2 minute read
DET OFFENTLIGE VIL IKKE GENFORHANDLE
DET OFFENTLIGE AFVISER AT GENFORHANDLE KONTRAKTER
Det offentlige afviser i mange tilfælde at indføre hyppigere regulering af brændstofpriserne i de kontrakter, man har med vognmændene. Det viser ny rundspørge. Det koster på bundlinjen.
Niels Møller Madsen [nmm@dtl.eu]
De voldsomt stigende priser på brændstof i de seneste måneder har udfordret vognmændene. Reaktionen har været at regulere priserne på transporterne, så de helt eller delvist dækker de stigende omkostninger. Det viser en rundspørge, som DANSKE VOGNMÆND har gennemført blandt DTL’s medlemmer.
Fire ud af ti har således indført et olietillæg. Hver tredje har svaret, at de i forvejen har et olietillæg, og at det er sat op. 34 procent af de adspurgte har sat transportprisen op som reaktion på de stigende brændstofpriser. For hver tiendes vedkommende har prisernes himmelflugt direkte medført likviditetsproblemer.
Problem med lange kontrakter
De vognmænd, som har lange kontrakter uden mulighed for at tage højde for pludselige prisstigninger, har et særligt problem. Især hvis kontrakterne er indgået med det offentlige. For rundspørgen viser også, at ud af 45 forsøg er det bare lykkedes én gang at få indført hyppigere reguleringer af brændstofpriserne i kontrakten. For 21 vognmænds vedkommende er det lykkedes med en delvis ændring af deres kontrakter med det offentlige. Hver anden må kigge langt efter at få reguleret brændstofpriserne, og så er der ikke andre til at betale de stigende omkostninger end dem selv. Som en vognmand bemærker i rundspørgen: ”Det er meget svært at forhandle priser med det offentlige på deres kontrakter, da de henholder sig til den oprindelige udformning af kontrakten og ikke har nogen forståelse for den nuværende situation.”
Private kunder mere villige
I modsætning hertil er de private kunder mere villige til at ændre kontrakterne. Rundspørgen viser nemlig, at blandt dem, som forsøger det, lykkes det for 88 procent helt eller delvist at få indført hyppigere regulering i kontrakterne med de private kunder.
De stigende energipriser og Ruslands invasion af Ukraine har medført generelt pres på vognmandsvirksomhederne. En vognmand bemærker i rundspørgen: ”Det er ikke bare brændstofpriserne, der skaber problemer. Det er i høj grad også alle andre udgifter, der stiger i kølvandet på energipriserne. Dem kan mine kunder ikke umiddelbart se på samme måde som priserne ude på servicestationerne. Jeg syntes, det er svært både at få hævet prisen på kørsel på grund af stigninger på dæk, serviceaftaler/ værkstedspriser, AdBlue osv., samtidig med olietillægget stiger voldsomt.”
Det offentlige må bære sin del
Hos DTL – Danske Vognmænd følger man nøje prisudviklingen på brændstoffer og opdaterer dagligt det olieoplysningsskema, som en del medlemmer bruger til at navigere efter, når de skal regulere prisen på en transportopgave. Her undrer man sig over, at det offentlige ser ud til at være meget mere tøvende end den private sektor, når det gælder genforhandling af kontrakter på grund af prisstigningerne. - Som rundspørgen viser, medfører prisstigningerne jo likviditetsproblemer hos nogle vognmænd, fordi de af egen lomme skal betale de øgede omkostninger. De ramte vognmænd risikerer at må lukke og indstille driften til skade for kunden og borgerne. Det er ikke rimeligt. Der er brug for, at staten, kommunerne m.fl. bærer deres del af byrderne ved prisernes himmelflugt, siger erhvervspolitisk chef Ove Holm. ■
OM RUNDSPØRGEN
Spørgeskemaet blev sendt ud i uge 17-18 til 1.475 medlemmer af DTL. 419 svarende til 28 procent besvarede spørgeskemaet.
Ud af 45 forsøg er det bare lykkedes vognmænd én gang at få indført hyppigere reguleringer af brændstofpriserne i kontrakten med det offentlige, viser rundspørge.