Indledning Vi startede året med forventninger, fordi der var nogle prognoser, som fortalte os, at det nok ikke blev så ringe endda. Der blev da også ting, vi kunne glæde os over i 2014. De 3 første kvartaler var faktisk helt OK. Ikke så prangende, som vi havde håbet, pga. russernes boykot af svinekød, men OK. De fleste af os kunne også glæde os over en god vækstsæson og en nem høst. Resultaterne i staldene er i stadig fremgang, og stegt flæsk blev kåret som danskernes nationalret. Sådan kunne det været blevet ved, hvis ikke landbruget var blevet sendt til fronten i en økonomisk krig mod Rusland, men august måned 2014 kan blive lige så skelsættende for dansk landbrug, som starten på finanskrisen var det. Hvis man ser passivt til, vil krisen medføre konkurser rundt om i landet med ødelagte familier og mange bristede forventninger til følge. Det vil sende tusinder af gode medarbejdere ved slagterier, mejerier og andre følgeerhverv ud i arbejdsløshed, og jeg spørger: Hvorfor skal vi alt det igennem, når løsningen ligger så snublende nær? Giv landbruget lov til igen at drive jorden fornuftigt og tjene penge på produktion, - en helt almindelig fødevareproduktion. Vi er nogle af de bedste i verden til at producere fødevarer, med den højeste fødevaresikkerhed og mindst mulig påvirkning af natur og miljø. Hvis ikke vi får vendt skuden, styrer dansk landbrug direkte mod en total nedsmeltning.
Driftsøkonomi og miljø Det må siges at være nødvendigt, for finansiel råstyrke er ikke noget, vi har meget tilbage af i dansk landbrug. Vore værdier er smuldret væk de seneste år, vi er alle blevet fortalt, at bankerne skal sikre sig, at værdierne, de belåner, er tilstede. Hvis bankerne et kort øjeblik skulle glemme det, så kommer Finanstilsynet og svinger køllen. Men hvordan har man tænkt sig, at vores produktionsapparat skal kunne koste penge, når man lukker luften ud af hjulene? Vi har i 25 år skullet leve med fuldstændig tåbelige regler omkring gødskning af vore marker. Det koster os ikke under 1.500 kr./ha eller for mit vedkommende 543.000 kr./år, da vi driver 362 hektar. En så voldsom begrænsning af produktionsretten har katastrofale konsekvenser for værdien af jorden. Jord der ikke giver et afkast, kan selvfølgelig ikke koste penge. Troels Troelsen fra CBS har ved flere lejligheder skrevet, at 1000 kr. i mistet indtjening er lig med 30.000 kr. mindre værdi pr. hektar. I mit tilfælde 1,5 * 30.000 kr. * 231 hektar = 10,4 millioner kroner mindre på egenkapitalen. Prøv at gange det ud på hele Danmarks landbrugsareal. Alligevel har vi en minister i Miljøministeriet, som ser ud til ikke at have forstået noget som helst af, hvad der er ved at ske. Hun fremlægger endnu mere af det samme: reduceret kvælstof. Så fat det dog, uden kvælstof gror der ingenting på markerne.
1
Som om det ikke var nok, så finder hun også lige 6,6 milliarder kroner til gavn for naturen. De mange milliarder skal blandt andet bruges til oprensning af mindre søer, bedre gydepladser for fiskeyngel, og så skal der fjernes træer og buske på nogle af vores heder, som er i overhængende fare for at vokse i skov. Jeg tror ikke, vores miljøminister har forstået alvoren, og hun har ikke kraften til at gå imod embedsværket i hendes eget ministerium. En tidligere ansat i Miljøministeriet i over 30 år, Claus Hansen, har i den seneste tid beskrevet, hvad det er for en administration, der er tale om i det ministerium. Hvem skal hun please? Som jeg ser det: alle dem som gennem årtier er blevet fortalt, at den danske natur er forarmet og lider under, at vi har produktion i Danmark. Det er et stort bedrag, og hvis man virkelig mener, at vi skal spole tiden flere tusind år tilbage til en tilstand, som før menneskelig påvirkning, var det måske mere nærliggende at starte med at forbyde biler og fly. I Fødevareministeriet har vi Dan Jørgensen. Han er fuldstændig ligeglad med nogle af dem, som han er minister for, men påstår paradoksalt nok, at han har været med til at forbedre mulighederne for dansk landbrug. Det er det værste sludder, og det er grebet ud af den blå luft. Han har ikke gjort andet end lægge sten i skoene for den konventionelle landbrugsproduktion. Nærmest alt, hvad han har foretaget sig, har handlet om projektet Dan. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste ting, han har gjort, som har givet landbruget en bedre konkurrencekraft eller sikret en eneste slagteriarbejder et fortsat job. Nationalret og lov om dyresex er nogle af de ting, som en minister i Danmark kan spilde tid og penge på, selv om væksten i vores land stort set er gået i stå. Netop det område, som Dan er minister for, har ellers enorme muligheder for at sætte gang i hjulene, ikke mindst ude i yderområderne, hvor vi har brug for hvert eneste job. Den danske økonomi klarer sig godt gennem kriser, fordi vi har noget at sælge, som man ikke kan undvære selv i en krisetid, - nemlig mad. Den danske fødevareproduktion har svingende betydning for økonomien. Ikke fordi den er ustabil, men fordi resten af det, vi sælger, er. Det kan næsten lyde trivielt, men specielt når krisen kradser, er det landbruget, som giver nationen smør på brødet. Det er i den forbindelse glædeligt, at den økologiske eksport stiger, ikke fordi den størrelsesmæssigt betyder noget som helst, men fordi de danske skatteydere så slipper for at skulle betale helt så mange penge for, at vi kan tvangsfodre børn, gamle, offentligt ansatte og andre svagelige med de økologiske produkter, som det ikke er lykkedes at forære væk i COOP.
Fremtid - økonomi Nu er Dan og Kirsten jo ikke ene om at træffe beslutningerne. Deres embedsførelse har ikke afveget meget fra deres forgængeres, når det kommer til konkrete handlinger, så hvad vi kan forvente os af et regeringsskifte er trods løfter om andet, nok sparsomt. Vi må håbe, at nabotjek og lidt mere vilje kan give et ryk til rammevilkårene, men det løser desværre ikke vore problemer alene. Hvad kan vi selv gøre, udover de sædvanlige håndtag, hvor vi presser effektiviteten op hver i sær hjemme på bedrifterne?
2
I vores seneste medlemsblad lægger vi op til en diskussion af, hvordan vi kommer tættere på vores mål om at producere verdens sundeste gris. Her bliver nævnt forslag som: ● ● ● ● ● ● ●
Saneringer Bedre foder, Mindre sammenblanding Optimal fravænning Vask, desinfektion og udtørring Bedre intern smittebeskyttelse Og endelig en aktiv sygdomsbekæmpelse
Ingen af disse forslag er gratis, og vores kredit er mange stedet strukket til det yderste. Derfor foreslog vi umiddelbart inden jul, at staten kunne hjælpe os med at investere i bedre sundhed i dansk svineproduktion i stedet for bevidstløst at dunke os oven i hovedet med skærpede krav til dit og dat. Her en oplagt mulighed for at samarbejde mod et fælles mål. Ministeren vil gerne have bedre miljø, dyrevelfærd og lavere medicinforbrug. Det får han nemmest og billigst med forbedret sundhed og produktivitet, så hvad venter han på? Når vi har cementeret, at vi har verdens sundeste grise, så bør det også være muligt at få det til at udmønte sig i merpriser for både kød, smågrise og gener. Jeg forestiller mig ikke, at vi skal have pengene foræret, men blot, at staten hjælper os med at få pengene stillet til rådighed. Det kunne for eksempel være som statsgaranterede lån over en femårig periode, men der er sikkert også andre muligheder. Millioner af kroner uddeles hvert år til grønne landbrugsprojekter. Her er chancen for at investere i noget, der virkelig batter, uden at det behøver koste staten alverden. Mange saneringer ville betyde en tiltrængt reduktion af produktionen i en periode, og vi ville have et bedre produkt bagefter. Vi har også i år foreslået en Gamechanger. Den er ment som en adrenalinindsprøjtning til slagtesvineproduktionen. Uden at fortabe os i detaljer foreslog vi et princip, hvorefter man fordelte den ufordelte egenkapital i slagterierne til dem som leverede slagtesvin i de kommende 6 - 8 år. Det kunne give 40 - 50 kr. ekstra pr. slagtesvin på landmandens balance. Udover at skabe motivation kunne det også løse den gordiske knude, der strammer mere og mere til. Hvordan undgår vi, at DC’s værdi kommer uden for rækkevidde af svineproducenterne? Det er allerede sket for vore kolleger der leverer mælk til Arla. 13.000 ejere i 7-8 lande bliver aldrig enige om at fordele noget som helst. På slagtesvineområdet har vi brug for en ekstraordinær indsats, for på det område var der krise, længe inden russerne lukkede. Jeg er overrasket over, at så markant en person som Henning Otte Hansen fra Københavns Universitet er gået i medierne, hvor han argumenterer for fortsat binding af penge i andelsselskaberne. Hvad ville han sige til at investere store beløb i aktier uden forrentning og udbytte, og uden mulighed for at medregne værdierne i hans egen økonomi? Virksomhederne
3
går så stille med dørene, som de nu kan, - måske fordi, de samstemmende synes, at det er en god facon på finansiering. Det, der nu er en uforrentet egenkapital i virksomhederne, kan i høj grad være det, der holder øvrig konkurrence i landbrugssektoren væk. Eksporten af gener og smågrise hakker lidt i det lige nu, men da vores produktionspris er 5-7 € lavere end tyskernes for en 30-kilos gris, så ved vi, det kun er et spørgsmål om tid, før der igen kommer normal afsætning til Tyskland, og også i Polen er det de ekstraordinære hændelser i Rusland, der driller. Vores gener er stadigvæk også en så god handelsvare, at når tilstanden normaliseres en smule, så vil salget af dem rette sig. Derfor er det også nødvendigt, at vi får helt styr på salgsorganisationen. Det er et arbejde, som har stået på meget længe, men med Klaus Jørgensen som ny markedsdirektør i DanAvl, ser jeg fortrøstningsfuldt på, at vi kommer til at tjene flere penge på at sælge gener, end vi sætter til i konkurrencekraft ved at sælge ud af arvesølvet. Nu vi taler om arvesølvet. Da DAKA blev solgt til tyskerne, var vi nogle, der gjorde anskrig. Det lader til, vi får ret i vores bekymring. Priserne for afhentning af dyr er kun gået en vej lige siden. Sidst var det med en stigning på 22%. En stigning der begrundes med prisudvikling. Vore tyske kolleger har ikke fået en tilsvarende stigning, selv om de da er underlagt nøjagtigt de samme prisrelationer. Det burde nok lige tjekkes af konkurrencemyndighederne, for det ligner godt nok monopol, så det klodser. Nogle af vore konkurrenter laver en kontrolleret kompostering af de døde dyr eller bruger dem i biogasanlæggene. Er det ikke på tide, at det også bliver en lovlig mulighed i Danmark uden alt for besværlige, unødige regler? Det påstås, at værdien af en gris i biogas er i størrelsesordenen 5 kr. pr kg., men hvad hjælper det, når et hav af regler forhindrer denne anvendelse?
Vaskehal Sygdomsbilledet omkring os i Europa er urovækkende. Ikke nok med frygten for Afrikansk Svinepest, nu har PED også meldt sig på banen. Alligevel var det ikke det som fik VSP til at arbejde for en langt bedre sikring af det veterinære stade i DK. I foråret 2013 meldte en af Landsforeningens bestyrelsesmedlemmer sig ud af Danish på en af sine ejendomme. Det kan lyde drastisk og hovedløst dumt, men faktisk er det gjort i et forsøg på at komme bureaukratiet til livs i vore egne organisationer. Ved direkte læsning af smågrise på biler ankommet fra Polen er der i dag en karantænetid på 48 timer, hvorimod der ved eksportstalde er en karantænetid på 12 timer. Det findes ikke et eneste fagligt argument for, at karantænetid virker på en snavset bil. Første skanse mod indslæbning af smitte er rengøring og desinfektion af lastbil, redskaber og chauffør. Sidste skanse er sluseforhold og management ved direkte oplæsning og på eksportstalde. Første skanse er fælleskabets ansvar, sidste skanse er den enkeltes ansvar.
4
Fordelen ved direkte oplæsning er, at mængden af involverede personer, besætninger og krydsende trafik begrænses. Fordelen ved samlestalde er, at planlægning er bedre, samt at den tømmes for dyr dagligt. Når der ikke kunne gives faglige argumenter for de 36 timers ekstra karantænetid, mener vores bestyrelsesmedlem, at der er tale om ren konkurrenceforvridning. Han accepterer at blive udelukket af Danish-ordningen, og dermed af QS, selvom QS jo ikke stiller specielle krav til karantænetider fra Polen. Transporten mellem Tyskland og Polen er helt fri. Derfor meldte han sig ud. Udmeldelsen betød, at der i organisationerne blev tænkt over tingene, og det er besluttet, at desinfektionsproceduren skal ændres, sådan at alle biler bliver godkendt efter 12 timer på alle læssesteder, hvilket jo også var målet med udmeldelsen. Projektet koster cirka 30 mio. kr. og kunne have stået færdigt i dag, hvis det ikke havde været, fordi vore egne organisationer ikke kan finde ud af, hvem der skal betale for projektet. VSP kunne med glæde udmelde, at de var i gang med at smittebeskytte vores land bedre, nu da PED er kommet tættere på, men faktisk var det ikke af egen fri vilje, at de for en gangs skyld var fremme i skoene. Her i julen har yderligere en landmand meldt fire ejendomme ud af Danish af samme grund, og det er skræmmende, at bureaukrati i egne organisationer skal ligge til grund for det. Vi kræver fra Landsforeningens side, at de nye tiltag bliver iværksat så hurtigt som muligt. Det er en katastrofe, at Axelborg ikke kan finde ud af at rykke på noget der er så åbenlyst rigtigt og vigtigt.
VSP Vaskehallen er et godt eksempel på, hvorfor Danske Svineproducenter skal sidde med i VSP, for ingen her skal være i tvivl om, at det er et spørgsmål, vi med jævne mellemrum stiller os selv. Marie Key synger: Mit land det ligger ned. Jeg ved ikke, om jeg med den indledning kan beskrive lidt, hvordan det går i VSP. Bilagssagen har nu stået på i over et år, og pengene fosser ud af kassen, og ingen, så vidt jeg ved, har et overblik over, hvor det her ender. Ud af 13 projekter som skal gennem ekstra revision er kun 4 gjort færdig. Jeg bliver mere og mere sikker på, at det er nidkær kontrol, som holder gang i sagen. Det vi som bestyrelse bliver informeret om peger også i den retning. Der er ikke ens regler for timeregistrering, når det kommer til forskellige ansøgere, f.eks. så skal der fra VSP’s side være meget udførlige registreringer på alle timer ned på den enkelte medarbejder og hans forbrug af tid, hvorimod universiteterne ikke skal lave registreringer på medarbejdernes tidsforbrug overhovedet. Hele sagen trækker enorme resurser ud af medarbejderne, hvilket helt klart har stor indflydelse på det arbejde de skulle lave for os.
5
Tilsammen bidrager alle danske svineproducenter med i alt cirka en kvart milliard kroner til arbejdet i VSP, i DMRI (det tidligere Slagteriernes Forskningsinstitut) og i DSS (Danske Slagteriers Salgsselskab). Pengene kommer fra Svineafgiftsfonden og Genafgifterne. Slagteriernes salgsselskab får cirka 67 millioner kroner, som de hovedsageligt bruger til markedsføring af dansk svinekød rundt om i verden. DMRI får cirka 65 millioner kroner, som de bruger på at blive endnu bedre til at slagte og forarbejde kød på slagterierne. Og VSP får 119 millioner kroner til at lette hverdagen og løfte produktionsresultaterne for os svineproducenter. Landbruget har selv flertal i Svineafgiftsfonden, hvor de fleste af pengene kommer fra, og hvis vi var enige, kunne vi så let som ingenting skrue væsentligt ned på opkrævningerne til den kasse. Bidraget fra genafgifterne udgør 77 millioner kroner, og der er ingen, som siger, at pengene ikke lige så godt kunne udbetales direkte til dig og mig, hvis det var det, vi ville. Jeg siger ikke, at vi skal droppe forskning og udvikling, men spørger blot, om det er et rimeligt pengeforbrug? Hvor mange herinde ville frivilligt betale 10 kroner pr. gris for indsatsen? Der bliver alle steder talt om slagtesvineproduktionen, også i VSP, men hvor mange kræfter skal vi blive ved med at lægge i den produktionsgren? Hvis ikke der kommer nogle politiske indrømmelser, og der bliver skabt markante bedre betingelser for produktion i Danmark, så reduceres den kraftigt. Det kan godt være, man kan finde nogle af os, som vil arbejde gratis, men der er ingen, som vil låne os penge til at bygge nyt, og derfor får det ende helt af sig selv. Tiden er inde til at gentænke konstruktionen. Måske skal vi i højere grad udlicitere vores forsøg og forskning. VSP har haft godt samarbejde både med Hans Henrik Stein i USA og et skotsk universitet. Københavns Universitet har også lagt sig godt i selen for os ved flere lejligheder. De lokale rådgivningskontorer kunne måske også gøres fagligt stærkere ved at komme tættere på forsøgene. Til gengæld kunne de så måske være med til at sikre relevansen af forsøgene. Desværre er der ingen oplagte samarbejdspartnere til forsøg og udvikling i det nære udland, da man både i Holland og Tyskland har droppet systemet med produktionsafgifter.
Landbrug & Fødevarer Det er nu et år siden, jeg meldte mig ud af Landbrug & Fødevarer. Jeg gjorde det i forlængelse af sagen om bilagsrod i VSP, som kostede direktør og formand jobbet. Det jeg var vidne til var ikke i orden. Jeg havde fra første parket i flere år været vidne til en direktør, som var utilfreds med den kvalitet og service, han fik fra regnskabsafdelingen på Axelborg, men da det kom til stykket viste det sig, at lort falder nedad, og både regnskabsafdeling og revisionen fraskrev sig ethvert ansvar, selv om det var dem, som havde udført og kontrolleret. Landsforeningen besluttede sig for at blive i samarbejdet om VSP, og det, mener jeg, var det rigtige at gøre på det tidspunkt, men jeg meldte mig selv ud og har ikke fortrudt mit valg overhovedet.
6
Jeg mener, at vi landmænd burde stå sammen og sige nej til mere overimplementering og en politik, som vil sende rigtig mange landbrugsfamilier fra deres hjem. Her er det min holdning, at Axelborg fejler. Det er stadig alt for meget blødsøden kommunikation fra borgen om fremtiden, der ikke er så sort, som den har været. Det fik vi også lige op til jul fortalt af L&F’s formand, at han stadig havde som slogan. Hvis vi ikke selv tror på det, hvem gør så? Godt spørgsmål, Martin Merrild! Hvis vi bliver ved med at sige, at det skal nok gå, hvad skulle så få en indflydelsesrig politiker til at vove taburetten for at hjælpe os? Kun jeg spørger. Hvis fremtiden skal blive mindre sort, end den har været, så skal vi udnytte de muligheder vi har nu. Hvilke muligheder har vi, vil du nok spørge. Vi sidder alle og vender alle regninger flere gange, inden de sættes til betaling. Likviditeten er stram, og alle er stavnsbundet til deres banker og kreditgivere i en grad, som gør, at de reelt bestemmer ens skæbne. Ruslandskrisen har ingen udløbsdato, for selv om man finder en løsning, så boykotten ophæves, så får russerne ikke flere penge af det på kort sigt. Hvad kan vi gøre ved det? Vi kan slukke regnemaskinerne, spænde livremmen, forsøge at være et af bankens mindre problemer. Når så solen igen begynder at skinne, kan vi komme ud af vores skjul helt afkræftede, og tage konkurrencen op med nord- og sydamerikanere, der strutter af kræfter efter nogle fede år, og så se, om vi kan indhente noget af det tabte terræn. Fra politisk side er fokus udelukkende på slagtesvineproduktionen. Tilskud til ekstra miljøtiltag, det kommer ikke til at give en ekstra gris eller arbejdsplads ud over de 10, der skal administrere ordningen og de 20, der skal skrive ansøgningerne. Som enkeltpersoner skal vi koncentrere os om to ting. Holde os i live til solen begynder at skinne igen, og sørge for, at vi er mere konkurrencedygtige, når den tid kommer. Vi har i forhold til resten af verden flere ting, vi er gode til. Vi har god genetik. Vi er gode til at producere smågrise. Vi har lavt medicinforbrug. Sidst, men ikke mindst, så har vi bedre mulighed for at opretholde en høj sundhedsstatus på grund af den korte grænsestrækning mod Tyskland, og fordi vi kun transporterer levende dyr ud af landet. Vi skal udnytte lavkonjunkturen til at gøre os endnu mere suveræne, når det gælder sundhedsstatus og lavt medicinforbrug. I resten af verden er dansk svineproduktion kendt for høj fødevaresikkerhed, god dyrevelfærd og lavt antibiotikaforbrug. I Danmark er det desværre stik modsat, godt hjulpet på vej af enkeltpersoner og organisationer som Danmark Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse. Jeg tænker tit over: hvorfor er det lige, at det er gået så galt for dansk landbrug? Hvorfor er det blevet sådan, at de eneste der faktisk er stolte af landbruget er landbruget selv?
7
Der er mange eksempler på, hvordan natur og miljø har fået det markant bedre i Danmark de seneste år, men alligevel kæmper stærke interessenter fortsat nærmest pr. automatik for flere stramninger og nogle endda med et mål om at reducere produktionen. Vi og vores organisationer må ikke lade os kue. Jeg har selv oplevet, hvordan kommunikationsfolk rundt omkring i vores egne organisationer kan virke dræbende på gode ideer fra landmænd, fordi ideerne ikke lige passede ind i deres strategi. Til gengæld har kommunikationsfolkene ingen problemer med at sætte os i gang. Hvordan ville I for eksempel opfatte det, hvis I blev bedt om at ofre noget eller give kommunikationsafdelingen noget at arbejde med, fordi fakta og ting, vi ved, ikke rigtig var nok i en ophedet debat om MRSA? Det kan godt være, at det ikke er let, men det er altså formidling af fakta, der er opgaven. Vi skal vise styrke og stå fast, selvom det ikke altid er lige populært. Vi peger ofte fingre af diverse stærke embedsfolk eller svage politikere, som ikke formår at sætte sig igennem rent politisk, men det er på tide, at landbruget selv gør op med det, der foregår i egne rækker, inden man forsøger at udstille andre. Når jeg ser tilbage på året der gik, springer især debatten om MRSA i øjnene, og jeg vil gerne benytte lejligheden til endnu engang at slå fakta på plads: I alt er 1.241 mennesker døde af smitte med stafylokokker fra 2009 til 2013. 27 af dem døde som følge af smitte med resistente stafylokokker (MRSA), tre af de døde var smittet med husdyr-MRSA. MRSA 398 udgjorde 4 ud af ca. 1800 tilfælde af blodforgiftning i 2013. Det betyder ikke, at husdyr-MRSA er fuldstændig ligegyldig. Det betyder bare, at der er andre bakterier, som burde fylde meget mere i den offentlige debat om resistente bakterier end MRSA cc398. I det forgangne år er der afleveret en rapport om danske svins antibiotikaforbrug, og hvor stor betydning opgørelsesmetoden har for resultatet. Og jeg kan godt afsløre, at metoden der bruges, ikke er til vores fordel, men det havde I vel heller ikke regnet med. Valg af population har meget stor betydning. Forskerne på Københavns Universitet har valgt fire forskellige metoder for at vise forskellene. 1) Svin ifølge Danmarks Statistiks sommertælling 2) Antal svin ifølge CHR-registret 3) Antal slagtede svin 4) Antal producerede svin Når antal svin ifølge Danmarks Statistik og antal svin ifølge CHR anvendes som mål for dyrepopulationen, er antibiotikaforbruget cirka dobbelt så stort, som hvis antal producerede grise anvendes. Helt konkret betyder det, at når forbruget vurderes ud fra antal slagtede svin i
8
Danmark, så steg forbruget 5,7 % fra 2007 til 2013. Men hvis der derimod tages højde for den levende eksport, ja så faldt forbruget med 15,7 %. Så spørger jeg undrende om, hvorfor man ikke tager hensyn til den levende eksport? Det siger sig selv, at som vores produktion afsættes, ja så bliver det her kun værre og værre. Den slags ting skal vi skal have gjort tydeligt opmærksom på, og vi må forvente klar opbakning fra vores organisationer. Retorikken fra natur- og dyrevelfærdsorganisationerne er ikke til at tage fejl af. Ifølge dem behandler vi ukritisk syge såvel som raske grise med store mængder antibiotika, mens vi udrydder fuglelivet på markerne med pesticider. Det er ærgerligt, at Dyrenes Beskyttelse så hurtigt faldt tilbage i den gamle rille efter i foråret at have bakket op om Dan Jørgensens 7-punktsplan, som skulle fremme svineproduktionen i Danmark, og undgå, at vi mistede arbejdspladser. Den gang var vi enige om at skulle producere grise af høj kvalitet med høj dyrevelfærd i Danmark og undgå, at vores produktion flyttede til udlandet med lavere standarder.
Retssager Sidste år kunne vi fortælle om en vunden slagmærkesag. Det var dejligt, og det blev endnu bedre da det førte til at myndighederne genoptog 500 gamle sager, så folk alligevel ikke skulle trækkes i hektarstøtte. Den sag har fået endnu en konsekvens da mundighederne meddelte at man i lyset af den ville lave en generel revision af K.O systemet. Skuldersårsdommen som faldt for over 6 år siden, og som betød der skulle laves en ny vejledning kan vel nu betragtes som afsluttet da vejledningen er kommet. Hvad der skulle have taget et par måneder tog over 6 år. For en uges tid siden var vi i retten med et medlem som var idømt gult kort for at have fået ordineret for meget antibiotika. Han leverede det overskydende retur til apoteket, men fik alligevel gult kort. Når vi har vundet den venter der en sag i kulissen med en som har fået gult kort for en overskridelse på 0,01. Vi har også en sag i gang om rodebeskæftigelsesmaterialer. K.O. træk som følge af slagtefund kan man ikke få mere, men sidder der nogle som har fået et sådant træk siden det belv meldt ud for godt et halvt år siden, så sig det til Uffe Baller. Vi er ved at samle sammen til en sag på det også. Alle de nævnte sager har vi haft Uffe Baller og Gert Lund til at tage sig af hos Interlex, og hvis der er nogen spørgsmål til dem så er Uffe her og kan svare enten under debatten eller i den efterfølgende kaffepause. I fredag fik vi dom i den sag der har været længst undervejs, nemlig godt 10 år. Vi fik medhold på de punkter, hvor EU-domstolen havde skåret ud i pap, hvad Vestre Landsret skulle dømme, men på de punkter hvor Vestre Landsret var blevet bedt om at vurdere proportionaliteten i lovgivningen gav de myndighederne ret. Det vi vandt var at overgangsreglerne fra dengang var
9
ugyldige, og at de ikke kan kræve at man skal kunne etablere 140 cm’s afstand mellem alle etager. Det vi tabte var retten til at transportere 100 kg’s dyr på under 92 cm’s etagehøjde og 110 kg’s dyr på mindre end 95 cm. Vi tabte også mulighed for at transportere 25 kg’s grise på 0,15 m2 som i resten af EU. Vi overvejer stadig hvorvidt vi skal anke dommen. Det afhænger lidt af om vi kan få skubbet den til EU igen, for at vinde en sag over staten i et så politisk emne som dyretransport, det er ikke muligt i Danmark. Vi fører også sag mod fødevarestyrelsen angående offentliggørelse af navne på besætninger som er positive overfor MRSA. Vi har dog anlagt sagen sådan at den også vil få virkning i forhold til gule kort og andre emner som ikke kommer vores naboer ved. Transport og MRSA-sagen er det Hans Sønderby som kører for os. Spørgsmål til dem kan Hans svare på.
Afrunding I fredagens udgave af Landbrugsavisen var der et lille skriv om en sønderjysk svineproducent som gennem mange år har gjort lidt ekstra for dyr og fauna på ejendommen. Grunden til, at han var kommet i avisen var, at han gennem mange år havde forsøgt at få den lokale afdeling af Naturfredningsforeningen til at komme ud på besøg. Måske kunne de se noget, han kunne gøre anderledes, det kunne også være en inspiration til dem at informere videre. Jeg ringede til Poul Richard Jørgensen og har fået ok til at nævne ham. Han kunne fortælle mig, at det er 10 år siden, han inviterede første gang, og at der inden for de sidste 5 år har været direkte kontakt/invitation 3 gange, men lige lidt hjælper det. De har tilsyneladende ikke "tid" til at komme ud og se en konventionel landmands egne tiltag for at forbedre forholdene på ejendommen. Så var interessen for naturen åbenbart ikke større, eller var det mon frygten for at opdage noget, som ikke passede til de indgroede forestillinger? Jeg vil gerne gentage Poul Richard Jørgensens invitation - ikke bare til den lokale naturfredningsforening - men til alle der har lyst til at komme ud og se naturens sande tilstand og få en snak med os, der arbejder derude. Jeg er sikker på, at I vil blive positivt overrasket, det var i hvert fald vores opfattelse dengang, vi inviterede indenfor i vores stalde. Vi har brug for al den opbakning, vi kan få. Landbrugets økonomiske situation er lige nu katastrofal, og der er behov for ekstraordinære løsninger, hvis vi skal undgå, at et større antal landmænd ender med at gå fra gården. Men det er ikke nogen nyhed, at erhvervet er i krise. Vi har i årevis båret rundt på en enorm gæld uden at tjene særligt mange penge. I de sidste 10 år er slagtesvineproduktionen hvert eneste år reduceret med en halv million grise. Så der er krise, og det har der været længe, selvom Landbrug & Fødevarer over årene nærmest har sat en ære i at tale krisen ned. Nu er den bare ikke længere til at overse. Den er blevet akut. Mange af os har levet på bankernes nåde, men nu er det slut. Bankerne har taget de nødvendige
10
nedskrivninger, og krisen i Rusland vil tvinge dem til at handle. Det er ved at være sidste udkald. Vi har allerede hørt de første beretninger om landmænd, som ikke kunne få bedrifterne til at hænge økonomisk sammen. Men flere vil følge, hvis man ser passivt til. Der er ikke plads til halvdårlige resultater, men hvis selv de dygtigste landmænd skal have en fremtid i Danmark, er der brug for politisk handling nu. Ellers vil den igangværende krise fortsætte og eskalere. Går vi den vej, er det svært at argumentere for, hvorfor næste generation skulle gå ind i erhvervet. Politikerne må spørge sig selv, om der fortsat skal være plads til konventionelt landbrug i Danmark. Her til slut skal lyde en stor tak til medlemmerne, medarbejderne på Karetmagervej og alle dem, vi har samarbejdet med i det forløbne år. Med de ord giver jeg ordet frit til en forhåbentlig god og konstruktiv diskussion om beretningen og vores fælles forventninger. Alt er til debat.
11