Er vi gode nok til at hjælpe, når det bliver rigtig svært?

Folkekirken skal turde samarbejde mere med kommunerne, hvis vi ønsker at blive endnu bedre til at hjælpe socialt udsatte familier

Af Kirke- og kulturmedarbejder i Haraldskirken Line Sørig

Folkekirkens frivillige og medarbejdere leverer hver dag en kæmpe indsats i det diakonale arbejde. For rigtig mange sårbare børnefamilier er kirken et fristed og en udstrakt, hjælpende hånd.

I forbindelse med kirkens familiearbejde bliver der blandt andet arrangeret ferier, afholdt diverse sociale arrangementer såsom fællesspisning og fastelavn. Og kirken står hvert år klar med økonomiske håndsrækninger ved juletid, så der bedre kan blive råd til julemad og gaver i de hjem, hvor økonomien er knap. På disse og mange andre måder har kirken løftet et enormt samfundsansvar ved at hjælpe de, som af den ene eller anden grund, er udfordret i livet. Det er derfor også mit indtryk, at kirken nyder en enorm respekt hos især mange sårbare børnefamilier.

Men særlig på et punkt, tror jeg, at vi i kirken kan blive bedre, og det omhandler familiesituationer, hvor kommunen skal inddrages. Her kan jeg ane en risiko for, at kirken kan komme til at svigte børnefamilierne frem for at hjælpe, hvis ikke vi i højere grad tør handle på de bekymringer, vi indimellem uundgåeligt møder i arbejdet med socialt udsatte mennesker.

Dette kan læses som et ønske om, at kirken i højere grad bør indgå i samarbejde med fagprofessionelle, der har andre perspektiver og løsningsforslag. Flere undersøgelser har kortlagt, at der er et kæmpe potentiale i samarbejdet på tværs af de to aktører, men at det aktuelt ikke udleves godt nok, hvilket er ærgerligt, fordi der er så meget læring at hente for begge parter. Kirkens historiske erfaring udi socialt arbejde og evne til at mødes med alle mennesker som ligemænd, tror jeg i hvert fald at mange kommuner misunder os. Men hvorfor er vi ikke bedre til at arbejde sammen om de familier, hvor der er grund til bekymring for deres trivsel?

En del af forklaringen består sikkert i, at kirkerne frygter at bryde det loyalitetsbånd, som de skaber til de mennesker, som vi inviterer ind i kirken. Og den bekymring er som sådan ikke så mærkelig. Men her skal vi turde stole på, at den respekt og loyalitet kirken gennem generationer har opbygget, er stærk nok. For det er den.

I mit arbejde i kirken har jeg selv stået i en situation, hvor jeg blev bekendt med, at børn var vidner til vold i hjemmet, og hvor det derfor blev nødvendigt for mig at reagere. Både via samtale med den pågældende familie, men også efterfølgende ved den svære dialog med kommunen. Det har efterfølgende kun styrket mit bånd til den pågældende familie.

Hver gang man griber ind i andre menneskers liv, er det en grænseoverskridende handling. Både for én selv, men i langt højere grad for de familier, det vedrører. Det er derfor helt naturligt, at man bliver usikker på, hvordan man kan hjælpe bedst muligt. Men i alvorlige sager, som den jeg oplevede, er det altid bedre at involvere sig direkte, end at forholde sig passivt. Også selvom man kommer fra kirken og ikke kommunen.

Det er et ansvar vi som kirke altid bør påtage os.

For når der er børn involveret, bør hensynet til deres ve og vel altid veje tungest. Det betyder ikke, at man skal undlade at anlægge et helhedshensyn og behandle samtlige af de involverede voksne familiemedlemmer med ordentlighed og respekt, for det skal man altid efterstræbe.

Som K.E. Løgstrup har sagt: „Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd“.

Men det er jo netop det, vi kan i kirken, og som kommunen slet ikke formår i samme grad.

Men vil det mon være muligt for kirken og kommunen at arbejde tættere sammen om og med de udsatte børnefamilier, eller må vi sande, at de to parter agerer på hver side af familierne?

Den lette vej er helt sikkert at køre videre som hidtil. Mens den ansvarlige vej vil være at turde forsøge større samarbejde. Og uanset hvad, bør kirken tage ansvar for at lære kommunen lidt af det helt unikke, som vi i kirken kan med mennesker. Værne om dem med hjertet som indsats.

Vi skal forsikre de sårbare familier om, at vi er der for dem, og ikke kun når der skal uddeles julehjælp og andre gode ting, men også når tingene brænder på, og kommunen måske skal involveres. Så er vi der også.

For vi hjælper hverken vores sårbare medborgere eller os selv ved at undlade at involvere os. Heller ikke, selvom det er rigtig svært.