Lev Elsk Led - Uddrag by Scandinavia

LEV ELSK LED DIT BEDSTE LIGGER FORUDE!

BRIA N HOU STON

LEV ELSK LED af Brian Houston Copyright © 2016 Forlaget Scandinavia Drejervej 15, 3. Sal 2400 København NV Email: info@scandinavia.as Hjemmeside: www.Scandinavia.as Originaltitel: LIVE LOVE LEAD Copyright © 2015 – Brian Houston This edition published by arrangement with FaithWords, New York, NY, USA through Ulf Töregård Agency. Alle rettigheder forbeholdt. Ingen dele af denne bog må uden forudgående skriftlig tilladelse fra forlaget gengives, lagres i et søgesystem eller transmitteres i nogen form eller på nogen som helst måde – elektronisk, mekanisk, gennem fotokopiering, optagelse, scanning eller andet – udover korte citater i anmeldelser eller artikler. Oversætter: Flemming Dørken Korrekturlæser: Karina Simonsen Cover design: Jay Argaet, Nathan Cahyadi Cover foto: Andrew Maccoll Sats: SASE Infotech Trykt i Polen ISBN: 9788771321562 Bibelcitaterne er fra Bibelen på Hverdagsdansk, forlaget Scandinavia, med mindre andet er angivet. AO Den Autoriserede Oversættelse 1992, fra Det Danske Bibelselskab

Indhold INDLEDNING

Det bedste ligger forude

1 DEL 1

Et stort liv KAPITEL ET

Livet i troens spor

KAPITEL TO

Tilpas i din egen krop

KAPITEL TRE

Sikker i kaldet

KAPITEL FIRE

At elske betingelsesløst

KAPITEL FEM

At være pioner

57 DEL 2

En vanskelig vej KAPITEL SEKS

Den værste dag i mit liv

KAPITEL SYV

At forstå smertens proces

KAPITEL OTTE

Ikke mere skam

KAPITEL NI

Læn dig op ad mig

106 vii

IN D H OL D

KAPITEL TI

Den oprindelige pioner

119 DEL 3

En snæver port KAPITEL ELLEVE

Intet andet navn

137

KAPITEL TOLV

At påkalde Jesu navn

149

KAPITEL TRETTEN

At opdage at snæver aldrig er snærende

160

KAPITEL FJORTEN

Et helligt kald

171

KAPITEL FEMTEN

En Jesus-generation

183 DEL 4

En strålende fremtid KAPITEL SEKSTEN

En robust tro

197

KAPITEL SYTTEN

Min Herre, min Gud

211

KAPITEL ATTEN

Hånd og hjerte

224

KAPITEL NITTEN

Stop ikke

237

KAPITEL TYVE

Alt bliver nyt

251

viii

INDLEDNING

Det bedste ligger forude

Det bedste ligger forude.

Det er en erklæring ind i fremtiden og min faste overbevisning, at selv det ukendte kan rumme det største potentiale. Kristenlivet er et liv med uventede eventyr. Det er så eksotisk som den australske bush og så hverdagsagtigt som en kop kaffe. Du kan begynde, uanset hvor du er. Det er aldrig for sent, selv hvis du har taget et par omveje og løbet ind i nogle blindgyder undervejs. Det eneste, du behøver, er at følge den største guide, der nogensinde har gået på livets vej: Jesus. At leve til fulde, elske fuldstændigt, lede frimodigt – det er kendetegnende for Jesu tid på jorden. Uanset om du tager små eller store skridt, om du går på vandet eller kører på en tom tank, lige meget hvor du er på din trosrejse, så er Jesus den ultimative guide og ledsager. Jesus levede fuldt til stede i hvert eneste øjeblik hver dag. Han gav sin opmærksomhed, sit hjerte og sin energi til dem omkring sig, der havde brug for ham, selv da han fremmede Guds rige på den mest dramatiske måde. Han alene giver os et forbillede på et stort, vidt åbent liv levet fuldt ud. Vi er alle født med et Gud-givent potentiale til at ændre verden omkring os. Når du følger Kristus, kan du have tillid til, 1

IN D L ED N IN G

at den sti, Jesus fører os på, på trods af de mysterier, tilbageslag og skuffelser, som følger med, er fuld af liv, både i denne tidsalder og i den kommende. Jesu udgangspunkt var så ydmygt og ringe, som det kan blive. Han kom fra et lille samfund, et lille bitte land. Han blev født i en beskidt stald, og han blev udstødt og kritiseret hele sit liv. Hans begyndelse dikterede ikke hans fremtid, og din begyndelse dikterer heller ikke din. Det er gode nyheder for en fyr som mig. Født i Auckland, New Zealand (et af de mindste lande i verden), af officerer i Frelsens Hær, har mit liv været lige så udfordrende, som det har været dybt berigende. Jeg har lært, at det ikke altid er let at finde vej, men Jesus gav os en god vejvisning: ”Gå ind gennem den snævre port. Vid er den port og bred den vej, der fører til fortabelsen. Mange er de, der følger den. Snæver er den port og smal den vej, der fører til livet. Få er de, der finder den” (Matt 7,13-14). Dette vers har været min køreplan for det meste af mit liv, og jeg beder om, at du på disse sider vil finde visdom og opmuntring, der i høj grad er erhvervet gennem prøvelser og fejltagelser, til at inspirere dig på din egen vej gennem liv og lederskab. Vi ønsker alle at leve et fuldt liv, et liv i overflod, et liv, der flyder over med mening og passion. Min rejse er en tjenestens og kirkens rejse. Din kan være helt anderledes. Uanset om du er involveret i kirkelederskab, forretningslederskab eller – som de fleste af os – involveret i familie og venskaber, der kræver vores tid og opmærksomhed, forbliver de bibelske sandheder konsekvente på tværs af omstændigheder, udfordringer, geografi, tid eller endda tro. Da vi startede Hillsong Church i et beskedent pakhus i den nordvestlige udkant af Sydney, så jeg nogle gange ud ad mit snavsede kontorvindue på de ubebyggede marker, tilgroede 2

IN D L ED N IN G

indhegninger, hvor et par heste græssede, og af og til en lastbil på udkig efter et af de andre få pakhuse i nærheden. En kirke fuld af mennesker var en vision i mit hjerte, men det var langt fra de to hundrede eller deromkring elskelige afvigere, der regelmæssigt fyldte vores kirkebænke. Fra en tidlig alder vidste jeg, at jeg var kaldet til at bygge en kirke. Alligevel har min personlige rejse med at føre Hillsong Church til at være det sunde, blomstrende globale samfund, det er i dag, ført mig ad en snoet vej med både kritik og ros. Min kone, Bobbie, og jeg har oplevet både bjergtoppene og de dybe dale i vores bestræbelser på at bygge Guds hus, kombineret med at opfostre en familie og vedligeholde et sundt ægteskab. Nogle gange har vi været nødt til at træffe hårde beslutninger og tage den mindst befærdede vej for at holde fast i de mål, vi følte os kaldet til. Ja, vi har mistet fodfæste en gang eller to, men jeg har erfaret, at for at holde sine øjne på Jesus gennem livets op- og nedture, må man holde sit hjerte fokuseret på den ene ting, han har kaldet én til at gøre. Hvad er det, du føler dig kaldet til at gøre? Og hvad er det, der står i vejen for det? Sommetider svigter vores fødder os, når vi forsøger at gå gennem den snævre port. Især hvis vi gør passagen sværere, strammere og mere indskrænkende, end den behøver at være. Når vi tillader vores frygt og usikkerhed at blænde os et øjeblik, fristes vi ofte til at gøre porten mere snæver, end Gud gør. Men vær ikke modløs. Gud vil altid løfte os op og bevare os, hvis vi er villige. Han har lovet aldrig at forlade os eller opgive os på vores rejse – han er med os i det lange løb. Som efterfølgere af Kristus er vi kaldet til at følge i hans fodspor, leve et stort liv langs en vanskelig vej og rejse gennem den snævre port mod en strålende fremtid. Gud forløser os, mens hans Ånd forvandler os og gør os mere som Jesus hver dag. 3

IN D L ED N IN G

Denne proces er sjældent let eller forudsigelig, men den giver vores liv større tilfredsstillelse end noget andet på jorden. I de efterfølgende kapitler vil jeg udforske, hvad det betyder at leve, elske og lede som Jesus ved at følge svingene og snoningerne i den inspirerede køreplan fra Mattæus 7,13-14. Først vil vi undersøge, hvordan man kan nyde et stort liv, før vi ser på måder at overvinde forhindringerne langs en vanskelig vej. Derefter vil vi overveje, hvad det betyder at gå gennem en snæver port, så vi kan træde ind i en strålende fremtid. At leve, elske og lede som Jesus gør det muligt at opleve mere glæde, kraft, mening og fred, når du overgiver hvert eneste skridt af hver eneste dag til ham, der kender alt fra begyndelsen til afslutningen. Det er min faste overbevisning, at det at følge Jesus er den eneste rejse i livet, der er værd at tage ud på. Efter at have set, hvordan Gud ændrer hjerter, efterkommer umulige behov, helbreder uhelbredelige sygdomme og genopretter folk, er jeg fuldstændig overbevist om, at Gud ikke har skabt os til at leve et middelmådigt 'nøjes-med'-liv. Han sendte sin søn for at dø på korset, så vi kunne blive tilgivet og få evigt liv, og ikke så vi kunne gå i søvne igennem livet, mens vi venter på Himlen. Guds ord viser os, hvordan vi navigerer de uundgåelige sving, bump og slag, vi kan støde på. Gud har et unikt formål og en unik plan for dig – dit liv, din kærlighed og din lederskabsrejse blev udformet i himlen længe før jordens grundvold. Dit åndelige eventyr er allerede begyndt – og det bedste ligger forude!

DEL 1

Et stort liv

KAPITEL ET

Livet i troens spor You call me out upon the waters The great unknown, where feet may fail. [Du kalder mig ud på vandene, det store ukendte, hvor fødderne kan svigte.] “Oceans,” Hillsong Music, 2013

Hvis du er en efterfølger af Jesus, skal du passe på med, hvad

du ønsker dig. For du kan være sikker på, at Gud vil overgå selv din vildeste fantasi, hvis du er dedikeret til at fremme hans rige. At leve, elske og lede som Kristus vil udvide dit liv, gøre dit hjerte større og gøre din tro dybere. Tro mig, jeg taler af erfaring. Hvis du havde mødt mig som 20-årig, ville du ikke have nomineret mig til kategorien ”den mest sandsynlige til at stå i spidsen for en global tjeneste.” Selvom jeg er blevet velsignet med en kærlig familie – mine forældre og fire søskende – og var vokset op som aktiv i kirken, følte jeg mig meget akavet som teenager. Jeg var høj og klodset, jeg var ikke særlig god i skolen, og jeg blev let distraheret. Efterhånden som jeg begyndte at følge i min fars fodspor som præst og leder, måtte jeg stå ansigt til ansigt med den frygt for at tale i offentlige forsamlinger, som deles af så mange

Et s to rt li v

mennesker. Presset ved at være en fremtrædende prædikants søn (som kun kom fra mig selv) gjorde mig nervøs og usikker, og jeg blinkede i ét væk, når jeg skulle tale foran folk. Jeg stammede ikke, men mine øjne gjorde! Men jeg holdt ud og lærte at slappe af og stole på Gud, fordi jeg troede på, at lederskab var noget, han havde kaldet mig til. Inderst inde vidste jeg, at jeg levede for et større formål end mig selv, noget, der var vigtigere, end jeg kunne forstå eller forestille mig som ung dreng. Jeg var fast besluttet på, at min hyppige blinken og selvpålagte ængstelse ikke skulle hindre mig i at gøre, hvad jeg vidste, Gud ville have mig til. I en tidlig alder blev jeg opmærksom på, at Gud ville have mig til at tjene på måder, der kunne gøre en positiv forskel i folks liv. Så efterhånden som min tro gradvist voksede, begyndte jeg at opleve hans åbenbaring af, hvad han har sat mig her på jorden for at gøre – lede, tjene og udruste den lokale kirke. Heldigvis er jeg blevet velsignet med en partner i liv, kærlighed og lederskab – min fantastiske kone, Bobbie. Hvem kunne vide, at den smukke kvinde, der under en sommer kirkekonference gik i min retning på stranden med en hvid badedragt på og en is i hånden, ville have et lige så stort hjerte for at tjene Gud som mig? På det tidspunkt vidste jeg bare, at hun var smuk! Og så gav hun mig jo desuden en is. Adskillige årtier, tre børn og et voksende antal børnebørn senere trives vores ægteskab stadig, fordi vi ikke kun elsker hinanden, men elsker Gud først. Selv da vi besluttede os for at blive gift for alle de år siden, delte Bobbie og jeg en drøm om at opbygge kirken og være en del af et dynamisk fællesskab af Guds folk, der vokser, elsker og tjener deres familier, venner og alle omkring sig. Faktisk meldte vores drøm om, hvad en kirke kan være, sig på banen med et brag. I løbet af vores forlovelse talte vi konstant 8

L i v et i t r oen s s por

om fremtiden og vores begejstring for at tjene Gud sammen. Dengang boede jeg i et hus med en flok singlefyre fra vores kirke. Bobbie og jeg havde lige spist et måltid mad, da vi begyndte at drømme om vores fremtid. Vores begejstrede samtale fortsatte, mens jeg kørte hjem og parkerede ved toppen af vores nabo fru Wilsons meget stejle indkørsel. Bobbie talte ofte om, hvor stor en pris vi ville være villige til at betale for at tjene Gud sammen – jeg kan tydeligt huske, da jeg fortalte hende, at vi måske aldrig ville komme til at eje vores eget hus eller opleve økonomisk tryghed, hvis vi fulgte Guds kald i vores liv, og alligevel fik hendes konstante entusiasme mig bare til at elske hende endnu højere. Vi var helt fænget af alle de spændende ting, der lå foran os (deriblandt vores bryllup) og opdagede ikke, at jorden var begyndt at bevæge sig under os. Jeg var så optaget af vores samtale (og, lad os bare være ærlige, et godnatkys), at jeg ikke havde fået trukket håndbremsen! Jeg er ikke sikker på, at fru Wilson troede på os, da vi forsøgte at forklare hende, hvorfor vi var braget ind i hendes garagedør klokken 2 om natten!

Et brag af en drøm Katalysatoren til dette uheldige brag giver fortsat ekko rundt omkring i verden på overraskende måder, som hverken Bobbie eller jeg kunne have forestillet os den nat i fru Wilsons indkørsel. I dag er jeg på vej til at hoppe på et fly for, for første gang, at tale i vores nyligt plantede menighed i København. Jeg smiler fra det ene øre til det andet, mens jeg tænker på en historie, jeg lige har hørt, om en ikke-kirkevant filmproducer i Los Angeles, som var blevet så kraftigt påvirket ved et nyligt arrangement 9

Et s to rt li v

med Hillsong UNITED (et internationalt lovsangsband, som er udsprunget fra Hillsong Church) i den ikoniske Hollywood Bowl, at han var begyndt at lægge planer, så ”andre også kunne opleve det” – den sandhed og de følelser, lovsangen havde vakt i ham. Og hans historie er blot en ud af rigtig mange. Det enorme omfang af, hvad der ligger foran os i hver af livets sæsoner, kan være skræmmende, men det er samtidig vigtigt ikke at miste perspektivet – vi har drømt om disse dage! Dage, hvor indflydelsesrige mennesker bliver berørte og lægger mærke til den levende Gud og hans kirkes indflydelse i verden. Min respons til den måde, hvorpå Gud fortsat udøser af sin gunst mod Hillsong Church og har brugt os til at fremme sit globale rige, er en blanding af ren glæde og vantro. Jeg er kort sagt lamslået! At se Hillsong nå ud til millioner af liv i hele verden er mere, end hvad to unge mennesker i en gammel Nissan kunne have drømt om – det vidner om Guds kraft i aktion. Det er at se de mindste frø af Guds rige, vi er blevet betroet at skulle så i løbet af de sidste 30 år, bære frugt. At leve vores liv til Guds riges ære har været det største eventyr, og vi er fortsat spændte på, hvad han vil gøre i fremtiden! I Australien taler man om at klippe ”den høje valmue” ned – hvilket naturligvis refererer til en blomst, der er højere end alle de andre. Det er et udtryk, der bruges om folk, der gør mere end de fleste - eller oplever succes uden fortilfælde. Politikere, kunstnere, forretningsfolk og folk i underholdningsbranchen bliver ofte gransket nøje, og selvom denne kritiske tendens kan bruges uretfærdigt til at skære nogen ned, så minder det os også om ikke at tænke for højt om os selv eller tage al æren. Så lad mig være den første til at klippe min egen valmue ned, for jeg vil aldrig vove at tage æren for alle de utrolige og forbløffende ting, Gud gør igennem Hillsong. Vi er ganske enkelt bare villige til 10

L i v et i t r oen s s por

at tjene, og vi er velsignede med at kunne blive brugt sammen med så mange andre i hele verden, som opbygger kirken og fører evangeliet frem. Hvis jeg skulle få brug for at klippe min valmue ned igen, behøver jeg bare huske på, hvordan det hele begyndte. I ville forstå det, hvis I så, hvor Bobbie og jeg boede, første gang vi flyttede til Sydney for at tjene i den kirke, mine forældre havde opstartet der. Hvis I kunne se mig vaske butiksvinduer for to dollar stykket (fem for de store vinduer) for at få tingene til at hænge sammen, hvis I kunne se Bobbie stå tidligt op for at stille stole frem til vores gudstjeneste eller male skyer på væggen i det triste børnekirkeområde, så ville I begynde at forstå, hvad Gud har gjort. Hvis I kunne se mig sidde på klaverstolen med vores urutinerede, men talentfulde ungdomspræst og opmuntre ham til at skrive kirkesange og lede folk i lovsang. Hvis I kunne se den lille gymnastiksal, hvor vi holdte vores første gudstjenester, før vi flyttede ind i en ledig lagerhal omringet af marker i den nordvestlige udkant af Sydney, ville I undres lige som os.

TRO uden for linjerne Livet i dag er så meget anderledes, end da vi startede. I 1993 var Hillsong Church kun ti år gammel. På vores kontor i Castle Hill satte jeg mig ned med et blankt stykke papir. Jeg kiggede ud ad vinduet på de øde butikker på den anden side af vejen og skrev disse ord øverst i min dagbog: ”Den kirke, jeg ser.” Det var en frimodig erklæring om fremtiden, et stykke uld foran Gud og mit hjertes råb – en vision om den kirke, jeg desperat længtes efter at være præst for. Erklæringen talte om internationalt arbejde, om indflydelsesrig musik og både kongrescentre og altre, der 11

Et s to rt li v

var fyldt med mennesker. Jeg drømte om tv-evangelisation, der hidtil ikke fandtes, og et universitet, der syntes umuligt muligt. Det var et trosmål, og da jeg delte det med vores kirke en søndag morgen, vidste jeg, at jeg lige var trådt ud af båden. Nu år senere lever vi i de dage, jeg drømte om. Den tro vi havde dengang, var ikke stor nok til dybden af den udvidelse og de planer, Gud havde for vores fremtid. Og hvad Gud har vist mig igen og igen, er, at uanset hvor megen succes eller hvor store visioner vi har, handler det hele i sidste ende om mennesker. Hans hjerte drejer sig om mennesker. Så fra mit synspunkt handler det her helt ærligt om så meget mere end bare tal. Uanset om det drejer sig om medlemskab, kirkebudgetter, fremmøde i weekend erne eller salg af musik forsøger jeg altid at se ud over tallene og se på forvandlede liv. Der er alt for mange mennesker, der forsøger at reducere tro og mirakler til kvantitet, og jeg bryder mig ikke om at forsøge at vurdere, hvad Gud gør, med tal alene. Tro kan ikke gøres op i kvadratmeter, kroner og øre eller besøgstal. Faktisk minder vi regelmæssigt os selv om, at Hillsong Church ikke handler om mængden – det handler faktisk alene om den enkelte. Ligesom taxichaufføren i Guatemala, der med tårer i øjnene fortalte os om Hillsongs musiks indflydelse på hans brudte familie. Eller kvinden i Uganda, der opdagede, at vi var fra Australien, og sagde: ”Jeg kender kun til to ting fra Australien: Kænguruer og Hillsong.” Eller de mennesker, vi møder de mærkeligste steder – lige fra fjerne strande i Afrika til toiletkøer i verdens største lufthavne – som udtrykker deres taknemmelighed for Hillsongs virke og den påvirkning, Gud har haft på deres liv gennem et møde med en person, en sang eller et budskab. Det er min overbevisning, at de fleste beviser for, hvad Gud gør, går stort set ubemærket og uregistrerede hen. Familien, der genforenes, efter at en forælder opdager Jesu kærlighed og 12

L i v et i t r oen s s por

fuldender sin prøveløsladelse. Den fraskilte kvinde, der føler sig accepteret og elsket, lige som hun er. Narkomanen, der finder modet til at dele sin kamp med et fællesskab af opmuntrende troende. Det sultne barn, der får mad. Den ensomme enke, der trøstes. Den forældreløse, der får nye forældre. Den fremmedgjorte, der forsones. De tabte, der bliver fundet. At se, hvordan Gud hæver fattige fra støvet og løfter de trængende, sætter dem på niveau med prinser, helbreder de brudte og kalder syndere retfærdige, efterlader mig uden tvivl om, at det at følge Jesus er den eneste måde at leve. At leve i troens spor er ikke så simpelt som at tegne fra prik til prik. Det farver uden for linjerne og ser med andre øjne, end verden gør – evige øjne med et evigt perspektiv. Din himmelske Fader har ikke skabt dig til at leve et liv i middelmådighed. Han har skabt dig til at leve et liv i troens spor.

Gå på vandet At leve i troens spor er ikke nødvendigvis et liv i overhalingsbanen. Måske minder et liv i troens spor i virkeligheden mere om at svømme. Jeg har brugt en stor del af mit liv nær vandet på de store strande i Australien, hvor jeg enten svømmede eller bare nød en kop kaffe på en café ved stranden. Dette solbrændte land er den største ø i verden, og derfor har vi en større kystlinje end noget andet land. New Zealand, hvor jeg er født, består også af øer, og da jeg var dreng, var der ikke noget, jeg elskede mere end at være på stranden; at flyde i det kølige vand og finde lindring fra sommervarmen. Men at leve i troens spor er langt mere end bare at flyde med strømmen og lade livets strøm føre dig, hvorhen den ønsker. 13

Et s to rt li v

At leve i troens spor handler også om at tage kontrol over sin fremtid, mens man stadig er afhængig af Jesus for hvert skridt, man tager – også når det indebærer at gå på vandet. Dette synes helt bestemt at være det eksempel, der så smukt bliver afbildet i Hillsong UNITED-sangen ”Oceans”, og som vi ser i Peters møde med Jesus en stormfuld nat: Kort før daggry kom Jesus ud til dem [disciplene], vandrende hen over vandet. Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. Men Jesus råbte til dem: ”I skal ikke være bange - det er mig!” Straks råbte Peter tilbage: ”Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.” ”Kom!” sagde Jesus. Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke. ”Herre, red mig!” råbte han. Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. ”Din tro er lille,” sagde Jesus. ”Hvorfor blev du usikker?” Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig. Alle i båden faldt på knæ for Jesus. ”Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de. (Matt 14,25-33) Den brudte fisker, Peter, kan ikke tro sine egne øjne, da han og hans meddisciple kigger op og ser nogen gå på de urolige farvande og komme hen mod dem. Det må være et spøgelse – 14

L i v et i t r oen s s por

der er ingen anden forklaring. Som om det ikke var nok, at det trækker op til storm! Nu er de virkelig bange. Så hører de hans stemme. ”Fat mod! Alt er i orden! Det er bare mig!” Deres mesters stemme giver genlyd som torden. ”Kan det være…?” spørger disciplene sig selv. Men Peter vil have beviser. ”Hvis det virkelig er dig, Herre,” råber han ind i den hylende vind, ”så bed mig om at komme ud til dig på vandet!” ”Kom!” råber Jesus tilbage uden et øjebliks tøven. Og så sker det. Peter stiger ud af båden og tager et skridt. Han får øjenkontakt med sin mester og forsøger ikke at tænke på, hvad han rent faktisk har gang i, men lader bare benene gøre, hvad de har gjort så mange gange før. Et skridt, og så et til og et til. Han går på vandet. Men så bemærker Peter, at vinden tager til igen, og han går i panik. Måske begynder han at tænke: ”Jeg går på vandet! Vent lige lidt – det er jo ikke muligt! Det kan ikke lade sig gøre!” Og så begynder han at synke som en sten.

Ro din båd Jeg kender den der synkende fornemmelse. En sommer, da jeg var ni eller ti, var min familie på ferie i en hytte ved en af Sydøens berømte ”bundløse” søer. Mens vores forældre snakkede og slappede af med venner, bemærkede min storebror og jeg en lille robåd ved den hytte, der lå ved siden af vores, og vi kunne ikke modstå fristelsen til at ”låne” den. Denne sø var altså dyb, og jeg har siden fundet ud af, at den var berygtet 15

Et s to rt li v

for sine pludselige vejrskift og strømme. Vi var lige nået over til den anden side, da tingene begyndte at se ildevarslende ud, og vi var kun nået halvvejs tilbage, da stormskyerne kom. Da vinden tog yderligere til, og strømmen blev stærkere, begyndte vi at ro kraftigere – selvom vi aldrig syntes at nå nærmere hytten. Vores arme var begyndt at blive trætte, og så skete det, der ikke måtte ske: Jeg mistede min åre. ”Hvad gør vi nu?” råbte jeg til min bror. ”Hent den!” råbte han tilbage igennem vindens skarpe fløjten. Han var to år ældre end mig, og jeg havde ikke mange andre muligheder – så jeg sprang i vandet. Det var en stor fejl. Det var relativt ligetil at nå hen til åren. Men strømmen førte mig væk fra båden. Jeg havde åren i den ene hånd, og jeg var træt i armene af at ro. Den stikkende regn brændte koldt i mit ansigt. Jeg begyndte at gispe efter vejret. Så så jeg min bror svømme hen mod mig. Han var lige så vanvittig som mig! Men han var i det mindste villig til at komme efter mig. Han følte sig nok ansvarlig for – eller skyldig over – at have bedt mig springe i vandet. Efterhånden som han nærmede sig mig, spekulerede jeg på, hvordan han ville være i stand til at redde os begge. Ville strømmen ikke trække os begge under? Men min storebror havde bogstavelig talt et trick i ærmet. Han havde bundet et reb fra båden fast til sin arm. Så han greb mig, og vi begyndte at trække i rebet og trak båden tættere og tættere på, indtil vi kunne trække os tilbage op i den. Da vi nåede tilbage til kysten for at blive mødt af vores forældres straf, var stormen drevet over, og jeg havde en nyfunden respekt for, hvad Peter og de andre disciple må have stået over for den nat ude på vandet.

L i v et i t r oen s s por

Jeg kunne ikke forestille mig at skulle gå på den evigt foranderlige vandoverflade. Det ville i sig selv være umuligt nok, hvis søens overflade var rolig. Men i en storm? Det ville være mere end umuligt. Medmindre man har tro. Den slags, som Peter havde til de øjeblikke, hvor han simpelthen adlød Herrens befaling. Den slags, som han havde, før han begyndte at tænke på, hvorfor han ikke kunne gøre, hvad han gjorde. Den slags, du har, når du lever i troens spor. Hvad er det, som ligger foran dig lige nu og føles umuligt? Hvad er det for en ”gå på vandet i stormen”-opgave, som ligger foran dig og umiddelbart føles skræmmende og håbløs? På et tidspunkt har vi alle brug for tro til at træde ud af båden.

Træd ind i det store ukendte Vi slår så ofte fejl, fordi vi sidder fast i vores hoveder, bliver filtret ind i vores egne tanker, synker ned i spekulationer og sandsynligheder og desperat griber efter at få livet til at fungere på en eller anden måde. Vi vil gerne gå på vandet. Men vi insisterer på at gøre det af vores egen kraft. Hvis vi sætter vores lid til andre ting – teknologi, der kan kontrollere vejret, penge til en større båd, eller en redningsvest ”just in case” – så kan vi måske selv finde ud af det. Men det kan vi ikke! Så snart vi tror, at vi kan selv, fjerner vi vores øjne fra Jesus – og så begynder vi at synke! Livet er en rejse, en snoet sti fyldt med mange ubekendte. Det er kun muligt at navigere på grund af Guds kraft og nåde. Måske kan du relatere til denne historie: Det var i slutningen af 2012 og Taya Smith, en af vores talentfulde unge

Et s to rt li v

lovsangsledere og medlem af Hillsong UNITED, var bare et ansigt i mængden. Hendes sangtalent gik i det store hele ubemærket hen i vores kirke, men hun tjente trofast bag kulisserne i vores ungdomstjeneste. Taya arbejdede inden for detailhandel og var nødt til at tage fri i en periode på grund af feriedage, hvor hun planlagde at besøge med sin familie i landdistrikterne New South Wales. Men hun havde ventet for længe med at købe flybilletten, og nu var de blevet for dyre. Så hun sad fast i Sydney med én uges ferie – den samme uge, hvor vores kirke indspillede cd'en Glorious Ruins. Hun gik ind i kirken den søndag aften og blev bedt om at ”være klar til at hoppe på scenen” i slutningen af optagelsen, hvis der blev tid, og slutte sig til resten af vores ungdomsband Young and Free. Den aften sang hun af hele sit hjerte, og min søn, Joel Houston, bemærkede det. Den efterfølgende tirsdag morgen vågnede Taya op med en besked på sin telefon fra Mike Chislett, Hillsong UNITEDs producer, der spurgte, om hun ville komme ned til studiet for at indspille noget baggrundskor til det nye UNITED-projekt. Taya har ikke kørekort, så to dage i træk tog hun adskillige busser og tog fra sit hjem i det sydlige Sydney, og så kørte hun på skateboard fra togstationen til UNITEDs studie i North Rocks – det tog omkring halvanden time hver vej. I løbet af disse to dage gav Joel hende en ny sang at lære, og Taya indspillede ”Oceans”. Historien lyder, at da hun var færdig med første optagelse, vendte hun sig nervøst mod drengene og sagde: ”Jeg kan godt gøre det bedre.” Forundrede svarede de: ”Det var nu ellers ret godt.” (Hvis du nogensinde har hørt Taya synge, kan du forestille dig, hvor meget hjerte og passion hun lægger i absolut alt, hvad hun gør).

L i v et i t r oen s s por

Jeg elsker, hvordan Taya fortæller om busturen hjem den aften, og hvordan hun mindes den bøn, hun havde bedt bare to uger tidligere: Hun havde bedt Gud om enten at åbne eller lukke døren for en mulighed til at synge professionelt – og hun havde følt Herrens tilskyndelse til at lægge denne drøm til side og træde ud i det store ukendte. Resten er historie. Tayas historie er ligesom så mange andres. En ung pige trådte ud, Gud kom i vejen for hendes planer, hun valgte tjeneste i stedet for bekvemmelighed, og hendes liv i dag er et vidnesbyrd om Guds trofasthed, når vi stoler på ham med de ukendte detaljer i vores liv. Hvis du ønsker at leve, elske og lede som Jesus, så er troens spor det eneste sted at leve. For at opdage hans plan for dit liv, må du træde ind i det store ukendte og risikere alt, hvad du har. Hvis du stiger ud af båden og følger lyden af hans stemme, vil du tage skridt, du aldrig troede mulige. Du vil påbegynde et eventyr, en udflugt til hans uspecificerede destinationer. Du vil blive vakt til live med muligheden for at stole på, at Gud gør, hvad der synes umuligt. Du vil blive udfordret, presset, afprøvet og testet. Måske kommer du endda til at gå på vandet. Dette er livet i troens spor!