Snak med børn om det svære

Af Diakonikonsulent i Samvirkende Menighedsplejer, Mei Petersen

„Vi skal tale med børn om den virkelighed, vi er sammen om“, det mener, Karen Glistrup, der arbejder som familieterapeut, hvor hun i sin praksis især rådgiver og støtter sårbare børnefamilier.

Kan man tale med et barn om fx psykisk sygdom, misbrug eller en kompliceret skilsmisse, og er det overhovedet en god ide at gøre? „Ja,“ lyder svaret prompte fra familieterapeuten Karen Glistrup. „Mange voksne tror fejlagtigt, at børn er bange for fx sygdom. Måske mest af alt fordi de selv er det. I et forsøg på at skåne børnene for smerte prøver forældre og andre voksne derfor at skjule sygdommen eller undlade at tale om den. Alt for mange børn og unge er overladt til selv at skabe mening med det, de oplever,“ siger Karen Glistrup.

Karen Glistrup er oprindeligt uddannet socialrådgiver, hun er familie-, par- og psykoterapeut MPF, og har mange års erfaring med børn, der har psykisk sygdom tæt på. Karen Glistrup har skrevet flere bøger, fx "Snak om det... med alle børn" og "Hvad børn ikke ved… har de ondt af", som netop har til formål at hjælpe voksne til at få gode snakke med børn om alt det, som de kan opleve i familien og hos deres kammeraters familier af dejlige og svære ting.

Vrangforestillinger anno 2021

Karen Glistrup peger på fire udbredte "vrangforestillinger" om børn anno 2021. 1) Børn skal kun involveres i det, vi fortæller dem om; 2) børn skal have en vis alder, før man kan snakke med dem om svære ting; 3) børn, der mistrives, kan kendes på deres signaler, og de vil fortælle det til os, hvis de bekymrer sig; 4) og hvis vi lærer at stille de rigtige spørgsmål, kan vi få børn til at lukke sig op! „Mange af os er måske selv vokset op i familier, hvor man ikke talte om at have det svært og møde modgang. Eller vi er del af en generation, hvor psykiske lidelser har været forbundet med tabu. Og hvor det har været uhørt at dele svære voksenemner med børn,“ siger Karen Glistrup og forsætter „børn er altid involverede i det, der foregår omkring dem. Også i det, der ikke bliver omtalt. Børn sanser alt, de forsøger at skabe mening og sammenhæng, og de udvikler, fra de er ganske små, strategier for at overleve. Nogle børns strategier kan ses i en forstyrret adfærd. Andre viser ingen tegn. De skjuler blot smerten.“

Der er flere forskellige steder, hvor man kan finde viden om børn som pårørende i familier med psykisk lidelse. Der er flere former for hjælp at få. Nogle har måske brug for inspiration til, hvordan man som forælder eller andre nære voksne kan tale med sine børn. Andre har mere brug for materiale henvendt til børn.

X www.SNAKOMDET.dk X Bedre Psykiatri, Landsforeningen for pårørende X Sind, Landsforeningen for Psykisk Sundhed X Psykiatrifonden X PsykInfo Danmark

Vi kan alle blive ramt

Ingen familier kommer gennem livet uden at opleve udfordringer, i større eller mindre grad. Vi kan alle få det svært, det kan bl.a. dreje sig om en dyb sorg, skilsmisse, kriser, fysisk eller psykisk sygdom eller andet. „Når de voksne i en familie rammes af sygdom eller psykisk lidelse, fører det naturligt nok til en højere grad af bekymring eller angst. Bekymringen vil, uanset om den er realistisk eller ej, skabe utryghed,“ forklarer Karen Glistrup.

Karen Glistrup oplever ofte forældre der siger til barnet: „Det behøver du ikke bekymre dig om“. „Men der er stor sandsynlighed for, at barnet alligevel vil bekymre sig. Barnet vil helt automatisk forsøge at skabe mening ud af det, som han/hun ser eller fornem-

mer. Uanset om vi ønsker det eller ej.“ Måske tænker barnet: „Det er nok noget, jeg har gjort galt. Det er derfor, mor er så ked af det, eller far så rasende.“ eller „Når far ser trist ud og ikke går på arbejde, er det nok fordi, vi er ved at blive fattige.“ „Børn har brug for troværdige voksne, som vil være sammen med børnene om den virkelighed, de er en del af“, fastslår Karen Glistrup.

Hvordan kan voksne hjælpe børn

“Man kan forklare børnene, at der findes sygdomme i hovedet såvel som i kroppen. Det kan være en god idé at sammenligne med noget, børnene kender i forvejen – at der er uro eller ubalance i hjernen. Det er også vigtigt at forklare de reaktionsmønstre, der følger med sygdommen – at man godt kan være ked af det, uden at der er noget at være ked af“, foreslår Karen Glistrup.

Afslutningsvis understreger Karen Glistrup at, „når frivillige og ansatte i kirken, møder børn, unge og forældre i kirken, har de en oplagt mulighed for at tage en snak med forældrene, om hvordan de taler med deres børn om det svære i livet. Måske de frivillige også møder børn og unge, der betror sig til dem, så kan de frivillige også være forberedte på, at det er ok, lige frem godt, at børn også taler om det der svært i livet.“ „Man kan forklare forældrene at en enkelt samtale ofte kan være nok. Og rækker ens eget overskud ikke, er det vigtigt at finde en anden nær voksen, der kan træde til. Det bliver så meget lettere for børn, når de oplever, at "kanalen er åben". Når de oplever, at de kan stille spørgsmål og få forklaret forvirrende eller uroskabende oplevelser“, siger Karen Glistrup.

Kirken kan fx anskaffe et par eksemplarer af Karen Glistrup`s bøger "Snak om det... med alle børn" og "Hvad børn ikke ved… har de ondt af". Bøgerne henvender sig også til mennesker, der måske ikke har psykisk sygdom i familien, men som alligevel er berørt af det igennem en ven eller veninde. Hvis kirken har et par låneeksemplarer, kan børnefamilier, frivillige og andre interesserede låne et eksemplar med hjem.