Fra pendler til landsbyboer - et studie om arbejdsmigration og lokalsamfund

Af Emil Hilton Saggau, Ph.d

Hvis du går en tur en eftermiddag gennem jyske landsbyer som Gram, Isenvad, Ulfbjerg eller Agerbæk, så synes det meste at være som det plejer. Det kan dog ske, at du pludselig møder en mand i langt sort tøj, sort fuldskæg og med et kors om halsen.

Den sortklædte mand vil sikkert hilse pænt. Måske går der bag ham tre unge kvinder hyllet i mørke klæder. Det lidt overraskende møde er hverken med muslimske eller katolske tilflyttere. Det er derimod en rumænsk præst og tre rumænske nonner, som af og til kan ses i de små landsbyer i Midtjylland. De vil efter al sandsynlighed være på vej mod deres lokale kirke eller kloster. Følger du efter dem, så kan du blive inviteret med indenfor i deres lille kirke, hvor en hel anden verden åbner sig. Tidligere tiders missionshuse er ombygget minutiøst, så de følger ortodoks skik. Der vil være ikoner på væggene og for enden af rummet vil der rejse sig en trævæg med ikoner, som adskiller dig, som besøgene, fra selve alteret. Kirken vil dufte af røgelse og være præget af et mørke, som er langt fra belysningen i en gennemsnitlig dansk folkekirke.

I det ortodokse kirkerum, åbner en helt anden verden sig

Det lidt overraskende møde med en rumænsk ortodoks præst, nonne eller deres nybyggede kirke i disse landsbyer viser, at der er en markbar forandring af jyske landdistrikter undervejs. Denne forandring har stået på de sidste ti år og ser ud til kun at tage til med de ukrainske flygtninge. Forandringen betyder, at en række jyske landdistrikter er blevet multietniske og multireligiøse. Der er ikke tale om syriske eller tyrkiske mindretal med dertil hørende muslimske trossamfund. Det er tværtom en meget markant central- og østeuropæisk migration. Flere jyske landsbyer har nu 20 pct. central- og østeuropæiske migranter. De lokale skoler på landet har fået en elev-masse med 25 pct. tosprogede og en række lokale jobs vil være varetaget af rumænske eller ukrainske migranter.

Et foreløbigt blik ind

Denne forandring så jeg i et samarbejde med Menighedsplejen i Danmark, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd – Migrantsamarbejdet og Viborg, Ribe samt Haderslev Stift nærmere på. Vi har forsøgt at beskrive og undersøge omfanget og betydningen af forandringen. Vi så særligt nærmere på, hvad folkekirken kan gøre for at omstille sig selv til den nye situation. Flere menigheder og præster især i Jylland har oplevet de nytilkomne ude lokalt, men efterlyst redskaber til, hvordan de skulle forholde sig til eks. rumænerne. Igennem efteråret 2021 rejste jeg derfor rundt i Midtjylland til samtaler med arbejdsmigranter (rumænere, ukrainere og polske), ortodokse præster og forskellige lokalsamfund for at forsøge at komme med nogle svar og bud på hvordan kirken kan gøre for at omstille sig til den nye situation. Jeg vil herunder ridse de vigtigste resultater op og hvordan menigheder kan arbejde med situationen.

Ortodokse migranter

Der var i 2021 godt 140.000 central- og østeuropæiske arbejdsmigranter i Danmark, som primært var kommet til landet henover de sidste ti år efter EU's øst-udvidelse. Dette tal er givet vist tættere på 200.000 i dag, da den ukrainske flygtningestrøm følger i sporene på disse arbejdsmigranter. Den store arbejdsmigration og den nye ukrainske flygtningestrøm har deres primære kirkelige ophæng i de ortodokse kirker. Disse øst-kirker adskiller sig fra det hjemmevante lutherske kirkeliv både teologisk, rituelt og med hensyn til en række værdier. Det er en mere hierarkisk og mandsdomineret kirke, hvor gudstjenestelivet er tæt forankret omkring ældgamle ritualer og en præst. Det betyder ikke, at alle migranterne er meget troende. Migranterne og flygtningens forhold til kristendommen kan bedst beskrives som danskere generelt. De er tilknyttet deres kirke og opfatter sig selv som kristne, men kommer ikke nødvendigvis i kirken hver uge. Generelt set, så tror lidt flere af dem på en personlig

Gud end danskerne, men det der fylder mest kirkeligt er højtiderne – både de årlige og livets store fester. I undersøgelsen bemærkede jeg, at der findes i Danmark en ortodoks kernegruppe i de jyske landdistrikter, som har et meget tæt forhold til både deres kirke og lokale ortodokse præst. Omvendt så har denne gruppe et meget lille kendskab og kontakt til den danske kirke og deres lokale danske præster – uagtet af, hvor mange år de har boet i Danmark. De kommer kun sjældent i kontakt med folkekirken og denne kontakt sker mest ved fødsler og konfirmation.

Den forsinkede integration

Et afgørende forhold for de central- og østeuropæiske migranter er, at de oplever en forsinket integration. Det betyder, at de først efter et par år i Danmark begynder at lade sig integrere, hvorfor behov og ønsket for sprogundervisning eller bredere sociale netværk indtræffer sent. Det skyldes egentlig ikke modvilje, men simpelthen, at de fleste migranter opfatter deres ophold som midlertidigt. De er på vej og skal bare lige tjene til at kunne købe et hus derhjemme før de tager tilbage til hjemlandet. En mindre del tager også tilbage til hjemlandet, men det overvejende flertal bliver alligevel. Det er først i takt med, at migranternes tilværelse bliver mere og mere permanent med eget hus, bil og børn i den lokale skole, at de opdager, at Danmark er deres nye hjem. De går fra pendler til at være landsbybeboer. Det er ofte først her, at ønsket om sprogundervisning og sociale kontakter bredt i det danske samfund tager form – og at migranterne er motiverede. I forhold til den sociale og diakonale indsats, så skal man være sig det opmærksomt. Det er nemmest og ofte mest succesfuldt at række ud, når migranterne er motiverede. Jeg bemærkede i undersøgelsen, at skiftet ofte sker, når migranternes børn starter i skole. Forældrene oplever her, at deres børns verden udvides og de ønsker at følge med – det kræver både sprog og kendskab til det danske system. Det er et eksempel på et sted, hvor man kan sætte ind.

Social og diakonal indsats

Rapporten peger på, at de sociale og diakonale indsatser for central- og østeuropæere er nødt til at møde dem der, hvor de er. Det vil ofte sige på arbejdspladsen eller i det kommunale system – skolerne eksempelvis. Enhver indsats må tage udgangspunkt i migranternes horisont. I rapporten anbefaler vi en række mulige initiativer, som beskrives i detaljer, men jeg vil her kun trække et frem. Det er sprog-caféer. Vi anbefaler, at menigheder i områder med mange central- og østeuropæere opretter caféer, hvor migranterne kan inviteres indenfor i en afslappet social atmosfære. Formålet er ikke, at de skal modtage almindelig sprogundervisning her, som det kommunale system allerede tilbyder. Caféerne skal derimod give migranterne mulighed for at tale uformelt på dansk. Prøve sig selv af med danske samtalepartnere – og snakke med lokale om emner, som de nu har brug for hjælp til. Det kan handle om alt fra, hvor det er bedst at købe ind eller hvordan den lokale skole er. Det er ikke dybe og komplekse samtaler, men et hjerterum. Rumænske forældre kan spørge lidt ind til den lokale skole og få lidt viden om, hvordan de helt almindelige uformelle spilleregler er derovre. De skal eksempelvis møde op til forældremøderne og de forventes at smøre en madpakke. Spilleregler mange danskere kender, men som ikke altid er kendte udenfor landet. Sprog-caféerne kan danne grobund for andre sociale og kulturelle møder i lokalsamfundet. Migranterne kan møde deres lokale folkekirkepræst og omvendt kan den ortodokse præst komme på besøg og møde de lokale danskere. Den store udfordring er at få kontakten til migranterne, hvor opfordringen fra min side er at bruge de eksisterende kanaler, såsom folkeskolen. Den lokale menighed og skole kan arbejde sammen om at møde og hjælpe både skolebørn og forældre fra Central- og Østeuropa. De kan lære at række ud sammen. Dette er ikke kun en model for mødet med arbejdsmigranter, men kan – som der er allerede flere eksempler på – også bruges til de nyankommne ukrainske flygtninge. De har også brug for et hjerterum. Det er danske menigheder oplagte til at give dem.

Emil Hilton Saggau, Ph.d. med speciale i moderne ortodokse kirker, Lunds Universitet, Center for Teologi og Religionsvidenskab. Hovedforfatter til bogen ’moderne ortodokse kirker’ og rapporten ’Fra Pendler til landsbybeboer’ (Lunds Universitet, 2022). Rapporten er gratis og kan hentes på Folkekirkens Mellemkirkelige Råd – Migrantsamarbejdet hjemmeside.