
2 minute read
Trivselsgrupper for skolebørn
Af Frivillighedskoordinator i KSA Viborg, Elise Secher
Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg tilbyder trivselsgrupper i samarbejde med skolerne for børn, der enten har skilte forældre, har mistet en nærtstående eller af andre årsager har det svært. Børnene mødes som udgangspunkt på skolen et par timer en eftermiddag hver eller hver anden uge sammen med to gruppeledere, som er en ansat fra skolen og en frivillig fra kirken. Temaet for grupperne på skolerne vil oftest være selvværd eller skilsmisse. I kirkens lokaler har vi andre grupper, som primært omhandler sorg eller mistrivsel, idet børnene samles fra hele kommunen.
Advertisement
En forebyggende indsats
Hvis et barn går rundt med bekymringer og svære følelser, som tager hele opmærksomheden, kan det være svært at samle sig om undervisningen og være en del af det sociale fællesskab. Derfor er trivselsgrupperne en tidlig og forebyggende indsats, hvor børn får tilbud om en samtalegruppe, når de står midt i noget, der er svært. Det er lokalt forankret på den enkelte skole, så det er trygt og overskueligt for børnene at deltage i en gruppe i vante omgivelser sammen med børn og voksne, de kender fra hverdagen. Samtidig har børnene mulighed for at danne relationer til en voksen, som de fortsat har omkring sig og kan trække på, når gruppen afsluttes.
Trivselsgrupperne skaber fortrolige netværk
For at fremme fortroligheden arbejder vi med "dåseåbnere for den gode samtale", som er icebreakers, rystesammenlege og samarbejdsøvelser, som hjælper børnene med at åbne op og tale om det, der er svært. Trivselsgrupperne giver børnene et fortroligt rum, hvor de som eksperter på deres eget liv kan dele deres ekspertise med hinanden og bruge deres erfaringer til at hjælpe andre børn, som står i en lignende situation. Børnene lærer at sætte ord på deres følelser og dele deres erfaringer med andre, som lytter, og det hjælper dem til at blive bevidste om deres situation og handlemuligheder. Grupperne giver børnene et sprog, som gør det lettere at tale med familien derhjemme, og er med til at sætte fokus på nogle nye vinkler og temaer, som kan åbne op for samtaler i familien.
I gruppen oplever børnene, at de ikke er de eneste, der tumler med de tanker og følelser, de har, men at andre kan genkende det, de fortæller, og hermed forsvinder noget af ensomheden, og de får styrket deres selvværd. Det giver børnene mere overskud både fagligt og socialt, at de har et sted, hvor de kan fortælle om det, der er svært, og det giver børnene en robusthed, som smitter af både i skolen og hjemme hos den enkelte familie.
Forældregrupper
Når børn samles fra hele kommunen til samtalegrupper i kirkens lokaler, har vi erfaret, at det giver mening samtidig at samle forældrene i en forældregruppe. Når børnene starter i en sorggruppe, tilbyder vi derfor forældrene at mødes i en forældregruppe, som foregår parallelt med børnegruppen. På opfordring fra familieafdelingen i kommunen har vi haft et gruppeforløb for børn med en alvorligt syg forælder, og her har forældrene ligeledes haft stor glæde af at møde andre forældre i en lignende livssituation. Forældregrupperne kan enten være selvkørende, mens der i andre grupper har været tilknyttet frivillige gruppeledere. De frivillige har desuden arrangeret fællesspisninger i forlængelse af gruppemøderne for at lette familiernes hverdag, som samtidig har været med til at fremme det sociale fællesskab. Det er vores erfaring, at det gør en stor forskel for både børn og forældre at mødes med andre, der er i en lignende livssituation, og at grupperne skaber tillidsfulde relationer og nye fællesskaber, som rækker udover gruppeforløbet.