Diakoni er én af kirkens tre udtryksformer Af Lektor Jakob Egeris Kirken har tre udtryksformer: Gudstjenesten, det offentlige vidnesbyrd og tjenesten for næsten. De teologiske betegnelser for disse er liturgi, martyrium (eller kerygma) og diakoni. Hver af de tre er lige vigtige og forsømmes ét af dem, bliver kirken ensidig. Denne forståelse af kirkens væsen griber tilbage til oldkirken og har siden midten af det 20. århundrede atter vundet udbredelse på tværs af de forskellige kirkesamfund. Det lutherske verdensforbund (LWF) har i sit fælles dokument "Diakonia in Context" (2009), at hver af disse udtryksformer er indbyrdes forbundne, ja faktisk ikke kan eksistere uden hinanden. På samme vis skrev den tidligere Pave Benedikt XVI i sin "Gud er Kærlighed" (2005), at kirken har et "trefoldigt kald: forkyndelse af Guds ord (matyria), 4
fejring af sakramenterne (leiturgia) og kærlighedens tjeneste (diakonia)" og at hvert af disse "er gensidigt afhængige af hinanden, og ikke kan adskilles fra hinanden" (§25). Tanken om kirkens tre udtryksformer bygger på, at kirken i sit virke skal afspejle Kristi trefoldige tjeneste. Jesus beskrives i evangelierne som ypperstepræst, profet og konge. Som præst viser Kristus den rette gudstjeneste, som profet bærer han vidnesbyrd, og som konge viser han den rette form for tjeneste, nemlig tjenesten for næsten (dvs. diakoni). På trods af at alle de store kirkesamfund igen lægger vægt på denne forståelse af kirkens væsen, er der i Danmark og hele Vesteuropa en tendens til ensidigt at fokusere på den ene udtryksform, den regelmæssige gudstjeneste, og til
at negligere de andre to som mindre væsentlige. Dermed kommer kirken nemt til at stå på et ben og dermed nemt til at miste balancen. Når kun gudstjenesten er i centrum, bliver den offentlige forkyndelse af Kristus og den diakonale tjeneste nemt overset og uddelegeret til de få ildsjæle, der gider mission og diakoni. Det er naturligvis al ære værd, men dermed kommer disse to udtryksformer nemt til at stå hver for sig og i mindre grad at fremstå som hele kirkens fælles opgave. Det er et problem. Pointen hos både det lutherske verdensforbund og Pave Benedikt er jo netop, at de tre udtryksformer gensidigt skal præge og støtte hinanden. En gudstjeneste, der ikke er tæt forbundet med en offentlig forkyndelse af og undervisning i kristendommen, bliver nemt reduceret til tom tradition.
