4 minute read

Hele verden er i Roskilde Stift

Af Migrantpræst David Varming Winsløv

I Roskilde Stift bor mennesker fra 142 oprindelseslande, og de udgør 10 % af befolkningen. Roskilde Stift har en præst i hvert provsti, som har til opgave at bygge bro mellem folkekirken og de mange nye naboer.

Advertisement

Søndag den 12. juni lød missionsbefalingen fra landets prædikestole: gå ud i al verden og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Og det gjorde de, og derfor sidder vi her i dag, og kan læse i dette blad om menighedspleje, fordi mennesker bar vidnesbyrdet om Jesus Kristus med ud i verden og gjorde ord til handling til gavn og glæde for mennesker.

I dag er hele verden kommet til Roskilde Stift og vi har mennesker boende fra 142 oprindelseslande, og de udgør 10 % af befolkningen. I dag er en stor del af vores naboer, mennesker, der har rødder i Tyrkiet, Syrien, Polen, Irak, Libanon, Afghanistan, Rumænien og i de sidste måneder er der kommet mange nye naboer fra Ukraine, og det betyder, at vi som folkekirke må gå nye veje, når forkyndelsen af evangeliet skal lyde og en hjælpende hånd skal rækkes.

Vi har i Roskilde Stift en præst i hvert provsti, som har til opgave at bygge bro mellem folkekirken og de mange nye naboer. Det gør vi på mange forskellige måder, som jeg vil fortælle om i denne artikel, men først vil jeg fortælle om min egen vej ind i dette arbejde.

Migrantpræst David Varming Winsløv

Jeg blev i 2018 spurgt af biskoppen om jeg ville påtage mig opgaven med at koordinere netværket af migrantpræster i Roskilde. Da jeg har sunget og danset til rytmiske afrikanske salmer, mens jeg læste om kristen tro i mødet med alverdens religioner i skyggen af gigantiske palmer i Tanzania, har undervist unge danske muslimer på Nørrebro i historie og religion og stået midt i stammekrige på sletterne i det nordlige Kenya, måtte jeg sige ja til denne opgave, fordi jeg selv har oplevet, hvor betydningsfuldt, det er, når man kommer til et fremmed land, at der er nogle mennesker, som vil bruge tid og kræfter på venskab og naboskab.

I Halskov sogn bor der mange mennesker fra Libanon i et stort boligkvarter få hundrede meter fra kirke- og sognegård, og her har menighedsrådet for nylig besluttet, at 25 % af præsternes tid skal bruges på at lave opsøgende arbejde i dette boligkvarter, og det har foreløbig ført til, at der er etableret kontakt til en lokal kvindegruppe og nogle familier fra området. Det handler om at lytte til disse menneskers historie, tro og livssituation, vise åbenhed og imødekommenhed, og så skal tiden vise, hvordan samvær og samarbejde kan føre til fælles aktiviteter. Jeg har selv lavet lignende opsøgende arbejde i et lille boligkvarter i mit eget sogn, hvor jeg besøgte en afghansk familie, og en ung pige i familien fortalte om deres flugt fra Afghanistan, ankomsten til et fremmed land og den smertefulde erfaring af som muslim ikke at føle sig velkommen, og jeg spurgte til, hvad hendes tro betød for hendes liv. Hun følte en stor lettelse og glæde over at kunne fortælle om sit liv og sin tro, og jeg blev i mødet med hende mindet om, hvad bøn betyder for min kristne tro. På Stevns bor der en del mennesker fra Eritrea, og selvom de er ortodokse, er der en del familier, som ønsker at lade deres børn deltage i minikonfirmandundervisning. I Slagelse er der en større gruppe iranere, som få nogle år siden konverterede til den kristne tro, og her skulle der etableres dåbsundervisning og efterfølgende er der opstået et fællesskab, hvor de mødes til måltidsfællesskab og Bibelstudie. I Avnstrup er der et udrejsecenter for mennesker, der ikke har fået opholdstilladelse og samtidig ikke kan sendes hjem. En del af de kristne holder sammen med en migrantpræst gudstjeneste på farsi i den lokale folkekirke, andre er ikke kristne, og her arrangeres der sociale aktiviteter og mulighed for sjælesorgssamtaler med præsten.

Det handler alt sammen om at lade Guds kærlighed virke i og bevæge os til at tage skridtet ud i blandt de mange mennesker fra en anden kultur og med en anden tro for at lytte til dem, dele troen ved at vise åbenhed og imødekommenhed, så vi sammen kan erfare Guds rige bryde frem.

This article is from: