Diakonalt arbejde er at skabe tilhørsforhold

Der er behov for at skabe kirkelige fællesskaber på tværs af kulturelle baggrunde

Af Kristine Kaaber Pors og Christian Arffmann, Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Danmark er under forandring – en øget religiøs, etnisk og kulturel forskellighed er på vej. Hvad betyder det for det danske samfund og for at skabe et godt naboskab? Et naboskab er godt, hvis mennesker oplever, at de har lov at høre til og føle sig hjemme. Det engelske ord for tilhørsforhold er belonging, der kombinerer ”at være” med længsel – a longing to be er en længsel efter at være og høre til et sted. Som mennesker længes vi efter ikke bare et fysisk sted, der dækker vores fysiske behov, men også et fællesskab, en vis form for hjemlighed. Men hvordan kan tilhørsforhold skabes i samfund med stor mangfoldighed? De nytilkomne i vores samfund længes efter at høre til i det nye samfund, som de er kommet til, og de herboende er bekymret for at se deres sted blive forandret til noget nyt. Både de nytilkomne og de herboende kan have en oplevelse af, at der tages noget fra dem, og kan gå i offensiven, fordi de er bange for at miste og har en følelse af tab.

Denne integrationsudfordring angår også folkekirken. Vi har for vane at omtale folkekirken som hele folkets kirke, og medlemsprocenten er stadigvæk utroligt høj, når man sammenligner med andre lande. Tre fjerdedele af befolkningen er medlemmer af folkekirken. Vi har i dag 847.041 indvandrere og efterkommere i Danmark, svarende til 14,4 % af befolkningen. Når man ser på folk med dansk oprindelse, er 84 % medlemmer af folkekirken, hvorimod tallet kun er på 13 % for vestlige indvandrere og 3 % for ikke-vestlige indvandrere. I takt med at samfundet bliver mere og mere kulturelt og religiøst mangfoldigt, er der altså en stigende andel af befolkningen, som kun i meget ringe grad føler sig som en del af folkekirkens fællesskab. Statistisk set er der også flere mennesker med anden kulturel baggrund i de laveste socialgrupper. Det er en udfordring, vi skal tage alvorligt. Men hvad stiller vi op med den?

OBS: De nytilkomne i vores samfund længes efter at høre til i det nye samfund, som de er kommet til, og de herboende er bekymret for at se deres sted forandres til noget nyt, som de ikke kender.

HVORFOR: Man kan måske også sige, at der er en ulighed i ”belonging”, nogle føler de hører mere til end andre. Men kirkens budskab må være til alle borgere uanset baggrund, at du hører til hos os, og i dig har jeg fundet velbehag! (Matt 3;17)

I Viborg Stift arbejder man ift. den store gruppe af ortodokse, både rumænere og ukrainere med både at invitere ind til fælles gudstjeneste og ved at besøge hinandens gudstjenester. Her ses billeder fra ukrainsk-dansk gudstjeneste-team og fra besøg påskenat med 600 mennesker i Ulbjerg rumænsk-ortodokse kirke.

Foto: Peter Fischer Nielsen

Diakoni er en del af svaret

Halvdelen af de adspurgte respondenter i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenters befolkningsundersøgelse fra 2020 angiver, at de er medlemmer af folkekirken, fordi ”Kirken gør noget godt for de svage i samfundet”. Det vil sige, at der i befolkningen er en forventning om at kirken prioriterer det sociale diakonale arbejde. Med andre ord, at kirken aktivt inviterer de mennesker, som ikke føler sig inkluderet i samfundet, ind i et kirkeligt fællesskab. Det kræver dog, at der er plads og rum i kirken til at rumme de kulturelle og sproglige forskelle, som man oplever i mødet med nytilkomne borgere. Der er på nuværende tidspunkt ca. 3 % af menighederne, der har aktiviteter målrettet migranter/danskere med anden kulturel og etnisk baggrund (Tværkulturelt Center 2021). Dertil kommer de diakonale tilbud, der ikke er målrettet mennesker med anden etnisk og kulturel baggrund, men i praksis særligt omfatter de målgrupper, f.eks. arbejde for hjemløse og julehjælp. Og behovet stiger. Både større og mindre byer og sogne er under demografisk forandring, og mange steder er der mere end 10-15 % med anden kulturel baggrund, og mange er kristne. Det er derfor nødvendigt at overveje, hvordan man rækker ud til de nytilkomne sognebørn. Der er et stort behov for sognediakoni. Men hvordan tilrettelægger man diakonalt arbejde for indvandrere og flygtninge? Her kan både gudstjenester, sprogcaféer, kirkekontorets hjælp og decideret socialt arbejde være vejen frem. Det kan være svært at lære det danske sprog, især hvis man ikke har nogen at tale dansk med udenfor sprogskolen. Samtidig er der mange nye ting, som man skal lære og har brug for hjælp til, for eksempel NemID, regler for boligsikring eller skat, kontakten til udlændingemyndigheder eller at opsøge fritidstilbud.

Kirken har igennem hundredvis af år stået klar til at gribe de mennesker som velfærdsstaten ikke formåede at tage hånd om. Med en stigende social og økonomisk og ressourcemæssig ulighed, er der her en vigtig opgave for kirken. Man kan måske også sige, at der er en ulighed i ”belonging”, nogle føler de hører mere til end andre. Men kirkens budskab må være til alle borgere uanset baggrund, at du hører til hos os, og i dig har jeg fundet velbehag! (Matt 3;17).

Læs mere i ”8 teser om den nydanske folkekirke”, review af Folkekirkens Migrantsamarbejde som fås hos Folkekirkens Migrantsamarbejde, og find statistikker fra dit lokalområde på www. migrantsamarbejde.dk

Ukrainsk gudstjeneste i Højbjerg Kirke ved Viborg

Foto: Peter Fischer Nielsen

Sprogcafe i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde, Fyn