Er vi gode nok til at hjælpe, når det bliver rigtig svært? Folkekirken skal turde samarbejde mere med kommunerne, hvis vi ønsker at blive endnu bedre til at hjælpe socialt udsatte familier Af Kirke- og kulturmedarbejder i Haraldskirken Line Sørig Folkekirkens frivillige og medarbejdere leverer hver dag en kæmpe indsats i det diakonale arbejde. For rigtig mange sårbare børnefamilier er kirken et fristed og en udstrakt, hjælpende hånd. I forbindelse med kirkens familiearbejde bliver der blandt andet arrangeret ferier, afholdt diverse sociale arrangementer såsom fællesspisning og fastelavn. Og kirken står hvert år klar med økonomiske håndsrækninger ved juletid, så der bedre kan blive råd til julemad og gaver i de hjem, hvor økonomien er knap. På disse og mange andre måder har kirken løftet et enormt samfundsansvar ved at hjælpe de, som af den ene eller anden grund, er udfordret i livet. Det er derfor også mit indtryk, at kirken nyder en enorm respekt hos især mange sårbare børnefamilier. Men særlig på et punkt, tror jeg, at vi i kirken kan blive bedre, og det omhandler familiesituationer, hvor kommunen skal inddrages. Her kan jeg ane en risiko for, at kirken kan komme til at svigte børnefamilier14
ne frem for at hjælpe, hvis ikke vi i højere grad tør handle på de bekymringer, vi indimellem uundgåeligt møder i arbejdet med socialt udsatte mennesker. Dette kan læses som et ønske om, at kirken i højere grad bør indgå i samarbejde med fagprofessionelle, der har andre perspektiver og løsningsforslag. Flere undersøgelser har kortlagt, at der er et kæmpe potentiale i samarbejdet på tværs af de to aktører, men at det aktuelt ikke udleves godt nok, hvilket er ærgerligt, fordi der er så meget læring at hente for begge parter. Kirkens historiske erfaring udi socialt arbejde og evne til at mødes med alle mennesker som ligemænd, tror jeg i hvert fald at mange kommuner misunder os. Men hvorfor er vi ikke bedre til at arbejde sammen om de familier, hvor der er grund til bekymring for deres trivsel? En del af forklaringen består sikkert i, at kirkerne frygter at bryde det loyalitetsbånd, som de skaber til de mennesker, som vi inviterer ind
i kirken. Og den bekymring er som sådan ikke så mærkelig. Men her skal vi turde stole på, at den respekt og loyalitet kirken gennem generationer har opbygget, er stærk nok. For det er den. I mit arbejde i kirken har jeg selv stået i en situation, hvor jeg blev bekendt med, at børn var vidner til vold i hjemmet, og hvor det derfor blev nødvendigt for mig at reagere. Både via samtale med den pågældende familie, men også efterfølgende ved den svære dialog med kommunen. Det har efterfølgende kun styrket mit bånd til den pågældende familie. Hver gang man griber ind i andre menneskers liv, er det en grænseoverskridende handling. Både for én selv, men i langt højere grad for de familier, det vedrører. Det er derfor helt naturligt, at man bliver usikker på, hvordan man kan hjælpe bedst muligt. Men i alvorlige sager, som den jeg oplevede, er det altid bedre at involvere sig direkte, end at forholde sig passivt. Også selvom man kommer fra kirken og ikke kommunen.
