GRATIS OPLÆG
OM SCLEROSE
Få et foredrag af en informatør
Alle oplæg bliver udformet
efter dine behov
Alle, der er interesserede, kan få en informatør ud og holde et oplæg om livet med sclerose. Det kan være, at du selv har fået diagnosen og vil have en til at forklare dine pårørende, kolleger eller venner om sclerose. Måske har du børn og vil have forklaret sclerose i børnehøjde – derhjemme eller i skoleklassen. Men det kan også være, at du er underviser på en social- og sundhedsskole, socialrådgiver, arbejder i en kommune, er ergo- eller fysioterapeut, jordemoder, pårørende eller noget helt andet. Du får nemlig skræddersyet oplægget alt efter, hvad du har behov for.
Det er et gratis tilbud. Informatørerne arbejder frivilligt uden løn, og Scleroseforeningen betaler de omkostninger, der kunne være ved oplægget.
”Jeg er informatør, fordi det er vigtigt at vise, at sclerose kan se ud på rigtig mange måder. Det er en alvorlig sygdom, men man kan godt leve et godt liv med sygdommen. Informatørerne er både med til at gøre sclerose personligt men også at give håb for dem, der selv har sclerose.”
Louise Bødker, har haft sclerose i 9,5 år og har været informatør i et år.
Alle informatørerne har selv sclerose
De er uddannet til at fortælle:
• Hvad sclerose er.
• Om at få diagnosen.
• Deres egen personlige historie.
• Hvordan sygdommen har forandret deres og familiens liv.
• Hvordan sygdommen diagnosticeres.
• Om behandlingsmuligheder og rehabilitering.
• Hvorfor sclerose er helt forskelligt fra menneske til menneske.
• Hvilke tilbud Scleroseforeningen har til medlemmerne.
• Om højt specialiseret genoptræning på Sclerosehospitalerne i Haslev og Ry.
• Om skønne ferier uden hindringer i Dronningens Ferieby.
Vi glæder os til at komme ud og tale om sclerose med dig og dine.
Få besøg af en af vores informatører
Kontakt Scleroseforeningen på 36463646 eller mail: hej@scleroseforeningen.dk.
Vi glæder os til at fortælle dig om livet med sclerose.
For en verden uden sclerose
Sclerose er en uhelbredelig, fremadskridende og invaliderende sygdom, som rammer flere og flere danskere, men der er håb, når vi samler ind til patienthjælp og støtter forskning.
Scleroseforeningen er Danmarks største bidragsyder til uafhængig forskning i sclerose. Mere end halvdelen af al dansk forskning er finansieret af foreningens bidrag. Målet er et godt liv med sygdommen og ultimativt en verden uden sclerose.
Indtil det sker, arbejder Scleroseforeningen for at skabe de bedst mulige livsvilkår for de mere end 100.000 mennesker, der har sclerose helt inde på livet som enten patient eller pårørende. Det gør vi ved blandt andet at tilbyde gratis psykolog- og socialrådgivning, samtidig med at vi kæmper for den bedst mulige behandling, retten til et godt familieliv og inspirerer til en sund livsstil.
Scleroseforeningen lever af egne indsamlede midler. Det kræver en høj grad af folkelig opbakning. Det sikrer vi ved at oplyse om sygdommen, så politikerne og det omkringliggende samfund er opmærksomme på den livsomvæltende sygdom og de mange konsekvenser, den kan have for både patienter og pårørende. Vi er der for alle med sclerose og alle, som er berørt af sygdommen.
Scleroseforeningen
Poul Bundgaards Vej 1, 2500 Valby telefon 36 46 36 46 hej@scleroseforeningen.dk www.scleroseforeningen.dk