kritik, efter den gik viralt, på grund af sin meget skarpe vinkling af situationen i Afrika.

Virale kampagner på sociale medier er i den forstand et tveægget sværd. For mens man effektivt kan komme ud med sit budskab online, kan man lige så effektivt blive skudt ned, hvis måden man behandler en sag på er kritisabel.

Kony 2012’s skarpe vinkling af en kompleks konflikt stemmer fint overens med nyere marketingsforskning. Forskningen peger nemlig på, at det bestemmende for, om onlineindhold går viralt er, at indholdet er overraskende, interessant og appellerer til følelser.

Hvis Kony 2012 havde valgt en mere oplysende vej, ville meget af dens følelsesappel ikke være mulig, da man ikke ville have samme mulighed for at pege fingre af den ene, onde mand, som ifølge filmen er skyld i alle elendigheder i regionen.

[ 28 ]

Sociale kampagner på sociale medier Det er diskutabelt i hvilken grad, de sociale medier overhovedet egner sig som medieplatform til at dække komplekse konflikter.

selvoprettende, forstået på den måde, at hvis en viral video vælger en for fræk vinkling af en problemstilling, skal modsvarene nok hobe sig op og få sit eget liv.

Førstnævnte vej, som er den, Kony 2012 har valgt, kan næsten ikke undgå andet end at ende ud i manipulerende resultater.

Sidstnævnte lader derimod ikke til at kunne skabe nok opmærksomhed til for alvor at gøre en forskel.

Beskeden offline-aktivisme Mens det på internettet er lykkedes at sprede ordet om Joseph Kony, har det stået mere trægt til i offline-delen af kampagnen. Udover at opfordre til at gøre manden kendt ved at dele filmen, opfordrer Kony 2012 nemlig også til, at vi køber det såkaldte ”Action Kit” og deltager i gadeaktivisme. Den 20. april skulle kampagnen så kulminere i ”Cover the Night”-eventen, hvor alle verdens byer skulle overdækkes med Kony’s navn og ansigt. I realiteten fik offline-kampagnen dog ikke for alvor luft under vingerne.

Set på den positive side kan det påpeges, at ligesom Kony 2012 fik liv på de sociale medier, har kritikken af filmen også fået det. De sociale medier er i den forstand

Som erstatning for den mangelfulde gadeaktivisme har Kony 2012 derimod manifesteret sig gennem ”likes” og ”delinger” på Facebook. Filmen har derved primært

Der er nemlig en naturlig modsætning mellem det, der er effektivt på sociale medier - altså det enkle, interessante og følelsesappellerende - og de mere nuancerede og oplysende sociale kampagner, som en kompleks konflikt traditionelt ville kalde på.

«

Kony 2012 filmen har efterhåneden rundet 90 millioner visninger på YouTube, og med en meget offensiv strategi lykkedes det at skabe en enorm interesse for online delen af kampagnen.

Kony 2012 modarbejder den mulige følelse af ubetydelighed ved at tematisere, hvordan de sociale medier gør en hel ny form for forbundenhed muligt.

I en verden med over 750 millioner brugere på Facebook kan vi ifølge filmen se hinanden og derfor beskytte hinanden.

Derved bliver vi som publikum bemyndiget til at tage affære ved at hjælpe til med at gøre Joseph Kony kendt, så vi sammen kan redde Afrika.

Det Afrikanske Forår?

Kony 2012 drager selv paralleller til Det Arabiske Forår, hvor tusindvis af demonstranter mobiliserede sig via sociale medier. Parallellen virker dog lidt søgt. For hvor Det Arabiske Forår var en reaktion på lang tids undertrykkelse, er Kony 2012 nærmere et vesterlandsk selvrealiseringsog selviscenesættelsesprojekt.

Foto: fra Youtube.com

udmøntet sig i, hvad der bliver kaldt ”slacktivism”: Det vil sige, at den har opfyldt et behov for, at vi kan vise vores støtte til en tilsyneladende god sag, uden at skulle gøre os den ulejlighed at yde en reel indsats.

Publikums rolle Kony 2012 søger ihærdigt at skabe et publikum, som kan hjælpe med at gøre Joseph Kony kendt. Det gør den først og fremmest ved at tale til fællesmenneskelige værdier som lighed og retfærdighed som i sekvensen, hvor fortælleren Jason siger:

Vi mærker ikke forfærdelighederne i Afrika på vores egne kroppe. Nærheden mangler altså. Så mens vi måske kan overtales til at bruge to sekunder på at dele Kony 2012 på Facebook, er det straks vanskeligere at få os til for alvor at investere tid og energi i projektet.

En alternativ forklaring på filmens manglende offline-effekt kunne naturligvis også være, at den har fået massiv kritik for at være ensidig, mangelfuld og ren følelsesporno. Det kan have fået dens troværdighed og derved dens overbevisende kraft til at dykke gennem den forholdsvis lange periode, fra da filmen skød frem i starten af marts til den 20. april, hvor kampagnen skulle kulminere.

”Where you live shouldn’t determine whether you live.”

Den onde Kony Årsagen til den skarpe kritik af Kony 2012 bunder primært i dens vinkling af situationen i Afrika.

Værdier som lighed og retfærdighed er selvsagt svære at argumentere imod.

Det er derimod lettere at fraskrive sig sit personlige ansvar, da man som individ jo i sagens natur har svært ved at gøre en mærkbar forskel for et kontinent, som er så hærget som det afrikanske.

Fokus i filmen er på de tusindvis af børn, som Joseph Kony gennem en 26-årig periode har bortført og tvunget til at kæmpe for hans oprørsgruppe LRA (Lord’s Resistance Army). Der er som sådan ikke noget usandt i dette. Joseph Kony har rent faktisk begået de forbrydelser, som filmen beretter om.

Problemet er, at den fokuserer kun på én mand, Joseph Kony, som vi skal fange for derved at løse alle regionens problemer. I realiteten har konflikten i området imidlertid mange flere parter, som er viklet sammen i et spind af relationer og motiver.

Det billede, som filmen tegner af området og dets problemer som helhed, er derfor ganske misvisende.

Støt Ugandas militær!

Kony 2012 er også blevet kritiseret for dens løsningsforslag. Den opfordrer til, at vi skal støtte den ugandiske regering i deres jagt på Joseph Kony. Samtidig udelader den dog fuldstændigt at berette om de øvrige omstændigheder, som kunne tale imod, at vi blindt skal støtte den ugandiske præsident Yoweri Museveni og hans militær.

Museveni er i realiteten både korrupt og diktatorisk, og da han kom til magten ved et kup i 1986, var det i lighed med Joseph Kony ved udnyttelse af børnesoldater. Som om det ikke var nok, så rekrutterer den ugandiske hær selv den dag i dag soldater, der er helt ned til 13 år.

Det kan derfor ikke andet end at virke lidt mærkværdigt, at vi tilsyneladende skal stoppe en fjende, fordi han bruger børnesoldater, ved at støtte en ven, som selv bruger børnesoldater.

Opmærksomhed på Kony På trods af, at det ikke for alvor lykkedes for Kony 2012 at skabe massiv folkelig opstand i den virkelige verden, har filmen stadig mere end noget andet forsøg formået at rette opmærksomhed mod den skrækkelige situation i Uganda og dets nabolande. For med sin skarpe vinkling er det lykkedes at skabe en film, som Facebook-brugerne har haft lyst til at dele med hinanden.

Man må så blot håbe, at størstedelen af de millioner, som har set Kony 2012 har taget filmen for, hvad den bør være: Blot en indgang til den omfattende konflikt og altså ikke på nogen måde et tilstrækkeligt billede af konflikten. 

[ 29 ]

[ reality ]

TEKST: Trine Bartholomæussen Stevn

Fra Paradise Hotel til Christiansborg Stort set alle arbejdsgivere googler kommende medarbejdere.

Eksperter er enige om, at reality-tv kan ødelægge din karriere, men for realitystjernen Nick Zitouni har det aldrig været et problem

D

u skal lade være med at knalde, du skal lade være med at svine og bagtale andre ting, der ser dumt ud på tv.”

Ordene er 28-årige Nick Zitounis. Han fortæller, hvordan han har undgået at blive stemplet som en dum reality-stjerne. Faktisk har Nick Zitouni udover reality-tv både en kandidat i Strategi og Ledelse og et job på Christiansborg i rygsækken. ”Jeg har været med i sæson fire, seks og otte af Paradise Hotel samt en masse andre programmer, så jeg er helt klart af den overbevisning, at det ikke skader mig,” smiler Nick overbevisende.

Nick er netop hjemvendt fra årets reunion sæson af TV3’s seersucces Paradise Hotel. Programmet samler tidligere deltagere og byder derfor på mindst lige så mange intriger og skandaler som de foregående sæsoner.

Sex og druk er hverdag På ottende sæson sidder op mod 200.000 hver mandag til torsdag aften klinet fast til

[ 30 ]

skærmen for at følge med i, hvem af de tolv deltagere, der indtager rollen som aftenens mest grænseoverskridende person. Sex, druk og vold er hverdag på Paradise Hotel.

Noget vi som seere kan grine højt og længe af, men hvad med de implicerede deltagere? Hvad sker der, når kameraerne slukker, de er kommet hjem fra Mexicos varme og skal indgå i en normal hverdag igen? For ikke at tale om at finde et job?

Unge bør ikke deltage Ifølge Peter Horn, der er ekspert i personlig branding og har skrevet flere bøger om emnet, skal man tænke sig godt om, inden man deltager i programmer som Paradise Hotel. ”I en tid hvor ungdomsarbejdsløsheden er stigende og flere og flere får de samme uddannelsesmæssige forudsætninger, spiller personlig branding en stor rolle,” siger Peter Horn.

Samtidig understreger han, at reality-tv kan påvirke ens personlige brand i en særdeles negativ retning og mener grundlæggende, at man bør holde sig fra at deltage. ”Der kommer hele tiden flere, der vil

”

Det er den senest synlige erfaring, vi har med en person, som vil komme til at påvirke vores holdning til hvem og hvad personen er, og deri ligger der jo også et håb om, at selvfølgelig kan man gøre noget Ida Borch, cand.mag., underviser i personlig branding ved CBS

Paradise Hotel tager os backstage Reality-tv har eksisteret i over 40 år og har lige fra sin spæde start skabt heftig debat om grænsen mellem det offentlige og private. Der sker nemlig det, at grænsen mellem front region og backstage rykker sig.

Men hvad betyder det så, at grænsen har rykket sig? Ifølge Ida Borch, der er cand. mag. i retorik og sprogpsykologi og underviser i personlig branding på Copenhagen Business School, er reality-tv kendetegnet ved, at det baseres på følelser frem for fornuft. Med reality-tv får vi som seere et ekstraordinært indblik i, hvordan deltagerne opfører sig backstage.

Den helt store forskel udgøres ifølge Ida Borch af internettet: ”I en tid hvor alt ligger tilgængeligt på nettet, og vi historisk set aldrig har haft så mange muligheder for at sætte varige spor, bliver det personlige brand samtidigt sværere og sværere at kontrollere. Det gør det aktuelt at arbejde med, hvordan man fremstår.”

Troværdighed kan genforhandles ”Med reality-deltagerne har vi en stor masse af mennesker, der dybest set er kendt for ingenting at kunne. Og på en arbejdsplads ansættes man på baggrund af sine kompetencer,” siger Ida Borch.

Hun er dog enig med brandingeksperten

Peter Horn i, at det er muligt at genforhandle sin fremtoning til for eksempel en jobsamtale. ”Det er den senest synlige erfaring, vi har med en person, som vil komme til at påvirke vores holdning til hvem og hvad personen er, og deri ligger der jo også et håb om, at selvfølgelig kan man gøre noget.”

Ida Borch forklarer, at det grundlæggende handler om etos, forstået som en persons troværdighed. Etos skal gå fra at være følelsesbetonet til at være baseret på dyder som viden og kundskab.

Hun mener, at eksempelvis en universitetsgrad kan være med til at skabe den forandring.

med det, så har det nok ikke den store betydning.”

Nick Zitouni understreger dog også, at det er individuelt, om Paradise Hotel kommer til at påvirke karrieren. ”Det afhænger af, om du formår at skabe et positivt eller et negativt image af dig selv. Og jeg har på grund af min uddannelse hele tiden været meget bevidst om min fremtræden.”

Selvom flere eksperter anbefaler, at man holder sig fra reality-tv, fortryder Nick Zitouni ikke sin medvirken et sekund. ”Det er den største oplevelse, jeg har haft i mit liv,” afslutter han uden tøven. 

Internettet husker alt Kaare Danielsen er stifter af og direktør for Danmarks største jobportal Jobindex og har dagligt kontakt med hundredvis af både jobsøgende og arbejdsgivere. Han bekræfter, at stort set alle arbejdsgivere googler deres ansøgere, inden de ser dem til en samtale. Han ser derfor også internettets uudtømmelige kilde af hukommelse som det største problem. ”På internettet ligger alting til evig tid.

Hvis du i gamle dage havde dummet dig, og aviserne skrev om det, var det glemt tre dage efter.” ”Derfor er den nemmeste løsning også ikke at deltage,” fastslår han.

Fra reality-deltager til succesfuld karrieremand Tidligere deltager Nick Zitouni, der i dag er selvstændig erhversdrivende, er i modsætning til eksperterne ikke bekymret. ”Jeg fik for alvor bevist, at det ikke betød det store, da jeg i 2011 blev ansat på Christiansborg som personlig assistent for vores tidligere skatteminister Peter Christensen. Hvis en gammeldags institution som Folketinget kan se igennem fingre

[ 31 ]

Foto: Nick Zitouni

deltage i reality-shows. De seneste år har programmer som Paradise Hotel haft et enormt fokus på eksempelvis sex, og det er ikke altid de situationer, folk ryger ind i der, som er de mest begavede,” siger Peter Horn.

Hvis du har haft sex på tv, vil det både afhænge af den arbejdsgiver, du kommer ud til, men også hvordan du formår at brande dig selv, om det påvirker dine karrieremuligheder, tilføjer eksperten. Han påpeger desuden, at det er muligt at ændre sit personlige brand over tid.

[ protektorklumme ]

TEKST: Pernille Fruensgaard Øe, Director of Strategic Planning ved Hjaltelin, Stahl Gruppen

Hvorfor jeg elsker F.C. Barcelona, men ikke forstår deres tøjsponsor Da jeg fik at vide, at temaet for juni måneds SAMSON var Sport og Medier, meldte jeg mig straks til at skrive denne udgaves protektorklumme. Ikke fordi jeg ved synderligt meget om sport; faktisk har jeg kun begrænset beskæftiget mig med feltet sport og medier. Men til gengæld er jeg den sidste tid stødt på noget, der undrer mig. Og nysgerrighed er ofte det bedste afsæt for at finde ny viden og nye refleksioner. Dermed blev dette en klumme om to fænomener, jeg undrer mig over – i forhold til hvad jeg personligt mener, er verdens mest interessante fodboldklub. F.C. Barcelona.

Verdens mest interessante fodboldklub?

Der er helt sikkert en hel verden af fodboldsfans, vel og mærke fans af andre klubber, der vil komme efter mig som følge af denne udtalelse. Men fra et personligt udgangspunkt mener jeg, at F. C. Barcelona har nogle af de vigtigste grundingredienser i et stærkt brand. Stærke brands er generelt interessante, og med min ellers begrænsede fodboldinteresse, vil jeg tillade mig at betragte F.C. Barcelona som et af mine yndlingsbrands, på linje med Mini, Apple, Nike og HBO. De stærke brands, jeg klarest kan udpege, har præsteret at skabe et simpel og klart positioneret brandimage hos modtagerne, suppleret med en ide, der er større end den kategori, de eksisterer i.

F. C. Barcelona står i den sammenhæng klart for mig som en klub, der har en klar ide.

Holdet er altid større end den enkelte spiller. Fokus er kontinuerligt på sammenspil, holdpræstationen og loyaliteten mod klubbens ånd. Tilfældigt er det heller ikke, at Camp Nou, klubbens hjemmebane, har ”Mes un club”, altså ”Mere end en klub”, skrevet på langsidetribunen med alle sine lokalpatriotiske og politiske referencer. Selv folk med begrænset fodboldviden kender Tiki Taka; F. C. Barcelonas spillestil, hvor mange

korte afleveringer mellem spillerne leder bolden frem mod mål. En spillestil, hvor fokus på vigtigheden af hver enkelt aflevering mod mål gør, at holdet spiller med en præcision på hele banen, som er sjældent set.

Man skal heller ikke vide meget om klubben for at gennemskue idealet om ydmyghed fra hver enkelt spiller i forhold til holdindsatsen. Selv når Messi scorer tre mål, hvilket han jo ofte har gjort denne sæson, er det holdets sejr. Kritiske røster vil hævde, at det er let nok at hylde holdet, når man har verdens tre bedste fodboldspillere på samme hold. Men hvis vi modsat betragter et stjernespækket hold, der ligger ganske tæt på, nemlig Real Madrid, vil de færreste sige, at det her er holdet, som vinder. Og her har vi endnu en af grundopskrifterne på at bygge en stærk position, nemlig en stærk konkurrent og et nærliggende fjendebillede, man kan anvende til at italesætte egne værdier.

De simple historier bliver her endnu engang sat på spidsen, hvilket gør brandet let at kommunikere: F.C. Barcelona er kendt for deres omfattende og succesfulde talentprogram, hvor klubbens fremtidige stjerner modnes og uddannes i klubbens spillestil og værdier. Real Madrid er modpolen, der siges at købe sig til succes ved at afvente passivt og købe spillerne på toppen. Denne stærke modpol dramatiserer brandets klare

”

Et godt sponsorat er ikke kun et spørgsmål om økonomi, men begge brands, både den, der sponsorerer og den sponsorerede, vil blive influerede af de symbolske værdier og funktionelle egenskaber, der knytter sig til begge brands.

bestående af hip hop, street, graffiti, musik og en klar holdning til livsstil. Desuden er Adidas holdets brand. Her er ikke fokus på individ og resultat. Adidas kæmper, men det er kampen, The Battle, der motiverer, ikke sejren i sig selv. Nike derimod er sejrens brand. ”Authentic Athletic Performance” lyder brandplatformen. Her er fokus på den indre motivation og viljen til sejr hos den enkelte. Derfor er Nike også det perfekte løbetøjs-brand og det oplagte match til brandpartnerskab med Apple.

Foto: Jan solo

værdisæt, da det bliver tydeligt, at valget af holdet som styrende enhed ikke er en selvfølge, men et aktivt tilvalg.

En sag der er større end fodbold Derfor er brandet F.C. Barcelona repræsentant for en sag, der er større end fodbold.

Troen på, at samarbejde og fælles mål er større end solo-præstationer kan let og uden de store tilpasninger overføres til ledelsesprincipper. Dyrker vi fællesskabet for solidaritetens skyld? Eller tror vi faktisk på, at fællesskab er en vinderopskrift? Personligt tror jeg, at F.C. Barcelona har fat i den helt rigtige tilgang til at skabe resultater.

Heri findes også konklusionen på denne klummes første undringspunkt: Hvordan kan man være dybt fascineret af en fodboldklub, når man egentligt ikke interesserer sig for fodbold? For mig er svaret, at holdet bygger på en ide, der er større end fodbold. En holdning til, hvordan man skaber resultater og succes, som rækker længere end virkelighedens F. C. Barcelona som organisationen og forretning. Og langt længere end den måde, der spilles bold på. Vigtigheden af alle funktioner og alle afleveringer. Stoltheden over at skabe spillere, der tror på mere og andet end næste svimlende kontrakt-tilbud.

Hvem har byttet rundt på sponsoraterne?

Men denne konklusion fører mig også direkte til det andet undringspunkt. Hvorfor er Nike sponsor for F. C. Barcelona? Og tilsvarende: Hvorfor er Adidas sponsor for Real Madrid? To store klub-brands og to store sports-brands. Det virker måske meget logisk, men hvis vi tilfører den forsimplede, men reelle, logik fra første undringspunkt, så er der her et mismatch.

F.C. Barcelona er lig holdpræstation og den idealisme, der rækker ud over fodbold. Real Madrid er repræsenteret ved en række unikke stjerner, som repræsenterer en vilje til sejr gennem fantastiske spillere. Men det er den enkelte spiller og dennes præstation, der er helten i fortællingen om Real Madrid (eller træneren for den sags skyld).

Adidas vs. Nike Disse to modpoler er faktisk i sportsbrandverdenen direkte spejlet. Selv om alle brands gerne vil være inkluderende, og derved ikke fraskrive sig rentable målgrupper, så har to af verdens største brands alligevel ganske klare brandimages, når det kommer til positionering. Adidas er ”All in” og rummer en lang række værdier, som går hinsides sportsverdenen, som vi kender den. Adidas er kultur, ja et unikt mash-up

Hvis vi antager, at begge sportsbrands og begge fodboldklub-brands er godt tilfredse med deres position; hvilket det virker til, så er man nødt til at undre sig over, hvorfor Nike ikke sponserer Real Madrid, og Adidas ikke sponserer F.C. Barcelona? Et godt sponsorat er ikke kun et spørgsmål om økonomi, men begge brands, både den, der sponsorerer og den sponsorerede, vil blive influerede af de symbolske værdier og funktionelle egenskaber, der knytter sig til begge brands. Et valg af sponsor og sponsorat kan både tages ud fra, at man ønsker nye værdier tilknyttet sit brand, eller at man ønsker at forstærke eksisterende værdier. Det sidste kan på baggrund af en simpel kommunikationsanalyse af Nike og Adidas antages at være i konflikt med de valgte sponsorater. Begge brands understøtter deres eksisterende position i al kommunikation, men præcis med disse to sponsorater kan jeg personligt ikke forstå sammenhængen. Hvem har byttet rundt på sponsoraterne og hvorfor?

Disse to undringspunkter er, som beskrevet i indledningen, udtryk for en sund nysgerrighed, mere end en videnskabelig tilgang og indsigt i de fire omtalte brands strategier. Ideer, viden eller nye perspektiver på disse to undringspunkter modtages meget gerne. Se kort resume og video-eksempler på min blog, hvor alle er velkomne til at undre sig med mig.  Læs mere Kommentér denne artikel og find flere indlæg om markedsføring, reklamer og medier på Pernilles blog itisonlyhuman.com

[ 33 ]

www.samsnet.dk