2 minute read

Udsatte familier får netværk og værdi

Alle mennesker har værdi – også dem, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Kirkeibyen i Kolding driver sammen med Blå Kors en vifte af tilbud til familier og enkeltpersoner, der står alene med deres udfordringer. Ønsket er at bringe håb og tilbyde netværk.

Advertisement

Af Dina Siegumfeldt, Diakonileder i Kirkeibyen i Kolding og en af initiativtagerne af Familienetværket

"Fordi mennesker har værdi" - er ikke kun en talemåde, men en kerneværdi for Kirkeibyen i Kolding, der sammen med Blå Kors driver en række tilbud til udsatte mennesker. Et af dem er Familienetværket, der startede i 2012. Efter kirkens første uddeling af julehjælp så vi, at der var brug for mere end blot en kasse mad, og det første halve år fik vi kontakt med 50 familier. Efterhånden kom der besøg fra andre kirker, der gerne ville se og lære, og i dag er der familienetværk i mere end 20 byer over hele landet med kontakt til omkring 2.000 børn og voksne. I 2017 begyndte samarbejdet med Blå Kors, der bidrager med faglighed og økonomi, mens de lokale kirker har ansvar for den daglige drift, kontakten med familierne og rekruttering af frivillige.

Familienetværket er et tilbud til omstændighedsramte familier, hvor fx arbejdsløshed, sygdom, dødsfald eller skilsmisse har gjort kraftigt indhug i de voksnes personlige ressourcer. Det er et pusterum midt i hverdagens mange krav, et frikvarter for både forældre og børn, og en mulighed for at være sammen med andre mennesker i lignende situationer. Ofte knyttes der bånd, der også trækkes i uden for de faste netværkseftermiddage hver anden uge.

Den største glæde er, når mennesker finder hjælp eller får mod på livet igen. Den slags vidnesbyrd har vi mange af. Selv folk med angst, social fobi og andre diagnoser oplever Familienetværket som et trygt sted. Børnene elsker opmærksomheden fra de frivillige, der laver særlige aktiviteter for dem, og forældrene får et frirum, hvor der er plads til at udvikle nye venskaber eller tale dybere om deres frustrationer eller om tro. Flere taler seriøst om, at de har fået en ny familie, og de frivillige fra den lokale kirke spiller her en helt central rolle i brobygningen mellem socialt arbejde og menighed.

Vi har en stærk tro på, at Jesus kan hjælpe udsatte mennesker på et langt dybere plan, end vi selv nogensinde vil være i stand til, men der er ingen tvang. Alle trosrelaterede aktiviteter er frivillige, og man kan frit deltage i maduddeling, netværk og aktiviteter, uden at vi kræver noget til gengæld. Heri ligger også en dyb tillid til, at Gud, som har skabt hvert enkelt menneske, også kender nøglen til deres hjerter og vil kalde på dem, når de er klar. Vi ser ikke altid resultater med det samme, og nogle af dem, vi er tæt på, forsvinder efter en tid, men kaldet i Bibelen er tydeligt – når vi tager os af de mest udsatte og skrøbelige, er det i virkeligheden Jesus selv, vi betjener. Det kald er vi nødt til at give gensvar på, og gennem Familienetværket oplever vi gang på gang, at mennesker vender sig til Jesus og begynder at tage imod hjælp fra ham. Det er det hele værd.

This article is from: